Her er en kommentar til den diskussion, som Thomas Bobergs roman ‘Insula’ har affødt om forfatterens moralske ansvar for personer, der kan tænkes at genkende sig selv som inspirationskilder for fiktive figurer. Forfatteres stemmer i den debat er blevet efterspurgt. Her er så min. Det er ikke tænkt som et debatoplæg, blot en tilkendegivelse.
Er jeg som forfatter interesseret i en fælles og offentlig diskussion af skønlitterære forfatteres etik og metode med henblik på at komme frem til en fælles forståelse af disse?
Overhovedet ikke. Den manøvre kommer jeg ikke til at deltage i. Enhver idiot kan regne ud, at sådan en fælles forståelse aldrig vil indtræffe. Moralens selvudnævnte vogtere vil gøre krav på at have svaret, nogle vil være enige, nogle vil i en periode følge trop af frygt for at blive skammet ud, andre vil protestere, og de fleste vil blot fortsætte som vanligt. Dem, der indbyder til diskussionen, har allerede fremlagt deres konklusion på den og ikke virker det mindste lydhøre over for kritik af projektet.
Men det er ikke de væsentligste grunde til, at jeg ikke deltager i det teater. Sagen er, at jeg ikke har det fjerneste ønske om, at alle forfattere udvikler en fælles praksis, metode eller etik. Og da slet ikke en metode, der kalkerer faglitteraturens, som er modeleret ud fra en fordring til forfatteren eller forskeren om at stå inde for, at tekstens udsagn modsvares af sagforhold uden for teksten. Fagbogsforfatteren skal gøre rede for sin metode og sine kilder, og kilderne skal helst være alsidige, tage eventuelle opponenters synspunkt i betragtning.
Det skal den skønlitterære forfatter ikke. Hun er kun forpligtet over sit eget synspunkt, for hun skal kunne beskrive en mulig verden snarere end en virkelig og endda en umulig en, hvis hun vil, og kan derfor ikke have denne forpligtelse over for virkeligheden uden for teksten. Skønlitteraturen skal ikke være redelig. Den må gerne, men skal ikke. Hvis ikke uredeligheden er en mulighed, holder skønlitteratur op med at være skønlitteratur. Og med den forsvinder de mod- og vrængbilleder, de alternative billeder af liv, som mennesket altid har haft brug for og i alle kendte kulturer til alle tider har produceret, og som vi slet ikke kan lade være med at afsætte som vores mentale sekret i drømme. Det er et eksistentielt behov.
Og nej, det betyder ikke, at skønlitterære forfattere får en gratis omgang. Selvom vi ikke har nogen fælles etik for skønlitteratur, har forfattere altid og i voldsom grad måttet leve med konsekvenserne af deres moralske valg. Forfattere er blevet fyret fra deres job på grund af udgivne værker, har mistet venner, er blevet lagt for offentligt had, ekskommunikeret, eller underlagt en fatwa, overfaldet eller myrdet. Fortsæt selv listen. Det er en forhånelse af de virkelige betingelser for at skrive skønlitteratur at hævde, at forfattere har været eller har følt sig hævet over almindelige etiske normer. Forfattere har tværtimod altid været konfronteret med dem i ekstremt omfang, fordi tekstens handlinger, hvis ellers bogen bliver læst, udspiller sig i et stort rum med mange tilskuere. Og bliver bogen ikke læst, ja, så er sulten jo sådan set i sig selv en straf.
Den mest moralske handling er ikke nødvendigvis den, som ikke støder nogen.
Hvad der i øvrigt skal ske med den forfatter og det værk, som ikke lever op til de krav, der udkrystalliseres af sådan en ny 'fælles forståelse', er uklart for mig. Det skal ikke ligefrem være en lov, får vi at vide. Men i hvilken forstand skal reglerne så være regler? Sådan, at moralens vogtere har et sikkert mandat til at hænge overtræderne ud? Udgrænse dem fra det gode selskab? Skal forlæggere føle sig moralsk forpligtede til at afstå fra at udgive dem? Skal de bandlyses fra bogmesser og litteraturfestivaller? Eller hvad?
Moral er et fælles anliggende forvaltet gennem fælles normer, får vi at vide, altså ikke noget, forfatteren som individ selv kan forvalte. Jeg vil hævde det modsatte.
Et af kravene, der på forhånd er meldt ud som konklusion på den fælles diskussion, vi nu åbenbart skal have, er, at man som forfatter skal give personer, der kan tænkes at ville genkende sig selv i fiktionens figurer, vetoret over for teksten. Gør man ikke det, er det magtmisbrug. Det kan man sige generelt – og tilsyneladende også uden først at læse værkerne.
Det skal nok blive sjovt, når en forfatter fx bruger en slavepisker på en indisk tekstilfabrik eller en notorisk gyllespreder fra det danske kystlandskab eller en korrupt politimester eller præsident som forlæg for en fiktiv figur. Eller bruger sin overgrebsmand eller sin datters undslupne morder. Det går fint med at give disse virkelige personer vetoret, må man forstå, for det er jo altid forfatteren, der har magten. Dette gælder generelt, og derfor kan man have generelle regler. Forfatteren er latent overgrebsmand. Og endda en halvdum en, som ikke ved det selv og ikke er sig sit moralske ansvar bevidst og derfor skal tages i skole af vogteren, som derimod har forstået magtstrukturerne og er et etisk menneske.
Et andet krav, jeg har set fremført, har form af et forbud. Den skønlitterære forfatter må ikke fortælle historier om børnefigurer, der kan genkendes som inspireret af virkeligt eksisterende børn. Det er nemligt altid et overgreb. Skal man overhovedet skrive om børn, skal figuren fiktionaliseres så meget, at ingen vil kunne genkende sig i den. Jeg ved ikke, om det ligefrem skal være umuligt at identificere sig med barnefiguren, men genkende sig selv eller genkende andre i den må man i hvert fald ikke kunne. Jeg har tre børn og har derfor læst mange børnebøger som voksen. Jeg har også selv skrevet en. Og lur mig, om ikke en betragtelig andel af de børnebøger er skrevet af forældre, og at mange af bøgerne er skrevet som kærlighedsgerninger, hvor meningen netop er, at deres børn eller venners børn skal kunne genkende noget af sig selv i figurerne. En anerkendelse af barnet på godt og ondt.
Hvad med autofiktionen? Har den ikke et særligt ansvar for dels at tale sandt, ikke misrepræsentere, og for at beskytte sine inspirationskilder? Nej. Jeg tror, man er nødt til at anerkende, at autofiktion netop er fiktion og ikke biografi. Graden af fiktionalisering i et litterært værk er forskellig, det er klart, men fiktion er der under alle omstændigheder tale om, hvis forfatteren ikke i værket viser, at hun står inde for fuld overensstemmelse med virkeligheden uden for teksten. Jeg tror også, at nærmest al skønlitteratur rummer elementer, der er hentet fra forfatterens eget liv. Jeg vil give nogle eksempler fra mit eget skriveværksted nedenfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar