Av!

Hvorfor siger vi Av? Det er der vist ikke andre end danskerne, der gør. I hvert fald lige præcis på den måde. Englænderne siger Autch, ellersådannoget. I andre lande siger man noget helt andet. Alt muligt, siger verdens folk, når det pludselig gør ondt. Dog er der ingen, der siger Swegenswabelprungelprühl! Undtagen en kontrær bjergbonde i Lichtenstein, og han er så helt enormt ung og har så vanvittigt god tid, at han ikke rigtig tæller med.

Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.

Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?

Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?

Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.

Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.

Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.

"Er du sikker?"

Ja, temmelig.

Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?