torsdag den 22. november 2018

Tommelfingeren op for Enhedslistens kulturfestival

Enhedslisten har oppet sig og arrangerer nu for andet år i træk en kulturfestival. Og programmet ser ikke så tosset ud. Se her:


Program for kulturfestivalen

mandag den 19. november 2018

Forfatterskolen som universitetsuddannelse?

Alt, hvad der er godt ved Forfatterskolen, er netop det, der gør, at den ikke er og ikke kan være en del af det universitære system.

På Forfatterskolen er den eneste eksamen optagelsesprøven, som til gengæld er både vanskelig og lunefuld. Vanskelig i den forstand, at der hvert år kun optages mellem fem og ti elever ud af mellem 200 og 400 ansøgere. Lunefuld fordi man umuligt kan definere, hvad man skal have med i posen for at komme ind, på anden måde end som 'talent'. Inden for det ordinære uddannelsesvæsen er der altid klarere definerede krav til optagelse på en skole. Man skal fx have et bestemt karaktergennemsnit, og ministerielle bekendtgørelser forklarer, hvad der skal til for at opnå en bestemt karakter. Man ved altså, hvad man skal præstere for at kvalificere sig. Det er et meritsystem, og sådan har man indrettet det ud fra devisen om, at enhver kan få en videregående uddannelse i jura eller lingvistik, hvis de honorerer kravene.

Denne devise gælder af gode grunde ikke på kunstskolerne, herunder Forfatterskolen, for det er ikke enhver, der kan gøres til forfatter eller billedkunstner. Man kan ikke kvalificere sig til at komme ind på Forfatterskolen, og man kan ikke uddanne sig til forfatter. Det er noget, som man er i kraft af sit særegne talent, og dette talent kan ikke sættes på formel, for hvert øjeblik kan der dukke en forfatter op, der skriver på en måde, som ingen før havde tænkt mulig, men som umiskendeligt er kunst. Man kan derfor ikke på forhånd sige, hvad dette talent består af; det kan ikke defineres, men kan som oftest genkendes, når man ser det.

Derfor kan Forfatterskolen (og de øvrige kunstskoler) ikke passes ind i det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem. De er uforenelige. På Forfatterskolen uddanner man ikke eleverne til at blive forfattere. Man forfiner eller rendyrker det talent, som eleverne allerede har.

Der foregår ganske vist også ordinær undervisning i skolens regi, hvor man lærer, hvad der kunne minde om et pensum af litteraturhistorisk og -teoretisk art. Man lærer fx noget om forskellige fortællepositioner, eller man stifter bekendtskab med anaforer og metonymi eller med sonetternes rimskemaer. Denne del af undervisningen kunne sagtens foregå på de universitære kurser i kreativ skrivning. Den kunne uden vanskeligheder varetages af en cand.mag. i litteraturvidenskab og lingvistik. Hvad angår disse lektioner, er den eneste forskel, at Forfatterskolen ikke afholder eksamen for at godtgøre, at eleverne kan reproducere pensum.

Men disse moduler er ikke Forfatterskolen. De er Forfatterskolens lille kompromis med det ordinære uddannelsesvæsen.

Forfatterskolen er tekstlæsningerne, og de har intet med det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem at gøre. Når eksempelvis Merete Pryds Helle (i et uhyre sympatisk forsøg på at gøre den ubehageligt personrettede kritik af skolen strukturel og mere konstruktiv) i Kristeligt Dagblad foreslår, at Forfatterskolen skal omdannes til en bacheloruddannelse og således indpasses i det universitære system, implicerer det, så vidt jeg kan se, at underviserne på stedet skal ansættes efter formelle kvalifikationer erhvervet i meritsystemet. Man vil være forpligtet til at ansætte den ansøger, som har den højeste universitetsgrad. Dette princip er godt for det faglige niveau på universitetet, men vil være ensbetydende med en omdannelse af Forfatterskolen til et universitært kursus i kreativ skrivning.

Og hvorfor er det så et problem? Ja, det er det af den simple grund, at der ingen sammenhæng er mellem på den side at vide en masse om metonymier, fortællepositioner og rimskemaer og på den side at kunne læse tekster, som der læses tekster på Forfatterskolen. En effen litterat vil snildt kunne genkende en metonymi, når den optræder i en elevtekst. Men denne kvalifikation fortæller intet om, hvorvidt litteraten også kan se, om en tekst eller en sætning er god, eller hvor den er god (eller elendig) eller hvorfor. Om man kan det, kan ikke godtgøres i henhold til akademiske kvalifikationer eller en akademisk titel. Det kan man lige så lidt uddannes til, som man kan uddannes til forfatter. Det har slet og ret intet med hinanden at gøre.

Misforstå mig ikke: Som forfatter kan man sagtens have fornøjelse og gavn af at vide noget om litteraturvidenskab og lingvistik, og det er næppe heller nogen skade til, at man også lærer noget om dette på Forfatterskolen, men det kan aldrig være skolens eksistensberettigelse, for det er kvalifikationer, som kan erhverves på et langt højere niveau andetsteds.

Når tekstlæsningerne på Forfatterskolen har (eller i hvert fald har haft) så ekstraordinært højt et niveau, skyldes det, at de er blevet forestået af knalddygtige forfattere, der har det som deres daglige dont og livslange lidenskab at skelne mellem de mellem de tekstelementer, der fungerer kunstnerisk, og dem der ikke gør. Det har de bevist, at de kan, ved at skrive bøger, der faktisk fungerer som kunst. Dette og intet andet er skolens unikke og umistelige kvalitet.

