fredag, november 03, 2017

Måske er Kevin Spacey alligevel en kvart Weinstein?

I forgårs skrev jeg her på bloggen et forsvar for Kevin Spacey under titlen: 'Kevin Spacey er ingen Weinstein', og dårligt havde jeg lagt teksten op, før det væltede frem med nye beskyldninger mod den amerikanske skuespiller. De fleste handler om Spaceys adfærd i perioden 2003 til 2014, hvor han var kunstnerisk leder på Old Vic-teatret i London. Her har en række tidligere medarbejdere nu offentligt anklaget ham for at have gramset på dem eller taget dem i skridtet.

I modsætning til den 31 år gamle ikke-sag, som jeg skrev om i forgårs, så handler de nye anklager om befamlinger af voksne mænd. Det gør jo umiddelbart betragtet sagerne endnu mindre alvorlige end den første bagatel, for voksne mænd må man altså gerne lægge an på og forsøge at komme i seng med. Men på den anden side er der tale om en helt anden situation end i den forældede sag: Først og fremmest fordi Spacey var kunstnerisk leder på Old Vic. Her havde han en indiskutabel magtposition i forhold til de unge skuespillere og andre medarbejdere, som han angiveligt har klemt om pakken. Netop dette gør naturligvis, at Spaceys sager nu alligevel begynder at minde lidt om Weinsteins. Jeg har endnu ikke hørt, at Spacey skulle have truet nogen med, at de ville gå glip af en karrieremulighed, hvis de ikke ville lege med chefen, eller at Spacey direkte skulle have tvunget nogen til sex, men et godt gæt er, at der vil dukke mange nye anklager op i løbet af de næste dage, så det kan jo komme.

De sager, som nu er kommet frem, kan næppe føre til straffesager, men formodentlig til erstatningssøgsmål. Lad os se. Og hvis der er hold i de nye anklager, har Spacey misbrugt sin position til at opføre sig som en uhæmmet gris, så selvom han måske ikke direkte har lovet skuespillere roller til gengæld for sex (noget som jo desværre altid har været ret almindeligt i Hollywood), så ligger det i kortene, at det ikke er gratis at sige nej chefen, når han ikke kan holde hænderne for sig selv eller pikken i bukserne. Det er en alt for almindelig måde at være chef på, ikke kun i teater- og filmverdenen.

Det er usympatisk, fordi det presser ambitiøse medarbejdere til at have sex med en person, som de måske overhovedet ikke har lyst til at have sex med.

Det er også usympatisk, fordi de medarbejdere (her skuespillere), som vælger at takke nej til at bytte sex for en forfremmelse eller for en god rolle, ja, de går glip af denne forfremmelse eller hovedrolle, selvom de sagtens kan have været de bedst kvalificerede.

Derfor skal vi arbejde på at komme væk fra denne måde at være leder på. Det kan man gøre på flere forskellige måder: 

Den bedste og mest radikale måde er at nedbryde magthierarkierne i samfundet og på arbejdspladserne, sådan at ingen chef har absolut magt. Absolut magt er ikke sundt. Det er bedre at dele magten, det er bedre at kontrollere magten, det er bedre at skiftes til at have magten, og det er bedre at udøve magten i samråd med andre indviede. I den udstrækning dette er praktisk muligt.

En anden vej er netop at stå frem med sager, hvor chefer udnytter eller forsøger at udnytte deres magt til at få sex med medarbejdere, som ikke har lyst til det. Ikke for at smide liderbasserne i spjældet, men for at bevidstgøre dem om, at det ikke er en sympatisk adfærd. Det er heller ikke en acceptabel adfærd. Med det mener jeg, at klare og gentagne brud på en nedskrevet adfærdskodex for ledere bør kunne føre til afskedigelse, selvom der ikke har været tale om strafbare handlinger.

Jeg mener, man bør gøre begge dele: nedbryde magthierarkier og stille krav om, at ledere ikke misbruger deres magt.

Anthony Rapps anklage mod Kevin Spacey var så tvivlsom, så bagatelagtig, så forældet og så tilsyneladende enkeltstående, at det forekom mig helt absurd at gøre Spacey både æres- og arbejdsløs på det grundlag. Men det viste sig kun at være ouverturen; de anklager mod Kevin Spacey, der siden er kommet frem, tegner et andet og mere skimlet billede af en teaterchef, som ikke kunne håndtere sin magt på en acceptabel måde.

Afsløringerne standser næppe her. Måske får nogle af anklagerne et retsligt efterspil. Det må vi afvente. I hvert fald må det afklares, hvad der faktisk er foregået på Old Vic. Kevin Spacey vil sikkert selv have godt af en periode, ikke i skyggen, men i det mindste uden for rampelyset. En tænkepause.


Det har han tilsyneladende selv erkendt. Spacey valgt at gå i behandling og til udredning hos en psykolog. Det er klogt af ham.

torsdag, november 02, 2017

To ens strømper


I dag skete det. For første gang siden blealderen tog min nu tiårige søn helt af egen drift to ikke blot matchende, men ligefrem to ens strømper på. Det var hårdt. Jeg følte, at en epoke var forbi, at en umistelig kvalitet ved livet for evigt var tabt. Jeg stirrede stum af rædsel på mine hænder, som pludselig forekom mig underligt små og livløse. Alligevel lykkedes det mig at komme videre; nej, det var ikke mig, men hænderne. Mekanisk og uden nogen impuls fra min viljes side begyndte de lidt efter at kaste krøllet kikseembalage ind på drengens gulv, som ville de vise, at det endnu var for tidligt at sende dem til pølsemageren. Det nyttede ikke noget; enhver kunne se, hvordan det var fat. Da jeg havde siddet en stund, måske to minutter, måske en time, sammensunket på sengekanten, kom min søn forbi. "Hvorfor gjorde du det?" hviskede jeg. "Hvad?" sagde drengen fraværende. "Hvordan kunne du finde på at tage to helt ens strømper på? Det kan nemt komme til at virke som trods, sådan noget. Jeg var for streng med lektierne i går, ikke?" uddybede jeg. "Det var de eneste, jeg kunne finde!" svarede han uden det mindste tegn på forståelse for situationens alvor. Allerede her var det, som om noget igen vaktes til live i mit bryst, nærmest som om det atter gav mening at drage luft ned i lungerne. "Altså, det var de første, jeg fik øje på, i hvert fald", rettede drengen så sig selv med en fjern rungen af ugidelighed i stemmen. Og så var alt igen, som det skulle være. 

onsdag, november 01, 2017

Kevin Spacey er ingen Weinstein


Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey var tiltænkt en Emmy for sin fremragende fremstilling af den skrupelløse præsident, Frank Underwood, gennem fem sæsoner af tv-serien House of Cards. Jeg tror, de færreste i branchen vil mene, at der var tale om en ufortjent hyldest.

Men nu får han den ikke alligevel. Academy of Television Arts & Sciences begrunder beslutningen på Twitter, hvor de skriver:

"I lyset af nylige hændelser vil akademiet ikke hædre Kevin Spacey."

Og hvad er det så for nylige hændelser, som Emmy-værterne hentyder til? Jo, det er såmænd en ikke særlig nylig hændelse, nemlig en episode, som angiveligt skulle have fundet sted under en stærkt animeret privatfest for 31 år siden:

Søndag den 29. oktober fremsatte skuespilleren Anthony Rapp en offentlig beskyldning mod Kevin Spacey:

  • Den dengang 14 år gamle Rapp havde på et tidspunkt tilkendegivet, at han ville til at gå, forlade den pågældende abefest.
  • Herefter havde den dengang 26-årige Spacey angiveligt lagt sig oven på Anthony Rapp og spurgt:
  • "Er du sikker på, at du vil gå nu?"
  • Det bekræftede den unge Rapp. 
  • Herefter forlod Rapp festen.
  • Punktum.


Rapp føler sig overbevist om, at Spacey havde seksuelle hensigter med sin invitation til at blive lidt længere. Og det kan man jo godt forestille sig, at han har ret i. Kevin Spacey kan på sin side angiveligt intet huske om episoden. Ifølge Rapp var Spacey stærkt beruset, så det forekommer også ganske sandsynligt. Og ikke kun fordi han var meget fuld. En mand, der har levet et liv fuld af fester og ofte skiftende seksualpartnere kan sagtens have glemt en 31 år gammel seksuel inklination, som ikke førte noget med sig.

Alligevel har Spacey undskyldt over for Rapp og beklaget, at den yngre kollega åbenbart har gået rundt med en ubehagelig fornemmelse indeni i alle de år, der siden er gået.

Har Kevin Spacey begået noget ulovligt?
Hvis han havde haft sex med Rapp, havde det været ulovligt, for Rapp var mindreårig på det pågældende tidspunkt. Det ville dog næppe være strafbart. For det første er det nærmest umuligt at bevise et seksuelt forhold, som fandt sted for 31 år siden, uden enten en tilståelse fra den anklagede eller pålidelige vidneudsagn fra tredjepersoner. For det andet er sagen forældet.

Men nu var der, selv hvis Rapp husker rigtigt og taler sandt, intet seksuelt samkvem mellem Rapp og Spacey. Det er slet ikke det, beskyldningerne går på. Det handler om, at Spacey angiveligt opfordrede den unge Rapp til sex. Og er det så i givet fald ulovligt?
Ja, det er også ulovligt for en voksen at opfordre en mindreårig til sex, selvom den den voksne efterfølgende accepterer afvisningen. Det må man ikke. Det er den voksnes ansvar at tage vare på den mindreårige, som ikke skal stilles over for et valg om, hvorvidt han eller hun vil have sex med en voksen. Det kan man ikke forvente, at de er følelsesmæssigt modne nok til at tage stilling til.

Men igen: Vi har ingen muligheder for at få bekræftet, om episoden fandt sted, som Anthony Rapp har gengivet den. Faktisk kan vi ikke vide, om den overhovedet har fundet sted. Vi har kun Rapps ord for det. Og ordene er faldet 31 år efter. Er det sandsynligt, at den fandt sted? Tja, det kan sagtens være. Kevin Spacey er erklæret biseksuel og kan da godt i en kæmpebrandert have lagt an på en teenagedreng til en fest. Men det kan lige så nemt være løgn, hukommelsesforskydning eller en fejlagtig opfattelse af en uskyldig situation.

Faktisk kan Anthony Rapp heller ikke vide, om der var tale om en seksuel inklination. For Kevin Spacey spurgte aldrig Rapp, om han ville have sex med ham. Han spurgte, om drengen var sikker på, at han skulle gå nu. Han tog ham heller ikke i skridtet eller gramsede ham på røven, han kyssede ham ikke, men lagde sig (angiveligt) oven på ham. Som jeg fx har lagt mig oven på mine børn, for at lege: Bøh, du kan ikke slippe væk! Tvang Spacey ham til noget: Nej, det gjorde han heller ikke.

Selv hvis episoden faktisk fandt sted og fandt sted præcis, som Rapp beskriver den, og selv hvis det var foregået i sidste måned og ikke for 31 år siden, og selv hvis der havde været vidner til at bekræfte historien, havde Spacey næppe begået noget ulovligt. Det er ikke ulovligt at lægge sig oven på nogen til en fest og spørge, om de ikke vil blive lidt længere. Måske er det fjoget eller naragtigt at gøre, måske er det irriterende, intimiderende eller ubehageligt for den anden, men ulovligt er det ikke, hvis man ellers fjerner sig igen, når den anden beder om det. Da jeg var yngre, kunne jeg såmænd sagtens have fundet på at gøre det samme, fx med en af min fætre, som jeg godt kan lide at feste med. Jeg kunne ikke holde ud, at festen skulle slutte. Måske har jeg gjort det. Jeg har i hvert fald gjort så meget andet tosset i en brandert til en fest.

Man skal huske, at det her ikke handler om, hvorvidt Rapp har haft en ubehagelig oplevelse. Det kan han godt have haft, uden at Spacey har gjort noget ulovligt. Det kan han også have haft, uden at Spacey har gjort noget moralsk angribeligt. At jeg føler ubehag ved dine handlinger, er ikke ensbetydende med, at dine handlinger er forkerte. Måske opfatter jeg dine handlinger anderledes, end du har ment dem. Måske har jeg et urealistisk billede af dine handlinger over for mig. Måske føler jeg ubehag ved noget, som andre opfatter som helt harmløst. Min følelse af ubehag er ikke din lovgiver.

Det handler heller ikke om, hvorvidt Rapp har følt sig krænket. Heller ikke min følelse af krænkethed kan være alment normgivende.

Afstraffelsen af Kevin Spacey standser imidlertid ikke her. Det er ikke kun hyldesten for veludført arbejde, som tages fra ham på baggrund af denne 31 år gamle bagatel. Det er også hans fremtidige muligheder for at arbejde:

Produktionen af den sjette sæson af House of Cards er 'stillet i bero'.

"MRC og Netflix har valgt at stille produktionen af sæson 6 af 'House of Cards' i bero indtil videre, hvilket giver os tid til at vurdere den nuværende situation," skriver MRC og Netflix i en fælles pressemeddelelse.

Ikke alene skal Kevin Spaceys hidtidige værk besudles af denne ubekræftede, 31 år gamle ikke-sag. Hans fremtidige muligheder for at arbejde skal også ødelægges. Det er helt ude af proportioner, ja, det er simpelthen ikke fair. Spacey er retsløs. Han er hårdt straffet for noget, som vi ikke ved, om han har gjort, og som hvis han har gjort det, næppe er ulovligt eller for den sags skyld nødvendigvis moralsk forkert.

Og selv hvis man opfatter en handling som moralsk angribelig, er det jo heller ikke ensbetydende med, at den er utilgivelig. Tilgivelse er en stærk, sammenhængskabende kraft, som ethvert samfund er afhængigt af. Vi begår allesammen fejl. Nogle er så store, at vi straffes for dem retsligt. Når straffen er udstået, skal man kunne genindtræde i samfundet, hvis ikke der skal opstå store, kriminelle parallelsamfund. Andre fejl er mindre og derfor straffrie, men vi må leve med, at andre fordømmer os eller ser skævt til os for at have begået dem. I en periode. Men hvis vi viser, at vi har forstået, hvad vi har gjort forkert (og viser dette ved ikke rastløst at gentage fejlen), skal omgivelserne være i stand til at tilgive. Vi skal jo fortsætte med at leve i den samme verden, og også vi fejlbarlige skal have mulighed for at udnytte vores evner til vores eget og til hele samfundets bedste.

Hvorfor bringes 'Spacey-sagen' frem netop nu og ikke for eksempel sidste år eller for 20 år siden? Kunne det være, fordi filmmogulerne Harvey Weinstein og James Toback for tiden er under anklage for at have sexkrænket dusinvis af kvinder (Toback alene over 200 kvinder)? Anthony Rapp har naturligvis ret til at fremkomme med sin anklage når som helst. Ved at lægge sig i slipstømmen fra disse sager giver Rapp imidlertid anklagen mod Spacey et præg af alvor, som den slet ikke har i sig selv. Der er nemlig tale om helt og aldeles forskellige sager: Toback og Weinstein er (eller var, da de angivelige krænkelser fandt sted) meget magtfulde mænd inden for filmbranchen, som kunne give en ung skuespiller en indbringende karriere, hvis hun behagede dem, eller omvendt sørge for, at hun aldrig nåede nogen vegne, hvis hun ikke gjorde det. Og sagerne tyder stærkt på, at de begge groft udnyttede denne magt over de kvindelige skuespillere til at have seksuelle forhold til dem, eller til at få dem til at holde kæft med, at de forgreb sig seksuelt på dem. Der er også anklager om voldtægt iblandt.

Sagerne er ikke afsluttet, men beviserne forekommer overvældende i omfang. Meget tyder på, at der kan fældes dom og tildeles straf. Men selv, hvis det ikke skulle blive tilfældet, vil sagerne få negativ indflydelse på de to filmmænds karrierer. De vil få vanskeligt ved at lave film igen foreløbig. Og hvis de mange anklager holder vand, bør det også være sådan. Hvis man så groft misbruger sin magt, skal man naturligvis ikke have magt af den type igen. Ikke foreløbig, i hvert fald. Det er banalt.

Den 26-årige Kevin Spacey havde derimod ingen formel eller økonomisk magt over den 14-årige Anthony Rapp. Professionelt havde de intet med hinanden at gøre, og det havde ingen konsekvenser for Rapp, at han ikke ville have sex med Spacey. Det truede Spacey heller ikke med, at det ville få. Der skete desuden intet seksuelt mellem dem, Spacey tvang ikke Rapp til noget, og der var ingen vold mellem dem.

Toback og Weinstein-sagerne er altså langt alvorligere end Spaceys ikke-sag. Og man skal ikke lade sig rive med af et massehysteri og gøre alle 'sex-anklager' til en stor grå masse. Man må skelne mellem på den ene side ubehagelige, men fortolkelige bagateller og på den anden side umiskendelige krav om seksuelle modydelser for karrierefremmende hjælp: et knald for en god rolle i en film.

Hvis man ikke skelner, sker der ikke alene det, at Spacey bliver sat i bås med Toback & Weinstein, hvilket i sig selv er helt hen i vejret. Der sker også det, at Toback og Weinsteins sager af folk, som ikke ønsker at straffe sexkrænkere, nemt kan slås hen som lige så bagatelagtige som Spaceys ikke-sag. Ingen af delene skal vi ønske os. 

tirsdag, oktober 17, 2017

Pokkers man er skorpion


BT bringer i dag en gennemgang af de forskellige stjernetegn og deres betydning for vores personlighed. Jeg er skorpion og er således et dumt svin:

"Skorpioner ved, hvad de vil have, og går efter det uanset konsekvensen. Det skader ofte deres omgivelser. De bruger også deres magt til at påvirke andres beslutninger. De tænker altid på sig selv først og andre sekundært."

Hvis jeg var tyr, havde jeg været mere sød:

"Er utroligt gode til at lade andre mennesker være sig selv og takle deres problemer."

Bare jeg dog var tyr ligesom Adolf Hitler.

søndag, oktober 01, 2017

Cataloniens valg – og Spaniens

I dag ser vi, i hvilken udstrækning den spanske stat er kommet fri af sin fascistiske fortid.

Uanset om man går ind for catalansk løsrivelse fra den spanske centralstat eller ej, bør man anerkende, at det er catalanernes ret selv at afgøre det spørgsmål. Det bør ikke være den spanske stats afgørelse, om de vil undertvinge denne region. Hvis folk i Catalonien ikke vil være en del af Spanien, skal de have lov at være fri. Derfor skal de også have lov at holde en folkeafstemning om løsrivelse, så det kan konstateres, hvad den catalanske befolkning faktisk ønsker.

Men den nationalkonservative spanske regering anerkender ikke catalanernes ret til at træffe dette valg. Den spanske ministerpræsident, Rajoy, gentager blot det hjernedøde argument, at catalansk selvstændighed er imod den spanske forfatning. Som om en forfatning ikke kan laves om! Som om Grønland aldrig kan løsrive sig fra Danmark, fordi det står i grundloven, at Grønland er en del af det danske rige.

I dag går catalanerne til folkeafstemning. Eller dem, der kan slippe af sted med det, gør.

Fordi den spanske regering ikke vil tillade løsrivelsen, vil de heller ikke tillade den folkeafstemning, som de ikke blot kalder ulovlig. De bruger også alle midler til at forhindre og ødelægge denne valghandling. De har konfiskeret flere millioner stemmesedler, så valgkomitéen i en fart har måtte trykke nye. De har ligefrem tvangsopløst valgkomitéen med trusler om at konfiskere deres ejendom, hvis de fortsatte deres virke. Og de har sat civilgarden ind. Dette paramilitære politikorps har arresteret og banket folk, som har uddelt valgmateriale, og de har smadret valglokaler, så man har været nødt til at finde nye.

Jeg har langt fra været overbevist om, at en selvstændig catalansk stat var en god idé. Faktisk mener jeg, at en del af bevægelsen for selvstændighed skyldes en catalansk nationalegoistisk modvilje mod at bidrage til resten af Spanien. Catalonien er ikke blot frodigt, men er også en moderne, industrialiseret og veluddannet region, som hører til de rigeste dele af den spanske stat, og som godt kunne bidrage økonomisk til de golde, fattigere egne. For blot få uger siden ville jeg, hvis jeg havde været catalaner, have stemt nej til løsrivelse. Men nu, hvor den spanske stats endnu engang har blottet sine skarpe hjørnetænder over for catalanerne og uvilkårligt vækker mindelser om den fascistiske general Francos undertrykkelse af dette folk, tvivler jeg på, at sårene kan heles.

Måske er det alligevel bedst med en skilsmisse. 

torsdag, august 24, 2017

Ansigtsløftning

Hver sommer får kvarteret en ansigtsløftning. Butikker lukker, og nye, mere hippe butikker åbner. Nye barer åbner, eller de gamle bliver sat i stand. Træningscentre og parker dukker op, hvor der før var byggetomter eller kondemnerede bygninger. Det er godt. Jeg tror, det var Peder Frederik Jensen, der sagde, at en by uden byggekraner er en død by.

Denne sommer er det så gået ud over Vicente Calderón, det stadion, hvor jeg for tre år siden så Atlético de Madrid vinde deres første La Liga-titel i tyve år. Atlético har bygget et nyt superstadion oppe hos de rige i den nordlige ende af byen, og Calderón, som er et år yngre end mig, skal rives ned. Nu bliver der langt at gå til hjemmekampene.

El Campito, børnenes skolegård, er også blevet bygget om hen over sommeren, så ungerne får plads til andet end fodbold. Det er imidlertid også der, jeg selv har spillet fodbold hver mandag aften de seneste fem år. Det vil næppe længere være muligt. Men det kan da også nærmest være ligegyldigt, for nu er Alphonso netop gået på pension og har taget sin gamle Bar Polo med i faldet. Hvor skal vi nu drikke de obligatoriske fire-fem små Mahou'er efter kampen?

Måske kan vi bare sætte os ind på den nyrenoverede Bar Polo og se, hvad der sker. For lidt siden stak jeg hovedet indenfor for at høre, hvornår den åbner. Så dukkede den nye barbestyrer op og lovede, at han ville lave os nogle tapas så lækre, at vi vil skide i bukserne. Og så vraltede han videre, som om han selv havde taget forskud på glæderne. Jeg har aldrig skidt i bukserne af Alphonsos tørre tapas. Ikke engang af den ubestemmelige grønne smøreost, som man altid endte med, hvis man var for langsom, når der blev budt rundt.

mandag, august 14, 2017

Victor Serge

Planen var at oversætte Victor Serges roman Ville conquise fra 1932, så den kunne udkomme på dansk i forbindelse med oktoberrevolutionens hundredeårsjubilæum til efteråret. Serge var en russisk/belgisk/fransk revolutionær, der deltog i den russiske revolution, som han i de første år forholdt sig solidarisk omend stærk kritisk til. Han var oprindeligt anarkist, blev senere trotskist og til sidst vel nærmest anarkist igen. Og så var han (naturligvis) i længere perioder tugthusfange og efter revolutionens tiltagende degeneration desuden tvunget i landflygtighed på grund af sin ligeledes tiltagende kritik af det russiske regime. Han var også og måske først og fremmest forfatter. 

Det var Solidaritets forlag, som havde planer om at udgive Ville conquise, men det lykkedes ikke at rejse de nødvendige midler til oversættelsen. Her er imidlertid de første sider, som jeg har oversat.

Romanen indledes halvlandet år efter oktoberrevolutionen:






Erobret by

Victor Serge









Jeg dedikerer denne bog til mine kammerater i Frankrig og Spanien,
         For vi må forsøge at redde revolutionens sande ansigt fra glemsel og mytedannelse;
         Dette er afgørende for at kunne koncentrere vores styrke,
         at adlyde den højeste nødvendighed mere ubundet,
         ikke at bede den retfærdiggøre vores fejltagelser,
         for bedre at kunne opnå, hvad der må opnås,
         Og sådan at mennesket en dag vil blive genfødt i ethvert menneske.
V.S.



1



Den lange nat syntes at klamre sig til byen. Solopgangens og solnedgangens grå lys gennemsivede det skidenthvide skyloft og bredte sig ud over genstande som den uskarpe spejling af en fjern gletscher. Selv sneen, som vedblev at falde, manglede klarhed. Dette hvide, tavse, vægtløse svøb strakte sig mod uendeligheden i tid og rum. Allerede klokken tre om eftermiddagen var det nødvendigt at tænde lamperne. Aftenen mørknede sneen med askeagtige nuancer, dybtblå og den stædige grå, som man ser hos gamle sten. Natten tog over, ubønhørligt og roligt: uvirkeligt. I mørket vendte deltaet tilbage til sine geografiske konfigurationer. Mørke stenklipper skåret ud i rette vinkler omgav de tilfrosne kanaler. En sælsom, mørk fosforescens steg op fra den brede isflod.
         Indimellem stødte nordenvinden, som kom fra Spitsbergen og endnu længere borte fra – fra Grønland måske, måske fra Nordpolen over Ishavet, Norge og Hvidehavet – hen over Nevas dystre flodmunding. Med et bed kulden ind i granitten; de tunge tåger, som var trukket op fra syd, over Østersøen, forsvandt, og de afklædte sten, jorden og træerne var uden videre dækket af iskrystaller, som hver især var et næppe synligt vidunder dannet af tal, feltlinjer og hvidhed. Natten skiftede udseende, kastede sit slør af uvirkelighed af sig. Nordstjernen åbenbarede sig, stjerneformationerne åbnede verdens uendelighed. Den næste dag syntes de bronzeklædte ryttere, overstrøet med sølver pudder på deres stenpiedestaler, at træde ud af en sær højtidelighed; fra de høje granitsøjler i Isak-katedralen til dens gavl befolket af helgener og selv til dens massive guldkuppel – var alt dækket af frost. De røde granitfacader og dæmninger fik et strejf af lyserød og hvid aske under denne storslåede kappe. Haverne, med deres sarte filigran af grene, forekom fortryllede. Dette blændværk vederkvægede øjnene hos de mennesker, som dukkede frem fra deres beklumrede boliger, ganske som mænd klædt i skind ved vintertide årtusinder tidligere steg frygtsomme op fra deres lune huler, i en mættet em af dyrestank.
         Ikke et eneste lys i syne. Forhistorisk dysterhed.
         Folk sov i dybfrosne boliger, hvor hvert beboeligt hjørne var som et hjørne i et dyrs hule: den forfærdrende stank klyngede sig endda til deres pelsforede kapper, som aldrig blev taget af, eller som de tog på for at gå ind i det næste rum – for at lirke et par gulvbrædder op, som kunne hold liv i ilden, for at hente en bog, eller for at lempe nattens afsondringer ud for enden af gangen oveni den dynge af ekskrementer, som ligeledes var dækket af den herlige frost, hvis krystaller hver for sig var vidundere af renhed. Kulden slog uhindret ind gennem knuste ruder.
         Byen, gennemkrydset af brede, retlinjede arterier og snoede kanaler, omgivet af øer, kirkegårde og enorme, tomme jernbanestationer, bredte sig ud over spidsen af en snæver afgrund på kanten af en hvid ensomhed ...
         men nætterne, spækkede med stjernebilleder, herskede uforsonligt og roligt, og i løbet af disse nætter gled skiløbere bevæbnet med tunge Mauser-pistoler fyldt med halvtreds vidunderligt spidse kugler, en flaske brandy, fire pund rugbrød, tyve sukkerknalder, et dygtigt forfalsket dansk pas og hundrede dollars syet ind i bukseforet, beslutsomt med lange, glidende skridt ind i den ørken, hvor intet var værre end at møde en anden mand;
         og kvinder, knugende deres børns hænder, gamle mænd, kujonagtige mænd, alle sammen krybende op mod den storslåede terrorstorm, endnu mere dødbringende end polarstormen, drog ligeledes ind i denne ørken af is anført af forrædere og spioner, drevet af had og frygt, undertiden med deres diamanter skjult, som straffefanger gemmer deres penge, i deres køds mest hemmelige og obskøne folder.
         Set højt oppefra, fra den rødstjernede flyvemaskine, som hver morgen cirklede foroven, lignede Neva en slank, hvid slange, som stak sin tynde, spaltede tunge ind i ørkenen fra sin åbne mund.
         De halvt affolkede slumkvarterer var sultne. Der steg ikke længere røg op fra fabrikkernes skorstene, og når en af dem alligevel ved et tilfælde begyndte at ryge, betragtede kvinderne, som i deres lurvede klude krøb sammen ved døren til en kommunal butik, med en dyster nysgerrighed den bizarre røg krabbe sig op mod himlen. "De reparerer kanoner. De får ekstra rationer .... – Hvor meget? Hvor meget? – fire hundrede gram brød om dagen; ja, ok; men det er ikke til os, det er kun til dem. Vi ved godt, hvem der arbejder i den fabrik, de røvhuller ..."
         Sortnede røde flag hang over dørene til gamle okseblodsfarvede paladser, opført af Mester Bartolomeo Rastrelli, som henrykte med syttenhundredetallets italienske elegance og dens overdådige forsiringer, som  pyntebåndsoverhængte hyrdinder. De havde været kejserinders favoritters palæer, havde tilhørt erobrerne af Krim og Kaukasus, fornemme herrer, der ejede millioner af sjæle, den uvidende, fascinerende og tyvagtige adel, som det hemmelige kansleri udsatte for tortur, før det forstødte dem til skovene i øst. Når turguider fra Departementet for politisk uddannelse forklarede simple folk, som var kommet til hovedstaden for at deltage i regeringskonferencer, at disse paladser var arkitekten Rastrellis værk, hørte gæsterne det ganske naturligt som "en skudt mands værk", for på russisk betyder rastrellanny "skudt". Paladser og herregårde fra napoleansk tid, mere nøjsomme, med agtværdige frontoner symmetrisk placeret over mægtige søjlegange, bar de samme røde laser over hoveddørene. Emperiets forskellige epoker havde således forsynet gaderne med imposante konstruktioner, som om natten kunne få en til at drømme om faraonernes grave fra et thebensk dynasti. Men dette dynastis aske lå endnu frisk i en mose i Ural; og disse grave, et regimes grave, bar for en sikkerheds skyld skilte: P.C.P. ANDET DISTRIKTS KOMMITE; R.F.S.S.R. FOLKEKOMMISARIATET FOR OFFENTLIG UDDANNELSE; ADMINISTRATIONEN FOR UDDANNELSESSERVICE FOR TILBAGESTÅENDE BØRN; R.F.S.S.R.  SKOLE FOR RØDE KOMMANDØRER I ARBEJDERNES OG BØNDERNES HÆR. Folk arbejdede i disse døde paladser – døde fordi de var blevet erobret, ukronede fordi de ikke længere var paladser. Maskinpistolerne sad på hug i vestibulerne, ofte i skyggen af en enorm, udstoppet bjørn, som tidligere havde holdt en bakke frem med visitkort, de var som dyr af stål, tyste men parate til at bide. Den klaprende larm fra skrivemaskiner fyldte saloner designet til fyrstelig luksus; en grov erobrer, Kamerat Ryzhik, sov i sine støvler på den selvsamme divan som den, hvorfra en gammel epikuræer af ædel Rurik-æt atten måneder tidligere havde fornøjet sig ved at stirre fuld af fortryllelse og fortvivlelse på nøgne piger i dette elegante Ludvig den femtende-værelse. Nu lå denne epikuræer et andet sted, hvem kunne vide hvor, nøgen, med stride børster på hagen og et hul direkte gennem hovedskallen, med en skudvidde på under to fod nedtrampet jord, fire fod sne, og den navnløse vægt af evighed.
         Piloters logbøger blev arkiveret i boudoirer, som med ubemalede træskillevægge var blevet opdelt i kontorer; en besynderlig samling af rekvirerede madrasser blev lagt ud på gulvene i de imposante modtagelsesværelser, som således forvandlede sig sovesale. Vældige krystallysekroner klirrede endnu blidt, når lastbilerne rullede forbi. Fornedrede fanger, som i de gamle dage meget vel kunne have besteget marmortrapperne i dette selvsammen palæ med værdige skridt som genstand for de hyrede fodfolks apatiske stirren, ventede nu i kælderen på at blive overført til den særlige kommision[1]. Indimellem ville den af kedsomhed udmattede skildvagt, som sad med albuerne støttet på et snavset bord ved døren til kældertrappen, modvilligt rejse sig, hænge remmen på den riffel, som han bar med mundingen nedad, på plads over skulderen, for at slæbe sig hen og åbne hængelåsen til sit fængsel.
         "Ok!" ville han sige, ikke uvenligt. "Finansmænd til lokummet, tre ad gangen!"
         Med vante skub gennede han de tunge, snublende formationer ned gennem den smalle gang; de holdt et øjebliks pause ved synet af den blændende sne i gårdspladsen ... Snorken hørtes fra det tidligere køkken, hvor man havde etableret en vagtstue.
         Ryzhik kunne ikke længere holde rede på tiden. Hans dage havde hverken begyndelse eller ende. Han sov, når han kunne slippe af sted med det, om dagen, om natten, indimellem ved begyndelsen af kommitemøder, når taleren var omstændelig. I disse tilfælde ville han slumre hen i sin stol med hovedet kastet bagover, med sin mund åben under det røde overskæg; og hans klodsede hænder udtrykte i deres pludselige ro, som de lå, henslængt over hans knæ, en gevaldig udmattelse. Gennem lang tid havde telefonen – denne bizarre lille stemme konstrueret til at fange øret, den stemme som fik en til at tænke på insekter, der skraber sig frem under jorden – gjort ham nervøs og ængstelig. Nu dikterede og modtog han ordrer over telefonen, og han noterede telefonbeskeder med sin store skoledrengehånd bag på cigaretæsker: "Overførsler til Tre-mands Komiteen: Afslut tilvejebringelse af varmt tøj inden for fireogtyve timer." "Fjern en tønde sild fra lager 12, skær mændenes dagsration ned." "Arrester de første ti fanger på listen fra Fem-mands Komiteen ..."
         Han lyttede, hans øjne flakkede, bedøvede af dagens træthed, foran telefonbordet, oversået med rugbrødskrummer. "Hallo Gorbunov? Hent Gurbonov. Er togtet overstået?"  Det formløse insekt krabbede sig af sted på jorden i sit hul, og et eller andet sted, langt borte, svarede en brutal stemme: "Gorbunov har en kugle i lysken; skrid." Og så var linjen død. Ryzhik bandede. Telefonen ringede igen med munter akuthed: "Hallo! Er det dig, Ryzhik? Saburov-teateret forærer tyve billetter væk til Den lille chokoladepige ..." Døren havde knirket bag ham; han fornemmede en trøstende, men også svagt irriterende tilstedeværelse: "Xenia?" "Det er mig. Gå i seng, Ryzhik." Xenia bar en græsgrøn soldater-tunika og stålindfattede briller; hylsteret fra et automatvåben hang i hendes bælte. Hun bar på en bog. Ryzhik drømte i sin vældige træthed om to bløde, men faste bolde af flæsk og om en varm mund. Xenia betragtede ham tålmodigt: "I morgen klokken seks. Møde i departementet." Han rødmede. "Okay. Godnat." Han gik ned ad marmortrappen. En meningsfuld vrede gærede i ham mod denne unge kvinde, som var så simpel og ligefrem i hans nærvær, at selve hendes tilstedeværelse fordrev den tanke, at de nogensinde kunne, om blot for et øjeblik, stå ansigt til ansigt som mand og kvinde, afvæbnet af hinanden og forvist til hinanden.
         I det forladte bibliotek, ved siden af den store hollandske kakkelovn, spillede to soldater skak i stearinlysets skær. Skakbrættet var en mosaik af sære sten indlagt i en elegant lille ramme; elfenbensmændene i kinesisk design, finmejslede, detaljerede og groteske. Ryzhik lænede sig mod kakkelovnen for at lade varmen gennemtrænge sig og lukkede øjnene. Sikket job! Og hvad nu, hvis jeg trods alt er blevet træt af at være stærk? Hvad nu ...? I disse øjeblikke af ekstrem udmattelse gentog han disse ubesvarlige ord for sig selv: "Hvis det er nødvendigt." Hans magasin blev på magisk vis genopfyldt helt af sig selv. Denne udmattelse var kun dagens træthed: Søvn kunne gøre det af med den. Natten herskede med en prægtig stilhed over sneen, pladsen, byen, revolutionen.
         "Helt flad, Ryzhik?" spurgte en af spillerne, mens han rykkede en bonde frem. (Han var en mørk, lille mand med halmstrå glimtende i sit uglede, uklippede hår.) "Også mig. Mælk var oppe på tyve rubler på markedet i dag. Sukker lå på fyrre. Jeg er lige kommet tilbage fra Gdov. Det er kønt, landet!





[1] En fælles-russisk særkommision, en hemmelig politistyrke, til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage, etableret i Petrograd december 1917 og i Danmark bedst kendt under sit russiske akronym Tjekaen.