fredag den 15. februar 2019

Et øjebliks uforsigtighed og cubaya

Jeg lod mig ikke distrahere, da de spurgte mig under straffesparkskonkurrencen mellem Kroatien og Danmark ved fodbold-VM. De har spurgt mig, mens jeg var selskabeligt overrislet, glad og mæt, men jeg holdt stand. Blot en lillebitte hund, en chihuahua, måske en nuttet lille abekat, eller bare en kanin, far! De har spurgt mig, mens jeg sov, og jeg har mumlet nej i søvne.

De har lovet at passe og holde rent; intet ville jeg mærke til den. De har spurgt med fugtige øjne og en hjemmelavet bordskåner i en fremstrakt hånd. De har spurgt på dansk og spansk og engelsk, de har spurgt på sprog, de selv har fundet på, men jeg har aldrig ladet mig fange. Jeg vil ikke.

Men i lørdags ringede vores taiwanesiske nabo pludselig på døren med to fede, velfriserede rotter i favnen. Han er ved at være færdig med sin tandlægeuddannelse og skal hjem til sin kinesiske ø, men kan ikke tage bæsterne med på turen. Måske kunne vi overtage lille Tina og hendes mor, så de ikke skulle aflives nede hos dyrehandleren? Min mentale kæledyrsoverfølsomhed gav mig en sær kløen i halsen, som jeg forsøgte at hoste væk. Og så viste det sig sørme, at den lyd, som slap ud af min mund, betyder ‘naturligvis’ på en særlig østtaiwanesisk dialekt af mandarin. 

Nu bor rotterne hos Karl. Der er savsmuld over hele lejligheden, og udpræget renlige er sådan nogle gnavere heller ikke, men jeg er bundet af mit ord.

Man skal sådan passe på.


torsdag den 7. februar 2019

Et levende museum for 1970'ernes venstrefløj

Illustration: Thomas Kruse

Lørdag den 26. januar afholdt Enhedslisten sin anden kulturfestival. Det foregik i KU.BE på Frederiksberg, et virkelig spændende hus, arkitektonisk opfindsomt skruet sammen og med fornuftig koncertsal, et lille bibliotek, stor café, gode, store konferencelokaler og godt tænkte legeområder for børn. Efter et par ture rundt i labyrinten fandt man ovenikøbet også frem til toiletterne. De fysiske rammer var virkelig gode.


Programmets flotte forside var prydet af en gårdmusikant, så vidt jeg kan se malet af Thomas Kruse (født 1943), en af halvfjerdsernes førende progressive kunstnere i Danmark.

Indeni var programmet også imponerende. Dagen igennem var der workshops i fire eller fem forskellige lokaler samtidig, som man så måtte vælge imellem, og man kunne nå tre. I alt blev tretten temaer behandlet, nemlig disse

  • ·      Kultur, identitetspolitik og venstrefløj
  • ·      BARE FORDI AT,  Sprog og forestillinger i udlændingedebatten
  • ·      Da stuepigerne støvede af i fagtoppen og på hotellerne
  • ·      Strejkesange – Indblik i en glemt sangskat og kultur
  • ·      Public service på skrump – Efter medieforliget   
  • ·      Kulturen og grønthøsteren
  • ·      Kulturløshed og velfærdsstat – Mellem dystopi og håb
  • ·      Medierne og højrepopulismen
  • ·      Det forsvundne Folk
  • ·      Retskultur på glidebane – om ghettoplaner, parallelsamfund og kriminel lavalder
  • ·      Skal nye røster synge – Den rød-grønne sangbog
  • ·      Fra Snart dages det brødre til grill baren lukker nu..
  • ·      Myter og udfordringer i Ghettodebatten

Der var således masser af indhold at komme efter, og jeg besluttede mig for at deltage i festivallen, selvom jeg bor langt fra Frederiksberg, både af interesse og for at bakke op om den glimrende idé, det er at holde en kulturfestival for venstrefløjen. Det var nemlig sådan det var lanceret: Man behøvede ikke at være medlem af Enhedslisten for at deltage.

Derfor opfordrede jeg da også begejstret alle mine Facebookvenner (plus nogle stykker, som ikke er på Facebook) til at deltage.

Da jeg mødte op (som altid lidt for tidligt) for at tjekke ind, blev jeg budt venligt og imødekommende indenfor, selvom jeg havde glemt at printe min billet ud, og arrangørerne ikke havde nogen deltagerliste ved indtjekningen, men Lole Møller kunne heldigvis godt huske, at jeg havde tilmeldt mig, så jeg fik mit armbånd alligevel. Sådan var stemningen: god, imødekommende og fri.

Men der var noget, som fra begyndelsen undrede mig: Ingen af de aktivister og arrangører, der stod klar til at tage imod gæsterne, var fra min generation, og heller ingen var yngre. Jeg er 53 år gammel.

Jeg satte mig ind i koncertsalen, hvor der skulle bydes velkommen til dagens arrangement. Og der var mange gæster allerede fra begyndelsen, et sted mellem 150 og 200 vil jeg tro, men hvis man ser bort fra en enkelt ung mand, som var taget med sin bedstefar til kulturfestival, var jeg den yngste. Klart den yngste, endda. Der var masser af velkendte ansigter, folk jeg lærte at kende, da jeg var aktiv i Venstresocialisterne og siden Enhedslisten fra 1984 og til omkring 2006. De fleste var folk, som allerede var veteraner på venstrefløjen, da jeg meldte mig ind i VS i '84. Jeg kunne også genkende to, som var meget aktive på SF's venstrefløj – fra halvfjerdserne til halvfemserne.

Men ingen af de mange kulturpolitisk interesserede og venstreorienterede forfattere, som jeg kender fra min egen generation og yngre, gæstede arrangementet. Ikke en eneste.

Klokken 13:00 bød den i forhold til gæsterne ret unge Søren Søndergaard (født 1955) velkommen på partiets vegne og introducerede den knapt så unge Flemming Jensen (født 1948), som så holdt åbningstalen. Både Søndergaard og Jensen virkede oplagte og gjorde det som altid glimrende.

Og så var der rock! Den purunge Kaya Brüel (født 1972) og hendes band spillede med smittende humør. Der blev klappet og sunget med, for det var den helt rigtige musik, nemlig den, som gæsterne skejede ud til, da de var unge i halvfjerdserne. Det var en hyldestkoncert til Jomfru Ane Band, som havde havde Kayas mor og moster Sanne og Rebecca Brüel som frontfigurer. Det var virkelig godt og levende og som skræddersyet til venstreorienterede tilhørere på halvfjerds år og opefter.

Som min første workshop valgte jeg 'Kultur, identitetspolitik og venstrefløj'. Det er et vigtigt tema, som har fyldt meget på kunstscenen, blandt forfattere, på venstrefløjen og i dagspressen i hvert fald i de seneste to år, og arrangørerne havde inviteret fire velformulerede paneldebattører til at sætte temaet op, nemlig forfatteren Josefine Klougart, MF for Enhedslisten Pelle Dragsted, den tidligere litterære direktør for Gyldendal Johannes Riis og historiker og museumsinspektør Ulla Tofte. Alle fire har deltaget i den offentlige debat om temaet med nogenlunde høj profil, og de havde også alle noget interessant og indsigtsfuldt at sige.

Men ingen af dem sagde på noget tidspunkt så meget som en sætning, jeg var uenig i. De repræsenterede alle den tænksomt moderate position i debatten, som på den ene side kunne se noget positivt og fremadskuende i Me Too-bølgens kritiske fokus på privilegieblind og ufølsom adfærd og ditto tænkemåder, men som på den anden side også havde blik for, hvordan nogle identitetsaktivister er gået amok i historieløs og selvoptaget krænkelseshunger. Skarpest og bedst forberedt var sjovt nok Pelle Dragsted, som jo ellers ikke primært arbejder med kulturpolitik til daglig.

Jeg forlod debatten med en god og tryg følelse af, dels at der var blevet talt nuanceret og ærligt om emnet, og samtidig at jeg ikke står alene med mine tanker om det, og det var da rart, men måske kunne jeg godt have tålt at blive udfordret lidt mere. Hvorfor var der ingen i panelet, som repræsenterede yderpolerne i debatten om dette tema? Det kunne måske også have åbnet den tamme publikumsdebat, som fulgte paneldeltagernes oplæg, lidt mere. Det hele blev måske lidt for tilbagelænet, unisont og ordentligt?

Min anden workshop handlede om retskultur. Det blev ikke en debat, som handlede om kulturpolitik, i hvert fald ikke i snæver forstand. Det handlede derimod om social- og retspolitik eller rettere: om retspolitiske perspektiver inden for socialsektoren. Det var oplysende og interessant, fordi arrangørerne havde inviteret to meget kompetente og tænksomme paneldebattører, nemlig juristen Birgitte Eiriksson fra tænketanken Justitia og social- og borgerrådgiver Bettina Post. Enhedslistens tidligere retsordfører Rune Lund sad også med til bords, men kom aldrig med i samtalen, fordi hans retspolitiske interesser syntes at ligge et lidt andet sted end Eirikssons og Posts. Det var et spændende panel, men kunne sådan set godt være gemt til en anden lejlighed.

Til sidst deltog jeg i en debat om 'Medierne og højrepopulismen', som blev formidlet af journalist og venstrefløjsveteran Jacob Mollerup og Enhedslistens Søren Søndergaard. Journalisten Jes Stein Pedersen skulle også have været med, men dukkede ikke op. Der var mange pudsige og lærerige annekdoter i samtalen mellem Mollerup og Søndergaard (der egentlig kun skulle have været mødeleder, men som blev nødt til at fylde noget mere, fordi Stein Pedersen ikke kom), men alt i alt var udkommet af denne workshop for forudsigeligt.

Så skulle vi spise, og maden var lækker. Særligt husker jeg det hjemmebagte brød, vi fik til det sprængte oksebryst (var det vist) mit Gemüsen. Maden var naturligvis økologisk, og det samme var øllet. Der var også lave mad til vegetarerne, men med æg i, så der har formodentlig ikke meldt sig nogen veganere til arrangementet. De fleste veganere er vist også under halvfjerds år gamle, så det skal nok passe ...

Efter maden var der cabarét i koncertsalen. Og hold nu fast: Det var en cabaret om Benny Andersen! Det var en kompetent (omend lidt fimset) gennemført cabarét, med god stemning og tilpas mange pusseløjerligheder. Men altså: Thomas Kruse, Flemming Jensen, Jomfu Ane Band og så Benny Andersen ...

For at det ikke skulle være løgn, blev aftnen rundet af med en koncert med Søren Sidevinds Spillemænd, der som bekendt begejstrede med røde sange i halvfjerdserne. Den koncert nåede jeg ikke at høre (de mange timer på halvfjerdsermuseum blev for meget for mig), men jeg er sikker på, at den lige som alt andet på kulturfestivallen vakte stor begejstring, for de spillemænd kan godt finde ud af at levere en effektiv koncert, og det var jo præcis Søren Sidevinds generation, man havde lagt hele arrangementet an på. Der er ikke noget dansegulv i koncertsalen, så tilhørerne blev heller ikke for trætte i benene.

Under alle omstændigheder er jeg sikker på, at alt sluttede i god ro og orden. Arrangementet sluttede nemlig klokken 23:00, så alle kunne komme hjem i seng i ordentlig tid.

Arrangementet var vellykket og harmonisk skruet sammen, målrettet mod den københavnske venstrefløjs sande veteraner. Dem på over halvfjerds. De genså gamle venner og fik i det hele taget, hvad de kom for, og de kommer helt sikkert gerne igen næste år.

Jeg vil gerne sige tak til arrangørerne for den store, engagerede og kompetente indsat. Jeg håber, I vil fortsætte. Venstrefløjen har brug for en kulturfestival! Og I må meget gerne bruge KU.BE igen. Det er et dejligt sted.

Men man kan også gøre i hvert fald noget af det på en lidt anden måde, så venstrefløjsere på min alder eller måske ligefrem unge mennesker, eller blot folk, som ikke var aktive på den københavnske venstrefløj i 1973, også kunne føle sig som en del af fællesskabet.

Måske kunne man få en 50-årig, en 30-årig og en 17-årig med i arrangørgruppen også?

Måske kunne man skele til den samfundsbevidste samtidskunst, når man vælger, hvad der skal på scenen.

Teater Sort/Hvid har inden for det seneste år disket op med hele to revolutionerende, politiske forestillinger? Den ene handlede endda om en antikapitalistisk revolution og hed såmænd Revolution. Kunne man mon ikke lokke dem til at give en smagsprøve fra den forestilling?


Rytteriets snobber, Skønne Fritz og Søde Poul, kunne være et herligt indslag næste år!

Hvor er den nye billed- installations- og skulpturelle kunst på vej hen?

Hvad med noget musik skrevet efter 1977? Halvfjerdsernes unge venstrefløj gad sgu da heller ikke gå til koncert med musik fra trediverne! Hvad med Nikoline ('Sut min klit'), for eksempel?

Litteraturoplæsninger tiltrækker sig i de her år en betragtelig interesse i de største byer i Danmark. Der er nok at vælge mellem. Var det ikke noget?

Hvad med de temaer, som optager den unge litteratur i dag, fx

Afrika: romanforfattere som Jakob Ejersbo (som ganske vist er død), Peder Frederik Jensen og Thomas Boberg – måske konfronteret med Ulf Vincents Olsen, som har skrevet om afrikansk filosofi, eller Juliane Wammen, der har skrevet om sydafrikansk litteratur.

