tirsdag den 28. december 2010

Forsvar for Amagermanden

Alle er lige for loven. Enhver er uskyldig, indtil andet er bevist. Alle har ret til et kyndigt forsvar, og selv den skyldige har krav på en retfærdig rettergang og en rimelig straf, hvor han ikke straffes for noget, som han ikke beviseligt har gjort.

Det er nogle af de principper, som ethvert retssamfund må bygge på, og de lyder måske indlysende, men de er alle under konstant pres.

For tiden verserer en sag, hvor en mand fra Amager er sigtet for mord, voldtægt og rovmord. Meget tyder på, at den sigtede er skyldig. Forbrydelsernes karakter alene gør personen usympatisk i medierne, hvor sagen fylder rigtig meget. Vi hader alle sammen Amagermanden.

Nu vil politiet benytte lejligheden til at få lukket nogle gamle sager, som Amagermanden også kan kædes sammen med. Det er godt at få lukket gamle sager, men kun hvis man lukker dem med en retfærdig domsfældelse og en rimelig straf.

Fx vil politiet gerne have Amagermanden dømt for en et kvart århundrede gammel sag om rovmord. Han var mistænkt i sagen, da den efterforskedes for et kvart århundrede siden, men statsadvokaten kunne ikke rejse sigtelse, fordi de afgørende vidneudsagn var flertydige.

Men nu, så længe efter, har nogle af vidnerne fra dengang ændret forklaringer, sådan at Amagermanden nu bliver belastet af dem. Også vidnerne har fulgt de aktuelle sager mod Amagermanden og ser ham måske gerne dømt for så mange forbrydelser som muligt. Vi hader jo Amagermanden.

Vidneudsagn er altid tvivlsomme, om end ofte nødvendige, beviser i en straffesag. Vidneudsagn om et kvart århundrede gamle foreteelser er stort set værdiløse. Ingen kan gengive præcist, hvad de oplevede for så længe siden. Og vidneudsagn, som er ændret efter så lang tid, og som er ændret, sådan at de nu kan bruges mod en kendt, forhadt, mord- og voldtægtssigtet mand, er slet og ret ikke beviser for noget som helst.

Dette betyder ikke, at Amagermanden ikke kan være skyldig i den et kvart århundrede gammel sag om rovmord. Det kan han sagtens, men politiets strategi i denne sag hører ikke hjemme i et retssamfund. Hvis han ikke kan dømmes i denne sag i henhold til en rimelig bevisførelse, må de nøjes med de aktuelle sager.

Selv den skyldige har krav på en retfærdig rettergang og en rimelig straf.

torsdag den 9. december 2010

Småforlagenes fælleshus

Vi var otte ved bordet: fire store fad, en redaktør fra et nyere, netbaseret tidsskrift, en redaktør fra et veletableret, mindre københavnsk forlag, et helt nyt enmandsforlag og så mig, som hverken er fadøl eller er redaktør af noget som helst.

De tre redaktører ville alle gerne kunne bruge mere tid på det egentligt redaktionelle arbejde, og to af dem ville måske også gerne have et mere professionelt slutprodukt: en bedre hjemmeside, nogle flottere bøger.

Hvorfor så ikke, spurgte en af fire håndvarme fadøl, slå pjalterne sammen - hvad angår det praktiske altså?

Vi kunne lave et hus, hvor alle byens små skønlitterære forlag og tidsskrifter havde hver sit redaktionslokale, men deltes om en produktionsafdeling. Produktionsafdelingen kunne så efter de enkelte redaktioners direktiver stå for sats, korrektur, færdiggørelse af omslag, kontakt til trykkeri og bogbinder, marketing, netsalg, hjemmesideoptimering og lagerstyring. På den måde ville de redaktionerne kunne koncentrere sig om at redigere bøger og lave udgivelsesstrategier.

Der ville også komme mere professionelle slutprodukter ud af det, når grafikere kunne stå for grafikken, fx.

Og det ville være billigere med fælles husleje, kopimaskine og hvad der ellers er af stordriftsfordele. Måske kunne produktionsafdelingen til dels bemandes med praktikanter fra uni.

Og det ville være lettere at slå igennem over for boghandlerne. Vi ville have flere og mere salgsegnede titler at præsentere.

Og så kunne det være pisse hyggeligt at løbe ind i et hus med mennesker i, sagde en anden af de slatne fadbamser.

Da jeg hverken er fadøl eller redaktør, kan jeg bare spørge: Er nogen interesseret i ideen?

lørdag den 4. december 2010

En sted

Og nu vi er ved de små, ucharmerende ideosynkrasier, som jeg har samlet mig gennem årene, kan vi så ikke blive enige om at sige og skrive "i stedet for" i stedet for "i steden for"? Her på bloggen, om ikke andet :-)

Sted er jo neutrum, et t-ord.

Intet er for småt til Lystens værk.

fredag den 3. december 2010

Det næste par

Når vi vil fortælle, at vi betaler de lånte penge tilbage om to-tre dage, siger vi: "Du får dem om et par dage." Vi siger ikke: "Du får dem om nogle par dage." Vi er enige om, at det drejer sig om et og kun et par.

Anderledes er det åbenbart, når vi gør det eksplicit, at vi taler om nogle nærmere bestemte dage. Altså når vi taler i bestemt form. Så siger vi fx: "De næste par dage kan du ikke få dem." På den måde bliver det pludselig mere end et par. Det bliver til flere par, altså minimum fire dage. Ellers ville vi jo sige "Det næste par dage ..."

Det er en løjerlighed, at det, som i ubestemt form er ental (et par), bliver til flertal (de par), blot fordi det bliver sat i bestemt form.

Er det, fordi vi vil gardere os og give os selv lidt mere snor, når vi skal forpligte os på nogle bestemte dage (nemlig de næste)?

Eller er det mon ikke bare en sproglig fejl?

Måske kan vi enes om, at det hedder "det næste par dage" og ikke "de næste par dage", hvis vi taler om et og kun et par dage, altså 2-3 stykker?

torsdag den 30. september 2010

Hvad synger du for dine børn?

Det er svært at finde en effektiv godnatsang, så når man endelig har fundet en, som virker, skal den bare hakkes af igen og igen. Sangen.

Selv har jeg gennem et par år haft megen glæde af Jesper Jensen "sang om merværdi". I begyndelsen forstod jeg ikke, hvorfor børnene faldt i søvn til en sang af den type. Det er jo en rigtig peppet sag, up beat som bare fanden, og vel det nærmeste man kommer dansemusik uden bas og trommer!

Men så sagde min tænksomme nabo, at det ikke har spor med rytmen at gøre. Ikke i dette tilælde, i hvert fald. Det handler simpelthen om tekstens ubestridelige sandhed. Den beroliger børnene og gør dem trygge. Det, at man ikke kan være i tvivl.

Jeg bruger også "Bjerget ligger langt ude i skoven"; den er allerhelvedes lang og består især af gentagelser. Melodien er også kedelig. Sangens eneste svaghed er, at jeg ofte selv falder i søvn, mens jeg synger den. Ind imellem synger jeg videre, mens jeg sover. Engang kom jeg til at synge, hvad jeg drømte, hvilket gav min søn en viden, som jeg ikke havde tænkt mig at dele med ham før om tolv år.

tirsdag den 28. september 2010

Om at løse gåden

"Jeg ved, du er ved at skrive en bog om mig", indledte en nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Ikke nok med det. Han troede, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans privatliv i bogen.

Ingen af delene var rigtigt, kunne jeg berolige ham. Jeg skrev tværtimod en roman om fiktive karakterer.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde "opklaret" en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har kigget forgæves efter sig selv i mine fortællinger. Det har medført en god del skuffelse. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en novelle eller en roman om hende. Det ville jeg så gerne. Det er en indvending mod mit forfatterskab, som jeg ville finde helt igennem rimelig, hvis jeg skrev noveller eller romaner om nogen.

En noget flernere bekendt
En noget fjernere bekendt har omvendt spredt rygter om, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Dette må han virkelig have troet på, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af novellesamlingen. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Han havde intet gjort af det, karakteren gjorde. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det viste sig at være tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Også denne konstatering skuffede ham.

Fiktive karakterer
I min verden er fiktion fiktion. Fiktive karakterer er fiktive, selvom de ganske vist ofte rummer træk fra virkelige personer. De fleste rummer træk fra flere forskellige virkelige personer (hvoraf jeg altid selv er den ene) samtidig med træk, som er ren opdigtning (eller ubevidst inspiration, det kan jeg af gode grunde ikke afvise). Sådan tror jeg mange vælger at gøre: Man vælger nogle træk fra en person, man kender til, mikser det med træk fra en anden og sætter det sammen med noget, man selv finder på.

Og så finder man på en historie, et forløb af handlinger, erkendelser og tildragelser, som også er fiktive, omend inspireret af det liv man har levet, de erfaringer man har.

Jeg afslører ikke noget om den faktiske virkelighed, når jeg skriver fiktion. Jeg foreslår et muligt alternativ til denne virkelighed.

At skrive virkeligheden
Selv hvis jeg havde som ambition at beskrive virkeligheden, ville det aldrig kunne blive andet end fiktion, i bedste fald på samme måde som journalistik er fiktion. Der vælges en fortæller, en vinkel, der udvælges et stof, et fokuspunkt. Hvad synes fortælleren er det vigtige, og hvilken generel erkendelse kan uddrages? At skrive hele historien er ikke muligt.

Men mine fortællinger har slet ikke denne ambition. Man kan intet lære om virkelige personers virkelige liv i mine bøger.

- Ja, også nærværende artikel er fiktion.

Måske er "løsningen" på en fortælling ikke at regne ud, hvilken virkelig person der i virkeligheden gemmer sig bag den fiktive.

Objektiv kunststøtte 5

Jyllands-Posten bragte den 25. september en artikel, hvor de gjorde rede for, hvordan medlemmerne af de to statslige litteraturudvalg, nemlig det under Statens Kunstråd og det under Statens Kunstfond, giver hinanden penge. En del af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere og søger penge hos den fond, hvor de ikke selv sidder i litteraturudvalget.

Sådan giver de hinanden penge. Ansøgningerne fra litteraturudvalgenes medlemmer bliver nemlig aldrig afvist, viser Jyllands-Postens opgørelse. 18 ud af 18 ansøgninger fra disse udvalgsmedlemmer de seneste tre år er efterkommet, hvor under halvdelen af alle øvrige ansøgninger efterkommes.

Dette er fuldt lovligt. Ingen regler er overtrådt. Medlemmerne af Statens Kunsfonds litteraturudvalg må gerne få penge af Statens Kunstråd og omvendt.

Spørgsmålet er, om det er fornuftigt. Eller om det var bedre enten at lade ikke-forfattere sidde i udvalgene eller lave et helt nyt system, hvor støtten tildeltes ud fra objektive kriterier, sådan som jeg tidligere har foreslået.

Jeg er sikker på, at det nuværende system, som lægger op til nepotisme, vennetjenester og indspisthed, gør det langt sværere for partiernes kulturordførere at argumentere for, at staten overhovedet skal støtte kunsten. Det er vand på liberalisternes mølle, alle dem der mener, at kunst skal kunne klare sig på markedsvilkår eller dø.

Derfor håber jeg, at kulturministeren vil strikke et helt nyt system sammen. Et, der ikke er så angribeligt som det nuværende.

Jeg citerer fra Jyllands-Posten:

"Forfattere sender støtte til hinanden
Af Katrine Øgaard Jensen & Kristian Holmelund Jakobsen

Medlemmer af to offentlige litteraturudvalg bevilger penge til hinanden. Kulturministeren tager nu sagen op.

Siden de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene under Statens Kunstråd og Statens Kunstfond tiltrådte i henholdsvsis 2007 og 2008, har de givet flere hundrede tusinde kroner til hinanden.

De to råd uddeler cirka 45 mio. kr. på et år, primært til danske forfattere i form af bl.a. arbejdslegater og rejselegater og støtte til projekter.

Men nogle af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere, og som reglerne er, kan de helt lovligt søge penge hos hinanden.

18 bevillinger
Det har de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene benyttet sig af 18 gange - og hver gang er pengene blevet bevilget.

Det viser oplysninger fra Kunststyrelsen, som Morgenavisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

...

Mystisk og påfaldende
»Det giver et habilitetsproblem. Der er fare for en noget for noget-tankegang,« advarer professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup.

Han bakkes op af Michael Gøtze, lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet:

»Det kan godt være, at udvalgsmedlemmerne har været 100 pct. saglige, selv om de sidder og krydser hinanden. Men udefra ser det mystisk ud. De har rent faktisk fået, hver gang de har søgt inden for de seneste tre år. Det er lidt påfaldende.«

Minister vil se på sagen
Kulturminister Per Stig Møller (K) vil drøfte sagen med Kunststyrelsen."

tirsdag den 6. juli 2010

Teologiske bryderier

"Visse spørgsmål af teologisk art optog mig på mærkelig vis. Som for eksempel.

1. Hvilken lid skal man fæste til teorien om at Eva sprang, ikke fra Adams ribben, men af en hævelse på den tykke del af hans ben (røven)?
2. Krøb slangen, eller gik den som Comestor hævder, oprejst?
3. Undfangede Maria gennem øret, som Augustin og Adobard påstår?
4. Hvor længe skal vi blive ved med at vente på Antikrist?
5. Har det virkelig nogen betydning med hvilken hånd man vasker sin podex?
6. Hvad skal man mene om irernes ed som aflægges med den højre hånd på helgenrelikvierne og den venstre på det mandlige lem?
7. Overholder naturen sabbathen?
8. Kan det være rigtigt at djævlene ikke føler helvedes pinsler?
9. Craigs algebraiske teologi. Hvad med den?
10. Kan det være rigtigt at Saint-Roch som barn nægtede at die om onsdagen og om fredagen?
11. Hvad skal man mene om bandlysningen af utøjet i det sekstende århundrede?
12. Skal man bifalde den italienske skoflikker Lovats handling da han korsfæstede sig selv efter at have kastreret sig?
13. Hvad lavede Gud inden skabelsen?
14. Ville salighedsvisionen ikke blive en kilde til kedsomhed, i det lange løb?
15. Kan det være rigtigt at Judas' pinsler suspenderes om fredagen?
16. Hvad hvis messen for de døde blev læst over de levende?"

- Samuel Beckett fra Molloy

mandag den 5. juli 2010

En cylindrisk bekendelse

Hun sparkede til en cylindrisk bekendelse. Det fortryder hun, når hun mærker de slimede dekagrammer af æggeledere og almindelig vandel sjaske op fra en stationsleder i fjorden – en lille indbygget rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder, tænkte jeg. Hun fortryder det. Hun sparkede til tre enkeltstående hængsler, mens hun tog Rådhuspladsen med en løgn af gangetegn, som ikke måtte blive længere inden for den bekymring, der hæger løst ned fra tallotteriet. Ved første enkeltstående hængsel lå den der bare for, at nogen eller noget kunne komme forbi. Hun skulle ind på en bygningssnedker, hvor en bydels adonis havde lokalradio. Det var en helt igennem hvid bekymring af kvinter, der hæger løst ned fra tallotteriet, så hun havde travlt. Ved andet enkeltstående hængsel var det tydeligt, at hun spillede boligfællesskab for to holdninger med hver elleve spind, hvor spindene måtte støde til en bolero med bengel, hovedkort og brystkasse. Hun accelererede frem mod den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder og nød sin sparto til bolero med det yderse af det ene tælleapparat.

Resten af sammenrendet af festlig karakterstyrke var der allerede. De ventede på den højtliggende, flade landsforræder foran ålen eller dørklokken. Den dørklokke, man kommer ind igennem. Det var hende, de ventede på. Man kunne se, det var hende. Nogen begyndte at hviske. Hun så dem hviske. Ha! Så vendte hun sig, grinede forventningsfuldt og sparkede den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder op mod en B-film i luftfarten af forskellige styrtebad, som får for eksempel røghætter og grever til at bevæge sig, så en spadseredragt med produkter fremstillet ved hovedrengøring støvregnede ind over hendes overstadige rænkesmed af triptællere, som udføres af en eller flere personalunioner til musikvideo.

lørdag den 3. juli 2010

Objektiv kunststøtte 4

Den statslige smagsdommer-model med tremandsudvalget har den fordel, at den, netop fordi den er subjektiv, kan gå ind og støtte unge kunstnere, før de er slået igennem. Fx støtter man ofte forfattere allerede efter første bog.

Forslaget om objektiv kunststøtte giver ikke uden videre denne mulighed, fordi den bygger på en løn, som alle får, når de har bevist deres værd.

Hvis vi igen tager forfatterne som eksempel kunne en indlysende måde at løse dette på jo være, at tildele støtten allerede efter første udgivne værk. Jeg tror imidlertid ikke, det er nogen god idé at garantere alle nye forfattere en forsørgelse så tidligt i forfatterskabet. Selvom den foreslåede ydelse er meget lav og ordningen enkel og billig for staten, tror jeg, det vil være svært at skabe folkelig forståelse for, at man kan opnå syv års forsørgelse på grundlag af at have skrevet et enkelt bogværk. Måske kan det også ligefrem være sundt at skulle kæmpe lidt hårdere for at komme i gang med sit forfatterekab. Kæmpe med sig selv, med sit udtryk, med sit stof og sit mod skal man jo under alle omstændigheder. Men måske er det også godt at skulle kæmpe med sin produktivitet, sin disciplin og med sit livsvilkår for at blive klar over, om man virkelig vil være kunstner, blive klar over hvad man er parat til at ofre, klar over om man er stædig nok.

Hvor lang tid tager det at blive klar over det? Hvor mange værker skal man producere for egen regning? Det er naturligvis forskelligt fra kunstner til kunstner, men man må vælge et tal.

Hvis vi vælger tallet tre (i forlagsbranchen siger et gammelt ord, at først den tredje bog beviser, at man er forfatter; nu vælger vi så tallet tre velvidende, at mange umiskendeligt er forfattere med det første værk), men alligevel gerne vil hjælpe debutanterne lidt på vej, kan en løsning måske være at give de nye forfattere et engangsbeløb i forbindelse med udgivelsen af deres første to bøger.

Fx 50.000 kr. ved det første værk og 100.000 kr. ved det andet. Så skaffer man sig selv tid til at skrive det første værk, men får altså 50.000 til at købe et par måneder fri til det andet og fire månedslønninger til det tredje værk.

På den måde kan man blive faset langsomt og billigt ind i forfatterlønsordningen, som så for alvor starter med udgivelsen af det tredje værk (eller hvad der svarer hertil af tidsskriftspubliceringer).

tirsdag den 22. juni 2010

Objektiv kunststøtte 3

Der vil være vanskeligheder forbundet med en hvilken som helst model for statslig kunststøtte.

Men det vil dog være langt mere problematisk ikke at støtte kunsten. Det har staten gjort i århundreder, om ikke årtusinder, af den simple grund, at der ellers ville være meget lidt af den. Kun en lille brøkdel af den kunst, vi har i Danmark i dag, ville kunne brødføde dens ophavsmænd og -kvinder uden statsstøtte. Meget ville ikke blive lavet. Tænk på film, fx.

For det meste har staten stillet betingelser til den kunst, den har støttet. Den har skullet opfylde en samfundsbevarende funktion, fx har den skulle afbilde og forskønne monarken, eller den har skullet være nationalromantisk, religiøs, moralsk eller pædagogisk i sit indhold.

Sådanne krav stiller den danske stat i det store hele ikke længere (eller man skulle måske sige for tiden; Dansk Folkeparti vil jo satans gerne sensurere dramaproduktionen på DR), og det er godt. Det er et kæmpe fremskridt for kunsten og heller ikke ubetydeligt for modkulturen i lidt bredere forstand.

Staten skal støtte kunsten uden at stille form- eller indholdsmæssige krav til den. Sådan får vi mest og bedst kunst.

Men hvilke krav skal staten så stille til den kunst, den støtter? Skal den støtte den kunst, som falder i dens egen smag, forvaltet af et udvalg som fx det litterære tremandsudvalg? Eller skal den støtte det, som de forskellige kunstbrancher (teatrene, filmselskaberne, forlagene, pladeselskaberne osv.) mener er kunst. Jeg mener det sidste. Jeg mener ikke, staten skal have en smag. Det har jeg argumenteret grundigt for i Objektiv kunststøtte 1.

Så kan man jo diskutere, om man skal støtte brancherne, virksomhederne, eller man skal støtte kunstnerne direkte. Måske begge dele. I Norge skal statens biblioteker købe minimum 1000 eksemplarer af alle bøger skrevet på norsk. Det er jo en kæmpe støtte til forlagene, og samtidig en betydelig støtte til forfatterne, som vel også i Norge får bibliotekspenge.

I Norge er dette er en del af en nationalromantisk dagsorden, hvor bevarelsen af det norske sprog spiller en stor rolle. Den borgerlige danske regering og dens støtteparti taler også meget om at bevare det danske sprog (som en museumsgenstand), men gør meget lidt for det. Det kan man alt efter temperament grine eller græde over.

Jeg synes den norske indirekte støtte til forlagene rummer meget positivt, men den er også meget dyr, og jeg tror, man vil få meget mere kunst for langt færre penge ved at støtte kunstnerne (her forfatterne) direkte.

Jeg har foreslået, at den statslige betingelse kunne være, at de har udgivet minimum tre bogværker, eller hvad der svarer dertil i form af tidsskriftpublikation. Det kan være for strengt et krav, for hvad så med alle de nye talenter, som allerede viser lovende takter med den første bog? Skal de ikke støttes?

tirsdag den 8. juni 2010

Objektiv kunststøtte 2

Hvis vi ikke skal have statslige smagsdommere til at tage stilling til, hvem der skal have kunststøtte i Danmark, og det er mit synspunkt, så skal vi jo finde en anden modus for tildelingerne. Jeg foreslår, at man vælger nogle objektive kriterier, som grundlag. Et embedsmandsudvalg skal tage stilling til, hvilke ansøgere der opfylder disse kriterier. Og så skal en afgørelse naturligvis kunne ankes af ansøgeren. Sådan skal retssikkerheden fungere i et rettighedsbaseret samfund.

Men hvilke kriterier kan anvendes?

Jeg har tænkt ganske meget over det, men jeg kan ikke komme frem til noget bedre forslag end det, jeg for nogle år siden fremsatte under titlen Forfatterløn. Her foreslog jeg, at der blev lagt kvantitative kriterier til grund, altså antal udgivelser.

Når man vælger denne model, anerkender man, at forlagene og tidsskrifterne har den faglige kompetance til at afgøre, hvad der er litteratur, og hvad der ikke er.

Dette gør det samtidig muligt for forfatterne at undslippe et tilfældigt tremandsudvalgs tilfældige smag. Der er jo ganske mange forlag og tidsskrifter i Danmark, så hvis det, man skriver, har virkelig kunstnerisk kvalitet, vil det normalt være muligt at finde en redaktion, som vil udgive det. Det giver en mere demokratisk og alsidig vurdering.

Så kan man indvende, at med sådanne kriterier vil bestsellerlitteraturen også få støtte - og skal den have det?

Måske ikke, men som det fremgår af forslaget nedenunder, skal man modregne bibliotekspengene, og gør man det, vil rigtige bestsellerforfattere ikke modtage forfatterløn. Deres bibliotekspenge er for høje.

Som det fremgår, tager jeg igen udgangspunkt i forfatternes situation. Så kan andre måske hjælpe med at strikke parallelle forslag sammen til de øvrige kunstarter.

Jeg er naturligvis også meget interesseret i at høre alternative forslag, men nu lægger jeg selv for med dette forslag.

Forfatterløn

Forfatterlønnen betales af den danske stat.

Forfatterlønnen har en størrelse, som svarer til den til enhver tid gældende højeste dagpengesats.

Forfatterlønnen modsvares ikke af et rådighedskrav, da meningen med ydelsen netop er at give forfattere mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.

Forfatterlønnen skal ansøges og tildeles kun i tilfælde af, at der foreligger en ansøgning.

Forfatterlønnen er en rettighed. Det er med andre ord en ydelse, som alle kvalificerede ansøgere skal have.

Staten påtager sig at informere forfatterskoleelever og debuterende forfattere om muligheden for at modtage ydelsen. Informationen foranstaltes i et samarbejde med Forfatterskolen og alle landets skønlitterære forlag.

For at modtage skal man have udgivet minimum tre sådanne bogværker, eller hvad der svarer hertil. (Her kunne man eventuelt lade en Forfatterskoleuddannelse gøre det ud for et af de tre værker, sådan at uddannede forfattere kun behøver at have udgivet to værker for at få ydelsen).

Hvad der svarer til udgivelse af et bogværk af den ovennævnte karakter, vil typisk være publicering af en større mængde skønlitterære tekster (fx kortprosa, lyrik eller noveller) i anerkendte litterære tidsskrifter.

Forfatterlønnen tildeles for en syvårig periode, som kan forlænges, hvis forfatteren i løbet af tildelingsperioden har udgivet yderligere minimum to skønlitterære bogværker på forlag, som ikke er forfatterens egne. Det vil sige forlag, som forfatteren ikke ejer, ikke er medejer af eller arbejder for som redaktør eller i en anden funktion.

Et kollegium bestående af fem embedsmænd vurderer, hvilke ansøgere der er berettigede til at modtage forfatterlønnen.

Embedsmændene udpeges af kulturministeren. Danmarks Forfatterforening og De Skønlitterære Forfattere har indsigelsesret over for kollegiets sammensætning og kan kræve, at et af dets medlemmer udtræder, hvis de mener og kan begrunde, at vedkommende er inhabil.

Kollegiet udpeges for en treårig periode. Ingen kan sidde i kollegiet i mere end tre år.

En ansøger tildeles kun forfatterløn, hvis minimum tre af kollegiets medlemmer støtter ansøgningen.

Kollegiet udfærdiger i forbindelse med hver ansøgningstermin en liste over tidsskrifter, som kan (men ikke skal) give adgang til støtte. Minimum tre af kollegiets medlemmer skal votere til fordel for et tidsskrift, for at det kan komme på listen. Listen anvendes ved behandling af ansøgninger frem mod næste ansøgningstermin. Kollegiets tidsskriftsliste kan ikke appelleres.

Listen er offentlig.

Afviste ansøgere kan appellere afgørelsen til et appelpanel bestående af tre embedsmænd, udpeget af kulturministeriet. Appelpanelets afgørelse er endelig.

Forfatterlønnen kan ansøges to gange årligt (1. maj og 1. november), og kollegiet træffer sin afgørelse senest to måneder efter ansøgningsfristen. Ydelsen udbetales med virkning fra to måneder efter ansøgningsfristen.

Forfatterlønnen kan ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.

Afviste ansøgere kan genansøge ved næstkommende ansøgningstermin.

Biblioteksafgiften fradrages i forfatterlønnen krone til krone, sådan at forfatteren ikke længere modtager forfatterløn, når hans eller hendes årlige biblioteksafgift overstiger den højeste årlige dagpengesats. Formålet er opretholde forfatternes mulighed for at producere bogværker, også inden denne bogproduktion gør dem selvforsørgende.

Forfatterlønnen erstatter de gældende støtteordninger for forfattere.

Forfatterlønnen kan ikke tildeles personer, som samtidig modtager dagpenge, folkepension, invalidepension, bistandshjælp eller anden form for fuld offentlig forsørgelse. Dog kan invalidepensionister naturligvis samtidig opretholde deres eventuelle tilskud til hjælpemidler og medicin ubeskåret.

tirsdag den 25. maj 2010

Objektiv kunststøtte

Den danske statslige kunststøtte tildeles p.t. af udvalg, som efter eget skøn og egen smag vurderer, hvem af landets udøvende kunstnere der fortjener at få nogle penge at leve for, mens de laver eller ikke laver kunst.

Jeg vil bruge litteraturen som eksempel, da det er den kunstform, jeg kender bedst:

Her er der tale om et tremandsudvalg, som består af to forfattere og en anmelder. Disse tre mennesker vurderer, hvem af de ansøgende forfattere, der skal have det treårige arbejdslegat (altså tre års forsørgelse), hvem der blot skal have 200.000, 100.000, 50.000, 20.000 eller slet ingenting. Og disse for kunstnernes karrierer så afgørende valg træffer de suverænt, inappellabelt og uden nogen for objektive kriterier.

Det er problematisk af mange grunde:

Hvis vi sammenligner med andre former for offentlig forsørgelse, bygger tildelingerne her på rettighedsprincipper. Hvis man er i den og den situation, har man ret til den og den form for hjælp. Man skal ikke være taknemmelig, man skal ikke fedte for nogen eller smile sødt. Og skatteyderne kan samtidig gennemskue, hvorfor de skal betale for disse menneskers forsørgelse. Dette er alt sammen vigtigt.

Naturligvis kan forskellige socialarbejdere forvalte borgernes rettigheder forskelligt, og det gør de, men hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, kan man appellere sin sag og få kriterierne tolket af andre personer.

Staten tildeler ideelt set ikke hjælp som vennetjenester eller ud fra sympatier eller antipatier, men ud fra objektive kriterier. Og som sagt: hvis man ikke mener, det har været tilfældet, kan sagen efterprøves.

Tilsvarende straffer og frifinder retsvæsnet ideelt set ikke ud fra følelser som medlidenhed, hævn eller forargelse. Sådan er princippet: Staten har ingen følelser. Derfor kan den løse konflikter mellem mennesker, som ikke selv kan løse dem.

Hvad angår tildeling af støtte, ville objektive kriterier give kunstnerne mulighed for at planlægge deres liv, ligesom andre mennesker kan. Det kan de ikke, når de kastes rundt i manegen af et lille udvalgs tilfældige indskydelser.

Og det er, hvad der de facto er tale om: Et lille udvalgs tilfældige indskydelser. Der kan inden for litteraturområdet tildeles støtte til forfattere, som ikke har skrevet nogen bøger, mens forfattere, som har en række udgivelser bag sig, overses. Det er virkeligheden.

Og hvad værre er: Det kan ikke være anderledes, når støtten tildeles, som den gør. Det er ikke det til enhver tid siddende udvalgs skyld. Derfor er løsningen heller ikke at udskifte udvalget med et andet.

I Danmark er den litterære verden så lille, at de fleste aktører kender hinanden. Forfatterne går til oplæsninger sammen, går til receptioner sammen, spiller fodbold sammen og har for en stadig større dels vedkommende gået på Forfatterskolen sammen. Og det er godt. Det er godt og givende, fagligt og socialt stimulerende, at forfatterne danner miljø.

Men det er ikke godt, at to forfattere fra dette miljø skal tage stilling til, hvem af deres venner, rivaler, fjender, protegéer, elever, gamle lærere, konkurrenter, elskere, kærester og ex-kærester der skal have eller ikke have statslig støtte til at opretholde livet som kunstnere. Det er slet og ret skandaløst.

Princippet om at lade forfattere tildele hinanden støtte er grundlæggende forkert, fordi det åbner for mistanker og for reel vilkårlighed; fordi det udelukker uhildethed.

Det tredje medlem af litteraturudvalget er anmelder, og det kunne jo tænkes at være et neutralt, modererende element. Men det er det ikke nødvendigvis. For i Danmark er også mange anmeldere en del af det litterære miljø. Det er selvfølgelig et stort problem, når de samtidig skal anmelde venners bøger (og fjenders, rivalers, ...), men det er også et problem, når en anmelder skal tildele statslig støtte til forfattere.

Endvidere kan man sige, at en anmelder, som ikke bryder sig om en forfatter eller dennes værk, kan straffe vedkommende dobbelt ved først at give ham eller hende en dårlig anmeldelse og siden afvise hans eller hendes støtteansøgning. Også denne magtkoncentration er uhyre problematisk.

Men hvad skal man så gøre?

Man skal som nævnt finde objektive kriterier for tildelingerne. Det skal så fungere på den måde, at alle kunstnere, som opfylder disse kriterier, har ret til ydelsen. Ganske enkelt. Ydelsen skal være en rettighed.

For litteraturens vedkommende kunne kriterierne have at gøre med udgivelser (i bog- eller tidsskriftsform). Altså et antal udgivne værker på forlag med en redaktion, som forfatteren ikke selv er en del af. Et minimumantal. Et vist antal sider i tidsskrifter kunne eventuelt også anvendes som grundlag. Kulturministeriet skulle så ajourføre og offentliggøre en liste over tidsskrifter, som kunne give forfatterne adkomst til foratterlønnen.

Kunstnerisk uddannelse kunne eventuelt være et supplerende kriterium. Forfatterskoleuddannelsen kunne fx gøre det ud for et af de krævede værker. Eller ikke.

Det må være muligt at finde tilsvarende kriterier inden for billedkunst, film, musik og scenekunst. Deltagelse på censurerede udstillinger, fx. Osv.

Et embedsmandsudvalg skulle så tage stilling til, om kriterierne for tildelingen var opfyldte. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige, så kunstnerne i det store hele selv kan regne ud, om de er støtteberettigede eller ej.

Det skal endvidere være sådan, at en kunstner kan anke en afgørelse, hvis han eller hun selv mener at have opfyldt kriterierne, men alligevel får afslag.

Staten skal ikke have smag eller følelser.

Denne objektive statslige kunststøtte skal så afløse de eksisterende ordninger, ligesom den skal træde i stedet for andre former for offentlig forsørgelse, som kunstnere nu må opretholde livet på af mangel på bedre.

Ud over denne statslige støtte er BG-bank, diverse fonde, boghandlerforeningen, anmelderne osv. naturligvis hjerteligt velkomne til at supplere med diverse privatfinansierede præmieringer. Det kan og skal staten ikke blande sig i.

torsdag den 29. april 2010

Stik spaniol

På spansk er der ingen forskel på udtalen af v og b. Eller det er der. Når spanierne skal sige v, sætter de overmundens tænder ud over underlæben, og når de skal sige b, sætter de over- og underlæbe sammen. Ligesom vi gør.

Men man kan næsten ikke høre forskel, det er sådan, det er. Og de skifter vilkårligt mellem de to konsonanter. Ord, som staves med b, siges gerne med v. Og det må de godt! De har fået lov. Sådan er det spanske sprog.

Hvad mere er: Ord, som i en sammenhæng staves med b, kan i en anden uden videre optræde med v som begyndelseskonsonant. Og heller ikke det synes spanierne, der er noget mærkeligt eller forkert ved.

Det er lige skrapt nok set med danske øjne, for på den måde bliver Baskerlandet til Vaskerlandet, og det går jo ikke. At baske og at vaske er ikke det samme. Det kan få meget alvorlige følger for den nationale hygiejne, hvis man tror det.

Dette fundamentale semantiske problem ved den spanske udtale og stavning oplyste jeg for nylig en spanier om, men jeg kan ikke sige, at jeg slap godt fra det. Faktisk blev han stik spaniol og spruttede konsonanter ud både med og uden tænder i overmunden.

Pludselig afbrød han sig selv og så spydig ud. Og sagde han noget, som jeg ikke helt er kommet mig over endnu. Han sagde, at vi danskere også bytter rund på b og v efter forgodtbefindende.
- Nej, sagde jeg. - Det gør Vi godt nok ikke!
- Jo, sagde han. Når I skriver "løbe", udtaler I det som "løve".
Det kunne jeg jo heldigvis blankt afvise, og så blev den ikke længere.

Men da jeg kom hjem og betroede mig til min bamse, måtte jeg jo sige, at der alligevel var noget om snakken. For "løbe" bliver måske ikke til "løve", men mange steder i landet bliver det til "løøw". Der findes både jyder og fynboer, som laver b om til w.

For eksempel:
løbe -> løøw
skib -> skiiw
slibe -> sliiw
slæbe -> slææw
kæbe -> kææw
abekat -> aawkat
sæbe -> sææw
tabe -> taaw
råbe -> rååw

Så i store dele af provinsen (kan nogen fortælle mig nærmere bestemt hvor på Fyn og hvor i Jylland?) er vi danskere faktik noget spanske i det.

Men vi ved, hvornår man skal stoppe. For eksempel bliver "kåbe" ikke til "kååw", "måbe" bliver ikke til "mååw" og "tåbe" ikke til "tååw". Det kunne da lige passe!!

mandag den 8. februar 2010

Klip fra anmeldelserne

Flensborg Avis
”En vigtig bog
Jens Peter Kaj Jensen har begået en fremragende novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak.
...
I 11 næsten skræmmende realistiske skildringer - "Kig på damen " - af moderne menneskers hverdagsliv afdækker han både varmt og skånselsløst den svære kamp med og for eksistensen.
...
Dette er den bedste novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak, kort sagt: uautentisk eksistens, der længe er skrevet.”
Preben Rasmussen

Weekendavisen
”Jens Peter Kaj Jensen skildrer falskheden, forvrængningen og fremmedgørelsen, og han gør det med en fin sans for det morbide ...
Jens Peter Kaj Jensen har et umiskendeligt talent for den sære fortælling, som har så stolte traditioner i dansk novellekunst.”
Klaus Rothstein

Information
"Når Jens Peter Kaj Jensen skriver bedst, er der et enormt drive fremad i hans sprog. Der er ingen døde øjeblikke, ingen pinligheder eller knirken i maskineriet. Flere gange fanges læseren i nogle virkeligt svimlende øjeblikke: Pludselig opdager man, at fortælleren har et andet køn, end man først troede, pludselig opløser en ret solid virkelighed sig for øjnene af en.

De bedste par noveller bryder igennem til virkelige særheder hinsides al rotteræs. ...

»Du læser Strudsen, som du nu kan læse den. Du tager den tilbage, så jeg ved, at den er din. Du gisper dig gennem vingerne, så er du scenekunstner. Du slår blusen op, du giver os alt det hvide, så har vi det at blændes af, så stor og kold bliver du, så er det det, jeg kan lide.«

Der er tryk på her, et femte gear i sproget, også selv om det ser upåfaldende og let ud. Det samme er der i den virkeligt sære ‘Tessa’. Og i den afsluttende ‘Flyveskalle mod åben dør’, som har nogle fuldstændigt vilde, smadrede festscener, fulde af karneval og selvødelæggelse."
Tue Andersen Nexø

LitteraturNu
"Jens Peter Kaj Jensen cirkelsvømmer i sin novelledebut rundt om temaerne identitet og forvrængning, menneskelig nærhed og selvbedrag – og det gør han i vand, der, hvad enten det er dybt eller overfladisk, oftest er betagende klart. ...

Tonen i KIG PÅ DAMEN er skærende og præcis og der frembydes et nærmest rørligt univers, hvor sproget, i de mest vellykkede noveller, har en ligefrem voldelig energi."
Birgitte Pallesen

Fyens Stiftstidende:
"Jens Peter Kaj Jensens sprog suger læseren helt ind i bogen"
Ina Grønvig

Bogrummet:
"Kig på Damen" er en sort-humoristisk novellesamling, ialt 11 fortællinger, som kredser om 'synet'. I særdeleshed hvordan andre mennesker, deres handlinger og 'syn' på os, ændrer vores selvopfattelse og handlinger (og syn på de andre!)

Det er et vældigt interessant projekt, som (selvfølgelig) også kommer omkring det iscenesatte selvbillede, i blogs, på Facebook og i andre virtuelle rum.
...
Der er mange rigtig interessante indfaldsvinkler til, hvordan et blik eller en oplevelse af andres syn på eén, kan ændre alt på få sekunder."
Caracasia

MetroXPress
"Jens Peter Kaj Jensen ... tegner fine og nådesløse portrætter af mennesker i opløsning – mennesker, der har svært ved at magte livet og virkeligheden.
...

Identitet og selvstændighed eller manglende ditto er i det hele taget væsentlige omdrejningspunkter i novellerne. Dødsdømte forhold, psykiske nedture, begyndende vanvid og det lille oprør, der udvikler sig fatalt eller falder helt til jorden, er temaer, der forfølger læseren.

Der er masser af tankegods og forvredne personligheder i denne novelle- samlings mange fornemme psykologiske portrætter, hvor Jensen har brugt sin pc, som instruktøren bruger kameraet og spejlet. Her er mange spændende indblik i sindets krinkelkroge, der nok skal være guf for novelleentusiaster."
Jan Vandall

KultuNaut
"Fængslende novellesamling
Jens Peter Kaj Jensens "Kig på damen" er en samling af 11 noveller, hvori man følger forskellige personer. Historierne har ikke nogen relation til hinanden, men der er en gennemgående rød tråd: De handler om identitet og de moderne teknologiers muligheder for, at vi kan tage andre masker på.
...
Kig på damen er fortællinger om helt almindelige mennesker, der lever med usikkerheder omkring deres identitet, utilfredshed over deres liv, og som ikke føler sig tilstrækkelige i deres relationer til andre mennesker. Det er samtidig en skildring af, hvad der kan ske, når man får lov til at se verden gennem en anden persons øjne, og hvilke konsekvenser det kan have for både ens eget og andres liv.
Novellerne er fængslende og aldrig ensformige. Bedst som man tror, man har gennemskuet handlingen, tager den en drejning, og en overraskelse ligger lige om hjørnet. Undertegnede havde svært ved at lægge den fra sig igen. Den ene novelles afslutning vækkede en nysgerrighed omkring den næste, som man også lige blev nødt til at læse."
Nana Nielsen

Nordjyske.dk
"Det er noveller, der på én gang er dødsensalvorlige og bittert komiske."
Jens Henneberg

Ekstrabladet
"Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen rummer 11 intense historier, der kredser om, hvordan vi higer efter at blive set og begæret af hinanden. Intelligent viser novellerne, hvordan vi dagligt foretager alle mulige behagesyge krumspring i et desperat forsøg på at vinde accept.
Novellerne udstiller dygtigt det moderne menneskes fortabelse, når livet først og fremmest leves blandt pseudo-vennerne på Facebook."
Frank Sebastian Hansen

Vejle Amts Folkeblad
"Novellen som stilart er forsømt men fantastisk. Danmark kan glæde sig over et nyt talent. Han hedder Jens Peter Kaj Jensen. Det er et navn, man kan huske Og det er godt. For ham kommer vi til at høre mere til. ...
Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende. ... Kig på damen er velskrevet og et spændende bekendskab."
Arne Mariager