fredag, april 20, 2012

Glidning

vintersport vindersport vinderspot inderspot indersot

Et hunhus

Jeg fortsætter diskussionen af tredjepersonsfortælleren: Den personalisering (Rasmus Stenfalks udmærkede ord) af tredjepersonsfortælleren, som jeg mener altid vil sætte sig igennem i sproget, uanset om forfatteren er sig det bevidst eller ej, behøver naturligvis ikke at være den samme gennem et helt værk. Den kan skifte identitet fra kapitel til kapitel, fra paragraf til paragraf eller fra sætning til sætning, for den sags skyld. Eller fortælleren kan gradvis udvikle sig, modnes, træde i karakter, fortvivle, forfalde eller ligefrem opløses med fortællingen. Men til ethvert tidspunkt i fortællingen, til ethvert udsagn, har den en gestalt. Men behøver den overhovedet at være en fiktionaliseret person? Kan den ikke fx være et hus, en bil, en gud eller det store vi, almenheden? Selvfølgelig kan fortælleren være hvad som helst. Det er ikke alene muligt. Det er gjort. Men min påstand er så, at der vil være tale om et hunhus eller et hanhus, at huset desuden vil have en bestemt alder, der gør, at det kender og bruger ord fra bestemte tider, at huset vil have en seksualitet, der får det til at reagere sproglig på en bestemt måde, når det registrerer et mandligt eller kvindeligt seksuelt begær, at huset vil have tilbøjelighed for en bestemt type humor – eller ingen humor have overhovedet, at det vil have en krop, der sætter det i stand til at sanse, til at se, lugte og høre. Man vil kunne høre i sproget, hvilken klasse, huset har, og hvilken ideologi, hvilken type og grad af frigjorthed eller konservatisme. Og så videre. Sådan vil huset være udstyret, sådan vil bilen, guden eller det store vi være udstyret, hvad enten forfatteren har besluttet sig for det eller ej.

onsdag, april 18, 2012

Tredjepersonsfortællerens sexvokabularium

På Promenaden.dk diskuterer jeg, hvilke ord man kan lade en tredjepersonsfortæller, fx i en roman, beskrive de kønsspecifikke kropsdele og deres funktion med. Jeg skrev bl.a.

Forfatteren fortæller, hvem han/hun har sat i scene som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men nysgerrigt kaster sig over den lumre lanse.

Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.

Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?

Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må fortælle mere ligefrem.

Men hvad er ikke metaforer? En af diskussionens deltagere, lad os kalde ham X, kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de ikke helt lige døde (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse desværre sprællevende, jeg tænker på fisk. Anderledes med kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er processeret i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.

Er latinske anatomiske betegnelser metaforer? Formodentlig. Men formodentlig også døde i hovederne på de fleste af os. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de ham/hende som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.

Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. X kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville jo fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.

Jeg skrev ”forholdsvis neutralt”, for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.

At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis forfatteren ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem hans/hendes tredjepersonsfortæller er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren – eller med den figur af forfatteren, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at den slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.

X beskriver fortælleren som metafor snarere end som person, og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne fiktive persons karakter, desto bedre kan man styre den.

fredag, april 13, 2012

Any world will do

Any world that I'm wellcome to
is better than the one I come from

sang Steely Dan, og det er jo en troværdig beskrivelse af en følelse, som kan føre os de mest frygtelige steder hen ...