søndag, december 07, 2014

Lister over det dårligste

Jeg kan ikke lade være med at lave lister over alt muligt. Ok, jeg har heller ikke prøvet at lade være, for det plejer ikke at udgøre noget problem for mig. En af de enkleste former for lister, som jeg laver, er lister over de bedste af et eller andet. De bedste 550 fodboldspillere gennem tiderne er vel den liste, jeg har brugt flest timer på. Det var og er et kæmpe forskningsprojekt. Netop denne liste havde jeg et formål med, jeg ville nemlig udgive et leksikon om dem. Ingen ville udgive det, og alt for få ville være med til at skrive artiklerne. Men glæden ved at lave listen havde jeg jo alligevel.

Jeg har også lavet lister over de fedeste film i '90'erne, de dygtigste danske filminstruktører, Rolf Sørensens største bedrifter, de mest interessante universitetsstudier, eller de 35 mandlige skuespillere, som har været bedst til at ligne en mand på 35 i mindst 35 år (for nu at tage en med fra liste-romanen Sofa). Eller mere privat: over de venner, jeg helst ville have med til en god middag, eller de dejligste kvinder, jeg endnu aldrig havde mødt.

Nogle af disse de bedste-lister havde et underliggende potentiale som handlingsvejledere. De kunne bruges, hvis jeg fx skulle træffe beslutning om, hvem jeg skulle ringe og invitere, eller hvilket studium jeg skulle søge ind på. Men det er nu ikke derfor, jeg laver dem. Jeg laver lister, fordi jeg nyder det. Det hjælper mig til at tænke på en bestemt måde, som jeg godt kan lide.

Der er imidlertid en slags lister, jeg, så vidt jeg husker, aldrig har lavet, nemlig lister over de dårligste af en slags. Det er simpelthen aldrig faldet mig ind, at det kunne være interessant at beskæftige sig så systematisk med de dårligste af noget som helst.

Men nu er det blevet en tilbagevendende kategori i den ironiske danske kulturkritik at lave lister over de dårligste film, de dårligste plader og de dårligste bøger. Det viser sig, at mange synes, det er skide sjovt at hænge andre til tørre på den måde. Nogle kunstnere synes endda, det er udtryk for vid at hænge sine kolleger ud ved at kåre de dårligste af dem. Jeg har endnu ikke set nogen kunstner placere sig selv eller sit eget værk på sådan en liste. Det kunne jeg ellers godt se det morsomme ved.

Jeg har nu heller ikke fået øje på nogen god faglig grund til at lave dem. Derfor kan jeg ikke lade være med at se sådanne lister som et forsøg på at trykke andre ned – enten for selv at komme længere op eller for at hjælpe vennerne op. Eller fordi man af mere private grunde ikke kan lide dem. Eller simpelthen for den småperfide glæde, der kan være ved at tale grimt om nogen.

En positiv-liste (en prisuddeling, fx) kan have sin berettigelse som fejring af en glimrende indsats eller præstation. Man kan feste med sin glæde over stor kunst, anbefale andre at beskæftige sig med det fantastiske, man har fået øje på. Også dette har sine begrænsninger: ofte sammenligner man usammenlignelige fænomener, og man har da heller ikke set alle film i verden, læst alle bøger, og man skaber nemt konkurrence og ondt blod mellem kolleger. Men der er bestemt også noget godt og glædeligt ved det.

En negativ-liste kan faktisk kun bruges til at forlyste sig ved at føje spot til skade, forhåne andre, som i forvejen har fået slag. Jamen, er det da ikke en relevant vejledning af boglæsere at advare dem mod at læse en bog, man finder super dårlig? Næ, ikke rigtigt, synes jeg. Alle bøger har sine læsere. Selv den dårligste bog har 50 læsere, som vil være glade for at læse den. En forlægger har dog sagt god for den, så nogen må jo kunne lide den. Trods alt ikke alle synes, at de samme bøger er dårlige. Og de negative lister afholder måske de 50 mennesker fra at samle bogen op fra udsalgskassen. Og med hvilket formål? Ok, ellers spilder nogen måske en 20-krone på en dårlig udsalgsbog, som de ikke får læst færdig, og hvad så?

