onsdag, juni 28, 2017

Anmeldelser skal ikke være demokratiske, men kvalificerede

I aftes var der debat om anmelderi på Deadline. Den så jeg på nettet. Udgangspunktet var, at Berlingske Tidendes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen vil ansætte nogle såkaldte meningsmennesker til at anmelde kulturstof, altså nogen, som er kendt for at mene noget om hvad som helst uden nødvendigvis at vide mere end alle andre om det, de skal anmelde. Det diskuterede Lars Bukdahl, Søren Hviid Pedersen og Lea Korsgaard.

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-06-27#!/

Det blev en underlig cirkelsvømning, synes jeg. Det redundante ved samtalen opstod især, fordi studieværten, Jacob Rosenkrands, lancerede og til ulidelighed gentog den misforståelse, at det politiske demokrati og anmelderi er sammenlignelige størrelser. "Hvis alle må stemme, uanset hvor dumme eller uoplyste de er, hvorfor skal man så have specialviden for at anmelde fx litteratur?", var grundformelen. Det er en forkert parallel.

Sagen er jo, at det politiske demokrati handler om, hvordan vi kan lide at indrette os med hinanden i samfundet, og det kan man i sidste ende ikke have viden om, men kun holdninger til. Derfor vælger vi at sige, at alle mennesker er ligeværdige og skal have deres holdninger respekteret ligeligt med en stemme pr. voksen.

Nu kan man jo også have den politiske ambition, at befolkningen tager stilling ud fra en oplyst position, altså ud fra en viden om konsekvenserne af deres valg. Et dagblad kunne ovenikøbet have den ambition at bidrage til dette løft. Hvis en avis vil have analyseret fx beskæftigelses- eller klimamæssige konsekvenser af en bestemt måde at indrette afgiftspolitikken på, så giver det ikke megen mening at invitere en højtråbende politisk blogger til – på dette privilegerede sted – at fortælle befolkningen sin mening om det. Endnu mindre mening vil det give at invitere en højtråbende kulturblogger. Til gengæld vil det være ok at spørge en arbejdsmarkedsforsker, en økonom og/eller en klimaforsker, som faktisk har undersøgt disse sammenhænge. Grundigt.

Om en bog er god eller dårlig er også et holdningsspørgsmål. Og enhver har lov at have og ytre så mange meninger, de vil. Alle kan bidrage til at sikre en forfatter succes eller fiasko ved at købe eller ikke købe bogen.

Men nu kan et dagblad også have den ambition at vække befolkningens nysgerrighed over for bøger, som de aldrig selv havde fundet frem til. Derfor giver det mening at ansætte en person, som bruger vældig megen tid på at læse skønlitteratur, og som derfor opdager bøger, som andre ikke gør, til – på dette privilegerede sted – at skrive og fortælle den almindelige læser om dem. Og hvis avisen gerne vil have denne person til at skrive mere end: "Her er en bog, du ikke kender. Den er god/dårlig; køb den/køb den ikke," så skal den ikke vælge en højtråbende litteraturblogger, som nok læser mange bøger, men som ellers ikke har erhvervet sig nogen særlige kvalifikationer for at fortælle om dem. Endnu mindre mening vil det give at ansætte en politisk blogger, som ikke læser skønlitteratur.

Vil avisen vejlede læserne om, hvorfor og hvordan (ikke kun at) en bog er god eller dårlig, ja, så kan den ansætte en, som har lært at analysere skønlitterær tekst, altså fx en kandidat fra litteraturstudierne eller fra Forfatterskolen, eller en som har vist et særligt talent for at analysere og formidle litteratur. Perspektivere i forhold til andre læste værker, perspektivere i forhold til andre kunstformer og andre former for kontekst, fx en social. Analysere doseringen af sprogets mindstedele, dets præcision, dets klang og rytme, dissonans, tekstens overordnede struktur, handlingens konsistens og relevans. osv.

Og formidle det på en måde, som har det i sig at kunne interessere nogen.

Enhver har ret til at have, ytre og handle ud fra egne meninger, men vi har ikke krav på at få dem trykt på en privilegeret plads i en avis. Det ville være både uoverkommeligt, meningsløst og uudholdeligt at bladre sig igennem.
 

Ingen kommentarer: