søndag den 22. januar 2017

Sexisten Trump og ligestillingen

USA har indsat en åbenlys og pralende mandschauvinist og sexist som præsident. I Danmark følger vi altid lydigt efter i slipstrømmen af den amerikanske politik på godt og især på ondt. Og derfor vil den moderne ligestillingspolitik og det gensidigt respektfulde forhold mellem de to største køn, som venstrefløjen i bred forstand her i landet har arbejdet så hårdt for gennem over hundrede år, komme under fornyet pres i de kommende otte år. Det vil igen blive lettere, om ikke gratis, for mandschauvinisterne at slippe af sted med lummer sexisme, og kampen for økonomisk, seksuel og magtmæssig ligestilling vil blive besværliggjort af denne bøvede understrøm.

I forvejen er der jo masser af uløste problemer for kvindekampen, især hvis man kigger på det med internationale briller. Handlen med sexslavinder, altså trafficking, fortsætter ufortrødent med velkendt brutalitet, selvom den er forbudt i stort set hele verden. Kvinder står tilbage som oversete voldtægtsofre i alle krige, og det er altså ikke noget, muslimerne har fundet på. Sådan var det også, da fascisterne havde vundet borgerkrigen i Spanien, da russerne havde erobret Polen fra nazisterne, eller da amerikanerne havde taget Frankrig. Vi kender det fra Balkan, ja fra alle krige, vi kan komme i tanke om. Sejrsherrene har også slået en masse ihjel, det er klart, men når kamphandlingerne var overstået, har de voldtaget. Der er lande, hvor hvor kvinder risikerer at blive stenet til døde som straf for sex uden for ægteskab, selv hvis den seksuelle handling har bestået i, at de er blevet voldtaget. Der er regioner, hvor kvinder ikke kan uddanne sig, ikke kan færdes offentligt uden ledsagelse fra en mand fra familien, ikke kan arbejde, ikke kan klæde sig som de vil, tale i forsamlinger, tale med mænd uden for familien, ikke kan køre bil eller cykel, ikke kan gifte sig med den de elsker. Disse er blot tilfældigt valgte eksempler.


I vores del af verden er undertrykkelsen heldigvis på et langt langt lavere niveau. Men kampen er ikke vundet. Der er stadig ikke reel ligeløn mellem kønnene i Danmark, de fleste steder er vejen til magtfulde positioner kortere for mænd end for kvinder, og det er stadig sådan, at kvinder, der vælger at have mange seksualpartnere, let bliver udskammet som ludere, mens mænd, der gør det samme, bare er seje. Og så er der livet i hjemmene, hvor kvinder ofte bærer den tungeste arbejdsbyrde, selv når de har lige så meget arbejde uden for hjemmet som manden.


The Donald vil gøre vanskeligere at komme videre med ligestillingen også i Danmark, men så må vi kæmpe mere indædt. Mænd, kvinder og transkønnede sammen.


Vi må bekæmpe ulighed med lighed,foragt med respektog had med kærlighed!


Og for mig handler det i sidste instans ikke om at få kvinder i toppen af samfundet i stedet for mænd, men om at få et langt mere lige samfund, hvor magthierarkierne ikke er så stejle, hvor vi deles mere om magten og ressourcerne, og hvor alle respekteres lige meget og får den samme chance.

torsdag den 19. januar 2017

Hvornår er det så for alvor?

At flytte til et fremmed land er et
lille selvmord;
jeg mener, man lægger tøjet og skræller alt
af knoglerne, ikke blot huden, men også sener og kød,
og mangler kræfter til at ryste af
kulde.
Man aflader,
mister evnen til at tale om alt det, man
har lært at tale om,
høfligt, belevent
eller ligefrem meningsfuldt,
det man ved noget om, mener noget om,
føler noget for,
den charme, man har
lagret i små spil med
stenene i sandet,
den lille leg med
ordene;
evnen til at skælde ud, protestere når nogen bliver
uretfærdigt behandlet,
når man selv gør,
evnen til at vide, når man bliver det,
bliver snydt,
misforstået eller misbrugt
gjort grin med,
talt ned til,
lagt an på,
for hvad betyder nu det hvilende blik, det hurtige blink, kysset?

Jeg er mit sprog, alt hvad jeg kan er gemt i ordene, men også kysset
er et ord.

Man mister evnen til at genkende ros og anerkendelse,
det første man som spæd har lært;
bliver jeg nu skældt ud?
Er det for sjov, når du kalder mig skiderik,
hvornår er det så for alvor?
og hvor meget.
Man kan ikke grine med, for man forstår ikke, hvorfor ens
krop pludselig er morsom,
eller tøjet, ens fremmede tøj,
måden at klippe håret på,
det man siger og
ikke siger, ikke svarer på,
ens bøn til Gud, ens tro på næstens godhed,
måden man holder sin kone i hånden på.
At det nu er grinagtigt
eller anstødeligt.
Maden, det at ens mad lugter forkert, og kroppen gør.
Men også at mødes med deres mad, den fremmede mad, som man roser og
nipper til, mens man er ved at
kaste op af al den fede pølse;
ikke at vide, om de serverer netop denne pølse af gæstfrihed eller som provokation, som en prøve,
eller for at kunne grine, når man kvæles i fedtet.

Den voksne bemestring, de kundskaber, det faglige
dør,
omplantes nu i ufrugtbar jord og visner hen.
Det er en metafor, men er det mon en metafor, som I forstår
i dette land?
Forstår I den, hvis jeg kan sige den grammatisk helt korrekt
udtale den rigtigt,
kan den så forstås?
Forstår I mig, når jeg siger, at min fagligheds rødder ikke kan
tækkes ud af mit hjemlands muld uden at dø?
Og hvis I forstår mig, vil I så betro mig at arbejde med denne
visnende faglighed,
vil I give mig et job?
Vil I?
Vil I,
selvom jeg selv bærer rundt på denne triste
mistillid til, at det, jeg lærte derhjemme, også kan bruges her?
At jeg ikke forstår, hvad læreren fortæller mig om min søn, at jeg ikke ved, hvordan
jeg skal hjælpe ham, når de andre drenge slår, om jeg må beskytte ham, skærme ham, slå igen, råbe eller skælde ud.
At jeg ikke kan lide, hvordan drengene kigger på min lille datter, ikke
ved hvad det betyder,
og godt ved det, men ikke forstår, hvorfor det er i orden
her.
At jeg ikke kan hjælpe mine børn med lektierne, ikke forstår
hvad de skal lære,
og ikke bryder mig om det, når jeg alligevel forstår.
At ikke kun mine nye naboer synes, jeg er til grin, til besvær, unyttig,
men også mine børn, mine børn som jeg ikke kan hjælpe og
ikke længere helt forstår, som
ikke vil lære mit sprog, fordi det ikke blot savner værdi i deres dagligdag, men også stempler dem, gør dem fremmede i deres nye hjemland.

Jeg valgte selv at rejse hertil
Jeg har selv valgt det, jeg er selv
ude om det, man har altid et valg, kom ikke her!
Hvem kan ynke en ryger, en fed, en spritter,
hvem har ondt af en selvmorder?
Hvem vil høre om så sølle et selvmord,
sådan et lille et,
ikke et ordentligt, ikke noget respektabelt selvmord fra en motorvejsbro, en lysekrone, et syrebad, men blot en
fjollet raslen med skellettet,
en isning, et stumt skrig fra tandhalsen, uden even til at
sige jeg,
uden længere at kunne huske, hvad dette

ord betyder.

torsdag den 12. januar 2017

Ulstrup-mordene og mandens væsen

Efter familie-mordet i Ulstrup har jeg kunnet se flere af mine venner på Facebook vride skrivearmen af led for at få drabene til at passe ind i en generel teori om mænds adfærd. Alle fædre er potentielt hustru- og barnemordere, fordi vi ikke sådan rigtig elsker vores familie, men snarere ejer den. Og kan vi ikke eje den længere, er der heller ikke andre, der skal have lov. Så slår vi dem ihjel. Det er noget særegent for mænd, for mænd er nemlig ligesom hanløver, der bider alle killinger ihjel, fordi vi ikke er sikre på, at de er vores eget afkom.

Således bør ethvert barn frygte for sit liv, når det er sammen med sin far. Enhver kvinde bør frygte sin mand. Særligt bør hun frygte at forlade ham eller have sex med en anden mand, for så slår hendes egen mand, hendes retmæssige ejer, hende sikkert ihjel. Og hendes søn vil en dag vokse op og blive lige så farlig.

Endvidere bør alle mænd gå rundt og frygte sig selv. Vi skal ikke blot have skyldfølelse for noget, vi ikke har gjort, vi skal også frygte, at vi på den mest horrible måde vil miste dem, vi elsker mest. Helst skal vi holde os på afstand af vores elskede, for at være på den sikre side.

Men det er jo ikke blot en grufuld og invaliderende opfattelse at leve med. Det er også det mest ubegribelige sludder. Mænd er ikke hanløver. Vi er ikke engang bonoboaber, selvom det da er langt tættere på. Vi er mennesker med menneskelige følelser, en menneskelig bevidsthed, empati og samvittighed. Jo, der er flere mænd end kvinder, der dræber deres familie. Men lad os nu sige, at der er 1000.000 familiefædre (altså fædre, som bor sammen med deres børn) i Danmark og tilsvarende 1000.000 familiemødre. Hvor mange af dem vil så statistisk set ende med at slå deres familie ihjel? Fem, måske. Hvor mange af de 1000.000 mødre vil gøre det samme? En. Det er et gæt, men næppe helt ved siden af. Der er altså fem gange så mange mænd som kvinder, der bliver familiemordere. Gør det familiemordet til et grundvilkår i mænds tilværelse, et særligt træk ved mænd?


Nej, naturligvis ikke. Fem ud af en million fædre kan ikke definere et særligt træk ved alle mænd. Der er tale om en ekstremt sygelig tilstand hos manden fra Ulstrup, ikke om et væsenstræk ved hans køn. Og det er ikke kun en ekstremt sygelig tilstand, men også om en virkelig sjælden sygdom, som næsten ingen lider af. Ud af de forsvindende få, der gør, er de fleste mænd, ja, ligesom med Aspergers og andre psykiske lidelser, men hvis det var et generisk træk ved maskulinitet at gøre som manden fra Ulstrup, var der nok flere end de 0,0005 % af alle fædre, som gjorde det. Så gode er vi fordrukne danskere trods alt heller ikke til at tøjle vores natur.

For mig er det lettere absurd at tænke, at man har afsløret mandens sande væsen, når man ser en mand gøre noget helt og aldeles atypisk. "Der kan I bare se!"-reaktionen er sær, fordi man dermed siger, at alt det, alle andre mænd foretager sig år ud og år ind, blot er et skin, blot er noget vi gør for at dække over vores virkelige familiemorderiske væsen.


Jo, vi skal også forske i, hvad grunden er til, at flere mænd end kvinder havner på kanten af samfundet, og at flere mænd end kvinder begår frygtelige forbrydelser. Men hvis vi tager udgangspunkt i, at det er mandens særlige væsen, der er grunden, behøver vi jo dels ikke fortsætte undersøgelsen. Så har vi allerede svaret. Dels behøver vi ikke ændre noget ved samfundsstrukturer eller kønsmønstre, for mandens natur kan vi jo ikke ændre på.


Jeg tror, vi bliver klogere af at kigge på, om der skulle være nogle særlige vilkår for mænd, som i særlige dysfunktionelle/sygelige tilfælde fremkalder denne ekstreme adfærd. Man kunne starte med at kigge på, hvad det mon er for forestillinger, fx om mandens rolle i familien, og særlige omstændigheder hos Ulstrup-manden, som har bragt ham til at gøre, som han gjorde. Ikke som udslag af et maskulint væsen, som langt om længe slog igennem og således afslørede hele kønnet som morderisk.

lørdag den 7. januar 2017

Om romanen Vold

Peder Frederik Jensens Vold, der er et ordentligt svin af en roman, som det er vanskeligt at være ligeglad med, når man har læst den.

Her er noget af det, jeg skrev til forfatteren, da jeg havde læst hans værk:

"Jeg synes, at det er en svimlende styrke ved Vold, at den i modsætning til dine tidligere bøger ikke har en femadskridende handling, hvor begivenheder følger af begivenheder. At den snarere bølger frem og tilbage med associationer, som ikke nødvendigvis hænger logisk sammen, men skrider frem efter andre regler. Og jeg kan også godt lide, at du har klasket mindst to adskilte fortællinger sammen til en, altså afrikarejserne og Simons familiehistorie (og kærlighedshistorierne med Lavra og med ekskæresten i begyndelsen – og det autonome voldsorgie og venstrefløjen osv.).

Det er parallelle forløb, som kædes sammen af Simons tilstedeværelse, af optagetheden af at finde ud af, hvad vold er for noget, og hvad den gør, og af bror Satan, som jo på en eller anden måde har med det hele at gøre. Og derfor klæder disse parallelle forløb hinanden og finder ubesværet sammen i denne bog, selvom historien ikke 'går op' og finder en nødvendig løsning og sammenkædning til sidst. Det er faktisk et meget troværdigt træk ved Vold.

Et andet væsentligt træk ved Vold er Simons (ikke fortællerens) søgen efter forklaring på, hvorfor hans forældre, han selv og hans brødre fik de liv, de fik. Her er han ude efter en logisk sammenhængende forklaring. Han er ikke tilfreds med et hvad, men insisterer på et hvorfor. Det er den logiske motor i en ellers mere associativ fortælling. Det er som en viljestærk, men åben og derfor uskyldig søgen efter Gud. At der må være en forklaring.

Og det er et elskeligt træk ved Vold.

En anden styrke er (det er så indlysende, at jeg næsten glemmer at nævne det), at du har skrevet en 'verdensvendt' bog, som forsøger at tage det glemte kontinents i det store hele ugunstige skæbne alvorligt – uden nødvendigvis at acceptere postkolonialisternes dogmer om årsagerne til tingenes tilstand. At du i det hele taget skriver om Afrika. Det mest litterært usexede af alle kontinenterne. At du selv har udforsket det, og tør møde det og prøve at forstå det uden politisk korrekthed.

Du har skrevet en tekst, som vil det hele. Som ikke følger en vedtagen stilistik, men bare kører på, bruger romangenrens rummelighed til at skrive lange essayistiske passager, som man bliver klogere af at læse.


Du har taget et modigt skridt i dit forfatterskab med denne bog, og det tror jeg, du vil blive belønnet for. Og her tænker jeg ikke på priser og anmeldelser, men på den kunstneriske videreudvikling, du har valgt at åbne dig for."