mandag, november 24, 2014

Om stegt flæsk

Som mad
Stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs er dejlig mad. Ikke mad, som får en til at føle sig sund bagefter, eller som giver mod på og lyst til at løbe en tur senere på eftermiddagen. Nå ja, det er der nu alligevel ikke meget mad, der gør, og stegt flæsk spises i godt selskab, som ikke lader sig forstyrre af sådanne lyster og aspirationer. Retten smager godt, men kun under følgende forudsætninger:

Der skal
  • ·      være synlige striber af kød i flæsket,
  • ·      steges til sværen er sprød og fedtet stegt af,
  • ·      saltes godt,
  • ·      hældes fedt fra jævligt, så flæsket ikke svømmer i det,
  • ·      steges i smør og/eller margarine,
  • ·      godt med frisk kruspersille i sovsen,
  • ·      små, nye kartofler til,
  • ·      snaps til,
  • ·      kold pilsnerøl til.


Der skal ikke
  • ·      paneres,
  • ·      sukker i persillesovsen,
  • ·      stegefedt i persillesovsen,
  • ·      melklumper i persillesovsen,
  • ·      voldkoges på kartoflerne, de skal være al dente, ikke melede og udkogte,
  • ·      serveres stout eller porter til flæsket (men gerne bagefter).


Der kan da godt
  • ·      serveres en sprød, ovenstegt kartoffel til i stedet for den kogte nye,
  • ·      listes en kvart Knorrs grønsagsbouillonterning i sovsen,
  • ·      anvendes røget flæsk, men det kræver mere øl.


Som ramme for aktivitet
I det moderne Danmark, hvor klassiske danske retter som kødrand, stuvet hvidkål, farserede porrer, gule ærter, brunkål, blodpølse, stenbiderso i brun sovs, boller i selleri og tilsvarende vederstyggeligheder i det store hele er fortrængt fra hverdagsmenuen af langt sundere, hurtigere og mere velsmagende pasta- og risretter, har det stegte flæsk overlevet, ikke som en hverdagsret i de danske hjem, men som en begivenhed på en lang række brune kroer.

Mange, særligt mænd, så vidt jeg kan fornemme, har det som en tradition at gå ud sammen og spise flæsk. Så skal man lade bilnøglerne ligge hjemme, det ligger i kortene, og der skal være højt til loftet og plads til at sige, hvad man virkelig mener om den nye kollega på lærerværelset, eller hvad man nu har gået og brændt inde med. Flæsk er en vi gider ikke mere pis-ret. Flæskespisningen er en ventil. Og det er godt.

Da jeg arbejdede i Århus, gik jeg ind imellem ud at spise med et par af mine kolleger. Så skulle vi ned på Pinden i Skolegade. Der var flæsk ad libitum, og det gode øl kunne indtages i passende mængder, uden at man behøvede at dæmpe stemmen eller tænke på, hvordan skægget sad. Det var, når vi ikke orkede at tale mere om arbejdsrelaterede intriger eller forviklinger. Hen over flæsket kunne vi snakke om musik, politik, litteratur, fodbold eller andre lystigheder lige så tosset, vi ville. Flæsket definerede et frirum for os.

Jeg har stadig nogle litterære venner fordelt ud over landet, som samles med ujævne mellemrum for at spise og drikke sammen og tale frit fra leveren (den rå) om vores fælles gebet og om, hvad der ellers falder os ind. Vi mødes også over flæsk – og af samme symbolske grund.

Men ærligt talt har kåringen af flæsket som nationalret frataget mig lidt af lysten til at spise det; nu skal I høre hvorfor:

Som nationalret
I mit fravær har danskerne altså valgt det stegte flæsk som nationalret. Det synes jeg er dumt.

For det første synes jeg overhovedet ikke, vi behøver tage stilling til, om flæsk er mere eller mindre dansk end frikadeller og millionbøf. Hvorfor skal vi skoles i at være danske på den måde? Skal man så være stolt over sit fædrelandssind, når man spiser flæsk, men floves når man bare spiser koteletter i fad? Lad os da æde i fred!

For det andet: Hvis man absolut skal vælge en nationalret, hvorfor skal det så absolut være flæsk? En ret, som næppe voldsomt mange danskere spiser jævnligt i deres eget hjem. Og noget, som en kvart million af landets indbyggere under ingen omstændigheder kan spise af religiøse årsager.

Jamen, men netop derfor naturligvis! For at fortælle jøder og muslimer, at de ikke er danskere. Derfor! Kun derfor. Det skulle absolut være noget med svinekød, og ikke fx frikadeller, for de kan jo laves med både kalve-, kalkun- og oksekød. Boller i karry kan laves med oksekød, men stegt flæsk kan kun laves med svinekød. Så har vi fået udgrænset dem, vi ikke kan lide. Velkommen, velbekomme og hurrah!

Er stegt flæsk så mere dansk end stegt rødspætte med kartofler og persillesovs? Eller stegte ål med samme garniture? Eller hakkebøf med bløde løg? Biksemad? Eller end marineret sild, rå løg og spejlæg på rugbrød? Spegepølse? Næ, men stegt flæsk udmærker sig ved ikke at kunne spises af de andre.

Som sådan er flæsket udtryk for en plat, symbolsk og ekskluderende nationalisme. Ikke det at spise stegt flæsk, det er helt ok, men at udnævne det til nationalret. Det er ikke en ret, der inviterer indenfor. Den lukker rummet. I imtimsfæren, blandt flæskemæskende ligemænd, kan det at lukke rummet om sig være frigørende, åbne os indadtil. Men som national gestus virker det stik modsat.

Og det er jo ikke kun jøder og muslimer, som ville vil æde det. Hvor mange danskere under 40 år opfatter mon det stegte flæsk som en del af deres hverdag? Næppe ret mange. De spiser shawarma på gaden, kylling korma i byen og spaghetti med kødsovs derhjemme. Og så har jeg ikke nævnt vegetarerne.

Nej, man kan ikke gøre alle til pas, men det er heller ikke nødvendigt at udgrænse alle andre end kristne eller ateistiske, kødspisende mænd over 40 år.

Man kunne også (hvis man fx var fødevareminister) tænke, at der var en pointe i at udnævne en nogenlunde sund ret som nationalret. Noget med en fisk, måske.

Hvis det absolut skulle være. 

4 kommentarer:

peder frederik jensen sagde ...

Jens, dit liv er et fattigt liv uden tofuflæsk og julegodteflæsk,d er sikkert sagtens kan nydes med persillesovs til.

Jens Peter Kaj Jensen sagde ...

Jeg æder det hele! Og jeg glæder mig til at flæske den med dig, fx hos Keld til sommer.

- wolf - sagde ...

Der kan sagtens være andre årsager, end at det skal bruges som "dem vs. os"-lakmustest, hvor "dem" er dem, der ikke spiser svinekød.

Det ligger lige til højrebenet, at Dan Jørgensen, der hidtil har været mere end gode venner med svineproducenterne, at deres lobbyister har fået ham til at udnævne en nationalret - som enhver kunne sige sig selv ville involvere svinekød - og således øge salget.

Jens Peter Kaj Jensen sagde ...

Wolf: Det er da også en mulig forklaring på en efter min mening forkert beslutning.