søndag, december 07, 2014

Lister over det dårligste

Jeg kan ikke lade være med at lave lister over alt muligt. Ok, jeg har heller ikke prøvet at lade være, for det plejer ikke at udgøre noget problem for mig. En af de enkleste former for lister, som jeg laver, er lister over de bedste af et eller andet. De bedste 550 fodboldspillere gennem tiderne er vel den liste, jeg har brugt flest timer på. Det var og er et kæmpe forskningsprojekt. Netop denne liste havde jeg et formål med, jeg ville nemlig udgive et leksikon om dem. Ingen ville udgive det, og alt for få ville være med til at skrive artiklerne. Men glæden ved at lave listen havde jeg jo alligevel.

Jeg har også lavet lister over de fedeste film i '90'erne, de dygtigste danske filminstruktører, Rolf Sørensens største bedrifter, de mest interessante universitetsstudier, eller de 35 mandlige skuespillere, som har været bedst til at ligne en mand på 35 i mindst 35 år (for nu at tage en med fra liste-romanen Sofa). Eller mere privat: over de venner, jeg helst ville have med til en god middag, eller de dejligste kvinder, jeg endnu aldrig havde mødt.

Nogle af disse de bedste-lister havde et underliggende potentiale som handlingsvejledere. De kunne bruges, hvis jeg fx skulle træffe beslutning om, hvem jeg skulle ringe og invitere, eller hvilket studium jeg skulle søge ind på. Men det er nu ikke derfor, jeg laver dem. Jeg laver lister, fordi jeg nyder det. Det hjælper mig til at tænke på en bestemt måde, som jeg godt kan lide.

Der er imidlertid en slags lister, jeg, så vidt jeg husker, aldrig har lavet, nemlig lister over de dårligste af en slags. Det er simpelthen aldrig faldet mig ind, at det kunne være interessant at beskæftige sig så systematisk med de dårligste af noget som helst.

Men nu er det blevet en tilbagevendende kategori i den ironiske danske kulturkritik at lave lister over de dårligste film, de dårligste plader og de dårligste bøger. Det viser sig, at mange synes, det er skide sjovt at hænge andre til tørre på den måde. Nogle kunstnere synes endda, det er udtryk for vid at hænge sine kolleger ud ved at kåre de dårligste af dem. Jeg har endnu ikke set nogen kunstner placere sig selv eller sit eget værk på sådan en liste. Det kunne jeg ellers godt se det morsomme ved.

Jeg har nu heller ikke fået øje på nogen god faglig grund til at lave dem. Derfor kan jeg ikke lade være med at se sådanne lister som et forsøg på at trykke andre ned – enten for selv at komme længere op eller for at hjælpe vennerne op. Eller fordi man af mere private grunde ikke kan lide dem. Eller simpelthen for den småperfide glæde, der kan være ved at tale grimt om nogen.

En positiv-liste (en prisuddeling, fx) kan have sin berettigelse som fejring af en glimrende indsats eller præstation. Man kan feste med sin glæde over stor kunst, anbefale andre at beskæftige sig med det fantastiske, man har fået øje på. Også dette har sine begrænsninger: ofte sammenligner man usammenlignelige fænomener, og man har da heller ikke set alle film i verden, læst alle bøger, og man skaber nemt konkurrence og ondt blod mellem kolleger. Men der er bestemt også noget godt og glædeligt ved det.

En negativ-liste kan faktisk kun bruges til at forlyste sig ved at føje spot til skade, forhåne andre, som i forvejen har fået slag. Jamen, er det da ikke en relevant vejledning af boglæsere at advare dem mod at læse en bog, man finder super dårlig? Næ, ikke rigtigt, synes jeg. Alle bøger har sine læsere. Selv den dårligste bog har 50 læsere, som vil være glade for at læse den. En forlægger har dog sagt god for den, så nogen må jo kunne lide den. Trods alt ikke alle synes, at de samme bøger er dårlige. Og de negative lister afholder måske de 50 mennesker fra at samle bogen op fra udsalgskassen. Og med hvilket formål? Ok, ellers spilder nogen måske en 20-krone på en dårlig udsalgsbog, som de ikke får læst færdig, og hvad så?

Noget andet er, at negativ-lister er langt mere ukvalificerede end de positive kåringer:

John Faxe blev på et tidspunkt kåret som den dårligste Arsenalspiller nogensinde (eller sådan noget). Men han startede altså på banen gennem fire år. Hvordan kan det nu være, hvis han var så meget dårligere end fx Bendtner, som aldrig blev fast mand i startopstillingen. Eller de hundreder, som ikke fik mere end et par indhop? De dårligste husker vi jo slet ikke. Faxe er en af de bedste, ellers havde han ikke spillet så meget. Og ellers havde vi ikke talt om ham.

Danmarks højest profilerede (og en af de bedst skrivende, nu vi er ved listerne) litteraturanmelder, Lars Bukdahl, har lige kåret den slemmeste (som vel må være noget andet end den værste eller dårligste, eller hvad?) beskrivelse af sex i nyere dansk litteratur. Man kan være enig eller uenig i, at den pågældende scene er dårlig litteratur. Selv er jeg faktisk helt uenig, men det er ikke sagen. Problemet med kritikken er ikke kun, at den type kåringer er meningsløse og usympatiske. Heller ikke kun, at den scene, han hænger ud, slet ikke er en sexscene, men en voldsscene, muligvis med seksuelle bilyde. Det er også et problem, at kandidaterne til sådan en negativ titel sjældent er de mest relevante. Det virkelig dårlige husker vi ikke.


Der udgives hundreder af bøger i Danmark om året (omkring 400 danskskrevne romaner, vel sagtens?). Af dem har Bukdahl måske læst 10-15 % af de bedste, vil jeg gætte på.

tirsdag, december 02, 2014

Dansk Folkepartis fremgang og den pæne middelklasse

En ny meningsmåling fortæller, at Dansk Folkeparti er landets største parti. Over en femtedel af de danske vælgere ville stemme på DF, hvis der var valg nu. For at føje spot til skade kunne man sige, at DF almindeligvis er undervurderet i meningsmålingerne, fordi mange stadig er flove over at fortælle, at det er dem, de vil stemme på. Sådan er det, og det er jo ikke en opbakning, der er kommet som en tyv om natten. Overhalingen af Venstre kommer sådan set bare, fordi Venstre går tilbage lige nu. DF's opbakning er steget langsomt, men konstant, siden vi fik Helle Thorning som statsminister.

Nu har mange af landets forargede humanister travlt med at skælde henholdsvis Danmark og DF's vælgere ud. Danmark er en skamplet på Europa, og DF's vælgere er en skamplet på Danmark. Det er for dårligt.

Jeg synes, den reaktion er lidt for bekvem. På den måde kan alle os fra den veluddannede middelklasse, som ikke kunne drømme om at stemme på Dansk Folkeparti, pege fingre ad underklassen. De er os moralsk underlegne, og deres pinlige politiske valg tilsmudser os andre. Det kan de ikke være bekendt at være så mange. Så mange, at det sætter os andre i et dårligt lys med deres had til muslimerne.

På den måde skøjter man let og elegant hen over de årsager til Dansk Folkepartis stadige fremgang, som det er knap så bekvemt at tale om.

Et difust had til muslimer er nemt at tage afstand fra. Det kan alle, der har sit på det tøre, blive enige om. Vanskeligere er det at sluge sin del af ansvaret for en virkelighed, hvor folk uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet på den ene side økonomisk sakker længere og længere bagud i forhold til resten af befolkningen og på den anden side konstant ydmyges af arrogante meningsdannere, som fortæller dem, at de bare kunne tage sig sammen. Det er ældrebyrden, socialnasserne, overførselsindkomsmisbrugerne, de dovne.

Vi taler nysprog, når vi beskriver deres virkelighed. Vi taler om at hjælpe dem, når vi skærer ned på deres ydelser. Ved at lade være med at hjælpe dem tvinger vi dem nemlig til at hjælpe sig selv. Dette handelshøjskolepis størkner som en stinkende hinde over debatten om velfærdsstaten, selvom alle ved, at det ikke fungerer på den måde. Selv isterningen Anders Samuelsen ved, det er løgn, hvad han siger. Han er bare ligeglad, for han ved, at han aldrig selv risikerer at sidde i saksen. Vi skubber bare de dårligst stillede længere og længere væk fra de stærkeste 70 %. Vi sørger for, at de ikke har råd til at få ordnet tænderne, spise ordentlig mad og skifte det hullede tøj ud. Og samtidig skal de skældes ud for ikke at møde pæne og nydelige frem til jobsamtalen!

Vi lyver og siger, at vi gør det for deres egen skyld. Men de kender deres egen virkelighed. De ved, at de ikke længere kan stole på den pæne middelklasses hjælp.

Det Dansk Folkepartis vælgere har til fælles, er ikke et difust had til muslimer, selvom vi fra den pæne middelklasse godt kan lide at tale om det og dæmonisere dem på den måde. Det, de har til fælles, er, at de har indset, at de er på røven, og at de pæne humanister på den politiske midte er ligeglade. Tidligere kunne de svageste regne med Socialdemokraternes og de radikales støtte. De radikale var oven i købet fortalere for en borgerløn indtil engang i 1990'erne. Ingen skulle trues på deres daglige brød, blot fordi arbejdsmarkedet ikke passede til dem.

Nu får de pisken af de samme pæne middelklassehumanister. Det er indlysende, at de må vende sig et andet sted hen for at finde politiske venner. Dansk Folkeparti er dårlige venner for de ældre, for løsarbejderne og de ledige. De smisker for de udstødte, men stemmer som oftest sammen med det økonomisk-politiske flertal. Det er en anden form for løgn, som bare er vanskeligere at gennemskue.

Middelklassen og dens politiske repræsentanter kan ikke på den ene side droppe al solidaritet med mennesker på overførselsindkomster og så på den anden side forarget løfte den moralske pegefinger over for de samme mennesker, når de af mangel på gode venner lader sig lokke af dårlige venner til at droppe solidariteten med de muslimske medborgere.


Ansvaret for Dansk Folkepartis stadige fremgang ligger hos os i den pæne veluddannede middelklasse, som har accepteret at lade mennesker på kanten af arbejdsmarkedet sejle deres egen sø.