torsdag den 15. august 2019

Hvordan man filosoferer

For mig handler filosofi ikke om at fremsætte den mest kontraintuitive hypotese og forsvare den til sidste blodsdråbe, men tværtimod om at fremsætte den mest plausible hypotese og så forsøge at angribe den på alle tænkelige måder.

tirsdag den 13. august 2019

Jeg holder af citrustræer

Citrustræer. Det nytter ikke at skjule det: For mig har det altid været citrustræer. Det er ikke bare frugterne, men også de mørkegrønne blades simple og rene form, der indynder sig hos mig, og deres glatte overflade. Det er dejlige træer.
            I Danmark er citrustræet en indendørsplante, som ikke ville overleve vinteren udenfor. Som dreng såede jeg kerner fra appelsiner i urtepotter. Det måtte jeg gerne, der var ikke i sig selv noget forkert ved det, men ofte kom der ikke noget op, og så stod rækken af potter med gold jord og stirrede på mig i månedsvis. Naturligvis lykkedes det også i ny og næ. Efter måneders venten.
            Da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra, efterlod jeg min mor et par to-tre år gamle appelsintræer. De er ikke ret store, sådan nogle. Træerne vokser langsomt. Jeg ved, at min mor holdt live i et af dem i over ti år, et ranglet et, som vel aldrig blev over en meter højt. Om efteråret tabte det blade, men langt fra alle. Det er sådan, de har det i Danmark.
            Da jeg efter nogle år i forskellige kollektiver fik min egen lejlighed, begyndte jeg at eksperimentere mere. Nu ville jeg have træer med alle de citrusfrugter, der fandtes. Jeg kendte en seks-syv stykker, købte frugterne, spiste dem og såede en kerne fra hver. Men på en tur til Spanien opdagede jeg, at der fandtes langt flere end dem, man kunne købe i Danmark. Et leksikon fortalte mig efterfølgende, at der var flere hundrede forskellige sorter, bare af appelsinerne. Sådan husker jeg det. Appelsiner muterer nemt og danner nye underarter. Det tog pusten fra mig. Så mange potter havde jeg hverken råd eller plads til.
            Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at så kernerne fra de grapefrugter, som jeg nu var blevet så glad for at spise, køleskabsafkølet. Problemet var planternes evindelige deres vinter-tristesse. For det meste gik de til.
            Men man kan købe træerne i en mere solid størrelse, måske 10-15 år gamle. Christina har fået et citrustræ for hvert barn, hun har født os. De er døde alle tre. Træerne. De to første døde i Danmark. Det sidste døde her i Madrid, fordi vi tog på sommerferie i Danmark. Det kunne ikke klare den tørre sommer på altanen uden vanding. Det var et citrontræ. Nu er det dem, jeg bedste kan lide. Christians far har citrontræer i haven. Han bor i Malaga, hvor træerne trives bedre, men også han skal vande om sommeren. Hans citroner bliver så store som roer, og de dufter. Frugten dufter endnu bedre end blomsterne.
            Appelsiner har han også. Første gang, jeg så ham, ventede han på Christina og mig ved bistaderne. Christina var gravid, det vidste han. Om han billigede det, har jeg aldrig fået at vide, men før jeg nåede at hilse på ham, kastede han en appelsin mod mig. Han ville teste reflekserne hos faren til sit første barnebarn, tænker jeg. Jeg greb appelsinen og kastede den tilbage. Senere spiste vi friskfanget fisk med saft fra en af hans citroner.
            Jeg putter citron på al den mad, jeg laver, ikke kun på fisk, men også kylling og i kødsovs. Christina beder mig lade være, men jeg kan ikke. Jeg putter citronsaft på salaten, det er klart, og i min gazpacho, det er heller ikke helt ualmindeligt, men også det rugbrød, som jeg bager, får et skvæt. Jeg putter det i vand og øl. Vi skal altid have citroner.
            Sidste år gav jeg min mor et træ med pynteappelsiner. Det var ikke et, jeg selv havde sået. Så var det aldrig blevet så stort. Træet giver frugter, som modnes langsomt i Langeskov, men de modnes. Min mor er en tålmodig kvinde. Og vi spiser dem. Det er vist ikke 'meningen', men deres saft er god. Som en blanding af citron og klementin.
            Også min søn gav jeg et citrustræ. Det er tre år siden nu. Nej, jeg gav ham syv. Syv små citrontræer, som havde spiret på altanen. Han gav dem videre til de seks venner, som besøgte ham det forår, som venskabstræer. Således måtte han selv beholde det syvende træ, den syvende broder. Hans eget træ døde, som alle vores planter dør, når vi tager på ferie i juli. Jeg ved ikke, om hans venners træer også er døde. Han vil ikke tale om det.
            Nu har jeg otte citrontræer på altanerne. Inden sommerferien havde jeg seksten, men otte er også godt. Det er første gang, jeg overhovedet har haft noget levende citrustræ i Madrid efter sommerferien. Men i år har jeg også kun holdt to ugers ferie. Først en uge i Danmark, så en uge hjemme i Madrid, hvor jeg har overvandet, og til sidst en uges ferie mere, men i Irland. Det var min uge i Danmark, som kostede de otte træer livet. De otte overlevende klarede efterfølgende min uge i Irland uden problemer. Men det var også de otte største og stærkeste planter. Dem, jeg holdt mest af, havde jeg plantet ud fra altankassen til store potter med megen muld.

            Jeg er glad for citrustræer. Det er en kærlighed, som har tålt alle skuffelser gennem fyrre år.

tirsdag den 30. juli 2019

Fuglede-planen udkommer på forlaget Ekbátana til marts

Min næste roman hedder Fuglede-planen, og den har forlaget Ekbátana netop antaget til udgivelse. Det er jeg både glad for og stolt over. Ekbátana er nemlig et dejligt forlag, som satser på litterær kvalitet, det eksperimenterende, det lyriske og det filosofiske. "Ekbátana er et mikroforlag stiftet i 2013 af Christel Sunesen. Forlaget udgiver primært ny dansk litteratur og tværkunstneriske værker," skriver forlæggeren selv på hjemmesiden.

Det lyder ikke som noget, man bliver rig af, men muligvis lykkelig. Det er i hvert fald tydeligt, at forlæggeren render rundt med et overmåde stort engagement for sine bøger. Det gælder naturligvis teksten og det redaktionelle arbejde med den, men ikke kun. Det gælder i høj grad også den visuelle æstetik. Ekbátana udgiver smukke bøger, lækre bøger og visuelt nytænkte bøger.

Og romanen?
Den kommer vel til at fylde i underkanten af 300 sider.

Der er tale om et lyrisk dansk udkantsdrama med et vist satirisk element. Den midaldrende Tom vender efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston hjem til sin hensygnende fødeegn på Vestsjælland med en stor plan for regionens udvikling. Til at begynde med går det som en drøm.

Romanens ene protagonist er Tom, hvis gensyn med gamle kærester og skolekammerater nu giver ham et nyt syn på sig selv og på den familie, han har efterladt i USA. Den anden er 'Lorten', en fredet grusgrav i Lille Fuglede, en undseelig landsby nord for Tissø på Vestsjælland.

Bogen forventes udgivet i marts 2020.


torsdag den 4. juli 2019

Indkaldelse til 2. generalforsamling i Selskab for Filosofi og Litteratur

Tid: Lørdag den 21. september 2019, kl. 15:00 til 19:30
Sted: Poesiens Hus, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Pl. 1, 2100 København.

Dagsorden:
15:00 Generalforsamling:
1) Velkomst
2) Valg af ordstyrer og beslutningsreferent
3) Beretning over det forløbne års aktiviteter ved formanden
4) Fremlæggelse af regnskab ved kassereren
5) Diskussion af selskabets fremtid
6) Forslag til vedtægtsændringer
7) Valg af arbejdsudvalgt, formand og kasserer

17:30 Pause
18:15 Spisning
19:15 Generalforsamlingen er slut.

Herefter fortsætter vi med dagens filosofisk/litterære arrangement. Dørene åbnes for ikke-medlemmer (entré: 20 kr. for medlemmer og 120 kr. for ikke-medlemmer).
20:00 Paneldebat om aftenens emne (paneldeltagere Trine Andersen, Thomas Boberg, Søren Harnow Klausen, Susanne Jakobsen)
23:00 Fri leg
24:00 Lokalet rømmes

Tema for paneldebatten:

"Når det i Danmark tilsyneladende er blevet muligt at udgive både oversatte afrikanske romaner og danske romaner, som foregår i Afrika, skyldes det så, at andre erkendelsesteoretiske paradigmer end de europæiske har vundet indpas blandt danske læsere?"


Man kan naturligvis benytte lejligheden til at melde sig ind i selskabet. Årskontingentet er 150 kr. for studerende og 300 kr. for alle andre.

tirsdag den 2. juli 2019

Afrika i litteraturen


Selskab for Filosofi og Litteratur afholder lørdag den 21. september – i forlængelse af sin generalforsamling – et offentligt arrangement under titlen 'Tanken bag Afrika i litteraturen'

Det kommer til at foregå som en paneldebat. Endnu ligger det ikke helt fast, hvem der kommer til at sidde i panelet. Vi kan dog afsløre, at i hvert fald

  • Thomas Boberg (forfatter),
  • Trine Andersen (forfatter),
  • Susanne Jakobsen (formand for Selskab for Filosofi og Litteratur) og
  • Søren Harnow Klausen (filosof)
vil være med.

Entré:
Medlemmer: 20 kr.
Ikke-medlemmer: 120 kr.

Arrangementet vil komme til at foregå i Poesiens Hus, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Pl. 1, 2100 København. Dørene åbnes kl. 19:30, og arrangementet slutter 24:00.

Tidligere var det den sikre ruin at udgive skønlitteratur, som foregik i eller handlede om Afrika. Sådan er det ikke længere. Siden Jakob Ejersbo i 2009 (posthumt) udgav Eksil, har en række danske forfattere taget det glemte kontinent til sig. I 2013 udgav Trine Andersen Den røde jord i Mzuzu. Peder Frederik Jensen udgav i 2016 romanen Vold. Kim Højgaard Rasmussen udgav spændingsromanen Flammetræet i 2018, og i 2019 udkom Thomas Bobergs rejsesroman Africana. Det er romaner, som alle, i hvert fald til dels, foregår i og handler om Afrika. Flere af bøgerne er blevet modtaget med stor interesse af både anmeldere og læsere. Afrikanske romaner oversættes nu også til dansk. Gyldendal udgav eksempelvis i 2010 Chimamanda Ngozi Adichies Lilla Hibiscus, og Forlaget Klim udgav i 2016 en oversættelse af Vi var fiskere af hendes nigerianske landsmand Chigozie Obioma.


Når det i Danmark tilsyneladende er blevet muligt at udgive både oversatte afrikanske romaner og danske romaner, som foregår i Afrika, skyldes det så, at andre erkendelsesteoretiske paradigmer end de europæiske har vundet indpas blandt danske læsere? Er danske læsere begyndt at tænke på en anden og mindre eksklusivt europæisk måde end tidligere? Eller hvad er det, der har åbnet danske skønlitterære læsere for det glemte kontinent?