Noget andet er, at negativ-lister er langt mere ukvalificerede end de positive kåringer:

John Faxe blev på et tidspunkt kåret som den dårligste Arsenalspiller nogensinde (eller sådan noget). Men han startede altså på banen gennem fire år. Hvordan kan det nu være, hvis han var så meget dårligere end fx Bendtner, som aldrig blev fast mand i startopstillingen. Eller de hundreder, som ikke fik mere end et par indhop? De dårligste husker vi jo slet ikke. Faxe er en af de bedste, ellers havde han ikke spillet så meget. Og ellers havde vi ikke talt om ham.

Danmarks højest profilerede (og en af de bedst skrivende, nu vi er ved listerne) litteraturanmelder, Lars Bukdahl, har lige kåret den slemmeste (som vel må være noget andet end den værste eller dårligste, eller hvad?) beskrivelse af sex i nyere dansk litteratur. Man kan være enig eller uenig i, at den pågældende scene er dårlig litteratur. Selv er jeg faktisk helt uenig, men det er ikke sagen. Problemet med kritikken er ikke kun, at den type kåringer er meningsløse og usympatiske. Heller ikke kun, at den scene, han hænger ud, slet ikke er en sexscene, men en voldsscene, muligvis med seksuelle bilyde. Det er også et problem, at kandidaterne til sådan en negativ titel sjældent er de mest relevante. Det virkelig dårlige husker vi ikke.


Der udgives hundreder af bøger i Danmark om året (omkring 400 danskskrevne romaner, vel sagtens?). Af dem har Bukdahl måske læst 10-15 % af de bedste, vil jeg gætte på.

tirsdag, december 02, 2014

Dansk Folkepartis fremgang og den pæne middelklasse

En ny meningsmåling fortæller, at Dansk Folkeparti er landets største parti. Over en femtedel af de danske vælgere ville stemme på DF, hvis der var valg nu. For at føje spot til skade kunne man sige, at DF almindeligvis er undervurderet i meningsmålingerne, fordi mange stadig er flove over at fortælle, at det er dem, de vil stemme på. Sådan er det, og det er jo ikke en opbakning, der er kommet som en tyv om natten. Overhalingen af Venstre kommer sådan set bare, fordi Venstre går tilbage lige nu. DF's opbakning er steget langsomt, men konstant, siden vi fik Helle Thorning som statsminister.

Nu har mange af landets forargede humanister travlt med at skælde henholdsvis Danmark og DF's vælgere ud. Danmark er en skamplet på Europa, og DF's vælgere er en skamplet på Danmark. Det er for dårligt.

Jeg synes, den reaktion er lidt for bekvem. På den måde kan alle os fra den veluddannede middelklasse, som ikke kunne drømme om at stemme på Dansk Folkeparti, pege fingre ad underklassen. De er os moralsk underlegne, og deres pinlige politiske valg tilsmudser os andre. Det kan de ikke være bekendt at være så mange. Så mange, at det sætter os andre i et dårligt lys med deres had til muslimerne.

På den måde skøjter man let og elegant hen over de årsager til Dansk Folkepartis stadige fremgang, som det er knap så bekvemt at tale om.

Et difust had til muslimer er nemt at tage afstand fra. Det kan alle, der har sit på det tøre, blive enige om. Vanskeligere er det at sluge sin del af ansvaret for en virkelighed, hvor folk uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet på den ene side økonomisk sakker længere og længere bagud i forhold til resten af befolkningen og på den anden side konstant ydmyges af arrogante meningsdannere, som fortæller dem, at de bare kunne tage sig sammen. Det er ældrebyrden, socialnasserne, overførselsindkomsmisbrugerne, de dovne.

Vi taler nysprog, når vi beskriver deres virkelighed. Vi taler om at hjælpe dem, når vi skærer ned på deres ydelser. Ved at lade være med at hjælpe dem tvinger vi dem nemlig til at hjælpe sig selv. Dette handelshøjskolepis størkner som en stinkende hinde over debatten om velfærdsstaten, selvom alle ved, at det ikke fungerer på den måde. Selv isterningen Anders Samuelsen ved, det er løgn, hvad han siger. Han er bare ligeglad, for han ved, at han aldrig selv risikerer at sidde i saksen. Vi skubber bare de dårligst stillede længere og længere væk fra de stærkeste 70 %. Vi sørger for, at de ikke har råd til at få ordnet tænderne, spise ordentlig mad og skifte det hullede tøj ud. Og samtidig skal de skældes ud for ikke at møde pæne og nydelige frem til jobsamtalen!

Vi lyver og siger, at vi gør det for deres egen skyld. Men de kender deres egen virkelighed. De ved, at de ikke længere kan stole på den pæne middelklasses hjælp.

Det Dansk Folkepartis vælgere har til fælles, er ikke et difust had til muslimer, selvom vi fra den pæne middelklasse godt kan lide at tale om det og dæmonisere dem på den måde. Det, de har til fælles, er, at de har indset, at de er på røven, og at de pæne humanister på den politiske midte er ligeglade. Tidligere kunne de svageste regne med Socialdemokraternes og de radikales støtte. De radikale var oven i købet fortalere for en borgerløn indtil engang i 1990'erne. Ingen skulle trues på deres daglige brød, blot fordi arbejdsmarkedet ikke passede til dem.

Nu får de pisken af de samme pæne middelklassehumanister. Det er indlysende, at de må vende sig et andet sted hen for at finde politiske venner. Dansk Folkeparti er dårlige venner for de ældre, for løsarbejderne og de ledige. De smisker for de udstødte, men stemmer som oftest sammen med det økonomisk-politiske flertal. Det er en anden form for løgn, som bare er vanskeligere at gennemskue.

Middelklassen og dens politiske repræsentanter kan ikke på den ene side droppe al solidaritet med mennesker på overførselsindkomster og så på den anden side forarget løfte den moralske pegefinger over for de samme mennesker, når de af mangel på gode venner lader sig lokke af dårlige venner til at droppe solidariteten med de muslimske medborgere.


Ansvaret for Dansk Folkepartis stadige fremgang ligger hos os i den pæne veluddannede middelklasse, som har accepteret at lade mennesker på kanten af arbejdsmarkedet sejle deres egen sø.

mandag, november 24, 2014

Om stegt flæsk

Som mad
Stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs er dejlig mad. Ikke mad, som får en til at føle sig sund bagefter, eller som giver mod på og lyst til at løbe en tur senere på eftermiddagen. Nå ja, det er der nu alligevel ikke meget mad, der gør, og stegt flæsk spises i godt selskab, som ikke lader sig forstyrre af sådanne lyster og aspirationer. Retten smager godt, men kun under følgende forudsætninger:

Der skal
  • ·      være synlige striber af kød i flæsket,
  • ·      steges til sværen er sprød og fedtet stegt af,
  • ·      saltes godt,
  • ·      hældes fedt fra jævligt, så flæsket ikke svømmer i det,
  • ·      steges i smør og/eller margarine,
  • ·      godt med frisk kruspersille i sovsen,
  • ·      små, nye kartofler til,
  • ·      snaps til,
  • ·      kold pilsnerøl til.


Der skal ikke
  • ·      paneres,
  • ·      sukker i persillesovsen,
  • ·      stegefedt i persillesovsen,
  • ·      melklumper i persillesovsen,
  • ·      voldkoges på kartoflerne, de skal være al dente, ikke melede og udkogte,
  • ·      serveres stout eller porter til flæsket (men gerne bagefter).


Der kan da godt
  • ·      serveres en sprød, ovenstegt kartoffel til i stedet for den kogte nye,
  • ·      listes en kvart Knorrs grønsagsbouillonterning i sovsen,
  • ·      anvendes røget flæsk, men det kræver mere øl.


Som ramme for aktivitet
I det moderne Danmark, hvor klassiske danske retter som kødrand, stuvet hvidkål, farserede porrer, gule ærter, brunkål, blodpølse, stenbiderso i brun sovs, boller i selleri og tilsvarende vederstyggeligheder i det store hele er fortrængt fra hverdagsmenuen af langt sundere, hurtigere og mere velsmagende pasta- og risretter, har det stegte flæsk overlevet, ikke som en hverdagsret i de danske hjem, men som en begivenhed på en lang række brune kroer.

Mange, særligt mænd, så vidt jeg kan fornemme, har det som en tradition at gå ud sammen og spise flæsk. Så skal man lade bilnøglerne ligge hjemme, det ligger i kortene, og der skal være højt til loftet og plads til at sige, hvad man virkelig mener om den nye kollega på lærerværelset, eller hvad man nu har gået og brændt inde med. Flæsk er en vi gider ikke mere pis-ret. Flæskespisningen er en ventil. Og det er godt.

Da jeg arbejdede i Århus, gik jeg ind imellem ud at spise med et par af mine kolleger. Så skulle vi ned på Pinden i Skolegade. Der var flæsk ad libitum, og det gode øl kunne indtages i passende mængder, uden at man behøvede at dæmpe stemmen eller tænke på, hvordan skægget sad. Det var, når vi ikke orkede at tale mere om arbejdsrelaterede intriger eller forviklinger. Hen over flæsket kunne vi snakke om musik, politik, litteratur, fodbold eller andre lystigheder lige så tosset, vi ville. Flæsket definerede et frirum for os.

Jeg har stadig nogle litterære venner fordelt ud over landet, som samles med ujævne mellemrum for at spise og drikke sammen og tale frit fra leveren (den rå) om vores fælles gebet og om, hvad der ellers falder os ind. Vi mødes også over flæsk – og af samme symbolske grund.

Men ærligt talt har kåringen af flæsket som nationalret frataget mig lidt af lysten til at spise det; nu skal I høre hvorfor:

Som nationalret
I mit fravær har danskerne altså valgt det stegte flæsk som nationalret. Det synes jeg er dumt.

For det første synes jeg overhovedet ikke, vi behøver tage stilling til, om flæsk er mere eller mindre dansk end frikadeller og millionbøf. Hvorfor skal vi skoles i at være danske på den måde? Skal man så være stolt over sit fædrelandssind, når man spiser flæsk, men floves når man bare spiser koteletter i fad? Lad os da æde i fred!

For det andet: Hvis man absolut skal vælge en nationalret, hvorfor skal det så absolut være flæsk? En ret, som næppe voldsomt mange danskere spiser jævnligt i deres eget hjem. Og noget, som en kvart million af landets indbyggere under ingen omstændigheder kan spise af religiøse årsager.

Jamen, men netop derfor naturligvis! For at fortælle jøder og muslimer, at de ikke er danskere. Derfor! Kun derfor. Det skulle absolut være noget med svinekød, og ikke fx frikadeller, for de kan jo laves med både kalve-, kalkun- og oksekød. Boller i karry kan laves med oksekød, men stegt flæsk kan kun laves med svinekød. Så har vi fået udgrænset dem, vi ikke kan lide. Velkommen, velbekomme og hurrah!

Er stegt flæsk så mere dansk end stegt rødspætte med kartofler og persillesovs? Eller stegte ål med samme garniture? Eller hakkebøf med bløde løg? Biksemad? Eller end marineret sild, rå løg og spejlæg på rugbrød? Spegepølse? Næ, men stegt flæsk udmærker sig ved ikke at kunne spises af de andre.

Som sådan er flæsket udtryk for en plat, symbolsk og ekskluderende nationalisme. Ikke det at spise stegt flæsk, det er helt ok, men at udnævne det til nationalret. Det er ikke en ret, der inviterer indenfor. Den lukker rummet. I imtimsfæren, blandt flæskemæskende ligemænd, kan det at lukke rummet om sig være frigørende, åbne os indadtil. Men som national gestus virker det stik modsat.

Og det er jo ikke kun jøder og muslimer, som ville vil æde det. Hvor mange danskere under 40 år opfatter mon det stegte flæsk som en del af deres hverdag? Næppe ret mange. De spiser shawarma på gaden, kylling korma i byen og spaghetti med kødsovs derhjemme. Og så har jeg ikke nævnt vegetarerne.

Nej, man kan ikke gøre alle til pas, men det er heller ikke nødvendigt at udgrænse alle andre end kristne eller ateistiske, kødspisende mænd over 40 år.

Man kunne også (hvis man fx var fødevareminister) tænke, at der var en pointe i at udnævne en nogenlunde sund ret som nationalret. Noget med en fisk, måske.

Hvis det absolut skulle være. 

lørdag, oktober 11, 2014

Smil til Forfatterskolen

Forfatterskolen kan ikke få lov at være i fred. Den er under konstant beskydning fra rindalister, der mener, at forfattere, som har gået på den, skriver elitært. Og så er der romantikerne, som i det uendelige gentager, at man da ikke kan lære at skrive. Enten er man forfatter (med et gudgivent geni), og så har man ikke brug for hjælp, eller også er man ikke, og så er hjælpen ikke til nogen nytte. Der er også kritikere, litterater eller forfattere, der ikke selv har gået på skolen, som mener, at alle forfatterskoledimitender skriver ens. Eller at de ikke har noget at skrive skrive om, fordi de har været spærret inde i et hermetisk lukket rum, afsondret fra det 'almindelige menneske's hverdag, den politiske virkelighed eller andre former for kultur end den minimalistiske, som angiveligt dyrkes oppe i baggårdslejligheden i Peder Skrams Gade. Der er også den med, at der bliver uddannet alt for mange forfattere. At så mange bøger læser danskerne heller ikke. Endelig er der beskyldningerne om, at der med udgangspunkt i skolen har dannet sig et logeagtigt fællesskab, som sidder på det hele i den litterære verden og forsyner sig selv og hinanden med støttemidler, priser og gode anmeldelser.

Hvordan har denne lille bitte institution med et årsbudget på hvad? under 5 millioner kroner, vil jeg tro, og 5-10 nyoptagne elever årligt gjort sig fortjent til dette permanente, hadefulde bombardement? Kunstakademiet, Filmskolen, musikkonservatorierne og teaterskolerne er ikke genstand for samme foragt. Er man uddannet fra Musikkonservatoriet i København, bliver ens talent, kunstneriske vidsyn, livserfarenhed og folkelighed ikke automatisk beklikket. Tværtimod står der stor respekt omkring konservatorieuddannede musikere. At blive optaget på den skole er jo som at slippe gennem et nåleøje, kun de dygtigste kommer ind, og vi ved, at også lærerne er gode, eleverne lærer noget. Dimitenderne er dygtige. Men det er bestemt ikke sådan, man bliver opfattet, hvis man har gået på Forfatterskolen. Det er tværtimod et suspekt, ja faktisk moralsk anløbent, foretagende. Som forfatterskoledimitend skal man konstant forsvare sig selv, begrunde sit lumpne valg.

At der alligevel er i omegnen af 350, som søger ind hvert år, er vel nærmest et mirakel. Efter min mening er også skolen et mirakel; et kunstnerisk frirum, hvor handelshøjskolens tankegang endnu ikke er sluppet ind, og hvor der kun er en eksamen, nemlig optagelsen, resten af tiden handler det om mod, arbejde og udvikling, hvor undervisningsformen nok er barsk og grænseoverskridende for alle elever, men hvor man til gengæld ikke kan gå to år uden at modnes og bevidstgøres som kunstner og menneske. Måske havde de fleste forfatterskoledimitender skrevet bøger, også hvis skolen ikke eksisterede, ligesom de fleste teaterskoleelever havde spillet teater selv uden uddannelse, men knap så gode bøger. Forfatterskolen gør noget godt for de læsende danskere. Smil dog til den!

fredag, september 19, 2014

Kan man skrive andet end autofiktion?

For et halvt år siden kulminerede en lang debat om det synspunkt, at hvide, heteroseksuelle mænd (det privilegerede flertal) ikke med samme ret som brune, homoseksuelle kvinder kan læse bøger, der er skrevet om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Konsekvensen af det synspunkt er, at vi kun kan skrive og tale om os selv. Men skal vi lade os nøje med det?

For mig rummede debatten især tre store overraskelser, nemlig dels at der skulle findes mennesker, som ikke har minoritetserfaringer; dels at det at være indvandrer eller ikke-heteroseksuel eller kvinde skulle være de mest, eller ligefrem eneste, relevante måder at være underprivilegeret på i dagens Danmark. Og endelig at mennesker med en bestemt etnicitet og seksualitet, nærmere bestemt hvide heteroseksuelle, angiveligt burde afholde sig fra at anmelde og diskutere bestemte former for litteratur, som fx formuleret her: "Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale." [Fra olga-ravn.blogspot.com]

Hvad det første angår, så hører jeg ganske vist til det privilegerede flertal, men hører fx også til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af livet, og jeg kunne da uden vanskeligheder nævne ti andre underprivilegerede mindretal, som jeg enten hører eller har hørt til. Og det vil enhver kunne, hvadenten de i skolen er blevet drillet med det røde hår, det altid forkerte tøj, kalveknæene, den fordrukne far eller noget femte. Alle kender til det. Det problemløse flertalsmenneske er en fiktion.

De fleste i samfundets absolutte top, politisk og økonomisk, er ganske vist midaldrende, hvide, heteroseksuelle mænd, men det er trods alt kun en ganske lille andel denne gruppe, som tilhører toppen. Større er den heller ikke. Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er hvide, midaldrende mænd. De fleste hvide, heteroseksuelle litteraturanmeldere tilhører formodentlig middelklassen, men medlemmer af denne klasse har også på et tidspunkt gjort sig erfaringer med at være udenfor eller nedenunder.

Jo, det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er også et privilegium at være mand; det gør det ofte lettere at stige til tops. Alt andet lige. Men der er altid en masse andre faktorer, der spiller ind. Er man tand- eller hjemløs, så er hudfarven, kønnet og seksualiteten virkelig ligegyldige. Er man spastiker, har man heller ikke mange chancer. Taler man grimt og ukorrekt, får man aldrig en bestyrelsespost. Alt andet er aldrig lige. Der er mange måder at være underprivilegeret på, og heteroseksuelle, midaldrende, hvide mænd er ikke fredet.

Som en akademisk uddannet, midaldrende, heteroseksuel, hvid mand af kristen familie burde jeg virkelig holde mig i skindet, men det fik jeg at vide for sent. Da hvidhedsdebatten var på sit højeste, havde jeg netop udgivet en roman om en uuddannet, ung, biseksuel kvinde af delvis jødisk familie. En roman om sådan et liv, ville jeg ikke kunne læse. Jeg er situeret helt forkert til det. At diskutere den ville være arrogant og undertrykkende af mig, og ligefrem at skrive den ville være skandaløst. Alle mulige undertrykkelsesmekanismer er jo strukturelt indlejret i vores samfunds måde at virke på og i vores måde at tænke på. Hvad enten jeg vil det eller ej, er jeg en af de privilegerede hvide og tænker som en undertrykker. Jeg vil aldrig kunne forstå en underprivilegeret kvinde som hende, jeg har skrevet om. Derfor trækker jeg mig nu beskæmmet tilbage til autofiktionen, den eneste genre, som dette litteratursyn levner plads til, og så må det være op til min imaginære enæggede tvilling at anmelde bøgerne.

Vent nu lidt: Jeg anerkender, at brune, homoseksuelle kvinder har andre erfaringer, end jeg har, men jeg anerkender til gengæld ikke, at dette faktum gør mig uegnet som læser af bestemte former for skønlitteratur. Jeg kan godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Vi mennesker har en særlig evne, som sætter os i stand til dette. Ikke fuldstændig, ganske vist, jeg kan aldrig udtømmende vide, hvordan det er at være nogen anden end mig selv. Der er en rest af privathed ved enhver oplevelse. Men indlevelsen fungerer tilstrækkeligt godt til, at der kan opstå en medleven. Den evne til at sætte sig ud over sig selv har vi brug for den hele tiden, også mens vi læser bøger.

tirsdag, august 26, 2014

Løgn om fortælling

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager vare på dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder behovet for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sin menneskelighed i et fællesskab, fordi disse historier netop repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler på liv alene kan.

En verden uden fortællinger er en verden uden udveje, et fængsel.

En ven spurgte mig, om jeg prøvede at skrive fortællinger for evigheden eller blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nejnej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af en vis holdbarhed. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Det var et tillokkende svar. Men hun spurgte anderledes: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B? Hun havde læst to tekster, som jeg havde vist hende, og nu ville hun have svar. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. Tekst A fremstillede svalt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. B beskrev næsten dirrende en følsom, melankolsk figur. Et barneliv. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske. At have forløst noget menneskeligt med min fortælling.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, det giver at råbe noget upassende under en prædiken.

Jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. De tekster, som kræver følsomhed af mig at skrive, lever på mig som blodigler. Hvorfor kalder du dem for blodigler? ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Nej, det er ikke vidunderligt, men fælt. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt?

Nej, sådan er det ikke. Det er oprørende at skulle leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er oprørende, men nødvendigt.

Her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tekster, som er skrevet uden alvor, har ladet overjeget sove på vagten og lukket uventede gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. God tekst kan dukke op overalt.

Tegnet er uforgængeligt, det rådner ikke. Med teksten er det anderledes, den findes kun som meningsfuld i meddelelsen. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er altså uden mening? Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som en profanering under højmessen. En anden terapi, en materialisering af et håb. Der må komme en båd.

Men meddelelsen læses i en tid, ikke en evighed. Jamen, er der så ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? En fortælling, som aldrig ældes? Den lille Marcel Proust ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Det er ubærlig læsning, men er det kun, fordi beskrivelsen er sand. Ikke fordi det faktisk er foregået sådan, autofiktion er ikke mere sand end andre former for fiktion, men fordi man mærker, at det kunne være foregået sådan. Jo, den fortælling er også vigtig om hundrede år.