tirsdag, marts 31, 2009

At strippe

Ved stripning kan man fjerne uønskede opløste gasser (f.eks. methan og svovlbrinte) fra grundvandet, når det skal anvendes til drikkevand. Metoden er gennembobling med luft. En af hovedbetydningerne af verbet strippe er netop at ”borttage ell. fjerne noget fra et sted.” Man kan strippe tobaksblade ved at fjerne bladenes hovedribber. Man kan strippe en bygning for inventar og installationer, så kun skallen står tilbage, eller bygningen kan renses helt ned til soklen. Her på skibet stripper vi kabiner. Vi er dem, der arbejder i hotelafdelingen som ”desser”, dvs. stewarder og stewardesser. Alt affald og efterladte effekter, bortset fra bestik og drikkeglas, puttes i kabinens skraldespand eller samles ved siden af den. Fra toilettet fjernes håndklæder, brugte plastickrus med mere. Skulle der være efterladte pengepunge, telefoner eller lignende, afleveres de i receptionen. Skraldespanden stiller vi lige ved døren, så snart vi går ind for at strippe kabinen, så den (skraldespanden) forhindrer døren i at smække i, når det vipper, og så er der plads til at udføre det egentlige arbejde i denne del af processen – stripningen af køjerne. De fleste af kabinerne har fire køjer, hvoraf to overkøjer kan slås op, men der findes også kabiner beregnet til to personer. Vi flår i fuld fart dynebetræk af dynerne og pudebetræk af puderne i de køjer, der har været i brug, og dynerne lægges i en bunke for enden af køjerne, puderne lægges på kabinens bette bord. Dyne- og pudebetrækket lægges sammen med de brugte håndklæder på lagnet i underkøjen, og vi ruller en eller to pølser, som lægges i døråbningen. Nu kan det brugte linned samles ind i bure, nyt linned kan distribueres, køjerne kan redes på ny. Med andre ord går stripningen ud på følgende: Affald samles, og det ene stykke stof efter det andet hives og flås af køjerne, rulles til pølser af stof og lægges i døråbningen til kabinen er nøgen og ikke klar til sex overhovedet. Samtidig stripper vi os selv for kræfter. En kollega har fortalt, at en desses gennemsnitlige ”levetid” er to-tre år. Herefter sætter de fysiske skavanker for alvor ind.

mandag, marts 30, 2009

Ny rektor til Forfatterskolen

Hans Otto Jørgensen stopper som rektor for Forfatterskolen til sommer. I stedet har institutionen ansat Pablo Henrik Llambías for de næste fire år. Det er der god grund til at lykønske både skolen og Llambías med.

fredag, marts 27, 2009

Gæsteblogger fra Nordsøen

Lystens værk har inviteret en gæst indenfor. Fra og med 1. april gæsteoptræder Anders Vægter Nielsen her på bloggen. Han vil det meste af måneden blogge fra Nordsøen, hvor han i 14-dages skift arbejder på en meget stor båd, der sejler i koldt vand. Så er vi to ved tastaturet, for jeg fortsætter egne skriverier. Nielsens indlæg vil være signerede, sådan at jeg ikke kan blive slæbt i retten for dem.

Villy, for fanden!

SF vil diktere domstolene en minimumsstraf på et års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Dels er straffen på et vanvittigt højt niveau for en trods alt så mild forseelse. Dels, og det er det værste, vil SF nu til at blande sig i, hvordan domstolene udnytter strafferammen. Det er overmod, magtfuldkommenhed og imod al god retspraksis, som SF ellers tidligere sammen med de radikale og Enhedslisten har kæmpet for.

Det regerende sorte trekløver har på en lang række områder ført en problematisk og populistisk retspolitik. Hårdere straffe, ja tak, hårdere straffe, vi takker ja, uanset om vi aner, hvad strafferammen er i dag. Den skal bare være højere, hele tiden højere. Overvågning, mere overvågning, uha-ja-tak. Lettere adgang til at bryde brevhemmeligheden, nemmere adgang til ransagninger, brug af civile agenter, særlove mod dem, vi ikke kan lide. Ja til det hele. Hvem tør sige nej? SF tør ikke længere. Nu går de længere til højre i retspolitiken end regeringen.

onsdag, marts 25, 2009

Hvis ja

Har du nogensinde slået en prut og givet din umælende søn skylden? Hvis ja, var det så for sjov? Hvis ja, tror du så, din søn syntes, det var sjovt? Hvis ja, er du så stolt over, at han synes det?

mandag, marts 23, 2009

Blomst og anti-blomst

"Nogle kan opgive deres Jeg til det ydre uden at fortabe sig i det, uden at forlade sig selv på den mindste måde. Forudsat at de står på god fod med sagen derude, både i går, i dag og i særdeleshed i morgen. Da en fotograf fra Paris kom til Monet på hans firsårs fødselsdag, svarede maleren ham: "Kom igen til næste forår og fotografer mine blomster i haven, de ligner mig mere end jeg gør". Atter andre ville et fortroligt gammelt skab have ydet den samme tjeneste. Altså ville også anti-blomst, nemlig noget uforkrænkeligt, høre hjemme i et stilleben, stilnet liv mellem menneske og ting."

Fra Ernst Bloch: Spor

lørdag, marts 21, 2009

Fourier

Udgangspunktet for Charles Fourier (1772-1837) er en kritik af den undertrykkelse af drifter, følelser og alt sanseligt, som han oplevede i sin samtid. Kritikken er fremadrettet. Han opstiller en meget detaljeret plan for et alternativt samfund, Stammefællesskabet. Målet med samfundsforandringen er at lede de sanselige og følelsesmæssige behov ind i, hvad han kalder ‘en harmonisk bane’. Hvis Nero som dreng havde fået naturligt afløb for sin tilbøjelighed til at svælge i blod – fx ved at arbejde i et slagteri – i stedet for at blive tugtet for denne lidenskab, var han næppe blevet en sygeligt blodtørstig despot som voksen, siger Fourier.

Sanserne og drifterne skal gives fri, så længe alle involverede har glæde af det, og ingen lider overlast. Fourier ville selv i dag fremstå som en radikal fortaler for seksuel frigørelse. Men det er alle typer af drifter og tilbøjeligheder, der skal kultiveres, så deres gode natur kan folde sig frit ud. Fourier opregner med nuanceret indsigt og ubornerthed disse forskelligheder mellem mennesker. Fourier foragtede rutinen, det simple og det tvungne, som især skulle forhindres i at sætte sig igennem i det nødvendige arbejde.

I første omgang går han i stik modsat retning af, hvad man skulle forvente. Han opsplitter arbejdet endnu mere, end industrien havde fundet på at gøre på hans tid. Arbejdet organiseres i Serier og Grupper:

X-serien af kornavlere
– gruppen af hvedeavlere
– gruppen af havreavlere
– gruppen af majsavlere
Y-serien af slagtere
– gruppen af hesteslagtere
– gruppen af svineslagtere
– gruppen af frøslagtere

Også de videnskabelige sysler forestiller Fourier sig organiseret som et led i denne arbejdsdeling. Hvert af disse arbejdshold er dannet sådan, at det lige netop svarer til én bestemt hovedtilbøjelighed hos en række mennesker. Et stammefællesskab skal derfor have netop så mange medlemmer, at der kan dannes serier, der modsvarer enhver mulig sådan hovedtilbøjelighed.

Nu er pointen, at ethvert menneske har en lang række forskellige tilbøjeligheder. Derfor skal hvert individ ikke kun arbejde i én gruppe, men tværtimod vælge sig ind på op til 50 forskellige grupper (gerne fordelt på 50 forskellige serier) i løbet af en uge. Man arbejder en time eller højst to timer i en gruppe. Så fortsætter man til den næste. På den måde når arbejdet aldrig at blive ensformigt, man får brugt alle sine mentale og kropslige evner, og man får udfoldet alle sine væsentligste tilbøjeligheder.

“En mand kan fx befinde sig: klokken 5 om morgenen, i en gruppe af hyrder, klokken 7, i en gruppe af markarbejdere, klokken 9, i en gruppe af gartnere. Tidsrummet på to timer er det længste ophold, der er antageligt, hvis lidenskaberne skal indgå i et harmonisk samspil, da begejstringen ikke kan vedligeholdes længere end to timer.”

onsdag, marts 18, 2009

Man kan jo altid udvide strafferammen

Vi afskaffer ”ungdomsrabatten” ved strafudmålinger, når der er tale om voldskriminalitet og ulovlig våbenbesiddelse. Vi supplerer en lang frihedsstraf (fordoblet fra et halvt til et helt år) med udvisning FOR LIVSTID for ikke-danske-statsborgere, som pågribes med våben uden tilladelse. Også for førstegangsforseelser. Sådan har jeg forstået indholdet af den retspolitiske ”bandepakke”, som vores sorte regime har fremlagt og får gennemført med begejstret opbakning fra SF, som tidligere var et retspolitisk progressivt parti. Har jeg forstået det rigtigt?

Hvis jeg har, så betyder det altså, at en 16-årig dansker, født i Danmark, men af ”anden etnisk baggrund” og uden dansk statsborgerskab, passes op af politiet på Nørrebro, og det viser sig, at han bærer en kniv, hvis blad er længere end det tilladte antal centimeter, så kan han ikke alene idømmes et års ubetinget fængselsstraf (afsone et halvt). Det er en sindssygt hård straf, især for et barn. Han skal også efterfølgende udvises til et land, han måske aldrig har været i, og som han muligvis ingen forbindelse har til. Et land hvor han ingen kender, hvor han ikke er ønsket, og hvor han muligvis tilhører et forfulgt mindretal. FOR LIVSTID. Han må ALDRIG vende tilbage til Danmark for at besøge sine forældre og små søskende. Fordi han har båret en kniv, som er for lang.

Det er en grotesk og umenneskelig straf. Jeg tvivler på, at den vil blive brugt ret meget, men som jeg har forstået det, giver ”bandepakken” mulighed for det. Der er en ubarmhjertig udvikling i dansk retspolitik, som skyldes, at Dansk Folkeparti har så stor indflydelse, som tilfældet er, og giver de sorteste kræfter inden for Det Konservative Folkeparti frit spil. Hvad med Venstre, Danmarks Liberale Parti? En fis i en hornlygte.

Og vil det afdæmpe bandekrigen på Nørrebro, at indvandrerne får en tillægsstraf, som er langt hårdere end den primære straf, altså fængselsstraffen, som danske statsborgere også får? Vil det dæmpe eller skærpe konflikten, at indvandrerne med rette kan føle, at der ikke er lighed for loven?

Endelig kunne det jo være morsomt at spørge Pia Kjærgaard om, hvorvidt de skærpede straffe for ulovlig våbenbesiddelse også skal gælde peberspray.

Skældudpunktet

Du har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Du går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det.
Du går og snakker med en anden. Med en mand, tænker man. Du skælder ud, går hidsigt væk fra ham, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod ham. Så stopper du pludselig op og vender dig mod ham igen. Der er mere skældud, du skal af med. Du er endnu vredere end før, har hidset dig op på manden. Men der er ingen mand. Du skælder ud mod et punkt i rummet. Du bevæger dig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Du er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet.

tirsdag, marts 17, 2009

Terning

I den forbindelse kan jeg oplyse, at Østerbro, mere end noget andet, lugter af Knorrs Grøntsagsbouillon.

mandag, marts 16, 2009

Morgensang

Væmmelig knægt skal belæres.
Hans ædle væsen skal vækkes med tæsk.
En hæslig mær ælter hænder.
Han ænser næppe, hun skænder, fordi
de ækle, væskende blærer
har tvættet hans kæbe med vælling så tit.
En kæltring, der læsper
og ræber frækt.

Et bælte flækker i luften,
En kælling nægter at læge en læg.
Skræmmende afgrænset grævling
ætser sig ned i den flæskede lænd.
En kælen stær bæller sæbe.
En fjæsing, der tænder den klæbende sæk.
En svækling, der flæber,
men æder alt.

Bræk og bæ vælter kældre
Det skyller gennem den klægeste væg
Så brister det bræt, der skal bære
Sætter sig fast i den levrede bæk
Fjæsingen bræger om lindring
Kan mælken mon hjælpe en kræftplaget fisk?
En bærme, der sværmer
og vender sig.

Tri smi kinisiri fri hijbri plids

Det hedder privilegeret, ikke priviligeret. Skynd jer nu at lære det, venner. Journalister og forfattere. Skynd jer at få det på plads, inden pragmatikerne i Dansk Sprognævn opdager, at ingen kan stave til det, og derfor gør det valgfrit, om det skal skrives med e eller i. Som konsekvens vil de blive nødt til også at gøre det valgfrit, om man skal skrive privilegium eller priviligium, og priviligium kan vi sgu ikke rende rundt og sige.

Er det, hvad venstrefløjen vil?

At forbyde prostitutionskøb svarer retspolitisk til at bruge civile agenter, som lokker borgere til at begå forbrydelser. Den, der lokker, gør ikke noget ulovligt, kun den, der lader sig lokke. På venstrefløjen har vi altid været imod brugen af civile agenter. Noget tyder på, at dette har ændret sig.

Tegnestiften

Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og nervøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem.

Snothvalp

Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpadden bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Man må ikke glo på folk. Du mener ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden, Zenon. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man heller ikke. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er for fanden det, du siger med dit andet paradoks. At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ganske vist, men man kommer aldrig i gang, fordi man ikke kan tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Han kigger på mig. Zenon er en lille snottet unge med et lommetørklæde og savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og ottendedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukommelse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. For helvede! Nej! Så. Så. Vi laver bevægelsen selv. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidsthed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Zenon bevæger sig ikke. Nej, du gør ikke. Han. Du. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At du før har været der og der og der, og nu er du her, nu er du det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med lommetørklædet. Snottet løber ikke i rummet, kun i din bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. Din. At du ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Ha! Nu tager jeg et skridt. Baaah!! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Nej!! For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med alle bookingselskaberne? De ville ikke kunne overleve, hvis du havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Bookmakerne beviser det. Ha! Idioter, for helvede! I findes ikke! Gu gør I så. Men Bergson og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver sgu da ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke længere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Du samler det hele der. Drengen med snotkluden findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. Den kan ikke deles op i parceller. I parceller, tag den! En bevidsthedstilstand kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Han ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du har ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha!

Kan du huske Kaj?

Kan du huske Kaj? Kaj med choppercyklen.
Selvfølgelig kan du huske ham, måske har du stadig de billeder, du tog, men kan du huske, hvor kejtede vi blev af bare forventning, når Kaj holdt nede ved mindestenen om onsdagen efter sidste time?
Kan du huske, hvordan han sad med begge ben hen over styret og armene over kors?
Og smøgen. Det fjollede lille nummer med at stikke smøgen ind i det venstre øre og blæse røg ud gennem næsen, når vi fik øje på ham. Han må jo have forberedt det til os, lyttet efter skoleklokken, ventet to minutter og så suget røg ind og sat smøgen på plads. Han må have forberedt det.
Du var overbevist om, at Kaj kunne suge røg ind gennem øret. Eller, du var i hvert fald ikke sikker på det modsatte.
Når jeg tænker over det, virker det så usandsynligt, at Kaj skulle have haft råd til sådan en chopper. Tænkte du heller ikke over det, dengang?
Det var Kaj, der lærte mig at trække cyklen uden at holde ved styret. Man skal bare have fat i bagenden af sadlen med to fingre. En er nok, hvis det ikke blæser. Jeg trækker stadig cyklen på den måde. Ind imellem tænker jeg på, om Kaj også gør det. Det håber jeg. Jeg kan ikke forestille mig Kaj krummet frem mod cyklens styr.
Det bedste var, når Kaj havde hentet is i kiosken hos Emma nede ved åen. Kan du huske, hvor vi nød det, når der var fremmed publikum til Kajs små opvisninger? Så lå du i busken og skruede på linsen. Kaj sørgede for, at chopperen stod solidt lænet op mod bagsiden af kiosken, så den ikke væltede, når han sparkede låsen op. Han var omhyggelig med de ting, men havde en evne til at se skødesløs ud. Det var den måde, han kunne få alting til at se ud, som om det bare kom til ham. Men han må have øvet sig hundredvis af gange derhjemme for at kunne ramme låsen helt rigtigt hver gang. Han mistede aldrig balancen. Der kom ikke en rids i lakken, ikke en trykket ege. Kaj fortrak ikke en mine, selvfølgelig ikke, men du kunne næsten ikke holde dig, når de fremmede piger tabte kæben over denne karseklippede splejs, som ikke gad bøje sig ned for at låse sin egen cykel op, men blot gav låsen et los med venstre hæl og svang benet over stangen. Ikke noget med at kigge sig tilbage. Så var vi væk.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor Emma ikke ville tage mod penge fra Kaj? Tror du overhovedet, han havde penge med? Så du ham nogensinde åbne pungen?
Jeg kan pludselig ikke huske det.

søndag, marts 01, 2009

Hest

Du ser ham først, da han er helt fremme ved busstoppestedet. Han slider i tømmerne og holder hesten tilbage med et “Prrruhhh!”. Det tager dig det meste af et minut at finde ud af, hvad han vil dig, at han vil have dig til at hoppe op. Han viser dig stigbøjlen. Det gør dig ikke mindre bange, du kan ikke ride med en mand som ham.

Hvorfor ængstes du for blot at sige nej til ham? Jo, du er en fremmed her, Torremolinos er ikke din by. Hvordan kan du vide, hvad han vil stille op med et afslag? Så fortæller han, at den unge hest er hurtigere end bussen, at du vil nå frem til Málaga langt tidligere, hvis du følges med ham. Det er ikke, sådan han siger, men det er sådan, du forstår de fagter og lyde, der kommer fra den mørke mand.

Du ser, hvor rolig han er. Han har endnu nogle grå totter siddende ved tindingerne, hans hat har været flot engang. Du træder to skridt frem, håret er vasket, han er ikke så beskidt, som han ser ud på afstand. Han klapper mulen. Hvordan kan du tvivle på en mand med sådan en beherskelse af dyret? Du svinger benet over, han hjælper dig galant med kjolen, og det overrasker dig, at han kun lugter af træ. Af syrligt fyrretræ som fra kæphesten, I sidder på. Her er tørt i september. Nu rider I, og ja, I overhaler bussen, som stadig blinker ud, men ikke kommer videre, ingen vil holde tilbage. Bilernes horn hilser jer. Et ungt par vinker fra en cabriolet.

Han er så rank på hesten, det gør dig stolt. Du klamrer dig til hans ryg, dine hænder finder hinanden på hans bryst. Han lader sig ikke mærke med det, det er, som om han ikke kunne forestille sig det anderledes. Nu forsøger dine ben at falde ind i hans galop. Du ved, du kommer til at elske denne klæbende lyd af sko mod asfalt. Din lyske slår mod hans lænd, han er så lavstammet, en gnom, en hobbit, du forstår ikke, hvordan dette er sket.