tirsdag, juni 22, 2010

Objektiv kunststøtte 3

Der vil være vanskeligheder forbundet med en hvilken som helst model for statslig kunststøtte.

Men det vil dog være langt mere problematisk ikke at støtte kunsten. Det har staten gjort i århundreder, om ikke årtusinder, af den simple grund, at der ellers ville være meget lidt af den. Kun en lille brøkdel af den kunst, vi har i Danmark i dag, ville kunne brødføde dens ophavsmænd og -kvinder uden statsstøtte. Meget ville ikke blive lavet. Tænk på film, fx.

For det meste har staten stillet betingelser til den kunst, den har støttet. Den har skullet opfylde en samfundsbevarende funktion, fx har den skulle afbilde og forskønne monarken, eller den har skullet være nationalromantisk, religiøs, moralsk eller pædagogisk i sit indhold.

Sådanne krav stiller den danske stat i det store hele ikke længere (eller man skulle måske sige for tiden; Dansk Folkeparti vil jo satans gerne sensurere dramaproduktionen på DR), og det er godt. Det er et kæmpe fremskridt for kunsten og heller ikke ubetydeligt for modkulturen i lidt bredere forstand.

Staten skal støtte kunsten uden at stille form- eller indholdsmæssige krav til den. Sådan får vi mest og bedst kunst.

Men hvilke krav skal staten så stille til den kunst, den støtter? Skal den støtte den kunst, som falder i dens egen smag, forvaltet af et udvalg som fx det litterære tremandsudvalg? Eller skal den støtte det, som de forskellige kunstbrancher (teatrene, filmselskaberne, forlagene, pladeselskaberne osv.) mener er kunst. Jeg mener det sidste. Jeg mener ikke, staten skal have en smag. Det har jeg argumenteret grundigt for i Objektiv kunststøtte 1.

Så kan man jo diskutere, om man skal støtte brancherne, virksomhederne, eller man skal støtte kunstnerne direkte. Måske begge dele. I Norge skal statens biblioteker købe minimum 1000 eksemplarer af alle bøger skrevet på norsk. Det er jo en kæmpe støtte til forlagene, og samtidig en betydelig støtte til forfatterne, som vel også i Norge får bibliotekspenge.

I Norge er dette er en del af en nationalromantisk dagsorden, hvor bevarelsen af det norske sprog spiller en stor rolle. Den borgerlige danske regering og dens støtteparti taler også meget om at bevare det danske sprog (som en museumsgenstand), men gør meget lidt for det. Det kan man alt efter temperament grine eller græde over.

Jeg synes den norske indirekte støtte til forlagene rummer meget positivt, men den er også meget dyr, og jeg tror, man vil få meget mere kunst for langt færre penge ved at støtte kunstnerne (her forfatterne) direkte.

Jeg har foreslået, at den statslige betingelse kunne være, at de har udgivet minimum tre bogværker, eller hvad der svarer dertil i form af tidsskriftpublikation. Det kan være for strengt et krav, for hvad så med alle de nye talenter, som allerede viser lovende takter med den første bog? Skal de ikke støttes?

torsdag, juni 10, 2010

tirsdag, juni 08, 2010

Objektiv kunststøtte 2

Hvis vi ikke skal have statslige smagsdommere til at tage stilling til, hvem der skal have kunststøtte i Danmark, og det er mit synspunkt, så skal vi jo finde en anden modus for tildelingerne. Jeg foreslår, at man vælger nogle objektive kriterier, som grundlag. Et embedsmandsudvalg skal tage stilling til, hvilke ansøgere der opfylder disse kriterier. Og så skal en afgørelse naturligvis kunne ankes af ansøgeren. Sådan skal retssikkerheden fungere i et rettighedsbaseret samfund.

Men hvilke kriterier kan anvendes?

Jeg har tænkt ganske meget over det, men jeg kan ikke komme frem til noget bedre forslag end det, jeg for nogle år siden fremsatte under titlen Forfatterløn. Her foreslog jeg, at der blev lagt kvantitative kriterier til grund, altså antal udgivelser.

Når man vælger denne model, anerkender man, at forlagene og tidsskrifterne har den faglige kompetance til at afgøre, hvad der er litteratur, og hvad der ikke er.

Dette gør det samtidig muligt for forfatterne at undslippe et tilfældigt tremandsudvalgs tilfældige smag. Der er jo ganske mange forlag og tidsskrifter i Danmark, så hvis det, man skriver, har virkelig kunstnerisk kvalitet, vil det normalt være muligt at finde en redaktion, som vil udgive det. Det giver en mere demokratisk og alsidig vurdering.

