fredag den 19. juni 2015

Valget set med røde øjne

Dagen efter Folketingsvalget kan man som progressiv vælger glæde sig over mange ting:

På folkestyrets vegne må man nødvendigvis glæde sig over, at mediernes fosøg på at amerikanisere valgkampen og gøre den til en tvekamp mellem Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt ikke lykkedes. Vi har heldigvis ikke et topartisystem i Danmark. Vi har forholdstalsvalg, ikke valg i enkeltmandskredse, og det giver os mulighed for at sammensætte et mangfoldigt parlament. Det har vi gjort. Vi har fået et nyt parti ind, og Venstre blev kun tredjestørste parti denne gang. Det er i sig selv positivt.

Det er også positivt, at et retroflippet parti som Alternativet kan komme så flot ind i tinget på budskaber om nedsat arbejdstid, grøn økonomi og folkelig inddragelse i de politiske processer. De bør kunne komme til forståelse med Enhedslisten om mange ting. Alternativet har ganske vist ikke har fattet en dyyytbååt af, at en effektiv miljøkamp ikke kan tages hånd i hånd med storkapitalen. At den tværtimod forudsætter modet til at tage konfrontationen med eksempelvis bilindustrien, fordi de ingen interesse har i at udvikle biler, som kører på andet end diesel eller benzin, fordi de selv er ejet af olieselskaberne. Det hed klassekamp i gamle dage. Det er ikke noget for Alternativet, ligesom det ikke var noget for deres ideologiske forbilleder, Oprøret fra midten og De Grønne. Visionerne var røde og grønne, men midlerne blå.

Som progressiv må man også virkelig glæde sig over, at Socialdemokraterne nu skifter forkvinde. Helle Thorning-Schmidt har ideologisk og retorisk ikke været til at skelne fra liberalisterne i Venstre.

De økonomisk og socialt svageste danskere har fra begyndelsen frygtet Thorning og folkene omkring hende, fordi ingen af dem (måske med Henrik Sass som undtagelse) udstrålede, at de havde noget som helst kendskab til det liv, der leves uden for Hellerup og Østerbro. De gjaldt også de lyseblå SF'ere, som sad med i den første Thorning-regering.

Derfor har det været let for Dansk Folkeparti at samle de tidligere socialdemokratiske og folkesocialistiske vælgere omkring sig. Vælgere, som de har smisket for med groteske løfter om en rødere socialpolitik under Løkke Rasmussen, hvis bare DF blev stærke nok.

Enhedslisten kan glæde sig over en lille mandatfremgang. Nogle af de nye vælgere er naturligvis frafaldne SF'ere. Men SF mistede 8 mandater, Enhedslisten vandt kun to. Ok, Enhedslisten har også selv mistet vælgere til eksempelvis Alternativet, så for så vidt kan Ø godt have vundet flere end to frafaldne SF-mandater. Men slet ikke så mange, som man med rette kunne have håbet.

Den tiltrædende socialdemokratiske forkvinde, Mette Frederiksen er heller ikke socialist, men har trods alt en aura af at ville noget mere med landet end blot at stå i spidsen for socialstatens afvikling.

Frederiksen er socialdemokrat af en knap så stylet og mere indigneret og viljestærk type. Sådan ser hun ud på en fladskærm, i hvert fald, og det er jo det, der tæller. Og så vil hun uden tvivl sammensætte en ny ledelse, og måske bliver det en, der bedre kan genskabe troen på, at venstrefløjen (herunder Socialdemokraterne) vil de dårligst stillede noget godt. Vil etablere et acceptabelt dagpengesystem, vil slække på tvangsaktiveringen af kontanthjælpsmodtagere, vil gøre folkepensionen til at leve af, vil sænke taksterne og hæve normeringerne i daginstitutionerne og give folkeskolen et økonomisk løft. Man må i hvert fald gå ud fra, at de tænker over, hvad der skal til for at standse Dansk Folkepartis fremmarch.

For fem-seks år siden var SF venstrefløjen i Danmark. I det store hele. Enhedslisten havde en tilslutning på omkring to procent og et par tusinde medlemmer. SF lå i meningsmålingerne og svingede mellem 15 og 20 % i tilslutning, og de havde et klart formuleret projekt om en SFR-regering, hvor de selv skulle trække trekløveret mod venstre. Det fik de chancen for, men nåede allerede inden, de kom i regering, at undsige al den SF-politik, som lå til venstre for Socialdemokraterne. Og i regeringen gjorde de ingen forskel. Den var ikke rødere med end uden SF. Nu skal SF finde ud af, om de har en rolle i dansk politik. Giver det nogen mening, at SF og Socialdemokraterne er to forskellige partier? P.t. er det vanskeligt at få øje på.

Socialdemokraterne kan selvfølgelig glæde sig over for første gang i mange år at være blevet Danmarks største parti. Det skyldes ikke egne meritter, men især SF's og De radikales mangel på samme.

De Radikale vil formodentlig i den kommende Folketingssamling fjerne sig stadig mere fra S-SF. De vil søge magt i samarbejdet med det borgerlige flertal, og partiet har vist sig aldeles kapable til at samarbejde til højre. Dagpengereformen viste det tydeligst, men der er heller ikke noget tilbage af deres venstreorientering i tidligere mærkesager som rets-, udlændinge- og sikkerhedspolitik, og hvad angår erhvervspolitikken, har der aldrig været nogen sådan venstreorientering. Partiet er ikke en del af venstrefløjen, og ved næste valg er de muligvis heller ikke en del af 'Rød blok'. Deres rolle som progressivt midterparti er overtaget af Alternativet. De radikale har nu kun rollen som det 'liberalistiske parti uden en decideret vulgær udlændinge og miljøpolitik' at spille. Og det er en rolle, der forekommer lige så lille som SF's rolle som partiet, der 'vil præcis det samme som Socialdemokraterne, men bare ikke siger det så tydeligt'.

Enhedslisten har i princippet en stor rolle som det eneste egentlige socialistiske parti i Folketinget. Men i den kommende samling bliver det en rent retorisk position. Partiet har stort set ingen muligheder for at danne flertal for nogen del af deres dag til dag-politik. Det social- og arbejdsmarkedspolitiske flertal, som de kunne blive en del af, består af S-SF-DF og så Ø, men for det første har S-SF-DF flertal uden Ø, så hvorfor skulle de tre andre egentlig lytte til de besværlige revolutionære. Dels vil DF sandsynligvis binde sig så tæt til Venstre, at flertallet kun yderst sjældent vil komme i brug.

Det betyder, at Enhedslisten ikke vil komme igennem med noget af betydning i Folketinget i de næste fire år. Og det betyder samtidig, at det progressive Danmark ikke kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at Enhedslistens politikere løser problemerne. Eller omvendt skælde ud på dem, fordi de ikke løser dem. Det er ikke længere nogen mulighed, hvis det nogensinde har været det.

Der skal satses helt anderledes:

På trods af de små glæder, som valget trods alt bragte, står vi over for fire år med et regime, som efter alt at dømme vil være lige så ultra højreorienteret som Anders Fogh Rasmussens regeringer. Men at Enhedslistens røde politikere ikke kan gøre andet ved det end at bevidstgøre om det og protestere imod det, betyder ikke, at det progressive Danmark som sådan ikke kan gøre mere.

Den enorme spanske protestbevægelse, som har domineret gaderne i de største byer siden 2011, har netop gjort det i en parlamentarisk situation, hvor det stærkt højreorienterede PP har haft absolut flertal i kongressen og også har regeret i de fleste af landets regioner. Protesterne har ikke ventet på støtte fra de magtesløse, venstreorienterede parlamentarikere. De er gået selv.

Når de mange nye arbejdsløse er blevet sat ud deres lejligheder, fordi de ikke har kunnet betale huslejen, har aktivisterne forhindret politiet i de facto at smide dem ud. De boligløse har besat de tomme nye lejligheder, som ikke kunne afsættes, da boligboblen sprang. Når der ikke var elektricitet, fiksede de en benzingenerator. Når der ikke var mad, skraldede de sammen. Eller dyrkede squash i hjemmeklampede højbede på byens mere ydmyge pladser.

I Sevilla lavede nogle hundrede BZ'ere i en del af byen deres egen alternative økonomi, hvor de udvekslede selvproducerede varer og tjenesteydelser. En sort økonomi, kan man kalde det, hvis man er interesseret i at fordømme, men en internt solidarisk økonomi, som de var afhængige af for at overleve.

De har deres eget forlag, som udgiver litteratur, der skal facilitere de mange nye bevægelser, kvalificere deres diskussioner. De arrangerer studiekredse om feminisme, økologi, antiracisme, anarkisme og queer-teori.

Når nedskæringerne på universiteterne resulterede i lokalemangel, arrangerede seminarer på byggetomter.

De producerede t-shirts med slogans, som var vendt mod regeringens nedskæringer. Alle trøjer havde den samme grønne farve, så aktivisterne kunne genkende hinanden uden videre, selvom de hver især repræsenterede vidt forskellige kampe. Og så demonstrede de naturligvis gennem gaderne i deres grønne trøjer og med gryder og fløjter, og hvad der ellers kunne larme.

I Madrid har den fodboldklubben Rayo Vallecanos anarkistiske tilhængere være en del af den radikale bevægelse. Protesterne kan antage uventede former.

Hverken bolig- eller arbejdsløsheden er den samme i Danmark som i Spanien. Vores virkelighed er en anden, så det må kampene og bevægelserne og deres organisationsformer også være, men der er rigeligt at kæmpe for i Danmark også. Og i den kommende Folketingssamling vil der blive endnu mere.

Det bliver eksempelvis indlysende nødvendigt at organisere modstand mod de kommende stramninger i retspolitikken; nedsættelsen af den kriminelle lavalder kan være symbolet for den kamp. Miljøkampen og kampen for folkeskolen, for kulturen, kampen for fri forskning på universiteterne er andre oplagte områder. Vi ved, at vi vil blive udsat for store overgreb her.

Men den største opgave for venstrefløjen vil være en anden. Først må den fordomsfrit og uden fordømmelse bevidstgøre sig selv om årsagerne til, at 21 % af den voksne befolkning har stemt på Dansk Folkeparti. Langt de fleste af disse protestvælgere kunne lige så godt have stemt på Enhedslisten. De fleste har sikkert overvejet det, mange har tidligere stemt på Villy Søvndahl eller Socialdemokraterne. De er blevet svigtet af en erklæret rød, men i realiteten nyliberalistisk regering, som har forhånet de svageste og gjort deres liv mindre trygt.

Den vigtigste opgave for det progressive Danmark bliver at få mobiliseret disse DF-vælgere i kampen mod den nye, sorte regerings social-, sundheds- og arbejdsmarkedspolitik. Det kan ikke gøres hånd i hånd med de afgående regeringspartier, som har mistet al troværdighed på disse områder. Og det kan ikke gøres fra Christiansborg. De må gøres ikke-partipolitisk, lokalt, ærligt og opfindsomt der, hvor DF-politikernes svigt bliver mærkbart.

Lykkes det ikke at løse denne opgave, vil højrebevægelsen fortsætte med umindsket styrke – også frem mod næste valg. 

tirsdag den 9. juni 2015

At stemme

Ja, selvfølgelig er det da 'i orden' at opfordre til at undlade at stemme. Det er enhver i sin gode ret til at gøre, salafister, idehistorikere eller anarkister.
Men det er vel også i orden at mene, at det er en meningsløs protest, at ingen vil løfte et øjenbryn over, at stemmeprocenten bliver 83 i stedet for 86. Ingen vil spekulere over, om de 17 %, som ikke har afgivet gyldig stemme, har gjort det, fordi det var regnvejr den tirsdag, fordi de havde tømmermænd eller hellere ville se Dus med dyrene på DR2. Og hvorfor ikke? Fordi ingen ved det, det står ingen steder skrevet. Og fordi det er ligegyldigt, det har ingen konsekvenser.
Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at hvis man som højreorienteret salafist vælger at undlade at stemme, så gør man sine venstreorienterede modstandere en tjeneste ved at hjælpe dem til større indflydelse. Så er den ikke meget længere.
Hvis man er anarkist, har man måske vanskeligt ved at finde nogen at stemme på. Man kan selvfølgelig prøve selv at danne en anarkistisk opstillingsliste, men jeg kan godt se, at den ikke ligger lige til venstrebenet, når man nu ikke anerkender legitimiteten af det repræsentative system.
Jeg føler mig selv meget åndsbeslægtet med anarkisterne, men jeg er aldrig i tvivl om, at jeg skal stemme. Jeg stemmer altid på det parti, som gør mest for at nedbryde magthierarkierne og fordele magten så jævnt og ligeligt som muligt. Da jeg var ung, var det Venstresocialisterne. I dag er det Enhedslisten. Og det kan fx ses på det forhold, at disse partier konstant undergraver selv deres egen magt. De har begge fra begyndelsen praktiseret det princip, at man ikke kan leve af at repræsentere partiet i uendeligheder. Det er rotationsreglen, som fx ved valget om fire år vil sende Enhedslistens store stemmesluger, Schmidt-Nielsen ud af Folketinget. Det gør ondt, men det er godt, for sidder man der for længe, kommer man nemt til at agere ud fra, hvad der bedst sikrer ens egen karriere. Det er også partier, som aldrig har haft nogen formand, men en kollektiv ledelse. Enkeltpersoner er ikke vigtigere end partiets politik. Det er partier, hvis fuldtidslønnede politikere betaler en betragtelig del af deres løn til partikassen, sådan at deres økonomiske virkelighed ikke kommer til at adskille sig for meget fra folk med en mere gennemsnitlig løn. Det er vigtigt, når man nu ikke just har sat sig for at forsvare de rigestes økonomiske interesser, at man så ikke selv bliver en af dem, at man ikke bliver en del af den økonomiske magtelite.
Det er også partier, som gentagne gange har foreslået at afskaffe den såkaldte spærregrænse, sådan at man kan blive repræsenteret i Folketinget, hvis man blot har stemmer nok til et mandat. Spærregrænsen er sat i verden for at befæste de store, gamle partiers magt. Det skal være svært for nye at komme til. Men Venstresocialisterne og Enhedslisten har i stedet arbejdet for, at alle stemmer skal høres, også de spinkle, unge stemmer, som for så vidt også truer Enhedslistens magt. Enhedslisten vil fx ikke gøre det svært for Alternativet at komme til, tværtimod, selvom Alternativet uden tvivl vil tage nogle af deres stemmer.
Det er netop det, man skal kende de antiautoritære på: Om de tør undergrave deres egen magt. Og så selvfølgelig på, om de konsekvent angriber de store magtkoncentrationer ude i samfundet, de multinationale selskaber fx, som selv bestemmer om de vil betale skat eller ej. Eller de magtfuldkomne forvaltninger, som ikke vil give befolkningen indsigt i deres gøren og laden.
Man kan sikkert ikke kalde sig anarkist, hvis man som jeg stemmer, hver gang man har chancen for det, men man kan jo også vælge at være pragmatisk antiautoritær og så stemme på dem, som mest konsekvent angriber autoriteterne for at brede magen ud. Det tror jeg, er en større udfordring for magten.

Og nå ja, for en god ordens skyld: At man har afgivet sin stemme, betyder altså ikke, at man så ikke har mere at skulle have sagt. Det tager en time, og bagefter er man fuldt ud fri til at arbejde for opbygningen af en folkelig modmagt i græsrodsarbejde, eller hvor man nu lyster.

fredag den 5. juni 2015

30 timer om ugen?

Jeg har ikke stemt på Uffe Elbæks parti, men når Facebook flyder med latterliggørelse af nogle af deres mere fornuftige ideer, så får jeg alligevel lyst til at forsvare dem lidt.
Der er Krakas påstand om, at det vil koste 270 mia kroner at gennemføre en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen. Jeg har ikke regnestykket og er ikke økonom, men andre økonomer mener, at Krakas regnestykke er lavet uden at tage tilstrækkeligt højde for det forhold, at en så betragtelig nedsættelse af arbejdstiden uvilkårligt vil bringe tusinder af mennesker, som i dag er på overførselsindkomster, i arbejde.
Og lad os se lidt historisk på det: Er der nogen, som har regnet på, hvad det hen over årene har 'kostet' samfundet at sætte arbejdstiden ned fra 48 til 37 timer? Bragte denne 11-timers nedsættelse os tæt på statsbankerottens rand? Ikke rigtig tæt på, vel? Det vil de næste 7 timers nedsættelse heller ikke gøre.

Eftersom de fleste arbejdsulykker sker i den sidste, trætte arbejdstime, kunne man godt forestille sig, at en kortere arbejdsdag også ville kræve færre døds- og invaliderende ulykker på arbejdet, hvilket udover at være en stor værdi i sig selv også er noget, der potentielt vil kunne spare samfundet mange penge. Det vil også den formodentlig mindre eller langsommere nedslidning, som også giver mindre pres for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Så også samfundsøkonomisk må man formode, at sådan en ændring vil føre betragtelige sidegevinster med sig.
Der er naturligvis altid problemer med at nedsætte arbejdstiden, særligt på mindre arbejdspladser med få, fx 3 ansatte, altså hvor de 21 således frigjorte timer ikke vil udløse nogen ny fuld stilling, men dette har man tidligere kunnet håndtere, fx med en forsinket indfasning.
Under alle omstændigheder lever vi i en verden, hvor den teknologiske udvikling mindsker den samfundsmæssigt nødvendige mængde arbejde fra år til år. Kun en voldsomt øget og naturødelæggende vækst ville kunne hindre denne udvikling, og den er jeg ikke med på. Jeg tror ikke, at det klogeste svar på det vilkår er at lade færre og færre mennesker udføre det nødvendige arbejde. Hvis vi skal holde fast i at have et samfund, hvor langt de fleste er med i arbejdsdelingen, skal arbejdstiden sættes ned.
Så skal man høre på LA'erne, der galer op om munkekommunisme. Folk må da gerne arbejde mindre end 37 timer, hvis de kan blive enige med deres arbejdsgivere om det, men generelle aftaler er tvang og diktatur, mener de.
Jamen, hør nu her: De nuværende 37 timer er jo hverken er nogen naturlov, noget gudgivent eller for den sags skyld noget 'frivilligt', men netop en generel aftale, en kollektiv overenskomst, som kan ændres gennem nyforhandling. En 30-timers uge kan gennemføres på samme måde. Så er det trods alt heller ikke mere mystisk.