tirsdag den 5. december 2017

Henning Jensen er død

For fire år siden skrev jeg nedenstående tekst om Den første Jensen i Madrid, fodboldlegenden, fodboldenglen Henning Jensen, som kom til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark først. Han havde gemt sig i landets fjerdebedste række i fødebyen Nørresundby, hvor han spillede med så enormt et talent, at han blev udtaget til det olympiske landshold alligevel. Med Allan Simonsen og Henning Jensen på holdet kvalificerede Danmark sig til OL i München 1972, men Jensen kom ikke med til legene, for Borussia Mönchengladbach havde opdaget den talentfulde angriber (som i øvrigt kunne spille alle pladser på holdet) og givet ham en professionel kontrakt. Efter OL købte de også Allan Simonsen. Siden kom Jensen til Real Madrid, mens Simonsen havnede i FC Barcelona.

Henning Jensen blev 68 år.

Den anden Jensen i Madrid spiller også fodbold i byen, men desværre på et langt mere ydmygt niveau og uden Den første Jensens talent. Den anden Jensen er mig:


I dag scorer jeg to mål, det er ok. Det sidste er et godt mål efter en smart kombination, som jeg selv sætter i gang. Afslutningen bliver dagens sidste spark, og det er en dejlig fornemmelse at score dagens sidste mål. Det hjælper mig med at glemme, at jeg havde chancer til syv. Tre gange skød jeg over mål og to gange i sidenettet på de slidte håndboldmål. En enkelt gang lykkedes det mig også at aflevere til en medspiller, som var skiftet ud.

Jesús låser skolegården af og trækker en termotrøje over hovedet. Vi er syv, der går ned til Alfonso på Bar Polo.

I Spanien er det ikke ualmindeligt at tage en skarp inden kampen. Heller ikke blandt elitespillerne. Henning Jensen fortalte om en flaske King George, spillerne havde delt inden en berømt EF-kamp, han var med til at spille på Wembley i London:

“Jeg har aldrig set det i Danmark og tror ikke, det sker i Superligaen, men på den anden side er det med til at give dig det ekstra kick, der skal til lige inden kampstart. Inden den sidste opvarmning.

Da jeg spillede i Spanien fandt jeg ud af, at det er meget udbredt dernede. Whiskyen var blot erstattet med cognac. Jeg ved ikke rigtig, om det kommer ind under doping, men de gør det fortsat i Real Madrid og andre spanske klubber. Snupper lige det, de kalder ‘en stærk kaffe’.” Interview i Berlingske Tidende

Men vi nøjes med et par øl efter bold.

I dag er Fernando ikke med, men så har Miguel Bo fået lov af konen. Vi er vant til, at Miguel 1 viser porno på sin IPhone, men sjov porno, sketches med en begavet pointe i. Den porno, Miguel Bo viser, er derimod ikke rigtig sjov. Det er meget unge kvinder, som får baghylere af muskuløse mænd med enorme pikke. Det er vigtigt for ham, at netop jeg ser alle de tunge filmklip. Jeg er den nye, det er mig, der skal prøves af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Miguel Bo klukker selv meget af sine film, mens de andre griner mere forbeholdent. De er bedre vandt. Miguel 1, Luis, Jesús, Jesús 2 og Javier er ikke platte. De er bare nogle forvoksede drengerøve. Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke interesserer mig voldsomt for film, hvor purunge kvinder lader sig voldtage for penge, men jeg vil heller ikke virke snerpet. Forresten er jeg ikke sikker på, at jeg vil være i stand til at sige netop denne sætning på spansk.

I stedet spørger jeg Jesús, om han kan huske en merénque fra 1970’erne, som hed Henning Jensen. Først forstår han ikke spørgsmålet. Det skyldes mit dårlige spanske, men udtalen af ikke-spanske navne er også altid et problem. Spanierne har jo kun hørt navnene udtalt af en spansk reporter fra Marca eller Tele 5. “En der, spillede for Real Madrid?”, spørger han. Det bekræfter jeg og forsøger at udtale Henning, som en spanier ville gøre det. Så er han helt med. Selvfølgelig husker han Henning Jensen. “Han er jo en af de store helte i klubben”. Men jeg kan høre, at han ikke rigtig husker, hvordan Den første Jensen spillede. Ellers havde han fortalt os om det. I stedet begynder han at fortælle om de danske spillere, han kan huske fra de sidste 40 år. Den første, han nævner, er Lerby. Alle nikker anerkendende ved lyden af hans navn. “Det bedste danske landshold var VM-holdet fra 1986, ikke EM-holdet fra 1992”, konstaterer Jesús. Miguel 1 husker, at danskerne allerede var taget på ferie i 1992, men blev indkaldt som første-reserver og vandt. Jeg får lyst til at sige, at Spanien heller ikke havde kvalificeret sig til den slutrunde, men jeg er trods alt stadig en slags gæst her. “I 1986 havde I Europas stærkeste landshold, ingen troede, vi kunne vinde, men vi slog jer med 5-1”, siger Jesús med et lille smil. “5-1!”, gentager han og viser resultatet med fingrene. Miguel 1 griner. “Butrageño!”, siger han. Jeg nikker med hævede bryn og trætte øjne. Selv hvis jeg kunne, ville jeg næppe orke at sige, at Danmark faktisk spillede røven ud af bukserne på det spanske landshold i store dele af den kamp, men dels var uheldige med afslutningerne, dels satsede alt for hårdt på offensiven og dels manglede vores bedste mand, Frank Arnesen, som afsonede en karantæne for en unødvendig udvisning i den ligegyldige sidste puljekamp mod Tyskland. Det er for lang en forklaring af for stort et nederlag.

Vi snakker om Elkjær, hvis navn ingen kan sige blot tilnærmelsesvis rigtigt. Ham kan de godt lide. Ham og især Lerby. “Og Arnesen”, siger jeg. “Arnesen fra Valencia”. Jeg kan se, at de ikke er med. “Arnesen var fantastisk”, siger Jesús så alligevel. Morten Olsen og Jesper Olsen kender de også. “Og Laudrup”, siger jeg, ligesom for at sætte trumf på. Miguel 1 mener ikke, at Laudrup var med. Nu må jeg lige styre mig, så mange stjerner har Danmark ikke haft på samme tid. Alle kigger på Jesús. “Jo, en ung Laudrup”, korrekser han. Det accepterer Miguel 1 kun, fordi det er Jesús, der siger det. Jeg overvejer, om jeg skal nævne Mølby.

Javier er en fri ånd fra Asturien, en intellektuel, hvis kone er en prisbelønnet børnebogsforfatter. Hvad han selv laver, kan jeg ikke finde ud af. Han er en høj, spinkel, elegant og lidt sart fodboldspiller med sirlige bevægelser, smilehuller og dyb stemme, bølget hår og briller med spinkelt metalstel, og vil gerne tale om fodbold, men helst om vores egne kampe. I Asturien lever de det gode liv, siger Fernando, og Luis nikker. Javier er igen fighter. Det har han aldrig haft brug for, men han har talent. Han er ret uinteresseret i, hvem der vinder La Liga, og helt ligeglad med danske spillere fra 1980’erne, men det lykkes ham ikke at dreje diskussionen væk fra dette tema.

Jesús 2 prøver at huske navnet på den gode danske målmand. Jeg ved, at det hverken er Ole Quist eller Lars Høeg, han tænker på, men jeg nægter at hjælpe ham med at sige Schmeichel, som er det navn, han leder efter. Dels fordi Schmeichel netop ikke var med i 1986, dels fordi Jesús 2 selv er en glimrende målmand, formodentlig en tidligere elitespiller som Jesús, og så er det pinligt, at han pludselig ikke husker verdens bedste målmand nogensinde.

Men Jesús 2 er også en øl foran os andre, selvom Alfonso knapper de små Mahou-flasker op til os i et tempo, som jeg ikke har set andre steder. Han har ikke andre end os at servicere, men det er ikke kun af kedsomhed, det er en trick; han knapper en ny runde op, når vi er halvvejs nede i vores øl, for på den måde når vi ikke at tage stilling til, om vi vil have en mere. Det har han besluttet. Han er en ræv. Det er de små, røde Mahou’er, 5,5%. Guldølsstyrke, men ingen luxusøl. Det er fornuftigt med 20-centilitersflasker. Den skal drikkes kold. Tortillaen er blevet god, ikke så tør som man ofte får den. Tørt er til gengæld det hvide brød, som de fine små tapas serveres på. De har stået for længe. Der kan ikke have været mange gæster tidligere på aftenen heller. Men maden er gratis, og det er en god pris.

Fjernsynes kører i baggrunden. Barça spiller en aftenkamp mod et sekunda-hold i Copa del Rey. Det er sidst i november, klokken er 23.30, og vi står på baren i vores korte fodboldbukser, men fryser ikke. Varmen fra de to timers intensive sport vil ikke forlade kroppen.

Jesús 2 bliver trodsig af ikke at kunne komme på den danske målmands navn og husker derfor som revanche en dansk spiller, der hedder Mortensen. Jeg ved, Jesús 2 holder med Barça, så jeg overvejer, om en Mortensen kan have haft kontrakt der, men jeg kommer ikke i tanke om andre Mortensener end Henrik Mortensen fra AGF, og ham mener jeg ikke, det kan være. “Der har ikke været mange danskere i ...”, siger Jesús. “Simonsen”, siger Jesús 2, før Jesús får sagt Barça. Allan Simonsen husker de selvfølgelig også alle sammen. Jeg sætter læberne an til at sige Laudrup endnu en gang, men så er vi færdige med at tale om danske spillere.

Nu snakker de om hollændere. Om alle hollænderne i Barça. “Flere hollændere end spaniere!”, siger Jesús. Han holder med Real Madrid og hader FC Barcelona. “I dag er der ingen hollændere”, retter Jesús 2. Det er som i de fleste skænderier: Ingen af dem har helt ret.

Nu skændes de om, hvilke klubber, der har købehold, og hvilke der er spanske. Luis underviser i datalogi på universitetet. Og så har han en nebengeschäft som skaklærer på La Paloma. Min søn, Karl, går på hans hold. Inden sommerferien 2012 var skak et gratis tilvalg for børnene, kommunen betalte. Også det er skåret væk. Luis er systematiker og lægger an til en lang liste over spanske spillere i Real Madrid, selvom han ikke selv holder med Real, men snarere med Atléti og mest med Iniesta fra Barça, hvis man spørger ham under fire øjne, men kan så ikke komme i tanke om andre end Casillas og Sergio Ramos. Men Ramos er købt i Sevilla, råber Miguel 1.

Miguel 1 er den sjove, spasmageren, men han er også den mest iltre i selskabet. Han er en uortodoks, men ganske effektiv målmand. Han har en særlig teknik med at slå bolden væk med albuen, hvis han ikke kan gribe den. Når han kan, kan han godt lide at tage et potent raid op ad banen, hvis han har set en åbning fremefter. Og så er han glødende Atlético-fan, han er kærlig og engageret i alt, hvad han foretager sig, venstreorienteret med slidte, sorte jeans, sorte ørenringe, store bakkenbarter, en doven hund, der hedder Brutus og kan stinke en mellemstor banegård op med sine rådne prutter, og tre børn på La Paloma. Sidst min fætter Kim besøgte mig her i byen, så vi en af Atlétis hjemmekampe, og på vej ned til Vicente de Calderón mødte vi Miguel 1 og hans ældste datter, som har sæsonkort. Det har Miguel 1 også. Han har kun misset en enkelt hjemmekamp inden for de seneste tre år. Miguel 1 og datteren skulle også på stadion. Det var et flygtigt møde, men en stor forbrødring. Nu vidste han, hvem jeg holdt med, og siden har han modtaget mig med hyldest, når vi er mødtes for at spille.

En gang hvert halve år arrangerer Jesús en kamp mellem tilhængerne af Real og af Atléti. Han lejer en syvmandsbane en sen aften nede ved floden. Alle holder enten med Atléti eller Real. Man kan ikke være ligeglad. Holder man i virkeligheden med Barcelona eller Rayo Vallecano, holder man også med Atléti. Holder man med Málaga eller Sevilla, holder man med Real, men det er der ingen, der gør. Så møder alle Real-tilhængerne op i dyre, hvide dragter, og de fleste fra Atléti har også en officiel rød/hvid-stribet trøje på. Har man ikke det, kan man slippe af sted med at spille i rødt. Jeg har ikke haft råd til at købe en Atléti-trøje, men har en fin en fra Liverpool FC. Den er også rød. Men så viser det sig, at der ikke er nok fra Real, mens vi er et par stykker for mange fra Atléti. Det er derfor, jeg kommer til at spille for det forkerte hold. Det er klart, det er mig, der må hoppe over. Ingen af de andre ville kunne. Kampen er alt for vigtig.

Man kan mærke det med det samme. Måske har det også noget med kunstgræsbanen at gøre. Her kan vi tage de glidende tacklinger, som ikke kan lade sig gøre på den lille asfaltbane, vi spiller på om mandagen. Men der er også noget andet. Da først kampen er gået i gang, kigger spillerne ikke modstanderne i øjnene længere. Der er ingen klap på ryggen eller opmuntringer til spillere fra det andet hold. Småskænderierne begynder også med det samme, og efter et kvarter er det krig. Miguel-Bo fra Real er en fremragende spiller både teknisk og taktisk, og jeg har aldrig set ham lave et frispark før. Dårligt nok en tackling, men i dag ligger han vandret i luften. Det er det samme med Kike. Efter tyve minutter er Atléti foran med 2-0. Det er Miguel 1 , som har scoret begge mål. Der er en målmand for meget, så han er angriber i dag. Han er overalt. Det er helt tydeligt, at det er ham, der helst vil vinde. Efter en halv time bliver han snydt for et straffe. Det siger han. Jeg har ikke set det, men der er ingen tvivl. “Som et hus!” råber han. Så stort var det. Men vi har ingen langsom gengivelse, som kan afgøre spørgsmålet, så episoden dukker op som et skænderi igen og igen. Han vil aldrig spille igen. Jesús har været skadet og er ude af form. Det forhindrer ham ikke i at varme bolden konstant, men han taber den hver gang. Så er han også gal, og de to barndomsvenner begynder at løbe ind i hinanden hele tiden. De råber. Miguel 1 bliver mere og mere frustreret og glemmer at spille, og lidt efter lidt falder Atlétis gejst. Da Real får udlignet, falder Atlétis forsvarsspil helt fra hinanden. Real vinder 4-2.