Så kan man indvende, at med sådanne kriterier vil bestsellerlitteraturen også få støtte - og skal den have det?

Måske ikke, men som det fremgår af forslaget nedenunder, skal man modregne bibliotekspengene, og gør man det, vil rigtige bestsellerforfattere ikke modtage forfatterløn. Deres bibliotekspenge er for høje.

Som det fremgår, tager jeg igen udgangspunkt i forfatternes situation. Så kan andre måske hjælpe med at strikke parallelle forslag sammen til de øvrige kunstarter.

Jeg er naturligvis også meget interesseret i at høre alternative forslag, men nu lægger jeg selv for med dette forslag.

Forfatterløn

Forfatterlønnen betales af den danske stat.

Forfatterlønnen har en størrelse, som svarer til den til enhver tid gældende højeste dagpengesats.

Forfatterlønnen modsvares ikke af et rådighedskrav, da meningen med ydelsen netop er at give forfattere mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.

Forfatterlønnen skal ansøges og tildeles kun i tilfælde af, at der foreligger en ansøgning.

Forfatterlønnen er en rettighed. Det er med andre ord en ydelse, som alle kvalificerede ansøgere skal have.

Staten påtager sig at informere forfatterskoleelever og debuterende forfattere om muligheden for at modtage ydelsen. Informationen foranstaltes i et samarbejde med Forfatterskolen og alle landets skønlitterære forlag.

For at modtage skal man have udgivet minimum tre sådanne bogværker, eller hvad der svarer hertil. (Her kunne man eventuelt lade en Forfatterskoleuddannelse gøre det ud for et af de tre værker, sådan at uddannede forfattere kun behøver at have udgivet to værker for at få ydelsen).

Hvad der svarer til udgivelse af et bogværk af den ovennævnte karakter, vil typisk være publicering af en større mængde skønlitterære tekster (fx kortprosa, lyrik eller noveller) i anerkendte litterære tidsskrifter.

Forfatterlønnen tildeles for en syvårig periode, som kan forlænges, hvis forfatteren i løbet af tildelingsperioden har udgivet yderligere minimum to skønlitterære bogværker på forlag, som ikke er forfatterens egne. Det vil sige forlag, som forfatteren ikke ejer, ikke er medejer af eller arbejder for som redaktør eller i en anden funktion.

Et kollegium bestående af fem embedsmænd vurderer, hvilke ansøgere der er berettigede til at modtage forfatterlønnen.

Embedsmændene udpeges af kulturministeren. Danmarks Forfatterforening og De Skønlitterære Forfattere har indsigelsesret over for kollegiets sammensætning og kan kræve, at et af dets medlemmer udtræder, hvis de mener og kan begrunde, at vedkommende er inhabil.

Kollegiet udpeges for en treårig periode. Ingen kan sidde i kollegiet i mere end tre år.

En ansøger tildeles kun forfatterløn, hvis minimum tre af kollegiets medlemmer støtter ansøgningen.

Kollegiet udfærdiger i forbindelse med hver ansøgningstermin en liste over tidsskrifter, som kan (men ikke skal) give adgang til støtte. Minimum tre af kollegiets medlemmer skal votere til fordel for et tidsskrift, for at det kan komme på listen. Listen anvendes ved behandling af ansøgninger frem mod næste ansøgningstermin. Kollegiets tidsskriftsliste kan ikke appelleres.

Listen er offentlig.

Afviste ansøgere kan appellere afgørelsen til et appelpanel bestående af tre embedsmænd, udpeget af kulturministeriet. Appelpanelets afgørelse er endelig.

Forfatterlønnen kan ansøges to gange årligt (1. maj og 1. november), og kollegiet træffer sin afgørelse senest to måneder efter ansøgningsfristen. Ydelsen udbetales med virkning fra to måneder efter ansøgningsfristen.

Forfatterlønnen kan ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.

Afviste ansøgere kan genansøge ved næstkommende ansøgningstermin.

Biblioteksafgiften fradrages i forfatterlønnen krone til krone, sådan at forfatteren ikke længere modtager forfatterløn, når hans eller hendes årlige biblioteksafgift overstiger den højeste årlige dagpengesats. Formålet er opretholde forfatternes mulighed for at producere bogværker, også inden denne bogproduktion gør dem selvforsørgende.

Forfatterlønnen erstatter de gældende støtteordninger for forfattere.

Forfatterlønnen kan ikke tildeles personer, som samtidig modtager dagpenge, folkepension, invalidepension, bistandshjælp eller anden form for fuld offentlig forsørgelse. Dog kan invalidepensionister naturligvis samtidig opretholde deres eventuelle tilskud til hjælpemidler og medicin ubeskåret.