onsdag, juni 07, 2017

Partnervold og Facebook-domstol

Det er et stort problem, at det er så vanskeligt at fælde domme i sager om partnervold. Problemet hænger naturligvis sammen med, at denne alvorlige form for vold oftest begås, hvor der ingen vidner er. Særlig vanskeligt kan det være, når der er tale om trusler om vold og dødstrusler. Her er bevisførelsen tæt på umulig. Men heller ikke i tilfælde, hvor der er tale om gennemført fysisk vold, er bevisførelsen nødvendigvis let, for ofte skjuler offeret selv sporene, fordi hun eller han håber på at videreføre eller genoprette forholdet.

Dette er frustrerende ad helvede til! Man har lyst til at finde en genvej ind gennem problemet, finde en løsning.

Men det går altså ikke, at man derfor blot kræver, at der i disse sager skal fældes dom uden anden bevisførelse end den angiveligt forurettede parts vidnesbyrd. Ikke fordi voldsmændene ikke fortjener en dom og en straf. Det gør de! Men af den indlysende grund, at det ville betyder, at mange uskyldige ville blive dømt.

Og ved folk, at alene anklagen er nok til at sikre en domsfældelse, behøver man ikke være i tvivl om, at antallet af falske anklager vil stige drastisk. Anklagerne vil blive brugt til at skaffe sig af med eller hævne sig på dem, man har et udestående med, ligesom hekseafbrændingerne blev det her i landet for ikke så mange år siden.

Der er desværre ikke noget alternativ til en oplyst retssag med faste procedurer, som sikrer uskyldige mod at blive dømt.

Nu har vi en anden domstol, nemlig folkedomstolen, som den fungerer på Facebook, hvor det er blevet moderne at fremsætte kriminelle anklager mod navngivne personer. På Facebook er det lettere at fælde dom, for her fungerer anklagere som dommere, og sagen bliver aldrig alsidigt belyst.

Jeg skriver dette, fordi en offentlig kendt person i går blev hængt ud som skyldig i partnervold her på Facebook. Det er ikke en person, jeg kender. Jeg er ikke Facebook-venner med vedkommende, slet ikke personlig ven. Jeg kender stort set kun vedkommende for nogle politiske holdninger, som jeg bestemt ikke deler. Så jeg har ingen personlige aktier i at forsvare vedkommende. Men et forsvar er nødvendigt. Forsvar skal ikke forstås som sympati, forståelse eller medfølelse, men som alsidig og udtømmende belysning af sagen, og ikke kun partsindlæg fra den ene side. Sådan et forsvar er nødvendigt i enhver retssag. Og dette ER en retssag, selvom den ikke er officiel, for der foreligger en offentlig, kriminel anklage. Og det ser ud til, at dommen allerede er afsagt; dem, som ytrer sig, mener samstemmende, at anklagede er skyldig. Der er ikke rigtig nogen, som anfægter denne dom, selvom den tilsyneladende kun baserer sig på anklagen fra den forladte ægtefælle. Straffen er almindelig offentlig fordømmelse. En fordømmelse, som børnene i forholdet nok skal blive bekendt med om et par år, når de er store nok til at forstå, hvad det handler om.

Men hvorfor bekymre sig om forbryderen i stedet for offeret? Er partnervold da ikke værre end injurier og folkedomstol? Jo, hvis blot vi kunne være sikre på, at folkedomstolen kun gik ud over skyldige. Men det kan vi ikke.

Kan jeg omvendt vide, at den pågældende er uskyldig? Nej, overhovedet ikke. Det har jeg ingen forudsætninger for, men dem, der dømmer vedkommende skyldig, har heller ikke tilstrækkelige forudsætninger for dette. Det er jo sagen. Tror jeg, at vedkommende er uskyldig, eller tror jeg tværtimod på anklagerne? Jeg tror vel instinktivt mest på den angiveligt forurettede, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Det er nemlig bedøvende ligegyldigt, hvad jeg tror. Ønsker jeg, at vedkommende bliver dømt? Hvis vedkommende har gjort det, ja, naturligvis!

Ville jeg hellere udsættes for partnervold end at blive uskyldig dømt for den samme forbrydelse? At skulle leve med, at mine børn troede, at jeg havde banket deres mor, ja det tror jeg simpelthen ikke, jeg ville kunne. Det ville være slut for mig.

Ville jeg til gengæld kunne komme mig over en gentagen partnervold? Jeg ville være mærket for livet, det er sikkert. Det værste overfald, jeg har været udsat for, sidder stadig et sted i mig tyve år efter, og partnervold må være endnu værre, både fordi den jo altså gerne er gentagen, men også fordi voldsmanden/kvinden almindeligvis er en, man elsker og gerne vil forstå. Hvis det var partnervold, ville jeg måske have vanskeligt ved at leve i et parforhold igen, men jeg ville overleve, fordi jeg og mine nærmeste ville vide, at jeg var den forurettede part.

Retssystemet er skrøbeligt nok, som det er:

For et par uger siden linkede jeg her på Facebook til den artikel fra Ekstrabladet, som jeg også linker til her forneden. Overskriften er naturligvis misvisende (det er jo Ekstrabladet). Advokaten siger ikke, at vi er for hårde ved KRIMINELLE, selvom det måske også er tilfældet. Hun siger derimod, at vi er for hårde ved de ANKLAGEDE, og det er jo netop den forskel, der er afgørende. Vi således for hurtige til at fælde dom, før enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet er ryddet af vejen. Hun siger ovenikøbet, at denne strammede praksis gør, at flere bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, nu end tidligere.

Dette gælder de danske domstole, hvor der trods alt er både veluddannede forsvarere og dommere og et vist krav om bevisførelse. Facebookdomstolen har ingen af delene.

Hvad kan man så gøre? Er der slet ingen løsning på dilemmaet, ingen konstruktive svar?

I den konkrete sag, må man naturligvis opfordre det angivelige offer til at gå til politiet med sin anklage. Det er åbenbart et billede af nogle blå mærker, som måske kan bruges til noget. Måske er der en medicinsk journal. Måske venner eller bekendte, som kan afgive forklaring. Sagen må gå sin gang og hurtigst muligt komme til domsafsigelse. Det har begge parter krav på.

Men mere generelt må man med store statslige kampagner opfordre til, at personer, som udsættes for vold af deres partner, siger fra med det samme. At de straks går til lægen og får skrevet en journal, hvis der er spor af vold, fysisk eller psykisk. At der oprettes langt flere anonymiserede og bevogtede krisecentre, hvor man kan henvende sig for råd og hjælp, og hvor man gratis kan overnatte og bo i sikkerhed, hvis man føler sig truet af sin partner. Eventuelt sammen med sine børn. Og hvor man, kan gå i overvåget parterapi, hvis det er den vej, man ender med at vælge. Sådanne centre skal der være i alle kommuner og alle købstæder.

Politiets vagthavende skal indskærpes en praksis, hvor de tager anmeldelser af partnervold langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu, hvor victimblaming er en del af den daglige rutine. Der skal reageres med det samme. Patruljevognen skal ud til bopælen straks, og den angivelige voldsmand skal til afhøring umiddelbart. Det er dyrt, men jeg tror ikke, der er andre veje, hvis man vil bevare et retssamfund.


Ingen kommentarer: