Litterær troværdighed og sandhedsværdi

Under en tekstlæsning på Forfatterskolen anklagede en af lærerne den læste tekst for at være utroværdig. "Ingen vil tro på, at det er foregået på den måde," sagde han. "Men det gjorde det!" indvendte den elev, som havde skrevet teksten. "Jeg har skrevet det nøjagtigt, som det foregik!" Vores lærer kiggede på ham. "Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvordan det foregik," sagde han. "Troværdighed og sandhedsværdi har intet med hinanden at gøre. En teksts troværdighed handler kun om, hvordan du har skrevet den." Og så gennemgik han ord for ord, hvorfor teksten var utroværdig. Det handlede blandt andet om en uklar brug af præpositioner som hos, ved, bag og på, som gjorde teksten uanskuelig.

Det er en sand historie. Om den er troværdig, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg fik meget ud af at lytte til dygtige lærere på den ofte udskældte forfatterskole. Ikke kun, når det var min egen tekst der blev læst og kritiseret, men også når mine klassekammeraters tekster blev det.

Problemet med disjunktive definitioner, kort

Disjunktive definitioner er dem, hvor man definerer et fænomen F med et eller, altså ved at sige, at alle x'er hører under fænomenet F, hvis de enten er v eller y eller z. Der kan i princippet være en lang række disjungerede kriterier, men dog ikke uendeligt mange, for så ville alt jo falde ind under definitionen, og den ville i realiteten intet definere. Et tænkt eksempel på en disjunktiv definition kunne være, at man ville definere fænomenet 'bog' som en tekstmasse, der er publiceret enten på papir eller digitalt eller som lydoptagelse af oplæsning.

Disjunktive definitioner er ikke per definition forkerte eller dårlige. Indimellem kan de være de eneste mulige, men der er ikke desto mindre nogle principielle vanskeligheder ved dem. Det har interesseret mig i mit arbejde på at finde den bedst mulige definition på skønlitteratur. Et udpræget og indlysende problematisk eksempel på en disjunktiv definition af skønlitteratur finder man hos Robert Stecker, der fremlægger det således: “Et værk v er et skønlitterært værk, hvis og kun hvis v er frembragt i et lingvistisk medium, og 1. v er en roman, novelle, fortælling, et drama eller digt, og forfatteren af v har tilstræbt at indgive det æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi, og værket er skrevet med tilstrækkelig teknisk snilde til, at det er muligt at tage denne bestræbelse alvorligt, eller 2. v besidder æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi i betydelig grad, eller 3. v falder ind under en begrebslig forløber for vores begreb om skønlitteratur og blev skrevet, mens dette forudgående begreb endnu var almindeligt accepteret, eller 4. v er en del af en fremragende forfatters œuvre.”

[Robert Stecker: What is Literature?, side 71.] Her er der tale om disjunktion i anden potens i den forstand, at punkt 1 og 2 hver for sig er disjunktioner, mens punkt 1 til 4 også samlet set er sat disjunktivt op. Punkt 1-3 rummer opfattelser, som vi tidligere har diskuteret udførligt, og kriterium 4 er en cirkulær definition, i den forstand, at en fremragende forfatter implicit opfattes som en, der skriver skønlitteratur, og skønlitteratur defineres som det, der er skrevet af en fremragende forfatter. Dertil må man sige, at der er tale om en udpræget inklusiv definition. For at blive anerkendt som (skøn)litteratur kan et værk nøjes med at opfylde et af de disjungerede underpunkter i punkt 1 eller 2. Fx ved at besidde kognitiv værdi i betydelig grad. Jeg forestiller mig, at Einsteins generelle relativitetsteori således er kvalificeret til betegnelsen (skøn)litteratur.

På denne måde bliver de disjunktive definitioner let for inklusive, mangfoldigheden af kriterier åbner for mange døre til, at man kan ekskludere selv indlysende ikke-medlemmer af den definerede kategori.

Dækket direkte tale, kort

Dækket direkte tale er et litterært stiltræk, som for alvor fandt anvendelse med impressionismen og naturalismen i begyndelsen af det tyvende århundrede. Det er et træk, som gav talesproget en ny litterær status.

Den dækkede tale [oratio tecta] bruges ofte til at udtrykke en figurs tankers. Men det kan også, som i eksemplet nedenfor, være en gengivelse af noget sagt. Fortælleren gengiver i imiteret talesprog og således med ordstillingen som i en hovedsætning, hvad figuren har tænkt eller sagt, men i tredje person, altså med et 'han' eller 'hun' i stedet for et 'jeg'. Det kan være i form af en indre monolog, men det kan også eksempelvis være en kondenseret udgave (altså ikke et direkte citat) af længere replik. Herman Bang er en særlig prominent eksponent for denne måde at skrive på. Dækket direkte tale er således en mellemform mellem direkte tale (replikker) og indirekte tale: DIREKTE: Hun siger: “Jeg vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen!“ INDIREKTE: Hun siger, at hun fandme selv vil køre den brandbil ud i mosen. DÆKKET: Hun siger, at hun vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen. I den direkte tale er der tale om et direkte citat, som typisk (men ikke nødvendigvis) er markeret med citationstegn eller eventuelt en talestreg. Fortælleren giver ordet til den talende figur, der derefter omtaler sig selv i første person, altså som 'jeg', og ordstillingen har hovedsætningsform, her med verballedet 'vil' før adverbialleddet 'fandme'. I den indirekte tale er der ikke tale om et direkte citat af en figurs udsagn, men om en gengivelse af det. Der er derfor ingen citationstegn eller talestreg. Fortælleren giver altså ikke ordet til nogen, men beholder det selv, hvorfor figuren omtales i tredje person, altså her som 'hun', og ordstillingen får ledsætningsform med verballedet 'vil' efter adverbialleddet 'fandme' I den dækkede direkte tale er der ligesom i den indirekte tale ikke tale om noget direkte citat, så der der er ingen citationstegn, og den angiveligt talende figur omtales eller omtaler sig selv i tredje person. Men ikke desto mindre har ordstillingen hovedsætningsform som i en replik. Verballedet 'vil' kommer altså før adverbialleddet 'fandme' og giver den på den måde et grammatisk præg af talesprog.

Falsifikationisme, kort

Falsifikationisme er en videnskabsteoretisk opfattelse fremlagt af filosoffen Karl R. Popper. Opfattelsen er et svar på induktionsproblemet, altså problemet med at bevise en hypoteses ved at fremvise et stort antal empiriske eksempler på dens gyldighed. Lad os sige, at jeg fremsætter den hypotese, at det er principielt umuligt at lave en vaccine mod HIV. Jeg henviser til det ene laboratorium efter det andet i England, Frankrig, USA, Rusland, Kina, Argentina, Egypten, Iran, Japan og Danmark, som alle uden held har forsøgt sig med sådan en vaccine. Men uanset, hvor mange eksempler jeg kommer med, kan jeg ikke godtgøre hypotesens universelle gyldighed. Man kan ikke slutte fra selv nok så mange enkeltstående observationer til en universel og eviggyldig teori, for hvem ved: Måske dukker der en dag en vaccine op i Vietnam.

I stedet for at forsøge at godtgøre sin teori induktivt mener Popper, at man efter bedste evne skal lede efter eksempler på, at den er fejlagtig. Man skal forsøge at falsificere sin teori. Hvis man selv efter grundige, tænksomme og behjertede falsificeringsforsøg ikke har kunnet finde kontraeksempler, altså eksempler på, at teorien ikke holder, er teorien ikke endegyldigt bevist, men det er dog godtgjort, at vi foreløbig kan fæste lid til den. Denne falsifikationisme stiller særlige krav til, hvordan en teori eller hypotese skal udformes for at kunne betragtes som videnskabelig. Det skal nemlig være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan falsificeres. Teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. Det skal være muligt at afprøve teoriens gyldighed. Den skal være falsificerbar. En lang række teorier og hypoteser lever ikke op til dette krav. De forholder sig til relationer, som vi ikke kan efterprøve, eller de er så upræcist og vagt formuleret, at de på den måde bliver uangribelige. Det gælder fx astrologien. Man kan argumentere ret overbevisende for, at teorien er forvrøvlet, men man kan ikke opstille et forsøg, som ved et bestemt udfald ville vise, at den er fejlagtig. Heller ikke psykoanalysen kan falsificeres. Eller MWI, teorien om at der findes et uendeligt antal af gensidigt uafhængige, parallelt eksisterende universer. Disse teorier, som ikke er falsificerbare, opfattede Popper som uvidenskabelige.

Universaliestriden, kort

Universaliestriden var en teoretisk uenighed inden for især den kristne, men også den muslimske og i mindre grad den jødiske skolastik i middelalderen.

Udgangspunktet for striden var Platons såkaldte idélære, som teologerne fremlæste den af dialogen Phaidon. Her argumenterer Platon for, at der foruden alle de individuelle enkelgenstande af en bestemt kategori også er en kategoriens idé. Foruden alle de enkelte heste, som vi ser i den sanselige verden, er der også en ‘hesthedens idé’, en ikke-sanselig, ideal hest, som alle de sanselige heste må ligne for overhovedet at være heste. På den måde har alle kategorier af sanselige genstande en usanselig idé, og disse idéer er ikke blot begreber i vores bevidsthed, men eksisterer realt, omend usanseligt forud for og uafhængigt af vores bevidsthed.

I middelalderen blev denne idélære indtænkt i de monoteistiske teologiers grundlag. Idéerne blev betegnet som universalier, og der blev indskrevet universalier af alle mulige slags i de religiøse læresætninger. Det kunne være leveregler og dyder, som også hver især havde et universalie. De såkaldte begrebsrealister hævdede nu det synspunkt, at universalierne i ontologisk forstand var transcendente idéer med selvstændig, altså bevidsthedsuafhængig eksistens.

Nominalisterne mente derimod, at universalierne var bevidsthedsmæssige abstraktioner, foretaget at den menneskelige bevidsthed. Lad os sige, at mennesket så hundredevis af heste, en var sort, en anden skimmel, men alle havde fire ben, mule, man og manke, og sådan abstraherede mennesket fra den enkelte hest og dannede sig forestillingen om den 'universelle' hest eller hestens universalie. Nominalisterne mente altså ikke, at universalierne eksisterede uafhængigt af menneskets bevidsthed.

Fremkomsten af nominalistiske synspunkter i kirken gav anledning til en århundrede lang strid med de traditionelle begrebsrealistiske positioner. Striden handlede i høj grad om kirkemagtens ubetvivlelighed. Hvis universalierne har selvstændig (guddommelig) eksistens, kan kirken bedre begrunde deres ubetingede autoritet, end hvis de blot er abstraktioner i den menneskelige bevidsthed.

I senmiddelalderen blev den realistiske position i stigende grad fortrængt af den nominalistiske, hvilket gradvis svækkede de kirkelige autoriteter og gav plads til en udogmatisk udvikling af naturvidenskaben og en sekulær stat.