mandag, august 26, 2013

Feminisme og puritanisme

Feminismen har gennem de seneste hundrede år haft mange forskellige hovedtemaer. Den har handlet om at sikre kvinderne politisk ligestilling, fx gennem kvindelig stemmeret, som mændene jo endelig tog sig sammen til at give kvinderne i 1915. Mange årtier senere kom den politiske ligestilling i stedet til at handle om adgang til eliten, altså om at få kvinder ind på politiske topposter. Nogle af partierne på venstrefløjen har i perioder praktiseret kønskvotering for at løse problemet med at få kvinderne ind i hovedbestyrelserne, ind på formandsposterne og ind i kommunalbestyrelserne. Det er lykkedes i nogen grad, men bedst i den symbolske absolutte top. De tre nuværende regeringspartier har alle kvindelige formænd, og regeringen har en historisk ligelig kønsrepræsentation, men i laget lige under denne symbolske top, altså i lokal- og hovedbestyrelser kniber det stadig, hvilket blandt andet hænger sammen med, at kvinder er mindre politisk aktive end mænd. Det har mange sociologer forsøgt at forklare, fx med at den politiske diskurs i sig selv skulle være maskulin og derfor tiltale kvinder mindre end mænd. Andre vil forklare det med, at kvinder har så travlt med arbejde og hjem, at de ikke kan få tid til at gå til møder. Den elitære feminisme vil jeg vende tilbage til senere.

Efter den kvindelige stemmeret kom feminismen dog først til at handle om at give kvinderne adgang til arbejdsmarkedet, herunder offentlige stillinger (på et tidspunkt også som præster og i sidste ende som biskopper; et fornøjeligt sideskud på kampen om ligestilling, men inden for et principielt autoritært og hierarkisk system). Kvinder ville have mulighed for at forsørge sig selv, så de ikke var afhængige af mænd. En del af denne kamp handlede også om at sikre ugifte kvinder ret til at få sig en lejlighed, sådan at de ikke blev nødt til at indgå proforma- eller fornuftsægteskaber for at få et sted at bo. Denne kamp for uafhængighed af mændene handlede efterhånden også om at gøre skilsmissen socialt acceptabel, gøre det muligt at få arbejde som enlig mor, hvilket rent praktisk også handlede om daginstitutionspladser. Så kom det til at handle om velfærdsstaten. Det handlede på den anden side også om ligestilling inden for parforholdet, altså om at få mændene hjem til kødgryderne.

Kravet om ligeløn for lige arbejde var måske ikke ligefrem systemoverskridende eller revolutionært, men var dog en del af samme projekt.

Dette projekt handlede om lighed mellem alle mennesker. Derfor var sloganet da også, at Kvindekamp er klassekamp! Det lyder som en slidt kliché i dag, men det var et fuldstændigt logisk udsagn. Kampen for kvindernes ligestilling hang sammen med udligning af de sociale skel mellem mennesker i det hele taget og med nedbrydning af de politiske hierarkier. Feminismen var i den forstand en naturlig del af den socialistiske kamp. Hvis alle mennesker er lige, er heller ikke kvinder undertrykte.

En udløber af kampen for uafhængighed af mændene blev den frie abort. Feminismen i 1960’erne handlede i høj grad om dette spørgsmål. Fri abort og gratis prævention. Det var en socialøkonomisk kamp om at kunne leve et erhvervsaktivt og udadvendt liv som (fx enlig) kvinde. Men det var også en kulturel, seksuel kamp, det kom også til at handle om kvinders ret til at have uægteskabelig sex, til at have sex for nydelsens skyld i det hele taget. Så kom kravet om orgasme, at kvinde havde samme krav på tilfredsstillelse som manden. Den del af kampen fortsatte længe efter lovliggørelsen af abort. Fri sex og fri kærlighed blev et vigtigt omdrejningspunkt for hippiebevægelsen og dens udløbere frem til starten af 1980’erne, og den dukker stadig op med jævne mellemrum. Også støttet af rigtig mange mænd. Det kan der være forskellige grunde til, hvor ikke alle er lige altruistiske.

I 1980’erne blev feminismen til dels et elitært og systembevarende projekt. Det kom til at handle om, hvordan kvinder kunne blive erhvervsledere. Kvinderne begyndte at danne erhvervslederloger og talte om at hjælpe hinanden frem, men inden for den klassedelte, hierarkiske og autoritære kapitalisme. Kampen for lighed blev nedtonet i takt med den generelle politiske højredrejning i samfundet (siden Anker Jørgensens regeringer har ingen dansk regering mindsket uligheden i Danmark). Nu ville kvinderne bare have deres del af kransekagens sukrede top.

Den mest højrøstede del af den moderne elitefeminisme (elitefeminisme er den ikke kun, fordi den fokuserer på at få flere kvinder ind i eliten, men også fordi den ikke er organiseret som en bred folkebevægelse, sådan som kampen for stemmeret og fri abort var det, men i stedet repræsenteres af enkeltstående, veluddannede elitekvinder) synes nu at handle om at få lov til at slippe for sex og fysisk berøring med mænd og samtidig sørge for at elitemændene heller ikke får sex med andre kvinder. Den første del af projektet handler om kriminalisering sexchikane og om en stadig udvidelse af begrebet om sexchikane, den anden del handler om at forbyde køb af prostitution. Forbudet mod prostitutionskøb er af mange grunde en dårlig ide. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel. Anklagerne om sexchikane er et mere dunket felt.

Sexchikanesagerne handlede i begyndelsen om at løse et problem, som mange kvinder havde fået efter deres entré på arbejdsmarkedet. Cheferne var mænd, og sekretærerne var kvinder (for nu at tage den gamle, men retvisende kliché), og de magtfulde mænd kunne skalte og valte med kvindernes skæbne. De kunne fyre kvinderne og de kunne blackliste dem gennem deres erhvervslederloger, hvis kvinderne ikke gjorde, som cheferne forventede af dem. Ofte forventede cheferne, at deres kvindelige ansatte havde sex med dem efter arbejdstid. Som optakt til disse for kvindernes vedkommende ufrivillige forhold gik de mandlige chefer og tog sekretærerne på røven, stak ordresedler ned mellem brysterne på dem. Sådan noget. Der var ingen særlig grund til at være raffineret i sit kurmageri yderligere, for magtforholdet mellem chef og sekretær var så indiskutabelt, at kvinderne var nødt til at føje cheferne, hvis de ville beholde deres stilling og den frihed, som det gav dem at have en egen indkomst.

Verden er kompleks, og naturligvis var (og er) der også kvinder, som selv initierede sådanne forbindelser med cheferne. Det kunne jo være en lukrativ forbindelse. Det kunne falde dyre gaver af, eller rejser, som lønarbejder manden derhjemme ikke havde råd til at købe. Men det er en anden sag.

I 1970’erne begyndte man så småt at snakke om denne grove seksuelle udnyttelse af kvindernes økonomiske underlegenhed. Man kaldte det sexchikane, når en chef (eller en kollega) vedblivende kom med utvetydige seksuelle tilnærmelser, selvom tilnærmelserne ikke blev positivt modtaget. Dansk Folkepartis åndelige fædre i poporkestret Shu-bi-dua lavede i 1980’erne en sarkastisk sang under titlen Vi finder os ikke i sexchikane. Pointen i teksten var, at sexchikane-anklagerne var noget hysterisk pjat. Men det var de ikke. De handlede om et reelt problem.

Hvad elitefeministerne måske glemte, var, at det ikke var et kønsspecifikt problem, men et socialt. Dette blev helt tydeligt, efterhånden som de samme elitefeminister begyndte at få held med at sikre kvinderne flere ledende stillinger i erhvervslivet. Pludselig dukkede der sager op, hvor mandlige underordnede klagede over sexchikane fra kvindelige chefers side. Disse mænd blev (og bliver) latterliggjort. Mænd kunne da ikke være seksuelle ofre for kvinder. Men det kan de. Det kan de, hvis kvinden har den sociale eller økonomiske magt over manden. Disse, ganske vist mere sjældne (mændene er bange for latterliggørelse, hvis de klager), sager viste præcis, at det handler om magt. Har man den samfundsmæssige/økonomiske magt, får man nemt den private/seksuelle. Kvinder er ikke mere etiske erhvervsledere end mænd. Forestillingen om, at verden ville være bedre, hvis kvinder bestemte, er absurd. Når kvinder får topposter i erhvervslivet eller den offentlige administration, opfører de sig, nøjagtigt som mænd gør. Og gjorde de ikke det, ville de aldrig få disse topposter. Det er magthierarkiets logik.

Derfor er løsningen på problemet med sexchikane ikke at sikre kvinder flere topposter. Løsningen er at nedbryde hierarkierne mellem mennesker.

Den seneste formulering af krigen mod sexchikane vil jeg lade repræsentere af et udsagn fra en af mine gode venner, som er venstreorienteret socialdemokratisk elitefeminist. Hun skar helt principielt ind til benet og skrev, at ingen mand skulle røre ved hendes krop uden at have fået tilladelse til det først. Og at mænd, som rørte ved kvinders kroppe uden forudgående tilladelse var ynkelige, klamme krænkere.

Dertil må man jo for det første sige, at hun er i sin gode ret til ikke at acceptere ikke-godkendt kropsberøring fra mænd. Det må hun jo selv om.

For det andet må man sige, at så kan det vist ikke siges mere radikalt, med mindre man samtidig vil stille krav om hårde straffe til disse mænd, håndsafhugning ved første berøring, kastrering ved den næste. Og disse mænd er alle mænd. Der findes næppe en hetero- eller biseksuel mand, som aldrig har rørt en kvindekrop uden forudgående tilladelse. Uden sådanne afprøvende tilnærmelser var det næppe muligt at videreføre menneskeslægten. Jo, hvis alle partnere blev bestilt pr. postordre, hvis alle seksuelle forbindelse blev indgået via kontrakt. Det er et ekstremt udslag af den nypuritanisme, som elitefeminismen (altså af den feminisme, som ikke forstår, at kønskampen for at lykkes også skal være en social kamp mod den samfundsmæssige ulighed) er strandet i.

Masser af kvinder har rørt min krop uden forudgående tilladelse. Hundredvis, vil jeg tro. Mange af dem uvelkomment, mange helt ubemærket, og mange andre igen mange andre velkomment. Heldigvis. De fleste har opgivet ævred, når de har mærket, at der ikke var bid. Nogle er jeg efterfølgende blevet forelsket i og måske ligefrem kærester med. Nogle kvinder har jeg skullet arbejde hårdt for at ryste af mig. Jeg husker en af Meretes veninder (Merete var en ung kvinde fra mit bofællesskab for vældig mange år siden), som var på fødselsdagsbesøg i huset. Hun prøvede at flirte med mig og snakke sig ind på mig gennem hele Meretes lagkagefest, og jeg snakkede venligt med. Jeg havde ingen grund til andet, hun var både sympatisk og interessant at snakke med, og jeg har aldrig haft for vane at sortere mine samtalepartnere efter hvem, jeg havde lyst til at gå i seng med. Men jeg holdt mig hele tiden på tilpas stor fysisk afstand til, at hun måtte kunne mærke, at jeg ikke havde andre intentioner med hende end munter samtale. Så skulle vi alle sammen på diskotek, og kvinden ville danse. Vi dansede, jeg brød hver gang af efter to danse for ikke at give hende nogen illusioner, men hun blev ved. Hun klæbede til mig. Og i takt med, at hun blev fuldere og fuldere, blev hun også mere og mere modig. Det endte med, at hun stod og trak min nakke nedad med et fast greb med den ene arm, mens hun pressede sin tunge ind i mit øre. Det fandt jeg egentlig hverken særlig charmerende eller behageligt, men det lykkedes mig da til sidst at få hende bugseret væk fra min krop uden at gøre en stor og for hende ydmygende scene ud af det. Til sidst fattede hun selvfølgelig, at der ikke var noget at hente.

Når jeg siden mødte hende, kunne hun grine ad episoden. Hun vidste godt selv, at hun var gået lidt over gevind i sin yndige brandert, og det gentog sig aldrig. Når jeg også kunne grine ad det, var det vel, fordi vores indbyrdes forhold var lige. Var det et charmerende kurmageri? Næ. Var det sexchikane? Nej, det var det heller ikke. Hun var ikke min chef og havde ingen magt til at trumfe sin liderlige vilje igennem. Det var omkostningsfrit for mig at afvise hende. Jeg kunne bare vriste mig fri og gå min vej.

Har jeg nogensinde oplevet insisterende og uprovokerede seksuelle tilnærmelser fra kvindelige (eller mandlige) chefer? Tja, hvis jeg svarede ja til spørgsmålet, ville det jo være en kriminel anklage.

Andre gange er det faldet anderledes ud. Enkelte af de mere insisterende kvinder har jeg ladet mig overtale til at gå i seng med, selvom jeg i udgangspunktet ikke ville. Jeg husker fx en af min studiekammerat Marias veninder, som under en udendørs koncert i Odense i over en time blev ved med at gribe mig om testiklerne. Uden på bukserne, ganske vist, men i det lange løb alligevel effektfuldt nok. Så fik vi begge sex, men heller ikke andet, fordi sympatien ikke var dyb nok. Sex er ikke et tempel af renhed. Indimellem er det bare sex for dens egen skyld. Og det er ok.

Så er der alt det, som man ikke rigtig ved, hvad er. En kvinde fra et af de kollektiver, jeg har boet i, havde for vane at gribe mig i numsen, fx når jeg stod og vaskede op. Jeg opfattede det som en hyggelig, venskabelig gestus, og jeg havde absolut intet imod det. Faktisk vil jeg sige, at jeg følte mig værdsat, når hun greb i flæsket. Og jeg tænkte det aldrig som en opfordring til sex (selvom pirringen var umiskendelig), og det er jeg temmelig sikker på, at hun heller ikke gjorde. Havde det været anderledes, hvis det var mig, der havde været fremme med hånden og ikke hende? Anderledes, fordi jeg var manden? Vi boede i et velfungerende kollektiv, hvor mændene efter min bedste vurdering ikke havde mere magt end kvinderne, så hvis vi skal tro på ligestilling mellem kønnene, er vi vel nødt til at svare nej til det spørgsmål. Nej, det havde ikke været anderledes, hvis det havde været mig, som uden at spørge først havde klemt om hendes baller.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde tage min veninde på numsen som en afprøvende manøvre for at finde ud af, om hun ville flirte med mig eller gå i seng med mig? Ja, det havde da været anderledes, men havde det været en ynkelig, klam krænkelse? Sexchikane? Nej, bestemt ikke! Folk afprøver jo hele tiden hinanden for at få bekræftet eller udviklet en seksuel relation. Det er man nødt til, hvis man ikke vil leve som munk. Uden at have ført regnskab med det vil jeg tror, at jeg i mine yngre år har taget dusinvis af kvinder på måsen, for det meste absolut med seksuelle hensigter, som oftest oven i købet uden at have spurgt om lov først, ind imellem endda uden at flirtet ret meget først.

Man kan gøre det mere eller mindre elegant, men vejen frem mod sex mellem to fremmede må altid gå gennem et ukendt land, gennem den grænseoverskridende gestus, det modige udkast, en dunlet berøring af en overarm, et overrumplende kys. Det går ikke uden. Opgaven består så i at tolke resultaterne af disse modige udkast, og for det meste at respektere en afvisning, hvor diskret og ikke-ydmygende den end måtte være serveret. Det er jo noget, unge mennesker skal lære, kvinder som mænd.

At udgrænse alle kropsberøringer, der ikke på forhånd er godkendt, som klamme overgreb, er en voldsom reduktion af vores liv sammen som mennesker, ikke kun som seksuelle væsner, men også som (fx nye) venner. Det kan gælde som et privat udsagn, der kan oversættes til: Jeg kan ikke lide, når (andre) mænd (end min mand) rører ved min krop! Men det er ikke et politisk udsagn, altså et udsagn af samfundsmæssigt normgivende værdi. Det er en puritanisme, som naturligvis er legitim, men som i hvert fald intet har at gøre med kvindekamp eller ligestilling.

torsdag, august 22, 2013

Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Det har fjernsynet givet en yngre dansk forfatter i opdrag at spørge forskellige kulturelle og/eller intellektuelle halvkendisser om. Jeg har ikke haft lejlighed til at se flere end et enkelt af programmerne. Men det var så også det, jeg under alle omstændigheder ville have valgt, nemlig det, hvor gæsten var en dygtig filosof. Jeg ved ikke, hvad aftalen med gæsten er, konceptet for samtalen, kunne man sige, men noget kunne tyde på, at han ikke havde fået lov at forberede sig hjemmefra, tænke over sine svar. I hvert fald forløb det sådan, at de to mænd i mangel på noget at sige valgte at bruge programmet på at konkurrere om, hvem der var bedst til at sparke straffespark på Brøndby IF’s stadion. Så kunne dunkle fodboldmetaforer måske løse knuden op? Det kunne de imidlertid ikke.

En anden mulighed havde været at tænke over spørgsmålets natur.

For eksempel: Hvad forudsætter man, når man spørger, hvad meningen med livet er? For det første kan man jo konstatere, at begge navneord i spørgsmålet står i bestemt form. Det er meningen, og det er livet. Den bestemte form angiver jo, at der kun er (tale om) en mening og et liv. Da vi nu er ufatteligt mange milliarder levende organismer samlet på kloden, burde det vel give anledning til at overveje disse bestemtheder; for nu at starte bagfra:

Hvad er det for et liv, der er tale om?

Man kan måske afgrænse det lidt ved at antage, at vi taler om menneskeliv. Hvorfor? Fordi spørgsmålet plejer at blive forstået sådan. Og hvad betyder det så, at vi vælger at fokusere på os selv som art, altså at interessere os for vores artsspecifikke liv? Ja, det betyder vel, at det, vi spørger til, netop er noget, som gør sig gældende for mennesker og ikke for eksempelvis dyr og planter.

Hvorfor taler vi om livet, altså kun et liv, når vi nu er over seks milliarder mennesker? Det gør vi, fordi vi interesserer os for livet i almindelighed. Ikke mit liv eller dit, men menneskelivet som sådan. Og altså menneskelivet til forskel fra fx dyre- eller plantelivet. Det kan vi godt håndtere. Vi er vant til at tale om menneskelivet i almindelighed. Vi ved en masse om det, fx at det er mere velafgrænset end de fleste planteliv. Mennesker bevarer en form for identitet gennem livet, mens planter knopskyder, deler sig i flere, skæres ned eller vælter i stormen og vokser op igen i en helt ny form. Mennesker forbliver i en vis forstand de samme livet igennem, selvom alle molekyler i kroppen er skiftet ud, når der er gået ti år. Denne identitet har menneskelivet til fælles med de fleste dyreliv. Men samtidig er menneskelivet længere end de fleste dyreliv, og det er kvalitativt anderledes, fordi vi aktivt og bevidst omskaber vores livsbetingelser langt mere omfattende end de fleste dyr gør. Vi tilpasser os ikke omgivelserne, men tilpasser omgivelserne til os. Det gør fx myrer også og måske, set i forhold til deres størrelse, lige så udpræget, som vi mennesker gør. Men vi antager, at mens vi mennesker til en vis grad gør dette bevidst og viljesstyret, gøre myrerne det instinktivt, altså uden at tænke videre over det. Det er naturligvis kun noget, vi gætter os til. Vi vil aldrig kunne vide det. Dels fordi tanker er principielt private, dels fordi vi ikke deler sprog med myrerne. Faktisk antager vi almindeligvis, at de intet sprog har. De kan ikke fortælle os om deres tanker.

Menneskelivet er langt, til dels bevidst styret, aktivt omverdensomskabende og typisk præget af personlig identitet fra start til slut.

Hvad er så meningen med dette liv? Hvordan kan der være en fælles mening for så mange mennesker? Det kan der, hvis der er en instans uden for mennesket selv og hævet over menneskeheden, som har skabt denne livsform med et bestemt formål. Det kan der, hvis Gud har skabt mennesket, fx for at det kan elske og tilbede Gud gennem sine tanker og gerninger.

I den forstand er spørgsmålet om meningen med livet et religiøst spørgsmål. Når man spørger så overordnet og generelt, forudsætter man altså allerede noget om svarets karakter, nemlig at man vil have et religiøst svar. Nogen eller noget skal jo være bærer af denne mening, og det må nødvendigvis være en instans, som er hævet over det partikulære menneskeliv. Gud kan, det må man medgive, så til gengæld have alle mulige skikkelser. Gud kan fx være historien. Forestillingen om, at der er et mål med historien, at den har et givet start- og slutpunkt, som er defineret ’på forhold’ eller under ’evighedens synsvinkel’, er en religiøs synsvinkel og i den forstand autoritær. Den forudsætter en sandhed og mening, som er hævet over de konkrete enkeltindivider.

