torsdag, juni 08, 2017

Tænker ud af boksen

I 2010 udgav jeg novellen 'Linda', hvor en bestemt telefonboks på Østerbrogade i København indgår som en uundværlig rekvisit. Det var i sidste øjeblik. Kort tid efter var boksen pillet ned som den naturlige konsekvens af udviklingen inden for telefoni.

Det er ikke noget, jeg har skænket mange tanker siden, men for et par uger siden var jeg i Portugal med familien, og på vej gennem en ydmyg landsby langt fra alfarvej vågnede Vera pludselig op på bagsædet og udbrød fascineret: Hvad er det for et lille hus? Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde set en telefonboks før, og det lille glashus på fortovet slog hende med forundring og begejstring. Da jeg havde forklaret hende formålet med den sære genstand, var hun endnu mere fortryllet: En telefon, som havde sit helt eget hus! Det måtte virkelig være længe siden, man havde brugt sådan nogle. Det var et levn fra en fjern tid, som en maurisk ruin i Andalusien, som en mexikansk pyramide. Vera er otte år. Jeg tænker, at Veras lillesøster, Serena, ikke vil kunne forstå novellen 'Linda', hvis hun som voksen skulle få den idé at læse den.


Savner jeg telefonboksene? Næ, vel egentlig ikke. Jeg har ofte haft det sjov i en telefonboks, men har trods alt haft det sjovere andre steder. Jeg har hørt, at man nu er begyndt at pille postkasserne ned i København. Er det sandt?

onsdag, juni 07, 2017

Partnervold og Facebook-domstol

Det er et stort problem, at det er så vanskeligt at fælde domme i sager om partnervold. Problemet hænger naturligvis sammen med, at denne alvorlige form for vold oftest begås, hvor der ingen vidner er. Særlig vanskeligt kan det være, når der er tale om trusler om vold og dødstrusler. Her er bevisførelsen tæt på umulig. Men heller ikke i tilfælde, hvor der er tale om gennemført fysisk vold, er bevisførelsen nødvendigvis let, for ofte skjuler offeret selv sporene, fordi hun eller han håber på at videreføre eller genoprette forholdet.

Dette er frustrerende ad helvede til! Man har lyst til at finde en genvej ind gennem problemet, finde en løsning.

Men det går altså ikke, at man derfor blot kræver, at der i disse sager skal fældes dom uden anden bevisførelse end den angiveligt forurettede parts vidnesbyrd. Ikke fordi voldsmændene ikke fortjener en dom og en straf. Det gør de! Men af den indlysende grund, at det ville betyder, at mange uskyldige ville blive dømt.

Og ved folk, at alene anklagen er nok til at sikre en domsfældelse, behøver man ikke være i tvivl om, at antallet af falske anklager vil stige drastisk. Anklagerne vil blive brugt til at skaffe sig af med eller hævne sig på dem, man har et udestående med, ligesom hekseafbrændingerne blev det her i landet for ikke så mange år siden.

Der er desværre ikke noget alternativ til en oplyst retssag med faste procedurer, som sikrer uskyldige mod at blive dømt.

Nu har vi en anden domstol, nemlig folkedomstolen, som den fungerer på Facebook, hvor det er blevet moderne at fremsætte kriminelle anklager mod navngivne personer. På Facebook er det lettere at fælde dom, for her fungerer anklagere som dommere, og sagen bliver aldrig alsidigt belyst.

Jeg skriver dette, fordi en offentlig kendt person i går blev hængt ud som skyldig i partnervold her på Facebook. Det er ikke en person, jeg kender. Jeg er ikke Facebook-venner med vedkommende, slet ikke personlig ven. Jeg kender stort set kun vedkommende for nogle politiske holdninger, som jeg bestemt ikke deler. Så jeg har ingen personlige aktier i at forsvare vedkommende. Men et forsvar er nødvendigt. Forsvar skal ikke forstås som sympati, forståelse eller medfølelse, men som alsidig og udtømmende belysning af sagen, og ikke kun partsindlæg fra den ene side. Sådan et forsvar er nødvendigt i enhver retssag. Og dette ER en retssag, selvom den ikke er officiel, for der foreligger en offentlig, kriminel anklage. Og det ser ud til, at dommen allerede er afsagt; dem, som ytrer sig, mener samstemmende, at anklagede er skyldig. Der er ikke rigtig nogen, som anfægter denne dom, selvom den tilsyneladende kun baserer sig på anklagen fra den forladte ægtefælle. Straffen er almindelig offentlig fordømmelse. En fordømmelse, som børnene i forholdet nok skal blive bekendt med om et par år, når de er store nok til at forstå, hvad det handler om.

Men hvorfor bekymre sig om forbryderen i stedet for offeret? Er partnervold da ikke værre end injurier og folkedomstol? Jo, hvis blot vi kunne være sikre på, at folkedomstolen kun gik ud over skyldige. Men det kan vi ikke.

Kan jeg omvendt vide, at den pågældende er uskyldig? Nej, overhovedet ikke. Det har jeg ingen forudsætninger for, men dem, der dømmer vedkommende skyldig, har heller ikke tilstrækkelige forudsætninger for dette. Det er jo sagen. Tror jeg, at vedkommende er uskyldig, eller tror jeg tværtimod på anklagerne? Jeg tror vel instinktivt mest på den angiveligt forurettede, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Det er nemlig bedøvende ligegyldigt, hvad jeg tror. Ønsker jeg, at vedkommende bliver dømt? Hvis vedkommende har gjort det, ja, naturligvis!

Ville jeg hellere udsættes for partnervold end at blive uskyldig dømt for den samme forbrydelse? At skulle leve med, at mine børn troede, at jeg havde banket deres mor, ja det tror jeg simpelthen ikke, jeg ville kunne. Det ville være slut for mig.

Ville jeg til gengæld kunne komme mig over en gentagen partnervold? Jeg ville være mærket for livet, det er sikkert. Det værste overfald, jeg har været udsat for, sidder stadig et sted i mig tyve år efter, og partnervold må være endnu værre, både fordi den jo altså gerne er gentagen, men også fordi voldsmanden/kvinden almindeligvis er en, man elsker og gerne vil forstå. Hvis det var partnervold, ville jeg måske have vanskeligt ved at leve i et parforhold igen, men jeg ville overleve, fordi jeg og mine nærmeste ville vide, at jeg var den forurettede part.

Retssystemet er skrøbeligt nok, som det er:

For et par uger siden linkede jeg her på Facebook til den artikel fra Ekstrabladet, som jeg også linker til her forneden. Overskriften er naturligvis misvisende (det er jo Ekstrabladet). Advokaten siger ikke, at vi er for hårde ved KRIMINELLE, selvom det måske også er tilfældet. Hun siger derimod, at vi er for hårde ved de ANKLAGEDE, og det er jo netop den forskel, der er afgørende. Vi således for hurtige til at fælde dom, før enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet er ryddet af vejen. Hun siger ovenikøbet, at denne strammede praksis gør, at flere bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, nu end tidligere.

Dette gælder de danske domstole, hvor der trods alt er både veluddannede forsvarere og dommere og et vist krav om bevisførelse. Facebookdomstolen har ingen af delene.

Hvad kan man så gøre? Er der slet ingen løsning på dilemmaet, ingen konstruktive svar?

I den konkrete sag, må man naturligvis opfordre det angivelige offer til at gå til politiet med sin anklage. Det er åbenbart et billede af nogle blå mærker, som måske kan bruges til noget. Måske er der en medicinsk journal. Måske venner eller bekendte, som kan afgive forklaring. Sagen må gå sin gang og hurtigst muligt komme til domsafsigelse. Det har begge parter krav på.

Men mere generelt må man med store statslige kampagner opfordre til, at personer, som udsættes for vold af deres partner, siger fra med det samme. At de straks går til lægen og får skrevet en journal, hvis der er spor af vold, fysisk eller psykisk. At der oprettes langt flere anonymiserede og bevogtede krisecentre, hvor man kan henvende sig for råd og hjælp, og hvor man gratis kan overnatte og bo i sikkerhed, hvis man føler sig truet af sin partner. Eventuelt sammen med sine børn. Og hvor man, kan gå i overvåget parterapi, hvis det er den vej, man ender med at vælge. Sådanne centre skal der være i alle kommuner og alle købstæder.

Politiets vagthavende skal indskærpes en praksis, hvor de tager anmeldelser af partnervold langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu, hvor victimblaming er en del af den daglige rutine. Der skal reageres med det samme. Patruljevognen skal ud til bopælen straks, og den angivelige voldsmand skal til afhøring umiddelbart. Det er dyrt, men jeg tror ikke, der er andre veje, hvis man vil bevare et retssamfund.


Det eksistentielle behov for fortælling

Bloggen genudsender opråbet, da det viser sig, at dette eksistentielle behov stadig eksisterer ...


Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel.

Litteraturen kan indløse vores behov for at synge. Det gør den i lyrikken. Den forløser en følelse, som allerede er i os; vi elsker sangen, når vi genkender den, selvom vi aldrig har hørt den før, når vi overraskes af os selv. Sådan er det også med lyrikken. Så føler vi os set, hørt, forstået, elsket og tilgivet.

Konceptlitteraturen kan sætte en tanke i gang; det er en filosofisk genre, på linje med sciencefiction-litteraturen. De er ens i den forstand, at de bygger på en ide og har som mål at illustrere den, få den til at fremstå chokerende klart. Ofte er det en ide af institutionskritisk karakter, man afslører noget, der ellers tages for givet; nu ser vi det som uhensigtsmæssigt, for eksempel et tilsløret magtforhold.

Indimellem lykkes det at skrive alle disse tre former for litteratur (fortællingen, lyrikken og konceptet) i samme værk, ja i samme sætning, men blot en af delene lykkes, har man bidraget til at menneskeliggøre verden. Alle tre former er gamle, og alle tre knytter an til væsentlige menneskelige behov. I den forstand er de alle umistelige. Ingen af dem vil nogensinde gå ud af brug. Måder at skrive dem på kan forældes, men behovet kan ikke.
 

torsdag, juni 01, 2017

Efternøleren

Serena på tre år har ingen jævnaldrende søskende, som hun skal konkurrere med om opmærksomheden, måske er det derfor. I hvert fald er hun tydeligvis vant til, at alt, hvad hun siger, bliver opfatter som relevant, sjovt eller i det mindste charmerende, og det er helt naturligt for hende, at det er hende der styrer samtalen i rummet, også selvom alle andre tilstedeværende måtte være voksne. Hun taler med andre ord hele tiden.

Da jeg i dag fulgte hende til børnehave, slog vi følgeskab med en af vores venner, en mor fra vores store børns skole, som gerne ville tale med Serena, og muligvis også med mig, men som det ofte sker, var det vanskeligt for andre end Serena at få et ord indført. Derfor tog jeg mig, da vores veninde var drejet om et hjørne, sammen og fik sagt til Serena, at hvor dejligt det end var, at hun havde så meget at fortælle, så kunne det godt være, at hun skulle holde en lille pause indimellem blot for at teste, om der skulle være andre, som havde lyst til at sige noget.


Serena betragtede mig undersøgende. Så kiggede hun opgivende frem for sig.

– Tænk dig nu om, far, sagde hun lidt efter. – Tænk dig godt om, tænk med dit hovede, far, ikke med kroppen: Har du virkelig lyst til at tale hele tiden?
– Nej, ikke h ..., sagde jeg.
– Nej, der kan du bare se! sagde hun.

Nogen skulle jo tage opgaven på sig.

torsdag, maj 11, 2017

Intet er for småt til Big Brother

Indimellem er det interessant at tjekke trafik-statistikken på sin blog. Tidligere i dag lagde jeg en tekst op, hvor jeg blandt andet beskrev, hvordan Donald Trump har fyret FBI-chefen, mens denne var i gang med at undersøge Trumps valgkampagnes muligvis ulovlige forbindelser til Ruslands regering. Mindre end en time senere havde jeg sørme allerede runder de 100 besøgende på bloggen for i dag, og det er vel omtrent det dobbelte af mit daglige gennemsnit, så jeg kiggede lige på statistikkens verdenskort, og sjovt nok viser det sig, at langt de fleste besøg er fra russiske adresser.

Kræv sanktioner mod diktaturerne i Venezuela og USA

At folkevalgte præsidenter sætter demokratiet ud af kraft i en krampagtig klamren sig til magten, er ikke noget særsyn. Der er mange måder at gøre det på, men man kan vel uskille tre helt grundlæggende strategier:

1) Man kan kontrollere massemedierne, så de bringer et evigt nypoleret glansbillede af ens egen person, og sådan at dårlige historier om ens embedsførelse ikke rigtig får plads. Det var en af mediemogulen Silvio Berlusconis (mange) metoder til at fastholde sit diktatur til trods for utallige sager om embedsmisbrug og korruption.
2) Man kan sætte retsstaten ud af kraft, så eventuelle rigsretssager mod ens egen person aldrig bliver rejst, fordi ingen længere har myndighed til at undersøge anklagerne. Det er en af Donald Trumps metoder. Nu har han afskediget FBI-chefen James Comey, som ville undersøge Donald Trump-valgkampagnens formodet ulovlige forbindelser til den russiske regering.
3) Man kan udmanøvrere parlamentet, hvis det ikke vil indføre de love, man selv foreslår. Det er sådan, Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, forsøger at få sin vilje, selvom vælgerne har skaffet ham en modvillig nationalforsamling på halsen. Så lovgiver han per dekret og altså uden om dette parlament.

Man kan altså sætte den frie presse, retsstaten eller parlamentarismen ud af kraft for at befæste sin egen magt, og det er en fristelse, som utallige præsidenter er faldet for. Både nogle, der kalder sig socialister (som Maduro), og nogle, der bestemt ikke gør (som fx Berlusconi og Trump). Og uanset om man erobrer magten på et rødt, blåt eller sort program, går man fra at være præsident til at være diktator, hvis det er en af disse tre strategier, man benytter for at beholde magten.

Jeg er republikaner og vil gerne have en præsident i Danmark. Det vil jeg for at udvide demokratiet, altså for at gøre op med monarkiets opfattelse af, at nogen fødes med særlig ædelt blod i årene, en særlig værdighed og en privilegeret adkomst til magten.

Men skal det folkelige og demokratiske argument for afskaffelse af monarkiet tages alvorligt, må man virkelig kæmpe for at opretholde og styrke de institutioner, som skal begrænse præsidentens magt og forhindre, at præsidentvældet forvandler sig til diktatur. Man må altså råbe op, skrige, sparke og spytte, hver gang præsidenten forsøger at begrænse retsstaten, den frie presse og den folkevalgte lovgivende forsamling. Og det må man gøre, uanset hvilken politisk farve, præsidenten hævder at have.

Derfor må også borgerlige republikanere kræve sanktioner mod USA, indtil Trump som minimum har genindsat James Comey som FBI-chef eller muliggjort en uafhængig, men forpligtende undersøgelse af Rusland-forbindelsen.

Og også røde republikanere må kræve sanktioner mod Venezuela, indtil Maduro som minimum lader nationalforsamlingen fungere som landets lovgivende magt.

tirsdag, maj 09, 2017

Mens du venter på den næste roman

Jojo, der skal nok snart komme en ny roman. Men mens du venter, kan du jo lige gå ned på biblioteket og låne Celeste. Den fik du da vist aldrig læst. Celeste var den første skønlitterære bog fra Solidaritets Forlag, og den blev i det store hele ikke anmeldt, men enkelte fik da øje på den:

"Kønnenes borgerkrig.
I november udkommer forlaget Solidaritet med romanen 'Celeste', skrevet af filosoffen og forfatteren Jens Peter Kaj Jensen. Det er en på mange måder tankevækkende og smuk bog, og en sjælden afbalanceret bedrift i feltet mellem kunst og politik. ... Celeste er forlagets første skønlitterære udgivelse – og hvilken start.
Der er tale om litteratur af en ganske særlig klasse, som hermed får min varmeste anbefaling."
Morten Riis, Den Rød-Grønne


"Borgerkrig og kvindekamp.
'Celeste' er en flot fortalt skønlitterær fortælling fra 1930'erne, der inddrager både filosofi, kønskamp, religionskritik og politik.
Det politiske forlag Solidaritet er begyndt også at udgive skønlitteratur, og godt for det hvis dets første skønlitterære bog "Celeste" af Jens Peter Kaj Jensen angiver niveauet."
Bjarne Nielsen, Arbejderen


"Celeste er en original og velfortalt historie om en speciel kvinde. Samtidig er det en meget politisk roman om kampen mod uretfærdige magthavere, om politisk og økonomisk undertrykkelse, om 1930´ernes fascisme, der breder sig op igennem Europa og om forfølgelser af jøder og socialister. Det er en historie om krig og kærlighed. Om revolution og idealer og om en epoke i Danmarkshistorien, hvor unge danske mænd og kvinder deltog i kampen mod fascismen i Den Spanske Borgerkrig.
En stærk roman, som jeg meget gerne vil anbefale."
Pernille Lisborg, Litteratursiden


"Diskussioner om filosofi, politik og kunst hænger fint sammen med historie og figurer i Jens Peter Kaj Jensens roman 'Celeste'.
Forfatteren Jens Peter Kaj Jensen har skrevet en historisk roman med titlen Celeste, som netop er udkommet på Forlaget Solidaritet.
Der er tale om en velskrevet bog der både tegner et tidsbillede af 1930'erne og trækker tråde op til den verden vi lever i anno 2013."
Andreas Bülow, Modkraft