Kenan sidder i Beograd og læser 'Bestemt – En bog om brugen af bestemthed på dansk'

I sidste uge fik jeg på et site, der hedder Academia.edu, en vældig venlig hilsen fra Kenan. Jeg ved ikke, hvem Kenan er, men ved dog, at han læser dansk på et universitet i Beograd. Denne unge mand havde på Academia fundet frem til en lille bog om brugen af bestemthed på dansk, som jeg udgav i 2014. Den havde hjulpet ham til afklaring af forhold ved det danske sprog, som han havde haft svære kvaler med.

Sådan nogle uventede hilsner tror jeg, alle forfattere bliver glade for. De fleste af os lever på en sten og skriver kun, fordi vi ikke kan finde ud af at holde op. Jeg har vel brugt et års fuldtidsarbejde på at skrive den bog, på at læse mig ordentligt ind på emnet, tænke mit projekt igennem, finde den rigtige form til teksten, udtænke illustrative eksempler og målrettede pædagogiske øvelser.

Det begyndte med, at en forfatterkollega og jeg var kommet til at diskutere, hvordan en særlig form for patos var skrevet frem i en litterær tekst. Hvad var det for et sprogligt virkemiddel, der fremkaldte denne højstemthed? Jeg mente, det var en specifik brug af bestemthed. Siden ville emnet ikke slippe mig igen, før jeg var kommet til bunds i det. Og da jeg tænker bedst ved at skrive, havde jeg pludselig en helvedes lang tekst, som det dygtige fagbogsforlag Frydenlund heldigvis var med på at udgive.

Jeg har ikke tjent en krone på den bog og kommer heller ikke til det. Det samme gælder formodentlig forlaget. Jeg ved, at der er sprogskoler, som har købt den, men jeg aner ikke, om de bruger den. Nu ved jeg i det mindste, at Kenan fra Beograd har haft fornøjelse af den. For mig er det en stor ting. Hvorfor skulle man næsten ellers gide fortsætte med at skrive?

Og så er der ovenikøbet kø efter den halvgamle bog på biblioteket, viser det sig. Hvad er nu det for noget?

Mikrofest online!

Nu kører det! Hvor er det her da bare en udelt fornøjelse at læse om! Et kæmpe tillykke med Mikrofest til læserne, til de små danske kvalitetsforlag og deres forfattere, som nu har fået en online-boghandel, hvor de store koncerner ikke skygger for det hele. Men især et gigantisk tillykke til litteraturkrigerne Lars-Emil Foder og Christel Sunesen, som begejstret og stædigt har troet på, kæmpet for og engageret en masse kolleger i det her igennem tre år.

Modspor anmelder 'Afstande over vand'

 "Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne."

Anne M. Nielsen anmelder Afstande over vand i Modspor.

Linse Kesslers ret nye frisure

Linse Kessler, som er en professionel kvinde, der fik sit store gennembrud i offentligheden ved på helt overlegen vis og uden den mindste tøven at være storesøster til en bokser, har nu fået nyt job. 

Hun arbejder nu som det, der i moderne arbejdsmarkedsforskning kaldes 'kvinde med nogenlunde nyklippet hår'. Vi ved, det er en benhård branche med stor konkurrence, men man må sige, at hun er startet stærkt i den nye stilling. Den landsdækkende avis BT følger hendes meritter tæt og kunne således i dag berette om hendes både helt igennem kompetente og omstillingsparate håndtering af et barnebarns kommentarer til den ret nye frisure. Det tegner godt, og jeg må sige, at jeg personligt næsten ikke kan vente med at høre nyt om udviklingen i L. Kesslers arbejdsliv.

Tesfaye

Hvad skal man kalde det, når en politiker, der har været medlem af fire forskellige partier, sviner to professionelle fodboldspillere til for at skifte arbejdsgiver?

To advarsler

Advarsel 1: Her på min blog må jeg gerne lave sjov med alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må forsøge at gøre mig morsom over. 

Det er til gengæld helt frivilligt, om man vil læse med. Hvis man er lidt usikker på, om man vil få indre blødninger af at læse morsomheder om corona eller covid 19, så er Lystens værk et usikkert sted.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine gode Facebook-venner i går blev skoset for at lave sjov med corona-situationen i Aarhus. På sin egen Facebook-væg. Og det var ellers god spas.

Jeg synes, det er en skrækkelig tanke ikke at kunne lave sjov med corona. Så var vi da helt prisgivet.

Jeg har to regler for mine egne forsøg på at være morsom.

1) Jeg skal faktisk synes, det er sjovt.

2) Jeg skal selv have fundet på det.

Det er ikke regler, som jeg vil trække ned over hovedet på andre. De gælder kun for mig. Hvad jeg synes er sjovt, er i sagens natur ingen universel standart (faktisk er det fuldt ud tænkeligt, at jeg står helt alene med min opfattelse af, hvad der er morsomt), men det er den eneste standart, jeg kan bruge over for mig selv. Jeg ved også, at der findes mennesker, som er gode til at fortælle gamle vittigheder. Det talent har jeg ikke, så det holder jeg mig helst fra. 

At jeg ikke har nogen regler for, hvad jeg må lave sjov med, er ikke det samme, som at jeg faktisk spøger med alt muligt. Der er typer af vittigheder, som jeg ikke synes er sjove og derfor holder mig fra, men man kan ikke få en liste udleveret. Jeg vil dog gerne afsløre, at jeg har svært ved at grine ad vittigheder, som beskriver navngivne personer stærkt nedsættende på en ukærlig og urimelig måde. Så sådan nogle laver jeg helst ikke selv.

