fredag, april 20, 2012
Et hunhus
Jeg fortsætter diskussionen af tredjepersonsfortælleren:
Den personalisering (Rasmus Stenfalks udmærkede ord) af tredjepersonsfortælleren, som jeg mener altid vil sætte sig igennem i sproget, uanset om forfatteren er sig det bevidst eller ej, behøver naturligvis ikke at være den samme gennem et helt værk. Den kan skifte identitet fra kapitel til kapitel, fra paragraf til paragraf eller fra sætning til sætning, for den sags skyld. Eller fortælleren kan gradvis udvikle sig, modnes, træde i karakter, fortvivle, forfalde eller ligefrem opløses med fortællingen. Men til ethvert tidspunkt i fortællingen, til ethvert udsagn, har den en gestalt.
Men behøver den overhovedet at være en fiktionaliseret person? Kan den ikke fx være et hus, en bil, en gud eller det store vi, almenheden?
Selvfølgelig kan fortælleren være hvad som helst. Det er ikke alene muligt. Det er gjort. Men min påstand er så, at der vil være tale om et hunhus eller et hanhus, at huset desuden vil have en bestemt alder, der gør, at det kender og bruger ord fra bestemte tider, at huset vil have en seksualitet, der får det til at reagere sproglig på en bestemt måde, når det registrerer et mandligt eller kvindeligt seksuelt begær, at huset vil have tilbøjelighed for en bestemt type humor – eller ingen humor have overhovedet, at det vil have en krop, der sætter det i stand til at sanse, til at se, lugte og høre. Man vil kunne høre i sproget, hvilken klasse, huset har, og hvilken ideologi, hvilken type og grad af frigjorthed eller konservatisme. Og så videre. Sådan vil huset være udstyret, sådan vil bilen, guden eller det store vi være udstyret, hvad enten forfatteren har besluttet sig for det eller ej.
onsdag, april 18, 2012
Tredjepersonsfortællerens sexvokabularium
På Promenaden.dk diskuterer jeg med en Rasmus Stenfalk, hvilke ord man kan lade en tredjepersonsfortæller, fx i en roman, beskrive de kønsspecifikke kropsdele og deres funktion med. Jeg skrev bl.a.
Forfatteren fortæller, hvem han/hun har sat i scene som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men nysgerrigt kaster sig over den lumre lanse.
Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.
Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?
Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må fortælle mere ligefrem.
Men hvad er ikke metaforer? Rasmus Stenfalk kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de ikke helt lige døde (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse desværre sprællevende, jeg tænker på fisk. Anderledes med kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er processeret i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.
Er latinske anatomiske betegnelser metaforer? Formodentlig. Men formodentlig også døde i hovederne på de fleste af os. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de ham/hende som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.
Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. Rasmus Stenfalk kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville jo fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.
Jeg skrev ”forholdsvis neutralt”, for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.
At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis forfatteren ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem hans/hendes tredjepersonsfortæller er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren – eller med den figur af forfatteren, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at den slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.
Rasmus Stenfalk beskriver fortælleren som metafor snarere end som person, og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne fiktive persons karakter, desto bedre kan man styre den.
Forfatteren fortæller, hvem han/hun har sat i scene som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men nysgerrigt kaster sig over den lumre lanse.
Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.
Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?
Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må fortælle mere ligefrem.
Men hvad er ikke metaforer? Rasmus Stenfalk kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de ikke helt lige døde (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse desværre sprællevende, jeg tænker på fisk. Anderledes med kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er processeret i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.
Er latinske anatomiske betegnelser metaforer? Formodentlig. Men formodentlig også døde i hovederne på de fleste af os. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de ham/hende som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.
Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. Rasmus Stenfalk kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville jo fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.
Jeg skrev ”forholdsvis neutralt”, for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.
At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis forfatteren ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem hans/hendes tredjepersonsfortæller er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren – eller med den figur af forfatteren, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at den slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.
Rasmus Stenfalk beskriver fortælleren som metafor snarere end som person, og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne fiktive persons karakter, desto bedre kan man styre den.
fredag, april 13, 2012
Any world will do
Any world that I'm wellcome to
is better than the one I come from
sang Steely Dan, og det er jo en troværdig beskrivelse af en følelse, som kan føre os de mest frygtelige steder hen ...
is better than the one I come from
sang Steely Dan, og det er jo en troværdig beskrivelse af en følelse, som kan føre os de mest frygtelige steder hen ...
onsdag, marts 28, 2012
Har vi diminutiver på dansk?
Spanierne bruger diminutiver til at hygge om hinanden med sproget.
De siger 'abuelito' i stedet for 'abuelo'. 'Abuelo' betyder bedstefar, og endelsen 'ito' betyder lille.
De bestiller en 'cervezita', som betyder 'lille øl' i stedet for blot 'cerveza', som jo betyder øl. Og ganske vist har spanierne en tilbøjelighed for små fadøl (20 cl.!), fordi de ikke kan nå at drikke en halv liter, inden den bliver varm.
Men det er ikke derfor. Når de faktisk ønsker sig et ordentligt svin af en fadøl, trekvart liter, kan de også finde på at bestille en 'cervezita'. Hvorfor? Fordi det er hyggeligt, når noget er småt. Det er jovialt og ufarligt. Man mener ikke noget alvorligt med det, man er ikke på vej i hegnet, man vil ikke vælte baren, tage et brusebad eller kneppe bartenderen, man vil bare have en lille øl.
De bruger også diminutiverne i navne. 'Manolo' bliver til 'Manolito'; 'Clara' bliver til 'Clarita', hvis det er en, man kan lide. Eller i det mindste en, man kender godt. Eller en, man vil drille lidt, godmodigt.
Hvis man kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog, og det antager vi, indtil andet er godtgjort, må vi kunne gøre det samme på dansk.
Men har vi overhovedet diminutiver på dansk?
Ikke på samme måde, i hvert fald. Ikke som endelser på ordene. Jo, en rumpe kan blive til en rumpette, men er det egentlig en lille røv eller bare en fornem en? Jeg er ikke sikker. Navne kan vi imidlertid godt forsyne med diminutiv-endelser. Hans kan blive til Hanse (eller Hansemand), Jens til Jense (Jensemand) og Simon til Simse. Det er hyggeligt, det er kærligt drillende diminutiver.
Men har vi andre diminutiv-endelser på dansk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen.
Hvad gør vi så? Ja, vi gør jo det, som det fattigere sprog altid griber til, når det er i bekneb: bruger flere ord. Vi sætter sammen. Lille-Ole, Lille-Karen eller Bette-Karen, hvis vi er i Jylland. Og øl? Vi bestiller da 'en lille øl'. Dette kan så almindeligvis ikke betyde en stor fadøl på dansk, men det kan sagtens betyde en almindelig 33 cl. Hof på flaske på et værtshus uden fadøl. Og hvis jeg siger: "Skal vi ikke drikke en lille øl?" har jeg intet sagt om øllens størrelse. Det er en konstrueret diminutiv, en jovial og udramatisk måde at invitere på.
Nå, ja. Så kan vi jo også foretage den samme sproghandling med et andet sprogligt virkemiddel. Hvis jeg gerne vil udtrykke, at det er hyggeligt med en rullepølsemad, kan jeg sige: "Jeg tror, jeg tager en lille rullepølsemad", men jeg kan også sige: "jeg tror, jeg tager rullepølsemadden". Altså bruge den bestemte form, som viser, at jeg er fortrolig med værtens rullepølse og synes godt om den. Det er en gammel bekendt, så at sige.
Jeg tror, det var Jørgen Ryg, der spurgte:
"Hvordan ved man, at man er begyndt at have det for hyggeligt med konen?"
Og Preben Kaas, der svarede:
"Når man hører sig selv spørge: 'Skal vi ikke have os et lille knald i aften?'"
Også diminutiver skal anvendes med sproglig omhu. Måske er det ikke alle dele af livet, man ønsker at tage dramaet ud af.
De siger 'abuelito' i stedet for 'abuelo'. 'Abuelo' betyder bedstefar, og endelsen 'ito' betyder lille.
De bestiller en 'cervezita', som betyder 'lille øl' i stedet for blot 'cerveza', som jo betyder øl. Og ganske vist har spanierne en tilbøjelighed for små fadøl (20 cl.!), fordi de ikke kan nå at drikke en halv liter, inden den bliver varm.
Men det er ikke derfor. Når de faktisk ønsker sig et ordentligt svin af en fadøl, trekvart liter, kan de også finde på at bestille en 'cervezita'. Hvorfor? Fordi det er hyggeligt, når noget er småt. Det er jovialt og ufarligt. Man mener ikke noget alvorligt med det, man er ikke på vej i hegnet, man vil ikke vælte baren, tage et brusebad eller kneppe bartenderen, man vil bare have en lille øl.
De bruger også diminutiverne i navne. 'Manolo' bliver til 'Manolito'; 'Clara' bliver til 'Clarita', hvis det er en, man kan lide. Eller i det mindste en, man kender godt. Eller en, man vil drille lidt, godmodigt.
Hvis man kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog, og det antager vi, indtil andet er godtgjort, må vi kunne gøre det samme på dansk.
Men har vi overhovedet diminutiver på dansk?
Ikke på samme måde, i hvert fald. Ikke som endelser på ordene. Jo, en rumpe kan blive til en rumpette, men er det egentlig en lille røv eller bare en fornem en? Jeg er ikke sikker. Navne kan vi imidlertid godt forsyne med diminutiv-endelser. Hans kan blive til Hanse (eller Hansemand), Jens til Jense (Jensemand) og Simon til Simse. Det er hyggeligt, det er kærligt drillende diminutiver.
Men har vi andre diminutiv-endelser på dansk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen.
Hvad gør vi så? Ja, vi gør jo det, som det fattigere sprog altid griber til, når det er i bekneb: bruger flere ord. Vi sætter sammen. Lille-Ole, Lille-Karen eller Bette-Karen, hvis vi er i Jylland. Og øl? Vi bestiller da 'en lille øl'. Dette kan så almindeligvis ikke betyde en stor fadøl på dansk, men det kan sagtens betyde en almindelig 33 cl. Hof på flaske på et værtshus uden fadøl. Og hvis jeg siger: "Skal vi ikke drikke en lille øl?" har jeg intet sagt om øllens størrelse. Det er en konstrueret diminutiv, en jovial og udramatisk måde at invitere på.
Nå, ja. Så kan vi jo også foretage den samme sproghandling med et andet sprogligt virkemiddel. Hvis jeg gerne vil udtrykke, at det er hyggeligt med en rullepølsemad, kan jeg sige: "Jeg tror, jeg tager en lille rullepølsemad", men jeg kan også sige: "jeg tror, jeg tager rullepølsemadden". Altså bruge den bestemte form, som viser, at jeg er fortrolig med værtens rullepølse og synes godt om den. Det er en gammel bekendt, så at sige.
Jeg tror, det var Jørgen Ryg, der spurgte:
"Hvordan ved man, at man er begyndt at have det for hyggeligt med konen?"
Og Preben Kaas, der svarede:
"Når man hører sig selv spørge: 'Skal vi ikke have os et lille knald i aften?'"
Også diminutiver skal anvendes med sproglig omhu. Måske er det ikke alle dele af livet, man ønsker at tage dramaet ud af.
Kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog?
Jeg hørte engang en klog kvinde sige, at enhver tænkelig sproghandling kan udføres på et hvilket som helst naturligt sprog (altså sprog, som ikke er kunstsprog a la esperanto, volapyk, nynorsk eller javascript), uanset hvilke grammatiske og vokabulære redskaber, det givne sprog måtte have til sin rådighed.
Den har jeg så gået og grundet over lige siden. I mit eget hoved har jeg indsnævret hendes udsagn ved at præcisere ordet 'tænkelig', sådan at det betyder: "tænkelig i den sprogbærende kultur". Fx kunne der måske godt eksistere et ørkensprog i Kenya, som ikke havde redskaber til at danne sætningen: "send mig lige en sms, hvis vi skal drikke en glög, når isen er gået."
Men denne indsnævring er kun en bagatel. Det, som ørkensproget mangler for at kunne konstruere sætningen, er blot tre substantiver (sms, glög og is) og en verbal-form, som kan udtrykke, at isen er væk. Der er formodentlig intet i ørkensprogets grammatik, som forhindrer konstruktionen af denne sætning. Manglerne beror på materielle omstændigheder i den afrikanske ørken, og hvis man indfører de fire fremmede ord i sproget, sådan som vi også hele tiden indfører nye ord i det danske sprog, ville problemet være løst. Det tænkte ørkensprog må formodes sagtens at kunne anvendes til en parallel sproghandling, altså en opfordring til at lave en anden social aftale om nogen tid, når de vejrmæssige omstændigheder er blevet mere gunstige.
Så den isolerede stamme er i sig selv ingen udfordring for den kloge kvindes læresætning.
Pointen med læresætningen er naturligvis, at hvis man ikke har en bestemt type ord eller sproglige udtryk på et givent sprog, så har sproget en måde at kompensere på. På spansk anvender man stort set ikke personlige pronominer. Man siger ikke "Vi går til stranden", men blot "Går til stranden" ("Vamos al la playa"). Men verbet 'at gå' (her: Vamos) er så til gengæld bøjet i første person flertal, altså sådan at det kun kan betyde, at 'vi' går til stranden. Hvis det kun er mig, der går, hedder det stadig "Går til stranden", men 'at gå' er så bøjet i ental. "Voy al la playa", bliver det så. 'Vi' og 'Jeg' er så at sige indlejret i verbebøjningerne 'Vamos' og 'Voy'. Sproget kompenserer.
Nå ja, jeg må vel hellere sige, at spanierne faktisk har dem, de personlige pronominer, men kun bruger dem, når de vil understrege identiteten særlig stærkt. Hvis jeg fx vil understrege, at jeg og kun jeg går til stranden (du skal ikke med, så fat det dog!), kan jeg sige "Yo voy a la playa".
Hvordan laver vi så denne understregning på dansk? Vi har jo allerede brugt det personlige pronomen og kan vel ikke bruge det en gang til? Tjo, det kan vi sådan set godt. Vi fremhæver det med et tryk. "Jeg går til stranden".
Så alt kan siges på alle sprog?
Jeg har ladet mig fortælle, at slaviske sprog (polsk og russisk, fx) ikke har nogen bestemt form af deres substantiver, at de har 'hus', men ikke 'huset'. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men sandt er det i hvert fald, at det endnu aldrig er lykkedes mig at forklare er slavisk-sproget, hvad vi bruger den bestemte form til på dansk. En russer, som kan engelsk, kender naturligvis den bestemte form derfra, men vil typisk stadig have svært ved at bruge formen korrekt på dansk.
Hvad bruger vi så den bestemte form til på dansk? Vi bruger den jo fx til at skabe sammenhæng i en samtale ved at henvise til noget bekendt. Vi siger:
"Jeg tog en dobbeltdækkerbus hjem fra Nyhavn i dag."
"Nå, sad du ovenpå?"
"Nej, det var for koldt, bussen havde ikke noget tag."
Når jeg siger 'bussen', altså bestemt form, ved du, at jeg taler om den bus, jeg allerede har gjort dig bekendt med, nemlig dobbeltdækkeren, og ikke en hvilken som helst bus, som kørte rundt i København tidligere på dagen.
Den bestemte form bruger vi til at vise, at vi taler om noget bekendt ('købmanden'), noget fortroligt ('skuffen'), noget højtideligt ('ordet'), noget hyggeligt ('sofaen') eller noget, som i det mindste er blevet introduceret ('bussen'). Og hvad fanden gør russerne så?
Jamen, det ved jeg jo ikke. Hvis den kloge kvinde har ret, må de have en anden måde at gøre det samme på.
Er der en slavisk-kyndig til stede?
Den har jeg så gået og grundet over lige siden. I mit eget hoved har jeg indsnævret hendes udsagn ved at præcisere ordet 'tænkelig', sådan at det betyder: "tænkelig i den sprogbærende kultur". Fx kunne der måske godt eksistere et ørkensprog i Kenya, som ikke havde redskaber til at danne sætningen: "send mig lige en sms, hvis vi skal drikke en glög, når isen er gået."
Men denne indsnævring er kun en bagatel. Det, som ørkensproget mangler for at kunne konstruere sætningen, er blot tre substantiver (sms, glög og is) og en verbal-form, som kan udtrykke, at isen er væk. Der er formodentlig intet i ørkensprogets grammatik, som forhindrer konstruktionen af denne sætning. Manglerne beror på materielle omstændigheder i den afrikanske ørken, og hvis man indfører de fire fremmede ord i sproget, sådan som vi også hele tiden indfører nye ord i det danske sprog, ville problemet være løst. Det tænkte ørkensprog må formodes sagtens at kunne anvendes til en parallel sproghandling, altså en opfordring til at lave en anden social aftale om nogen tid, når de vejrmæssige omstændigheder er blevet mere gunstige.
Så den isolerede stamme er i sig selv ingen udfordring for den kloge kvindes læresætning.
Pointen med læresætningen er naturligvis, at hvis man ikke har en bestemt type ord eller sproglige udtryk på et givent sprog, så har sproget en måde at kompensere på. På spansk anvender man stort set ikke personlige pronominer. Man siger ikke "Vi går til stranden", men blot "Går til stranden" ("Vamos al la playa"). Men verbet 'at gå' (her: Vamos) er så til gengæld bøjet i første person flertal, altså sådan at det kun kan betyde, at 'vi' går til stranden. Hvis det kun er mig, der går, hedder det stadig "Går til stranden", men 'at gå' er så bøjet i ental. "Voy al la playa", bliver det så. 'Vi' og 'Jeg' er så at sige indlejret i verbebøjningerne 'Vamos' og 'Voy'. Sproget kompenserer.
Nå ja, jeg må vel hellere sige, at spanierne faktisk har dem, de personlige pronominer, men kun bruger dem, når de vil understrege identiteten særlig stærkt. Hvis jeg fx vil understrege, at jeg og kun jeg går til stranden (du skal ikke med, så fat det dog!), kan jeg sige "Yo voy a la playa".
Hvordan laver vi så denne understregning på dansk? Vi har jo allerede brugt det personlige pronomen og kan vel ikke bruge det en gang til? Tjo, det kan vi sådan set godt. Vi fremhæver det med et tryk. "Jeg går til stranden".
Så alt kan siges på alle sprog?
Jeg har ladet mig fortælle, at slaviske sprog (polsk og russisk, fx) ikke har nogen bestemt form af deres substantiver, at de har 'hus', men ikke 'huset'. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men sandt er det i hvert fald, at det endnu aldrig er lykkedes mig at forklare er slavisk-sproget, hvad vi bruger den bestemte form til på dansk. En russer, som kan engelsk, kender naturligvis den bestemte form derfra, men vil typisk stadig have svært ved at bruge formen korrekt på dansk.
Hvad bruger vi så den bestemte form til på dansk? Vi bruger den jo fx til at skabe sammenhæng i en samtale ved at henvise til noget bekendt. Vi siger:
"Jeg tog en dobbeltdækkerbus hjem fra Nyhavn i dag."
"Nå, sad du ovenpå?"
"Nej, det var for koldt, bussen havde ikke noget tag."
Når jeg siger 'bussen', altså bestemt form, ved du, at jeg taler om den bus, jeg allerede har gjort dig bekendt med, nemlig dobbeltdækkeren, og ikke en hvilken som helst bus, som kørte rundt i København tidligere på dagen.
Den bestemte form bruger vi til at vise, at vi taler om noget bekendt ('købmanden'), noget fortroligt ('skuffen'), noget højtideligt ('ordet'), noget hyggeligt ('sofaen') eller noget, som i det mindste er blevet introduceret ('bussen'). Og hvad fanden gør russerne så?
Jamen, det ved jeg jo ikke. Hvis den kloge kvinde har ret, må de have en anden måde at gøre det samme på.
Er der en slavisk-kyndig til stede?
tirsdag, februar 21, 2012
Speer 2
For fire måneder siden udgav Anders Vægter Nielsen en bog under titlen Speer 2. Det er, hvad man vel må kalde en kortprosasamling i den flabede og på ingen måde forfængeligt selvhøjtidelige ende af genren. Bogen er på 94 sider og kan læses på en time og anmeldes på to. Men det er der nu ingen, der har gjort. Intet dagblad, intet tidsskrift og ingen blog. Det vil jeg heller ikke gøre, for Anders Vægter Nielsen er min ven, og jeg vil ikke anmelde mine venner.
