mandag den 17. oktober 2011

Grammy til Rif

I lyset af den glimrende kampagne for Bob Dylan som Nobelprismodtager i litteratur 2012 får vi nu lyst til atter at henlede opmærksomheden på en anden kampagne, som er timet til at kulminere næste efterår. En kampagne, som i det seneste år har taget så meget af vores tid, at vi ikke har haft tid til at skrive nogen bøger, hvad vi ellers havde gjort. Fire, efter alt at dømme. Ja, kære læser, De har gættet rigtigt: Det, vi hentyder til, er kampagnen for at sikre Klaus Rifbjerg en Grammy. Kan det ikke være anderledes, må det jo blive en æres-grammy, men hvad vi går efter, er noget ganske andet, nemlig prisen for bedste singer/songwrigther-album.

I begyndelsen blev vi mødt med nogen undren, det husker De nok, måske mest, fordi Rif endnu ikke har lanceret noget sådant album, men denne smålige skelnen afslører hurtigt sig selv som misundelse og Jantelov.

Vi mener selv, vores gennembrud kom, da vi gennemførte den musikalske analyse af ’Duerne flyver’. Nu kender I den sikkert alle så godt, at det følgende kan forekomme overflødigt, men det skal og vil ikke holde os tilbage.

Duerne flyver ind over by’n / Flyver de hen til dig?

Vi har altså at gøre med følgende vokalgrupper:

uee ye i oe y / ye e e i i

Hvis man nu tager hensyn til den almindelige vokalsænkning, bliver det:

uåö yå e åå y / yå i æ e ∂

Jamen, står der andet tilbage end at sige: Læs det, råb det, og De synger! Sådan er det, og sådan afslører enhver stor musiker sig i sin vokal, hvad enten han vil det eller ej.

Naturligvis er der stadig enkelte indædte modstandere af projektet tilbage. Ellers ville vi ikke ofre kampagnen mere spalteplads, end den allerede har fået; vi ville blot lade den løbe alene i mål, som en naturaliseret egypter ved europamesterskaberne i 10.000-meter forhindringsløb, men så let er det trods alt ikke. Vi kan ikke vide, hvad De tænker, kære læser, men mon dog vi skulle være de eneste, der får den tanke, at det næppe er nogen ren tilfældighed, et vilkårligt sammenfald, at de personer, som modstræber denne hæder til en af vor tids største musikere, er præcis de samme, som nægter at anerkende Svend Auken som Skandinaviens største filosof?