onsdag den 21. juni 2023

Bare uden håret


- Du er god til de stille, søde sange, far.

- Tak.

- Du skulle måske have været jazzsanger.

- Det tror jeg ikke, siger jeg. - Jeg kan bedst lide at synge godnatsang for dig.

- Men du skulle nok ikke synge rock.

Jeg siger, at jeg ellers godt kan lide rock

- Men du er mere stille. Du er ikke sådan …

Og så synger hun heavy.

Jeg siger, at rock måske ikke er det bedste at falde i søvn til. At ‘My Funny Valentine',  'Summertime' og 'Strangers in the Night’ fungerer bedre som godnatsange. Det er dem, jeg har sunget, siden hun var spæd.

- Og 'Yesterday’, siger hun.

Jeg siger, at det ikke er jazz.

- Nej far, men det er heller ikke rock.

Jeg vil gerne protestere og prøver at komme i tanke om en mere rock’et sang, jeg har sunget for hende, men valget synes at stå mellem ‘Se min kjole' og ‘Langt ude i skoven lå et lille bjerg’.

Hun betragter mig, overbærende.

– Det gør ikke noget, far.

- Nå, jo. Hvad med Pippis sang! Den er da lidt rock’et, forsøger jeg.

- Øh, nej.

Jeg tænker over, hvor mange år siden det mon er, at jeg smed læderjakken ud.10? 14? Men var jeg overhovedet rock’et, før jeg blev far? Har jeg nogensinde været det?

- Du kunne være blevet sådan en slags Justin Bieber, far. Bare uden håret.

- Godnat.

- Men far! Far? Faaaar?


søndag den 11. juni 2023

Helle Malmvigs spøg

 — Hvis du skriver det som en vittighed, bliver folk i tvivl om, hvad du mener. Eller endnu værre: De tror, du mener noget andet, end du gør, skrev en god ven til mig, da jeg for en uges tid siden skrev et lille satirisk opslag på Facebook.

Så slettede jeg det igen.

For egentlig var det ikke min intention at give nogen mening til kende. Ja, i hvert fald ikke ud over, at jeg fandt det muntert, at en selvudnævnt repræsentant for overklassen på forsiden af Weekendavisen havde fået tildelt det enestående privilegium at skrive om, hvor skidt man kan have det, selvom man økonomisk og kulturelt er en af de mest privilegerede. Det var egentlig mest det sjove greb med, at den, der var født ind i Hellerups overklasse, ikke engang kunne unde en selvudnævnt repræsentant for underklassen retten til at definere overklassen og den højere middelklasse som i udgangspunktet mere privilegeret. At overklassens bare ville have det hele. Selv dette.

Det var sjovt på så mange niveauer. Også fordi det kom til at fungere som en ironisk kommentar til, hvor vigtig en ressource det er blevet at have retten til at definere de andre som de privilegerede og sig selv som den, det i virkeligheden er synd for. Men at de mest privilegerede nu så åbenlyst kæmper for at få overtaget også i den konkurrence, rummer altså sin egen vulgære ironi.

Kosteligt var det også, at seniorforsker Helle Malmvig (for hende er der naturligvis tale om) fra Hellerup gav udtryk for, at man kunne om ikke ligefrem overtrumfe underklassens ydmygelser så i hvert fald relativere dem, sådan at de ikke var noget særligt for underklassen. Det skulle komme i stand ved at belære digter og psykolog Glenn Bech (for det var ham, hun henvendte sig til) om, at man også kan være traumatiseret, selvom man kommer fra overklassen og ikke alene altid har haft røven fuld af penge, men også har haft fri adgang til det, vi med et uskønt udtryk er begyndt at kalde kulturel ‘kapital’.

Det har alle jo altid vidst, at man kan. Hvis nogen nogensinde har været lidt i tvivl, har der til enhver tid været adgang til allehånde kunstneriske fremstillinger af disse overklassetraumer. Det være sig hos Homer, William Shakespeare, Evelyn Waugh, Leif Panduro eller Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Over- og middelklassen har altid haft adgang til at få deres fortællinger publiceret, og det har aldrig rigtig været muligt at overse deres kvaler.

Så at forestille sig, at netop en praktiserende psykolog (en faggruppe, som i årtier stort set ernærede sig ved netop at håndtere over- og middelklassens traumer) som Glenn Bech ikke skulle vide, at også de privilegerede får traumer, var måske næsten det sjoveste greb i Helle Malmvigs selvironiske satire på den selvforblindede overklasses vegne.

Nå ja, om Helle Malmvigs hensigt så også var at levere en satire, kan jeg jo faktisk ikke vide. Men jeg kan næsten ikke tro andet. Også fordi hun valgte at sætte sin tekst op som et digt, velsagtens fordi det skulle lade, som om det talte samme sprog som Glenn Bechs langdigt ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.

Det var den selvironi (sådan valgte jeg at opfatte det), som jeg ville anerkende med min egen lille satire i sidste uge. Siden har jeg set, at stort set alle andre har valgt at tage Malmvigs udsagn for pålydende. Og så er det pludselig ikke så sjovt længere.


torsdag den 8. juni 2023

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Som eksempelvis den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!
En kvinde prikkede ham på skulderen.
— Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.
Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.
— Men jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.
— Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.
Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.
— Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.
— Jeg har sagt nej!
— Men...
— Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?
— Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.