onsdag, december 21, 2011

Av!

Hvorfor siger vi Av? Det er der vist ikke andre end danskerne, der gør. I hvert fald lige præcis på den måde. Englænderne siger Autch, ellersådannoget. I andre lande siger man noget helt andet. Alt muligt, siger verdens folk, når det pludselig gør ondt. Dog er der ingen, der siger Swegenswabelprungelprühl! Undtagen en kontrær bjergbonde i Lichtenstein, og han er så helt enormt ung og har så vanvittigt god tid, at han ikke rigtig tæller med.

Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.

Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?

Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?

Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.

Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.

Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.

"Er du sikker?"

Ja, temmelig.

Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?

torsdag, december 15, 2011

Svælget

Det er svælget mellem Himmerland og København, som har sat det i os. Det at kende begge steder, høre hjemme begge steder, at være det ene og i sin gerning og tanke række ud efter det andet.

Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.

Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.

Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.

Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.

Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.

Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.

Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.

At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.

At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.

At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.

Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?

Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.

Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.

Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.

At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.

onsdag, november 23, 2011

Portalen - forslag til den næste røde finanslov

Portalen

Portalen ligger på Vesterbro, så meget ved du. Det ved de fleste nu, men døren ligner en dør som alle andre, skiller sig ikke ud fra andre almindelige hoveddøre i andre almindelige byhuse fra 1880’erne. Ingen lægger mærke til, at du går ind gennem døren; du behøver ikke kigge dig ængsteligt tilbage, spekulere over, hvem der ser den forvandling, der sker med dig nu. Det nye sker først, når du lukker døren bag dig.

Nu er du gået gennem portalen, og den verden, du har foran dig, er en anden. Du har valgt det selv, og du kan altid vælge at gå baglæns tilbage gennem døren igen, vi holder ikke på dig, men du er kommet her, fordi du ønsker at gå forlæns ud, når du er klar, fordi du ønsker at styre dit eget liv.

Her, på den anden side af portalen, ser du ingen mennesker bære religiøse symboler, du hører ingen bøn, og de regler, som sætter rammerne for vores måde at være sammen på, har vi vedtaget sammen. Her er kun regler, som tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for os som mennesker sammen og hver for sig, og hvad der kan hjælpe os til at være frie og udvikle alt det, vi rummer.

Her er ingen religiøse regler; her opnår ingen noget ved at henvise til nogen gud. Her er ingen gud. Her er kun mennesker, fornuft, respekt, arbejde, viden, samvær og kærlighed.

Du er gået gennem Portalen, fordi du ikke vidste, hvordan du ellers skulle frigøre dig, ikke kunne slippe ud af
– Jehovas Vidner
– Scientology
– Kaldet til Islam
– Hare Krishna
– Hizb ut-Tahrir
– Indre mission
– Pinsebevægelsen
– Mormokirken
– FCK
– Guds børn
– Faderhuset
– Emenkaya
– Evangilist
– Hells Angels
– Amish
– Tongilbevægelsen
– Karaites
– Den Nationale Front
– Haredi
– Tvind
– Vaisnavisme

eller en anden religiøs gruppe, som hidtil har styret dig, begrænset dit liv, og som ikke har villet slippe dig.

Eller du har været bange for at blive alene, hvis du brød ud. Du har været overbevist om, at din familie og dine venner ville støde dig fra sig, hvis du gjorde det.

Nu er du i et andet rum, en anden verden. Her er
– ingen kontrol med eller undertrykkelse af dine kritiske tanker;
– ingen elitisme, som stiller noget mennesker over andre;
– ingen selektiv etik, der giver mennesker, som tilhører en bestemt gruppe, ret til en adfærd, som andre ikke har ret til;
– intet nysprog, som omtolker smerte og dårligdom til noget godt og på den måde blokerer for kritisk tankegang;
– ingen manipulerende rekruttering, som ’lokker medlemmer ind i folden’ eller holder på nogen, som gerne vil ud;
– ingen indoktrinerende adfærdsregulering, der gennem ritualer og straf skal vænne medlemmerne til at opføre sig på en bestemt måde, som de ikke tænker over.

I dette hus på Vesterbro vil du møde
– mennesker, der forsøger at kæmpe sig ud af et religiøst fangenskab ligesom dig;
– mennesker, som tidligere har levet inden for et undertrykkende trossamfund, men er sluppet ud. Dem vil du kunne snakke med, om din frygt, dine erfaringer og dine praktiske problemer;
– professionelle psykologer, som har erfaring med de psykiske vanskeligheder og muligheder, der viser sig, når man træder ud af et trossamfund;
– professionelle socialrådgivere, som kan hjælpe dig med praktiske forhold fra hverdagen;
– en jurist, der kan hjælpe dig med at komme fri af eventuelle juridiske eller økonomiske bindinger til det trossamfund, som du gerne vil ud af;
– en religionssociolog, der ved noget om den type fællesskab, som du hidtil har levet i.

Her har du
– dit eget soveværelse, hvor du kan bo, mens du bliver klar til at komme videre. Værelset holder du selv rent, og du vasker selv sengetøjet i vaskerummet. Du har dit eget toilet i tilknytning til soveværelset;
– et bibliotek, hvor alle bøger er tilladte. Hvis der er en bog, som du gerne vil læse, beder du bare bibliotekaren om at bestille den hjem. På biblioteket er også computere med fri internetadgang;
– et økologisk køkken, hvor du og andre brugere af huset laver mad sammen med en økonoma;
– en fælles spisestue;
– en fælles aktivitetsstue, hvor du kan se tv, spille skak, bordtennis, bordfodbold, skrive, male eller tegne;
– et fælles baderum, som brugerne skiftes til at bruge og gøre rent;
– et fælles musikrum.

Du er selv gået ind gennem portalen, og du kan forlade dette hus igen, når du vil. Du kan forlade det, fordi du nu ved, at du er klar til at leve et liv uden for det trossamfund, som du har forladt. Eller du kan forlade det, fordi du har fundet ud af, at du vil tilbage.

Men efter højest to måneder er du nødt til at forlade huset. Så skal en anden have din seng. Hvis du ikke er klar til at vende tilbage til livet uden for huset efter to måneder, vil en af husets socialrådgivere tale med kommunen om at finde et mere vidtgående tilbud til dig.

Motivation for forslaget
Mange mennesker er fanget i et undertrykkende trossamfund, som de har vanskeligt ved at slippe ud af. Det skal vi hjælpe dem med. Huset bag Portalen findes endnu ikke, men det skal skabes, og det er en statslig opgave. Det skal med på den næste røde finanslov.

Jeg flytter til Spanien

Ja, i næste uge gør jeg det sgu; jeg flytter til Madrid med Christina, som skal have sig endnu en uddannelse, og med Karl og Vera, som skal lære ordentligt spansk og have korte bukser på.

Mavesur kommentar til det videnskabelige niveau i socialmedicinen

Medicinere ved for lidt om statistik.

En socialmedicinsk undersøgelse viser, at singler dør tidligere end mennesker, som lever i parforhold. Det vil sige; der er statisk samvarians mellem singleliv og relativt tidlig død. Gennemsnitligt dør singler x antal år tidligere end doubler.

Da forskerne fandt ud af, at der var denne samvarians, gik de i gang med at forklare, hvordan singleliv kunne fremkalde tidlig død. Det var sådan set ikke svært at finde på plausible årsager: Der bliver set skævt til singlerne, det bliver almindeligvis opfattet som bedre, ja nærmest moralsk bedre, at leve i parforhold end alene, og det er stressende at blive set ned på. Stress er sygdomsfremkaldende og potentielt dødelig.

Eller: Singler spiser dårligere og mere uregelmæssigt end doubler, og sådanne spisevaner er usunde for kroppen.

For eksempel. Sådan kan man forklare det, og sådan gør man.

Men sagen er, at statistisk samvarians ikke er nogen garanti for kausalitet. Det er altså ikke sikkert, at de enlige dør tidligere end de parlige, fordi de er enlige. Der er nemlig andre mulige forklaringer på samvariansen. Det kan være, at singletilværelsen og den relativt tidlige død har en fælles, bagvedliggende årsag.

Måske var jeg i mange år single, fordi jeg var allerhelvedes sur og uomgængelig, og måske var dette ucharmerende træk ved min karakter ikke kun dårligt for mit kærlighedsliv, men også for mit helbred. Måske har al min galde svækket min krop og afkortet mit liv.

Måske var jeg single, fordi jeg havde et skrækkeligt dårlig ånde, og måske kom den fæle lugt fra en dårligt fungerende fordøjelse, en fordøjelse som samtidig gjorde min krop uegnet til et langt liv.

Årsagen til mit singleliv kan også have været, at jeg drak for meget destilleret alkohol. Der skulle angiveligt være kvinder, som ikke sætter pris på denne vane, en vane, som samtidig skulle være skadelig for flere af de vitale organer.

Det er blot eksempler, og sådan kunne man blive ved. Når man læser en statistik og ser, at to entiteter forholdsvis ofte optræder sammen, fx singleliv og tidlig død, skal man ikke, sådan som medicinere og journalister er tilbøjelige til, straks give sig til at forklare, hvordan den ene af de to entiteter (fx singleliv) er årsag til den anden (fx tidlig død). Man skal først overveje, om der kan være en tredje variabel (og en fjerde og en femte ...), som kan forklare dem begge.

Asymmetri

Våde fingre kan ikke mærke, om skjorten er tør. Men tørre fingre mærker uden videre fugten.

mandag, november 14, 2011

Søndag er sidste dag på BogForum

Så er det sidste dag på Forum. Det er sidste dag med grå messestøj og opmærksomhedshungrende skrig under messelamper. “Se mig! Se mig, hør mig, køb mig, elsk mig! Se mig, jeg er smuk, jeg er billig, jeg er kendt, eller bliver det, eller har været, jeg er spændende, besynderlig, promiskuøs, tryg, jovial, jeg er hardback, e-bog, mp3, jeg er strålende, jeg er, som du vil ha mig, så se mig dog!”

Det er sidste dag med tyndskid og øjenkatar, sidste dag med messehjerne, tinitus og kvindernes evindelige toiletkøsklynken og mændenes pral over gårsdagens druktur. "Blev det sent i går?" og man svarer med et 'vi'. "Vi endte på Andys, eller jeg ved sgu ikke". Det er det 'vi', som du ikke er en del af, det vi, som definerer, hvem der holder messeilden i live, løber med faklen, hvem der er BogForum, messesej.

Vi er på fornavn med hinanden. “Dukkede Ole op i går?” og “Har du set Josephine?” Du er på fornavn med mennesker, du aldrig har talt med, og som stensikkert ikke vil hilse, når I mødtes på Valby Langgade næste onsdag.

Ved messestemmens anråb klokken seks i aften er det slut med Under Uret og Tranescenen, slut med Gyldendals smugkro i den anonyme, hvide plakatopstander midt i mylderet og Klims på samme tid mere skjulte og langt mere åbenlyse udskænkning af fadøl tredive meter derfra. Der skammer man sig ikke over at gå i messesump fra klokken et om eftermiddagen. Hvis man kan vente så længe. "Vi sælger Murakami med en gammel skid på, vi er pisse ligeglade." Og de var de første til at være ligeglade, til at slippe skammen, skvulpe rundt i gylden væske, de var de første til at sparke bøger ud af standen til en udsalgspris, som kunne pisse selv den mest besindige boghandler af. Var sgu ligeglade. Og så kom boghandlerne med. Det kunne være det samme, når nu Gyldendal alligevel var kommet med. Så var det hele skredet, så var det hele branchens fest. Ikke Batzer & co.s fest eller Rævens Sorte Biblioteks, jo også deres, stadig deres fest, men bogbranchens fest, Det Kongelige Biblioteks fest, trykkerriernes fest, litteraturtidsskrifternes, Parpirvarearbejdernes Forbunds, det er første maj i november, og Forfatterskolens fest. Også Forfatterskolens fest, skolen som ikke har noget at sælge, men som er ren tekst, som er oplæsningsmaraton og Doktor Tekst. Paneldebatter om litteraturens vilkår, afgangsantologi, og se hvor mange kendte forfattere, der har gået her! Og som alligevel ikke er ren tekst, men elsk mig dog, trods alt! Og det gør vi.

Og vi hænger ud, og det er sidste dag, vi hænger ud. Og "Hvis jeg havde råd, ville jeg være alkoholiker", siger han. Og "Det er derfor, vi ikke gav dig noget legat i år", svarer hun, svedent.

Det er starfuckerens sidste chance for at komme i lag med en kendt. Det er den kendtes sidste chance for at kapitalisere sin kendthed. Det friske kød, den fesne morgen-sms.

I dag er sidste dag. Så er det slut med “Tager du lige børnene? Det er bare tre dage. Fire, vi stiller op torsdag.” og “Tørrer du ikke lige op, hvis jeg kommer sent hjem?” og “Det er arbejde, jeg kan ikke sige nej til den middag. Min redaktør kommer, jeg skal være der, ham, jeg håber på som redaktør, ham, der læser mit manuskript, min oversætter, korrekturlæser, omslagskunstner, grafiker, min forfatter, Ole, min kontakt på trykkeriet, nej, ikke hende, jeg knaldede til messen sidste år, det er en mand i år, jeg tror, det er en mand, en grim mand.” og “Jeg er tidligt hjemme søndag, allerede ved ottetiden, hvis ikke Ole kommer. Det gør han nok.”

Det er sidste dag på BogForum, det er nu, der skal drikkes gratis fadøl, rapses bøger, gives bøger væk, dem man selv har skrevet, de skal stikkes ind i frakken på Lars Bukdahl eller Rothstein, på en liderlig filminstruktør, på en oversætter. “Kan du ikke lige spørge Saber Press?” Det er nu og aldrig mere.

Vi ses til BogBella næste år.

mandag, oktober 17, 2011

Grammy til Rif

I lyset af den glimrende kampagne for Bob Dylan som Nobelprismodtager i litteratur 2012 får vi nu lyst til atter at henlede opmærksomheden på en anden kampagne, som er timet til at kulminere næste efterår. En kampagne, som i det seneste år har taget så meget af vores tid, at vi ikke har haft tid til at skrive nogen bøger, hvad vi ellers havde gjort. Fire, efter alt at dømme. Ja, kære læser, De har gættet rigtigt: Det, vi hentyder til, er kampagnen for at sikre Klaus Rifbjerg en Grammy. Kan det ikke være anderledes, må det jo blive en æres-grammy, men hvad vi går efter, er noget ganske andet, nemlig prisen for bedste singer/songwrigther-album.

I begyndelsen blev vi mødt med nogen undren, det husker De nok, måske mest, fordi Rif endnu ikke har lanceret noget sådant album, men denne smålige skelnen afslører hurtigt sig selv som misundelse og Jantelov.

Vi mener selv, vores gennembrud kom, da vi gennemførte den musikalske analyse af ’Duerne flyver’. Nu kender I den sikkert alle så godt, at det følgende kan forekomme overflødigt, men det skal og vil ikke holde os tilbage.

Duerne flyver ind over by’n / Flyver de hen til dig?

Vi har altså at gøre med følgende vokalgrupper:

uee ye i oe y / ye e e i i

Hvis man nu tager hensyn til den almindelige vokalsænkning, bliver det:

uåö yå e åå y / yå i æ e ∂

Jamen, står der andet tilbage end at sige: Læs det, råb det, og De synger! Sådan er det, og sådan afslører enhver stor musiker sig i sin vokal, hvad enten han vil det eller ej.

Naturligvis er der stadig enkelte indædte modstandere af projektet tilbage. Ellers ville vi ikke ofre kampagnen mere spalteplads, end den allerede har fået; vi ville blot lade den løbe alene i mål, som en naturaliseret egypter ved europamesterskaberne i 10.000-meter forhindringsløb, men så let er det trods alt ikke. Vi kan ikke vide, hvad De tænker, kære læser, men mon dog vi skulle være de eneste, der får den tanke, at det næppe er nogen ren tilfældighed, et vilkårligt sammenfald, at de personer, som modstræber denne hæder til en af vor tids største musikere, er præcis de samme, som nægter at anerkende Svend Auken som Skandinaviens største filosof?

onsdag, september 21, 2011

Om ord

For nylig spurgte en ven mig, om jeg prøvede at skrive for evigheden, eller om jeg blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget, der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af evig betydning. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Sådan burde jeg have svaret. Det var et tillokkende svar. Så sådan burde hun have spurgt. Men hun spurgte: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B. Jeg havde vist hende to tekster. Det var små, afsluttede tekster, jeg kunne vise til nogen. Det er et socialt behov, ikke et kunstnerisk. Venner og kolleger tror ikke, jeg laver noget. Jeg siger for eksempel: Jeg skrev to vidunderlige sider til romanen i nat. Det var ren ekstase. En sønderlemmende fægtekamp, et bestialsk orgie af tekst. Eller: Jeg har løst et problem i romanen, som jeg frygtede ikke kunne løses. De tænker: Nu har han igen set boksegalla hele natten. De tror mig ikke. Jeg har intet at vise. Jeg har socialt behov for små tekster. Hør; nu bliver det bedre:

Men det var ikke, hvad min ven spurgte om. Slet ikke. Hun ville blot vide, om jeg bedst kunne lide at skrive A eller B. Hun havde tilmed gjort det let at svare. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. A fremstillede i jeg-fortællerform køligt og ufølsomt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. Jeg svælgede i det. B beskrev indlevende, næsten dirrende, en følsom, melankolsk figur. Et barn, endda. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske, trods alt.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Frem for alt satte den ind på forskellige tidspunkter. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, man forestiller sig, det giver at sige noget upassende under en højstemt prædiken. Nej, som den, de første femten bajere giver.

Jeg glemmer melankolikeren. Måske fordi, jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. Jeg burde. Nej, lad mig tale i almindelighed om tekster, som det betyder noget for mig at skrive.

Det er sådan her: De tekster, som kræver en opmærksomhed af mig, lever på mig som blodigler. De tærer mig. Hvorfor kalder du dem for blodigler? Ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Er det ikke dejligt? At give noget af sig selv? Nej, det er på ingen måde dejligt. Det har tvært imod sin helt egen ækelhed. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt? Al volden. Alle bandeordene, obskøniteterne. Er det ikke dem? Nej, sådan er det ikke, når jeg skriver. Det er oprørende og frastødende at leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er det ikke at skrive desinteresseret om tyrkiske torturbødler, som dresserer hunde til at voldtage bange mænd. Det er sandt. De femten bajere. Nuvel, dette er ikke netop sandt, men det kunne være. Jeg kunne føle sådan. I denne tekst giver det mening at hævde noget sådant.

Du kan altså bedre lide at skrive om oprørende hæslige og grusomme ting på en desinteresseret og forfladigende måde end om sarte erkendelser, som rører noget vigtigt? Følelser generer dig? Ja, lad os sige det. Jeg har ingen nydelse ved at skrive det, som betyder noget. Kun uro, ubehag. Men jeg har en tilsvarende tilfredsstillelse ved at have skrevet det. Skulle det lykkes at give ord til en af tilværelsens sprogløse tilstande, ville jeg være lykkelig. Intet mindre. Befriet på en måde, som de femten bajere ikke kan. (De femten bajere kan fjerne mig fra disse tilstande, fratage dem tyngde og kraft for en tid. Det er lyksaligt. Jeg nægter at nedgøre værdien af denne manøvre.) De femten bajere drikker jeg for min egen skyld. For at få fred for mig selv. Ja, du har ret. Det er ligegyldigt. Men derimod at give sprog til en ordløs følelse er at skrive for evigheden. Er det sådan?

Heller ikke dette er sandt. Det er sandt, men i en formel forstand. Det er overmodigt og ahistorisk. Det er sandt, men tåbeligt. Jeg vender tilbage til det. For her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tyrkiske hunde, morskaben over dem, under tiden viser sig at være lige så væsentlig og sand som den lille drengs besværede moderkærlighed? At de tekster, som er skrevet rent rekreativt (som erstatning for Jerrys triumferende mishandling af Tom eller dum vold i Terminator II) og uopmærksomt, har ladet overjeget sove på vagten og lukke uventede
gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. Overraskende spor af god tekst. Tekster for evigheden? Jeg hævdede tidligere, at al tale om sådanne i bedste fald var sand, men tåbelig. Hvorfor?

Her er svaret: Tegnet er uforgængeligt, fordi det er uafhængigt af det materiale, det nedprintes i. Et tegn rådner ikke. Men tegnet er ikke uforanderligt. Det findes kun som meningsfuld entitet i sin form af meddelelse. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er uden mening. Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som mine tyrkiske hunde kunne det, de femten bajere. En anden terapi, ganske vist. En nødvendig materialisering af et håb, som således forskubbes ud i verden. Der må komme en båd. Det er vigtigt at kalde på den. Men som tegn har den ingen værdi uden modtager. Teksten er evig, hvis der til enhver tid er en modtager, som finder den væsentlig. Som forstår den. Evige tekster er mulige, hvis kontinuiteten i den fællesmenneskelige erkendelse er det.

Og det er den ikke. Jamen, er der ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? Barnets kærlighed til sin mor. Noget sådant må have eksisteret, så længe mennesket har været menneske. Måske længere endnu. Siger hun. Tænker vi. Og den vil være der til evig tid. Kan man beskrive denne følelse sandt og nuanceret, har man skrevet tekst for evigheden. Tilbage står vel blot for fremtidens menneske at oversætte denne tekst, dette tegn, til sin egen tids sprog? Nej, netop ikke. Benævnelsen kan være evig, men beskrivelsen kan ikke. Den nuancerede beskrivelse af denne følelse må tage afsæt i de konkrete rum og genstande, som giver mening og farve til menneskets erkendelse af sig selv som væsen. Giver mening og farve til vores kommunikation med artsfæller, udvikler vores gestus. Sådan må det være.

I Swanns verden kan man læse, sandt og nuanceret, hvordan drengen ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Han lider i længslen efter det ritualiserede godnatkys. Det er ubærlig læsning, men er det kun fordi, beskrivelsen er sand. Det er sandheden i det konkrete. Er dette så en tekst for evigheden? Det kan vi allerede med sikkerhed afvise. For blot seks-syv tusinde år siden fandtes ingen bygninger med flere etager, ingen trapper (dette er et gæt). Den fysiske adskillelse mellem mor og barn, som denne tekst lever af, var en anden. Det stiliserede kindkys, som drengen begærer, mere som et tegn end som en sansning, hører også en tid til, hvor diskretion, hygiejne og kropsforagt spiller en rolle, som de ikke altid har spillet. Heller ikke Marcel Proust skrev for evigheden. Han skrev væsentlige tekster af en vis holdbarhed, fordi han beskrev en konkret sanset og derfor tidslig verden.

Altså: Når jeg forsøger at skrive konkrete, sansede tekster af betydning for min egen tid, kan jeg være heldig, at netop dette lykkes. Men det kan også tænkes, at det lykkes, hvis jeg ikke forsøger (de uventede gæsters gave). Eller omvendt. Er det sådan?

fredag, august 19, 2011

Jeg er tæt på

Var der nogen, der fik noteret, hvor det var, man kunne tilmelde sig de fynske mesterskaber i at stave til eksotiske dyr, mens man slog vejrmøller på et meget lille sted? Selv er jeg ret optimistisk. Jeg mangler blot at lære at slå vejrmøller og så at kunne stave til 'lemur' på et meget lille sted (jeg er faktisk flink til 'finke' selv på ganske små toiletter, men jeg ved så heller ikke, om finker er helt eksotiske nok).

søndag, august 07, 2011

Om proportionerne i dansk politik

- Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
- Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er


Hizb ut-Tahrir og den politiske magt i Danmark
Hizb ut-Tahrir har demonstreret i København for sharia og kalifat i Danmark. De repræsenterer dog kun et mindretal af Danmarks ca. 200.000 muslimer. Hizb ut-Tahrirs idéer har ingen muligheder for at realiseres i Danmark. De fleste danske muslimer bor i Danmark, fordi de hellere vil bo i en verdslig, demokratisk retsstat end i et religiøst diktatur. Villy Søvndal har ret: Hizb ut-Tahrirs ideer har ingen gang på jorden. Ønsker de at leve under kalifat og sharia, må de flytte til et andet land.

Hvis Hizb ut-Tahrir og ligesindede ved et trylleslag skulle få deres politiske målsætninger opfyldt, ville det være venstrefløjens forbandede pligt at bekæmpe dem, fravriste dem magten og indføre demokratiske tilstande og et moderne retssystem.

Et kalifat er en totalitær styreform, hvor en religiøs leder, kaliffen, er samfundets øverste i religiøse, militære, åndelige og politiske anliggender. Kaliffen skal være muslim og mand. Hans magt er nedarvet fra Muhammed. Under et dansk kalifat og sharia-lovgivning ville det undertrykte flertal ikke have noget alternativ til det oprør, som er alle undertryktes ret.

Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
Venstrefløjen og Rasmussen er enige om, at vi skal have en retsstat. De samme love skal gælde for alle, for kvinder, mænd, sorte, hvide, gamle, unge, hetero-, homo- og transseksuelle, ateister, muslimer, kristne, buddhister, hinduer og jøder, og uden skelen til social status. Vi er enige om, at alle, som anklages for en forbrydelse, skal stilles for en uafhængig dommer, der skal have alle relevante sagforhold belyst af en forsvarer og en anklager. Vi er enige om, at politiet skal forhindre forbrydelser og medvirke til at opklare skyldsspørgsmål, men ikke må dømme eller straffe. Vi er enige om, at den skyldiges straf aldrig må indebære tortur, lemlæstelse eller likvidering. Endelig er vi enige om, at der er grænser for, hvad staten og dermed retsvæsenet skal blande sig i. Forhold som seksuel praksis, påklædning, drikkevaner og tro er private.

Disse retsforhold er afgørende for et demokrati, og her adskiller vi os afgrundsdybt fra Hizb ut-Tahrir. I stedet for en retsstat foretrækker Hizb ut-Tahrir sharia-lovene, som er et totalitært religiøst retssystem, der fx indebærer, at forhold som sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam er ulovlige og kan straffes med døden, tortur eller afkortning af lemmer. Det er voldsomme straffe for forhold, som i retsstaten hører under privatlivets domæne.

I Sharia er der ikke lighed for loven. Her er kvinders retsstilling dårligere end mænds. I en retssag vejer et kvindeligt vidnes udsagn kun det halve af en mands. Sharia er indstiftet af Gud og kan altså ikke afskaffes eller diskuteres. Den er ikke en del af demokratiet.

Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er
Venstrefløjen er her endnu længere fra Hizb ut-Tahrir, end Løkke Rasmussen er. Det er naturligt nok, eftersom Hizb ut-Tahrir er den yderste højrefløj, Enhedslisten det yderste venstre og Løkke Rasmussen et sted imellem. Enhedslisten vil fx afskaffe den danske stats brug af isolationsfængsling som torturinstrument til at fremtvinge tilståelser. Vi vil skrive kongehuset ud af Grundloven, så ingen kan arve politisk magt (formelt eller uformelt). Og vi vil sikre, at CIA ikke fragter ikke-dømte politiske fanger gennem Grønlandsk territorium for at torturere dem i hemmelige fængsler i Østen.

Demokrati, at ville mere end parlamentarisme
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at vi skal have demokrati. Befolkningen skal selv bestemme, hvilken ledelse samfundsfællesskabet skal have. Det skal afgøres ved hemmelige, frie valghandlinger, hvor alle voksne medlemmer af samfundet har en stemme hver, og hvor ingen kan presses til at stemme mod sin overbevisning. Også her er vi meget tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir.

Vi vil mere demokrati, end statsministeren vil, netop fordi vi er socialister. Venstrefløjen mener, at langt flere forhold skal under demokratisk kontrol. Ikke kun skolevæsen, trafik, politi, militær, domstole og socialforsorg, men også eksempelvis industri, bankvæsen og andre større virksomheder skal styres demokratisk og rationelt til befolkningens bedste, og så vidt muligt af dem, der arbejder der. Det er et folkeligt nærdemokrati, som statsministeren ikke ønsker.

Ytringsfrihed og højrefløjens hykleri
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at forudsætningen for demokrati er, at man frit og åbent kan diskutere, hvilke beslutninger samfundet er bedst tjent med. Det forudsætter, at alle kan sige deres mening, uden at de bliver straffet eller forfulgt for det. Ytringsfrihed hænger uløseligt sammen med demokrati og derfor også med socialisme, som Enhedslisten og SF forstår det.

Kampen for ytringsfriheden er vigtig, uanset om man er enig med det ytrede eller ej. Støtter man kun ytringsfriheden for det medmenneske, man er enig med, støtter man ikke ytringsfriheden, men kæmper blot for sit eget synspunkt og egen magt. Enhedslisten ønsker, at magten tilgår befolkningen.

Det er en vigtig tradition på venstrefløjen at kæmpe for retssikkerheden og for ytringsfriheden også for mennesker og grupperinger, vi ikke sympatiserer med. Ytringsfriheden og retssikkerheden er befolkningens midler til at nedbryde magtcentrene og fordele magten.

Højrefløjens kamp for ytringsfrihed rummer et naturligt hykleri. Statsministerens politiske allierede fra Dansk Folkeparti taler varmt for ytringsfriheden, men bekæmper den. DF har gjort, hvad de kunne, for at begrænse ytringsfriheden for folk, de er uenige med. Det gælder eksempelvis Danmarks Radios journalister og eks-PET-chef Bonnichsen.

tirsdag, august 02, 2011

Grunde til at glæde sig i dette øjeblik

- SF holder ikke sommerudsalg, men holder sig til årets elleve mørke måneder.
- Sørine Gotfredsen siger ikke, at de 70 norske ungsocialdemokrater selv var ude om det, men nøjes med at give deres allierede på den danske venstrefløj skylden.
- PornStar har endnu ikke lanceret en børneserie.

Det var Breivik

RAF var socialister. Det sagde de da selv. De var også marxister og henviste flittigt til marxistisk teori, når de skulle give grunde for deres terroraktioner. Det samme gælder ETA, IRA, PFLP og en lang række andre organisationer. Jeg er også socialist og har skrevet meget om Karl Marx, hvis socialanalytik jeg har enorm respekt for. For nogle af de røde terrororganisationer gælder det endda, at jeg sympatiserer med deres politiske målsætninger, selvom jeg ikke sympatiserer med deres strategi og de midler, de anvender.

Jeg går ind for socialisme og for folkenes ret til national selvbestemmelse, hvilket i visse tilfælde endda kan betyde national selvstændighed.

Men jeg går ikke ind for terror. Jeg går ikke ind for krig mod civilbefolkningen, hverken Israels eller PFLP’s, kunne man sige. Dog synes jeg, at Israels er værst, for de er en stat og har andre muligheder og forpligtelser, men det er en nuancering.

Ikke desto mindre har mennesker, som ikke er socialister, gennem et kvart århundrede forsøgt at gøre mig til medansvarlig for terroraktioner over hele verden, fordi jeg deler (nogle) mål med (nogle af) de røde terrorister. Min socialistiske retorik har gødet jorden for deres ekstremisme.

Det, synes jeg, ikke er rimeligt. Jeg har altid talt mod terrorisme.

Al-Qaeda er muslimer. Det siger de selv. De henviser flittigt til Koranen, når de skal give grunde for deres terroraktioner. Det samme gælder Taleban og en lang række andre organisationer. Jeg er ikke selv muslim, men jeg er indvandrerlærer og har mange venner, bekendte og endda familiemedlemmer som er. Nogle af dem kan også finde på at henvise til Koranen, når de begrunder deres handlinger. Nogle af dem deler religiøse og politiske målsætninger med (nogle) muslimske terrororganisationer, mange andre gør ikke. Jeg ved ikke, om jeg kender nogen, som går ind for Sharia og kalifat i Danmark, det tror jeg egentlig ikke, men kender muligvis nogen, der går ind for det i det land, de er født i. De sympatiserer i givet fald med terroristernes politiske målsætninger, men sympatiserer ikke af den grund med de midler, de anvender.

Man kan sagtens være fundamentalistisk muslim uden at støtte terror, og de færreste af mine muslimske venner og bekendte er fundamentalister.

De går ikke ind for terror, men bliver alligevel skudt den samme terror i skoene.

Det, synes jeg, heller ikke er rimeligt.

Anders Breivik er fascist og terrorist. Han har myrdet 77 mennesker med koldt overlæg. Det har han angiveligt gjort, fordi han mente at disse mennesker var ansvarlige for, at der kom flere muslimer ind i Norge, end han syntes, der skulle komme.

Mange mennesker er enige med Beivik i, at der kommer for mange muslimer ind i Norge. Andre er mere generelt bekymrede for indvandringens omfang i Norge, eller fx i Danmark. Eller de vedtager politiske tiltag, som begrænser denne indvandring.

Nu vil nogen gøre disse mennesker ansvarlige for Breiviks handlinger, selvom de ikke selv er terrorister, men tværtimod taler imod enhver form for terrorisme.

Det, synes jeg, er forkert. Jeg er politisk uenig med disse skræmte mennesker, men man skal heller ikke være urimelig over for sine modstandere.

Det var Breivik, der myrdede de 77 nordmænd. Det er hans ansvar, og det står han alene med. Årsagerne til hans handlinger, hans bevæggrunde, kan vi altid forske i, men ansvaret er hans. Ikke Pia Kjærsgaards, Anders Foghs eller Villy Søvndals.

søndag, juli 17, 2011

BT og den politiske vold

Afsløring!

BT har i årevis ikke blot flirtet med vold, men direkte forsvaret og opfordret til brug af vold som middel til at opnå sine politiske mål. Man må nu spørge sig selv, om dette organ således har mistet sin troværdighed og derfor bør træde tilbage som politisk rådgiver og talerør for VK-regeringen. Hvad siger læserne?

Det viser sig nu, at regeringstalerøret BT gennem adskillige år har opfordret til brug af voldelige midler i kampen for at omstyrte politiske regimer, som BT ikke har sympatiseret med. Det gælder fx Saddam Husseins regime i Irak. BT har opfordret til en danskstøttet militær invasion i Irak med tusindvis af dræbte civile til følge.

Samtidig tyder intet på, at BT har fortrudt denne ungdommelige voldsromantik. For mindre end et år siden, viser det sig nu, har BT således støttet et tilsvarende tiltag over for regimet i Libyen.

Men BT’s våbenleg går videre og kommer uhyggeligt meget tættere på den hjemlige politiske arena end Bagdad og Tripoli, når man kigger dem efter i sømmene. Avisen har således også, er det nu kommet frem, støttet den voldelige rydning af Ungdomshuset på Jagtvej. Disse eksempler er kun nogle få udvalgte blandt mange.

BT støtter offensivt brugen af vold som politisk middel, men har de nogensinde for alvor overvejet principperne for denne brug af vold? Har de, som Villy Søvndals spindoktor, Thomas Sæhl-Sørensen, spurgt sig: Går vi ind for brugen af vold som politisk middel, og i givet fald under hvilke betingelser?

Gør BT's kærlighed til vold som politisk middel dem uegnede som politiske rådgivere for regeringen, eller er det snarere denne mangel på refleksion over vilkårene for brugen af vold, der diskvalificerer organet?

Det er kommet til Lystens værks kundskab, at alle politiske strømninger af betydning går ind for brugen af vold som middel til at opnå politiske mål under visse betingelser. Det har i praksis vist sig, at de partier, som er mest ivrige efter at bruge politisk vold er Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre. Herefter kommer Socialdemokraterne og så SF, der har flyttet sig og er blevet mere villige våbensvingere, og lidt efter Det Radikale Venstre, som engang var pacifister, men bestemt ikke er det længere. De mest tilbageholdende synes at være Enhedslisten. Og med politisk vold mener vi ikke kun militær vold i andre lande, men også statslig vold, altså vold mod politiske modstandere i Danmark, fx Ungdomshusaktivister.

Men selv Enhedslisten går ind for brug af vold i visse situationer, viser det sig. Enhedslisten støttede de første to uger af den danske deltagelse i luftangrebet på Libyen. Det gjorde partiet angiveligt, fordi de mente, at man således kunne afværge en massakre på civilbefolkningen. Det viste sig dog hurtigt, at denne trussel var stærkt overdrevet. Der var overgreb på civilbefolkningen i Libyen, men langt mindre end i hundrede andre lande, som Danmark tilsyneladende ikke vil angribe. Og det viste sig også, at Danmarks allierede havde en mere vidtgående dagsorden, nemlig den at omstyrte regimet. Det mente Enhedslisten åbenbart ikke, det var Danmarks opgave at deltage i.

Så er der revolutionær vold. Lystens værk har ikke kendskab til Thomas Sæhl-Sørensens aktuelle holdning i det spørgsmål, men BT støtter den i modsætning til Enhedslisten i Libyen. Rebel, som Thomas Sæhl-Sørensen som ung var medlem af, gik ind for en ikke-voldelig revolution i Danmark.

Med en ikke-voldelig revolution forstod Rebel angiveligt, som den antiautoritære venstrefløj altid har gjort, en enorm udvidelse af demokratiet, en omvæltning af de økonomiske og politiske magtforhold, sådan at mennesker så vidt muligt kommer til i fællesskab at bestemme over deres eget liv, også når de er på arbejde.

Det skulle være en demokratisk revolution, altså en, som blev støttet og båret igennem af et klart flertal i befolkningen; demokrati, mente Rebel, kunne ikke indføres af et mindretal. Og Rebel ville sikre, at revolutionen blev ublodig. Men blev den nye folkemagt angrebet med vold, måtte den forsvare sig, mente de, om nødvendigt med vold. Ligesom den borgerlige stat forsvarer sig, og altid har forsvaret sig, med vold.

Den store forskel er, viser det sig nu, at venstrefløjen altid har overvejet, hvornår det er legitimt at anvende volden, ikke blot skudt først og spurgt bagefter.

fredag, marts 04, 2011

Fra opgangen

Og jeg har faktisk lungebetændelse og kan slet ikke tåle al den kolde luft, og travlt har jeg med et i grunden uopsætteligt ærinde, det var satans! men jeg ville simpelthen ikke. Nu har jeg snakket med den hvidskæggede himmerlænding mindst femten gange, og det er fjorten for mange. Han ved udmærket, at jeg bare fortsætter op ad trappen, ikke længere standser for at snakke, hvis det er mig fysisk muligt at slippe, hvis han altså ikke ligefrem spærrer mig vejen, hvad han bestemt ikke viger tilbage for, selv hvis jeg har børnene med, og fire indkøbsposer, men svarer høfligt og afmålt, det gør jeg, så længe jeg kan høre ham.

Allerede første gang jeg så ham, vidste jeg, at han ville blive et problem, jeg kunne se det i hans respektløse blik. Jeg var på vej ud ad døren med to kufferter, skulle til lufthavnen, slutte mig til damen og børnene i Spanien. Jeg glædede mig, fordi det var så pisse koldt herhjemme. Travlt har man jo næsten altid på vej til lufthavnen, det ved selv en halvfjerdsårig, flyskræk himmerlænding, så det startede jeg med at annoncere for at sikre mig en bagkant på samtalen, noget at referere til, et maksimum på to minutter. Men det slog ham ikke ud af stilen, han slap ikke fokus et øjeblik. Anerkendte at det da måtte være dejligt at have tid til at rejse, det havde han jo ikke selv længere, nu, hvor hans datter og svigersøn havde fået en lille, var blevet en rigtig familie. Selvom de havde valgt at bo i Købbenhavn, så langt fra det Himmerland, han aldrig selv kunne forlade, skulle deres børn jo passes. Ja, det så han og konen da kun som et privilegium, det at de fik lov at være så meget med, men tid tager det jo. Jeg fortalte, at jeg selv havde to små, og nu skulle jeg ned til dem. De var i Spanien sammen med moren, jeg var nødt til at løbe, sagde jeg. Det var ikke helt sandt, det kunne han se på mig og slog til med endnu et af sine skamløse spørgsmål om dem, der bor i vores opgang her på Østerbro.
- Ja, børnene tænker på at købe den på anden sal, og så vil man jo gerne vide, hvad det er for folk, der bor i opgangen.
Jeg tænkte på at sige, at der boede to enlige midalrende bøsser, som begge havde en udpræget forsmag for mænd på hans søns alder, samt en FCK-hooligan og en meget larmende teenager med en særdeles agressiv musiksmag, men frygtede, at han kun ville finde det ekstra interessant. Grundtvigianer. Han stank af tonedøv, selvtilfreds alsang, af ”nok er vi antidemokrater, men vi er alligevel de gode, for Søren Kierkegaard er værre”. Sådan var han, det så man med det samme. Et borgerligt højskole-frisind. Medlem af venstre, men liberal, kunne sagtens snakke med en bøsse. Ikke som de fordomsfulde konservative fra Dansk Folkeparti, så kærlige væsner er vi.
”Vi”, skriver jeg, for nu kom hans kone ned.
- De er rigtig flinke oppe på fjerde, sagde hun.
Hvad fanden, hun skulle på fjerde, fattede jeg ikke, men også det så hun straks og gav sig til at forklare. Noget med olie til en knirkende dør, det skulle hun låne, for selvom de ikke havde købt endnu, kunne det da i hvert fald ikke genere nogen. Om ikke også jeg mente, at man skulle hjælpe, hvor man nu kunne? Når man nu hører til de selvhjulpne og ikke selv behøver at spørge om tjenester. Sådan så hun i hvert fald på det. Ja, det gjorde de allesammen i hendes familie. Pensioneret skolelærer, gift med en pensioneret ingeniør, tænkte jeg, og det er gode beskæftigelser, vigtige, sagde jeg til mig selv og kiggede på mit venstre håndled, hvor uret havde siddet tyve år tidligere.

Det blev ikke bedre, da de først havde købt lejligheden. Hvem, der købte, far eller datter, ved jeg ikke, men jeg har mine anelser. Nu havde han noget at arbejde med. Han boede i Himmerland, kunne ikke drømme om at forlade stedet, sådan havde han sagt, men nu var han på Østerbro konstant. En planke var det foretrukne remedie. Så kunne han spærre trappeopgangen fuldstændig og tvinge mig til at lytte. Jeg kunne ikke slippe fri af den kvælende jovialitet alt det, vi da måtte være enige om, og alle mandens små pudsigheder, en sand sprogkunstner var han. Havde han haft bedre tid, havde han opfundet gruk. Han havde aldrig opgivet de nysgerrige spørgsmål til, hvad jeg lavede, om det ikke var dyrt med institutionspladser. Om vores børn var tvillinger. Om ikke det var hårdt, "men det er måske mest moren, der passer dem?" Han vidste, at han intet fik, men det stoppede ham ikke. Han spurgte alligevel, og så kunne han uden vanskeligheder køre samtalen uden hjælp i et kvarter, så det gjorde han. Særligt, hvis jeg var på vej op ad trappen med to sovende børn. Vi bor på tredje, og børnene er to og tre år gamle. De er tunge nu.

Da han endelig var færdig med at bygge datterens hjem om, gik der en uge, hvor jeg ikke så min magre, hvidskæggede plageånd, og optimismen begyndte at spirre. Der gik en uge mere, og jeg begyndte så småt at gå ud ad døren uden at tjekke, om himmerlændingen stod nede ved hoveddøren og lurede på sin chance. Jeg blev tryg i eget hjem.

Men sådan fungerer det jo ikke. Plager af denne type holder ikke bare op. En fredag eftermiddag kom jeg hjem fra arbejde, og så stod han der igen med tophuen på, de lyse cowboybukser, striktrøje og vindjakke. Han stod vagt ved hoveddøren. Jeg kom til at tænke på, om han lignede mig. Jeg er selv begyndt at blive grå. Begyndt er ikke det rigtige ord. Jeg har været gråhåret i femten år, nu. Måske tænker han, at vi hører til samme generation. Han føler sig ikke ældre end mig. De atten år i Århus sidder stadig i mit sprog. Han tror, vi er fælles om noget, at vi er ens.
- Nå, så du er forfatter, konstaterede han.
Han havde brugt sine to uger i Himmerland på at google alle opgangens beboere. Det er jo rart nok at vide, hvad ens datter kan blive udsat for.
- Tja, jeg skriver bøger.
Så var jeg måske venner med ham der Rifbjerg? Ham havde han læst nogle bøger af engang. Eller en, i hvert fald. Og han kan jo nok klare sig med den livstidsydelse og alt det. "Så er det vel ikke så svært at være forfatter?"
Jeg sagde, at jeg aldrig havde mødt manden, og at jeg lige straks skulle hente børnene i institutionen.
- Ja, vi er også på vej ud efter vores, sagde han.
Jeg blev helt stiv.
- Vores? sagde jeg.
- Ja, man skal jo være taknemmelig for, at man får lov, sagde han.
Så kom hans kone ned.
- Han virker rigtig sød, ham den enlige på første, sagde hun.
Jeg mumlede noget om, at det var han sikkert også, men at jeg virkelig måtte af sted.
- Som sukker til kaffen, så har du giraffen! grukkede manden.
Jeg gik.
- Men også som fløde, han er en af de bl ...
- Hold nu kæft, nissefar! skreg jeg ikke, men det trak i min kæbe og smertede i bihulerne, at jeg aldrig fik det gjort.

