tirsdag, februar 21, 2017

Vores underbo har brækket min svogers næse

Vores underbo, Augusto, kan ikke lide vores børn. Alt efter hvilket humør han er i, kalder han dem vilde dyr, elefanter, flodheste eller andre søde ting. Han hævder, at de larmer så meget, at han hverken kan sove om natten eller arbejde om dagen. Han har ret i, at de larmer. Ligesom alle andre børn, jeg kender, larmer. Om de larmer mere eller mindre end det gennemsnitlige barn, er jeg ikke den rette til at afgøre, men jo, de larmer.

De larmer nærmere bestemt mellem halv otte om morgenen, hvor de står op, og kvart i ni, hvor de skal af sted til skolen. Og så igen mellem fem-halv seks og ni om aftenen. For så vidt, de altid larmer, når de er hjemme og er vågne, altså også larmer, når de fx laver lektier, ser fjernsyn og spiller IPad. Dette er med andre ord et maksimum, for resten af tiden sover de eller er i skole. Så det må altså være på netop disse tidspunkter, at Augusto både sover og arbejder.

Det respekterer jeg, og jeg forsøger derfor hver dag, at få vores børn til at være så stille som muligt. De må ikke løbe, hoppe, slå kolbøtter, juble, spille høj musik, synge, slås med puder, spille bold eller noget andet, som er sjovt, og som derfor kan lave larm. Ok, så.

Augusto ringer og skælder os ud, eller skælder børnene ud, hvis det er dem, der tager telefonen. Han standser os på gaden og skælder os ud. Børnene har i det seneste par år været bange for at møde ham på gaden eller i opgangen. Han skriver breve med trusler. Truende – eller skrydende, som da han havde set, at Karl (9 år) gemte sig for ham, da de mødtes i opgangen. "Det må være ubehageligt for jer, at I føler, I skal gemme jer for mig! Jeg har aldrig skullet gemme mig for nogen i mit liv!" Eller han hamrer på vores dør, råber ad os. Eller han laver sit nummer med at komme op med sin aggressive ven. Vennen skal så være den truende, mens Augusto grædende fortæller, at han ikke kan sove på grund af vores børn.

Det har stået på i et par år nu. Første gang, vi mødte Augusto, var for snart fire år siden, hvor vi var ved at renovere lejligheden inden indflytningen. Den havde stået tom i sytten år og var ubeboelig, da vi overtog den. En dag kom han op og klagede over, at vi havde lavet revne i hans køkkenloft. Derfor skulle vi betale for såvel udbedring af skaden som nymaling af hele køkkenet. Den revne gik vi så ned og kiggede på sammen med entrepenøren. Revnen var blevet malet over for flere år siden. Det var indiskutabelt en gammel skade, som han havde forsøgt at bruge som påskud for at få os til at betale for en nymaling af hans køkken. Det var ikke nogen god start på naboskabet.

Mens jeg her i weekenden var et smut i Danmark, har Augusto været oppe hos Christina og børnene. Christinas bror, Harald og hans kæreste, var på besøg, og Harald lå og fik sig en lur på sofaen ved nitiden lørdag aften. Børnene legede (stille og roligt, ifølge Christina og Harald). De havde fået lov at være lidt længere oppe, fordi det var lørdag, og deres morbror var på besøg. Men selv, når de leger helt stille og roligt, kan Augusto høre dem. Og selvom lydene fra gaden og fra andre naboer er langt langt højere og mere konstante, er det lydene fra vores børn, som provokerer ham. Augusto er overbevist om, at vi får vores børn til at larme så meget som muligt udelukkende for at chikanere ham. Derfor bliver han rasende.

Pludselig kunne Christina og Harald høre et brag ude ved døren, men da Harald lukkede op for at se, hvad det var, var der ingen. Da han så gik lidt længere ud i gangen for at kigge, stod Augusto skulende nede ved sin dør og sagde med en psykopatisk stemme: "Ja, ja, det var MIG, der gjorde det!" Han havde et spækbræt i hånden. Det var det, han havde hamret på døren med.

Harald sagde, at Augusto ikke skulle komme og genere hans søster på den måde igen. Og så begyndte Augusto at råbe "stik den op i røven på din søster! Stik den op i røven på dig selv! Stik den op i røven på din søsters børn!" De kom op at skændes, og pludselig tog Augusto spækbrættet og hamrede det op i hovedet på Harald, så han brækkede næsen og fik en flænge. Nu er Augusto meldt til politiet. Augusto har selvfølgelig så selv fundet på en alternativ historie, som han har fortalt politiet, så nu må vi se, hvem dommeren tror på, hvis det kommer til en retssag.

Det er ikke behageligt, og børnene er naturligvis kun blevet mere bange for underboen. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg er træt af, at jeg ikke var hjemme, da det skete.

tirsdag, februar 14, 2017

Glæden

Glæden. Også glæden hos de to narkomaner, som står i gyden og deler den bakke rejer, de har scoret i supermarkedet rundt om hjørnet, er glæde. Hun står og tripper, mens hun griner og æder sig forslugent gennem sin del. Hun ser ud, som om hun skal tisse, men det kan også være abstinenser eller adrenalinen fra det fede kup. Han er mere rolig: tydeligvis i gang med at gøre rede for, hvordan hans indsats var den afgørende for, at aktionen kunne lykkes. Han er rørt af stolthed. Det gør hende ikke noget, for mens han praler, spiser hun. Det er glæde alt sammen.

mandag, februar 13, 2017

Venner på vej


Pludselig satte to af mine bedste venner sig ned på fortovet mellem vandpytter og nedfaldne blade.
       – AA! sagde den ene.
       – Sikke noget vrøvl, sagde den anden.
       – Så levende har jeg ikke følt mig siden jul, sagde den første.
       – Så levende har du ikke været siden jul, din fyldebøtte, sagde den anden.

       Og hvis ikke kommunen har fjernet dem, sidder de der sikkert endnu.

torsdag, februar 02, 2017

Mynderne i Lavapiés

Oppe ved ambassaderne og mærkevarepaladserne i Calle Serrano ser man dem ikke, men jo længere man bevæger sig ned mod den sydlige del af centrum, desto flere racerene mynder dukker der op i gadebilledet. Nede i Lavapiés er de over det hele. Naturligvis undrede dette mig i begyndelsen, for netop i Lavapiés forestiller man sig ikke, at ret mange har råd til at købe en racehund, eller at nogen overhovedet ville interessere sig for at gøre det.
Sidste år tog jeg mig endelig sammen og spurgte. Forklaringen er egentlig logisk nok: Sagen er, at mynderne bruges til hundvæddeløb, og når de bliver for gamle til at gøre sig gældende, kører ejerne ud i skoven og hænger dem op i et træ. Det har dyrerettighedsaktivisterne i det venstreorienterede Lavapiés fundet ud af, og nu er de blevet enige med disse væddeløbskenneler om, at de kan komme og afhente de pensionerede mynder.
Jeg ved ikke, om aktivisterne så sælger dem billigt videre til beboerne i Lavapiés eller blot forærer dem væk, men under alle omstændigheder er mynden den hund, man har i det kvarter. Ofte har man to-tre stykker, for man vil jo gerne hjælpe så mange af de stakkels kræ som muligt, selvom man bor i en mørk toværelses, og derfor er man da også nødt til at være ude på gaden de fleste af døgets timer, for ellers æder køterne jo sofaen eller hinanden.
Mynden er således blevet et symbol på det aktivistiske Lavapiés, og selv de bedst stillede beboere i kvarteret, som faktisk har råd til at betale prisen for en racehund, køber sig en mynde, men så bliver det gerne en langhåret afghaner, som jo er helt uanvendelig til væddeløb, for på den måde kan man vise, at man hører til i Lavapiés og sympatiserer med aktivisterne og alligevel få fortalt, at man altså trods alt hverken er fattig eller fanatisk.
Mens mynderne i Lavapiés er blevet symbol på alt det, man gerne vil være, er de omvendt blevet symbol på alt det, man ikke vil røre ved i Calle Serrano. Derfor kan man være ret sikker på, at man ikke møder en mynde her, ikke engang en afghaner.

onsdag, februar 01, 2017

Skodliv

I begyndelsen undrede det mig, at madrilenerne smed skodderne, eller oftere en halv cigaret, på gaden uden at træde gløden ud bagefter, som vi gerne gør i Danmark. Nå ja, hvis man har været på bar i Spanien, ved man jo også, at det er almindeligt at smide hvad som helst på gulvet her, brugte servietter, pipas-skaller og det fede af Serranoskinken. Spanierne sviner i bund, men gør til gengæld også langt oftere rent, end vi gør. Fortovene spules af kommunen hver morgen klokken fem, og så bliver de ofte vasket igen, når butikkerne åbner klokken ti om formiddagen.

Men alligevel generede det mig, at de halve cigaretter altid lå der og bidrog til den almindelige forpestelse af byens luft på deres egen beskedne måde. Derfor trådte jeg nidkært de rygende cigaretter ud, når jeg så dem på fortovet, og jeg lærte min søn at gøre det samme. 

Der gik ikke ret lang tid, før det gik op for mig, at ligesom der er madrilenere, som har råd til at kaste halve cigaretter fra sig, er der andre, som ikke har råd til at lade dem ligge. Nu tænkte jeg så, at dem, der samlede stumperne op, var uformuende rygere, som trængte til et hvæs.

Men sådan er det faktisk heller ikke. Ikke først og fremmest, i hvert fald. Der er folk, som kører rundt i en gammel, kasseret skraldevogn og hapser pappet fra affaldskontainerne for at sælge det videre. Der er nogen, som indsamler metalaffald, og nogen plukker rosmarin i de offentlige parker for at sælge det i gågaden, og atter andre skralder i almindelighed, det er klart. Men der er også madrilenere, som får deres udkomme ved at indsamle cigaretskodder og kradse de sidste rester af stærk tobak ud og sælgede det til de rygere, som ikke har råd til at købe ny tobak.

Hvis cigaretskodderne skal genbruges, skal de ikke trædes ud. Nu har jeg lært at lade være.