Klimakrisen: digtere som Lars Skinnebach, Lars-Emil Woetmann eller Martin Snoer Raaschou.

Kønsroller/identitet: forfattere som Mette Moestrup, Shadi Angelina Bazeghi, Kristina Nya Glaffey og Christina Hagen Nielsen, måske sat over for litteraten Mette Leonard Høeg eller multikunstneren Madame Nielsen.

Autofiktion: romanforfattere som Pablo Llambías og Hanne Højgaard Viemose.

Livet i ghettoen: Yahya Hassan, Lars Bo Nørgaard, Hanne Højgaard Viemose.

Ny arbejderlitteratur?: Kristian Bang Foss, Peder Frederik Jensen og Anders Vægter Nielsen.

Hvad med at lade nogle af de relativt nye progressive bogforlag (fx Antipyrine, Rebel With a Cause og Kronstork) komme og fortælle om deres arbejde – måske i dialog med nogle af de mere erfarne (som fx Politisk Revy, Solidaritets Forlag og Klim)?

I det hele taget kunne arrangementet sagtens bære flere kulturelle indslag – og en tættere sammenhæng mellem workshops og sceneoptræden. Det behøver jo ikke at være så kompliceret. Man kan lade fx Peder Frederik Jensen læse op fra sin Afrika-roman, Vold, og efterfølgende afholde en workshop med diskussion af litteratur om Afrika og om afrikansk litteratur.

Hvad med nogle arrangementer for børn, sådan at børnefamilierne også kan deltage? KU.BE har jo faciliteterne til det.

Hvad med en afslutningskoncert med ung dansemusik – og et dansegulv?

Måske kunne man også (her kommer den frække!) overveje at udvide arrangementet, så det blev indkaldt af en bredere venstrefløj?? Man kunne fx tage SF, IS, Alternativet, Solidaritet, Den Grønne Studenterbevægelse og nogle progressive fagforbund med? Så kunne man måske tiltrække flere optrædende, og man kunne holde et arrangement hen over en hel weekend!

Kærlig hilsen og på gensyn!

Jens Peter Kaj Jensen, Madrid

tirsdag den 5. februar 2019

Anders Samuelsens krig

Ved at lægge sig i slipstrømmen fra Donald Trump og udtale sin støtte til den venezuelanske parlamentsformand Juan Guaidó kun få timer efter dennes forsøg på at kuppe sig til præsidentembedet gjorde den danske udenrigsminister sig, omend i mindre målestok, skyldig i det samme, som han med rette har anklaget præsident Nicolás Maduro for, nemlig at underminere parlamentets magt til fordel for regeringens autokrati. For Anders Samuelsen gjorde det uden at konsultere Det Udenrigspolitiske Nævn først. 

"Grundloven forpligter regeringen til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde", kan man læse på nævnets hjemmeside, og regeringen udtalte da også først sin officielle støtte til Guaidó i går, den 4. februar efter et møde i nævnet, men støtten til Guaidó var som nævnt allerede besluttet og endda offentligt udtalt af udenrigsministeren den 23. januar, altså den dag, hvor Guaidó udråbte sig selv som præsident, og altså uden om Det Udenrigspolitiske Nævn og således uden om Folketinget.

Paradoksalt (eller rettere: hyklerisk) er det også, at Samuelsen anklager Maduro for at mangle demokratisk legitimitet som præsident, fordi dele af oppositionen boykottede det seneste præsidentvalg, hvorefter han udtaler sin støtte til en selvudråbt præsident, som slet ikke er valgt.

At Donald Trump vil af med Maduro uden smålig skelen til demokratiet i USA og i Venezuela, vidste vi godt. Det er banalt. Det handler om USAs olieforsyning. Noget, der for en antidemokratisk storkapitalist som Trump til enhver tid prioriteres højere end demokratiets vilkår. Men hvad er Samuelsens bevæggrunde for at gøre præcis det samme som Trump?

Ok. Man kan naturligvis også vende spørgsmålet den anden vej og spørge: Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvorfor kan vi ikke bare hoppe med på Donald Trumps vogn og støtte parlamentsformand Juan Guaidós statskup? Det er da det letteste, og så er vi også sikre på, at højrefløjen får magten, at olien bliver privatiseret, og USAs forsyningssikkerhed bliver garanteret.

Udgrænsningen af Det Udenrigspolitiske Nævn er naturligvis kun en bagatel i denne sag. Det er slet ikke det værste ved udenrigsministerens handling. Langt alvorligere er det, at Trump og Samuelsen blander sig i, hvem der leder et tredje land, og understøtter en kupmager på bekostning af en præsident, som trods alt er valgt.

Og Samuelsen er jo danmarkshistoriens mest kompetente udenrigsminister, så han ved naturligvis godt, at den højreopposition, som Guaidó repræsenterer, bestemt ikke er demokrater. At de ikke vil repræsentere noget demokratisk fremskridt for Venezuela. Tværtimod. Samuelsen ved godt, at disse kræfter gennem hele Hugo Chavez' regeringstid har forsøgt sig med statskup, organiseret gadevold, politiske mordforsøg og økonomisk destabiliserende sabotage. Han ved, at Juan Guaidós udråben af sig selv som præsident kun er kulminationen på denne terror.

Men end ikke dette er det værste ved den danske udenrigsministers groteske kortslutning.

Det værste er, at støtten til Juan Guaidó har skabt tvivl og splittelse i landets militær. Meget tyder desværre på, at en blodig borgerkrig bliver resultatet af blandt andre Trumps og Samuelsens ansvarsløse optræden. Det ved Trump godt. Han har allerede udtalt, at han overvejer at sende tropper ind i landet for at støtte kuppet. Og når en amerikansk præsident siger sådan, skal man ikke være i tvivl om, at han mener det. USA mener sig berettiget til at sende tropper ind, hvor det tjener deres økonomiske interesser. De gør det hele tiden. De to højeorienterede slyngvenner kan jo også være ligeglade med, at der bliver krig. Missilerne lander hverken i Washington eller København.

Men efter mere end syv år i Spanien kan jeg godt garantere dem, der måtte være i tvivl: En borgerkrig er ikke et sår, der heler let. Den spanske borgerkrig, som kostede over en halv million mennesker livet, blev afsluttet i 1939, men deler, lammer og formørker fortsat landet, som også måtte lide under en umenneskelig indespærring af endnu en halv million politiske modstandere af det fascistiske regime som fulgte efter krigen.

Ingen rædsel er større end den, som borgerkrigen bringer, intet er vanskeligere at forvinde.

Nicolas Maduro er et tågehorn med ringe demokratisk legitimitet som præsident og uden greb den alvorlige situation, Venezuela står i økonomisk og politisk. Jeg vil personligt græde tørre tårer den dag, han ikke længere er landets præsident. Men det er vigtigt, at magtskiftet sker ved et demokratisk nyvalg, altså et valg i utide, både af parlament og af præsident.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, har tilbudt sin hjælp til en mægling mellem præsidenten og oppositionen, som eventuelt kan føre frem til sådan et nyvalg, hvor vel at mærke alle vigtige politiske aktører forpligter sig til at stille op og således ikke trække legitimiteten ud af valget, og hvor præsidenten og regeringen naturligvis forpligter sig til at lade oppositionen arbejde frit for i kampen for opbakning. Og ikke mindst: hvor militærets ledelse giver tilsagn om at bakke op om den præsident og statsledelse, som kommer til at regere på det nyvalgte parlaments mandat.

Maduro har accepteret en forhandling med Guaidó. Men Guaidó har afvist en forhandlingsløsning, fordi Maduro angiveligt ikke er til at stole på. Om Guaidó har ret i det, kan jeg ikke vurdere, det kan sagtens tænkes, men alternativet til forhandling synes at være borgerkrig.

Midt i denne tragedie skal vi huske det principielle: Den nuværende danske regering gør selv det samme, som Maduro har gjort: De udhuler demokratiet ved at svække parlamentets magt til fordel for regeringen. Det gør de på alle mulige måder, men som eksempel kan man nævne udlændingeminister Inger Støjbergs hastebehandling af kæmpe lovpakker, der har gjort det umuligt at overholde de sædvanlige høringsfrister, og som således har frataget Folketinget muligheden for at få en lødig vurdering af lovforslagenes virkning, før de skulle vedtages. Man kan naturligvis også nævne de gange, hvor samme Støjberg har løjet for Folketinget, eller sagen hvor hun udstedte en ulovlig instruks om at tvangsadskille unge flygtningeægtepar. Hun vidste, at instruksen var ulovlig, men ingnorerede også her demokratiets spilleregler. Regeringen skal føre den politik ud i livet, som Folketinget vedtager, men vores nuværende magtarrogante regering regerer, som det passer den, og ofte hen over hovedet på Folketinget.

Maduro er endnu værre end Løkke Rasmussen, Samuelsen og Støjberg. Da hans ved chavisternes seneste valgnederlag fik et parlamentsflertal imod sig, stækkede han parlamentets magt ved blot at lovgive per dekret. Det har Støjberg ganske vist også gjort, men Maduro har gjort det i større omfang. Det skal man huske. Men man skal heller ikke glemme, at bevægelsen går i den samme retning: bort fra folkestyret. Det gælder Samuelsen, Støjberg, Trump og Maduro. Støtten til Guaidó er endnu et skridt i den retning.

fredag den 1. februar 2019

El relato 'Tessa' ahora está traducido al español







'Tessa' es uno de los relatos del libro Kig på damen (2010). Ahora Christina Catarina Altuna Aagesen lo ha traducido al español. Léelo aquí:








Tessa

Delante de una zapatería en la calle Nordre Frihavnsgade de Copenhague, Tessa se cruzó el martes por la mañana con una mujer pequeña, con el pelo rubio y rebelde. Su cabeza era colosal, pero su cara bastante pequeña, casposamente seca y casi sin nariz. La forma de su cabeza era como la de un huevo, el extremo puntiagudo era la barbilla. 
            – Alguien ha cogido una cucharada de un lado y pintado una cara en el hueco – se dijo Tessa a sí misma.
             Así estaba colocada la pequeña cara, como absorbida en la curvatura del gran cráneo.
            – ¿Una cucharada de qué?
            – Del huevo – le dio tiempo a responder antes de darse cuenta de que alguien le había hecho la pregunta.
             Se dio la vuelta y observó la frente de la mujer.
             – ¿Del huevo? dijo ella. – ¿Una cara en el huevo?
             – Yo, eh, era solo un sueño que me ha venido a la mente, amiga – dijo Tessa – sólo un sueño.
             Tessa quería saber el precio de unos zapatos de fiesta, que había visto en el escaparate. Esperaba tener la oportunidad de ponérselos el sábado, pero en ese momento se apresuró y continuó su camino. Detrás suya escuchó a la pequeña señora preguntarle si eran amigas.
             – No, no, no, pensé que estaría bastante lejos de mí y resulta que me ha seguido.
             – ¡Qué sepas que te puedo oír todavía! – le gritó la mujer a sus espaldas. 


Dos días después estaba Tessa delante de una zapatería en la calle Østerbrogade, cuando le pasó una mujer delgada de pelo blanco ondeante. Su cabeza era enorme, pero su cara mínima y de mala piel, seca. Prácticamente no tenía nariz, lo cual solo daba fundamento a la impresión de que tuviera una cabeza igual a un huevo peludo.
              – Alguien ha cogido una cucharada del huevo – dijo Tessa.
              La frase hizo eco en su cabeza de ese particular modo, que revela haberla dicho antes. Enseguida supo que había visto a la señora hacía dos días. No olvidaba los rostros tan particulares.
             – ¡El huevo! – grito la mujer – ¿porqué sigues hablando del huevo?
             Estaba enfadada.
            – Normalmente no hablo conmigo misma – se dijo a sí misma, mientras sacudía la cabeza. 
            Tessa bajó un escalón de la escalera de la zapatería. 
            – Pero el huevo, ¡¿qué pasa con huevo?!
            – No, no creo que lo seamos, respondió. – Acabamos de conocernos. Es algo que se suele decir, una forma de hablar.
            – ¡¿El huevo?!
            – Oh, el huevo – dijo Tessa – bajó el último escalón hacia la tienda y cerró la puerta entre ellas. 


Tessa volvió a pasarla media hora más tarde a la altura de la Plaza Bopa, pero evitó de forma desagradable hablar con ella. 
            – ¿Me estás siguiendo, coleguita? – Le dijo Tessa, cuando la señora le tiró de la mano un cuarto de hora más tarde en el supermercado Brugsen. 
            – Sí – dijo la mujer – mientras le miraba de forma esperanzadora a la cara. 
            – Vale, pero ¿por qué?
            – Tu pelo es diferente. 
            – Sí, es cierto, es una peluca nueva. Tiene que hacer que parezca más joven. 
            – Y lo hace. 
            – Gracias – dijo Tessa honestamente halagada –. – Voy a salir un ratito el sábado, o yo…
            – No es bonita. Solo hace que parezcas más joven. 
            – ¡Vaya! 
            – ¿Estás calva? ¿Es por eso que hablas del huevo?
            Le contó que no estaba calva, pero que no le gustaban su poco pelo gris.
            – Soy fea, pero me da igual – le dijo la mujer pequeña. 
            – No, no eres fea – mintió Tessa. 
            – Ya lo creo, ningún hombre quiere acostarse conmigo. 
            Tessa le dijo que habían hombres para todo tipo de mujeres. La mujer dijo que para ella no había ninguno, pero que le daba igual, porque pronto moriría. Tenía una enfermedad rara, que hacía que no pudiera esperar superar los treinta años. Tessa había calculado que la mujer tenía cincuenta. Dijo que era terrible, pero la mujer no lo creía así. Nadie le iba a echar de menos y no había nadie del que le diera pena despedirse. 
            – Tú eres mi única amiga y es solo una forma de hablar – resumió la mujer. 
            – ¿Le has contado a tus padres que vas a morir? – le preguntó Tessa. 
            Claro que los padres sabían de la enfermedad. Lo habían sabido desde el nacimiento. Pero tampoco los padres le echarían de menos, pensaba ella. Tessa le dijo, lo cual era cierto, que estaba segura de que si lo harían. 
            – No, piensan que soy desagradable de ver. 
            – Ninguna persona puede ver a un niño como feo – dijo Tessa y miró al vacío. 
            La mujer le dijo que claro que sus padres podían ver que era fea, que hacía daño a los ojos mirarla. Pero no era eso lo que quería decir. 
            – Pero no es por eso que no les gusta verme. No es porque sea fea. Piensan que han perdido el tiempo en criar a una, que igualmente va a morir antes que ellos. 
            A Tessa le daba vergüenza haber hablado mal de su cabeza, le ruborizaba pensar que le había oído.  
            – Desgraciadamente he de irme ya; estoy esperando una llamada – dijo.
            La pequeña mujer, por su parte, aceptó ir a tomar café la siguiente tarde. 
            Empezó a ir a visitar a Tessa diariamente y rápidamente la llevó a la situación, en la que no podía evitar prepararle dulces caseros. 
Compraron zapatos juntas. La mujer, que tenía pies pequeños, pero sorprendentemente feos, sin embargo caminaba dócilmente sobre un tacón largo y fino. Tessa quedó tan sorprendida por esa cualidad tan destacable en ella, que no podía evitar la tentación de comprarle un vestido de noche largo, que resaltara sus tobillos y su trasero con justicia. 
            Transcurridas un par de semanas, Tessa organizó la primera cita a ciegas entre su nueva amiga y uno de sus conocidos solteros. Leo, que trabajaba en un puesto de alto rango en la policía, responsable de crímenes sexuales, era bastante mayor que la mujer pequeña, pero no mucho mayor de lo que ella aparentaba. 
            – Me has buscado un tío gordo y sucio, con el que nadie quiere salir, ¿verdad?
            Tessa le dijo que todo lo contrario, se trataba de un hombre con el que ella habría salido alegremente, si le hubiera invitado. 
            – Sí, pero tu también eres vieja. 
            El comentario reafirmó a Tessa, quien decidió que nunca más hablaría de su vida amorosa con la pequeña mujer llamada Åsa o con cualquier otra persona. 
            Ni Åsa, ni Leo se refierieron a la cita a ciegas como una buena experiencia. Leo, de todas formas, expresó su deseo de volver a verla; había despertado su curiosidad. 
            – ¡Pues llámalo compasión!, si eso es lo que sientes – le dijo Tessa. 
            Él lo negó. 
            Tessa intentó convencerla de volver a encontrarse con el hombre, pero no se dejó presionar para nada. 
            Ninguno de los siguientes hombres con los que Tessa le concertó citas, tuvieron más que una oportunidad. 
            Tres meses después le dijo Tessa:
            – Ya no conozco a más, Åsa.
            Åsa había tenido aproximadamente una cita por semana y pasados tres meses Tessa se había quedado sin conocidos solteros, animados a emparejarse con una mujer pequeña y fea, que aparentaba tener cincuenta. 
Bien es cierto que Tessa tampoco quería comprarle más zapatos o vestidos.


Åsa no fue a tomar café al día siguiente. Tessa había previsto que Åsa percibiría el mensaje como un rechazo y emplearía algo de tiempo para superarlo. 
            Tampoco al día siguiente o el siguiente, apareció Åsa. 
            Tessa la buscó cuarenta y tres días después y descubrió por un obrero que estaba trabajando en la fachada de su casa, que había muerto hacía un mes. 
            Se quedó de pie un rato en el aire seco de septiembre salado, cuando venía del este por el puerto de Nordhavn, y enriquecido de polvo de cal pulida de la fachada, cuando hacían espirales entre los edificios. Åse la rubia estaba muerta y ya enterrada. Tessa lo sentía como si su hija se hubiera mudado de casa una vez más. 
            Un alivio colosal. 


Cinco años después Tessa participó en una feria de moda en Herning. Tenía que escribir sobre zapatos de fiesta para la revista de una asociación del barrio de Østerbro. Al otro lado de la pasarela vio de repente una mujer de piernas cortas, con el pelo rebelde rubio rojizo. Su cráneo era exageradamente grande, respecto a su cuerpo escuchimizado, pero su cara era la de Åsa. Habían tantas personas entre ellas, había una pasarela, había un espectáculo entre ellas. Tessa le saludó y enseguida consiguió su atención, lo cual simplemente hizo que Åsa buscara esconderse tras la pasarela. 
            – Oh, me lo tendría que haber dicho – se dijo Tessa a si misma. – Tendría que haberla sorprendido, pillarla, montarle un número. 
            Y ahora tenía que luchar para pasar entre la muchedumbre, lanzarse por los rincones del recinto de la feria en busca de la escurridiza, verla desaparecer en un balcón. 
            – ¡Espera! ¡Haz el favor de venir aquí!
            Y
            – ¿Porqué lo hicisteis? ¿Porqué? – Debería haber gritado. ¿Porqué no lo gritó?
            Debería haber conquistado la pasarela, cogido el micrófono y pedido que le devolviera sus zapatos, haber pedido una compensación y empatía, que la estafadora le había chupado sin derecho, le había drenado. Compensación por los amantes que le había dado. 
            Åsa debería haberse tirado del balcón con vergüenza ondeante y en uno de los vestidos de noche usados de Tessa. Sobretodo Tessa tendría que haber denunciado a Åsa a la Policía; la mujer debería ser investigada, ser juzgada y puesta en prisión. 
            Åsa ya había desaparecido entre la muchedumbre. Tessa no tenía el cuerpo para correr tras de ella, si la viera, pero decidió por lo menos haría lo último. 
            Se sentó en la cafetería y llamó por teléfono a su amigo de la Policía, responsable de crímenes sexuales. 
            – ¿Dices que has visto a Åsa?
El policía no parecía muy convencido de que hablaban de la misma persona. 
            – ¿Te acordarás de la pequeña mujer con el pelo claro y revuelto?
            – Aha, el peculiar cachorrillo con el que me juntaste. 
            – Ya empiezo a estar harta de escuchar estas cosas, ¡tampoco era tan fea!
            – Dije peculiar, Tessa, era graciosa. 
            – ¿Graciosa?
            – Sí, hablaba de ti como lo hacen las prostitutas que trabajan en los estratos más altos cuando hablan de su cliente: “Mi amigo dejó un pequeño regalo de agradecimiento cuando la visita concluyó”. Sabemos los dos que no era un amigo, que no le han regalado nada, y sabemos como ha trabajado para conseguir el dinero. Ella sabe que yo lo sé. Pero también sabe que nos vemos obligados a hacer como si nos encontrásemos en otra realidad, porque su realidad reta a la Ley y yo estoy obligado a hacer algo al respecto, si hablamos claro. Y tiene ese lenguaje que ha aprendido de su clientela exquisita, pero su voz tosca revela que viene de Valby y no de Kongens Lyngby.
 
            – ¿Así que Åsa viene de Valby?
            – No, la puta, Tessa. Åsa hablaba de ti como las putas de lujo hablan a un policía sobre su…
            – De su cliente, vale gracias, lo he pillado Leo, pero ¿qué me quieres contar con esta comparación tan galante?
            – Era una observación, Tessa, solo una observación.

Leo no creía que Tessa tuviera un caso contra Åsa. No había nada ilegal por mentir sobre su enfermedad o ni en fingir una muerte para salir de una relación indeseada. Una demanda sobre un timo a nivel personal, siempre sería complicada de llevar ante los tribunales. Esto fue lo último que Leo le dijo a Tessa antes de que ella terminara la conversación telefónica.
            Se quedó sentada, pidió café. Me ve como un simple cliente de prostitución, una de esas que los políticos quieren prohibir, pensó. Pensó que era el motivo por el que Leo nunca le había invitado a salir. Pero tampoco podía ser ese el motivo. Tampoco había llamado antes de que le castigara con esa cita maldita.
            La feria había terminado, el recinto estaba casi vacío, el recoge platos invitó educadamente a Tessa a que vaciara su taza.
            – Creía que por lo menos sería Madamme, ama de un burdel.
            – ¿Te hubiera gustado ser Madamme de un burdel?

            – No, pero no creía que me viera como el cliente en la relación – respondió, antes de darse cuenta de que no era ella quién había hecho la pregunta.