Det er ingen overraskelse. Real vinder hver gang, fortæller Jesús, også her. Deres spillere er bedre og har en mere rubust holdånd. De lader sig ikke frustrere.

Efter kampen skændes Miguel 1 med alle fra Real. Eller isolerer sig sammen med Alfredo, som også er Atléti-mand. Det er stadig straffesparket, det handler om. Men også alle de brutale tacklinger, som Kike og Miguel-Bo har investeret. Det fortsætter nede på Bar Polo, som Jesús har overtalt til at vente med at lukke. På et tidspunkt mener han ligefrem, at Real ikke havde vundet, hvis de ikke havde haft mig i forsvaret, og jeg skulle jo have spillet for Atléti. Det er helt ved siden af, men det ser ud til at skulle fortsætte i timevis. Fernando forklarer mig, at dem fra Real er helt anderledes. “Vi bliver ikke vrede”, siger han. Det er nu heller ikke helt sandt. Jesús er også godt oppe at køre, men noget er der om snakken. Selvom vi er flest fra Atléti, har Real-spillerne en helt anderledes selvsikker stil, en overbærende storebror-attitude. De ved, at de er bedst. Også når de er bagud med 2-0. Og i virkeligheden er det nok lige præcis det, der pisser Miguel 1 af.

Det er først efter den femte øl, han begynder at grine ad sig selv. Men så er der også fest. Det er trods alt torsdag.

Miguel 1s far har en restauration tre gader fra Bar Polo. Almacen de Vinos, hedder den. Det er der, vi går hen, når vi er færre end fire. To-tre betalende gæster er for lidt at holde Alfonso vågen for til over midnat. Så skal han have lov at gå hjem. Han har haft åben siden klokken ti i formiddags og har ikke sovet, men brugt den lille siesta til at købe ind. Men er vi nok til at ville være det bekendt, er vi da heller ikke blege for at holde Alfonso vågen. Javier og Fernando kan finde på at droppe den sidste kamp for at komme ned og holde Polo åben.

På Almacen de Vinos i Calle de Clatrava er der altid andre gæster til at løse den opgave. Det er en lille restauration, men dobbelt så stor som Bar Polo, der er mindst to til at servere, Miguel 1s bror, Paco, og svoger, og flere kunder end her, heller ikke en mandag aften er vi de eneste. Miguel 1s far startede baren i 1966, det år, Miguel 1 blev født, men det ser ud, som om, der altid har være bodega her. De kæmpe vinfade fra ældre tider pynter stadig bag baren, og Miguel 1 viser mig stolt det gamle anlæg, der producerer den kulsyreholdige tonic, som baren har i hanen til de gæster, der drikker anis eller gin. Det er der efterhånden ikke mange, der har.

Det er virkelig et hyggeligt sted, ikke så skrabet en indretning som her hos Alfonso. Det er et spisested, ikke kun en bar. På Almacen de Vinos kommer de venstreintellektuelle, den lavere middelklasse, og spiser boquerones i eddike og drikker øl eller rødvin. Det hele er lækkert, men jeg vil anbefale deres tostas med gedeost og ansjoser. Som noget helt særligt har de også en med norsk røget laks og flødeis. Men ikke bare flødeis; japansk wasabi-flødeis, er det, og det smager fremragende. “Jeg tror, det er det eneste sted i Madrid”, siger Fernando. Og de har både vin og øl i udvalg, fx den gode, spanske ale Burro de Sancho, der lige som alle andre specialøl serveres i isafkølede glas. Og de spiller musik, jazz i den lettere ende. Almacen de Vinos er ikke en fodboldbar, deres tv er mindre end Alfonsos, men det er indiskutabelt en Atlético-bar. Klubbens billeder hænger på væggene sammen med en slidt madonna. Et af billederne viser en hold af hyggespillere i Atléti-dragter. Det er et hold af fædre fra La Paloma fra 1970’erne. “Der er min far”, siger Miguel 1 og peger. Den gamle er også Atléti-mand. Og skakmester, den bedste i kvarteret. Den lokale Ruy López.

Miguel 1 har ikke kun arvet farens affektion for Atlético Madrid. Han er også glad for skak, og han ved alt om sin fars bar og kender alle restaurationsfolk i gaden, men det er broren, Paco, der skal tage over. En anden bror, den ældste, har en anden bar i kvarteret. Miguel 1 kører bus.

Nu er vi på Bar Polo. En bar som hundreder andre i Madrid, der er intet særligt ved den. Med mindre man bor her i blokken og kender dem, der kommer her; kender Alfonso, den skallede ræv, som fortæller sjofle historier med lav stemmeføring hen over baren. På den måde er der noget særligt ved enhver bar i Madrid. Og Næstved. Alfonso kunne ikke drømme om at sætte musik på. Hvad skulle det gøre godt for? “Vi er gode til fisk”, siger Miguel-Ángel og skæver skælmsk til Alfonso, som ikke er. Miguel 1 gentager sin stående invitation, men han får ikke lov at liste ud af skænderiet på den måde, for også Atlético Madrid har købt deres bedste spillere i andre klubber og andre lande. “Atléti er intet uden Falcao”, siger Jesús, som virker lidt sur over at være reduceret til statist. “Simeone er ligaens bedste træner”, siger Miguel 1 . “Men er han spanier?”, siger Jesús. “Det er Mourinho sgu da heller ikke!”, svarer Miguel 1. “Og så er han en højhøvet skiderik. Simeone har engagement, han har hjertet med.” Jesús nævner, at Mourinho han vundet mesterskaber med klubber fra fire lande og to Champions League-titler. Men man kan se, at han heller ikke selv bryder sig meget om den portugisiske træner i Real Madrid, El Pavo Real, Påfuglen. Så begynder han i stedet at forsvare sin klub via spillerne. At Sergio Ramos er en almindelig mand, en som os andre, en man ville kunne snakke med på en bar som denne, bare bedre til fodbold.

“¡La República!”, råber Miguel 1 pludselig med et halvt smil. Det er den skål, han plejer at indlede aftenen med, men i dag virker det mere, som om han vil overtrumfe Sergio Ramos og den folkelighed, som Jesús forsøger at udstyre Real Madrid med. Et øjeblik bliver jeg i tvivl om, hvorvidt det er republikken eller Atlético Madrid, der er vigtigst.

De taler om kampen på lørdag. Real tager imod Atléti. Hvis Atléti vinder lokalopgøret, vil de være 11 point foran Real. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Miguel 1 spørger mig: “Hvor meget vinder vi på lørdag, 1-3?”. Jeg håber det virkelig, men det er stadig svært for mig at tro, at de faktisk er bedre end kongeklubben. Atlético Madrid har endnu ikke vundet over Real i dette årtusinde, og Cristiano Ronaldo koster vel det samme som hele Atlético Madrids hold til sammen. Atléti ligger foran i Real i ligaen, men er en mindre klub med meget mindre kapital og langt færre stjernespillere. Jeg kan se, at Miguel 1 heller ikke selv tror på det. Jeg siger: “Det er på Santiago Bernabeau, ikke? Det bliver svært.” Det er forkert af mig. Jeg skal ikke være realistisk, men solidarisk. De andre fnyser ad Miguel 1s optimistiske gæt og siger noget om Atlétis forsvar, som jeg ikke forstår.

Og sådan fortsætter skænderiet i en halv times tid, så vil Alfonso gerne lukke. Vi har fået fire øl hver, Jesús 2 har fået et par stykker mere. Det bliver 30 € i alt, siger Alfonso uden at regne efter. Vi er i hvert fald ikke blevet snydt. Det er billigt, og vi ved alle sammen, at han kun har holdt åbent, fordi han vidste, vi ville komme. Vi splitter regningen. Eller de gør. Jeg får ikke lov at betale denne aften, fordi jeg er kommet lidt senere og har fået en øl mindre. Jeg skulle ud at hæve penge først. Jeg insisterer på i det mindste at betale for de øl, jeg så har drukket, men til sidst bliver Alfonso meget bestemt. “¡Yesta!”, siger han. “Så er det nok!” Hvis de vil give et par øl til deres danske gæst, skal de have lov at give. Det er uhøfligt af mig at afslå.

Kulturen omkrig betaling er i det hele taget lidt anderledes end i Danmark, hvor vi jo enten regner meget nøjagtigt ud, hvad hver enkelt har bestilt og skal betale for, eller deler regningen op i lige store andele. I Madrid er millimeterretfærdighed ikke det højeste princip. Hvis der fx er en med, som alle ved er arbejdsløs, lader man ham i første omgang lægge, hvad han selv synes, han skal betale, og så lægger han typisk lidt mere, end han har råd til. Det er stolthed. Så sørger dem, som er bedst ved muffen, diskret for at lægge rigeligt. De fleste steder vil bartenderen gøre opmærksom på, at der er betalt for meget, og komme med byttepenge. Dem får den arbejdsløse kammerat så med en stile bemærkning om, at han vist har betalt for meget. Det er ikke noget, man taler om.

Det har været en fin aften, selvom jeg ikke har fået øvet mit spanske så meget, som jeg gerne ville. Det er min spanskundervisning, meget billigere end de 16 € jeg i foråret 2012 gav en gang om ugen for halvanden times klasseundervisning.

Bagefter ærgrer jeg mig over, at jeg ikke kom på at nævne John Lauridsen, som havde stor succes i Español Barcelona. Eller Grønkjær, som havde et acceptabelt halvår i Atlético Madrid. Jeg ville også gerne have spurgt Alfonso, hvad han husker om Henning Jensen. Alfonso er på Henning Jensens alder og må kunne huske mere end Jesús. Måske har Henning Jensen besøgt Bar Polo i halvfjerdserne?

Da jeg i slutningen af 1980’erne så småt begyndte at interessere mig for spansk fodbold, verserede den vandrehistorie, at man kunne gå ind på en hvilken som helst bar i Madrid og fortælle, at man kom fra Danmark og hed Jensen, og så ville man ikke få lov at betale for en eneste øl resten af aftenen. Folk ville kappes om at betale det næste glas og høre, om man kendte den første Jensen, måske ligefrem var i familie med ham. Om det virkelig var sandt i 1988, tør jeg ikke sige, men i dag går den i hvert fald ikke længere. Jeg har prøvet; ikke på Bar Polo, naturligvis, men på en rigtig fodboldbar, San Bruno med de tre storskærme, på Calle de Toledo. Barens gæster kiggede afventende på mig og rystede på hovedet, da det gik op for dem, at jeg ikke havde tænkt mig at sige mere. Måske havde de hørt den for tit, måske kunne de ikke huske den første Jensen i Madrid.

Men Henning Jensen havde unægteligt stor succes som angriber, hængende angriber og wing i Real Madrid. Han var populær blandt klubbens tilhængere på grund af sin holdånd, sit blik for medspillerne og sine overraskende detaljer, de tilsyneladende forkerte valg, han traf, som oftest med et godt resultat til følge. Tingene lykkedes for ham, dels på grund af en vældig god teknik, en særlig fornemmelse for bolden og for øjeblikkets muligheder, dels fordi han ville. Det skulle lykkes, og så lykkedes det da også.

Henning Jensen kom til Madrid i 1976 og spillede tre sæsoner i Real Madrid. Klubben vandt La Liga to gange med ham på holdet. Han spillede 81 kampe og scorede 16 mål, hvilket jo ikke er imponerende for en angriber, men ranglede Jensen var heller ingen udpræget måltyv. I sine 125 kampe for Borussia Mönchengladbach 1972-1976 havde han scoret 44 mål, hvilket var bedre, men heller ikke prangende. Alligevel var det netop ham, verdens stærkeste klub ville have. Det var især som oplægger, han brillerede. Henning Jensen så muligheder og skabte chancer, som ingen andre kunne finde, og derfor var han en af verdens absolut mest feterede og eftertragtede angribere i anden halvdel af halvfjerdserne.

Borussia Mönchengladbach ville ikke slippe ham, de anså ham for uundværlig i kampen om det tyske mesterskab, men Jensen stak af til sommerhuset i Løkken, og fra sit eksil meddelte han sin klub, at enten solgte de ham til Real, eller også indstillede han karrieren. Og så ville tyskerne trods alt hellere have pengene. Den første Jensen blev det dyreste spillerkøb i spansk fodbold i 1976 og den dyreste europæiske spiller i det hele taget.

Man må sige, at hans karriere fik en usædvanlig begyndelse. Født og opvokset i Nørresundby spillede Henning Jensen som amatør for danmarksserieklubben Nørresundby Boldklub. Trods usædvanlige evner, som man også havde bemærket i Aalborg, faldt det ham ikke ind at skifte til AaB. Landstræner Stritich havde set den 22-årige danmarksseriespiller brillere i en træningskamp mellem Stritichs OL-hold og pressens udvalgte. Selvom han spillede i den fjerdebedste række, hev Rudi Stritich ham sensationelt ind på landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Det var meningen, at han skulle med til sommerlegene i München 1972, hvor Allan Simonsen og co. jo vandt bronze, men i mellemtiden var Jensen blevet professionel i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, som havde luret, at den magre, platfodede knægt fra landsbyklubben kunne noget særligt, og så kunne han ikke komme med Allan til OL.

I Borussia Mönchengladbach blev han genforenet med angrebsmakkeren fra OL-landsholdet, vejlenseren, Allan Simonsen. Deres samarbejde i angrebet var et af de meget sjældne, nærmest telepatiske makkerskaber, som gør begge spillere 50 % bedre og på den måde nærmest giver holdet en tolvtemand på holdet. Især forkælede Jensen den klejne Simonsen med de oplæg, som var forudsætningen for Simonsens verdensry som målscorer. Der var dog andre faktorer med i den fantastiske offensiv. Det var først og fremmest Günther Netzer, den tyske strateg, men også angriberen Jupp Heynckes. Hver for sig havde de verdensklasse, men sammen forekom de på det nærmeste uovervindelige.

De blev tyske mestre sammen to gange, og efter de tre år i Real Madrid sluttede Jensen så sin udlandskarriere af i Ajax Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester sammen med Frank Arnesen og Søren Lerby. På den måde opnåede han at blive tysk, spansk og hollandsk mester, uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.

Det er vanskeligt at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i dag. Ja, faktisk er det svært at tro, at et tilsvarende stort talent i dag ville spille i så lille en klub som Nørresundby Boldklub i en alder af 22. Han ville være hentet til en superligaklub allerede som 12-årig. Men den første Jensen var tro mod sin hjemby og sin barndomsklub, hvor han da også afsluttede karrieren efter et mellemspil hos AGF.

Mellemspillet i Aarhus var dog ikke helt ligegyldigt for den modne Jensen. Han var i 1982 kun en lille halv time fra at slå legendariske Ulrik le Févres danmarksrekord med nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Med AGF kunne Jensen have vundet i det fjerde land. Men i afslutningen af sæsonens sidste kamp udlignede B93 til 2-2 mod AGF, og så blev OB mestre i stedet. Men Jensen spillede to gode sæsoner i AGF.

Siden kom de to rekordmestre Jensen & le Févre i øvrigt til at arbejde sammen om at sælge spillere fra Danmark til udlandet og omvendt.

At det blev Ajax efter Real Madrid, og ikke Juventus, skyldtes kun, at det italienske fodboldforbund på det tidspunkt besluttede at lukke for tilgangen af udenlandske spillere i tre år. Den Gamle Dame havde nemlig bud efter både Jensen og Allan Simonsen. Simonsen var blevet overflødig i FC Barcelona efter Diego Maradonas ankomst (der måtte kun være to udlændinge i klubben) omtrent samtidig med, at Jensen havde kontraktudløb i Madrid, og Torino-klubben drømte om at samle drømmeduoen Jensen & Simonsen fra Boroussia, men til Jensens store ærgrelse måtte det blive ved drømmene.

Nå, ja, Wembley! Alle, der var fodbolddrenge i begyndelsen af halvfjerdserne husker også Jensens spektakulære hovedstødsmål på Wembley i en kamp mod et udvalgt EF-hold.

“Det er ud af erindringssporene, jeg kan sætte billedet i bevægelse, bolden er kommet ind fra venstre, den hvide spiller er gået lige op i luften efter den, men deroppe har han måttet kaste sig frem for at nå den, da den er kommet nærmere. Til da har han villet heade mod venstre, men ud af øjenkrogen har han lige sanset, hvordan målmanden inde på stregen har flyttet kropsvægten over på højrebenet, netop for at tage bolden der, hvor den hvide faktisk har lagt an til at placere den. Derfor har denne nu, allerede svævende, måttet beslutte sig til at heade den modsatte vej, rådsnart har han i luften fået trukket kropsbevægelsen ud til venstre, samtidigt har han bøjet nakken og derpå med stor kraft sat panden til bolden. Bolden som nu er på vej ind i det usynlige mål bag den usynlige målmand, der er fanget på det forkerte ben. Den hvide følger bolden med øjnene, ansigtet mærkeligt afslappet og helt åbent, mærkeligt sårbart og forsvarsløst, inden det om brøkdele af et sekund vil blive stramt og glat i triumf”, skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen.

Oplæggeren var såmænd ingen ringere end Bobby Charlton. Det var i 1973, og Jensen var udtaget til ‘de tre mod de seks’, en showkamp på Wembley, som festligholdt Danmarks, Storbritanniens og Irlands (de tre) optagelse i EF. Charlton banker bolden ind fra venstre, men får den lagt lidt bag vores Jensen, men det skal lykkes! Og så lykkes det. Mirakuløst får han kastet og vredet kroppen bagud og smækket bolden en skalle, så den går utageligt ind bag målmanden fra ‘de seks’.

“Foran mig på væggen, et stort billede af en fodboldspiller, omtrent det eneste personlige med mig her udover tøjet. Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser. Hovedet nærmest i profil, med blikket i delvis modsat retning af kroppens og let foroverbøjet over det store hår, som ved afslutningen af en kraftig bevægelse, hvis resultat øjnene nu følger, dybt koncentreret. Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet, under de hængende ben først et stykke af tribunen, så rækværkets utydelige reklamer, næsten vandrette som benene, så endelig grønsværen.” Fra Fodboldenglen

Billedet af Henning Jensen, der hænger næsten vandret i luften med sit flagrende, halvlange hår hvirvlet rundt om hovedet, har hængt som plakat på tusinder af drengeværelser i de år. Også på mit. Og jeg så ikke engang kampen.

Det blev også omslagsbillede til Hans-Jørgen Nielsens bestseller-generationsroman, Fodboldenglen, fra 1979. Derfor har mange gisnet om, at en af romanens fodboldspillende hovedpersoner, Franke, netop skulle være skabt med Henning Jensen som model.

“Første gang jeg læste bogen, anede jeg ikke rigtig, hvad den handlede om. Den var noget skæv. Jeg ved, at forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i ungdomsårene havde spillet sammen med Frank Arnesen i Fremad Amager.

I bogen prøver han at skabe en person, der er en blanding af Frank og mig. Frank kendte han, mig citerede han fra aviserne. Jeg holder meget af Frank, men det bliver altså et mærkværdigt individ. Noget af en krydsning, må jeg sige. Der er meget rigtigt i bogen og det var fint, at der var en forfatter, der dengang tog fodbold alvorligt, men personen holder altså ikke hele vejen hjem”, siger Henning Jensen i et interview til Berlingske Tidende.

Efter EF-kampen kendte hele fodbold-Europa den unge Jensen, men det var en anden kamp, der for alvor gjorde Real Madrid interesseret i den danske angriber. Eller rettere to andre kampe. Borussia Mönchengladbach spillede i 1976 kvartfinale i mesterholdenes turnering (den, der nu hedder Champions League) mod Real Madrid over to kampe. Den første kamp i Tyskland var endt 2-2, og returkampen i Spanien sluttede 1-1, og så gik madrilenerne videre på reglen om flest scorede udebanemål. Men dramaet kan ikke læses ud af disse tal. Sagen var, at tyskerne de facto scorede tre mål på Santiago Bernabéu, men to af dem blev helt uforståeligt annulleret af den hollandske dommer, Leo van der Kroft. Om de klokkeklare fejlkendelser skyldtes det gamle hollandske tyskerhad, en flue i øjet eller gemen bestikkelse, får vi aldrig at vide, men skandalen kostede van der Kroft karrieren.

For Henning Jensen, som scorede et af de annullerede mål, gav kampen i stedet karrieren et skub fremad. Fire måneder senere blev han præsenteret i Real Madrid, hvor han blandt andre skulle spille sammen med stjerner som Santilana, Juan Sol, Paul Breitner, som Jensen boede hos i sine første tre måneder i Madrid og Vicente del Bosque, som senere blev træner i Real Madrid og så det spanske landsholds mest succesfulde træner nogensinde.

Henning Jensen er formodentlig den danske spiller, der har haft størst succes i kongeklubben. Michael Laudrup havde reelt kun en god sæson i Real Madrid, nemlig den første af hans to sæsoner. Jensen havde to, nemlig hans to sidste. Real Madrid og klubbens mange tilhængere ville hellere end gerne have beholdt ham et år mere, selvom han havde rundet de 30.

Da Diego Maradona efter indledende runde af VM i Mexico i 1986 blev spurgt, hvad han syntes om turneringens på det tidspunkt førende hold, Danmark, sagde han (citeret efter hukommelsen) “Hvis de har råd til at lade Henning Jensen blive hjemme, må de virkelig være stærke.” Henning Jensen havde ikke spillet en landskamp i 6 år, men var åbenbart den eneste danske spiller, Maradona kunne komme i tanke om.

Den første Jensens popularitet blandt de ældre tilhængere er intakt, men færre og færre unge fans forbinder navnet Jensen med noget. Der har været så urimeligt mange andre stjerner forbi i mellemtiden: Hugo Sanchez, Butrageño, Laudrup, Raul, Figo, Ronaldo, Zidane og Cristiano Ronaldo, blot for at nævne nogle få.

Inden Jensen fik chancen som professionel fodboldspiller, var han kommuneassistent og gjorde ikke meget væsen af sig uden for fodboldbanen. Det gør han stadig ikke. Han er en stille nordjyde, som hverken er bange for at arbejde hård eller tage store chancer, men som gør det uden store armbevægelser og spansk gestik.

I dag er den første Jensen flyttet tilbage til Spanien, men denne gang til Valencia, hvor han har en datter og to børnebørn boende. Jensen taler flydende spansk, hvilket er en naturlig forudsætning for succes i Madrid, og i Valencia.

Han ser alle Reals kampe på tv eller, når han kan, på stadion. Han føler sig stadig som en del af familien. Han er da også medlem af veteranklubben, som præsideres af klubbens største stjerne gennem tiderne, Alfredo di Stefano. Klubben har deres egne lokaler og en loge på Santiago Bernabéu.


“I Real Madrid glemmer man aldrig de ‘gamle’ spillere. Vi har vores egen lounge til hjemmekampene. En enkelt gang var vi 450 tidligere spillere – fra 90 år og nedefter - på plads. Det var fandeme sjovt, og festen kom til at vare et par dage. Normalt går det lidt mere stille for sig, men der er vel alt i alt 30-40 tidligere spillere på plads i Loungen. Hver gang. Man er altid velkommen”, fortæller Den første Jensen til Berlingeren.