Hun har fem katte nede på molen.
De har hver sin madskål inde mellem stenene, hvor de kan spise i fred for de store stormmåger. Det er et godt skjul.
Det er ved nitiden, hun kommer for at fodre. Hun går raskt til, og man tænker, at hun glæder sig. Spændt er hun. Og mere spændstig, når hun krænger overkroppen ind mellem de store sten, end man ville tiltro en kvinde på hendes alder.
Man kan se, hvordan spændingen forlader hendes muskler, når hun endnu engang må skrabe gårsdagens servering ud i den medbragte skraldepose. Den samme skuffelse gentager sig skål for skål. Hun skælder kattene ud efter tur. For hver skål stavrer hun mere hængeskulderet ned til vandkanten og skyller den, fylder frisk foder på. Måske vil de tage det i morgen.
Men de vil ikke lære det. Hun synes ikke, de kan være bekendt at forsmå hendes franske kartofler. Hun har købt dem med baconsmag.
