søndag den 29. juli 2018

Vi har en agent

Ugen inden, sommerferien begyndte, fik hele familien pludselig en agent, som siden har forsøgt at skaffe os arbejde som skuespillere. Det begyndte sådan her:

Om onsdagen skulle vi til en kommunal præmieoverrækkelse i en stor teatersal i den pæne ende af byen. Vera (ni år) og Karl (ti år)s teaterhold var blevet nummer to blandt de deltagende halvfems skoler fra Madrid og skulle behørigt klappes ad. Da vi efter seancen stod i foyeren og ønskede venner og bekendte god ferie, kom en ældre dame hen til Christina og spurgte, om det var hendes egne børn, hun stod sammen med. – Ja, de tre her er, sagde hun og udpegede vores fælles afkom. Så spurgte damen, om ikke ungerne kunne tænke sig at komme ind på hendes arbejde og blive fotograferet den følgende dag med henblik på at få en rolle, fx på tv. Det var særligt Karl, hun var interesseret i. Han havde haft hovedrollen i teaterstykket, og så var han ukarakteristisk høj og blond og udstyret med et par skandinavisk blå øjne. Sådan en dreng manglede de. Christina kiggede på Karl, som nikkede ivrigt. Damen betragtede den lille flok. – Tag dem alle tre med, sagde hun med, hvad der bedst kan beskrives som et smil.

Torsdag formiddag fandt vi en uplettet skjorte frem til knægten, pøsede ham vand i garnet og kørte ud til det mere ydmygt beliggende agentur. Her blev vi modtaget af en anden, lidt yngre kvinde, som også hed Christina. Hun interviewede os alle fem og fortalte, at der kunne blive tale om såvel tv-serier og spillefilm som reklamefilm. – Nok især det sidste, sagde hun. Det var sådan set en skuffelse, men på den anden side ikke rigtig overraskende. Hun fortalte også, hvad man kunne tjene på en dags arbejde foran de snurrende kameraer, og det svarede nogenlunde til, hvad jeg selv kan tjene på en måneds oversættelsesarbejde, hvilket jo på den anden side var interessant nok.

Agenturets fotograf stak hovedet ind ad døren og kaldte børnene til sig på skift. – Far skal også fotograferes, sagde hun med et svedent grin, da hun var færdig med Serena (4 år). – Han kan bruges til ølreklamer. Jo. Det ville jeg gerne. Det er trods alt et produkt, som jeg de sidste fyrre år har haft stor fornøjelse af. Christina blev naturligvis også fotograferet, og så skulle vi allesammen skrive under på, at vi det kommende år ikke ville tage opgaver af denne type uden om agenturet, hvilket vi roligt kunne love. Så var vi på kontrakt hos en agent.

I løbet af det døgn, der var gået, havde vi ikke nået at tale ret meget om, hvad vi ville og ikke ville som skuespillere. Eller om vi overhovedet duede til det. Muligheden var opstået så pludseligt, at det forekom uvirkeligt. Det bliver jo ikke til noget alligevel, tænkte jeg. Men hvad nu, hvis det gør? I betragtning af, hvor få penge jeg tjener som forfatter, og hvor ringe chancer jeg har for at finde andet arbejde i Madrid, var det vanskeligt at sige nej til noget som helst. Jo, jeg bærer rundt på en betragtelig lede ved reklamer i almindelighed, men hvad nu, hvis der var tale om et produkt, som jeg syntes godt om? Øl, fx. Og børnene. Skulle de ikke have chancen for at lære den verden at kende? De er alle tre glade for at spille skuespil, og vi kan jo blot trække os ud igen, hvis de ikke bryder sig om det. Eller hvis vi ikke gør. Christina havde fra begyndelsen betinget sig, at vi altid kunne være til stede, når børnene blev filmet.

Mandag formiddag ringede agenten. – Vi skal bruge Karl til en casting om to timer. Jeans og en pæn, neutral T-shirt. Nu skulle vi tage en hurtig beslutning. Det var en reklamefilm for Coca Cola. For helvede! Hvorfor lige Coca Cola! Jeg skyndte mig at læse på nettet, hvad jeg kunne finde: En artikel fra Arbejderen om Coca Cola-kompagniets grusomme historie med dusinvis af mord på fagforeningsledere, som havde forsøgt at organisere kompagniets arbejdere i Mellemamerika. Artiklen var fjorten år gammel. Jeg fandt en nyere artikel fra Fagbladet, som kunne fortælle, at grusomhederne var hørt op, at arbejderne nu faktisk havde fået overenskomst og bedre løn og kortere arbejdstid. Så havde jeg ikke tid til at læse mere. Skulle vi spørge Karl? Nej, han er ti år gammel. Vi kan ikke nå at forklare ham den komplekse situation, inden vi skal sidde i bilen. I øvrigt er det vores ansvar at tage stilling til den slags. Er det ikke?

Vi blev hjemme. Så satte vi en økologisk kylling i ovnen, og hen over maden fortalte vi Karl, at vi havde valgt denne mulighed fra, men at der sikkert ville komme andre. Karl var ikke tilfreds. Da jeg senere forklarede ham om Coca Cola-kompagniets historie, forstod han godt min modvilje mod at hjælpe dem med at sælge sodavander. Men han ville godt have haft muligheden for at tage beslutningen selv. – Forresten drikker du også selv cola, sagde han til sidst. Og det havde han ret i.

Omtale af Bo fra Østerbro

Urbannotes.dk anbefaler Bo fra Østerbro. Tak for det!

"Bo fra Østerbro
Det er efterhånden ret sjældent, vi læser børne-børnebøger, fordi Lillemanden efterhånden skal have lidt mere fart over felten, end hvad de typiske bøger til mindre børn kan tilbyde.

Men “Bo fra Østerbro”, som ellers ligner en klassisk børnebog for lidt mindre børn, er lige en tand anderledes. Selvom den er ret let læst, og vi har kunnet skiftes til at læse op for hinanden i den, så har den en del mere kant og er faktisk både underholdende og lidt særlig. Ikke mindst i illustrationerne, som Lillemanden har været meget optaget af.
Læs den, hvis I ikker bange for glimt i øjet og for at stifte bekendtskab med en række skæve eksistenser fra et af Københavns smukke brokvarterer – og for bandeord i øvrigt."

http://urbannotes.dk/seks-boeger-i-vil-naa-at-laese-i-sommerferien/