tirsdag den 30. oktober 2012

Gasmændene


Det ringer på døren, og jeg lukker ikke op. Det ringer igen, mere insisterende, og jeg kommer i tanke om, at Christinas telefon ringede fire gange i formiddags, hun havde glemt den, og jeg kunne ikke besvare opkaldet, fordi den var låst. Jeg havde tænkt, at det måske var fra børnenes skole, men gik ikke derhen, fordi jeg vidste, at de ikke ville forstå mig, hvis jeg spurgte, om de havde ringet. Skolen har også mit telefonnummer, og kunne ringe til mig, hvis der var problemer. Men jeg er alligevel ikke sikker, så jeg lukker op.

Det er to mænd på tilsammen et godt stykke over 200 kg. De er høje af spaniere at være. Måske er de ikke spaniere, tænker jeg, men rumænere. Rumænerne er gerne lidt større, men disse to taler spansk; ikke et spansk, jeg forstår, ganske vist. Det går alt for hurtigt, og selvom jeg siger, at jeg intet forstår, fortsætter de på samme måde. Pludselig forstår jeg alligevel, at de siger noget med gas. De skal ikke aflæse forbruget, ved jeg, for vi køber det på flaske, så jeg tænker, at de skal tjekke installationerne. At der er noget galt, en utæthed. De bærer skilte på de officielt udseende, blå dragter, men jeg kan ikke nå at læse, hvad der står.

Jeg lukker dem ind og viser dem ud i køkkenet, hvor den ene straks går i gang med at vride i flaske og slange. Han tænder for alle tre blus, skruer helt op og holder et aparat hen over flammen. Han ser professionel ud, men jeg ved ikke, hvorfor de er i mit hjem. Jeg prøver at spørge ham, hvad han laver, og han viser med sin attituder, at det skal man da være idiot for ikke at kunne se. Jeg kan også godt se, at han tjekker mine gasinstallationer, formodentlig tjekker om der siver uforbrændt gas ud, men jeg ved ikke, hvem de er, og hvorfor han gør det.

Den anden har sat sig ved mit køkkenbord og udfylder en formular med adskillige forskelligtfarvede gennemslag. Han beder om et kort, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg siger, at jeg ikke har sådan et kort, hvilket iriterer begge mænd, som så beslutter sig for at bede om mit pas i stedet. Jeg spørger hvorfor, hvilket blot får dem til at gentage, at de skal have mit pas, og jeg giver dem mit pas. Bandende og vredladen giver jeg dem mit pas. Jeg er ikke tryg ved netop dette. Manden ved bordet gør nu formularen færdig med oplysningerne fra mit pas og mit telefonnummer, som han også har fået.

Så spørger han, hvordan jeg vil betale. Jeg spørger, hvad jeg skal betale for. ”Dette”, siger han og gentager sit spørgsmål. Jeg siger, at jeg ingen penge har. Det har jeg virkelig ikke, og det svar får ham til at rejse sig op og gå et skridt frem mod mig. Også manden med aparatet rykker nærmere. ”Det skulle du have sagt tidligere”, siger manden med formularen, og nu forstår jeg pludselig alt, hvad han siger, han taler langsomt og tydeligt, og jeg ved, at han har ret. Det skulle jeg virkelig have sagt noget tidligere. ”Har du et kort?”, siger han og viser med fingrene, at det er et betalingskort, han mener. Jeg spørger, hvor meget jeg skal af med. Det er cirka 100 euro, og jeg ved, at der ikke er dækning, og at jeg ikke kan skaffe pengene, men at kortet ikke er spærret. ”Hvem betaler jeg til?”, spørger jeg. De griner begge kort, og manden med formularen peger på hovedet af formularen. Begge viser deres skilte på uniformen. Ingen af delene kan jeg læse, og de beder igen om mit kort. Og får det.

Formularmanden stikker kortet i en transportabel automat. Jeg kigger på displayet og konstaterer, at beløbet stemmer med, hvad de har sagt, og jeg taster min pinkode, skriver under to steder og får mit pas og Dankort tilbage. Manden ved gasblussene slukker og fortæller med et smil, at installationen er 100 procent i orden. Han sætter et klistermærke på gasvandvarmeren, peger på det og siger, at jeg kan ringe 24 timer i døgnet, hvis der er problemer.

Lidt efter er de gået.

Ingen kommentarer: