tirsdag den 17. december 2019

11 gode ting ved at udgive på Ekbátana

Til marts udgiver jeg romanen Afstande over vand på forlaget Ekbátana. Derfor ved jeg, hvad jeg taler om, når jeg anbefaler andre forfattere at kigge dette forlags vej. Det har været et virkelig positivt bekendtskab. Her er nemlig et forlag, som tilbyder det, jeg lægger vægt på.

1) Redaktionen var hurtig til at tage stilling til, om de ville udgive manuskriptet.
2) Redaktøren har arbejdet kompetent og engageret med manuskriptet. Alle redaktionelle bemærkninger til teksten har været relevante og bygget på en medlevende og interesseret læsning.
3) Redaktøren har arbejdet respektfuldt med teksten og aldrig glemt, at det var min tekst og mine intentioner, der skulle indløses. Samtidig har hun udfordret mig til at begrunde mine valg, hver gang der var det mindste, hun var i tvivl om. Det giver en stor tryghed inden udgivelsen, at uklarheder ikke har fået lov at hænge i luften.
4) Redaktøren har været grundig og samvittighedsfuld med korrekturen. Manuskriptet er blevet læst igennem adskillige gange for at fange selv den mindste fejl. Korrekturen har, lad mig være ærlig, været langt grundigere her, end jeg har oplevet på større forlag.
5) Der er lagt et stort engagement i det grafiske arbejde med bogen, særligt omslaget, som der er arbejdet meget med og det med et resultat, som jeg er rigtig glad for. Men også satsen, opsætningen af teksten, er blevet taget alvorligt, selvom det egentlig er ret ligetil med en ren tekstbog som min.
6) Jeg har været i løbende kontakt med forlaget og er blevet inddraget i alt. Det er vigtigt for mig at vide, at arbejdet med manuskriptet skrider fremad og ikke blot bliver parkeret i en stor stak. Og det afgørende at være tæt på processen (selvom jeg bor i Madrid og derfor kommunikerer elektronisk) og inddraget i beslutningerne i alle led.
7) Forlaget har været flinke til at finde støttemidler til udgivelsen, sådan at der er råd til fx at give bogen et lækkert omslag.
8) Ekbátana er et lille forlag, som ikke kan købe en busside til at reklamere for den næste bog, men de tænker kreativt for at finde andre veje ud til bogmarkedet.
9) Selvom forlaget er lille, vidner gode anmeldelser om, at der står respekt om kvaliteten af forlagets udgivelser. Naturligvis er det lettere at blive dagbladsanmeldt, hvis man udkommer på Politikens Forlag eller Gyldendal, men det er heller ikke umuligt her.
10) Forlaget har tilbudt mig en økonomisk aftale, som giver rigtig gode royalties, når produktionen er tjent hjem. Og det sker praktisk talt altid, har jeg fået at vide, for Ekbátana er solide forretningsfolk.
11) Min redaktør og forlægger, Christel Sunesen, har hele vejen været venlig og engagerende at arbejde sammen med.

Hvad mere kan man egentlig ønske sig?

mandag den 2. december 2019

“Her bander vi ikke”, står der på døren

“Her bander vi ikke”, står der på døren. I tænker, det er en spøg, men i det øjeblik, I træder ind i det dunkle rum, vil I komme på andre tanker. Væggene er plastret til med hellige madonnaer, korsriddere, tyrefægtere, flamencodansere og Guardia Civil-våbenskjold fra Franco-tiden. Alle symbolerne er vigtige, men særligt maden. På Malacatín spiser man cocido madrileño. Det er blodpølse, svineskank, chorizo, møre oksekæber og blævrende blokke af lunt svinefedt, som siden i formiddags har simret i en tung suppe med kikærter og nudler. De forskellige kødstykker fiskes op af suppen og serveres efter tur, men altid med kridhvidt brød og noget surt til: perleløg, syltede cornichoner og grønne chilier. Her lefles ikke for grøntsagsspisere, men der ligger dog en udkogt kartoffel og en slatten gulerod på fadet. Man drikker vin. Sådan har man spist i Madrid i århundreder og på Malacatín siden 1895.
            Ved at spise svinekød og drikke vin viser vi, hvem vi er. Frem for alt at vi ikke er muslimer. Det blev vigtigt, da katolikkerne havde generobret hele Den Iberiske Halvø fra maurerne i 1492. Også kikærterne er afgørende. I årene op til 1492  blev de nemlig dyrket på klostrene i de generobrede katolske zoner.
            Der er ikke noget udbredt had til muslimer i Spanien, tværtimod er den mauriske kultur en umistelig del af den spanske, både når det gælder sprog, arkitektur, ornamentik, dans og musik, men de spanske nationalister værner stadig om en eksklusivt kristen madkultur. Også Franco, som under sit angreb på den 2. republik i 1936 identificerede sig med de katolske korsriddere i la Reconquista, førte kampagne for den spanske madkultur under sit regimente. Det var sådan de sande spaniere kunne genkendes.
            I 1980’erne og ’90’erne blev Malacatín selv til et symbolsk på den spanske nationalisme og fik således sin selvstændige betydning i baskernes kamp mod den spanske centralstat. I 1981 sprængte seperatisterne fra ETA en bombe i restauranten.
            Og i kampen for den fede cocido madrileño har Dansk Folkeparti fundet inspiration til kampagnen for det stegte flæsk. Vi skal æde os danske, og spiser du flæsk og persillesovs, er du en af os, hvadenten du vil det eller ej. Sådan en symbolkamp vender begge veje. Mange unge, som ikke vil sættes i bås med den danske nationalkonservatisme, viser det ved at afsværge flæsket, og denne modstand spiller nu sammen med den veganske bevægelse, der har fået en opblomstring parasitært på klimabevægelsen, fordi kød er et af dennes mest udskammede velfærdsgoder. Den danske klimabevægelse adresserer et aktuelt problem, som i hvert fald ikke er ældre end industrialismen, men som ikke desto mindre drager næring fra og trækker symbolske tråde tilbage til det mauriske herredømme på Den Iberiske Halvø, der endte for mere end fem hundrede år siden.

søndag den 1. december 2019

Hvor farlige er de sms'er?

Hvad handler det her egentlig om? 

En fodboldleder har været nødt til i skam og skændsel at sige sit nye job op, fordi det er kommet frem, at han har sendt sms'er til en tidligere kolleger, hvor han foreslår, at de 'kysser og ser hvad der sker'.

Hvorfor er det et problem? 

Er det, fordi manden er gift? I så fald må det vel være en sag mellem ham selv og konen. Det kan ikke komme hans arbejdsgiver ved, om han kysser med andre. 

Eller er det mon fordi den tidligere kollega er yngre, end han selv er? I givet fald må det vel være op til hende, om hun vil kysse med en midaldrende mand. 

Eller er det, fordi han engang har været kollega til den unge kvinde? Hvis det nu er blevet odiøst at lægge an ikke alene på kolleger, men også på tidligere kolleger, er der altså mange velfungerende forhold, som er blevet til i synd. Arbejdspladsen er nok den sammenhæng, hvor flest mennesker flirter eller danner par overhovedet. 

Måske er det simpelthen det, at en mand sender flirtende beskeder til en kvinde, som så ikke viser sig at være interesseret? I så fald er vi mange syndere, som har prøvet at blive afvist både før og efter opfindelsen af sms'en.

Måske handler det i virkeligheden bare om, at Ekstra Bladet har viderebragt en halv historie, som i denne form er umulig at få til at give mening?