Her fra min altan kan jeg høre og se alt, hvad der foregår på
byggetomten Campo de la Cebada, og det er Madrids mest interessante plads netop
nu.
Nu fyldes pladsen med
børnefamilier. Jeg genkender mange af dem fra La Paloma, børnenes skole. Det
strømmer til med strejkende forældre, som kommer her med deres børn for at
skilte med deres utilfredshed. I dag handler det om nedskæringerne i den
spanske folkeskole. Jeg skal derned med Karl og Vera om lidt. På La Paloma er
der nu to færre lærere end før sommerferien, mens antallet af elever er sat op
med tre per klasse.
På Campo de la Cebada lå en offentlig svømmehal midt i La Latina.
Byggetomten er en del af Plaza de la Cebada, et af La Latinas mange åbne
arealer. Svømmehallen blev for fire år siden revet ned med løfte om en ny. Den
nye kom ikke. Det gjorde krisen. Spanierne har valgt Mariano Rajoy og hans
konservative PP til at løse de økonomiske problemer. Også i Madrids bystyre er
PP ved magten, og både på landsplan og i Madrid forsøger politikerne sig med en
neddrosling af den offentlige økonomi. Nedskæringer i den offentlige service og
privatisering.
13. juni vedtog Rajoys regering en sparepakke på endnu 65 milliarder €,
hvilket betyder, at det offentlige budget i alt er beskåret med 100 milliarder €
i løbet af et halvt år. Momsen er sat op fra 18 til 21%. Funktionærernes
realløn er reduceret med 25%, siden Rajoy tog over, og den diminutive
arbejdsløshedsunderstøttelse er sat ned med 10 %.
Campo de la Cebada skal privatiseres, og så skal der bygges et
butikscenter. De lokale beboere er sure over, at de aldrig får deres nye
svømmehal, men sure på en glad måde. De har lavet en forening, som arrangerer
aktiviteter på pladsen for at holde opmærksomheden rettet mod den manglende
pøl.
Billed- og installationskunstnere udstiller på pladsen, skulptører.
Balletinspirerede cirkusartister optræder. Der er teatersport, nogen bygger
højbede til tomat, aubergine og krydderurt, andre bygger skyggefulde tribuner
med hjul under, så de kan flyttes rundt alt efter, hvor på pladsen der er
optræden. Tribunerne bygges af en blanding af nyt tømmer og gedigent skrammel.
En er lavet af 24 forskellige spisebordsstole boltet fast på friske lægter, en
anden af bildæk og en af frugtkasser. Der er otte rullende tribuner i alt.
Der bygges legehuse til børnene, eller de kan selv bygge af
nedbrydningsaffaldet. Nogen sidder og tegner i skyggen, spiller skak eller
læser i den store gyngesofa. Der er open air-filmforevisninger om aftenen. Der
er en basketball-bane med hjemmehæklet dækken til pladen, så bolden ikke
larmer, når den rammer, der er bordtennis og fodbold. Når de røde har marcheret
i gaderne og demonstreret på Plaza Mayor mod nedskæringer og privatisering,
holder de folkekøkken på Campo de la Cebada.
Hver søndag er der koncert med Cantamañanas, som er en gruppe sangere
med guitar på. Folkesangere, humorister, protestsangere. De holder små
politiske taler mellem sangene. Koncerterne starter kl. 13 og fortsætter i 7-8
timer. Sådan kører det hele året, de holder til i kvarteret. En af dem er min
datters sanglærer i skolen.
I sidste uge var der sangerfestival. Hver aften sang og spillede
solister fra hele verden. De fik tre sange hver. Sangerne fra Cantamañanas
introducerede deres gæstekolleger, solgte øl og vand og fik det hele til at
klappe. Det er aktivistarbejde. En sur indianer fra Bolivia har fået beslaglagt
sin guitar af politiet, fordi han spillede på gaden. Så låner han en af en
argentinsk kollega, og synger surt og pragtfuldt.
Nu er der standup-festival.
For et par uger siden uge stillede aktivisterne oppustelige
svømmebassiner op på pladsen. Folk kom i badetøj, der var vandkamp overalt.
Børn i ukontrollabel leg. Sol, brune ben, voksenleg, men også plancher og
brochurer, som forklarede om privatiseringens konsekvenser. Det handler om
vand. Ikke kun om vandet i den nedrevne svømmehal, men også om de offentlige
vandressourcer, det dejlige jernholdige bjergvand uden kalk. Madrid ligger 800
meter over havets overflade. Vandet skal nu privatiseres med forhøjede priser,
deregulering og risiko for overudnyttelse og tørke til følge, sådan som man har
set det andre steder, fx i Indien. Verdensbanken har tvunget Indien til at
privatisere de fælles vandressourcer, de små vandtempler, hvor alle kunne
slukke tørsten og skaffe gratis vand til afgrøderne, men under lokal råds
skånsomme restriktioner. Efter privatiseringen er der givet los for udnyttelsen
af vandet, alt er solgt, og de knappe ressourcer er flere stedet brugt op,
tørlagt, og store områder, som før blev dyrket, er ørken. Også Madrid er tør,
solen brænder, det regner aldrig her, og byen er på 70 år vokset fra en million
til treenhalv.
Modstanden mod dette privatiseringsperspektiv er en naturlig del af de
politiske aktiviteter på Campo de la Cebada.
La Latina er et kvarter
i den sydvestlige del af Madrids centrum. Det dækker måske fem procent af byen.
Kvarteret er opkaldt efter et berømt teater, der ligger på pladsen, lige foran
metrostationen La Latina. Det er ikke byens mest eksperimenterende teater, de
spiller Hvem er bange for Virginia Wolf?, man tager ikke store chancer med repertoiret, når kunderne ingen
penge har. La Latina er ikke slum, men er dog en væsentligt fattigere bydel end
nordøst. Det er Madrids indre Nørrebro, Campo de la Cebada er dens Blågårds Plads.
Bevæger man sig blot to
kilometer længere ned ad bakken mod sydvest, kommer man til fodboldklubben
Atlético Madrids hjemmebane, Vicente de Calderón. Den ligger i et genuint
arbejder- og indvandrerkvarter. Det er her immigranterne fra de tidligere kolonier
bor. Her hader de fleste beboere Real Madrid og Cristiano Ronaldo lige så
meget, som de elsker Atlético og deres målhelt, tigeren Radamel Falcao, som er
colombianer. Det er ikke ligegyldigt her.
Latinamerikanerne har
ikke sproglige tilpasningsvanskeligheder, men udgør fremdeles en økonomisk
underklasse i Madrid. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet er langt svagere
end fx kinesernes. Latinamerikanerne er ikke så velorganiseret en
indvandrergruppe, som kineserne er, og med en arbejdsløshed på 23% er det ofte
latinamerikanerne, der ryger ud. De hører ikke til de mange offentligt ansatte,
som for tiden bliver fyret, men når den lavere spanske middelklasse mister
funktionærstillingerne og synker ned i arbejderklassen, bliver de
latinamerikanske arbejdere presset ud gennem bunden af arbejdsmarkedet.
Man mærker det på mine
børns tidligere skole nede i rabarberkvarteret ved Vicente de Calderón. Der
kommer hele tiden nye børn i klassen. Udskiftningen er stor, fordi så mange
familier rejser hjem til Peru, Argentina, Paraguay og Chile. ”Vi rejser hjem
for i det mindste at være arbejdsløse blandt familie og venner”, siger
forældrene, når vi venter på, at børnene løber ud gennem porten. Selv cubanerne
rejser hjem til deres forarmede ø; undtagen Ramón, som har mojito-baren rundt
om hjørnet.
Også her oppe i La
Latina er Atlético de flestes hjerteklub. Når Real Madrid spiller mod FC
Barcelona, præger Barcelona-trøjerne barer og gader, fordi Barça er Reals
hovedrival, den stærkeste udfordrer af kongemagten, centralstyret og
højrefløjen, og kampene mellem Barça og Real er større end alt andet, selv nu,
hvor Atlético topper La Liga sammen med Barça.
Krisen i Spanien har ikke sit udspring i de offentlige finanser, som den
har i Italien og Grækenland. Zapateros socialdemokratiske regering brød ikke
Maastricht-traktatens gældsloft på 60% af BNP, som fx selv Tyskland gjorde, og
den spanske stat kunne i 2007 og 2008 præstere et budgetoverskud på næsten 2%
af BNP.