Anders er ikke 23 år gammel, tværtimod er der da virkelig ved at blive langt mellem stråene. Og nærsynet er han. Og han har aldrig gået på Forfatterskolen og bor ikke på Nørrebro, men i Odense, hvor man sjældent møder anmeldere og hangarounds på morgenværtshusene, og fæet insisterer på at hedde Nielsen, leverpostejfarvede Nielsen. Jamen, så tror da fanden, at han ingen anmeldelser får.
Anders har, undskyld jeg siger det, ikke været klog til at gøre karriere som forfatter. Det, han skriver, bevæger sig inden for genrer, som sjældent sælger oplaget ud. Men hold nu op. Sådan er det jo også med dusinvis af hyperhypede, hotte forfatterskoleelever, som alligevel bliver anmeldt og hvisket om på bloggene, længe før de debuterer.
"Det utrolige findes som smedning af kølige emner. Alliker lufter vinger over byen og drysser blidt lus over tage, mens jeg læser Lucky Luke I boretårnets skygge i sofaen og spiser kage, og lyden fra caféen vugger mig læk i tiden med hvid baslyd, der virker forskudt. I forhold til hvad. Trægulvet er pænt. Insekternes tid, hvornår, hey, Averell, come on. Westernlågerne åbner sig hver den 24., et vildskud og hans hund Ratata løfter sit geniale ansigt, nogen har trådt på hans hale. Julemanden kommer som en klapperslange, rejser sig i raslen. Solen går til ishockey. Jeg tror allerhelst på alt. Spild ikke på hænderne. Jeg tror, det bliver ved. At sidde ved bordet er at være rigtigt med. Giraffens kommende udvikling vil vise sig mageløs." (Speer 2, side 51)
Sådan noget skriver han. I 2010 udgav han en lille, konkretistisk digtsamling (må det vel være) under titlen Ved hjørneflaget står Mahatma Gandhi. Heller ikke den blev anmeldt, og den kan ellers læses på et kvarter, hvis man har travlt.
Hvis jeg var anmelder og gerne ville bryste mig af at have blik for 'smal litteratur', ville jeg lige stikke Speer 2 i skuldertasken. Så skulle der nok blive tid til at læse den på et aflåst herreværelse før eller siden.
Anders Vægter Nielsen har publiceret digte, kortprosa og noveller i tidsskrifter i mere end tyve år. Ja, faktisk er det allerede mere end tyve år siden, Poul Borum tog hans tekster med i en antologi med generationens mest lovende forfattere. Det er ikke for tidligt at få skrevet den anmeldelse.
tirsdag, februar 07, 2012
Grammatisk metrik på Læretid
De bestemte substantivers højstemthed eller (omklamrende) fortrolighed
På bloggen Promenaden (som man kan finde på min Linkliste til højre) er jeg gerådet ud i en diskussion af stillejet i Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Her er en snas:
En tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.
Men konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.
Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:
"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)
Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.
Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:
"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)
Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:
‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’
Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.
En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.
Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:
“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)
To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Havde der stået ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.
På bloggen Promenaden (som man kan finde på min Linkliste til højre) er jeg gerådet ud i en diskussion af stillejet i Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Her er en snas:
En tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.
Men konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.
Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:
"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)
Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.
Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:
"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)
Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:
‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’
Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.
En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.
Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:
“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)
To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Havde der stået ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.
tirsdag, januar 31, 2012
Fis i bispehuen
Syv ministre i den danske regering er ikke medlem af Folkekirken. Den oplysning har givet nogle af cheferne for denne anakronistiske forening altervinen galt i halsen.
Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift:
- På den ene side er religion en privat sag. Men det er noget særligt, når det kommer til Folketinget og regeringen, siger han.
- De er jo den lovgivende myndighed, så de skal have en vis fortrolighed med folkekirken, og det er jo svært at have, når man ikke er medlem. Så jeg mener, at man skal være medlem af folkekirken for at kunne lovgive om dens indre anliggender, altså tro, lære, salmebog, ritualer og så videre, siger Karsten Nissen.
Karsten Nielsen kunne jo til en begyndelse sætte sig lidt ind i, hvordan den danske parlamentarisme fungerer. Det er som bekendt ikke regeringen, men Folketinget, der vedtager lovene. Og hvad er så konsekvensen af biskoppens synspunkt? At kun medlemmer af folkekirken skal kunne vælges til Folketinget? Eller ligefrem at kun medlemmer af folkekirken skal kunne stemme ved Folketingsvalgene? Synspunktet er om ikke absurd så i hvert fald voldsomt udemokratisk.
Hvis biskoppen vil have en statskirke med de enorme økonomiske og prestigemæssige fordele, hans forening får ud af det, må han fandengalme også finde sig i, at den statsledelse, som befolkningen vælger, vedtager de love, som gælder for dette foretagende. Hvis kun medlemmer af folkekirken skulle kunne tage beslutninger om foreningen, hvordan skulle det så nogensinde blive muligt fx at nedlægge folkekirken, hvis der skulle blive flertal for det i befolkningen?
Og forestillingen om, at kun medlemmer af foreningen skulle kunne sætte sig ind i dens ritualer, er jo kun sand, hvis der er tale om en lukket, sekterisk forening, og det er folkekirken trods alt ikke. I grunden troede jeg, at det var for at undgå denne sekterisme, at vi skulle have en statskirke. Jeg har været til masser af bryllupper, dåbshandlinger og begravelser, selvom jeg meldte mig ud for et kvart århundrede siden. Naturligvis kan ministre og Folketingsmedlemmer sætte sig ind i, hvordan foreningens ritualer fungerer uden at betale kirkeskat. Det har intet med hinanden at gøre.
Biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, polemiserer helt ud i det himmelblå og er citeret for følgende:
- Det er tankevækkende, at de på det punkt står så langt fra befolkningen. Det giver anledning til en vis eftertanke, og jeg frygter, at de på andre måder heller ikke er så tæt på befolkningen, siger Niels Henrik Arendt
Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift:
- På den ene side er religion en privat sag. Men det er noget særligt, når det kommer til Folketinget og regeringen, siger han.
- De er jo den lovgivende myndighed, så de skal have en vis fortrolighed med folkekirken, og det er jo svært at have, når man ikke er medlem. Så jeg mener, at man skal være medlem af folkekirken for at kunne lovgive om dens indre anliggender, altså tro, lære, salmebog, ritualer og så videre, siger Karsten Nissen.
Karsten Nielsen kunne jo til en begyndelse sætte sig lidt ind i, hvordan den danske parlamentarisme fungerer. Det er som bekendt ikke regeringen, men Folketinget, der vedtager lovene. Og hvad er så konsekvensen af biskoppens synspunkt? At kun medlemmer af folkekirken skal kunne vælges til Folketinget? Eller ligefrem at kun medlemmer af folkekirken skal kunne stemme ved Folketingsvalgene? Synspunktet er om ikke absurd så i hvert fald voldsomt udemokratisk.
Hvis biskoppen vil have en statskirke med de enorme økonomiske og prestigemæssige fordele, hans forening får ud af det, må han fandengalme også finde sig i, at den statsledelse, som befolkningen vælger, vedtager de love, som gælder for dette foretagende. Hvis kun medlemmer af folkekirken skulle kunne tage beslutninger om foreningen, hvordan skulle det så nogensinde blive muligt fx at nedlægge folkekirken, hvis der skulle blive flertal for det i befolkningen?
Og forestillingen om, at kun medlemmer af foreningen skulle kunne sætte sig ind i dens ritualer, er jo kun sand, hvis der er tale om en lukket, sekterisk forening, og det er folkekirken trods alt ikke. I grunden troede jeg, at det var for at undgå denne sekterisme, at vi skulle have en statskirke. Jeg har været til masser af bryllupper, dåbshandlinger og begravelser, selvom jeg meldte mig ud for et kvart århundrede siden. Naturligvis kan ministre og Folketingsmedlemmer sætte sig ind i, hvordan foreningens ritualer fungerer uden at betale kirkeskat. Det har intet med hinanden at gøre.
Biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, polemiserer helt ud i det himmelblå og er citeret for følgende:
- Det er tankevækkende, at de på det punkt står så langt fra befolkningen. Det giver anledning til en vis eftertanke, og jeg frygter, at de på andre måder heller ikke er så tæt på befolkningen, siger Niels Henrik Arendt
Abonner på:
Indlæg (Atom)
