fredag den 19. februar 2021

Hun har fem katte nede på molen

Hun har fem katte nede på molen.

De har hver sin madskål inde mellem stenene, hvor de kan spise i fred for de store stormmåger. Det er et godt skjul.

Det er ved nitiden, hun kommer for at fodre. Hun går raskt til, og man tænker, at hun glæder sig. Spændt er hun. Og mere spændstig, når hun krænger overkroppen ind mellem de store sten, end man ville tiltro en kvinde på hendes alder.

Man kan se, hvordan spændingen forlader hendes muskler, når hun endnu engang må skrabe gårsdagens servering ud i den medbragte skraldepose. Den samme skuffelse gentager sig skål for skål. Hun skælder kattene ud efter tur. For hver skål stavrer hun mere hængeskulderet ned til vandkanten og skyller den, fylder frisk foder på. Måske vil de tage det i morgen.

Men de vil ikke lære det. Hun synes ikke, de kan være bekendt at forsmå hendes franske kartofler. Hun har købt dem med baconsmag.

lørdag den 13. februar 2021

Grisebasser

En af mine ondskabsfulde bekendte spurgte mig for nylig, om jeg havde tænkt over, hvor mange svineavlere der i deres stille sind går og håber på, at en coronavirus vil mutere helt amok i en af de fikserede søer, så de kan få sikret deres fiktive indtjening i ti år frem på et urealistisk optimistisk niveau uden nogensinde undervejs at skulle lugte af gylle. Det måtte jeg naturligvis på det skarpeste afvise. Den tanke var faktisk aldrig faldet mig ind.

mandag den 8. februar 2021

Om Covid 19-kompensation til kunstnere via Statens Kunstfond

I løbet af de sidste par uger har websitet Kulturmonitor været åstedet for en diskussion om den særlige Corona-støtte, som Statens Kunstfond i år vil uddele til skønlitterære forfattere.

Diskussionen begyndte, da fagbogsforfatteren Jørgen Burchardt skrev et harmdirrende indlæg, hvor han brokkede sig over, at kunstfonden ikke gav støtte til faglitterære forfattere.

Det svarede jeg på.

Og så svarede Anne Rosenskjold, som er lærebogsforfatter og næstformand for den faglitterære afdeling af Dansk Forfatterforening, på mit svar.

Og jeg svarede på hendes.

Det gjorde den skønlitterære forfatter og Dr. Phil. Lotte Trane også.

Og Egon Clausen deltog også i debatten og mener faktisk det samme som mig.