fredag den 1. november 2019

Socialdemokratisk kritik af Jonas Eikas tale

"Pinligt at denne prisvindende forfatterklovn bruger sin takketale på at anklage statsministeren for at være racist," skriver Rasmus Stokholm på Twitter.

Nej, det er pinligt af MF Rasmus Stokholm, der er udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, at han kalder vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, for en 'denne prisvindende forfatterklovn'.

Det er simpelthen dårlig opførsel, for nu at bruge den allierede Pia Kjærsgaards terminologi. Eika brugte ikke personligt rettede skældsord om statsministeren, men talte om den politik, regeringen fører, og de konsekvenser politikken har. Eika henvendte sig direkte og skarpt til statsministeren, men han hverken kaldte hende klovn eller anklagede hende for at være racist. Han anklagede regeringens politik for at være racistisk. Det er ikke det samme. Han gav en alvorlig, men desværre sagligt korrekt karakteristik af regeringens politik. Den politik kan statsministeren vælge at ændre, netop fordi hun ikke er racist, men blot af taktiske grunde har valgt at spille med på en racistisk dagsorden.

Venstrefløjens kritik af Jonas Eikas tale

Jeg har set flere venstrefløjsdebattører gøre rede for, at Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris ikke indeholdt en korrekt analyse af imperialismen, eller at hans racismebegreb ikke beskriver en dansk virkelighed, eller måske især at talen strategisk var forfejlet, fordi sådan en aggressiv og konfronterende svada aldrig vil kunne skabe den alliance for forandring, som han hævder at håbe på.

Jeg er både enig og ikke enig. Det er indlysende rigtigt, at Jonas Eikas tale ikke bidrager til at skabe den kærlige alliance, som han taler for. Det kan være, at den ovenikøbet gør det modsatte.

Men man kan ikke sådan uden videre reducere den faktor ud af ligningen, at Eika ikke udtaler sig som samfundsanalytiker, politiker eller som politisk aktivist for den sags skyld. Han udtaler sig som kunstner, og i sin egenskab af kunstner er han ikke forpligtet til at skabe alliancer eller afbalancere sit budskab, sådan at han kan vinde opbakning for det. Han skal ikke løse noget samfundsmæssigt problem. Ikke som kunstner, i hvert fald. Hans gebet er at se. At se og formidle, hvad han ser, gennem sit helt personlige mentale prisme, ikke gennem almenhedens, folkets, teoribogens eller fornuftens prisme.

Eikas tale er et skrig. Det er naturligvis ikke et spontant og ureflekteret skrig, men dog et skrig, ikke en strategisk platform. Han ser den menneskelige lidelse, som er resultatet af regeringens politik, og den beskriver han, for mig at se, ærligt og redeligt. Og han vælger naturligvis helt bevidst den største scene, han nogensinde vil få adgang til, det største klangrum. En scene, hvor en virkelig vigtig politisk aktør og ansvarlig for den i hans øjne umenneskelige praksis, Mette Frederiksen, er til stede og forventer at skulle fejre og få del i en dansk succes. Hun fik det modsatte, og Eika har helt bevidst spillet denne tæerkrummende pinlighed ind i sin optræden for at give skriget endnu større styrke. Det er en stærk kunstnerisk performance. Og vigtig. For nok siger han intet, som vi ikke allerede ved. Men han insisterer på alvoren af det, som vi allesammen i realiteten har accepteret som et politisk uomgængeligt vilkår. Vi kan ikke blot acceptere denne umenneskelige praksis. Skriget og pinagtigheden skal ikke skabe alliancer. Det skal ikke løse noget problem. Det skal få os til at mærke alvoren af det, vi ser.

Så er det op til den politiske offentlighed, aktivisterne, bevægelserne, politikerne, partierne, os alle sammen (også Eika som politisk aktivist) at finde vejen ud af det politisk låste rum, vi befinder os i, hvor Socialdemokratiet i de sidste mange år har fundet det nødvendigt at overlade det til det stokkonservative, autoritære, snævertsynede, udemokratiske, fremmedfjendske og antimuslimske Dansk Folkeparti at definere landets indvandrer- og retspolitik, fordi socialdemokraterne mener, at det er den eneste vej til at erobre eller fastholde regeringsmagten, og hvor venstrefløjen har ment sig afhængige af en socialdemokratisk regering for at få gennemført mindre dele af sin politik. Sådan har situationen været fastlåst i årevis, hvor den yderste højrefløj har bestemt landets politik, uanset hvem der har regeret. Det har stået på så længe, at ingen rigtig tror på muligheden for forandring, og vi i praksis har affundet os med, at staten optræder umenneskeligt.

Men der er en vej ud. Det synes jeg, at den amerikanske venstrebevægelse har vist os. Den bevægelse, som Alexandria Ocasio-Cortez og Bernie Sanders repræsenterer, buldrer frem og har forandret den politiske virkelighed i USA med en hast og en radikalitet, som ingen ville have troet mulig for blot fem år siden. De gør det ved at tage udgangspunkt i en klasseperspektiv. De taler om og foreslår reformer til løsning af både arbejdende og udstødte menneskers konkrete, samfundsskabte problemer. Og de gør det i en skarp og uforblommet konfrontation med den økonomiske og politiske elite. Men de gør det samtidig uden at sælge en millimeter af retspolitikken til højrefløjen. De er konsekvente i deres forsvar for indvandreres, seksuelle og religiøse minoriteters og kvinders ligestilling, og de gør det i klar og utvetydig opposition til den amerikanske imperialisme og krigsmaskine. Den nødvendige miljø- og klimapolitik har de også med på programmet. Og de mobiliserer gennem en græsrodslignende kampagne, hvilket er stort set uhørt i det land. Det er hele pakken, omend inden for rammerne af den amerikanske forfatning. Det virker i USA. Vinder Sanders ikke valget til næste år, så vinder hans politik alligevel, fordi det demokratiske parti er forandret i kraft af venstrebevægelsens succes. Jeg er sikker på, at noget tilsvarende ville virke her.

Det er politik. Jonas Eikas tale var en forfatters takketale for en litteraturpris. Det er ikke det samme, selvom talen beskrev en politisk virkelighed.

onsdag den 30. oktober 2019

Efter solen

Jeg glæder mig helt vildt over

1) at så ung og i den brede offentlighed så ukendt en forfatter i den grad er blevet anerkendt for en i øvrigt skide god bog;

2) at et aktivistbaseret mikroforlag som Basilisk, hvor redaktørerne ikke får en krone, og som hverken lefler for de økonomiske magthavere i bogbranchen, for den kunstnerisk laveste fællesnævner eller for den politiske magtelite, har fået så stærk en anerkendelse, som der ligger i at have udgivet bogen, der får den største litteraturpris i Norden;

3) at en novellesamling, som notorisk kun sælger en tiendedel af, hvad romaner sælger, har fået prisen;

4) at den dygtige kunstner, Jonas Eika, også er en både skarp, seriøs og modig politisk tænker, som knalder så præcis en tale af. Det er bare godt gået;

5) med en pointe, som jeg hermed låner fra forfatter og musiker Peter H. Olesen, så er der samtidig grund til at glæde sig over, at vi trods alt lever i et samfund, hvor det er muligt uden frygt for repressalier at fyre sådan en svada af lige op i fjæset på hele parnasset. Det er et vilkår, som er og altid vil være under pres fra dele af magtelitens side, og som derfor skal forsvares hver eneste dag.

Talen kan ses her:



tirsdag den 29. oktober 2019

Gæt en portrættegning og vind en bog

Der er et gratis tilsendt eksemplar af den næste bog, jeg udgiver, til den første, der gætter, hvem denne blyantstegning skulle have lignet. Om det bliver romanen ‘Afstande over vand’, som udkommer i anden halvdel af februar, eller den litteraturteoretiske ‘Frode-teoremet’, der bliver gevinsten, vides endnu ikke. (Andreas Halskov: Du kan ikke deltage i konkurrencen, da du jo har en privilegeret viden om, hvem jeg p.t. kunne have lyst til at tegne.)

tirsdag den 22. oktober 2019

Vejtræer

Så skal der plantes vejtræer. 
   Må jeg tage et billede?, spørger jeg. 
   Den kommunale anlægsgartner nikker. 
   Det er smukt, fortsætter jeg lidt fjoget, mens jeg knipser med mobilen. 
   Hans næsebor udvider sig en anelse. “De lider meget, når de bliver flyttet i den alder”, siger han. “Vi er jo nødt til at skære det meste af rodnettet væk.”

lørdag den 5. oktober 2019

Min bedstemor blev 106

Karen Iris Elisabeth Jensen, hed hun, min fars mor og den sidste af mine bedsteforældre. Da hun blev født den 4. maj 1913, var Joyces Ulysses og Wittgensteins Tractatus endnu ikke udgivet. Hun blev født, før Gandhi vendte hjem til Indien, før likvideringen af Rosa Luxemburg, før Den Russiske Revolution, før Irland blev en selvstændig nation, før Danmark solgte De Vestindiske Øer, før Første Verdenskrig, før publiceringen af Einsteins almene relativitetsteori og før Halfdan Rasmussen blev født. Ingen havde endnu hørt om Charlie Chaplin. I løbet af hendes levetid er verden blevet en anden.
Her til morgen sov hun stille ind i sit hjem i Langeskov, 106 år gammel. Iris havde i sin alderdom et aktivt og udadvendt socialt liv, hvor hun ikke blot i mange år havde sit ugentlige andespil, men også mødtes med sin kortklub to gange om ugen. Når man bliver så gammel, bliver man nødt til at finde nye medlemmer til kortklubben med ujævne mellemrum. Man må finde nye venner, men det gjorde Iris med en stærk vilje til at holde sig i gang. Hun havde en stor flok halvsøskende, men særligt sin efterslægt med fire børn, seks børnebørn og tolv oldebørn havde hun jævnlig kontakt til. Hun nåede at flytte 43 gange, fra hus til hus på Fyn og Langeland. Langt de fleste gange sammen med min bedstefar, den kommunistiske løsarbejder Arnold fra Vejle. De havde for vane at købe sig en gammel rønne, sætte den pænt i stand, og så sælge den og flytte videre til en ny fynsk landsby eller købstad et par år efter. Måske var rastløsheden slet ikke hendes, men Arnolds. Arnold, den iltre skælm med det kraftige, ravnesorte hår, var søn af en fisker og en rakkerpige, som vi må formode var vant til at bo på en ladvogn. Efter Arnolds død i 1985 aftog rastløsheden i hvert fald, og i de sidste mange år boede Iris i Langeskov på Østfyn. Der har mine forældre også boet i de seneste 18 år (eller deromkring) i gåafstand fra Iris' hjem, og det samme gjorde hendes yngste datter med sin mand i en årrække.
Cirka fem år efter Arnolds død fik Iris sig en ny kæreste, nemlig Knud, som hun i nogen tid havde spillet kort med. Hun var 80 og Knud kun 72, men alligevel forsvandt han længe før hende. Også Iris' ældste søn, Arne, døde før hende. Det er jo også et naturligt vilkår ved at blive så gammel.
Det var vigtigt for Iris at blive boende i sit eget hjem, og det gjorde hun, i de sidste 34 år alene. Hun var over 100, da hun begyndte at få offentlig hjælp til at klare det huslige. Hun havde sukkersyge og fik ofte lungebetændelse i de sidste år, men blev aldrig dement og var gennem livet kun sjældent alvorligt syg.
Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt episode, hvor hun kom alvorligt til skade, nemlig da hun fik et kar kogende malt ud over sig, mens hun bryggede øl til Arnold.
Iris fik et ganske almindeligt, men langt, begivenhedsrigt og udadvendt liv med en stor familie og mange venner, og hun fik en nådig og, så vidt vi ved, smertefri død, som hun i den allersidste tid bød velkommen, fordi hun det sidste halve år ikke havde kunnet spille kort eller i det hele taget færdes på egen hånd på grund af svigtende syn og hørelse.
Æret være hendes minde.

torsdag den 19. september 2019

Fest i narkokartellet

Jeg var til fødselsdagsfest på columbiansk i fredags.

Serena var inviteret til femårs fødselsdag hos en klassekammerat. Hele årgangen (48 børn – plus forældre) var inviteret, men kun Serena og en spinkel lyshåret pige dukkede op. Og det var et held, for vi havde 14 kvadratmeter at gøre godt med, og de var i forvejen pænt fyldt ud med de 25 'familie'medlemmer, som var på plads i stuen.

Det var ikke tanken, at jeg skulle med til festen. Jeg kom blot klokken syv, som var festens aftalte sluttidspunkt, for at hente, men det var alt for tidligt at gå, fortalte Serena, for gaven var ikke pakket ud og kagen ikke serveret.

Så jeg stillede mig til at vente i et hjørne. Sidde kunne man ikke, eftersom der var en halv kvadratmeter per mand. Jo, de fire tatoverede mænd i guldkæder måtte gerne sidde ned.

Midt på gulvet stod et højtaleranlæg, som spillede en pornoagtig, latinamerikansk musik, når ikke de to opdullede piger, som var inviteret til at underholde de få børn, som trods alt var til stede, var i gang med sanglegene. Det foregik med mikrofon og høj baggrundsmusik. Og så skulle de femårige piger ellers ryste numse. Bagefter var det mødrenes tur til at vise røv og patter og til sidst de øvrige damer, som var mødt frem.

Hen gennem aftenen dukkede der stadig flere voksne, latinamerikanske gæster op, hver især medbringende deres firetyvestyks rød Mahou (den lokale guldøl) og hvad de ellers havde brug for af stimulanser. De var stort set alle hårdtpumpede, tatoverede guldkædedrenge med en nedringet dame under armen. Der var også bedstemødre og halvvoksne børn, så vi nåede vel op på halvtreds mennesker. Der var 40 grader i stuen – og lige så mange mennesker; resten blev presset ud i det lille køkken, hvor de stimulanser, som ikke var på dåse, blev indtaget.

Der gik et par timer, dansene blev stadig mere seksualiserede, mændene mere påvirkede af diverse indtag og Serena mere og mere træt og frustreret over ikke at forstå, hvad der foregik. Hun kunne ikke genkende festen som en børnefødselsdag. Kagen blev stadig ikke skåret for og gaverne ikke pakket ud. Jeg ville virkelig gerne gå, men Serena var uforløst og gik ikke frivilligt med. Og så var døren i øvrigt spærret af columbianske mænd med korslagt arme.

På et tidspunkt mente fødselaren alligevel, at det måtte være hendes tur: Pludselig greb hun mikrofonen fra en af de hyrede duller og erklærede, at Serena var hendes bedste veninde i hele verden. Nu blev det helt umuligt for os at slippe ud, for alle kiggede på os.

Særligt en af mændene stirrede konstant på mig, og presset op i et hjørne som jeg var, var det ikke nemt at undslippe hans gennemborende blik. Og det var heller ikke så lige til at bevæge sig ud fra hjørnet, for sanglegene fyldte gulvet.

Jeg var svimmel, og Serena var udmattet og hørte ikke efter, når jeg forsøgte at forklare hende, at vi blev nødt til at gå uden kage.

Til sidst kom politiet for at lukke festen. Det var min åbning; jeg greb Serena, løftede hende op over hovedet på de dansende og stred mig gennem pattehavet, frem til den nu halvt åbne dør, hvor jeg hurtigt hilste af med fødselarens far og klemte mig med en grædende Serena i favnen ud til betjentene på den anden side.

Det samme gjorde moderen til den lille lyshårede pige, der havde siddet som forstenet hele aftenen.

Hun havde lige så lidt som jeg forstået, at invitationen til klassekammeraterne kun var proforma, sådan at moren kunne have god samvittighed over for sin fødselerende datter, og at ingen af forældrene ikke havde forventet, at nogen fra skolen dukkede op.