torsdag, maj 11, 2017

Intet er for småt til Big Brother

Indimellem er det interessant at tjekke trafik-statistikken på sin blog. Tidligere i dag lagde jeg en tekst op, hvor jeg blandt andet beskrev, hvordan Donald Trump har fyret FBI-chefen, mens denne var i gang med at undersøge Trumps valgkampagnes muligvis ulovlige forbindelser til Ruslands regering. Mindre end en time senere havde jeg sørme allerede runder de 100 besøgende på bloggen for i dag, og det er vel omtrent det dobbelte af mit daglige gennemsnit, så jeg kiggede lige på statistikkens verdenskort, og sjovt nok viser det sig, at langt de fleste besøg er fra russiske adresser.

Kræv sanktioner mod diktaturerne i Venezuela og USA

At folkevalgte præsidenter sætter demokratiet ud af kraft i en krampagtig klamren sig til magten, er ikke noget særsyn. Der er mange måder at gøre det på, men man kan vel uskille tre helt grundlæggende strategier:

1) Man kan kontrollere massemedierne, så de bringer et evigt nypoleret glansbillede af ens egen person, og sådan at dårlige historier om ens embedsførelse ikke rigtig får plads. Det var en af mediemogulen Silvio Berlusconis (mange) metoder til at fastholde sit diktatur til trods for utallige sager om embedsmisbrug og korruption.
2) Man kan sætte retsstaten ud af kraft, så eventuelle rigsretssager mod ens egen person aldrig bliver rejst, fordi ingen længere har myndighed til at undersøge anklagerne. Det er en af Donald Trumps metoder. Nu har han afskediget FBI-chefen James Comey, som ville undersøge Donald Trump-valgkampagnens formodet ulovlige forbindelser til den russiske regering.
3) Man kan udmanøvrere parlamentet, hvis det ikke vil indføre de love, man selv foreslår. Det er sådan, Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, forsøger at få sin vilje, selvom vælgerne har skaffet ham en modvillig nationalforsamling på halsen. Så lovgiver han per dekret og altså uden om dette parlament.

Man kan altså sætte den frie presse, retsstaten eller parlamentarismen ud af kraft for at befæste sin egen magt, og det er en fristelse, som utallige præsidenter er faldet for. Både nogle, der kalder sig socialister (som Maduro), og nogle, der bestemt ikke gør (som fx Berlusconi og Trump). Og uanset om man erobrer magten på et rødt, blåt eller sort program, går man fra at være præsident til at være diktator, hvis det er en af disse tre strategier, man benytter for at beholde magten.

Jeg er republikaner og vil gerne have en præsident i Danmark. Det vil jeg for at udvide demokratiet, altså for at gøre op med monarkiets opfattelse af, at nogen fødes med særlig ædelt blod i årene, en særlig værdighed og en privilegeret adkomst til magten.

Men skal det folkelige og demokratiske argument for afskaffelse af monarkiet tages alvorligt, må man virkelig kæmpe for at opretholde og styrke de institutioner, som skal begrænse præsidentens magt og forhindre, at præsidentvældet forvandler sig til diktatur. Man må altså råbe op, skrige, sparke og spytte, hver gang præsidenten forsøger at begrænse retsstaten, den frie presse og den folkevalgte lovgivende forsamling. Og det må man gøre, uanset hvilken politisk farve, præsidenten hævder at have.

Derfor må også borgerlige republikanere kræve sanktioner mod USA, indtil Trump som minimum har genindsat James Comey som FBI-chef eller muliggjort en uafhængig, men forpligtende undersøgelse af Rusland-forbindelsen.

Og også røde republikanere må kræve sanktioner mod Venezuela, indtil Maduro som minimum lader nationalforsamlingen fungere som landets lovgivende magt.

tirsdag, maj 09, 2017

Mens du venter på den næste roman

Jojo, der skal nok snart komme en ny roman. Men mens du venter, kan du jo lige gå ned på biblioteket og låne Celeste. Den fik du da vist aldrig læst. Celeste var den første skønlitterære bog fra Solidaritets Forlag, og den blev i det store hele ikke anmeldt, men enkelte fik da øje på den:

"Kønnenes borgerkrig.
I november udkommer forlaget Solidaritet med romanen 'Celeste', skrevet af filosoffen og forfatteren Jens Peter Kaj Jensen. Det er en på mange måder tankevækkende og smuk bog, og en sjælden afbalanceret bedrift i feltet mellem kunst og politik. ... Celeste er forlagets første skønlitterære udgivelse – og hvilken start.
Der er tale om litteratur af en ganske særlig klasse, som hermed får min varmeste anbefaling."
Morten Riis, Den Rød-Grønne


"Borgerkrig og kvindekamp.
'Celeste' er en flot fortalt skønlitterær fortælling fra 1930'erne, der inddrager både filosofi, kønskamp, religionskritik og politik.
Det politiske forlag Solidaritet er begyndt også at udgive skønlitteratur, og godt for det hvis dets første skønlitterære bog "Celeste" af Jens Peter Kaj Jensen angiver niveauet."
Bjarne Nielsen, Arbejderen


"Celeste er en original og velfortalt historie om en speciel kvinde. Samtidig er det en meget politisk roman om kampen mod uretfærdige magthavere, om politisk og økonomisk undertrykkelse, om 1930´ernes fascisme, der breder sig op igennem Europa og om forfølgelser af jøder og socialister. Det er en historie om krig og kærlighed. Om revolution og idealer og om en epoke i Danmarkshistorien, hvor unge danske mænd og kvinder deltog i kampen mod fascismen i Den Spanske Borgerkrig.
En stærk roman, som jeg meget gerne vil anbefale."
Pernille Lisborg, Litteratursiden


"Diskussioner om filosofi, politik og kunst hænger fint sammen med historie og figurer i Jens Peter Kaj Jensens roman 'Celeste'.
Forfatteren Jens Peter Kaj Jensen har skrevet en historisk roman med titlen Celeste, som netop er udkommet på Forlaget Solidaritet.
Der er tale om en velskrevet bog der både tegner et tidsbillede af 1930'erne og trækker tråde op til den verden vi lever i anno 2013."
Andreas Bülow, Modkraft 


fredag, marts 03, 2017

Tillykke med skullfucking

Til Peder Frederik Jensen, som for nylig udgav monologen Skullfucking.

Jeg har lige læst skullfucking færdig. Jeg tog de sidste tyve sider på Pan Adoré, den franske café, som ligger i stueetagen af ejendommen, hvor vi bor. Jeg tænkte, at det ville være passende, at læse dig på en fransk café, du ved. Men det var overhovedet ikke passende. Med Her står du var det faldet fint i hak, men disse fine, luftige impressionismer har du for længst lagt bag dig. Skullfucking skal læses på en læk, indisk flodpram på vej til en ukendt tjæreplads, ikke på en velkendt, munter fransk formiddagscafé.

Det er en af omfang lille bog, du har skrevet, 72 sider, men jeg er en langsom læser, og de første halvtreds sider kunne jeg kun læse fire-fem sider ad gangen. Sætningerne er så komprimerede og rummer en lille verden hver især; de mætter. Groteske, men perfekte sætninger er det; man tænker, at intet kunne være anderledes. Den sidste del er udpræget kvalmende. Fra side 59, hvor skullfuckingen for alvor tager fat, er alt modbydeligt; og man klæber til teksten, som en klæg dej til et fuldskæg. Det er en pragtpræstation. Det er ikke let at skrive kvalmende eller svimlende, så det virker, men også det kan du. Det kvalmende er noget, du allerede har arbejdet med i Banedanmark, men især i Vold, som for mit vedkommende afsluttede et langt liv med makrel i tomat. I skullfucking når det modbydelige et nyt niveau, som måske nok mildnes, når man læser, at der er tale om en drøm, men ikke meget. Det måtte være en drøm, eller det kunne kun være en drøm, psykose eller fantasi, i alle tilfælde dybt beroende på grusomme erfaringer.

Heller ikke drømme er lette at omsætte til brugbar tekst, ælte om af tørt brød, som har boblet en uge i lunken kærnemælk. De er lige så vanskelige at slå effektivt sammen fra bunden af. Det kræver en god surdej. Nu har du den. Måske har du brugt den sidste klump til dette grovlyriske bagværk, men du ved, hvordan du hoster i liv i en ny.

Tillykke med en fremragende debut som lyriker!

onsdag, marts 01, 2017

Vi møder Billie Jean King og Martina Navratilova

Når man ligger og drømmer om, hvor mange Grand Slam-titler Billie Jean King og Martina Navratilova har vundet tilsammen, har man ikke noget særligt imod at blive vækket af den treårige datter, som i værelset ved siden af ligger og skraldgriner i søvne. Det er inderligt livgivende. Det var, som om Serena grinede ad, hvor røvkedelig min drøm var.

Nej, Serena har naturligvis sine egne drømme og drømmer ikke om mine.

Men der indtraf nu alligevel noget pudsigt i min trivielle drøm: Da StoreMogens og jeg fik øje på de to tennislegender, spurgte jeg ham straks, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
            – Næ, sagde StoreMogens uinteresseret.
            – Mindst 50! sagde jeg.
            Så spurgte jeg Navratilova:
            – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
            – Nej nej, slet ikke, sagde hun og undertrykte et grin. – Jeg har nu kun vundet 18.
            Jeg blev naturligvis flov over at have foreslået noget så absurd.
            – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde StoreMogens lakonisk.
            Legenderne grinte.
            – Nej, vi har kun 30 tilsammen. Jeg har vundet 12, sagde Billie Jean King.

Så var det, jeg blev vækket af Serena.
            Det pudsige ved drømmen er, at begge tal er korrekte. Jeg har lige tjekket det. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg tydeligvis ikke, men bag dette Jeg må der jo arbejde en drømmekonstruerende bevidsthed, som kender disse tal, og som har ladet de to kvinder fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.


Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.

Serena elsker skraldespande

Da min nevø, Jonas, var tre år gammel, skulle han altid fortælle, hvad det var for biler, der holdt parkeret rundt omkring i byen: Det er en Ford, og der ovre holder der en grå Mercedes. Det havde hans far lært ham.

Da min egen Karl blev tre, tænkte jeg, det kunne være passende at lære ham det samme. Jeg kan godt lide, at børn går op i at lære sig noget, ligegyldigt hvad, men det var ikke nogen succes. Faktisk var det kun Peugeot, han lærte at genkende, og det var nok på grund af løven. Karl kunne godt lide de store afrikanske pattedyr.

Vera var mere i sin egen verden, da hun var på den alder. Eller i musikkens verden. Hun var altid dybt inde i en sang, når vi gik tur. Havde hun hørt Alicia Keys synge New York, kunne det tage timer, før hun kom ud af den igen.


Nu er Serena tre, og måske er hun den sidste treåring, jeg lærer at kende på nært hold, og hendes fokus er et andet sted. Når jeg følger Serena til vuggestue, er det hverken biler, dyr eller musik, hun taler om. Det er skraldespande. Hun er vild med at udpege de forskellige skraldespande, som byen har. De store containere til byggeaffald og de mindre affaldssorteringscontainere. Men især elsker hun de små skraldespande, som hører de enkelte beboelsesejendomme til, og de endnu mindre affaldskurve, som hænger på lygtepælene. Skraldebiler er naturligvis også fascinerende. At se den lille kran svinge en flaskecontainer op over førehuset og tømme den ud i ladet er en ren fest. Til sin fødselsdag i sidste uge fik hun da også en grøn skraldebil i gave. Men det allerbedste er at få lov at kaste en beskidt serviet eller en tom juicekarton i en af gadens fortryllende, grågrønne skraldespande.

tirsdag, februar 21, 2017

Vores underbo har brækket min svogers næse

Vores underbo, Augusto, kan ikke lide vores børn. Alt efter hvilket humør han er i, kalder han dem vilde dyr, elefanter, flodheste eller andre søde ting. Han hævder, at de larmer så meget, at han hverken kan sove om natten eller arbejde om dagen. Han har ret i, at de larmer. Ligesom alle andre børn, jeg kender, larmer. Om de larmer mere eller mindre end det gennemsnitlige barn, er jeg ikke den rette til at afgøre, men jo, de larmer.

De larmer nærmere bestemt mellem halv otte om morgenen, hvor de står op, og kvart i ni, hvor de skal af sted til skolen. Og så igen mellem fem-halv seks og ni om aftenen. For så vidt, de altid larmer, når de er hjemme og er vågne, altså også larmer, når de fx laver lektier, ser fjernsyn og spiller IPad. Dette er med andre ord et maksimum, for resten af tiden sover de eller er i skole. Så det må altså være på netop disse tidspunkter, at Augusto både sover og arbejder.

Det respekterer jeg, og jeg forsøger derfor hver dag, at få vores børn til at være så stille som muligt. De må ikke løbe, hoppe, slå kolbøtter, juble, spille høj musik, synge, slås med puder, spille bold eller noget andet, som er sjovt, og som derfor kan lave larm. Ok, så.

Augusto ringer og skælder os ud, eller skælder børnene ud, hvis det er dem, der tager telefonen. Han standser os på gaden og skælder os ud. Børnene har i det seneste par år været bange for at møde ham på gaden eller i opgangen. Han skriver breve med trusler. Truende – eller skrydende, som da han havde set, at Karl (9 år) gemte sig for ham, da de mødtes i opgangen. "Det må være ubehageligt for jer, at I føler, I skal gemme jer for mig! Jeg har aldrig skullet gemme mig for nogen i mit liv!" Eller han hamrer på vores dør, råber ad os. Eller han laver sit nummer med at komme op med sin aggressive ven. Vennen skal så være den truende, mens Augusto grædende fortæller, at han ikke kan sove på grund af vores børn.

Det har stået på i et par år nu. Første gang, vi mødte Augusto, var for snart fire år siden, hvor vi var ved at renovere lejligheden inden indflytningen. Den havde stået tom i sytten år og var ubeboelig, da vi overtog den. En dag kom han op og klagede over, at vi havde lavet revne i hans køkkenloft. Derfor skulle vi betale for såvel udbedring af skaden som nymaling af hele køkkenet. Den revne gik vi så ned og kiggede på sammen med entrepenøren. Revnen var blevet malet over for flere år siden. Det var indiskutabelt en gammel skade, som han havde forsøgt at bruge som påskud for at få os til at betale for en nymaling af hans køkken. Det var ikke nogen god start på naboskabet.

Mens jeg her i weekenden var et smut i Danmark, har Augusto været oppe hos Christina og børnene. Christinas bror, Harald og hans kæreste, var på besøg, og Harald lå og fik sig en lur på sofaen ved nitiden lørdag aften. Børnene legede (stille og roligt, ifølge Christina og Harald). De havde fået lov at være lidt længere oppe, fordi det var lørdag, og deres morbror var på besøg. Men selv, når de leger helt stille og roligt, kan Augusto høre dem. Og selvom lydene fra gaden og fra andre naboer er langt langt højere og mere konstante, er det lydene fra vores børn, som provokerer ham. Augusto er overbevist om, at vi får vores børn til at larme så meget som muligt udelukkende for at chikanere ham. Derfor bliver han rasende.

Pludselig kunne Christina og Harald høre et brag ude ved døren, men da Harald lukkede op for at se, hvad det var, var der ingen. Da han så gik lidt længere ud i gangen for at kigge, stod Augusto skulende nede ved sin dør og sagde med en psykopatisk stemme: "Ja, ja, det var MIG, der gjorde det!" Han havde et spækbræt i hånden. Det var det, han havde hamret på døren med.

Harald sagde, at Augusto ikke skulle komme og genere hans søster på den måde igen. Og så begyndte Augusto at råbe "stik den op i røven på din søster! Stik den op i røven på dig selv! Stik den op i røven på din søsters børn!" De kom op at skændes, og pludselig tog Augusto spækbrættet og hamrede det op i hovedet på Harald, så han brækkede næsen og fik en flænge. Nu er Augusto meldt til politiet. Augusto har selvfølgelig så selv fundet på en alternativ historie, som han har fortalt politiet, så nu må vi se, hvem dommeren tror på, hvis det kommer til en retssag.

Det er ikke behageligt, og børnene er naturligvis kun blevet mere bange for underboen. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg er træt af, at jeg ikke var hjemme, da det skete.

tirsdag, februar 14, 2017

Glæden

Glæden. Også glæden hos de to narkomaner, som står i gyden og deler den bakke rejer, de har scoret i supermarkedet rundt om hjørnet, er glæde. Hun står og tripper, mens hun griner og æder sig forslugent gennem sin del. Hun ser ud, som om hun skal tisse, men det kan også være abstinenser eller adrenalinen fra det fede kup. Han er mere rolig: tydeligvis i gang med at gøre rede for, hvordan hans indsats var den afgørende for, at aktionen kunne lykkes. Han er rørt af stolthed. Det gør hende ikke noget, for mens han praler, spiser hun. Det er glæde alt sammen.

mandag, februar 13, 2017

Venner på vej


Pludselig satte to af mine bedste venner sig ned på fortovet mellem vandpytter og nedfaldne blade.
       – AA! sagde den ene.
       – Sikke noget vrøvl, sagde den anden.
       – Så levende har jeg ikke følt mig siden jul, sagde den første.
       – Så levende har du ikke været siden jul, din fyldebøtte, sagde den anden.

       Og hvis ikke kommunen har fjernet dem, sidder de der sikkert endnu.