Da Stevie Wonder indledte sin professionelle karriere som knægt, blev han ofte sat til at synge coverversioner af Ray Charles' mest populære numre. Det var kommerciel spekulation i den søde energiske og talentfulde dreng, der sang de samme sange som sin mentor, onkel Ray, der var blind og sort som han selv. Det skæppede godt i kassen hos Motown.
Senere overhalede Stevie Wonder sin mentor som sangskriver, og så kunne man pludselig høre Ray Charles synge knægtens sange. Det gælder særlig det her socialrealistiske og antiracistiske hit, som er med på Innervisions fra 1973.
Der er mange ligheder mellem de liv, Ray Charles og Stevie Wonder har levet som i blinde, sorte, mandlige soulmusikere, sangere, pianister og sangskrivere, vokset op i et racistisk USA, i udgangspunktet i storbyfattigdom.
Begge opnåede stjernestatus på verdensplan, og begge har fået en masse børn med mange forskellige kvinder. Stevie Wonder har foreløbig ni børn med fem forskellige kvinder, mens onkel Ray, så vidt vi ved, fik tolv børn med ti forskellige kvinder.
Men der er også markante forskelle. Mens Wonder blev blind ved fødslen, og ingen erindring har om at kunne se, blev Charles endegyldigt blind som syvårig. Begge blev dog blinde som følge af forkert eller utilstrækkelig lægebehandlinger. Charles som følge af ikke at blive behandlet for sin øjensygdom, hvilket i et forsikringssystem som det amerikanske er et vilkår, som underklassen stadig må leve med.
Charles blev siden forældreløs som femtenårig, og som så mange andre sorte musikere på den tid (han blev født i 1930 og professionel musiker i slutningen af 1940'erne) blev han på et tidspunkt afhængig af heroin. 'Living for the City' beskriver ikke en virkelighed, som er fremmed for Ray Charles.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar