onsdag den 4. juli 2007

Klip fra romanen Sofa, Anblik 2007



Uddrag fra bogen:

"Jeg tror, det var her, jeg ramte den treogtyvende øl.
“Hvorfor er her så sort? ... Så sort ... sort ... sorte natten!”
Jeg bankede panden i egeplankerne. Nogen hev mig i T-shirten. Jeg vågnede og kunne ikke huske resten af digtet. Af digtet? Jeg havde drømt et digt og kunne mærke et ord.
“Vil du hjælpe mig?” spurgte en spinkel stemme.
Noget stank af mug.
“Sorte natten!”
“Niels, Niels for søren da!” kom det uroligt fra Mahler.
Maria grinede.
“Vil du ikke nok hjælpe mig?”
“Sorte natte ...”
Ordene smeltede i min mund og dryppede ud som langt, sejt spyt ved mundvigen. Pludselig kom jeg i tanke om noget, jeg skulle sige. Jeg gned mig om munden med højre hånds pegekno. Det var noget vigtigt. Jeg sad lidt med åben mund og overvejede, hvordan jeg skulle få det sagt. Det er ikke altid let at få det sagt på den rigtige måde. Folk bryder sig ikke om at høre det. Det vigtige. Man skal passe sådan på. Med det der. Så kunne jeg alligevel ikke huske, hvad det var. Men det var noget vigtigt! Måske var det noget med logikken? Nej, folk er ligeglade med logikken. Måske var jeg vred på nogen. Men jeg syntes ikke rigtig, jeg var vred. Måske var jeg ked af det. Hvorfor var jeg ked af det? Måske var det synd for nogen. Så blev jeg ked af det, fordi det var synd for nogen. Forbandet synd. Sådan er det fandme altid. Jeg kiggede ned i bordet med blanke øjne.
Så drak jeg resten af rygklapperens øl i et drag. Den var mere end halvt fuld. Nogle gange kunne det blive for meget, for tungt at bære for en mand.
Så slugte jeg også Mahlers bajer.
Nogen trak i min T-shirt. Ikke noget voldsomt ryk, bare et lille hiv, som for at fange min opmærksomhed.
Man må ikke hive i trøjen.
Jeg kiggede bebrejdende på rygklapperen ved siden af. Han havde ikke rykket i noget, sagde han. Jeg lavede pruttelyde ad ham med tungen og kom til at spytte ham i øjet. Det ragede mig. Så var der noget, jeg skulle fortælle Maria. Det var noget med kvinder, kvinder og deres særlige måde at tænke på. Jeg havde allerede glemt, hvad det særlige var, da jeg igen mærkede et ryk i min T-shirt. Rygklapperen holdt en hånd for ansigtet og rystede på hovedet.

Så rykker det igen, jeg vrider kroppen helt om og kigger bag mig.
“Jeg har regnet forkert. Vil du ikke hjælpe mig med min blækregning? Jeg er kommet til at regne forkert.”
Jeg sidder med regnestykket i ti minutter, måske mere. Drengen står og kigger småhoppede, som om han skal tisse. Han har fedtet, uplejet hår og kigger ufravendt på mig med dybtliggende øjne i blåsorte øjenhuler. Han er uinteresseret i gåden på den lille blok, men vil bare se mig løse den. Han lugter jordslået. Jeg kan mærke, at han har brug for at se mig løse den. Det er en simpel division, men jeg kan ikke engang huske, hvordan stykket skal stilles op.

Nogen ruskede mig.
“Hvorfor græder du?” spurgte Maria med en arm omkring min skulder.
Jeg kiggede op. Drengen var væk. Jeg kunne stadig mærke kuglepennens tryk mod mine fingre, men pennen var også forsvundet. Kun lugten var tilbage. Drengens mugne, jordslåede lugt.
“Fordi jeg er så lykkelig. Jeg er bare så lykkelig!” sagde jeg lidt efter."