mandag den 14. marts 2022

Oppositionen i Rusland

Måske kunne den næste store indsamling eller støttekoncert blive til fordel for den demokratiske russiske opposition. Det kunne være fredsbevægelsen eller kvindebevægelsen i Moskva, som er dem vi hører mest om, eller begge dele. Det kunne også være nogen, som vi ikke hører så meget om. Men det skal naturligvis være nogen, der ikke deler Putins stormagtsdrømme.

Det er vigtigt at give den russiske opposition en stemme i verdensoffentligheden. Det er vigtigt at give dem synlighed, fordi det gør det mere omkostningsfuldt for regimet at undertrykke dem og kaste dem i kachotten.
Kunne man invitere oppositionens repræsentanter til Danmark for at fortælle om deres arbejde, måske sammen med oppositionelle russiske kunstnere?
Hvis de vurderer, at det er for farligt for dem at turnere i Vesten nu, kunne man finde andre måder at give dem international opmærksomhed og støtte på. Fx med Internetbegivenheder.
I 1985 var jeg på skolerejse i Prag med Krogerup Højskole. En dag spurgte min lærer mig pludselig, om jeg ville med til et hemmeligt møde med Charta 77. Det var dengang den stærkeste stemme i den demokratiske opposition til det kommunistiske regime. Dem havde min lærer kontakt til via Venstresocialisterne, som arbejdede sammen med Charta 77. Min lærer inviterede mig med, fordi vi begge var medlemmer af VS. Den kontakt til den vesteuropæiske venstrefløj var vigtig og med til at styrke den demokratiske opposition i Tjekkoslovakiet.
Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Polen, hvor den danske venstrefløj (vist især trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti) havde forbindelser til den oppositionelle fagbevægelse Solidarność. Både Charta 77 og Solidarność spillede en afgørende rolle i de kommunistiske regimers sammenbrud og Tjekkoslovakiets og Polens overgang til mere demokratiske styreformer. Og begge bevægelser var helt afhængige af Vestens opmærksomhed og støtte for at kunne spille den rolle.
Dengang var det kun den yderste venstrefløj i Danmark, der gad at samarbejde med disse bevægelser i Østeuropa. Men i dag er der måske en chance for, at støtten til den russiske opposition kan samle lidt bredere opbakning.
Måske kunne partier i Folketinget gå sammen om at etablere sådan et samarbejde, så der kom en stærk organisatorisk ramme om det. Måske endda sammen med danske fagforbund, Amnesty International, PEN, Brandesselskabet, Internationalt Forum, Aldrig Mere Krig og andre, der arbejder for fred og demokrati.

I sidste uge hørte vi om flere tusinde fredsdemonstranter, som var blevet arresteret i Rusland. Hvis vi ignorerer dem, er det ingen sag for regimet at holde dem nede. Ganske som med de sovjettiske systemkritikere i sin tid. Dem, som kom i Vestens søgelys, havde bedre chancer for at overleve. Den russiske opposition er lille og undertrykt, og netop derfor er det vel vigtigt at støtte den. 

Den aktive oppositionen til Putin har ikke flertal i Rusland. Langt fra. Det havde den aktive opposition til de kommunistiske regimer i Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland heller ikke før til sidst, hvor de turde tro på, at en forandring var mulig, men havde det ikke været for Vestens lys på den lille opposition, fx Charta 77 i Tjekkoslovakiet, i årene inden, er det nok tvivlsomt, om de havde overlevet. 

Sakharov overlevede som systemkritiker i Sovjetunionen, men havde han gjort det, hvis man ikke fx havde givet ham Nobels Fredspris i '75? Det er nok tvivlsomt. 

Det var den indre oppositionen der i sidste ende væltede de kommunistiske regimer i Rusland og Østeuropa. Oppositionen og en dyb økonomisk krise. Det var ikke våben. Og et godt bud er nok også, at den bedste chance for at vælte Putins regime er gennem støtte til den indre opposition og hårde økonomiske sanktioner. 

Der er derimod vanskeligt at se en god udgang på en krig. En krig mellem NATO og Rusland vil være altødelæggende, og en krig i mindre skala, hvor Ukraine kæmper alene mod Rusland, er det til gengæld vanskelig at forestille sig, at Ukraine kan vinde. Og selv sådan en 'mindre' krig er potentielt katastrofal, hvilket branden på Zaporizjzja-atomkraftværket vel meget godt illustrerer.
Jeg blev i øvrigt ikke nogen frihedshelt i 1985. Jeg gik ikke med til mødet med Charta 77, fordi jeg hellere ville gå en tur på Karlsbroen med en pige, jeg godt kunne lide.