Det har nok været min mor, der købte den til min far. Han
var vild med Muhammad Ali. Derfor skulle jeg heller ikke vente ret længe på at
få lov at låne den; Sandheden om mit liv.
Min far blev hurtigt færdig med den, og selvom jeg husker ham sige, at han var
skuffet over bogen, kastede jeg mig over den med stor ivrighed. Det var den
første voksenbog, jeg læste, og jeg slugte den grådigt, sætning for sætning.
Den udkom i 1976, altså et par år efter The rumble in the
jungle i 1974, hvor den undertippede Ali udboksede den syv år yngre George
Foreman i 8. omgang, helt som forudsagt af Ali selv. Inden kampen mod Ali havde
Foreman vundet samtlige sine 40 kampe, og de 37 før tid. Samme år havde Foreman
smadret Ken Norton i anden omgang, og året før Joe Fraizer også i anden. Ingen
troede på Ali før den kamp.
Ali havde også mødt Fraizer og Norton, tre gange hver. Han
havde lidt nederlag i sit første møde med dem begge (Norton brækkede Alis kæbe
i anden omgang, men Ali gennemførte alligevel kampen og tabte med dommerstemmerne
2-1), men siden besejret dem to gange hver i brutale, jævnbyrdige
slagudveksllinger over 14-15 omgange. I 1975 var det mod Joe Fraizer, som måtte
give op i 14. omgang af The Thrilla in Manila, og i september 1976 fik Ali endelig en enstemmig
pointafgørelse i sejren over Norton. Jeg husker ikke, om den sidste sejr over
Norton nåede at komme med i bogen, men i realiteten var karrieren slut for Ali,
da bogen kom.
Også pointsejrene over Jimi Young (1976), Ernie Shavers
(1976)og Joe Bugner (1975) havde været hårde og slidt det sidste af silken.
Efter 1976 boksede Ali ikke en god kamp, selv om revancesejren over Leon Spinks
var knusende sikker. Men Spinks var slet ikke i klasse med Foreman, Fraizer,
Norton.
Eller med sluggeren Sonny Liston, som Ali tog titlen fra i
1964 i en kamp, hvor Ali måske var endnu mere undertippet end mod Foreman. Gangsteren
Liston havde vundet 35 af sine foregående 36 kampe og smadret sine modstandere
med samme skræmmende styrke, som Mike Tyson senere blev kendt for. I sine to
seneste kampe inden kampen mod Ali havde Liston tilintetgjort mesteren Ployd
Patterson i første omgang. Og Patterson var ingen novice, da Liston tog
sværvægtstitlen fra ham. Han havde trods alt vundet den fra legendariske
Ingemar Johansson, som han slog to gange. Efter nederlagene til Liston tabte
Patterson i øvrigt også to gange til Ali. Hans andet nederlag til Ali i 1972
blev karrierens sidste kamp.
Og sådan slukkede Ali mange store bokseres drømme. Sådan
set også Foremans. Ganske vist boksede Foreman endnu 6 kampe frem til det
afsluttende nederlag til Jimmy Joung i marts 1977, som dog blev kåret til årets
kamp af Ring Magazine, men efter chocknederlaget til Ali blev han aldrig den
samme igen, og han holdt ti års pause fra ringen inden sit groteske, men også
flotte comeback i slutningen af 1980'erne.
Jeg tror, at min far godt kunne lide, at Ali var så stor i
kæften, hvilket nok kan undre, når man ved, hvordan han senere kom til at se på
slagfærdige unge mænd. Men Ali var noget særligt. Han var hurtig i replikken,
veltalende, rimende, forudsagde med et digt i hvilken omgang han ville slå sin modstander
ud. Og gjorde det. Han var en usædvanligt flot fyr. Og en fantastisk elegant
sværvægter. Når man husker, hvordan Sonny Liston og hans samtidige, eller mesteren
Joe Louis før dem, stod fladt på fødderne og delte øretæver ud, var det
fantastisk at se Ali danse rundt om sine modstandere og tjatte til dem, uden at
de kunne komme i nærheden. Han dansede baglæns med sænkede parader, og de kunne
ikke nå ham. Når man genser hans kampe fra midten af tresserne, kan man ikke
undgå at blive forbløffet over hans suveræne opvisning; det er stepdans,
moonwalk, show, titte-bøh-drilleri, altsammen i et ubegribeligt tempo, hvor han
jo altså også nåede at dele øretæver ud. Og man kunne se, at han nød det, ja,
morede sig. Der har simpelthen aldrig været en sværvægter, som kunne noget
lignende. Han tænkte lynhurtigt og bevægede sig i overraskende og evigt
skiftende mønstre, både i sit uforlignelige benarbejde og i sine undvigende ryk
med overkroppen.
Ali var også en mester i at forberede sig på den
modstander, han stod overfor. Legendarisk er det naturligvis, hvordan Ali
udmattede den noget tungere Foreman ved at lade ham smadre løs på paraderne og
fjedre i tovene og så lige sørge for selv at få et par svidende jabs ind, inden
han dansede ud til siden. Det nævnes sjældent, at Ali havde fået klart flere
stød igennem end Foreman, allerede før de gik ud til ottende omgang og altså må
have været foran på point, selvom det var Foreman, der gik fremad og slog hele
tiden, men altså stort set kun i paraderne. Foreman slog sig træt, det var kun sådan
den unge Foreman kunne trættes. Han kunne ikke løbes ned. Mod Liston var det
noget andet. Liston var ældre end Ali og langsom på fødderne. Ham kunne Ali
finte eller løbe fra. Liston vaklede frustreret rundt i ringen og slog huller i
luften. Han ramte ikke engang paraderne. Ali var som et spøgelse, der hver gang
var forsvundet, før Listons tunge næver landede. Til sidst gav Liston reelt
op. I sin anden kamp mod Ali havde Liston, som den kæphøje Ali på skift
drillede med, at han var gangster, at han var de hvides lakaj, og at han både
var grim og mildest talt ikke nogen særlig opfindsom taler, opgivet, inden han
gik op i ringen. Drillerierne var naturligvis en del af metaspillet. Ali ville
have den hidsige Liston til at forivre sig. Jo mere forhippet Liston blev for
at få ram på den flabede, unge Ali, desto ringere blev hans chancer for nogen
sinde at få et stød ind. En tålmodig Liston havde være livsfarlig for Ali.
Liston slog som en lufthammer og kunne vinde en kamp med et enkelt stød. Sådan
noget vidste Ali.
Nu var Ali ikke kun en fantastisk taktiker med hurtige ben
og gode undvigelser. Han var også hårdfør og virkelig vanskelig at slå i
gulvet. Særligt kampene mod Norton og Fraizer viste det. Næppe nogen sværvægter
har taget imod mere end Ali. Han var forholdsvis stor, 191 cm og godt bygget
med lange, stærke arme. Og så var han jo også udstyret med hurtige hænder, som
kunne alle slag fra alle vinkler. Hans hurtige jabs så ikke ud af noget
særligt, men de kom overraskende, og de gjorde nas.
Ali er den bedste sværvægter gennem tiderne, og havde han
ikke været så god, så havde resten af hans værk og virke ikke betydet ret
meget.
Men når min far var så interesseret i denne bokser, var det
frem for alt, fordi han var imod krigen i Vietnam. Det var min far også. Min
far er udpræget antimilitarist. Om Ali var egentlig pacifist, eller blot ikke
ville deltage i det hvide Amerikas krige, er det ikke helt let at blive klog
på, men jeg har nu aldrig hørt ham støtte nogen krig, og det kunne min far godt
lide. Og han kunne godt lide, at Ali var så konsekvent, at han hellere ville
fratages retten til at bokse i de fire bedste år af sin karriere end at tage
den loppetjans i Vietnam, som forsvarsministeriet utvivlsomt havde udset til
ham.
"Jeg skal ikke i krig for det
magtfulde USA for at plaffe fattige mennesker ihjel i mudderet. Viet Cong er
ikke min fjende. De har aldrig kaldt mig nigger. Før mig til fængslet i stedet,"
sagde Ali.
Og på den måde fik han effektivt forbundet
sin antimilitarisme med kampen mod det hvide Amerikas racisme og imperialisme.
Ali ville ikke slå ihjel for det regime,
som stjal hans forfædre i Afrika og gjorde dem til slaver. Han ville heller
ikke bære det slavenavn, som disse forfædre blev påduttet af deres
undertrykker. Men hans slægts historie og navn var ikke bevaret, som de
færreste afrikanske slavers var, så han opsøgte en organisation, som ville give
de sorte amerikanere deres stolthed tilbage, dels ved at udstyre dem med et
muslimsk navn, som blev opfattet som mere oprindeligt afrikansk, dels ved at
kæmpe for oprettelsen af sorte, muslimske stater i USA, stater, hvor de ikke
længere skulle kæmpe for racemæssig ligestilling eller frygte for lynchning
eller mordbrand fra grupper som Ku-Klux-Klan. Ali konverterede til islam i 1965
og meldte sig hos profeten Elijah
Muhammad's Nation of Islam, hvor han
også mødte Malcholm X. Senere konverterede Ali dog til en mere moderat
sunni-islam, og blev lige som Malcholm X tilhænger af racemæssig integration i
stedet for af at oprette sorte enklaver.
