tirsdag den 11. august 2020

Tesfaye

Hvad skal man kalde det, når en politiker, der har været medlem af fire forskellige partier, sviner to professionelle fodboldspillere til for at skifte arbejdsgiver?

mandag den 10. august 2020

To advarsler

Advarsel 1: Her på min blog må jeg gerne lave sjov med alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må forsøge at gøre mig morsom over. 

Det er til gengæld helt frivilligt, om man vil læse med. Hvis man er lidt usikker på, om man vil få indre blødninger af at læse morsomheder om corona eller covid 19, så er Lystens værk et usikkert sted.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine gode Facebook-venner i går blev skoset for at lave sjov med corona-situationen i Aarhus. På sin egen Facebook-væg. Og det var ellers god spas.

Jeg synes, det er en skrækkelig tanke ikke at kunne lave sjov med corona. Så var vi da helt prisgivet.

Jeg har to regler for mine egne forsøg på at være morsom.

1) Jeg skal faktisk synes, det er sjovt.

2) Jeg skal selv have fundet på det.


Det er ikke regler, som jeg vil trække ned over hovedet på andre. De gælder kun for mig. Hvad jeg synes er sjovt, er i sagens natur ingen universel standart (faktisk er det fuldt ud tænkeligt, at jeg står helt alene med min opfattelse af, hvad der er morsomt), men det er den eneste standart, jeg kan bruge over for mig selv. Jeg ved også, at der findes mennesker, som er gode til at fortælle gamle vittigheder. Det talent har jeg ikke, så det holder jeg mig helst fra. 

At jeg ikke har nogen regler for, hvad jeg må lave sjov med, er ikke det samme, som at jeg faktisk spøger med alt muligt. Der er typer af vittigheder, som jeg ikke synes er sjove og derfor holder mig fra, men man kan ikke få en liste udleveret. Jeg vil dog gerne afsløre, at jeg har svært ved at grine ad vittigheder, som beskriver navngivne personer stærkt nedsættende på en ukærlig og urimelig måde. Så sådan nogle laver jeg helst ikke selv.

Og så har jeg en liste over de emner jeg helst laver sjov med, favoritterne:

1) Mig selv (fordi jeg ved, jeg kan tage det).

2) Folk med magt, som forvalter den dårligt (fordi jeg ved, de ikke kan tage det).

3) Folk med magt i det hele taget.

4) Grøntsager og dyr, der smager grimt.


Advarsel 2: Her på min blog må jeg gerne skrive, hvad jeg mener er sandheden om alt muligt. Jeg har ingen principielle grænser for, hvilke emner jeg må sige sandheden om.

Når jeg skriver det, er det fordi, en af mine nu afdøde bekendte blev skoset for at fortælle, hvad han mente var sandheden om den indvandrerkultur, han var vokset op i. Det mente litteraten, som skosede ham, var utaktisk og usolidarisk, fordi det kunne spille racister for gode kort i hånden.

Jeg har ingen principielle grænser for, hvad jeg må fortælle sandheden om. Lige præcis på det punkt er jeg idealist. Jeg vælger at stole på, at viden og åbenhed hjælper os til at løse problemer. Også når det er besværlig eller ubehagelig viden, som på kort sigt kan give os problemer.

Jeg har dog tre regler for kvaliteten af de informationer, jeg må dele:

1) Jeg skal faktisk tro på, at det er sandt.

2) Jeg skal i rimeligt omfang have undersøgt, om det passer.

3) Det skal være relevant for andre end mig selv.


Hvis det går op for mig, at jeg har taget fejl, skal fejlen rettes eller teksten slettes.

Relevans kan komme mange steder fra. Et emnes relevans kan skyldes, at det indgår i en åben, demokratisk samtale, som i sidste instans kan bidrage til at løse et samfundsmæssigt problem. Eller der kan være tale om poetisk relevans. At noget er smukt eller på anden vis æstetisk stimulerende. Ofte fortæller jeg små hverdagshistorier fra Madrid, som ikke har nogen anden relevans, end at de viser glimt af et fremmed liv. Vi kan lære noget om verdens størrelse ved at læse om andre menneskers liv. Og så kan relevans jo også være, at noget er pudsigt eller ligefrem morsomt.



tirsdag den 14. juli 2020

Bøgerne er væk

I går mistede jeg størstedelen af mine bøger. De blev ødelagt, fordi den kælder, hvor de midlertidigt var blevet opbevaret på grund af en flytning, blev oversvømmet. Oversvømmelse i Madrids ørken i juli? En vandrør begyndte at lække fredag aften, hvor viceværten var gået på weekend. Det blev først opdaget mandag morgen. Stort set al dansk skønlitteratur og det meste af den filosofiske faglitteratur er væk. Den tredjedel af bøgerne, der ikke blev ødelagt, blev beskadiget.

Så hvis du har skrevet en bog, som du synes skal stå i min reol, og du har nogle frieksemplarer, som du ikke kan få afsat, så må du meget gerne tage et eksemplar med, næste gang du besøger mig i Madrid. :-)

Jeg lavede et sarkastisk opslag på Facebook, hvor jeg lod, som om jeg fandt det praktisk at slippe af med alle de bøger, fordi jeg nu har mindre plads til dem. Og jeg har mindre plads. Men jeg er ikke glad for at slippe af med mine bøger. Faktisk føler jeg mig nøgen uden. Jeg ejer ikke mange ting, men mine bøger havde jeg ikke forestillet mig at skulle undvære.

Selv hvis jeg havde råd til at købe bøgerne igen, er der mange, jeg aldrig ville kunne finde. Det østtyske filosofileksikon, som jeg fandt antikvarisk i Berlin i 1996, fx. Den 30-binds Ordbog over det Danske Sprog fra tresserne. Måske ti bind har overlevet. Den danske firserpoesi. Det meste optrykkes ikke længere. De første danske Wittgenstein-oversættelser, fx Om vished med det lange forord af Husted, som jeg har læst mange gange, men alligevel bladrer i flere gange om året. Kjeld Schmidts oversættelse af Marx’ Grundrisse, Kierkegaards samlede værker.

Man kunne tænke, at det var lige meget med de bøger, som jeg allerede har læst, men sådan har jeg det ikke. Jeg vender næsten altid tilbage til bøger, jeg har læst. Særligt fagbøgerne, men også skønlitteraturen. Ikke nødvendigvis for at læse hele værket igen, men måske et kapitel eller en passage, som jeg har brug for eller blot er kommet til at tænke på. Det er simpelthen en utryg følelse ikke at have de bøger, som jeg er formet af, særligt efterhånden som hukommelsen begynder at svækkes.

Jeg skrev engang en novelle om en Mikkelsen, hvis bøger lidt efter lidt forsvandt fra reolen. Det var især hans Wittgenstein-samling, der blev væk.
x

mandag den 6. juli 2020

Anmeldelse i Bausagerbooks

Bausagerbooks har anmeldt Afstande over vand:
"Jens Peter Kaj Jensens realistiske roman “Afstand over vand” foregår over 4 år i et lille lokalsamfund i Vestsjælland. Det succesrige bysbarn Tom vender hjem fra Boston med en drøm om at lave sin lille fødeby om til et grønt og kulturelt vækstcentrum.
Jensens forfatterskab er nyt for mig. Blev positivt overrasket over den yderst velskrevne roman. Siderne læste sig selv, da jeg blev optaget af Toms projekt, ligeledes af det store, farverige persongalleri. Romanen er ikke uden varme/humor, men den er bestemt heller ikke for sarte sjæle. Tom færdes blandt andet i et miljø, hvor nogle hellere giver bank end taler om tingene - voldtægt, overgreb sker også!
Jensen har den hjemvendte landsmands blik på Danmark af i dag. Danmarks plusser og minusser. Romanen viser den store diversitet, der er i vores samfund. Fra bund til top. “Afstande over vand” er interessant, fordi den ironisk nok blandt andet giver stemme til nogle samfundsborgere, som faktisk helst vil gå under radaren.
Genkender mørket fra TV-serien “Fred til lands”."

onsdag den 24. juni 2020

Messen

En kvinde sidder hver morgen, formiddag, eftermiddag, aften og sen aften i nabolejligheden og messer den samme bøn til Jesus hundrede gange og så en til jomfru Maria andre hundrede gange. Det varer cirka en halv time hver gang. Hun gør det for åbent vindue, hvilket jeg godt kan forstå i den hede, men den gennemtrængende og vedholdende stemme i det hysteriske tempo er faktisk enerverende på en måde, hvor lufthammeren fra vejarbejdet uden for bygningen slet ikke kan være med.
Derfor har jeg sendt en tredje spiller på banen, nemlig John Coltrane. Han har altid kunnet lukke et rum omkring mig, som er til at være i. Og ja, han kan næsten overdøve den messende kvinde. Men så går det op for mig, at det er 'A Love Supreme', jeg har sat på. Det var vel det album, der gav Coltrane ry for være en religiøs komponist og musiker. Pludselig trænger kvindens stemme igen igennem. Det er umuligt at vinde.

søndag den 14. juni 2020

Om fattige kunstnere

Jeg arbejder som skønlitterær forfatter og gør som sådan krav på at være kunstner. Og jeg ville være lykkelig, hvis jeg en dag nåede frem til at have en årsindkomst oppe i nærheden af fattigdomsgrænsen. 


Men det er nemt at afvise mit behov for en løn, der er til at leve af, hvis man blot betragter det fra en individuel synsvinkel. For ingen har bedt mig om at skrive bøger, jeg kunne bare lade være. Og det er svært at måle udbyttet af det, jeg frembringer. I sig selv kan salget af bøgerne måske lige dække udgiften til redaktørernes løn og den fysiske produktion. Mere giver de ikke. Indimellem mindre. Derfor er der sjældent noget til mig. Den værdi, bøgerne måtte have for dem, der læser dem, kan ikke opgøres økonomisk og derfor heller ikke bruges som argument for, at jeg skal godtgøres for arbejdet. Det kan eksempelvis en pædagogs arbejde langt lettere, for bliver børnene ikke passet, går produktionen i eksportsektorerne i stå. Derfor kan en pædagog med fordel strejke, hvis der ikke går løn ind. Det ville jeg ikke få noget ud af. Selv ikke hvis jeg slog mig sammen med de måske 1500 andre forfattere i Danmark. Både fordi vi er selvstændige og altså ingen arbejdsgivere har at strejke mod. Men også fordi effekten af strejken ville være umulig at registrere. Folk ville klaske sig på lårene af grin. Det er jo den ikke-eksisterende samfundsmæssige magt, der gør, at mange af os lever i den dybeste fattigdom.


Samtidig er der flere forskellige afgrænsningsproblemer i spil, for hvis jeg skal have løn (det måtte i givet fald være af staten, der er ikke andre til det), skal så ikke også alle andre, der kalder sig kunstnere? Det er ikke en beskyttet titel. Og hvad vil det overhovedet sige at arbejde som kunstner? Hvordan opgør man sit timetal? Arbejder jeg hver gang, jeg skriver? Også når jeg skriver noget, som jeg siden kaster bort? Arbejder jeg, når jeg sidder på en sten og kigger ud over havet, hvis det er her, jeg får den nødvendige ide eller inspiration? Eller i badet? Når jeg læser og følger med i den litterære udvikling i Danmark og resten af verden? Går en tur og samler indtryk? Researcher? Drømmer? Nej, vel ikke, når jeg drømmer? Det er uafgrænseligt, fordi man som forfatter, og velsagtens som kunstner i det hele taget, bringer alle sine erfaringer i spil, når man skaber noget.


Det er således umuligt for mig og andre i min situation ud fra vores individuelle virke som kunstnere at godtgøre, at vi skal have løn.


Hvis man betragter vores virke fra et overordnet synspunkt, ser det anderledes ud. Jeg har tidligere beskrevet det sådan her:


Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede uden nødvendigvis at skulle opleve hele verden på egen hånd.


En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel. 


Eller: Samfundet har brug for både kreativt virke i almindelighed og for professionel kunst. I alle samfund, vi kender til, har man haft fortællinger, billedkunst, sang, dans og skulpturel kunst. Det gør os godt at udfolde disse former for kreativitet, og vi har samtidig brug for produkterne af dygtige kunstneres virke. Uden dem stivner vi; vi bliver blinde for andre måder at leve og tænke på end dem, vi støder på i vores hverdag. God kunst skaber åbenhed, forståelse og udvikling.


Derfor er det i samfundets og derfor også i statens interesse at sikre, at vi har god kunst til rådighed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances svar på dette behov er, som jeg har forstået det, at markedet må afgøre, hvad der er god kunst. Det, som kan sælge sig hjem, må overleve. Resten må dø. Min indvending mod den opfattelse er ikke kun, at økonomisk selvberoende kunstnere ofte har produceret både afprøvende og foreløbig kunst og moden, selvafklaret stor kunst i årevis, før de nået frem til at kunne leve af det. Andre med samme evner har måske fået børn på det forkerte tidspunkt og følt sig tvunget til at holde op, fordi de ikke vil tvinge børnene til at leve af den samme sulteløn, som de selv har klaret sig med. Eller måske er de bare bukket under af fattigdom, før de får den brede succes, som kunne sætte dem i stand til at leve af deres kunst.


Men det er også (og nok så vigtigt) fordi, at det meget langt fra er alle gode kunstnere, som nogensinde bliver i stand til at overleve på den måde, selvom de stædigt vedbliver at producere masser af god og vigtig kunst. Markedet er ikke nogen god målestok for kunstnerisk kvalitet.


Jeg kunne også vælge at argumentere på en måde, som markeds- og nationaløkonomer lettere ville kunne forholde sig til. Det skulle egentlig ikke være så vanskeligt. Kultursektoren er nemlig en stor og vigtig producent af eksportvarer for Danmark, faktisk en som vi økonomisk set ville have meget vanskeligt ved at undvære. Og sikrer man ikke vilkårene for det, vi har for vane at kalde vækstlaget, vil også den økonomisk indbringende elite blive mindre og ringere. Derfor er det vigtigt for Danmark, at vi har mange små virksomheder, som overlever på hjemmemarkedet, for at nogle få kan blive store på verdensmarkedet. Og tilsvarende er det vigtigt, at mange kunstnere og kulturarbejdere, hvis virke ikke kan bære sig selv økonomisk, overlever og fortsætter deres arbejde.


Jamen, hvis kultursektoren allerede nu skaffer så mange penge hjem til Danmark, er der vel ingen grund til at lave noget om, kunne man sige.


Jo, for det kan blive meget bedre.


En ganske simpel, men revolutionerende måde at gøre det på er at indføre borgerløn. Det afhjælper samtidig en lang række andre problemer med både fattigdom og bureaukrati, som det fører for vidt at komme ind på her.


En anden og nok lettere fremkommelig vej er at finde en måde at støtte de fattige kunstnere på, som er afgrænselig, og som altså så vidt muligt støtter alle professionelle kunstnere, der arbejder seriøst med deres værk, og ikke samtidig forpligter staten til at forsørge alle, der har gået til akvarel på aftenskole. Det gav jeg for mange år siden et bud på for litteraturens vedkommende, som kan læses her:


x

torsdag den 4. juni 2020

Grundlovsdag eller fars

Så er det grundlovsdag.
I marts blev en hastelov gennemført i forståelig coronapanik. Den har udstyret sundhedsministeren med kvartdiktatoriske beføjelser, som altså ligger langt ud over, hvad vi normalt forbinder med demokrati. Han kan nemlig uden Folketingets godkendelse eksempelvis tvangsisolere smittede, forbyde forsamlinger på mere end to personer, overtage privat ejendom og lukke butikker, daginstitutioner og skoler.
Det var formodentlig en overreaktion. Det havde næppe været nødvendigt at sætte Folketingets lovgivende magt ud af kraft, men det vil jeg ikke bebrejde nogen. Vi har aldrig stået i en situation som denne før, og regeringen og Folketinget kunne ikke vide, hvilke forholdsregler der var de rigtige. Ingen vidste det. De var nødt til at prøve sig frem. Ingen kan sige noget kvalificeret om, hvor mange coronadødsfald vi havde haft i Danmark, hvis ikke politikerne havde drejet på stort set alle de knapper, der var at dreje på.
Men nu skal vi tilbage på retsstatens grund. Vi skal genetablere de demokratiske lovgivningsprocesser og de rettigheder, vi havde før corona. Det kan vi passende minde hinanden om her på grundlovsdag. Enhedslisten mener, ret forsigtigt, forekommer det mig, at vi kan afskaffe denne hastelov til november.
Men sundhedsministeren, som er blevet udstyret med de her beføjelser, synes slet ikke det haster så meget med at afskaffe dem igen. Han tænker nok snarere, at det er fars dag end grundlovens.