fredag, marts 03, 2017

Tillykke med skullfucking

Til Peder Frederik Jensen, som for nylig udgav monologen Skullfucking.

Jeg har lige læst skullfucking færdig. Jeg tog de sidste tyve sider på Pan Adoré, den franske café, som ligger i stueetagen af ejendommen, hvor vi bor. Jeg tænkte, at det ville være passende, at læse dig på en fransk café, du ved. Men det var overhovedet ikke passende. Med Her står du var det faldet fint i hak, men disse fine, luftige impressionismer har du for længst lagt bag dig. Skullfucking skal læses på en læk, indisk flodpram på vej til en ukendt tjæreplads, ikke på en velkendt, munter fransk formiddagscafé.

Det er en af omfang lille bog, du har skrevet, 72 sider, men jeg er en langsom læser, og de første halvtreds sider kunne jeg kun læse fire-fem sider ad gangen. Sætningerne er så komprimerede og rummer en lille verden hver især; de mætter. Groteske, men perfekte sætninger er det; man tænker, at intet kunne være anderledes. Den sidste del er udpræget kvalmende. Fra side 59, hvor skullfuckingen for alvor tager fat, er alt modbydeligt; og man klæber til teksten, som en klæg dej til et fuldskæg. Det er en pragtpræstation. Det er ikke let at skrive kvalmende eller svimlende, så det virker, men også det kan du. Det kvalmende er noget, du allerede har arbejdet med i Banedanmark, men især i Vold, som for mit vedkommende afsluttede et langt liv med makrel i tomat. I skullfucking når det modbydelige et nyt niveau, som måske nok mildnes, når man læser, at der er tale om en drøm, men ikke meget. Det måtte være en drøm, eller det kunne kun være en drøm, psykose eller fantasi, i alle tilfælde dybt beroende på grusomme erfaringer.

Heller ikke drømme er lette at omsætte til brugbar tekst, ælte om af tørt brød, som har boblet en uge i lunken kærnemælk. De er lige så vanskelige at slå effektivt sammen fra bunden af. Det kræver en god surdej. Nu har du den. Måske har du brugt den sidste klump til dette grovlyriske bagværk, men du ved, hvordan du hoster i liv i en ny.

Tillykke med en fremragende debut som lyriker!

onsdag, marts 01, 2017

Vi møder Billie Jean King og Martina Navratilova

Når man ligger og drømmer om, hvor mange Grand Slam-titler Billie Jean King og Martina Navratilova har vundet tilsammen, har man ikke noget særligt imod at blive vækket af den treårige datter, som i værelset ved siden af ligger og skraldgriner i søvne. Det er inderligt livgivende. Det var, som om Serena grinede ad, hvor røvkedelig min drøm var.

Nej, Serena har naturligvis sine egne drømme og drømmer ikke om mine.

Men der indtraf nu alligevel noget pudsigt i min trivielle drøm: Da StoreMogens og jeg fik øje på de to tennislegender, spurgte jeg ham straks, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
            – Næ, sagde StoreMogens uinteresseret.
            – Mindst 50! sagde jeg.
            Så spurgte jeg Navratilova:
            – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
            – Nej nej, slet ikke, sagde hun og undertrykte et grin. – Jeg har nu kun vundet 18.
            Jeg blev naturligvis flov over at have foreslået noget så absurd.
            – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde StoreMogens lakonisk.
            Legenderne grinte.
            – Nej, vi har kun 30 tilsammen. Jeg har vundet 12, sagde Billie Jean King.

Så var det, jeg blev vækket af Serena.
            Det pudsige ved drømmen er, at begge tal er korrekte. Jeg har lige tjekket det. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg tydeligvis ikke, men bag dette Jeg må der jo arbejde en drømmekonstruerende bevidsthed, som kender disse tal, og som har ladet de to kvinder fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.


Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.

Serena elsker skraldespande

Da min nevø, Jonas, var tre år gammel, skulle han altid fortælle, hvad det var for biler, der holdt parkeret rundt omkring i byen: Det er en Ford, og der ovre holder der en grå Mercedes. Det havde hans far lært ham.

Da min egen Karl blev tre, tænkte jeg, det kunne være passende at lære ham det samme. Jeg kan godt lide, at børn går op i at lære sig noget, ligegyldigt hvad, men det var ikke nogen succes. Faktisk var det kun Peugeot, han lærte at genkende, og det var nok på grund af løven. Karl kunne godt lide de store afrikanske pattedyr.

Vera var mere i sin egen verden, da hun var på den alder. Eller i musikkens verden. Hun var altid dybt inde i en sang, når vi gik tur. Havde hun hørt Alicia Keys synge New York, kunne det tage timer, før hun kom ud af den igen.


Nu er Serena tre, og måske er hun den sidste treåring, jeg lærer at kende på nært hold, og hendes fokus er et andet sted. Når jeg følger Serena til vuggestue, er det hverken biler, dyr eller musik, hun taler om. Det er skraldespande. Hun er vild med at udpege de forskellige skraldespande, som byen har. De store containere til byggeaffald og de mindre affaldssorteringscontainere. Men især elsker hun de små skraldespande, som hører de enkelte beboelsesejendomme til, og de endnu mindre affaldskurve, som hænger på lygtepælene. Skraldebiler er naturligvis også fascinerende. At se den lille kran svinge en flaskecontainer op over førehuset og tømme den ud i ladet er en ren fest. Til sin fødselsdag i sidste uge fik hun da også en grøn skraldebil i gave. Men det allerbedste er at få lov at kaste en beskidt serviet eller en tom juicekarton i en af gadens fortryllende, grågrønne skraldespande.

tirsdag, februar 21, 2017

Vores underbo har brækket min svogers næse

Vores underbo, Augusto, kan ikke lide vores børn. Alt efter hvilket humør han er i, kalder han dem vilde dyr, elefanter, flodheste eller andre søde ting. Han hævder, at de larmer så meget, at han hverken kan sove om natten eller arbejde om dagen. Han har ret i, at de larmer. Ligesom alle andre børn, jeg kender, larmer. Om de larmer mere eller mindre end det gennemsnitlige barn, er jeg ikke den rette til at afgøre, men jo, de larmer.

De larmer nærmere bestemt mellem halv otte om morgenen, hvor de står op, og kvart i ni, hvor de skal af sted til skolen. Og så igen mellem fem-halv seks og ni om aftenen. For så vidt, de altid larmer, når de er hjemme og er vågne, altså også larmer, når de fx laver lektier, ser fjernsyn og spiller IPad. Dette er med andre ord et maksimum, for resten af tiden sover de eller er i skole. Så det må altså være på netop disse tidspunkter, at Augusto både sover og arbejder.

Det respekterer jeg, og jeg forsøger derfor hver dag, at få vores børn til at være så stille som muligt. De må ikke løbe, hoppe, slå kolbøtter, juble, spille høj musik, synge, slås med puder, spille bold eller noget andet, som er sjovt, og som derfor kan lave larm. Ok, så.

Augusto ringer og skælder os ud, eller skælder børnene ud, hvis det er dem, der tager telefonen. Han standser os på gaden og skælder os ud. Børnene har i det seneste par år været bange for at møde ham på gaden eller i opgangen. Han skriver breve med trusler. Truende – eller skrydende, som da han havde set, at Karl (9 år) gemte sig for ham, da de mødtes i opgangen. "Det må være ubehageligt for jer, at I føler, I skal gemme jer for mig! Jeg har aldrig skullet gemme mig for nogen i mit liv!" Eller han hamrer på vores dør, råber ad os. Eller han laver sit nummer med at komme op med sin aggressive ven. Vennen skal så være den truende, mens Augusto grædende fortæller, at han ikke kan sove på grund af vores børn.

Det har stået på i et par år nu. Første gang, vi mødte Augusto, var for snart fire år siden, hvor vi var ved at renovere lejligheden inden indflytningen. Den havde stået tom i sytten år og var ubeboelig, da vi overtog den. En dag kom han op og klagede over, at vi havde lavet revne i hans køkkenloft. Derfor skulle vi betale for såvel udbedring af skaden som nymaling af hele køkkenet. Den revne gik vi så ned og kiggede på sammen med entrepenøren. Revnen var blevet malet over for flere år siden. Det var indiskutabelt en gammel skade, som han havde forsøgt at bruge som påskud for at få os til at betale for en nymaling af hans køkken. Det var ikke nogen god start på naboskabet.

Mens jeg her i weekenden var et smut i Danmark, har Augusto været oppe hos Christina og børnene. Christinas bror, Harald og hans kæreste, var på besøg, og Harald lå og fik sig en lur på sofaen ved nitiden lørdag aften. Børnene legede (stille og roligt, ifølge Christina og Harald). De havde fået lov at være lidt længere oppe, fordi det var lørdag, og deres morbror var på besøg. Men selv, når de leger helt stille og roligt, kan Augusto høre dem. Og selvom lydene fra gaden og fra andre naboer er langt langt højere og mere konstante, er det lydene fra vores børn, som provokerer ham. Augusto er overbevist om, at vi får vores børn til at larme så meget som muligt udelukkende for at chikanere ham. Derfor bliver han rasende.

Pludselig kunne Christina og Harald høre et brag ude ved døren, men da Harald lukkede op for at se, hvad det var, var der ingen. Da han så gik lidt længere ud i gangen for at kigge, stod Augusto skulende nede ved sin dør og sagde med en psykopatisk stemme: "Ja, ja, det var MIG, der gjorde det!" Han havde et spækbræt i hånden. Det var det, han havde hamret på døren med.

Harald sagde, at Augusto ikke skulle komme og genere hans søster på den måde igen. Og så begyndte Augusto at råbe "stik den op i røven på din søster! Stik den op i røven på dig selv! Stik den op i røven på din søsters børn!" De kom op at skændes, og pludselig tog Augusto spækbrættet og hamrede det op i hovedet på Harald, så han brækkede næsen og fik en flænge. Nu er Augusto meldt til politiet. Augusto har selvfølgelig så selv fundet på en alternativ historie, som han har fortalt politiet, så nu må vi se, hvem dommeren tror på, hvis det kommer til en retssag.

Det er ikke behageligt, og børnene er naturligvis kun blevet mere bange for underboen. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg er træt af, at jeg ikke var hjemme, da det skete.

tirsdag, februar 14, 2017

Glæden

Glæden. Også glæden hos de to narkomaner, som står i gyden og deler den bakke rejer, de har scoret i supermarkedet rundt om hjørnet, er glæde. Hun står og tripper, mens hun griner og æder sig forslugent gennem sin del. Hun ser ud, som om hun skal tisse, men det kan også være abstinenser eller adrenalinen fra det fede kup. Han er mere rolig: tydeligvis i gang med at gøre rede for, hvordan hans indsats var den afgørende for, at aktionen kunne lykkes. Han er rørt af stolthed. Det gør hende ikke noget, for mens han praler, spiser hun. Det er glæde alt sammen.

mandag, februar 13, 2017

Venner på vej


Pludselig satte to af mine bedste venner sig ned på fortovet mellem vandpytter og nedfaldne blade.
       – AA! sagde den ene.
       – Sikke noget vrøvl, sagde den anden.
       – Så levende har jeg ikke følt mig siden jul, sagde den første.
       – Så levende har du ikke været siden jul, din fyldebøtte, sagde den anden.

       Og hvis ikke kommunen har fjernet dem, sidder de der sikkert endnu.

torsdag, februar 02, 2017

Mynderne i Lavapiés

Oppe ved ambassaderne og mærkevarepaladserne i Calle Serrano ser man dem ikke, men jo længere man bevæger sig ned mod den sydlige del af centrum, desto flere racerene mynder dukker der op i gadebilledet. Nede i Lavapiés er de over det hele. Naturligvis undrede dette mig i begyndelsen, for netop i Lavapiés forestiller man sig ikke, at ret mange har råd til at købe en racehund, eller at nogen overhovedet ville interessere sig for at gøre det.
Sidste år tog jeg mig endelig sammen og spurgte. Forklaringen er egentlig logisk nok: Sagen er, at mynderne bruges til hundvæddeløb, og når de bliver for gamle til at gøre sig gældende, kører ejerne ud i skoven og hænger dem op i et træ. Det har dyrerettighedsaktivisterne i det venstreorienterede Lavapiés fundet ud af, og nu er de blevet enige med disse væddeløbskenneler om, at de kan komme og afhente de pensionerede mynder.
Jeg ved ikke, om aktivisterne så sælger dem billigt videre til beboerne i Lavapiés eller blot forærer dem væk, men under alle omstændigheder er mynden den hund, man har i det kvarter. Ofte har man to-tre stykker, for man vil jo gerne hjælpe så mange af de stakkels kræ som muligt, selvom man bor i en mørk toværelses, og derfor er man da også nødt til at være ude på gaden de fleste af døgets timer, for ellers æder køterne jo sofaen eller hinanden.
Mynden er således blevet et symbol på det aktivistiske Lavapiés, og selv de bedst stillede beboere i kvarteret, som faktisk har råd til at betale prisen for en racehund, køber sig en mynde, men så bliver det gerne en langhåret afghaner, som jo er helt uanvendelig til væddeløb, for på den måde kan man vise, at man hører til i Lavapiés og sympatiserer med aktivisterne og alligevel få fortalt, at man altså trods alt hverken er fattig eller fanatisk.
Mens mynderne i Lavapiés er blevet symbol på alt det, man gerne vil være, er de omvendt blevet symbol på alt det, man ikke vil røre ved i Calle Serrano. Derfor kan man være ret sikker på, at man ikke møder en mynde her, ikke engang en afghaner.

onsdag, februar 01, 2017

Skodliv

I begyndelsen undrede det mig, at madrilenerne smed skodderne, eller oftere en halv cigaret, på gaden uden at træde gløden ud bagefter, som vi gerne gør i Danmark. Nå ja, hvis man har været på bar i Spanien, ved man jo også, at det er almindeligt at smide hvad som helst på gulvet her, brugte servietter, pipas-skaller og det fede af Serranoskinken. Spanierne sviner i bund, men gør til gengæld også langt oftere rent, end vi gør. Fortovene spules af kommunen hver morgen klokken fem, og så bliver de ofte vasket igen, når butikkerne åbner klokken ti om formiddagen.

Men alligevel generede det mig, at de halve cigaretter altid lå der og bidrog til den almindelige forpestelse af byens luft på deres egen beskedne måde. Derfor trådte jeg nidkært de rygende cigaretter ud, når jeg så dem på fortovet, og jeg lærte min søn at gøre det samme. 

Der gik ikke ret lang tid, før det gik op for mig, at ligesom der er madrilenere, som har råd til at kaste halve cigaretter fra sig, er der andre, som ikke har råd til at lade dem ligge. Nu tænkte jeg så, at dem, der samlede stumperne op, var uformuende rygere, som trængte til et hvæs.

Men sådan er det faktisk heller ikke. Ikke først og fremmest, i hvert fald. Der er folk, som kører rundt i en gammel, kasseret skraldevogn og hapser pappet fra affaldskontainerne for at sælge det videre. Der er nogen, som indsamler metalaffald, og nogen plukker rosmarin i de offentlige parker for at sælge det i gågaden, og atter andre skralder i almindelighed, det er klart. Men der er også madrilenere, som får deres udkomme ved at indsamle cigaretskodder og kradse de sidste rester af stærk tobak ud og sælgede det til de rygere, som ikke har råd til at købe ny tobak.

Hvis cigaretskodderne skal genbruges, skal de ikke trædes ud. Nu har jeg lært at lade være.

søndag, januar 22, 2017

Sexisten Trump og ligestillingen

USA har indsat en åbenlys og pralende mandschauvinist og sexist som præsident. I Danmark følger vi altid lydigt efter i slipstrømmen af den amerikanske politik på godt og især på ondt. Og derfor vil den moderne ligestillingspolitik og det gensidigt respektfulde forhold mellem de to største køn, som venstrefløjen i bred forstand her i landet har arbejdet så hårdt for gennem over hundrede år, komme under fornyet pres i de kommende otte år. Det vil igen blive lettere, om ikke gratis, for mandschauvinisterne at slippe af sted med lummer sexisme, og kampen for økonomisk, seksuel og magtmæssig ligestilling vil blive besværliggjort af denne bøvede understrøm.

I forvejen er der jo masser af uløste problemer for kvindekampen, især hvis man kigger på det med internationale briller. Handlen med sexslavinder, altså trafficking, fortsætter ufortrødent med velkendt brutalitet, selvom den er forbudt i stort set hele verden. Kvinder står tilbage som oversete voldtægtsofre i alle krige, og det er altså ikke noget, muslimerne har fundet på. Sådan var det også, da fascisterne havde vundet borgerkrigen i Spanien, da russerne havde erobret Polen fra nazisterne, eller da amerikanerne havde taget Frankrig. Vi kender det fra Balkan, ja fra alle krige, vi kan komme i tanke om. Sejrsherrene har også slået en masse ihjel, det er klart, men når kamphandlingerne var overstået, har de voldtaget. Der er lande, hvor hvor kvinder risikerer at blive stenet til døde som straf for sex uden for ægteskab, selv hvis den seksuelle handling har bestået i, at de er blevet voldtaget. Der er regioner, hvor kvinder ikke kan uddanne sig, ikke kan færdes offentligt uden ledsagelse fra en mand fra familien, ikke kan arbejde, ikke kan klæde sig som de vil, tale i forsamlinger, tale med mænd uden for familien, ikke kan køre bil eller cykel, ikke kan gifte sig med den de elsker. Disse er blot tilfældigt valgte eksempler.


I vores del af verden er undertrykkelsen heldigvis på et langt langt lavere niveau. Men kampen er ikke vundet. Der er stadig ikke reel ligeløn mellem kønnene i Danmark, de fleste steder er vejen til magtfulde positioner kortere for mænd end for kvinder, og det er stadig sådan, at kvinder, der vælger at have mange seksualpartnere, let bliver udskammet som ludere, mens mænd, der gør det samme, bare er seje. Og så er der livet i hjemmene, hvor kvinder ofte bærer den tungeste arbejdsbyrde, selv når de har lige så meget arbejde uden for hjemmet som manden.


The Donald vil gøre vanskeligere at komme videre med ligestillingen også i Danmark, men så må vi kæmpe mere indædt. Mænd, kvinder og transkønnede sammen.


Vi må bekæmpe ulighed med lighed,foragt med respektog had med kærlighed!


Og for mig handler det i sidste instans ikke om at få kvinder i toppen af samfundet i stedet for mænd, men om at få et langt mere lige samfund, hvor magthierarkierne ikke er så stejle, hvor vi deles mere om magten og ressourcerne, og hvor alle respekteres lige meget og får den samme chance.