Madrid er betydeligt ældre end København, men på den anden side ikke nær så gammel som fx Rom, Athen eller Sevilla.
Madrid er en romersk by, etableret på Río Manzanares’ bredder af det romerske imperium omkring år 150 før vor tidsregning. Denne tidlige landsby hed Matrice, hvilket skulle referere til områdets vand, særligt den å, som løber, hvor Calle de Segovia nu ligger. Da romerne en fire-fem hundrede år senere ikke længere var militært til stede på Den Iberiske Halvø, blev den invaderet først af de tyske vandaler og siden af visigoterne, som så regerede Spanien i den romerske kejsers ramponerede navn.
I det syvende århundrede kom så den store mauriske invasion af halvøen, og muslimerne ændrede byens navn til Mayrit. Emir Muhammad af Córdoba var den første til at befæste landsbyen og gøre den til en rigtig by. Det gjorde han med opførelsen af et fort tæt på Río Manzanares. Emiren fik bygget mange forter på grænsen mellem det muslimske emirat Al-Andalus (Andalusien) og de kristne kongeriger León og Castilien. Formålet var dels at beskytte hovedstaden Toledo mod kristen invasion, dels at have et udgangspunkt for muslimske offensiver mod nord. Madrid blev til en del af Toledo-området, som langt senere blev indlemmet i Castilla-La Mancha.
Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.
Der har været mange forskellige regimer i Madrid. Madrid blev erobret af tilhængere af Enrique af Tastamara og så afstået af Juan I til kong Leon V af Armenien, som derefter blev detroniseret af Sultanen af Babylon.
Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.
Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.
Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734.
Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.
Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.
Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.
Napoleon Bonaparte overtalte Fernando VII til at give Carlos IV tronen tilbage, hvorefter den autoritetsløse Carlos IV blev tvunget til at abdicere 19. marts 1808 og sammen med Fernando VII tvunget i eksil i Bayonne i Frankrig, og 23. marts blev Napoleons bror, Jóse Bonaparte, kronet som ny konge af Spanien.
Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.
Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.
De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.
I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.
Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen. I 1835 blev det berømte Universitet Alcalá de Henares flyttet til Madrid og i samme forbindelse udvidet med et naturvidenskabeligt fakultet. Renoveringerne af byen fortsatte under Isabel II’s regeringstid, hvor de gamle huse på Puerta del Sol blev revet ned og Congreso de los Diputados (parlamentets ene kammer), Real y Zarzuela Teatro og Canal de Isabel II (Madrids hovedvandåre) blev bygget.
Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.
Det indgyder dog respekt, at det er det statslige, ikke det kommunale politi, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.
Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.
I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.
Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.
Aristokraten og generalen Miguel Primo de Rivera lavede et fascistisk statskup i 1923 med hjælp fra kong Alfonso XIII og styrede landet til 1930, hvor hæren og kongen mistede tilliden til ham. Men heller ikke kongen kunne styre landet; i 1931 måtte han flygte fra landet og den anden republik blev udråbt, hvilket skærpede modsætningerne mellem på den ene side republikanerne (liberale demokrater, socialister, anarkister, anarkosyndikalister og kommunister) og nationalisterne (kongetro, katolikker, fascister, aristokrater) på den anden.
Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.
Anarkisterne i CNT lærte af den erfaring. Ved valget i 1936 opfordrede de ikke længere til boycot. De kunne ikke selv stille op til valget, eftersom de stadig ikke anerkendte nødvendigheden af at have en central regering i landet. De gik ind for direkte demokrati på arbejdspladserne og i boligkvartererne, ikke for repræsentative systemer. Men i en taktisk alliance med resten af venstrefløjen holdt de sig ude af valgkampen, og så vandt de røde.
Efter nogle få måneder fandt Franco et passende påskud til at forsøge et fascistisk statskup; han fik sin afrikahær op fra Marokko, men kuppet lykkedes kun delvis. Det kom i stedet til en næsten tre år lang borgerkrig mellem republikanere og nationalister. Resten af verden enedes om at afstå fra at hjælpe republikken mod Francos kupmagere. Folkeforbundet ville ’blande sig uden om Spaniens indre anliggender’. Aftale var således, at heller ikke kupmagerne måtte få våben ude fra. Men Francos venner Hitler, Mussolini og Salazar var ligeglade med den aftale og stopfodrede nationalisterne med moderne våben.
Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj.
Francos tropper belejrede Madrid, men Madrillenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.
Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.
Francos magt viser sig ikke kun i Madrids arkitektur gennem de store udvidelser af byen, som diktatoren fik sat i værk, men også i alt det, han fik fjernet; den arkitektoniske censur. Der er praktisk taget ikke en vandpost tilbage i byen, som henviser til den anden republik, altså den republik, Francos regime selv væltede med sit blodige statskup. Ikke et messingskilt. Har man læst Hemingways store roman om den spanske borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for, vil man måske lede efter Hotel Gaylord’s, hvor romanens hovedperson, Robert Jordan, tog hen for at restituere sammen med andre topkommunister under borgerkrigen, og hvor han drømte om at invitere sin unge, mishandlede elskerinde hen, når han turde drømme om at overleve. Dette luxushotel fra 1931, som også optræder i filmen Land and Freedom af Ken Loach, var kommunistisk hovedkvarter i Madrid under borgerkrigen. Og ikke mindst på grund af Hemingways mesterværk havde det stor symbolværdi, også for turister, så det fik Franco revet ned i 1962.
To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed. Med den nye forfatning fra 1978 blev nemlig den parlamentarisme, som Francos fascistiske revolte havde sat ud af kraft, genindført. Parlamentet, som hedder Cortes, er et tokammersystem bestående af senatets 250 og deputeretkammerets 350 medlemmer. Nogle af Senatets medlemmer vælges ved direkte valg, mens andre udpeges fra autonomierne (regionerne).
De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.
I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.
Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.
Oberstløjtnant Antonio Tejero fra Guardia Civil og general Alfonso Armada ledede et foreløbig sidste fascistisk statskup den 23. februar 1981. De reaktionære Guardia Civil-officerer med de morsomme sorte højglans-sovsekander på hovedet erobrede Cortes med automatvåben og pistoler og tog både parlamentet og regeringen som gidsler i et forsøg på at sætte den socialistiske regering ud af spillet og installere en militærjunta med kongen som kransekagefigur. Men kong Juan Carlos havde luret, at generalerne ikke kunne opretholde magten i det moderne Europa. De var dømt til at tabe på blot lidt længere sigt. Ikke mindst, hvis Spanien gerne ville være en del af EF og NATO og bryde den isolation, som Franco havde placeret dem i. Han vurderede sikkert også, at hans egen magt ikke ville blive nævneværdigt større under en militærjunta end under det monarki, som han allerede var sat i spidsen for. Derfor nægtede han at lade sig bruge som symbol for statskuppet, og til sidst gav generalerne op.
Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.
Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.
Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.
Meget af den popularitet, som Juan Carlos vandt i 1981, har han sat over styr i 2012 og 2013, hvor han først blev fyret som ærespræsident for Verdensnaturfonden, WWF, fordi han godt kunne lide at tage på elefantjagt i Botswana. Hans udenomsægteskabelige affærer har nok også kostet det konservative symbol lidt af glansen. Og siden blev hans svigersøn, håndboldspilleren Iñaki Urdangarin, afsløret i omfattende korruption og selvberigelse med midler til offentlige kontrakter med den såkaldte NGO, Instituto Noos, som skal fremme sport og turisme. En korruptionsskandale, som også inddrager prinsessen, og som kongen tilsyneladende har kendt langt mere til, end han først ville indrømme. Til monarkiets held har sagen stået lidt i skyggen af korruptionsskandalerne i det regerende PP-parti.
Den 23. februar (eller 23F, som de kalder begivenheden i Madrid) bliver fejret som dagen for demokratiets endelige sejr med store optog i Madrid. I 1982 erobrede socialisten Felipe Gonzáles regeringsmagten (og beholdt den frem til 1996). Turismen blomstrede i de følgende år, og i 1982 kom landet med i NATO og 1986 også EF, som understøttede landbruget med enorme summer, og siden er det bare gået fremad for Madrid, indtil den store krise kom i 2008.