Og så har jeg en liste over de emner jeg helst laver sjov med, favoritterne:

1) Mig selv (fordi jeg ved, jeg kan tage det).

2) Folk med magt, som forvalter den dårligt (fordi jeg ved, de ikke kan tage det).

3) Folk med magt i det hele taget.

4) Grøntsager og dyr, der smager grimt.

Advarsel 2: Her på min blog må jeg gerne skrive, hvad jeg mener er sandheden om alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må sige sandheden om.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine nu afdøde bekendte blev skoset for at fortælle, hvad han mente var sandheden om den indvandrerkultur, han var vokset op i. Det mente litteraten, som skosede ham, var utaktisk og usolidarisk, fordi det kunne spille racister for gode kort i hånden.

Jeg har ingen principielle grænser for, hvad jeg må fortælle sandheden om. Lige præcis på det punkt er jeg idealist. Jeg vælger at stole på, at viden og åbenhed hjælper os til at løse problemer. Også når det er besværlig eller ubehagelig viden, som på kort sigt kan give os problemer.

Jeg har dog tre regler for kvaliteten af de informationer, jeg må dele:

1) Jeg skal faktisk tro på, at det er sandt.

2) Jeg skal i rimeligt omfang have undersøgt, om det passer.

3) Det skal være relevant for andre end mig selv.

Hvis det går op for mig, at jeg har taget fejl, skal fejlen rettes eller teksten slettes.

Relevans kan komme mange steder fra. Et emnes relevans kan skyldes, at det indgår i en åben, demokratisk samtale, som i sidste instans kan bidrage til at løse et samfundsmæssigt problem. Eller der kan være tale om poetisk relevans. At noget er smukt eller på anden vis æstetisk stimulerende. Ofte fortæller jeg små hverdagshistorier fra Madrid, som ikke har nogen anden relevans, end at de viser glimt af et fremmed liv. Vi kan lære noget om verdens størrelse ved at læse om andre menneskers liv. Og så kan relevans jo også være, at noget er pudsigt eller ligefrem morsomt.

Bøgerne er væk

I går mistede jeg størstedelen af mine bøger. De blev ødelagt, fordi den kælder, hvor de midlertidigt var blevet opbevaret på grund af en flytning, blev oversvømmet. Oversvømmelse i Madrids ørken i juli? En vandrør begyndte at lække fredag aften, hvor viceværten var gået på weekend. Det blev først opdaget mandag morgen. Stort set al dansk skønlitteratur og det meste af den filosofiske faglitteratur er væk. Den tredjedel af bøgerne, der ikke blev ødelagt, blev beskadiget.

Så hvis du har skrevet en bog, som du synes skal stå i min reol, og du har nogle frieksemplarer, som du ikke kan få afsat, så må du meget gerne tage et eksemplar med, næste gang du besøger mig i Madrid. :-)

Jeg lavede et sarkastisk opslag på Facebook, hvor jeg lod, som om jeg fandt det praktisk at slippe af med alle de bøger, fordi jeg nu har mindre plads til dem. Og jeg har mindre plads. Men jeg er ikke glad for at slippe af med mine bøger. Faktisk føler jeg mig nøgen uden. Jeg ejer ikke mange ting, men mine bøger havde jeg ikke forestillet mig at skulle undvære.

Selv hvis jeg havde råd til at købe bøgerne igen, er der mange, jeg aldrig ville kunne finde. Det østtyske filosofileksikon, som jeg fandt antikvarisk i Berlin i 1996, fx. Den 30-binds Ordbog over det Danske Sprog fra tresserne. Måske ti bind har overlevet. Den danske firserpoesi. Det meste optrykkes ikke længere. De første danske Wittgenstein-oversættelser, fx Om vished med det lange forord af Husted, som jeg har læst mange gange, men alligevel bladrer i flere gange om året. Kjeld Schmidts oversættelse af Marx’ Grundrisse, Kierkegaards samlede værker.

Man kunne tænke, at det var lige meget med de bøger, som jeg allerede har læst, men sådan har jeg det ikke. Jeg vender næsten altid tilbage til bøger, jeg har læst. Særligt fagbøgerne, men også skønlitteraturen. Ikke nødvendigvis for at læse hele værket igen, men måske et kapitel eller en passage, som jeg har brug for eller blot er kommet til at tænke på. Det er simpelthen en utryg følelse ikke at have de bøger, som jeg er formet af, særligt efterhånden som hukommelsen begynder at svækkes.

Jeg skrev engang en novelle om en Mikkelsen, hvis bøger lidt efter lidt forsvandt fra reolen. Det var især hans Wittgenstein-samling, der blev væk.

x

Anmeldelse i Bausagerbooks

Bausagerbooks har anmeldt Afstande over vand:

"Jens Peter Kaj Jensens realistiske roman “Afstand over vand” foregår over 4 år i et lille lokalsamfund i Vestsjælland. Det succesrige bysbarn Tom vender hjem fra Boston med en drøm om at lave sin lille fødeby om til et grønt og kulturelt vækstcentrum.

Jensens forfatterskab er nyt for mig. Blev positivt overrasket over den yderst velskrevne roman. Siderne læste sig selv, da jeg blev optaget af Toms projekt, ligeledes af det store, farverige persongalleri. Romanen er ikke uden varme/humor, men den er bestemt heller ikke for sarte sjæle. Tom færdes blandt andet i et miljø, hvor nogle hellere giver bank end taler om tingene - voldtægt, overgreb sker også!

Jensen har den hjemvendte landsmands blik på Danmark af i dag. Danmarks plusser og minusser. Romanen viser den store diversitet, der er i vores samfund. Fra bund til top. “Afstande over vand” er interessant, fordi den ironisk nok blandt andet giver stemme til nogle samfundsborgere, som faktisk helst vil gå under radaren.

Genkender mørket fra TV-serien “Fred til lands”."

Messen

En kvinde sidder hver morgen, formiddag, eftermiddag, aften og sen aften i nabolejligheden og messer den samme bøn til Jesus hundrede gange og så en til jomfru Maria andre hundrede gange. Det varer cirka en halv time hver gang. Hun gør det for åbent vindue, hvilket jeg godt kan forstå i den hede, men den gennemtrængende og vedholdende stemme i det hysteriske tempo er faktisk enerverende på en måde, hvor lufthammeren fra vejarbejdet uden for bygningen slet ikke kan være med.

Derfor har jeg sendt en tredje spiller på banen, nemlig John Coltrane. Han har altid kunnet lukke et rum omkring mig, som er til at være i. Og ja, han kan næsten overdøve den messende kvinde. Men så går det op for mig, at det er 'A Love Supreme', jeg har sat på. Det var vel det album, der gav Coltrane ry for være en religiøs komponist og musiker. Pludselig trænger kvindens stemme igen igennem. Det er umuligt at vinde.

Om fattige kunstnere

Jeg arbejder som skønlitterær forfatter og gør som sådan krav på at være kunstner. Og jeg ville være lykkelig, hvis jeg en dag nåede frem til at have en årsindkomst oppe i nærheden af fattigdomsgrænsen. 

Men det er nemt at afvise mit behov for en løn, der er til at leve af, hvis man blot betragter det fra en individuel synsvinkel. For ingen har bedt mig om at skrive bøger, jeg kunne bare lade være. Og det er svært at måle udbyttet af det, jeg frembringer. I sig selv kan salget af bøgerne måske lige dække udgiften til redaktørernes løn og den fysiske produktion. Mere giver de ikke. Indimellem mindre. Derfor er der sjældent noget til mig. Den værdi, bøgerne måtte have for dem, der læser dem, kan ikke opgøres økonomisk og derfor heller ikke bruges som argument for, at jeg skal godtgøres for arbejdet. Det kan eksempelvis en pædagogs arbejde langt lettere, for bliver børnene ikke passet, går produktionen i eksportsektorerne i stå. Derfor kan en pædagog med fordel strejke, hvis der ikke går løn ind. Det ville jeg ikke få noget ud af. Selv ikke hvis jeg slog mig sammen med de måske 1500 andre forfattere i Danmark. Både fordi vi er selvstændige og altså ingen arbejdsgivere har at strejke mod. Men også fordi effekten af strejken ville være umulig at registrere. Folk ville klaske sig på lårene af grin. Det er jo den ikke-eksisterende samfundsmæssige magt, der gør, at mange af os lever i den dybeste fattigdom.

Samtidig er der flere forskellige afgrænsningsproblemer i spil, for hvis jeg skal have løn (det måtte i givet fald være af staten, der er ikke andre til det), skal så ikke også alle andre, der kalder sig kunstnere? Det er ikke en beskyttet titel. Og hvad vil det overhovedet sige at arbejde som kunstner? Hvordan opgør man sit timetal? Arbejder jeg hver gang, jeg skriver? Også når jeg skriver noget, som jeg siden kaster bort? Arbejder jeg, når jeg sidder på en sten og kigger ud over havet, hvis det er her, jeg får den nødvendige ide eller inspiration? Eller i badet? Når jeg læser og følger med i den litterære udvikling i Danmark og resten af verden? Går en tur og samler indtryk? Researcher? Drømmer? Nej, vel ikke, når jeg drømmer? Det er uafgrænseligt, fordi man som forfatter, og velsagtens som kunstner i det hele taget, bringer alle sine erfaringer i spil, når man skaber noget.

Det er således umuligt for mig og andre i min situation ud fra vores individuelle virke som kunstnere at godtgøre, at vi skal have løn.

Hvis man betragter vores virke fra et overordnet synspunkt, ser det anderledes ud. Jeg har tidligere beskrevet det sådan her:

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede uden nødvendigvis at skulle opleve hele verden på egen hånd.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel. 

Eller: Samfundet har brug for både kreativt virke i almindelighed og for professionel kunst. I alle samfund, vi kender til, har man haft fortællinger, billedkunst, sang, dans og skulpturel kunst. Det gør os godt at udfolde disse former for kreativitet, og vi har samtidig brug for produkterne af dygtige kunstneres virke. Uden dem stivner vi; vi bliver blinde for andre måder at leve og tænke på end dem, vi støder på i vores hverdag. God kunst skaber åbenhed, forståelse og udvikling.

Derfor er det i samfundets og derfor også i statens interesse at sikre, at vi har god kunst til rådighed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances svar på dette behov er, som jeg har forstået det, at markedet må afgøre, hvad der er god kunst. Det, som kan sælge sig hjem, må overleve. Resten må dø. Min indvending mod den opfattelse er ikke kun, at økonomisk selvberoende kunstnere ofte har produceret både afprøvende og foreløbig kunst og moden, selvafklaret stor kunst i årevis, før de nået frem til at kunne leve af det. Andre med samme evner har måske fået børn på det forkerte tidspunkt og følt sig tvunget til at holde op, fordi de ikke vil tvinge børnene til at leve af den samme sulteløn, som de selv har klaret sig med. Eller måske er de bare bukket under af fattigdom, før de får den brede succes, som kunne sætte dem i stand til at leve af deres kunst.

Men det er også (og nok så vigtigt) fordi, at det meget langt fra er alle gode kunstnere, som nogensinde bliver i stand til at overleve på den måde, selvom de stædigt vedbliver at producere masser af god og vigtig kunst. Markedet er ikke nogen god målestok for kunstnerisk kvalitet.

Jeg kunne også vælge at argumentere på en måde, som markeds- og nationaløkonomer lettere ville kunne forholde sig til. Det skulle egentlig ikke være så vanskeligt. Kultursektoren er nemlig en stor og vigtig producent af eksportvarer for Danmark, faktisk en som vi økonomisk set ville have meget vanskeligt ved at undvære. Og sikrer man ikke vilkårene for det, vi har for vane at kalde vækstlaget, vil også den økonomisk indbringende elite blive mindre og ringere. Derfor er det vigtigt for Danmark, at vi har mange små virksomheder, som overlever på hjemmemarkedet, for at nogle få kan blive store på verdensmarkedet. Og tilsvarende er det vigtigt, at mange kunstnere og kulturarbejdere, hvis virke ikke kan bære sig selv økonomisk, overlever og fortsætter deres arbejde.

Jamen, hvis kultursektoren allerede nu skaffer så mange penge hjem til Danmark, er der vel ingen grund til at lave noget om, kunne man sige.

Jo, for det kan blive meget bedre.

En ganske simpel, men revolutionerende måde at gøre det på er at indføre borgerløn. Det afhjælper samtidig en lang række andre problemer med både fattigdom og bureaukrati, som det fører for vidt at komme ind på her.

En anden og nok lettere fremkommelig vej er at finde en måde at støtte de fattige kunstnere på, som er afgrænselig, og som altså så vidt muligt støtter alle professionelle kunstnere, der arbejder seriøst med deres værk, og ikke samtidig forpligter staten til at forsørge alle, der har gået til akvarel på aftenskole. Det gav jeg for mange år siden et bud på for litteraturens vedkommende, som kan læses her:

http://lystensvaerk.blogspot.com/search?q=forfatterl%C3%B8n

x

Grundlovsdag eller fars

Så er det grundlovsdag.

I marts blev en hastelov gennemført i forståelig coronapanik. Den har udstyret sundhedsministeren med kvartdiktatoriske beføjelser, som altså ligger langt ud over, hvad vi normalt forbinder med demokrati. Han kan nemlig uden Folketingets godkendelse eksempelvis tvangsisolere smittede, forbyde forsamlinger på mere end to personer, overtage privat ejendom og lukke butikker, daginstitutioner og skoler.

Det var formodentlig en overreaktion. Det havde næppe været nødvendigt at sætte Folketingets lovgivende magt ud af kraft, men det vil jeg ikke bebrejde nogen. Vi har aldrig stået i en situation som denne før, og regeringen og Folketinget kunne ikke vide, hvilke forholdsregler der var de rigtige. Ingen vidste det. De var nødt til at prøve sig frem. Ingen kan sige noget kvalificeret om, hvor mange coronadødsfald vi havde haft i Danmark, hvis ikke politikerne havde drejet på stort set alle de knapper, der var at dreje på.

Men nu skal vi tilbage på retsstatens grund. Vi skal genetablere de demokratiske lovgivningsprocesser og de rettigheder, vi havde før corona. Det kan vi passende minde hinanden om her på grundlovsdag. Enhedslisten mener, ret forsigtigt, forekommer det mig, at vi kan afskaffe denne hastelov til november.

Men sundhedsministeren, som er blevet udstyret med de her beføjelser, synes slet ikke det haster så meget med at afskaffe dem igen. Han tænker nok snarere, at det er fars dag end grundlovens.

Mit store gennembrud i Østeuropa

I går havde bloggen pludselig 72 besøg fra Rumænien, hvor den aldrig har haft læsere fra tidligere. Polen og Turkmenistan er også kommet pænt med. Normalt kommer de fleste besøgende i prioriteret rækkefølge fra USA, Rusland, Danmark, Ukraine, Spanien, Frankrig, Norge og Filippinerne.

Jeg anser det for mit store gennembrud i Østeuropa. Særlig spændt er jeg naturligvis på, om turkmenernes interesse skulle vise sig at holde ved.

Støjbergs vanvittige fupnummer

Det er jo hysterisk morsomt, hvad Støjberg nu har fundet på.

Hun præsenterer nu pludselig Instrukskommissionen for et notat, som fortæller, at der i alle asylsager om indkvartering af ægtepar mellem en partner på over 18 år og en 15-17-årig skal foretages individuel sagsbehandling, sådan at der kan tages hensyn til barnets tarv og til den yngste partners eget ønske. Det notat har Støjberg skrevet under på. Og det notat siger altså, at man skal følge de retningslinjer, som de internationale konventioner tilsiger. Støjberg har med andre ord skrevet under på, at hun vil følge loven.

Og det skal således bevise hendes uskyld!

Det er jo fabelagtigt. For hun har beviseligt i praksis forbrudt sig mod den selvsamme bestemmelse. Hun har instrueret sine embedsmænd om at gøre det modsatte af, hvad notatet tilsiger, og den instruks har de fulgt. Gifte forældrepar på hhv. 17 og 19 år er de facto blevet tvangsadskilt uden individuel sagsbehandling på grundlag af Støjbergs ulovlige instruks.

Hun har beviseligt brudt loven, og flere stærke vidneudsagn fra embedsmænd indikerer, at hun vidste, at hvad hun gjorde var ulovligt. HVILKET DET, AT HUN HAR SKREVET UNDER PÅ NOTATET, JO OGSÅ BEVISER, AT HUN VIDSTE. Notatet beviser, hvad hun er anklaget for, og kommissionen forsøger at godtgøre, nemlig at hun vidste, at hun handlede ulovligt, for hun havde skrevet under på, at hun ikke måtte gøre, hvad hun faktisk gjorde. Alligevel præsenterer hun notatet som et bevis på, at hun ikke har handlet ulovligt.

"Jeg har skrevet under på, at jeg ikke må gøre det. Altså har jeg ikke gjort det," er argumentet.

Morsomt er det naturligvis kun, hvis Instrukskommissionen griner med. Hvis de tværtimod lader sig forvirre af det absurde nummer, er det ikke længere komedie, men tragedie.

Læs gerne om Støjbergs notat her:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/zigzag-stoejberg-skifter-forklaring-igen/8134477

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, tre nedslag

En forlægger fra et lille forlag fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af formanden for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, Dennis Gade Kofod, som havde spurgt hende, hvad udvalget kunne gøre for mikroforlagene i trængselstiderne under pesten. Hvad de havde mest brug for. Han var godt klar over, at også denne krise vender den tunge ende nedad. At dem, der har mindst at stå i mod med, bukker under først. Han vidste også, at hun er en af dem, der arbejder for at samle kræfterne hos de små forlag, og en af dem, der kender deres behov og vilkår bedst. For formanden har selv været aktiv på alle niveauer i litteraturverdenen og bogbranchen i årevis. Han har selv været redaktør på et mikroforlag og ved, hvor svært det er, men også hvor afgørende det er for litteraturen, at de klarer sig gennem skærene.

En forfatterkollega havde fået et standartafslag fra kunstfonden. Det vakte forundring på facebook, for den pågældende forfatter udgav sidste år en meget velmodtaget roman, som ovenikøbet er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Men det var også en fejl, vidste formanden straks, han så diskussionen på facebook, for selvom der havde været 1008 ansøgere, kunne han huske, at hun havde været blandt de 356 udvalgte. Og så blev fejlen rettet.

En anden forfatterkollega fortalte mig, at han havde talt med Dennis Gade Kofod, da han var i gang med den svære udvælgelse. Hvordan kan man kvalificeret vælge mellem 1008 forfatterskaber? De er fem personer i udvalget og må vel formodes at dele ansøgningerne op mellem sig. Ellers er det helt umuligt. Men det er stadig over 200 ansøgere per medlem. Alligevel, fortalte min kollega, var Kofod gået til opgaven med stort engagement og genuin litterær interesse. Han fortalte om en ansøger, der ikke var blandt landets mest kendte forfattere, men som havde medsendt en tekst, som Kofod var blevet så interesseret i, at han havde anskaffet sig den pågældende roman og siddet og krydslæst mellem den og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som den mindede ham om. Og ansøgeren havde fået sit legat.

Statens Kunstfond uddeler hvert år 500 mio. kr. De skal fordeles til producenter og formidlere af arkitektur, billedkunst, design, film, kunsthåndværk, litteratur, musik og scenekunst, altså både kunstnere og formidlere inden for alle kunstarter. Det er et meget lille budget og en stort set ubetydelig post på finansloven. Behovet er da også langt større.

Alligevel er uddelingerne noget, der år efter år vækker forargelse og misundelse. I Danmark kan vi godt lide kunst, men bryder os ikke meget om kunstnere. Jeg hører stadig folk brokke sig over, hvor mange penge Klaus Rifbjerg modtager fra staten, selvom han døde for over fem år siden. Og da de fleste ansøgere får afslag, er der samtidig blandt kunstnere en vis uvilje mod kunstfonden. Man får ikke mange venner af at sidde i de udvalg.

Man kunne indrette litteraturstøtten på en anden og sikkert også bedre måde. Det har jeg år tilbage selv udarbejdet et forslag til. Men givet de rammer, der nu engang er, må jeg sige, at jeg er imponeret over det samvittighedsfulde arbejde, der bliver lagt i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur: Der er et stort og ægte kunstnerisk engagement, og det vil jeg gerne sige tak for!

Ikke en chance

Jeg mødte kun Yahya Hassan en enkelt gang, nemlig da vi i 2014 var sammen i Madrid og Marrakech på Forfatterskolens studierejse, hvor jeg var med som vikar. Han kan ikke have været mere end 18 år dengang, men allerede verdensmand, en stjernedigter, fremtrædende samfundsdebattør, som gav begavede og indsigtsfulde interview om Palæstina og kontroversielle interview om livet i ghettoen, på vej ind i politik, troede vi. Charmerende, vital playboy og millionær. Det kriminelle gadeliv var han vokset ud af, håbede vi, ligesom han tydeligvis var vokset fra Forfatterskolen. Han var en udsædvanlig begavelse, et usædvanligt menneske, generøs med sit store talent. Han fik et stort, men også alt for hårdt og kort liv og i virkeligheden ikke en chance. 

De tre kriser

De tre mest påtrængende krav om forandringer af vores samfundsmæssige adfærd netop nu kommer fra Corona-epidemien, klimakrisen og #MeToo. Epidemien gør staternes kontrol med infrastrukturer nødvendig som aldrig tidligere i min levetid. Klimaforandringerne gør det samme, men nødvendiggør også en demokratisk styring af produktionen ud fra parametre, som ikke kun handler om rentabilitet. Den gør det nødvendigt, at beslutninger om tilrettelæggelse af produktionen tages ud fra samfundsmæssige hensyn, og derfor at de tages demokratisk og ikke tages privat af det fåtal, der har økonomisk interesse i at producere så billigt og derfor ikke-skånsomt som muligt. #MeToo viser i første omgang behovet for øget respekt og derfor også mere gennemført lighed mellem kønnene. Den tydeliggør imidlertid også, hvad en hierarkisk samfundsopbygning altid vil indebære af misbrug af privilegier og viser derfor også et behov for nedbrydning af hierarkier, altså for mere økonomisk lighed, fordeling af magten, mere fælles ledelse og ansvar.

Ingen af de tre kriser gør den ekstreme liberalismes svar interessante for os. Heller ikke racismens. Derfor bliver de ekstreme liberalister, fremmedhadere og racister også hurtigt politisk irrelevante i denne tid. Man kan diskutere, om nationalismen bliver mere eller mindre interessant. Klimakrisen kalder på internationale svar. Epidemien kalder nok på både nationale og internationale, men først og fremmest på ikke-kapitalistiske svar. Især er det afgørende, at værnemidler, vaccine og medicin udvikles og produceres offentligt og med henblik på, at så mange som muligt får adgang til dem så hurtigt og billigt som muligt, helst gratis. Produceres de med henblik på profit, ja, så vil formodentlig titusinder af verdens fattigste og mest udsatte dø en unødvendig død. I slumkvarterer og flygtningelejre, hvor ingen har råd til at købe beskyttelse. Man kunne eksempelvis give WHO økonomisk mulighed for at stå for udvikling, produktion og distribution af de ting. Og med en økonomi sat helt i stå vil der i epidemiens kølvand blive brug for dels en ny socialpolitik, særligt i lande, som ikke rigtig har haft nogen, fx USA og Spanien, hvor tanken om borgerløn pludselig har fået vind i sejlene. Det har den af den simple grund, at så mange af de fattigste har mistet købekraft, at de nærmest er forsvundet som forbrugere. Det kan økonomien ikke klare. Dels vil der blive brug for igangsættelse af offentlig, demokratisk styret produktion. Det kan være byggeprojekter, renovering af skoler og andre offentlige bygninger. Det er der i forvejen behov for. Men også offentlig produktion af energi er en oplagt kur, for det giver samtidig mulighed for at omlægge til grøn, vedvarende energi langt mere effektivt end nu. Og statslig forskning i og produktion af elbiler. Større investeringer i skole og uddannelse.

De udviklinger af demokratiske beslutningsprocesser og omlægninger af økonomien er helt nødvendige. Og derfor kommer de, hvad enten vi kan lide det eller ej. Vi skal gøre det på så klog en måde som muligt, nemlig på en måde, der tager højde for så mange som muligt af de nye krav, som de tre kriser stiller.

Statens Kunstfond

Tak til Statens Kunstfond for støtten. De penge er helt afgørende for mig. Ikke kun for at kunne skrive videre, men simpelthen for at kunne leve.

"Kunst gør en forskel. Og det vil vi gerne give omverdenen et indblik i. Derfor skal Kunstfonden krediteres, når dit støttede projekt og initiativ bliver offentliggjort og præsenteres for presse, publikum og andre interesserede." skriver fonden selv på hjemmesiden. Det gør jeg med stor fornøjelse. Kunstfonden er vigtig, ikke kun for mig, men for rigtig mange forfattere og andre kunstnere. Uden den ville Danmark og verden være langt fattigere.

I coronas skygge: Den spanske højrefløj vil have Unidas Podemos smidt ud af regeringen

Den spanske højrefløj forsøger at udnytte den nationale krise til at presse venstrefløjsalliancen Unidas Podemos ud af regeringssamarbejdet med socialdemokraterne i PSOE.

Næsten 19.000 spaniere har mistet livet til Covid 19, og over en million har mistet arbejdet under corona-krisen i Spanien. Landet er i undtagelsestilstand, der håndhæves et strengt udgangsforbud, og alt, hvad der kan lukkes, er lukket og låst.

Unidas Podemos har været stærke fortalere for denne strategi i bekæmpelsen af den dødbringende virus. I Spanien er det en alvorlig sag at blive arbejdsløs, hvis man ikke er funktionær eller ligefrem har haft et job, der giver adgang til et gyldent håndtryk. Venstrefløjen har derfor samtidig presset på for at få indført en særlig overlevelseshjælp for de mange nye arbejdsløse, sådan at de ikke bliver tvunget til at gå fra hus og hjem. Tanken er, at ydelsen skal svare til cirka halvdelen af mindstelønnen. 

Det konservative PP støttede ved krisens begyndelse den socialdemokratiske premierminister Pedro Sánchez og søgte indflydelse i en slags national kriseledelse, hvor den sædvanlige rivalisering skulle lægges på hylden med det angivelige formål at hjælpes ad med at styre landet gennem vanskelighederne.

Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Kredse inden for finanssektoren har angiveligt bedt deres normale allierede i PP om at presse på for en regeringsomdannelse. Nedlukningen af produktion og handel presser erhvervslivet hårdt, og en eventuel indførelse af en ny socialhjælp vil i udgangspunktet koste staten penge. Unidas Podemos mener på deres side, at nedlukningen er nødvendig for at bremse smittespredningen, som er løbet løbsk i Spanien, hvor hverken hospitalerne eller bedemændene kan følge med. De mener samtidig, at socialhjælpen ikke blot er helt nødvendig for de nye arbejdsløse, men at der også er tale om fornuftig krisepolitik, fordi det vil give de fattigste købekraft og på den måde gøre det lettere at få gang i detailhandlen, når landet åbner op igen. 

Men de skjulte indflydelsesagenter fra finanssektoren vil have en helt anden krisepolitik, som giver mulighed for at holde gang i industri og handel. FAES med den tidligere premierminister José María Aznar i spidsen, som er den stærkeste fraktion inden for PP, har lyttet til vennerne og kræver nu, at PSOE smider det venstreorienterede Unidas Podemos ud af regeringen, hvis PP skal bidrage til kriseledelsen.

PP’s leder Pablo Casado anklager PSOE for at have ladet sig trække til venstre af Unidas Podemos, særligt i sin handelspolitik, og han anklager premierministeren for at lyve og for at være arrogant og inkompetent.

Særligt aggressive er dog det nye højreekstremistiske parti Vox, som nu er blevet enige med PP om at målrette angrebet mod lederen af Unidas Podemos, Pablo Iglesias. Ham vil de have til at forlade posten som anden vicepræsident, før de overhovedet vil diskutere den nationale genopbygningspagt, som premierminister Pedro Sánchez har foreslået efter forbillede af Moncloa-pagten fra 1977, hvor politikerne samledes på tværs af partiskel for at udforme en ny demokratisk forfatning efter 36 års fascistisk diktatur.

Kilder i PP-ledelsen erkender, at deres mål er at angribe Pablo Iglesias og identificere ham med premierministeren for at svække begge.

Vox går mere til stålet. Deres leder, Santiago Abascal, har allerede fortalt Sánchez, at han ‘afskyr’ den måde, han leder landet på, og han har krævet, at både Sánchez og Iglesias træder tilbage, før de vil indgå i nogen pagt. Vox har ikke åbent sagt, at de ikke vil møde frem, hvis Sánchez indkalder dem til møde om en genopbygningspagt, men de har opstillet en række betingelse for at deltage, der ligger så langt fra regeringens politik, at det er helt urealistisk, at de kan komme til enighed om noget som helst.

Det liberale centrum/højre-parti Ciudadanos erklærer sig også uenige i regeringens krisepolitik, men i en mere moderat tone. De tilbyder sig som deltagere i en national samling, hvis regeringen holder sig fra PP. Og Pedro Sánchez’ regering har brug for hjælp. Den har brug for et stabilt flertal for ikke konstant at blive presset af de små regionale nationalistpartier, som sikrede PSOE og Unidas Podemos flertallet og Sánchez regeringsledelsen efter valget i november 2019.

Foreløbig har Sánchez ikke bøjet sig for højrefløjens krav om at skille sig af med Iglesias, men de konstante angreb svækker Unidas Podemos og deres muligheder for at gøre deres synspunkter gældende i regeringen, fx hvad angår forbedret socialhjælp.

Historisk baggrund

Det spanske socialdemokratiske PSOE ved af bitter erfaring, at reaktionære kræfter i landet begynder at røre på sig, når de røde nærmer sig magten. De var med i folkefronten, som vandt parlamentsvalget under den anden republik i 1936. Dengang var de selv blandt de røde, der gav anstød til general Francos succesfulde statskup, som kostede tre års blodig borgerkrig og de efterfølgende 36 års fascistiske mørke, der placerede Spanien som en paria i Europas udkant. I de 36 år var PSOE et illegalt parti og dets ledelse under jorden. Efter Francos død i 1975 og parlamentarismens genindførelse i 1978 blev partiet atter lovliggjort og genvandt hurtigt deres tidligere styrke. 

Mandag den 23. februar 1981 skulle parlamentet, El Cortes, under en regeringskrise i en centrum/højre-union stemme om, hvem der skulle efterfølge den tidligere falangist Adolfo Suárez som premierminister. Suárez var blevet presset til at trække sig tilbage. Landet var lammet af økonomisk krise, generalstrejke og omfattende demonstrationer. Hans eget centrum/højre-parti var ved at gå i opløsning, og de baskiske separatister i ETA udnytter magttomrummet til at gennemføre den ene terroraktion efter den anden. Klokken 18.23 afbrød en gruppe skarpt bevæbnede kupmagere med oberstløjtnant Antonio Tejero i spidsen afstemningen, skød varselsskud ud i salen og tog de 350 parlamentsmedlemmer som gidsler. De havde store dele af militæret bag sig under ledelse af kong Juan Carlos’ nære ven, general Alfonso Armada. Tankvogne rullede gennem gaderne i Madrid og Valencia. (Valencia er symbolsk vigtig, fordi det var der, Folkefrontens ledelse flygtede til under den spanske borgerkrig.) Der havde været tale om at udnævne en ny samlingsregering med både socialistiske og kommunistiske ministre for at imødekomme den utilfredse befolkning. De Franco-tro kupmagere var utrygge ved udsigten til, at de røde skulle få del i magten, og at de nordlige regioner i landet skulle få held til at løsrive sig, så de forsøgte at få kong Juan Carlos indsat som ny diktator. Den rolle havde Franco i årtier forberedt Juan Carlos på, men efter kort betænkningstid og rådslagning med sin far, Don Juan (som Franco fandt for liberal og derfor havde fravalgt som monark og sin egen efterfølger) valgte kong Juan Carlos at afslå de generøse tilbud, og så opgav kupmagerne.

Det tidligere meget røde PSOE havde (ligesom den tidligere fascistiske Adolfo Suárez fra den højre side) reformeret sig og nærmet sig den politiske midte. Den marxistiske fløj var udrenset, og partiet havde tilsluttet sig de forenede europæiske socialdemokratier, og nu så PSOE pludselig igen regeringsduelige ud. Deres moderate formand Felipe González blev premierminister efter en stor valgsejr i 1982. Den socialdemokratiske regering stabiliserede Spanien politisk, åbnede landet mod omverdenen, sikrer indmeldelsen i EF og en økonomisk vækst gennem de nye eksportmuligheder. PSOE beholdt regeringsmagten i de følgende 14 år.

Siden har PSOE og det konservative PP regeret på skift. I maj 2018 blev PP’s leder Rajoy afsat som premierminister efter et mistillidsvotum i parlamentet, og PSOE’s generalsekretær Pedro Sánchez blev indsat i stedet. I april 2019 var der nyvalg, hvor PP led et historisk nederlag og blev halveret, men PSOE kunne ikke danne regering alene, og Pedro Sánchez ville ikke regere på venstrealliancen Unidas Podemos’ nåde. Så udskrives der endnu et valg, som afholdes i november 2019, og her bliver resultatet nogenlunde det samme, men nu har PSOE erkendt, at de ikke kan regere uden Unidas Podemos’ hjælp, så socialdemokraterne og venstrefløjen danner regering sammen med Pedro Sánchez i spidsen.

Og det ryster de konservative kræfter i landet. Både det konservative PP og det højreekstremistiske Vox er på krigsstien og bruger alle mulige påskud for at forlange Podemos smidt ud af regeringen, men foreløbig altså uden held.

"Det er hårrejsende, horribel og underholdende læsning." Afstande over vand anmeldt

Maria Guldager Rasmussen har anmeldt Afstande over vand på Litteratursiden:

Her er et link til anmeldelsen:

https://litteratursiden.dk/boeger/afstande-over-vand-roman?fbclid=IwAR0DafHq5bhuKqSYlgyqHnG7c-HfKVbp1MqJExbys21VS-s2PhP1zepblvg

'Den smalle bog' giver fem flasker vodka til 'Afstande over vand'

Så kom anmeldelsen på 'Den Smalle Bog', og den citerer vi nedenfor. Hele anmeldelsen dukker op, hvis man klikker på linket nederst:

"Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 

Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

 

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

...

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener."

https://densmallebog.blogspot.com/2020/03/et-mareridt-i-fortidens-geografi.html?m=1&fbclid=IwAR1goOHvaFYl_AU5ruqBm9RZRT823JRLzboE2qUvVVtS3HrDiwgDy4pHEYY

Første anmeldelse af Afstande over vand

Her er den første anmeldelse af  min roman Afstande over vand, som udkom på Ekbátana den 6. marts 2020. Anmeldelsen er skrevet af den flittige bogblogger Anne Rye Andersson på bloggen BookHaul.

Anmeldelse

Statistik

Jeg har en statistikfunktion her på bloggen, hvor jeg kan se, hvor i verden mine læsere befinder sig. Og langt de fleste plejer i sagens natur at kigge med fra en ip-adresse i Rusland. Russerne er et dannet og sprogligt velskolet folk, som alle kan læse dansk og gerne vil holde sig orienteret om ny dansk skønlitteratur. Det er tydeligt. Der er også altid læsere fra Ukraine, Spanien, Frankrig, Island, Indonesien og Togo. Og det må være af nogenlunde samme grund.

Sidste måned skete der så noget nyt. Pludselig dukkede der mange hundrede læsere op fra USA. Faktisk så mange, at Rusland røg ned på en skamfuld andenplads. Jeg tænker, at det skyldes, at noget, jeg skrev om Bernie Sanders' kampagne for at blive præsident, er dukket op i søgemaskinen hos hans ivrige kampagnefolk.

Nu er det lang tid siden, jeg skrev om Sanders, og den amerikanske interesse er døet hen. Så skulle man jo tro, at russerne hurtigt ville generobre deres naturlige førsteplads, men nu er der ud af det blå begyndt at dukke danske læsere op, sådan at russerne stadig må tage til takke med andenpladsen. Hvad det skyldes, kan jeg simpelthen ikke regne ud.

Fødselsdag og gravhund

I forgårs fyldte Serena seks. Det er ikke noget særligt, så her er et billede fra hendes tidlige og mere ubekymrede ungdom, hvor hun endnu hverken skulle læse, skrive, lære engelsk – eller selv vaske sit hår eller vælge sit tøj om morgenen, for eksempel.

For os andre er det på den måde blevet lettere, det skal indrømmes. Vi har ingen småbørn længere. Men for at overgangen til et friere og mere uafhængigt liv ikke skal blive alt for brat og angstfremkaldende, har vi anskaffet os en gravhund.

Jette Gottlieb med Afstande over vand

En af mine gamle gymnasieklassekammerater udtrykte for et par uger siden en vis bekymring for, om der nu skulle optræde virkelige personer som figurer i min nye roman, Afstande over vand. Den foregår nemlig på den egn, hvor både han og jeg er vokset op. Det kan jeg så bekræfte: Det gør der. Der optræder fire virkelige, nemlig fire offentligt kendte personer. Tre politikere og (lidt mere skjult) en afdød forfatter. De andre figurer i romanen er fiktive.

Også de virkelige personers handlinger i bogen er fiktive.

En af de virkelige personer, som optræder, er MF Jette Gottlieb. Her er den gode Gottlieb med bogen. Min fætter Simon, der arbejder i det samme hus som Jette Gottlieb, har været så flink at stikke hende bogen under vesten. Der optræder også to af hendes kolleger fra andre partier, nemlig de to tidligere MF'ere Joachim B. Olsen og Carolina Magdalene Maier, men dem har jeg desværre intet forbindelsesled til, da de nu arbejder et andet sted.

Foto: Simon Troels Knokgaard Halskov

Læs her om venners og bekendtes bekymringer for og forventninger til de bøger, man skriver.