Merete Pryds Heller fremsætter sit forslag som et bud på, hvordan man kommer skolens angiveligt grænseoverskridende kultur til livs, men selv hvis man ser bort fra, at forslagets gennemførelse for mig at se vil gøre Forfatterskolen ligegyldig, lider forslaget under at overse dels, at alle de eksempler på ydmygende eller krænkende lærer/rektoradfærd, som har været beskrevet i pressen og på Facebook, hidrører fra tiden før, den nye adfærdspolitik på skolen blev gennemført. Noget tyder på, at regelsættet har virket. I hvert fald synes det rimeligt at afvente resultatet af skolen whistleblowerundersøgelse, før man lukke skolen. Man skal vogte sig for at ville løse problemer, som allerede er løst; sådan skaber man let nye vanskeligheder. Dels overser forslaget, at en tilknytning til det universitære uddannelsessystem på ingen måde er noget værn mod grænseoverskridende organisationskulturer. Disse har vi desværre set alle steder.

søndag den 4. november 2018

Fyringen af Jeppe Brixvold og whistleblowerordningen på Forfatterskolen

Whistleblowing 


Forfatterskolen indførte den 26. oktober 2018 en såkaldt whistleblowerordning, som skal hjælpe skolen med at afklare, om og i givet fald i hvilket omfang skolens elever har været udsat for krænkende eller chikanerende adfærd fra ledelsens og det øvrige personales side. Personer med kendskab til hændelser, hvor skolens personale har udvist en adfærd, der strider mod skolens adfærdspolitik (sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd), kan frem til midten af december anonymt indgive en erklæring om dette.

Der er hverken formuleret nogen begrænsning af, hvornår den angivelige forseelse skal være begået, eller af hvordan anmelderen skal have fået kendskab til hændelsen for at kunne deltage i ordningen. Det vil altså sige, dels at der i princippet kan indgives anmeldelser af hændelser, som ligger tilbage i skolens første år i slutningen af 1980'erne. Dels at der ikke behøver at være tale om førstehåndskendskab til sådanne hændelser (altså at man selv har været udsat for dem, involveret i dem eller har overværet dem). Dette betyder at rygter, noget man har hørt fra andre, som måske har hørt det fra atter andre, også kommer til at indgå i undersøgelsen.

Dette kan være godt nok, hvis SIRIUS' advokater, som skal håndtere disse henvendelser, ellers er i stand til at skelne skæg fra snot. Hændelser, der ligger så langt tilbage, at ingen af de involverede længere har noget med skolen at gøre, er næppe relevante for en vurdering af skolens nuværende kultur. Og den blotte 'von Hören Sagen' kan nok fortælle noget om organisationens omdømme og kan også tale med (omend med svagere stemme end førstehåndsberetninger), når man samlet skal vurdere organisationskulturen, men kan naturligvis ikke danne grundlag for ansvarspålæggelse. Man må forvente, at advokaterne kan håndtere dette problem på rimelig vis.

Samtidig med igangsættelsen af denne undersøgelse har bestyrelsen fyret skolens rektor, Jeppe Brixvold – mindre end et år før hans ansættelses udløb. De to beslutninger er offentliggjort i samme pressemeddelelse fra skolens bestyrelse og er kædet sammen i begrundelsen. Umiddelbart kan det jo se ud til, at man har konkluderet på undersøgelsen samtidig med, at man har sat den i gang, men dette er alligevel så grotesk et scenarium, at vi bliver nødt til at forstå det på en anden måde. Mens Brixvold af gode grunde ikke kan være fyret på grundlag af undersøgelsen, kan undersøgelsen og fyringen godt have en fælles årsag, nemlig den angiveligt uhensigtsmæssige kultur på Forfatterskolen. Så vidt så godt, men dette er dog så luftigt et begreb, at vi stadig står tilbage med i hvert fald to ubesvarede spørgsmål, nemlig A) hvad skal skolen bruge undersøgelsen til, når den allerede har besluttet sig for, at skolens kultur er så uhensigtsmæssig, at man har set sig nødsaget til at fyre lederen? og B) på hvilket konkret grundlag er Jeppe Brixvold blevet fyret, når undersøgelsen af skolens kultur først lige er fløjtet i gang?

Hvad angår A), kunne man måske forestille sig, at undesøgelsen skulle danne grundlag for vedtagelsen en adfærdspolitik for skolen, eller man kunne tænke, at undersøgelsen skulle give Brixvold mulighed for at rense sig for de mistanker, der uvilkårligt retter sig mod ham efter fyringen. En adfærdspolitik, der omhandler den form for krænkende eller chikanerende adfærd, som sagen handler om, har man imidlertid vedtaget for mindre end to år siden, men man kan naturligvis forestille sig, at bestyrelsen allerede ønsker sig nye regler. Er det sagen?

Nej, det tyder det ikke på, hvis man læser følgende passus fra pressemeddelelsen: "Det er whistleblowerordningens formål at skabe klarhed over adfærd, der måtte være i strid med denne adfærdspolitik." Bestyrelsen synes ikke at være utilfreds med adfærdspolitikken, men vil altså gerne vide, om den er blevet efterlevet. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvordan den igangsatte undersøgelse skal kunne godtgøre dette, for undersøgelsen skelner ikke mellem hændelser fra før og efter vedtagelsen af adfærdspolitikken: "Bestyrelsen ønsker at skabe en generel kulturændring til gavn for alle, der har eller har haft forbindelse til skolen, og derfor er whistleblowerordningen indrettet, så den kan afdække både nutidige og tidligere hændelser i Forfatterskolens historie," skriver bestyrelsen således i sin pressemeddelelse. Der er en sær dobbelthed i dette: Vi sætter nu en undersøgelse af kulturen i gang, men vi ved på forhånd, at en kulturændring er påkrævet. Hvordan kan bestyrelsen vide dette samme dag, som undersøgelsen sættes i gang?

Bestyrelsen ønsker at afdække både nutidige og tidligere hændelser i Forfatterskolens historie. Betyder dette så, at også de 'tidligere' kan indikere et aktuelt behov for kulturændring? Hvor langt skal man i givet fald kigge tilbage? Kan eksempelvis begivenheder fra 1990'erne godtgøre, at der i dag er behov for en kulturændring?

Men nu skal vi ikke undervurdere SIRIUS' advokater. Vi må gå ud fra, at de selv kan finde ud af at rydde op i dette sammensurium af gamle og nyere hændelser rapporteret på første, anden og tredje hånd. Netop det, at der modtages indberetninger om hændelser, der har fundet sted både før og efter den nye adfærdspolitik, giver mulighed for at undersøge, ikke alene om bestyrelsen faktisk har ret i sin fordom om, at der har været behov for en sådan kulturændring, men også at undersøge om den allerede har fundet sted, fx som følge af den vedtagne adfærdspolitik.

Dette kan så lede frem til i hvert fald fire forskellige resultater:
1) Det kan ikke godtgøres, at der på skolen har været grund til alvorlig bekymring for krænkelser eller chikane af elever fra personalets side.
2) Der har tidligere været bekymrende mange eksempler på krænkelser eller chikane af elever, men ikke siden ansættelsen af Jeppe Brixvold som rektor.
3) Der har tidligere været bekymrende mange eksempler på krænkelser eller chikane af elever, men ikke siden vedtagelsen af den nye adfærdspolitik.
4) Der har altid været bekymrende mange eksempler på krænkelser og chikane af elever, og det synes stadig at være tilfældet.

Hvis udfaldet af undersøgelsen bliver 1) eller 2), må man så sige, at Brixvold er blevet uberettiget afskediget og har krav på æresoprejsning og tilbud om genansættelse. Hvis udfaldet bliver 3), må man sige, at adfærdspolitikken har virket, og at Brixvold således har efterlevet og håndhævet den på betryggende vis, men hvis der inden adfærdspolitikkens vedtagelse, men dog under Brixvolds rektorat har været alvorlige tilfælde af chikane eller krænkelser, som han ikke har håndteret hensigtsmæssigt, kan fyringen nok anses som utidig (man burde have afventet resultatet af undersøgelsen), men alligevel begrundet. Hvis udfaldet bliver 4), står det klart, at adfærdspolitikken ikke har virket, og det er Brixvolds ansvar. Naturligvis kan en rektor ikke gøres personligt ansvarlig for hans personales vilkårlige adfærd, men han har ansvaret for at håndtere overtrædelser af adfærdspolitikken i henhold til reglerne og bringe dem til ophør.

Så er vi altså fremme ved spørgsmål B), altså grundlaget for afskedigelsen: Bestyrelsen henviser til et brev, de har modtaget fra 55 meget kendte, som udtrykker bekymring for skolens arbejdsklima. Man kan tilføje, at der for en dels vedkommende er tale om forfattere, som selv har undervist og/eller modtaget undervisning på den. Men også om nogle, som ikke har, og som derfor umuligt kan have førstehåndskendskab til arbejdsmiljøet på stedet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange af de 55, der har været elever eller ansat på skolen, mens Brixvold har været rektor. Næppe mange og i hvert fald ingen af dem, som pressen har offentliggjort navnene på, nemlig AnneLise Marstrand-Jørgensen, Katrine Marie Guldager, Line Knutzon, Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle. Men dette sidste lægger bestyrelsen tilsyneladende ikke så meget vægt på, som at der er tale om meget kendte forfattere. Måske er meget kendte forfattere bedre sandhedsvidner end mindre kendte. "Der er tale om 55 meget kendte forfattere, som henvender sig til os, og som må have kendskab til noget, vi ikke ved. Som bestyrelse kan vi ikke sidde en sådan henvendelse overhørig," udtaler skolens bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen til Jyllands-Posten.

Nu kan man også uvenligt udlægge bemærkningen om 'de meget kendte' på en anden måde, nemlig som en bekymring for skolens omdømme, der lider skade, når så kendte mennesker fremsætter anklager mod den, men jeg nægter alligevel at tro, at bestyrelsen lægger mere vægt på skolens omdømme end på at få en reel indsigt i, hvordan arbejdsklimaet faktisk er på skolen, og så ellers arbejde på at forbedre det, hvis det skulle vise sig påkrævet. Sandheden må trods alt være vigtigere end omdømmet, både hvis man skal tildele virkelige levende mennesker et ansvar, og hvis man skal løse virkelige problemer.

Det er her afgørende, at man kender til Forfatterskolens nyere historie. For tre år siden sagde den tidligere rektor, Pablo Henrik Llambías, sin stilling op i unåde efter en sag, hvor en elev havde anklaget ham for sexchikane, og skolens personale efterfølgende mistede tilliden til ham, fordi han angiveligt forsøgte at håndtere sagen på egen hånd og uden at orientere skolens personale og ledelse. Denne sag var anledningen til, at skolen indførte den ovennævnte adfærdspolitik. Disse regler var Jeppe Brixvold selv med til at formulere og indføre, og man må gå ud fra, at skolens bestyrelse har lagt vægt på iværksættelsen af dette, da Brixvold blev ansat. Man må endvidere formode, at det har været en afgørende del af Brixvolds opdrag at leve op til følgende formulering fra regelsættet:

"Som rektor, administrator eller skolens bestyrelsesformand skal du altid tage det alvorligt, hvis en studerende eller medarbejder anmelder sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd – ligegyldigt hvem den påståede chikanør, mobber eller voldsudøver er. Du skal altid iværksætte en procedure, der kan afklare sagen og/eller bringe den uønskede adfærd til ophør øjeblikkeligt."

Allerede disse regler var et bevidst forsøg på at ændre en uønsket adfærd på skolen – en kulturændring. Hvis Brixvold som rektor har negligeret sit ansvar og ignoreret anmeldelser af sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd, har han således forbrudt sig mod skolens politik, men også mod de forventninger til hans ledelse, som må have stået meget klart under ansættelsesforløbet. Men det kan vi ikke læse noget om i skolebestyrelsens pressemeddelelse efter fyringen. Whistleblowerordningen kan vise det, men den er jo først lige fløjtet i gang. Så grundlaget for fyringen er alene det ukendte brev fra de 55 meget kendte forfattere. At dette brevs indhold er fortroligt, er i sig selv helt naturligt, da der ikke er tale om en straffesag. Mig bekendt har ingen anklaget skolens personale for ulovligheder eller indgivet politianmeldelse mod nogen af de ansatte, og så længe det ikke er tilfældet, må man naturligvis tilstræbe fortrolighed, hvad angår eventuelle personfølsomme oplysninger i brevet. Når en sådan fortrolighed ikke viste sig mulig i Llambías-sagen, hvor der heller ikke var tale om ulovligheder, var det fordi Llambías i kølvandet på sagen skrev romanen Natteskær, der handlede om en sag, som åbenbart lignede den virkelige sag så meget, at den anklagende part skrev en offentlig erklæring om sin version af sagen.

Men Berlingske Tidende er i besiddelse af brevet fra de 55 meget kendte, og ifølge denne avis indeholder brevet ingen konkrete anklager mod Jeppe Brixvold selv og heller ingen beskrivelser af krænkelser eller chikane, som har fundet sted, mens han har været rektor.

Ved de 55 meget kendte forfattere overhovedet, hvordan organisationskulturen har været på forfatterskolen under Brixvolds ledelse, eller reagerer de på rygter om, hvad der er foregået tidligere – set gennem nutidens briller? Er han ligefrem fyret på grundlag af rygter om, hvad der er foregået på skolen, før han blev rektor. Tja, det kunne se sådan ud: Bestyrelsesformanden har udtalt, at rektoren ikke formåede at skaffe ro og bringe rygterne om en sådan uhensigtsmæssig adfærd til ophør. Nej, rygterne repeteres fremdeles, men handler de overhovedet om, hvad der er foregået i tiden efter hans ansættelse som rektor? Tilsyneladende ikke. Og rygterne (sande eller mindre sande) om, hvad der er foregået tidligere, kan han trods alt ikke holdes ansvarlig for. Heller ikke, selvom Brixvold selv har været en del af skolen i årevis, tidligere blot som lærer, ikke rektor. Rygterne er nemlig ikke nye. Dem kendte bestyrelsen også, da de for tre år siden gav ham ansvaret for føre skolen videre. De var (sammen med sagen med den tidligere rektor, Llambías) grunden til vedtagelsen af en adfærdspolitik. Hvad bestyrelsen allerede vidste, da de ansatte Brixvold, kan ikke bruges som grundlag for fyringen, heller ikke selvom rygterne nu repeteres af 55 meget kendte.

Det ser ud til, at Brixvold er fyret på et særdeles luftigt grundlag. Skolen burde have afventet resultatet af whistleblowerordningen. Nu må vi håbe, at ordningen skaber større klarhed. At de erklæringer, som bliver indgivet frem til midten af december, bliver håndteret efter klare retningslinjer, hvor man først og fremmest skelner mellem hændelser, der har fundet sted før og under Brixvolds rektorat og før og efter den nye adfærdspolitik, men også mellem første- og andenhåndsberetninger. Og så må vi håbe, at den fabelagtige skole lever videre i en kreativ, respektfuld og kærlig ånd, hvor eleverne nok animeres til at overskride egne kunstneriske grænser, men ikke presses til at overskride de personlige.

torsdag den 27. september 2018

Med sin tilslutning til højrefløjen har Socialdemokratiet slået midten ihjel

Hvis man ikke ønsker, at Thulesen Dahl skal fortsætte som landets reelle politiske leder efter næste valg, må man stemme på et af partierne til venstre for Socialdemokratiet. Der er ikke længere noget alternativ i midten af dansk politik. Vi har valget mellem to fløje, nemlig på den ene side Dansk Folkeparti suppleret af Løkke Rasmussens regering (eller af en Mette Frederiksen-regering) og på den anden side Enhedslisten, Alternativet og SF.

