tirsdag den 22. juni 2010

Objektiv kunststøtte 3

Der vil være vanskeligheder forbundet med en hvilken som helst model for statslig kunststøtte.

Men det vil dog være langt mere problematisk ikke at støtte kunsten. Det har staten gjort i århundreder, om ikke årtusinder, af den simple grund, at der ellers ville være meget lidt af den. Kun en lille brøkdel af den kunst, vi har i Danmark i dag, ville kunne brødføde dens ophavsmænd og -kvinder uden statsstøtte. Meget ville ikke blive lavet. Tænk på film, fx.

For det meste har staten stillet betingelser til den kunst, den har støttet. Den har skullet opfylde en samfundsbevarende funktion, fx har den skulle afbilde og forskønne monarken, eller den har skullet være nationalromantisk, religiøs, moralsk eller pædagogisk i sit indhold.

Sådanne krav stiller den danske stat i det store hele ikke længere (eller man skulle måske sige for tiden; Dansk Folkeparti vil jo satans gerne sensurere dramaproduktionen på DR), og det er godt. Det er et kæmpe fremskridt for kunsten og heller ikke ubetydeligt for modkulturen i lidt bredere forstand.

Staten skal støtte kunsten uden at stille form- eller indholdsmæssige krav til den. Sådan får vi mest og bedst kunst.

Men hvilke krav skal staten så stille til den kunst, den støtter? Skal den støtte den kunst, som falder i dens egen smag, forvaltet af et udvalg som fx det litterære tremandsudvalg? Eller skal den støtte det, som de forskellige kunstbrancher (teatrene, filmselskaberne, forlagene, pladeselskaberne osv.) mener er kunst. Jeg mener det sidste. Jeg mener ikke, staten skal have en smag. Det har jeg argumenteret grundigt for i Objektiv kunststøtte 1.

Så kan man jo diskutere, om man skal støtte brancherne, virksomhederne, eller man skal støtte kunstnerne direkte. Måske begge dele. I Norge skal statens biblioteker købe minimum 1000 eksemplarer af alle bøger skrevet på norsk. Det er jo en kæmpe støtte til forlagene, og samtidig en betydelig støtte til forfatterne, som vel også i Norge får bibliotekspenge.

I Norge er dette er en del af en nationalromantisk dagsorden, hvor bevarelsen af det norske sprog spiller en stor rolle. Den borgerlige danske regering og dens støtteparti taler også meget om at bevare det danske sprog (som en museumsgenstand), men gør meget lidt for det. Det kan man alt efter temperament grine eller græde over.

Jeg synes den norske indirekte støtte til forlagene rummer meget positivt, men den er også meget dyr, og jeg tror, man vil få meget mere kunst for langt færre penge ved at støtte kunstnerne (her forfatterne) direkte.

Jeg har foreslået, at den statslige betingelse kunne være, at de har udgivet minimum tre bogværker, eller hvad der svarer dertil i form af tidsskriftpublikation. Det kan være for strengt et krav, for hvad så med alle de nye talenter, som allerede viser lovende takter med den første bog? Skal de ikke støttes?

Ingen kommentarer: