Sådan en eftermiddag er det jo også

Men så begynder solen alligevel at varme i kinderne, sådan en eftermiddag er det jo også, vi åbner frakkerne og lader dem blafre. Jeg hilser på Alfredo fra Bar Pollo. Jeg kan se fidusen i hans flade pande og skaldede isse i det blæsevejr. Det er, som om han slipper billigere, går nedenunder. Eller hans svedne grin, når han fortæller en af de sjofle. Jeg forstår dem stadig ikke, men jeg ved, hvad de handler om, og hans tænder er nok til at få mig til at smile. Han åbner om lidt og skal stå der til de næste tolv timer. Det er nu, han skal hente de æg til vores tortilla. Jeg kan se, at han håber, vi kommer i aften. Han er lige ved at spørge, men han ved, at vi spiller fra ni til halv elleve, og kan ikke forlange at få mere at vide nu. Han er nødt til at lave den tortilla og håbe på, at vi tager en øl på vej hjem. Vi er hans eneste kunder efter ti om mandagen. 

Så skal jeg på posthuset. Jeg hilser på Jesús, portneren fra børnenes skole. Det er anden gang i dag. Jeg kan se, hvor spændt han allerede er. Han er stadig en af de bedste, men er begyndt at tabe bolden, når han laver stopfinten og dribler bag om støttebenet. Der er ingen, som kan nænne at fortælle ham, at det er på tide at begynde at spille mere simpelt, tage den nemme aflevering. Det er jo Jesús, der har lært vores sønner at spille. Carlos har selv haft ham som træner for tyve år siden. Det er også Jesús, der har nøglerne til banen, vasker trøjerne og har bolden med. Og det er Carlos, der stjæler bolden fra ham og banker fire i kassen hver mandag. Men alle ved, det er Jesús, der bestiller den sidste omgang nede hos Alfredo.