Navnet var vigtigt for Ali. Da han forsvarede
sin sværvægtstitel mod Patterson i november 1965, straffede Ali den tidligere
mester for ikke at ville kalde ham Ali, men konsekvent bruge slavenavnet Clay.
Selvom Ali havde udbokset Patterson allerede i første omgang og uden
vanskeligheder kunne have afsluttet den i hvert fald i anden omgang, undlod han
at slå Patterson ud, men ydmygede og tæskede ham gennem samfulde 12 omgange. I
sidste omgang stoppede kamplederen dog kampen for at Patterson ikke skulle lide
mere overlast.
Flere husker nok Alis kamp mod Ernie
Terrell fra 1967. Terrell var et ordentligt skur på 198 cm og havde også længere
rækkevidde end Ali. Da han mødte Ali, havde han ikke tabt i fem år, og Ali var
ikke stor favorit i den kamp, som blev regnet for Alis vanskeligste siden
Liston. Terrell var afroamerikaner, ligesom Patterson og Ali (og stort set alle
andre store sværvægtere), men undlod ligesom Patterson demonstrativt at bruge
Alis muslimske navn. Inden kampen havde Ali udtalt, at "Jeg vil torturere
ham. Et rent knockout er for godt til ham." Kampen var velbokset og meget
lige i de første seks omgange, I syvende fik Ali ram på Terrell, som
balancerede på randen af knockout. Men Ali ville ikke lade ham slippe. Resten
af de femten omgange, kampen var berammet til, mishandlede Ali den store
Terrell med sine hurtige jabs, men han hvæsede: "Hvad er mit navn, Onkel
Tom... hvad er mit navn?" Det er en af de mest brutale afstraffelser
nogensinde.
Jeg ved, at vi har set nogle natlige kampe
med Ali på tv i mit barndomshjem. I hvert fald Foreman og Fraizer. Men jeg
husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at vi så Rødder, tv-serien som bygger på Alex Haleys roman om den afrikanske
kongesøn Kunta Kinte, som i 1700-tallet blev taget til fange og fragtet til
Amerika som slave. Det er ikke tilfældigt, at netop Hayley skrev en biografi om Malcholm X's biografi. Rødder var en historie om slaveriets historie og tøvende
afskaffelse. Noget af det, jeg husker tydeligst, var hvor vigtigt det var for
Kunta Kinte at fortælle sin datter, som fik slavenavnet Kizzy, hvad hendes
gambianske slægt virkelig hedder, hvem de er, og hvor de kommer fra. Den samme
slægtshistorie fortalte Kizzy omhyggeligt videre til sin egen søn, Chicken
George. De ville ikke acceptere at se sig selv som slaver, hvis identitet blev
defineret af deres hvide undertvingere. Kunta Kinte nægtede at svare eller
adlyde, når hans slaveejer brugte hans slavenavn. Selvom han blev pisket halvt
til døde, insisterede han på at hedde Kunta Kinte, og selvom han fik den ene
fod hugget af, blev han ved med at forsøge at bryde ud i friheden.
Alis og Hayleys kamp for sort stolthed
(black pride, hed det på den tid) blev en afgørende del af min politiske
opdragelse. Dette og hadet til den krigeriske amerikanske imperialisme og
udryddelse af de nordamerikanske indianere. Det var min mor,
som lærte mig at holde med indianerne, når vi så John Ford-western i
fjernsynet.
Antimilitarismen var stærk i mit hjem i 1970'erne, selv om
jeg bestemt ikke kommer fra en hippiefamilie. Min far var fisker af en kommunistisk arbejderfamilie og var selv sådan en fritænkende, grøn midtervælger, og min mor
var fra et socialdemokratisk husmandshjem. De hører begge hjemme i provinsen,
og ingen af dem har gået i skole længere end til syvende klasse. For dem var
både hippierne og marxisterne et fjernt og uinteressant fænomen fra storbyens
middelklasse.
Men Muhammad Ali og mine forældre opdragede mig til at hade
vold, krig og militær. Det gik så vidt, at jeg ikke fik lov at gå til spejder
(det var min mor, ikke Ali, som forbød mig det ...), selvom jeg plagede om det
i årevis. Men jeg skulle ikke i uniform. Det skulle Ali heller ikke.
Jeg husker ikke ret meget af denne Alis første selvbiografi,
faktisk husker jeg bedst hans fortælling om, at han ikke rigtig vidste, hvad
han skulle stille op med damerne i sin tidlige ungdom. Jeg må selv have været omkring
12 år, da jeg læste bogen, og den del af fortællingen kunne jeg godt
identificere mig med.