onsdag, juni 28, 2017

Anmeldelser skal ikke være demokratiske, men kvalificerede

I aftes var der debat om anmelderi på Deadline. Den så jeg på nettet. Udgangspunktet var, at Berlingske Tidendes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen vil ansætte nogle såkaldte meningsmennesker til at anmelde kulturstof, altså nogen, som er kendt for at mene noget om hvad som helst uden nødvendigvis at vide mere end alle andre om det, de skal anmelde. Det diskuterede Lars Bukdahl, Søren Hviid Pedersen og Lea Korsgaard.

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-06-27#!/

Det blev en underlig cirkelsvømning, synes jeg. Det redundante ved samtalen opstod især, fordi studieværten, Jacob Rosenkrands, lancerede og til ulidelighed gentog den misforståelse, at det politiske demokrati og anmelderi er sammenlignelige størrelser. "Hvis alle må stemme, uanset hvor dumme eller uoplyste de er, hvorfor skal man så have specialviden for at anmelde fx litteratur?", var grundformelen. Det er en forkert parallel.

Sagen er jo, at det politiske demokrati handler om, hvordan vi kan lide at indrette os med hinanden i samfundet, og det kan man i sidste ende ikke have viden om, men kun holdninger til. Derfor vælger vi at sige, at alle mennesker er ligeværdige og skal have deres holdninger respekteret ligeligt med en stemme pr. voksen.

Nu kan man jo også have den politiske ambition, at befolkningen tager stilling ud fra en oplyst position, altså ud fra en viden om konsekvenserne af deres valg. Et dagblad kunne ovenikøbet have den ambition at bidrage til dette løft. Hvis en avis vil have analyseret fx beskæftigelses- eller klimamæssige konsekvenser af en bestemt måde at indrette afgiftspolitikken på, så giver det ikke megen mening at invitere en højtråbende politisk blogger til – på dette privilegerede sted – at fortælle befolkningen sin mening om det. Endnu mindre mening vil det give at invitere en højtråbende kulturblogger. Til gengæld vil det være ok at spørge en arbejdsmarkedsforsker, en økonom og/eller en klimaforsker, som faktisk har undersøgt disse sammenhænge. Grundigt.

Om en bog er god eller dårlig er også et holdningsspørgsmål. Og enhver har lov at have og ytre så mange meninger, de vil. Alle kan bidrage til at sikre en forfatter succes eller fiasko ved at købe eller ikke købe bogen.

Men nu kan et dagblad også have den ambition at vække befolkningens nysgerrighed over for bøger, som de aldrig selv havde fundet frem til. Derfor giver det mening at ansætte en person, som bruger vældig megen tid på at læse skønlitteratur, og som derfor opdager bøger, som andre ikke gør, til – på dette privilegerede sted – at skrive og fortælle den almindelige læser om dem. Og hvis avisen gerne vil have denne person til at skrive mere end: "Her er en bog, du ikke kender. Den er god/dårlig; køb den/køb den ikke," så skal den ikke vælge en højtråbende litteraturblogger, som nok læser mange bøger, men som ellers ikke har erhvervet sig nogen særlige kvalifikationer for at fortælle om dem. Endnu mindre mening vil det give at ansætte en politisk blogger, som ikke læser skønlitteratur.

Vil avisen vejlede læserne om, hvorfor og hvordan (ikke kun at) en bog er god eller dårlig, ja, så kan den ansætte en, som har lært at analysere skønlitterær tekst, altså fx en kandidat fra litteraturstudierne eller fra Forfatterskolen, eller en som har vist et særligt talent for at analysere og formidle litteratur. Perspektivere i forhold til andre læste værker, perspektivere i forhold til andre kunstformer og andre former for kontekst, fx en social. Analysere doseringen af sprogets mindstedele, dets præcision, dets klang og rytme, dissonans, tekstens overordnede struktur, handlingens konsistens og relevans. osv.

Og formidle det på en måde, som har det i sig at kunne interessere nogen.

Enhver har ret til at have, ytre og handle ud fra egne meninger, men vi har ikke krav på at få dem trykt på en privilegeret plads i en avis. Det ville være både uoverkommeligt, meningsløst og uudholdeligt at bladre sig igennem.
 

torsdag, juni 08, 2017

Tænker ud af boksen

I 2010 udgav jeg novellen 'Linda', hvor en bestemt telefonboks på Østerbrogade i København indgår som en uundværlig rekvisit. Det var i sidste øjeblik. Kort tid efter var boksen pillet ned som den naturlige konsekvens af udviklingen inden for telefoni.

Det er ikke noget, jeg har skænket mange tanker siden, men for et par uger siden var jeg i Portugal med familien, og på vej gennem en ydmyg landsby langt fra alfarvej vågnede Vera pludselig op på bagsædet og udbrød fascineret: Hvad er det for et lille hus? Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde set en telefonboks før, og det lille glashus på fortovet slog hende med forundring og begejstring. Da jeg havde forklaret hende formålet med den sære genstand, var hun endnu mere fortryllet: En telefon, som havde sit helt eget hus! Det måtte virkelig være længe siden, man havde brugt sådan nogle. Det var et levn fra en fjern tid, som en maurisk ruin i Andalusien, som en mexikansk pyramide. Vera er otte år. Jeg tænker, at Veras lillesøster, Serena, ikke vil kunne forstå novellen 'Linda', hvis hun som voksen skulle få den idé at læse den.


Savner jeg telefonboksene? Næ, vel egentlig ikke. Jeg har ofte haft det sjov i en telefonboks, men har trods alt haft det sjovere andre steder. Jeg har hørt, at man nu er begyndt at pille postkasserne ned i København. Er det sandt?

onsdag, juni 07, 2017

Partnervold og Facebook-domstol

Det er et stort problem, at det er så vanskeligt at fælde domme i sager om partnervold. Problemet hænger naturligvis sammen med, at denne alvorlige form for vold oftest begås, hvor der ingen vidner er. Særlig vanskeligt kan det være, når der er tale om trusler om vold og dødstrusler. Her er bevisførelsen tæt på umulig. Men heller ikke i tilfælde, hvor der er tale om gennemført fysisk vold, er bevisførelsen nødvendigvis let, for ofte skjuler offeret selv sporene, fordi hun eller han håber på at videreføre eller genoprette forholdet.

Dette er frustrerende ad helvede til! Man har lyst til at finde en genvej ind gennem problemet, finde en løsning.

Men det går altså ikke, at man derfor blot kræver, at der i disse sager skal fældes dom uden anden bevisførelse end den angiveligt forurettede parts vidnesbyrd. Ikke fordi voldsmændene ikke fortjener en dom og en straf. Det gør de! Men af den indlysende grund, at det ville betyder, at mange uskyldige ville blive dømt.

Og ved folk, at alene anklagen er nok til at sikre en domsfældelse, behøver man ikke være i tvivl om, at antallet af falske anklager vil stige drastisk. Anklagerne vil blive brugt til at skaffe sig af med eller hævne sig på dem, man har et udestående med, ligesom hekseafbrændingerne blev det her i landet for ikke så mange år siden.

Der er desværre ikke noget alternativ til en oplyst retssag med faste procedurer, som sikrer uskyldige mod at blive dømt.

Nu har vi en anden domstol, nemlig folkedomstolen, som den fungerer på Facebook, hvor det er blevet moderne at fremsætte kriminelle anklager mod navngivne personer. På Facebook er det lettere at fælde dom, for her fungerer anklagere som dommere, og sagen bliver aldrig alsidigt belyst.

Jeg skriver dette, fordi en offentlig kendt person i går blev hængt ud som skyldig i partnervold her på Facebook. Det er ikke en person, jeg kender. Jeg er ikke Facebook-venner med vedkommende, slet ikke personlig ven. Jeg kender stort set kun vedkommende for nogle politiske holdninger, som jeg bestemt ikke deler. Så jeg har ingen personlige aktier i at forsvare vedkommende. Men et forsvar er nødvendigt. Forsvar skal ikke forstås som sympati, forståelse eller medfølelse, men som alsidig og udtømmende belysning af sagen, og ikke kun partsindlæg fra den ene side. Sådan et forsvar er nødvendigt i enhver retssag. Og dette ER en retssag, selvom den ikke er officiel, for der foreligger en offentlig, kriminel anklage. Og det ser ud til, at dommen allerede er afsagt; dem, som ytrer sig, mener samstemmende, at anklagede er skyldig. Der er ikke rigtig nogen, som anfægter denne dom, selvom den tilsyneladende kun baserer sig på anklagen fra den forladte ægtefælle. Straffen er almindelig offentlig fordømmelse. En fordømmelse, som børnene i forholdet nok skal blive bekendt med om et par år, når de er store nok til at forstå, hvad det handler om.

Men hvorfor bekymre sig om forbryderen i stedet for offeret? Er partnervold da ikke værre end injurier og folkedomstol? Jo, hvis blot vi kunne være sikre på, at folkedomstolen kun gik ud over skyldige. Men det kan vi ikke.

Kan jeg omvendt vide, at den pågældende er uskyldig? Nej, overhovedet ikke. Det har jeg ingen forudsætninger for, men dem, der dømmer vedkommende skyldig, har heller ikke tilstrækkelige forudsætninger for dette. Det er jo sagen. Tror jeg, at vedkommende er uskyldig, eller tror jeg tværtimod på anklagerne? Jeg tror vel instinktivt mest på den angiveligt forurettede, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Det er nemlig bedøvende ligegyldigt, hvad jeg tror. Ønsker jeg, at vedkommende bliver dømt? Hvis vedkommende har gjort det, ja, naturligvis!

Ville jeg hellere udsættes for partnervold end at blive uskyldig dømt for den samme forbrydelse? At skulle leve med, at mine børn troede, at jeg havde banket deres mor, ja det tror jeg simpelthen ikke, jeg ville kunne. Det ville være slut for mig.

Ville jeg til gengæld kunne komme mig over en gentagen partnervold? Jeg ville være mærket for livet, det er sikkert. Det værste overfald, jeg har været udsat for, sidder stadig et sted i mig tyve år efter, og partnervold må være endnu værre, både fordi den jo altså gerne er gentagen, men også fordi voldsmanden/kvinden almindeligvis er en, man elsker og gerne vil forstå. Hvis det var partnervold, ville jeg måske have vanskeligt ved at leve i et parforhold igen, men jeg ville overleve, fordi jeg og mine nærmeste ville vide, at jeg var den forurettede part.

Retssystemet er skrøbeligt nok, som det er:

For et par uger siden linkede jeg her på Facebook til den artikel fra Ekstrabladet, som jeg også linker til her forneden. Overskriften er naturligvis misvisende (det er jo Ekstrabladet). Advokaten siger ikke, at vi er for hårde ved KRIMINELLE, selvom det måske også er tilfældet. Hun siger derimod, at vi er for hårde ved de ANKLAGEDE, og det er jo netop den forskel, der er afgørende. Vi således for hurtige til at fælde dom, før enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet er ryddet af vejen. Hun siger ovenikøbet, at denne strammede praksis gør, at flere bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, nu end tidligere.

Dette gælder de danske domstole, hvor der trods alt er både veluddannede forsvarere og dommere og et vist krav om bevisførelse. Facebookdomstolen har ingen af delene.

Hvad kan man så gøre? Er der slet ingen løsning på dilemmaet, ingen konstruktive svar?

I den konkrete sag, må man naturligvis opfordre det angivelige offer til at gå til politiet med sin anklage. Det er åbenbart et billede af nogle blå mærker, som måske kan bruges til noget. Måske er der en medicinsk journal. Måske venner eller bekendte, som kan afgive forklaring. Sagen må gå sin gang og hurtigst muligt komme til domsafsigelse. Det har begge parter krav på.

Men mere generelt må man med store statslige kampagner opfordre til, at personer, som udsættes for vold af deres partner, siger fra med det samme. At de straks går til lægen og får skrevet en journal, hvis der er spor af vold, fysisk eller psykisk. At der oprettes langt flere anonymiserede og bevogtede krisecentre, hvor man kan henvende sig for råd og hjælp, og hvor man gratis kan overnatte og bo i sikkerhed, hvis man føler sig truet af sin partner. Eventuelt sammen med sine børn. Og hvor man, kan gå i overvåget parterapi, hvis det er den vej, man ender med at vælge. Sådanne centre skal der være i alle kommuner og alle købstæder.

Politiets vagthavende skal indskærpes en praksis, hvor de tager anmeldelser af partnervold langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu, hvor victimblaming er en del af den daglige rutine. Der skal reageres med det samme. Patruljevognen skal ud til bopælen straks, og den angivelige voldsmand skal til afhøring umiddelbart. Det er dyrt, men jeg tror ikke, der er andre veje, hvis man vil bevare et retssamfund.


Det eksistentielle behov for fortælling

Bloggen genudsender opråbet, da det viser sig, at dette eksistentielle behov stadig eksisterer ...


Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel.

Litteraturen kan indløse vores behov for at synge. Det gør den i lyrikken. Den forløser en følelse, som allerede er i os; vi elsker sangen, når vi genkender den, selvom vi aldrig har hørt den før, når vi overraskes af os selv. Sådan er det også med lyrikken. Så føler vi os set, hørt, forstået, elsket og tilgivet.

Konceptlitteraturen kan sætte en tanke i gang; det er en filosofisk genre, på linje med sciencefiction-litteraturen. De er ens i den forstand, at de bygger på en ide og har som mål at illustrere den, få den til at fremstå chokerende klart. Ofte er det en ide af institutionskritisk karakter, man afslører noget, der ellers tages for givet; nu ser vi det som uhensigtsmæssigt, for eksempel et tilsløret magtforhold.

Indimellem lykkes det at skrive alle disse tre former for litteratur (fortællingen, lyrikken og konceptet) i samme værk, ja i samme sætning, men blot en af delene lykkes, har man bidraget til at menneskeliggøre verden. Alle tre former er gamle, og alle tre knytter an til væsentlige menneskelige behov. I den forstand er de alle umistelige. Ingen af dem vil nogensinde gå ud af brug. Måder at skrive dem på kan forældes, men behovet kan ikke.
 

torsdag, juni 01, 2017

Efternøleren

Serena på tre år har ingen jævnaldrende søskende, som hun skal konkurrere med om opmærksomheden, måske er det derfor. I hvert fald er hun tydeligvis vant til, at alt, hvad hun siger, bliver opfatter som relevant, sjovt eller i det mindste charmerende, og det er helt naturligt for hende, at det er hende der styrer samtalen i rummet, også selvom alle andre tilstedeværende måtte være voksne. Hun taler med andre ord hele tiden.

Da jeg i dag fulgte hende til børnehave, slog vi følgeskab med en af vores venner, en mor fra vores store børns skole, som gerne ville tale med Serena, og muligvis også med mig, men som det ofte sker, var det vanskeligt for andre end Serena at få et ord indført. Derfor tog jeg mig, da vores veninde var drejet om et hjørne, sammen og fik sagt til Serena, at hvor dejligt det end var, at hun havde så meget at fortælle, så kunne det godt være, at hun skulle holde en lille pause indimellem blot for at teste, om der skulle være andre, som havde lyst til at sige noget.


Serena betragtede mig undersøgende. Så kiggede hun opgivende frem for sig.

– Tænk dig nu om, far, sagde hun lidt efter. – Tænk dig godt om, tænk med dit hovede, far, ikke med kroppen: Har du virkelig lyst til at tale hele tiden?
– Nej, ikke h ..., sagde jeg.
– Nej, der kan du bare se! sagde hun.

Nogen skulle jo tage opgaven på sig.