Hvordan kommer man så ud over denne religiøse og autoritære udformning af spørgsmålet om mening, hvis man ikke vil den vej? Nå ja, man kan jo lade være med at stille det. Vi klarer os fint uden, vil jeg tro. Eller man kan spørge på en måde, der ikke forudsætter en ophøjet instans, som har taget stilling til vores liv.

Man kan spørge partikulært: Hvordan vil jeg leve mit liv? Hvad vil jeg opnå i eller med mit liv? Hvordan bliver jeg lykkelig?

Eller man kan spørge generelt, men etisk eller funktionelt. Etisk: Hvad er et godt liv? Funktionelt: Hvordan bliver man lykkelig?

Hvis det etiske spørgsmål ikke skal ende i den samme religiøse gyde som spørgsmålet om livets mening, er man nødt til at vedtage et såkaldt etisk aksiom, altså et indiskutabelt gode, som man ikke begrunder yderligere, men blot bliver enig med sig selv (eller mere demokratisk: med flertallet) om at anse for ubetinget godt. Det kan fx være negativt defineret som fravær af smerte, eller positivt som udfoldelse af artsvæsnets potentiale, social og individuel selvrealisering. Når man har valgt sådan et værdiaksiom, kan man bygge en etik op ved at gennemtænke, hvordan man skal leve livet eller indrette samfundet for at få mest muligt af dette gode. Et pragteksempel på sådan et tankeeksperiment er den nyligt afdøde danske filosof Eric Klawonns empatibaserede etik.

Det funktionelle spørgsmål kan man analysere på flere måder. Man kan fx starte med at definere lykke. Det har jeg hørt mange forskellige bud på gennem livet. En anden tænksom tidligere Odense-filosof, den venstreorienterede Jørgen Døør, foreslog, at lykke var sprogligt og betydningsmæssigt afledt af at lykkes. Lykkelig bliver man altså, hvis man lykkes. Lykkes med sine vigtigste livsprojekter, fx. Andre, blandt andre en af liberalismens fædre, har foreslået, at lykke er hvile. Andre igen, hedonisterne, definerer lykke som lystudfoldelse, et orgie af liv. Uanset hvilket af disse bud, man vælger, giver de sig ud for at være generelle svar på spørgsmålet om lykke, men man kan mistænke dem for hver især kun at være svar på det partikulære spørgsmål: Hvordan bliver jeg lykkelig? Og så har socialisten, liberalisten og hedonisten ekstrapoleret hver sin individuelle forestilling om det lykkelige liv til at gælde generelt. Og det er vel i orden, i samme forstand, som det er i orden, at Peter Plys giver Grislingen honning i fødselsdagsgave, for det ved han jo er godt. Men bedre havde det måske været, hvis han havde tænkt over, hvad Grislingen selv kan lide.

Men er der så ikke noget, som er godt eller sandt for alle mennesker og ikke kun for Peter Plys eller dig eller mig? På en bestemt måde nej, for vi har hver vores målsætninger. Man kan ikke gå ud fra, at alle ønsker at leve et langt, sundt og smertefrit liv, fx. Eller at alle ønsker at indløse sit menneskelige potentiale, og hvem befinder sig i en position, hvorfra det er muligt at definere, at det ene er bedre end det andet?

Men i praksis er vi nødt til at tage generelt stilling til livet og dets udfoldelse. Vi er nødt til at have fælles regler for adfærd, en samfundspagt, hvis vi vil have et samfund. Alternativet er en rendyrket hedonistisk anarkisme, en (rov)dyrisk tilværelse. Det er der naturligvis mennesker, som ønsker sig, men der er uden tvivl flere, som ikke gør, og de/vi er derfor nødt til sammen at definere, hvad det gode liv er. Som minimum må vi definere en tilstrækkelig tryghedstilstand en hverdagsagtig våbenhvile. Det har man gjort i alle samfund. Den udvidede model kunne læne sig op ad de forskellige forsøg på at give en generel definition på lykke. Det vil jeg selv være villig til at se på. Ja, det er faktisk noget, jeg har arbejdet med så længe, jeg husker.

Men til gengæld er vi ikke nødt til at have et svar på, hvad meningen med livet er. Det spørgsmål kan vi roligt lade præsterne have for sig selv.