Deres børn går ikke i samme institution som vores. De har snakket om at få deres flyttet. Bedsteforældrene fra Himmerland har, men jeg nægter at fortælle, hvor vores går, og jeg har indskærpet deres mor den samme forsigtighed. De to unge småbørnsforældre har jeg aldrig snakket med. De kigger væk, når vi passerer hinanden på trappen. Jeg har tænkt på at spørge manden, hvorfor han ikke bare sparker svigerforældrene ud af gæstesengen, men så vidt vil det aldrig komme. Jeg ved jo godt, hvilke kort himmerlændingen har at spille. Jeg ved, at han vil spille dem, han er whistspiller, ingen tvivl om det, dreven, han melder ikke noget, han ikke kan trække hjem. Og hvis han alligevel får en uheldig bet, hævner han sig i næste hånd.

Jeg skulle virkelig skide, her til morgen, og folk som opholder mig unødigt, når jeg skal skide, får kniven. Sådan tænker jeg, med kroppen. Men da jeg havde afleveret børnene, og jeg drejede om hjørnet til vores egen gade, så jeg himmerlændingen vogte over hoveddøren. Lyseblå cowboybukser, som mine egne, stort hvidt skæg. Han vindjakke er mørkeblå, det er jeg glad for. Min er grøn. Men i dag vendte jeg om. Så vidt er det kommet. Jeg gik en tur rundt om blokken, kiggede på Murakami-udstililngen i boghandlerens vindue. Han brugte nogle gamle plakater, som annoncerede et arrangement med forfatteren på Møn sidste sommer. De var krøllede og blege. Bøgerne var heller ikke helt nye. Papiret var gulnet på overkanten, men det var et synligt fremstød. Lige så synligt som mit tilbagetog. Jeg ville bare ikke snakkes til af denne ejegode djævel. Mine lunger peb, det gør de stadig, nu, to timer efter. Det koster mig to dage i sengen, sådan er jeg belejret. Naturligvis nåede jeg hjem uden at besudle mine underbenklæder, så galt går det jo alligevel aldrig, selv når man på vej hjem har lovet tarmen, at den snart får lov at slippe, og man så bliver opholdt af en krumrygget jyde, en lun, hvidskægget bedstefar fra Hobro.

Det er vel halvandet år siden, jeg så manden første gang, da de var ude at besigtige lejligheden og smørre dørene; han har været der uden ophold siden, men nu slår det mig, at jeg aldrig set ham på en sommerdag. Jeg har set ham uden tophue på en kølig novemberdag, men ikke i sommertøj. Der er noget galt ved det regnestykke, det er indlysende, og jeg skal nok finde ud af, hvad der sker. Vi skal væk i juli, men juni og august må også give sommerdage, og jeg vil holde øje med ham, så snart temperaturen kommer over 25 grader celsius, for det gør den. Det er jeg sikker på. Han kan ikke holde sommeren væk fra Østerbro, det nægter jeg trods alt at tro. Men sætte tiden i stå, måske, det vil jeg ikke udelukke, det har jeg faktisk en mistanke om; oplevelsen af tid er så subjektiv. Det er det farlige. Jeg vil aldrig lægge mærke til det. Jeg vil bare blive ved med at få lungebetændelse, halsbetændelse og mellemørebetændelse, indtil min hjerne eksploderer af snot. Det er det han kan, nu ved jeg det. Man ser det på hans krogede tud.

torsdag, januar 20, 2011

For en demokratisk grundlov

Den republikanske grundlovsforening kæmper for en demokratisering af den danske konstitution. Den er jeg med på. Lad os få renset det oldtidslevn ud af Grundloven, så vi kan tage den alvorligt. Naturligvis skal man ikke kunne arve politisk forrang; man skal ikke have særlige privilegier, fordi man nedstammer fra en diktator. Her kan man melde sig ind i foreningen:
http://drgb.dk/

tirsdag, januar 04, 2011

Formel for revolutionær tålmodighed

Socialister begynder som utålmodige revolutionære. Vi vil lave verden om her og nu. Så bliver vi fyrre og finder ud af, at vi egentlig altid har været socialdemokrater, som i det stille vil lave verden om med korte, tunge skridt. Vi siger, at vi ikke har forandret os det store, det er blot en forskel i graden af tålmodighed. Som om graden af tålmodighed ikke skulle være vigtig! Den er afgørende. Nogle bliver så tålmodige, at de til sidst ikke ser nogen grund til at lave verden om. De vil blot justere den, gøre den knap så ubærlig. De bliver alkoholikere eller ligefrem konservative. Det har jeg aldrig kunnet begribe: Hvorfor bliver man desto mere tålmodig, jo ældre man er? Det er i bund og grund ulogisk.

Hvis jeg er en statistisk gennemsnitlig dansk mand, og det frygter jeg, at jeg er, så har jeg mindre end tredive år tilbage at leve i. Skal noget laves om, skal det fandme være nu. Jeg bliver bare mere revolutionær med alderen. Sådan tænker jeg på det. Men det er heller ikke godt: Intet er så ucharmerende som fanatisme.

Tålmodighed er sexet, sagde en kvinde til mig engang. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Jeg orkede ikke at vente på hendes forklaring. Men hvis jeg ikke helt skal miste min sidste tålmodighed, skal jeg have mere tid. Så enkelt er det. Jeg skal finde i hvert fald fem-ti år mere, og nu har jeg fundet svaret: Jeg vil skifte køn. Kvinder lever seks år længere end mænd; jeg vil simpelthen skære organet af. Jeg har ganske vist altid været ganske glad for det. Det er tvivlsomt, om jeg her deler smag med nogen overhovedet, men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode og vente, til jeg er tooghalvfjerds. Det er omtrent et år før, jeg ifølge statistikken vil dø som den gennemsnitsmand, jeg er. Switzz! Så ryger det af, og så har jeg pludselig syv år tilbage at leve i i stedet for et. Tænk på, hvad jeg kan nå med al den ekstra tid. Det vil give mig ro, gøre mig sexet. Måske ikke, men ærligt talt: Som tooghalvfjerdsårig er der grænser for, hvor tungt tabet vil være. Spørgsmålet er vel nærmest, om jeg vil lægge mærke til det. Jo, når jeg maser mig frem til stampladsen ved pissekummen på den lokale bodega måske, men ellers vil det ikke gøre nogen mærkbar forskel.