Et fuldbyrdet forhold
Fra talerstolen på Socialdemokratiets kongres udtalte Sass Larsen den 22. september, at hans parti har mere tilfælles med det højreekstremistiske Dansk Folkeparti end med midterpartiet Det Radikale Venstre, som socialdemokraterne ellers har arbejdet tæt sammen med i over hundrede år. Denne erklæring kom en uge efter, at DF's formand havde lokket med at gøre Frederiksen til statsminister og samarbejde tæt med en kommende socialdemokratisk mindretalsregering, hvis Løkke Rasmussens regering ikke kan fortsætte efter det kommende valg.
            Hverken DF's eller socialdemokraternes ledelse afviser, at der i fremtiden kan blive tale om egentligt regeringssamarbejde mellem de to partier. Sass Larsen og Frederiksen forsøger at sælge dette som et velfærdspolitisk samarbejde, som et nyt centrum-venstre. Men det er fup. Der er tale om et genuint højrefløjssamarbejde, og ikke kun på indvandrer- retspolitikken. Det er rigtigt, at de to partier har nærmet sig hinanden på arbejdsmarkedspolitikken, men det er ikke sket ved, at DF er blevet socialdemokrater. De arbejdsmarkedsreformer, som de to partier er enige om, handler om at øge udbudet af arbejdskraft og således presse lønniveauet ned. De vil sænke ydelserne for de ledige og sende dem i tvangsarbejde. Socialdemokraterne har i årtier gået ind for tvangsaktivering af mennesker på kontanthjælp (den overlevelsesydelse, som de ellers selv var med til at indføre som en ubetinget rettighed, altså uden krav om modydelser), men hvor socialdemokraterne tidligere foretrak at aktivere med uddannelse, foretrækker de nu ligesom Venstre og DF aktivering i private virksomheder og ikke til en overenskomstmæssig løn, men på kontanthjælpssatsen. Dette skal yderligere sænke lønniveauet for lavindkomstgrupperne, fordi private virksomheder nu kan erstatte dem med tvangsaktiverede til næsten ingen penge.

Den lange march mod højre
At socialdemokraterne nu hægter sig på en rendyrket højrefløjsdagsorden, er naturligvis ikke sket fra den ene dag til den anden. Et skridt på vejen var som nævnt tvangsaktiveringspolitikken i 1990'erne. I Poul Nyrup Rasmussens sidste tid som statsminister i 2001 valgte partiet så side i retspolitikken. Tidligere havde de befundet sig i midten (til venstre for de borgerlige partier, men til højre for de radikale, SF og Enhedslisten/VS), men med fremlæggelsen af Terrorpakken i efteråret 2001 (vedtaget under Fogh Rasmussen-regeringen 31. maj 2002) tilsluttede partiet sig højrefløjen på dette område. Terrorismeparagraffen gav mulighed for fængselsstraf på livstid, og støtte til terrororganisationer kunne nu straffes med op til ti års fængsel. En sådan støtte kunne fx være pengeindsamling til organisationer, som var sat på regeringens terrorliste, herunder fx den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK. Politiet fik samtidig øget mulighed for hemmelige ransagninger, og asylansøgere kunne nu blive afvist og flygtninge sendt ud af landet, hvis blot PET vurderede, at de udgjorde en sikkerhedsrisiko. Endelig indeholdt lovpakken udvidede beføjelser til overvågning af borgerne, nemlig en de facto afskaffelse af brevhemmeligheden. Staten skulle beskytte sig mod borgerne, men borgerne skulle ikke længere kunne beskytte sig mod statens vilkårlige kontrol og magtudøvelse.
            Det var et vigtigt retspolitisk højreskred, som Poul Nyrup-regeringen satte i værk; naturligvis ikke ud i den blå luft, men under indtryk af det skrækkelige terrorangreb på World Trade Center den 11. september 2001. Imidlertid kunne socialdemokraterne have valgt en anden reaktion. De valgte den offensive krigsførelse i Afghanistan og Irak, som har mangedoblet problemerne med terrorisme og med de flygtningestrømme, som partiet samtidig nægter at tage ansvar for. Terrorisme og flygtningeproblemer kan hverken løses med krig eller ved at lukke sig inde bag pigtråd og afvikle retsstaten bag tråden, men kan muligvis mindskes ved at arbejde for økonomisk og uddannelsesmæssig udvikling i de dele af verden, hvor flygtningene og terroristerne kommer fra. Det er det eneste håb, vi har.

Nedsmeltningen
Med Helle Thorning-Schmidts indsættelse som statsminister 3. oktober 2011 tog Socialdemokratiet et nyt syvmileskridt til højre, selvom de dannede regering sammen med Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre og baserede den på Enhedslistens støtte, og denne gang uden tvingende grund. Helle Thorning-Schmidt erklærede i valgkampen, at hun havde tænkt sig at videreføre den tidligere Løkke Rasmussen-regerings økonomiske politik. Og det gjorde hun. Det var på et tidspunkt, hvor den internationale krise var ved at klinge af. Men Socialdemokratiet mente, at de borgerliges økonomiske politik var bedre end deres egen. SF og socialdemokraterne accepterede som en del af regeringsgrundlaget de borgerliges tilbagetrækningsreform, som gjorde, at lønmodtagerne skulle senere på pension. Det gjorde de for at tækkes de radikale. Til gengæld accepterede de radikale så den 24-årsregel, som socialdemokraterne var blevet enige med de borgerlige om, og som skulle forhindre familiesammenføring, hvis en af parterne i et ægteskab var under 24 år. Dette betød med andre ord, at socialdemokraterne (og SF) trak regeringen til højre på indvandrerpolitikken, mens de radikale trak den til højre på arbejdsmarkedspolitikken. Resultatet blev, at regeringen, allerede før den var dannet, lå til højre for alle de partier, der var med i den – og langt til højre for sit støtteparti.
            Dette viste sig hurtigt i regeringens politik, hvor man blandt andet beskar mulighederne for flexjob for at 'øge udbudet af arbejdskraft', altså igen at øge arbejdsløsheden for at presse lønarbejderne til løntilbageholdenhed og lydighed af frygt for fyring. Målet med dette er naturligvis at øge konkurrenceevnen over for udlandet, og det er klassisk borgerlig arbejdsmarkedspolitik. Et socialdemokratisk alternativ til denne strategi kunne fx have været en innovativ satsning på – støtte til – brancher, hvor Danmark har kulturelle, videns- og uddannelsesmæssige fordele i sammenligning med konkurrenterne. Det kunne være miljøteknologi, hvor Danmark var førende, inden Fogh Rasmussen, Kjærsgaard og Lomborg kom til magten i 2001. Eller det kunne være den kulturelle produktionssektor (film, videospil, bøger, musik o.l.), som allerede er Danmarks største eksportsektor (nej, det er ikke landbruget).
            Eller man kunne såmænd have sat gang i offentlige anlægsarbejder, som vi så det, da Poul Nyrup-regeringen (med den radikale Marianne Jelved som økonomiminister) fik landet ud af den økonomiske krise i '90'erne ved at føre keynesiansk efterspørgselstimulerende, altså klassisk socialdemokratisk, politik.
            Thorning-regeringen valgte også at give skattelettelser til erhvervslivet, forringe SU'en og skære i kontanthjælpen, og i januar 2014 vedtog regeringen så med støtte fra de borgerlige partier at sælge en betydelig del af DONG. Så trådte SF ud af regeringen, som tabte folketingsvalget den 18. juni 2015 og mistede magten.
            Det var i dette lys, at Socialdemokratiet den 28. juni 2015 valgte Frederiksen som ny formand. Hun havde ry for at tilhøre partiets venstrefløj (bl.a. fordi hun støttede den selverklæret røde Frank Jensen mod Helle Thorning-Schmidt i kampvalget om formandsposten i 2005), men Villy Søvndal lancerede også sig selv som venstrefløj, da han skulle vælges som formand for SF. Sådan noget skal man ikke tage så alvorligt.

Forlovelsen offentliggøres
Realiteten er, at Socialdemokratiet under Frederiksens ledelse længe har gjort hede tilnærmelser til DF. I september 2016 afslørede Ekstra Bladet, at Frederiksen havde holdt hemmelige møder med Thulesen Dahl. Og så valgte de to partier at gøre forlovelsen offentlig. Socialdemokraterne giver DF en symbolsk udlændingepolitik i medgift: I maj lagde Frederiksens parti således stemmer til et forbud mod at tildække sit ansigt på gaden. Forbudet er ikke rettet mod Pjerrot, men skal ramme de muslimske kvinder, der bærer burka eller niqab. Det er der i forvejen stort set ingen, der gør, men nu skal det da nok komme. For at genere muslimske ansøgere af statsborgerskab yderligere har regeringen, DF og socialdemokraterne med indfødsretsaftalen fra juni besluttet, at alle, der tildeles statsborgerskab, under en ceremoni på rådhuset skal trykke borgmesteren i hånden. Det er muslimmobning og har ingen anden værdi end at gøre DF glade.
            Dette sker, mens engelske Labour med Jeremy Corbyn i spidsen drejer skarpt til venstre, og noget tilsvarende er i gang med Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez i det demokratiske parti i USA.

Midten er væk
Tidligere kunne man stemme på Socialdemokratiet i det håb, at partiet ville føre miljø-, rets, undervisnings og arbejdsmarkedspolitik sammen med venstrefløjen – og så ellers videreføre den borgerlige økonomiske politik sammen med Venstre. Eller man kunne stemme på de radikale, der som støtteparti nok ville trække socialdemokraterne til højre på den økonomiske politik, men til venstre på de fleste andre områder. Denne mulighed eksisterer ikke længere. Socialdemokraterne har valgt højrefløjen i lyst og nød.
            At det kommende folketingsvalg bliver et klima-valg, er indlysende. Bevidstheden om, hvad der er på spil i klimapolitikken, er slået igennem, og at socialdemokraterne i denne situation vælger at kaste sig i armene på sin utro elsker i DF, må virkelig gøre ondt, ikke alene på de radikale, som i modsætning til det miljøfjendske DF har noget at tilbyde her, men især på SF, der har smadret sig selv i ugengældt kærlighed til Socialdemokratiet. Særligt i forberedelserne til regeringssamarbejdet under Thorning-Schmidt afsvor SF alle de dele af politikken, som adskilte dem fra socialdemokraterne, men denne blodsprængte loyalitet honorerede socialdemokraterne blot med at sælge DONG-aktier for en klatskilling til den suspekte investeringsbank Goldman Sachs. Sådan tampede de SF, som tilsyneladende dog har lært meget lidt af denne brutale handling. Socialdemokraterne demonstrerer nu igen med al uønskelig tydelighed, at de er ligeglade med SF, men SF bliver ved at halse efter dem som en logrende køter.

At slippe af med Thulesen Dahl
Hvis regeringen sammen med Dansk Folkeparti får flertal efter næste valg, så fortsætter Løkke Rasmussen som statsminister. Det har DF lovet ham. Mere vilde er DF heller ikke med socialdemokraterne. Kun hvis socialdemokraterne får flertal sammen med venstrefløjen (og de radikale), vil DF 'hjælpe' dem med at regere for således at holde venstrefløjen uden for indflydelse. Og den klistrede limpind er Frederiksen hoppet på. På denne måde har DF sikret, at det uanset valgets udfald bliver dem, der bestemmer, enten med Løkke Rasmussen eller Frederiksen som hånddukke.
            Forudsætningen for, at DF vil gøre Frederiksen til statsminister, er imidlertid ikke blot, at hendes parti sammen med venstrefløjen får 90 mandater ved valget, men formodentlig også at disse 90 mandater er villige til at pege på hende som kongelig undersøger. DF vil samarbejde med Frederiksen, hvis alternativet er, at hun danner regering på venstrefløjens mandater, og det kan hun i den nuværende situation ikke. SF er ganske vist med på den. Men det er hverken Enhedslisten, Alternativet eller de radikale, når Frederiksen vil føre politik i nært samarbejde med DF. Frederiksen drømmer om, at venstrefløjen gør hende til statsminister, hvorefter hun fører politik i nært samarbejde med DF, men det har ingen gang på jord. Nok er venstrefløjen flinke, men trods alt ikke lallende idioter. Skal venstrefløjen bringe socialdemokraterne til magten, må de også føre politik med venstrefløjen.
            I tilfælde af, at Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen får 90 mandater, bliver der formodentlig nyvalg, for ingen vil kunne danne regering.
            Der er naturligvis den teoretiske mulighed, at SF og DF gør Frederiksen til statsminister. Thulesen Dahl meddelte under et debatmøde i august, at han ikke ville afvise at gøre Frederiksen til statsminister i en situation, hvor Løkke Rasmussen ikke har mandaterne til at fortsætte, og venstrefløjen ikke vil støtte Frederiksen. Det sker næppe. Hvorfor skulle DF bryde deres givtige samarbejde med Venstre, hvis ikke Frederiksen kan true DF med at danne regering i et samarbejde til venstre side?

De radikale har ingen rolle at spille i et Folketing styret af DF, uanset statsministerens navn. De kan imidlertid heller ikke støtte en Pernille Skipper- eller Uffe Elbæk-ledet regering; dertil er forskellen i den økonomiske politik for stor. Så deres eneste mulighed for indflydelse er, at de selv får 90 mandater. For øjeblikket har de 8. Dette er den ene af de to muligheder, vælgerne har for at slippe af med Thulesen Dahl.
            Den anden er, at Enhedslisten, Alternativet og SF alene får 90 mandater. Men vil SF danne regering med Enhedslisten og Alternativet? Ja, hvis de tre partier får flertal sammen, vil de gerne. Kan de samarbejde? Alternativet og Enhedslisten samarbejder glimrende i Folketingssalen, og hen over sommeren har Alternativet lanceret en ambitiøs plan for omlægning af centraladministrationen, der overordnet set passer perfekt til gennemførelsen af den 100-dages-reformplan, som Enhedslisten har lagt frem. Uffe Elbæks forslag tager udgangspunkt i, at grøn omstilling er vigtigere end alt andet og derfor skal have førsteprioritet i regeringens arbejde. Ministeriet for grøn omstilling skal bemandes med hele fire ministre. Enhedslisten vil fx fjerne momsen på økologiske fødevarer, erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, satse på bæredygtigt landbrug og fiskeri og indføre naturzoner. Alternativet vil oprette et ministerium for social retfærdighed og et for god fordeling. Enhedslisten vil skabe en ny og mere demokratisk økonomi. Partiets skattepolitik, erhvervspolitik og finanspolitik har til formål at øge økonomisk lighed, demokrati og fælleseje. Sådan kunne man blive ved.
            Og der er heller intet i disse to udspil, som SF ikke ville kunne stemme for, hvis de kastede et blik på deres partiprogram. Hvem skal være statsminister, Uffe Elbæk eller Pernille Skipper. Eller Pia Olsen Dyhr? Ja, det skal vel den, hvis parti får flest stemmer.

For tiden har de tre partier 31 mandater tilsammen. Der er langt fra 31 til 90. Men der er længere fra de radikales 8, og med Socialdemokratiets aktuelle linje er det vanskeligt at få øje på andre veje til at slippe af med Thulesen Dahls regime.
           
Der er dog en tredje mulighed, som jeg har udeladt af regnestykket, selvom det er den Enhedslisten for få måneder siden lancerede som deres valggrundlag. Denne mulighed bygger på det ikke urealistiske scenarium, at de tre venstrefløjspartier tilsammen får fx 46 mandater, mens socialdemokraterne får fx 44. Venstrefløjen og Socialdemokratiet har altså flertal sammen, og venstrefløjen er størst. Lad os så sige, at de tre venstrefløjspartier på forhånd bliver enige om at pege på en statsministerkandidat fra det af de tre partier, som bliver størst, så vil de som den stærkeste kraft kunne danne regering med Socialdemokratiet som parlamentarisk grundlag. I den situation vil socialdemokraterne kunne vælge mellem at gøre spidskandidaten fra det største venstrefløjsparti (p.t. Pernille Skipper) til statsminister eller afsøge mulighederne til højre side i salen.
            Når jeg for nærværende ikke tæller denne fine mulighed med, er det af den simple grund, at den med Socialdemokratiets nære binding til DF (og SF's binding til Socialdemokratiet) ikke vil komme i spil. Opstår dette flertal, vil Mette Frederiksen blot insistere på selv at blive statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering, og vil venstrefløjen ikke støtte hende i dette, vil hun gå til Dansk Folkeparti og bede om støtte. Den vil de give hende, hvis alternativet er Skipper eller Elbæk. SF har også indikeret, at de i den situation vil pege på Frederiksen frem for Skipper eller Elbæk. De vil tilsyneladende kun støtte en venstrefløjsregering, hvis de tre venstrefløjspartier får flertal uden Socialdemokratiet. Og har socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF ikke flertal sammen, skal Venstre såmænd nok lægge de sidste mandater til for at slippe for en venstrefløjregering. Så får vi alligevel en socialdemokratisk mindretalsregering styret af DF (hvor SF lægger stemmer til alt uden at få nogen nævneværdig indflydelse).
            Så heller ikke dette scenarium vil skaffe os af med Thulesen Dahl som dukkefører, med mindre socialdemokraterne ophæver forlovelsen med DF og kigger til venstre, og SF samtidig gør fælles front med Enhedslisten og Alternativet.



tirsdag den 11. september 2018

Stiftende møde i Selskab for Filosofi og Litteratur

Tid: Søndag den 16. september, kl. 15.00 – 23.00.
Sted: Kældercaféen i LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N.
Entré: 200 kr. betales kontant i døren. Pengene dækker for honorar til oplægsholderen, mad og leje af lokale.
Drikkevarer: Kan tilkøbes i baren.
Tilmelding: Send en besked her: Filosofioglitteratur@lists.sdu.dk, eller tilmeld dig mailinglisten her: Mailingliste, eller tilmeld dig på Facebook her: Facebook.

På søndag er der stiftende møde i et nyt selskab, hvis formål det er at formidle et møde mellem filosofien og skønlitteraturen, en granskning af deres indbyrdes forbindelse – og i samme forbindelse: et møde mellem skønlitterære forfattere, litteraturteoretikere og fagfilosoffer.




Dagsorden:

15.00: Velkomst.
15.15: Stiftelse af selskabet = vedtagelse af vedtægter med udgangspunkt i det udsendte vedtægtsforslag. Der kan stilles ændringsforslag til de enkelte paragraffer på selve mødet. Der stemmes ved håndsoprækning. Alle tilstedeværende har tale- og stemmeret.
17.00: Frist for opstilling til arbejdsgruppe og kasserer.
17.30: Valg af arbejdsgruppe og kasserer.
18.00: Diskussionsoplæg ved forfatter og fagfilosof Mathilde Walter Clark.
20.00: Spisning.
23.00: Mødet hæves, og lokalerne rømmes. 


Oplægsholderen Mathilde Walter Clark har sendt os følgende appetitvækker:

"Den ideologiske bølge som nogen kalder identitetspolitik, og som kan være svær at tale om, fordi den ikke har noget centrum — men altså den række af ideer som kommer ud af postkoloniale studier, og hvis terminologi for alle os, der ikke havde læst de samme teoribøger, var rimelig eksotisk da den kom frem herhjemme i 'Hvidhedsdebatten' og hvad der siden har været af kriser i litteraturen, og som i løbet af de sidste 2-3-4 år er blevet så mainstream, at alle kender jargonen til bevidstløshed. Ideologien som en form for nyt magtinstrument, ideerne om hvem der har ret til at sige hvad, og i det hele taget ideen om kunstprodukter som noget der er mere eller mindre ufrivilligt frembragt af sociale energier og ikke et resultat af bevidste æstetiske valg, og kunstnere som repræsentanter for kategorier og grupper og ikke som mere eller mindre geniale individer — forestillingen om identitet i det hele taget og forestillingen om at grupper kan have følelser, om positioner og 'privilegieblindhed' og om 'forkerte' og 'rigtige' læsninger, både af kunst og litteratur, men af alt i det hele taget, det friktionsløse ideal der ligger bag og ikke mindst: De sociale mediers rolle i alt dette. Totalitarismen i hele grundstemningen. Hvad er det vi ser, når vi ser på verden. Som du kan høre har jeg ingen klar linje eller form på det endnu, men jeg synes vi — ikke bare i Selskab for Filosofi og Litteratur, men alle vegne — bør diskutere emnet som var der ild i vores hår!"


Mødet er indkaldt af:
Søren Harnow Klausen (Professor, dr.phil. i filosofi ved Syddansk Universitet) 
Anne-Marie Søndergaard Christensen (PhD i filosofi og lektor ved Syddansk Universitet.) 
Jens Peter Kaj Jensen (forfatter og cand.phil. i filosofi)


Tilmeld dig evt. på Facebook her.

mandag den 10. september 2018

Lavapies i 1980'erne

I går købte jeg en fotobog om Madrid-kvarteret Lavapies. Den viser, hvordan kvarteret så ud i 1980'erne. Her er tre billeder fra en gade, som ligger 500 meter fra mit hjem. Sådan så der ud fra gaden og inde i baggården. 

Selv i Lavapies havde man tydeligvis fjernsyn dengang, men heller ikke ret meget andet. De sanitære forhold er ikke fremragende i dag, men trods alt meget bedre end dengang. 

Byfornyelse og sanering er ikke kun et onde ...


lørdag den 8. september 2018

Vera vandt

I dag er det FN's internationale læsedag, og i den forbindelse udloddede TURBINE forlaget for nogen tid siden 10 af deres børnebøger til en person, som ville give dem videre til en anden, og som kunne begrunde, hvorfor denne anden ville få særlig stor glæde af dem.

I dag blev vinderen så udtrukket, og det blev sørme mig – på min datter Veras vegne.

Tusind tak til TURBINE forlaget, og et stort tillykke til Vera. Nu skal vi dælme til at læse dansk igen!

https://www.instagram.com/turbine_forlaget/