fredag, december 16, 2016

Udmanøvreret

Serena (2 år): Far, ¿Sabes qué? [ = Ved du hvad?]
Jens (51 år): Nej.
Serena: ¡Ya tienes que saber, o yo me enfado! [ = Du skal vide det nu, ellers bliver jeg vred!]


Hvis jeg alternativt svarer ja, siger hun: ¿Qué es, entonces? [ = Hvad er det så?]. Jeg aner ikke mine levende råd.

lørdag, december 10, 2016

Døgner-lektør

Døgner

Jens Peter Kaj Jensen (f. 1965)

Bog: Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering.
Indhold: Indbildte gaser ; Hesten fra Sevilla ; Døgnkiosken ; Den dytter ; En anden døgner

Emner: eksistens

Materialevurdering
Kort om bogen
Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering. For erfarne digtlæsere, der gerne forsøger sig med svært tilgængelig lyrik.

Beskrivelse
Digtsamlingen er opdelt i fem afsnit, der indbyrdes forbindes. Digtenes jeg og du har ingen navne, og det er heller ikke nemt at fastslå deres køn. En døgnkiosks placering beskrives som "fjorten bjørne nord for 7-eleven", og et sådant sted forekommer også tiden som ophævet. Linjerne i digtene er forskudt, så hele sidens brede anvendes, og der er rytme, bogstavrim og ordspil i flere af stroferne. Jens Peter Kaj Jensen er født i 1965 og bor i dag i Spanien. Han er uddannet fra Forfatterskolen og har desuden læst filosofi på SDU.

Vurdering
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at "Døgner" er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.

Andre bøger om samme emne
Stilmæssigt minder "Døgner" fx om Bjørn Rasmussens Ming eller Kenneth Jensens Konventionel drift.

Til bibliotekaren
For større biblioteker.


Materialet er vurderet af: Poul Flou Pedersen

fredag, december 02, 2016

Jeg fortryder det med Susan

I eftermiddags blev jeg stoppet på gaden af en mand i sin bedste alder. Han tog mig i skulderen og sagde: "Tim Robbins!" Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk antaster mig for at fortælle mig, at jeg ligner Tim Robbins (aldrig Nikolaj Coster-Waldau, desværre …), grinende japanske turister viser mig billeder af Tim Robbins på deres mobiltelefon, folk spørger mig, hvad det nu er, den hedder, den film, hvor Tim Robbins sidder i fængsel på en ø; det er hverdagskost, så jeg sagde bare: "Si si!" Så spurgte han, om jeg boede her i nærheden. Det kunne han næsten regne ud, at jeg gjorde, fortalte han triumferende og pegede på de grøntsager og frugter, jeg kom slæbende med. "Jo, jeg bor lige ovre på Plaza de Cascorro", sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. "Hvor længe?", spurgte han, og jeg svarede, at jeg havde boet her i kvarteret i snart fem år. Så blev han helt opildnet og begyndte at fortælle mig, hvor stor en skuespiller, jeg var, en af hans favoritter, at han særligt godt kunne lide min optræden i Mystic River, men at jeg heller ikke havde været dårlig i En verden udenfor. At det var helt urimeligt, at folk stadig mest opfattede mig som komedieskuespiller. "Jamen …", sagde jeg. Nej, nu skulle han godt nok hjem og fortælle det til sin bror, som vidste alt om film, og han kendte også en lokal journalist, for det var da helt utroligt, at jeg boede lige her, og ingen vidste noget om det. "Nej nej …", sagde jeg. Og "hvor er jeg glad for at have mødt dig", sagde han så og rystede ivrigt min hånd. "Men jeg har aldrig forstået, hvorfor du lod dig skille fra Susan Sarandon." "Nej," sagde jeg, "det har jeg også mange gange fortrudt".