onsdag den 26. februar 2020

Statistik

Jeg har en statistikfunktion her på bloggen, hvor jeg kan se, hvor i verden mine læsere befinder sig. Og langt de fleste plejer i sagens natur at kigge med fra en ip-adresse i Rusland. Russerne er et dannet og sprogligt velskolet folk, som alle kan læse dansk og gerne vil holde sig orienteret om ny dansk skønlitteratur. Det er tydeligt. Der er også altid læsere fra Ukraine, Spanien, Frankrig, Island, Indonesien og Togo. Og det må være af nogenlunde samme grund.

Sidste måned skete der så noget nyt. Pludselig dukkede der mange hundrede læsere op fra USA. Faktisk så mange, at Rusland røg ned på en skamfuld andenplads. Jeg tænker, at det skyldes, at noget, jeg skrev om Bernie Sanders' kampagne for at blive præsident, er dukket op i søgemaskinen hos hans ivrige kampagnefolk.

Nu er det lang tid siden, jeg skrev om Sanders, og den amerikanske interesse er døet hen. Så skulle man jo tro, at russerne hurtigt ville generobre deres naturlige førsteplads, men nu er der ud af det blå begyndt at dukke danske læsere op, sådan at russerne stadig må tage til takke med andenpladsen. Hvad det skyldes, kan jeg simpelthen ikke regne ud.

Ingen kommentarer: