torsdag den 27. september 2018

Med sin tilslutning til højrefløjen har Socialdemokratiet slået midten ihjel

Hvis man ikke ønsker, at Thulesen Dahl skal fortsætte som landets reelle politiske leder efter næste valg, må man stemme på et af partierne til venstre for Socialdemokratiet. Der er ikke længere noget alternativ i midten af dansk politik. Vi har valget mellem to fløje, nemlig på den ene side Dansk Folkeparti suppleret af Løkke Rasmussens regering (eller af en Mette Frederiksen-regering) og på den anden side Enhedslisten, Alternativet og SF.

Et fuldbyrdet forhold
Fra talerstolen på Socialdemokratiets kongres udtalte Sass Larsen den 22. september, at hans parti har mere tilfælles med det højreekstremistiske Dansk Folkeparti end med midterpartiet Det Radikale Venstre, som socialdemokraterne ellers har arbejdet tæt sammen med i over hundrede år. Denne erklæring kom en uge efter, at DF's formand havde lokket med at gøre Frederiksen til statsminister og samarbejde tæt med en kommende socialdemokratisk mindretalsregering, hvis Løkke Rasmussens regering ikke kan fortsætte efter det kommende valg.
            Hverken DF's eller socialdemokraternes ledelse afviser, at der i fremtiden kan blive tale om egentligt regeringssamarbejde mellem de to partier. Sass Larsen og Frederiksen forsøger at sælge dette som et velfærdspolitisk samarbejde, som et nyt centrum-venstre. Men det er fup. Der er tale om et genuint højrefløjssamarbejde, og ikke kun på indvandrer- retspolitikken. Det er rigtigt, at de to partier har nærmet sig hinanden på arbejdsmarkedspolitikken, men det er ikke sket ved, at DF er blevet socialdemokrater. De arbejdsmarkedsreformer, som de to partier er enige om, handler om at øge udbudet af arbejdskraft og således presse lønniveauet ned. De vil sænke ydelserne for de ledige og sende dem i tvangsarbejde. Socialdemokraterne har i årtier gået ind for tvangsaktivering af mennesker på kontanthjælp (den overlevelsesydelse, som de ellers selv var med til at indføre som en ubetinget rettighed, altså uden krav om modydelser), men hvor socialdemokraterne tidligere foretrak at aktivere med uddannelse, foretrækker de nu ligesom Venstre og DF aktivering i private virksomheder og ikke til en overenskomstmæssig løn, men på kontanthjælpssatsen. Dette skal yderligere sænke lønniveauet for lavindkomstgrupperne, fordi private virksomheder nu kan erstatte dem med tvangsaktiverede til næsten ingen penge.

Den lange march mod højre
At socialdemokraterne nu hægter sig på en rendyrket højrefløjsdagsorden, er naturligvis ikke sket fra den ene dag til den anden. Et skridt på vejen var som nævnt tvangsaktiveringspolitikken i 1990'erne. I Poul Nyrup Rasmussens sidste tid som statsminister i 2001 valgte partiet så side i retspolitikken. Tidligere havde de befundet sig i midten (til venstre for de borgerlige partier, men til højre for de radikale, SF og Enhedslisten/VS), men med fremlæggelsen af Terrorpakken i efteråret 2001 (vedtaget under Fogh Rasmussen-regeringen 31. maj 2002) tilsluttede partiet sig højrefløjen på dette område. Terrorismeparagraffen gav mulighed for fængselsstraf på livstid, og støtte til terrororganisationer kunne nu straffes med op til ti års fængsel. En sådan støtte kunne fx være pengeindsamling til organisationer, som var sat på regeringens terrorliste, herunder fx den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK. Politiet fik samtidig øget mulighed for hemmelige ransagninger, og asylansøgere kunne nu blive afvist og flygtninge sendt ud af landet, hvis blot PET vurderede, at de udgjorde en sikkerhedsrisiko. Endelig indeholdt lovpakken udvidede beføjelser til overvågning af borgerne, nemlig en de facto afskaffelse af brevhemmeligheden. Staten skulle beskytte sig mod borgerne, men borgerne skulle ikke længere kunne beskytte sig mod statens vilkårlige kontrol og magtudøvelse.
            Det var et vigtigt retspolitisk højreskred, som Poul Nyrup-regeringen satte i værk; naturligvis ikke ud i den blå luft, men under indtryk af det skrækkelige terrorangreb på World Trade Center den 11. september 2001. Imidlertid kunne socialdemokraterne have valgt en anden reaktion. De valgte den offensive krigsførelse i Afghanistan og Irak, som har mangedoblet problemerne med terrorisme og med de flygtningestrømme, som partiet samtidig nægter at tage ansvar for. Terrorisme og flygtningeproblemer kan hverken løses med krig eller ved at lukke sig inde bag pigtråd og afvikle retsstaten bag tråden, men kan muligvis mindskes ved at arbejde for økonomisk og uddannelsesmæssig udvikling i de dele af verden, hvor flygtningene og terroristerne kommer fra. Det er det eneste håb, vi har.

Nedsmeltningen
Med Helle Thorning-Schmidts indsættelse som statsminister 3. oktober 2011 tog Socialdemokratiet et nyt syvmileskridt til højre, selvom de dannede regering sammen med Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre og baserede den på Enhedslistens støtte, og denne gang uden tvingende grund. Helle Thorning-Schmidt erklærede i valgkampen, at hun havde tænkt sig at videreføre den tidligere Løkke Rasmussen-regerings økonomiske politik. Og det gjorde hun. Det var på et tidspunkt, hvor den internationale krise var ved at klinge af. Men Socialdemokratiet mente, at de borgerliges økonomiske politik var bedre end deres egen. SF og socialdemokraterne accepterede som en del af regeringsgrundlaget de borgerliges tilbagetrækningsreform, som gjorde, at lønmodtagerne skulle senere på pension. Det gjorde de for at tækkes de radikale. Til gengæld accepterede de radikale så den 24-årsregel, som socialdemokraterne var blevet enige med de borgerlige om, og som skulle forhindre familiesammenføring, hvis en af parterne i et ægteskab var under 24 år. Dette betød med andre ord, at socialdemokraterne (og SF) trak regeringen til højre på indvandrerpolitikken, mens de radikale trak den til højre på arbejdsmarkedspolitikken. Resultatet blev, at regeringen, allerede før den var dannet, lå til højre for alle de partier, der var med i den – og langt til højre for sit støtteparti.
            Dette viste sig hurtigt i regeringens politik, hvor man blandt andet beskar mulighederne for flexjob for at 'øge udbudet af arbejdskraft', altså igen at øge arbejdsløsheden for at presse lønarbejderne til løntilbageholdenhed og lydighed af frygt for fyring. Målet med dette er naturligvis at øge konkurrenceevnen over for udlandet, og det er klassisk borgerlig arbejdsmarkedspolitik. Et socialdemokratisk alternativ til denne strategi kunne fx have været en innovativ satsning på – støtte til – brancher, hvor Danmark har kulturelle, videns- og uddannelsesmæssige fordele i sammenligning med konkurrenterne. Det kunne være miljøteknologi, hvor Danmark var førende, inden Fogh Rasmussen, Kjærsgaard og Lomborg kom til magten i 2001. Eller det kunne være den kulturelle produktionssektor (film, videospil, bøger, musik o.l.), som allerede er Danmarks største eksportsektor (nej, det er ikke landbruget).
            Eller man kunne såmænd have sat gang i offentlige anlægsarbejder, som vi så det, da Poul Nyrup-regeringen (med den radikale Marianne Jelved som økonomiminister) fik landet ud af den økonomiske krise i '90'erne ved at føre keynesiansk efterspørgselstimulerende, altså klassisk socialdemokratisk, politik.
            Thorning-regeringen valgte også at give skattelettelser til erhvervslivet, forringe SU'en og skære i kontanthjælpen, og i januar 2014 vedtog regeringen så med støtte fra de borgerlige partier at sælge en betydelig del af DONG. Så trådte SF ud af regeringen, som tabte folketingsvalget den 18. juni 2015 og mistede magten.
            Det var i dette lys, at Socialdemokratiet den 28. juni 2015 valgte Frederiksen som ny formand. Hun havde ry for at tilhøre partiets venstrefløj (bl.a. fordi hun støttede den selverklæret røde Frank Jensen mod Helle Thorning-Schmidt i kampvalget om formandsposten i 2005), men Villy Søvndal lancerede også sig selv som venstrefløj, da han skulle vælges som formand for SF. Sådan noget skal man ikke tage så alvorligt.

Forlovelsen offentliggøres
Realiteten er, at Socialdemokratiet under Frederiksens ledelse længe har gjort hede tilnærmelser til DF. I september 2016 afslørede Ekstra Bladet, at Frederiksen havde holdt hemmelige møder med Thulesen Dahl. Og så valgte de to partier at gøre forlovelsen offentlig. Socialdemokraterne giver DF en symbolsk udlændingepolitik i medgift: I maj lagde Frederiksens parti således stemmer til et forbud mod at tildække sit ansigt på gaden. Forbudet er ikke rettet mod Pjerrot, men skal ramme de muslimske kvinder, der bærer burka eller niqab. Det er der i forvejen stort set ingen, der gør, men nu skal det da nok komme. For at genere muslimske ansøgere af statsborgerskab yderligere har regeringen, DF og socialdemokraterne med indfødsretsaftalen fra juni besluttet, at alle, der tildeles statsborgerskab, under en ceremoni på rådhuset skal trykke borgmesteren i hånden. Det er muslimmobning og har ingen anden værdi end at gøre DF glade.
            Dette sker, mens engelske Labour med Jeremy Corbyn i spidsen drejer skarpt til venstre, og noget tilsvarende er i gang med Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez i det demokratiske parti i USA.

Midten er væk
Tidligere kunne man stemme på Socialdemokratiet i det håb, at partiet ville føre miljø-, rets, undervisnings og arbejdsmarkedspolitik sammen med venstrefløjen – og så ellers videreføre den borgerlige økonomiske politik sammen med Venstre. Eller man kunne stemme på de radikale, der som støtteparti nok ville trække socialdemokraterne til højre på den økonomiske politik, men til venstre på de fleste andre områder. Denne mulighed eksisterer ikke længere. Socialdemokraterne har valgt højrefløjen i lyst og nød.
            At det kommende folketingsvalg bliver et klima-valg, er indlysende. Bevidstheden om, hvad der er på spil i klimapolitikken, er slået igennem, og at socialdemokraterne i denne situation vælger at kaste sig i armene på sin utro elsker i DF, må virkelig gøre ondt, ikke alene på de radikale, som i modsætning til det miljøfjendske DF har noget at tilbyde her, men især på SF, der har smadret sig selv i ugengældt kærlighed til Socialdemokratiet. Særligt i forberedelserne til regeringssamarbejdet under Thorning-Schmidt afsvor SF alle de dele af politikken, som adskilte dem fra socialdemokraterne, men denne blodsprængte loyalitet honorerede socialdemokraterne blot med at sælge DONG-aktier for en klatskilling til den suspekte investeringsbank Goldman Sachs. Sådan tampede de SF, som tilsyneladende dog har lært meget lidt af denne brutale handling. Socialdemokraterne demonstrerer nu igen med al uønskelig tydelighed, at de er ligeglade med SF, men SF bliver ved at halse efter dem som en logrende køter.

At slippe af med Thulesen Dahl
Hvis regeringen sammen med Dansk Folkeparti får flertal efter næste valg, så fortsætter Løkke Rasmussen som statsminister. Det har DF lovet ham. Mere vilde er DF heller ikke med socialdemokraterne. Kun hvis socialdemokraterne får flertal sammen med venstrefløjen (og de radikale), vil DF 'hjælpe' dem med at regere for således at holde venstrefløjen uden for indflydelse. Og den klistrede limpind er Frederiksen hoppet på. På denne måde har DF sikret, at det uanset valgets udfald bliver dem, der bestemmer, enten med Løkke Rasmussen eller Frederiksen som hånddukke.
            Forudsætningen for, at DF vil gøre Frederiksen til statsminister, er imidlertid ikke blot, at hendes parti sammen med venstrefløjen får 90 mandater ved valget, men formodentlig også at disse 90 mandater er villige til at pege på hende som kongelig undersøger. DF vil samarbejde med Frederiksen, hvis alternativet er, at hun danner regering på venstrefløjens mandater, og det kan hun i den nuværende situation ikke. SF er ganske vist med på den. Men det er hverken Enhedslisten, Alternativet eller de radikale, når Frederiksen vil føre politik i nært samarbejde med DF. Frederiksen drømmer om, at venstrefløjen gør hende til statsminister, hvorefter hun fører politik i nært samarbejde med DF, men det har ingen gang på jord. Nok er venstrefløjen flinke, men trods alt ikke lallende idioter. Skal venstrefløjen bringe socialdemokraterne til magten, må de også føre politik med venstrefløjen.
            I tilfælde af, at Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen får 90 mandater, bliver der formodentlig nyvalg, for ingen vil kunne danne regering.
            Der er naturligvis den teoretiske mulighed, at SF og DF gør Frederiksen til statsminister. Thulesen Dahl meddelte under et debatmøde i august, at han ikke ville afvise at gøre Frederiksen til statsminister i en situation, hvor Løkke Rasmussen ikke har mandaterne til at fortsætte, og venstrefløjen ikke vil støtte Frederiksen. Det sker næppe. Hvorfor skulle DF bryde deres givtige samarbejde med Venstre, hvis ikke Frederiksen kan true DF med at danne regering i et samarbejde til venstre side?

De radikale har ingen rolle at spille i et Folketing styret af DF, uanset statsministerens navn. De kan imidlertid heller ikke støtte en Pernille Skipper- eller Uffe Elbæk-ledet regering; dertil er forskellen i den økonomiske politik for stor. Så deres eneste mulighed for indflydelse er, at de selv får 90 mandater. For øjeblikket har de 8. Dette er den ene af de to muligheder, vælgerne har for at slippe af med Thulesen Dahl.
            Den anden er, at Enhedslisten, Alternativet og SF alene får 90 mandater. Men vil SF danne regering med Enhedslisten og Alternativet? Ja, hvis de tre partier får flertal sammen, vil de gerne. Kan de samarbejde? Alternativet og Enhedslisten samarbejder glimrende i Folketingssalen, og hen over sommeren har Alternativet lanceret en ambitiøs plan for omlægning af centraladministrationen, der overordnet set passer perfekt til gennemførelsen af den 100-dages-reformplan, som Enhedslisten har lagt frem. Uffe Elbæks forslag tager udgangspunkt i, at grøn omstilling er vigtigere end alt andet og derfor skal have førsteprioritet i regeringens arbejde. Ministeriet for grøn omstilling skal bemandes med hele fire ministre. Enhedslisten vil fx fjerne momsen på økologiske fødevarer, erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, satse på bæredygtigt landbrug og fiskeri og indføre naturzoner. Alternativet vil oprette et ministerium for social retfærdighed og et for god fordeling. Enhedslisten vil skabe en ny og mere demokratisk økonomi. Partiets skattepolitik, erhvervspolitik og finanspolitik har til formål at øge økonomisk lighed, demokrati og fælleseje. Sådan kunne man blive ved.
            Og der er heller intet i disse to udspil, som SF ikke ville kunne stemme for, hvis de kastede et blik på deres partiprogram. Hvem skal være statsminister, Uffe Elbæk eller Pernille Skipper. Eller Pia Olsen Dyhr? Ja, det skal vel den, hvis parti får flest stemmer.

For tiden har de tre partier 31 mandater tilsammen. Der er langt fra 31 til 90. Men der er længere fra de radikales 8, og med Socialdemokratiets aktuelle linje er det vanskeligt at få øje på andre veje til at slippe af med Thulesen Dahls regime.
           
Der er dog en tredje mulighed, som jeg har udeladt af regnestykket, selvom det er den Enhedslisten for få måneder siden lancerede som deres valggrundlag. Denne mulighed bygger på det ikke urealistiske scenarium, at de tre venstrefløjspartier tilsammen får fx 46 mandater, mens socialdemokraterne får fx 44. Venstrefløjen og Socialdemokratiet har altså flertal sammen, og venstrefløjen er størst. Lad os så sige, at de tre venstrefløjspartier på forhånd bliver enige om at pege på en statsministerkandidat fra det af de tre partier, som bliver størst, så vil de som den stærkeste kraft kunne danne regering med Socialdemokratiet som parlamentarisk grundlag. I den situation vil socialdemokraterne kunne vælge mellem at gøre spidskandidaten fra det største venstrefløjsparti (p.t. Pernille Skipper) til statsminister eller afsøge mulighederne til højre side i salen.
            Når jeg for nærværende ikke tæller denne fine mulighed med, er det af den simple grund, at den med Socialdemokratiets nære binding til DF (og SF's binding til Socialdemokratiet) ikke vil komme i spil. Opstår dette flertal, vil Mette Frederiksen blot insistere på selv at blive statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering, og vil venstrefløjen ikke støtte hende i dette, vil hun gå til Dansk Folkeparti og bede om støtte. Den vil de give hende, hvis alternativet er Skipper eller Elbæk. SF har også indikeret, at de i den situation vil pege på Frederiksen frem for Skipper eller Elbæk. De vil tilsyneladende kun støtte en venstrefløjsregering, hvis de tre venstrefløjspartier får flertal uden Socialdemokratiet. Og har socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF ikke flertal sammen, skal Venstre såmænd nok lægge de sidste mandater til for at slippe for en venstrefløjregering. Så får vi alligevel en socialdemokratisk mindretalsregering styret af DF (hvor SF lægger stemmer til alt uden at få nogen nævneværdig indflydelse).
            Så heller ikke dette scenarium vil skaffe os af med Thulesen Dahl som dukkefører, med mindre socialdemokraterne ophæver forlovelsen med DF og kigger til venstre, og SF samtidig gør fælles front med Enhedslisten og Alternativet.



tirsdag den 11. september 2018

Stiftende møde i Selskab for Filosofi og Litteratur

Tid: Søndag den 16. september, kl. 15.00 – 23.00.
Sted: Kældercaféen i LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N.
Entré: 200 kr. betales kontant i døren. Pengene dækker for honorar til oplægsholderen, mad og leje af lokale.
Drikkevarer: Kan tilkøbes i baren.
Tilmelding: Send en besked her: Filosofioglitteratur@lists.sdu.dk, eller tilmeld dig mailinglisten her: Mailingliste, eller tilmeld dig på Facebook her: Facebook.

På søndag er der stiftende møde i et nyt selskab, hvis formål det er at formidle et møde mellem filosofien og skønlitteraturen, en granskning af deres indbyrdes forbindelse – og i samme forbindelse: et møde mellem skønlitterære forfattere, litteraturteoretikere og fagfilosoffer.




Dagsorden:

15.00: Velkomst.
15.15: Stiftelse af selskabet = vedtagelse af vedtægter med udgangspunkt i det udsendte vedtægtsforslag. Der kan stilles ændringsforslag til de enkelte paragraffer på selve mødet. Der stemmes ved håndsoprækning. Alle tilstedeværende har tale- og stemmeret.
17.00: Frist for opstilling til arbejdsgruppe og kasserer.
17.30: Valg af arbejdsgruppe og kasserer.
18.00: Diskussionsoplæg ved forfatter og fagfilosof Mathilde Walter Clark.
20.00: Spisning.
23.00: Mødet hæves, og lokalerne rømmes. 


Oplægsholderen Mathilde Walter Clark har sendt os følgende appetitvækker:

"Den ideologiske bølge som nogen kalder identitetspolitik, og som kan være svær at tale om, fordi den ikke har noget centrum — men altså den række af ideer som kommer ud af postkoloniale studier, og hvis terminologi for alle os, der ikke havde læst de samme teoribøger, var rimelig eksotisk da den kom frem herhjemme i 'Hvidhedsdebatten' og hvad der siden har været af kriser i litteraturen, og som i løbet af de sidste 2-3-4 år er blevet så mainstream, at alle kender jargonen til bevidstløshed. Ideologien som en form for nyt magtinstrument, ideerne om hvem der har ret til at sige hvad, og i det hele taget ideen om kunstprodukter som noget der er mere eller mindre ufrivilligt frembragt af sociale energier og ikke et resultat af bevidste æstetiske valg, og kunstnere som repræsentanter for kategorier og grupper og ikke som mere eller mindre geniale individer — forestillingen om identitet i det hele taget og forestillingen om at grupper kan have følelser, om positioner og 'privilegieblindhed' og om 'forkerte' og 'rigtige' læsninger, både af kunst og litteratur, men af alt i det hele taget, det friktionsløse ideal der ligger bag og ikke mindst: De sociale mediers rolle i alt dette. Totalitarismen i hele grundstemningen. Hvad er det vi ser, når vi ser på verden. Som du kan høre har jeg ingen klar linje eller form på det endnu, men jeg synes vi — ikke bare i Selskab for Filosofi og Litteratur, men alle vegne — bør diskutere emnet som var der ild i vores hår!"


Mødet er indkaldt af:
Søren Harnow Klausen (Professor, dr.phil. i filosofi ved Syddansk Universitet) 
Anne-Marie Søndergaard Christensen (PhD i filosofi og lektor ved Syddansk Universitet.) 
Jens Peter Kaj Jensen (forfatter og cand.phil. i filosofi)


Tilmeld dig evt. på Facebook her.

mandag den 10. september 2018

Lavapies i 1980'erne

I går købte jeg en fotobog om Madrid-kvarteret Lavapies. Den viser, hvordan kvarteret så ud i 1980'erne. Her er tre billeder fra en gade, som ligger 500 meter fra mit hjem. Sådan så der ud fra gaden og inde i baggården. 

Selv i Lavapies havde man tydeligvis fjernsyn dengang, men heller ikke ret meget andet. De sanitære forhold er ikke fremragende i dag, men trods alt meget bedre end dengang. 

Byfornyelse og sanering er ikke kun et onde ...


lørdag den 8. september 2018

Vera vandt

I dag er det FN's internationale læsedag, og i den forbindelse udloddede TURBINE forlaget for nogen tid siden 10 af deres børnebøger til en person, som ville give dem videre til en anden, og som kunne begrunde, hvorfor denne anden ville få særlig stor glæde af dem.

I dag blev vinderen så udtrukket, og det blev sørme mig – på min datter Veras vegne.

Tusind tak til TURBINE forlaget, og et stort tillykke til Vera. Nu skal vi dælme til at læse dansk igen!

https://www.instagram.com/turbine_forlaget/

fredag den 7. september 2018

El Profeta (Grand Profeta)

Pablo Gargallo: El Profeta (Grand Profeta)

Denne 238 centimeter høje bronzestatue fra 1933 står på Centre Pompidou ved havnen i Malaga, hvis permanente udstilling af kunst og tænkning om samfundsutopiernes storhed og sammenbrud absolut er værd at se.

torsdag den 16. august 2018

Stevie Wonder endelig på bloggen

Har jeg nogensinde spillet Stevie Wonder her på bloggen? Nej?!

Det er en graverende fejl, for jeg har lyttet til Stevie Wonder siden min barndom – længe før jeg begyndte at høre jazz. Jeg tror, det første nummer, jeg faldt for, var You Are The Sunshine Of My Life fra 1973, hvor jeg var otte år gammel, så den er naturligvis også med blandt mine 36 (plus fire) udvalgte sange.

Måske fortæller jeg en kær historie om den lille, blinde Stevland Hardaway Morris en anden gang, men nyd nu bare musikken, som jeg har mediteret til fra længe før, jeg anede, at det var noget, som hed meditation.











































Duetter






onsdag den 15. august 2018

Republikken gemmer sig i Lavapies


Dette er en helt almindelig vandpost, en undseelig lille fyr, som man bare går forbi uden at bemærke den på Plaza de Mandela i kvarteret Lavapies, Madrid. Men prøv lige at kigge på inskriptionen igen: Republica Española. Spanien er et monarki; de kører på den sjette Filip for tiden, men denne vandpost blev opført under den anden republik i 1934. Det var før borgerkrigen, før Francos regime, som ellers nidkært sørgede for at slette alle spor efter republikken. Denne lille vandpost skulle være det eneste mindesmærke, fascisterne overså. Civilgarden kom ikke så tit i Lavapies.