onsdag den 21. september 2011

Om ord

For nylig spurgte en ven mig, om jeg prøvede at skrive for evigheden, eller om jeg blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget, der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af evig betydning. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Sådan burde jeg have svaret. Det var et tillokkende svar. Så sådan burde hun have spurgt. Men hun spurgte: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B. Jeg havde vist hende to tekster. Det var små, afsluttede tekster, jeg kunne vise til nogen. Det er et socialt behov, ikke et kunstnerisk. Venner og kolleger tror ikke, jeg laver noget. Jeg siger for eksempel: Jeg skrev to vidunderlige sider til romanen i nat. Det var ren ekstase. En sønderlemmende fægtekamp, et bestialsk orgie af tekst. Eller: Jeg har løst et problem i romanen, som jeg frygtede ikke kunne løses. De tænker: Nu har han igen set boksegalla hele natten. De tror mig ikke. Jeg har intet at vise. Jeg har socialt behov for små tekster. Hør; nu bliver det bedre:

Men det var ikke, hvad min ven spurgte om. Slet ikke. Hun ville blot vide, om jeg bedst kunne lide at skrive A eller B. Hun havde tilmed gjort det let at svare. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. A fremstillede i jeg-fortællerform køligt og ufølsomt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. Jeg svælgede i det. B beskrev indlevende, næsten dirrende, en følsom, melankolsk figur. Et barn, endda. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske, trods alt.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Frem for alt satte den ind på forskellige tidspunkter. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, man forestiller sig, det giver at sige noget upassende under en højstemt prædiken. Nej, som den, de første femten bajere giver.

Jeg glemmer melankolikeren. Måske fordi, jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. Jeg burde. Nej, lad mig tale i almindelighed om tekster, som det betyder noget for mig at skrive.

Det er sådan her: De tekster, som kræver en opmærksomhed af mig, lever på mig som blodigler. De tærer mig. Hvorfor kalder du dem for blodigler? Ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Er det ikke dejligt? At give noget af sig selv? Nej, det er på ingen måde dejligt. Det har tvært imod sin helt egen ækelhed. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt? Al volden. Alle bandeordene, obskøniteterne. Er det ikke dem? Nej, sådan er det ikke, når jeg skriver. Det er oprørende og frastødende at leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er det ikke at skrive desinteresseret om tyrkiske torturbødler, som dresserer hunde til at voldtage bange mænd. Det er sandt. De femten bajere. Nuvel, dette er ikke netop sandt, men det kunne være. Jeg kunne føle sådan. I denne tekst giver det mening at hævde noget sådant.

Du kan altså bedre lide at skrive om oprørende hæslige og grusomme ting på en desinteresseret og forfladigende måde end om sarte erkendelser, som rører noget vigtigt? Følelser generer dig? Ja, lad os sige det. Jeg har ingen nydelse ved at skrive det, som betyder noget. Kun uro, ubehag. Men jeg har en tilsvarende tilfredsstillelse ved at have skrevet det. Skulle det lykkes at give ord til en af tilværelsens sprogløse tilstande, ville jeg være lykkelig. Intet mindre. Befriet på en måde, som de femten bajere ikke kan. (De femten bajere kan fjerne mig fra disse tilstande, fratage dem tyngde og kraft for en tid. Det er lyksaligt. Jeg nægter at nedgøre værdien af denne manøvre.) De femten bajere drikker jeg for min egen skyld. For at få fred for mig selv. Ja, du har ret. Det er ligegyldigt. Men derimod at give sprog til en ordløs følelse er at skrive for evigheden. Er det sådan?

Heller ikke dette er sandt. Det er sandt, men i en formel forstand. Det er overmodigt og ahistorisk. Det er sandt, men tåbeligt. Jeg vender tilbage til det. For her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tyrkiske hunde, morskaben over dem, under tiden viser sig at være lige så væsentlig og sand som den lille drengs besværede moderkærlighed? At de tekster, som er skrevet rent rekreativt (som erstatning for Jerrys triumferende mishandling af Tom eller dum vold i Terminator II) og uopmærksomt, har ladet overjeget sove på vagten og lukke uventede
gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. Overraskende spor af god tekst. Tekster for evigheden? Jeg hævdede tidligere, at al tale om sådanne i bedste fald var sand, men tåbelig. Hvorfor?

Her er svaret: Tegnet er uforgængeligt, fordi det er uafhængigt af det materiale, det nedprintes i. Et tegn rådner ikke. Men tegnet er ikke uforanderligt. Det findes kun som meningsfuld entitet i sin form af meddelelse. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er uden mening. Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som mine tyrkiske hunde kunne det, de femten bajere. En anden terapi, ganske vist. En nødvendig materialisering af et håb, som således forskubbes ud i verden. Der må komme en båd. Det er vigtigt at kalde på den. Men som tegn har den ingen værdi uden modtager. Teksten er evig, hvis der til enhver tid er en modtager, som finder den væsentlig. Som forstår den. Evige tekster er mulige, hvis kontinuiteten i den fællesmenneskelige erkendelse er det.

Og det er den ikke. Jamen, er der ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? Barnets kærlighed til sin mor. Noget sådant må have eksisteret, så længe mennesket har været menneske. Måske længere endnu. Siger hun. Tænker vi. Og den vil være der til evig tid. Kan man beskrive denne følelse sandt og nuanceret, har man skrevet tekst for evigheden. Tilbage står vel blot for fremtidens menneske at oversætte denne tekst, dette tegn, til sin egen tids sprog? Nej, netop ikke. Benævnelsen kan være evig, men beskrivelsen kan ikke. Den nuancerede beskrivelse af denne følelse må tage afsæt i de konkrete rum og genstande, som giver mening og farve til menneskets erkendelse af sig selv som væsen. Giver mening og farve til vores kommunikation med artsfæller, udvikler vores gestus. Sådan må det være.

I Swanns verden kan man læse, sandt og nuanceret, hvordan drengen ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Han lider i længslen efter det ritualiserede godnatkys. Det er ubærlig læsning, men er det kun fordi, beskrivelsen er sand. Det er sandheden i det konkrete. Er dette så en tekst for evigheden? Det kan vi allerede med sikkerhed afvise. For blot seks-syv tusinde år siden fandtes ingen bygninger med flere etager, ingen trapper (dette er et gæt). Den fysiske adskillelse mellem mor og barn, som denne tekst lever af, var en anden. Det stiliserede kindkys, som drengen begærer, mere som et tegn end som en sansning, hører også en tid til, hvor diskretion, hygiejne og kropsforagt spiller en rolle, som de ikke altid har spillet. Heller ikke Marcel Proust skrev for evigheden. Han skrev væsentlige tekster af en vis holdbarhed, fordi han beskrev en konkret sanset og derfor tidslig verden.

Altså: Når jeg forsøger at skrive konkrete, sansede tekster af betydning for min egen tid, kan jeg være heldig, at netop dette lykkes. Men det kan også tænkes, at det lykkes, hvis jeg ikke forsøger (de uventede gæsters gave). Eller omvendt. Er det sådan?