Problemerne opstod i den private sektor. Landet gennemlevede et eventyrligt
byggeboom, især på Solkysten, hvor udenlandske investorer spillede en stor
rolle, og da finanskrisen så trak fundamentet væk, og byggesektoren kollapsede,
trådte staten til for at redde bankerne, som havde lånt miliarder af euro til
investorer og huskøbere. I 2008 blev de offentlige finanser alvorligt ramt af
bankredninger og vigende skatteindtægter, som skyldtes den nye arbejdsløshed,
og af udgifter til understøttelse. Spanien havde i modsætning til, hvad der
ofte fortælles, ikke lånt for meget, men de nye lån, de blev nødt til at
optage, er forrentet med op til 7%, mens Storbritannien, som har et underskud
på størrelse med Spaniens, kun betaler 2%.
Krisen har fået
regionale konflikter mellem staten og autonomierne i nord til at blusse op. For
tiden er det dog ikke så meget Baskerlandet og ETA, man hører om. Især
katalanernes latente lyst til selvstændighed er vækket. Katalonien er en af de
rigeste autonomier i den spanske stat. En betydelig del af Spaniens industri er
placeret i Barcelona. Mens turismen og byggeboomet i Andalusien bogstaveligt
ligger i ruiner, halvfærdige byggeprojekter forfalder, fordi investorerne er
sprunget fra, har industrien i Katalonien det acceptabelt. Katalanerne har
aldrig haft nogen stor kærlighed til Madrid og den centralmagt, som især i de
40 år under Franco underkuede deres sprog og kultur, og nu synes det Artur Mas’
politisk midtsøgende regering i Katalonien ikke, at de skal betale for krisen i
syd. Katalanerne vil ikke betale skat til den spanske stat, men vil have lov
til selv at indkræve skatter og råde over midlerne. Katalanerne betaler
forholdmæssigt den samme skat, som man gør i alle autonomier i den spanske
stat, men nu hvor der tjenes så lidt i resten af Spanien, føler mange
katalanere, at de på denne måde kommer til at betale for stor en andel af den
samlede spanske kriseløsning. De vil have deres penge tilbage. Om ikke andet
vil de have et kæmpe lån af staten til at betale de offentligt ansattes løn for
resten af året.
Det vil den spanske
regering ikke give dem. Den katalanske regering har derfor valgt en ny, mere
konfrontatorisk kurs over for Spaniens konservative regering, og det ser ud
til, at de har lokalbefolkningen med sig. 11. september demonstrerede cirka
1.500.000 fredeligt i Barcelona for katalansk selvstændighed. Det er de største
demonstrationer i mands minde, og lokalstyret udskrevet valg til den 25.
november (to år før tid) for at indhøste et stærkere mandat til den radikale
selvstændighedskurs.
PSOE’s præsident Alfredo Pérez Rubalcaba har forsøgt at
komme de utilfredse katalanere i møde ved at foreslå en løsere tilknytning
mellem autonomierne, en udvikling af staten i en mere føderal retning. Men det
har det regerende PP kategorisk afvist, ligesom de afviser en egentlig
katalansk løsrivelse under henvisning til den spanske forfatning, som forbyder
noget sådant. Det vil ødelægge Spanien, siger de. Rajoy-regeringen fik i
begyndelsen af oktober EUs støtte til sin taktik med at ignorere oprøret i
Katalonien. Det var et tilbageslag for Artur Mas, som havde håbet på EU, men
taktikken kan næppe lykkes på blot lidt længere sigt.
Artur Mas er ikke valgt
på et krav om decideret løsrivelse, men efter demonstrationen 11. september har
han strammet retorikken og taler nu om behovet for en selvstændig stat. Det gør
også FC Barcelonas præsident Sandro Rosell. På 10 år er opbakningen til
løsrivelse vokset fra 36% til 51. Kravet om selvstændighed tages nu så
alvorligt, at sportsjournalisterne er begyndt at spørge Barcelonas spillere,
hvad der sker med El Clásico, når Katalonien løsriver sig fra Spanien. Svaret
er, at FC Barcelona vil fortsætte med at spille i La Liga, ligesom selvstændige
Monaco spiller i Frankrig. Spørgsmålet er naturligvis, om resten af Spanien vil
have dem med, hvis det kommer dertil.
Kongeklubben, Real
Madrid, holder til i byens nordøstlige del. Det er overklassens Madrid. Her ved
Santiago Bernabeu, hvor gaderne stadig har navne efter Francos generaler: Juan
Yagüe, Quiepo de Llano og José Enrique Varela, er der ingen krise. Her er
Franco endnu en helt for mange. Det er PP-land. De færreste af PP’s vælgere
ønsker det fascistiske diktatur tilbage, men mindes det med respekt og
stolthed.
La Latina i sydvest er
som et andet land. Krisen er ganske vist ikke så udpræget her som længere nede
ad bakken, men krise er her. Når aktivisterne på Campo de la Cebada har tid til
at kæmpe for kulturen, fællesskabet og vandet, er det jo, fordi de intet
arbejde har at passe.
Det er her byens få økologiske
butikker og restauranter ligger. Det er anarkisternes kvarter. Den
anarkosyndikalistiske fagbevægelse, CNT, som spillede så væsentlig en rolle i
den spanske borgerkrig, har hovedkvarter på Plaza de Tirso de Molina. Det er en
anden af La Latinas pladser, som ligger 500 meter fra Plaza de la Cebada.
Sammen med den mere ydmyge Plaza de Cascorro og den helt anonyme Plaza del
General Vara de Rey indrammer den El Rastro, det største og ældste gademarked i
Madrid, som hver søndag fylder gaderne i La Latina-kvarteret med mennesker og
med stande, boder, butikker, som flytter ud på fortovet eller gaden. Gode
sager, antikke møbler, ting i jern eller metal, ovne, kommoder, gamle
globusser, men også rustne nøgler til døre i nedrevne huse, de farvestrålende
peruvianske skjorter, som altid stumper på ærmerne, billeder af
butiksindehaverens eks-svigermor, jamen, rammen er af støbejern, se, sådan kan
man skifte billedet. Alt sammen til turistpriser, som nok kan forhandles, men
det er jo ikke Marokko, det her.
Samtidig repræsenterer
de fire pladser hver sin del af La Latina. At Plaza de la Cebada er bohemernes
og de intellektuelles plads, er tydeligt.
Plaza de Cascorro er til
gengæld kinesernes. Klokken 15.30 er solen for skarp til, at man kan arbejde.
Sådan er det det meste af året, men også nu, midt på efteråret, er der siesta.
Butikkerne lukker halvanden time, også mange restauranter gør, og nogen lægger
sig. Men de fleste går ud og tager lidt tapas sammen med kollegerne. Også
kineserne trækker ud fra butikkerne og mødes i kliker på byens torve. På Plaza
de Cascorro får de kørt varer ud fra deres ligeledes kinesiske grossister. Her
står de så med deres tøjpaller og udveksler erfaringer med landsmænd. De har
deres egen liga, de styrer tøjforretningerne, frisørerne, papirvareforretningerne,
isenkræmmerne, grønthandlerne, de store kiosker og de små supermarkeder. I La
Latina er det meste kinesisk, især gaderne omkring Plaza de Cascorro. De mange
antikvitetsforretningerne er dog sjældent. Restauranterne er heldigvis også spanske,
og fiskeforretningerne.
Plaza de Tirso de Molina
er sumpernes plads, alkoholikernes og narkomanernes. Stemningen er rå, og
gadekriminaliteten er udpræget. Narkodealerne kommer også her. Men den smukke
plads har også springvand, der er otte blomsterboder, store fortovscafeer med
fadølsfordrukne turister og halvdyre, traditionelle restauranter og billige
barer. Der er også en legeplads med interessante stållegeredskaber, unika.
Pladsen har sin egen metro. Der er en Lidl. I Lidl har jeg hørt en kassedame
synge til arbejdet. Det har jeg godt nok aldrig i Fakta på Østerbro. Det er
ikke, fordi lønnen er højere her, eller fordi arbejdsmiljøet er bedre.
Arbejdsbetingelserne er langt ringere. En almindelig (fx skolelærer) løn i
Spanien er på 1000 € om måneden; en kasssedame i Lidl tjener langt mindre. Det
er ikke, fordi kassedamerne er gladere her, eller fordi spanierne er. Kvinden
var ikke spanier, men latinamerikaner, og hun var både træt og trist, mens hun
sang. Hun sang for ikke at falde i søvn. Men hvorfor synger de trætte danske
kassedamer ikke for at holde sig vågne? Jamen, det ville da aldrig falde dem
ind. Det ville virke pinligt, det er forskellen.
Her er Lidl og 8
blomsterboder, og CNT, som altid advokerer for en strejke på et banner på
facaden, huelga general! eller huelga
indefinida! I dag er der
forældrestrejke på byens offentlige skoler. Vi holder børnene hjemme. Det er
regeringen nok ligeglad med.
Generalstrejken 29.
marts mod den arbejdsmarkedsreform, som gør det langt lettere at fyre sine medarbejder,
lammede heller ikke ligefrem landet. Dertil var opbakningen trods alt for
ringe; selv på CNT’s Tirso de Molina kunne man gå ud og spise tapas eller købe
varmt brød i Lidl. Men siden er protesterne vokset fra uge til uge. Hver uge er
der store demonstrationer mod PP’s krisepolitik ikke blot i Barcelona og
Madrid, men i alle større byer i Spanien.
Det er også på Tirso de
Molina, at sumperne regerer. Her lugter ærligt talt altid af pis, selvom gader
og fortov bliver vasket hver morgen, fordi det regner så sjældent, og her så
mange hunde.
Den mere anonyme Plaza
del General Vara de Rey er det fjerde hjørne i El Rastro. Her omkring de
skyggefulde kastanietræer ligger arbejderboliger. Det er arbejdernes og
pensionisternes plads. I stueetagen er der ingen fine restauranter eller smarte
butikker, men stambarer og små produktionsvirksomheder, en billedrammefabrik,
fx. Heromkring ligger adskillige antikvitetsforretninger. Kinesernes kristne
kirke ligger også her, og så har pladsen et stort dagcenter for pesionister,
Centro de Día. Det er en stille plads. Undtagen om søndagen, hvor den er en
prominent del af gademarkedet. For eksempel er det her, konerne slås om brugte
sko og piratkopier af mærkevarer.
I Spanien starter
børnene i skole det år, de bliver tre, og i de små klasser satses der på sprog.
Det er et resultat af den langsigtede kriseløsningsstrategi, som Zapateros
PSOE-regering forsøgte sig med. Det er sådan, landet forsøger at udvide
eksportmarkederne. Børnene har engelsk fra skolestart. I mange offentlige
skoler foregår halvdelen af undervisningen på engelsk, fra børnene er 6 år.
I de større klasser
satser skolen meget på hård videnskab, knap så meget på dialog, kritisk
tænkning og filosofi.
Hospitalerne er præget
af en tilsvarende fokus på teknologiske løsninger. De er langt mere teknologisk
avancerede end de danske, men den tænkning, der ligger bag denne satsning,
resulterer fx også i, at fødsler bliver sygeliggjort. Alle fødende får
rygmarvsbedøvelse, med mindre de frabeder sig denne teknologi. Der er maskiner
og medicin til alt. Det er, som om Spanien siden Francos død har overgjort sin
stræben efter at komme udviklingsmæssigt på højde med Nordeuropa efter de mange
års afsondring og fattigdom under diktaturet. Det teknologiske og
kvantificerbare ses som det moderne, der peger ud af fascismens mørke.
Om lidt står vi nede på
Campo de la Cebada og demonstrerer mod nedskæringerne i den offentlige skole i
Spanien. Jeg har sagt til Karl på fem år, at vi skal vise dem, der bestemmer
over Madrid og Spanien, at vi er vrede over, at deres skole ikke længere har en
lærer, der kan hjælpe de børn, som har det særlig svært, og at også en anden
lærer mangler, mens der er kommet flere børn. ”Nu kan I ikke længere komme på
udflugter”, siger jeg. ”Men kommer dem, der bestemmer over Madrid, ned på
pladsen?”, spørger Karl. Det gør de nok ikke, må jeg indrømme. ”Men skal vi så
ikke gå der hen, hvor de bor?”, spørger han.
Det skal vi. I aften vil
over 100.000 madrillenere fra alle byens offentlige skoler samle sig på Paseo
de Prado og gå op mod rådhuset og videre frem mod undervisningsministeriet for
at demonstrere mod regeringens krisepolitik. Vi tage skilte med og gryder, som
vi kan slå på. Trommer. Fodboldfløjter. Solen vil skinne, folk vil finde nye
venner, og gamle, vi vil synge, nogen vil ryge hash. Vi vil selv beskrive
demonstrationen som en succes, regeringen som en bagatel. Og i næste uge vil
der komme endnu flere.