torsdag, juni 01, 2017

Efternøleren

Serena på tre år har ingen jævnaldrende søskende, som hun skal konkurrere med om opmærksomheden, måske er det derfor. I hvert fald er hun tydeligvis vant til, at alt, hvad hun siger, bliver opfatter som relevant, sjovt eller i det mindste charmerende, og det er helt naturligt for hende, at det er hende der styrer samtalen i rummet, også selvom alle andre tilstedeværende måtte være voksne. Hun taler med andre ord hele tiden.

Da jeg i dag fulgte hende til børnehave, slog vi følgeskab med en af vores venner, en mor fra vores store børns skole, som gerne ville tale med Serena, og muligvis også med mig, men som det ofte sker, var det vanskeligt for andre end Serena at få et ord indført. Derfor tog jeg mig, da vores veninde var drejet om et hjørne, sammen og fik sagt til Serena, at hvor dejligt det end var, at hun havde så meget at fortælle, så kunne det godt være, at hun skulle holde en lille pause indimellem blot for at teste, om der skulle være andre, som havde lyst til at sige noget.


Serena betragtede mig undersøgende. Så kiggede hun opgivende frem for sig.

– Tænk dig nu om, far, sagde hun lidt efter. – Tænk dig godt om, tænk med dit hovede, far, ikke med kroppen: Har du virkelig lyst til at tale hele tiden?
– Nej, ikke h ..., sagde jeg.
– Nej, der kan du bare se! sagde hun.

Nogen skulle jo tage opgaven på sig.

Ingen kommentarer: