mandag den 31. august 2020

Modspor anmelder 'Afstande over vand'

 "Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne."

Anne M. Nielsen anmelder Afstande over vand i Modspor.

fredag den 28. august 2020

Linse Kesslers ret nye frisure

Linse Kessler, som er en professionel kvinde, der fik sit store gennembrud i offentligheden ved på helt overlegen vis og uden den mindste tøven at være storesøster til en bokser, har nu fået nyt job. 

Hun arbejder nu som det, der i moderne arbejdsmarkedsforskning kaldes 'kvinde med nogenlunde nyklippet hår'. Vi ved, det er en benhård branche med stor konkurrence, men man må sige, at hun er startet stærkt i den nye stilling. Den landsdækkende avis BT følger hendes meritter tæt og kunne således i dag berette om hendes både helt igennem kompetente og omstillingsparate håndtering af et barnebarns kommentarer til den ret nye frisure. Det tegner godt, og jeg må sige, at jeg personligt næsten ikke kan vente med at høre nyt om udviklingen i L. Kesslers arbejdsliv.

tirsdag den 11. august 2020

Tesfaye

Hvad skal man kalde det, når en politiker, der har været medlem af fire forskellige partier, sviner to professionelle fodboldspillere til for at skifte arbejdsgiver?

mandag den 10. august 2020

To advarsler

Advarsel 1: Her på min blog må jeg gerne lave sjov med alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må forsøge at gøre mig morsom over. 

Det er til gengæld helt frivilligt, om man vil læse med. Hvis man er lidt usikker på, om man vil få indre blødninger af at læse morsomheder om corona eller covid 19, så er Lystens værk et usikkert sted.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine gode Facebook-venner i går blev skoset for at lave sjov med corona-situationen i Aarhus. På sin egen Facebook-væg. Og det var ellers god spas.

Jeg synes, det er en skrækkelig tanke ikke at kunne lave sjov med corona. Så var vi da helt prisgivet.

Jeg har to regler for mine egne forsøg på at være morsom.

1) Jeg skal faktisk synes, det er sjovt.

2) Jeg skal selv have fundet på det.


Det er ikke regler, som jeg vil trække ned over hovedet på andre. De gælder kun for mig. Hvad jeg synes er sjovt, er i sagens natur ingen universel standart (faktisk er det fuldt ud tænkeligt, at jeg står helt alene med min opfattelse af, hvad der er morsomt), men det er den eneste standart, jeg kan bruge over for mig selv. Jeg ved også, at der findes mennesker, som er gode til at fortælle gamle vittigheder. Det talent har jeg ikke, så det holder jeg mig helst fra. 

At jeg ikke har nogen regler for, hvad jeg må lave sjov med, er ikke det samme, som at jeg faktisk spøger med alt muligt. Der er typer af vittigheder, som jeg ikke synes er sjove og derfor holder mig fra, men man kan ikke få en liste udleveret. Jeg vil dog gerne afsløre, at jeg har svært ved at grine ad vittigheder, som beskriver navngivne personer stærkt nedsættende på en ukærlig og urimelig måde. Så sådan nogle laver jeg helst ikke selv.

Og så har jeg en liste over de emner jeg helst laver sjov med, favoritterne:

1) Mig selv (fordi jeg ved, jeg kan tage det).

2) Folk med magt, som forvalter den dårligt (fordi jeg ved, de ikke kan tage det).

3) Folk med magt i det hele taget.

4) Grøntsager og dyr, der smager grimt.


Advarsel 2: Her på min blog må jeg gerne skrive, hvad jeg mener er sandheden om alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må sige sandheden om.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine nu afdøde bekendte blev skoset for at fortælle, hvad han mente var sandheden om den indvandrerkultur, han var vokset op i. Det mente litteraten, som skosede ham, var utaktisk og usolidarisk, fordi det kunne spille racister for gode kort i hånden.

Jeg har ingen principielle grænser for, hvad jeg må fortælle sandheden om. Lige præcis på det punkt er jeg idealist. Jeg vælger at stole på, at viden og åbenhed hjælper os til at løse problemer. Også når det er besværlig eller ubehagelig viden, som på kort sigt kan give os problemer.

Jeg har dog tre regler for kvaliteten af de informationer, jeg må dele:

1) Jeg skal faktisk tro på, at det er sandt.

2) Jeg skal i rimeligt omfang have undersøgt, om det passer.

3) Det skal være relevant for andre end mig selv.


Hvis det går op for mig, at jeg har taget fejl, skal fejlen rettes eller teksten slettes.

Relevans kan komme mange steder fra. Et emnes relevans kan skyldes, at det indgår i en åben, demokratisk samtale, som i sidste instans kan bidrage til at løse et samfundsmæssigt problem. Eller der kan være tale om poetisk relevans. At noget er smukt eller på anden vis æstetisk stimulerende. Ofte fortæller jeg små hverdagshistorier fra Madrid, som ikke har nogen anden relevans, end at de viser glimt af et fremmed liv. Vi kan lære noget om verdens størrelse ved at læse om andre menneskers liv. Og så kan relevans jo også være, at noget er pudsigt eller ligefrem morsomt.