tirsdag den 28. januar 2014

Athena Farrokhzad og debatten om Yahya Hassan

Svenske Athena Farrokhzad har anmeldt Yahya Hassans digtsamling, Yahya Hassan, i Aftonbladet.

Hun giver meget æstetisk ros til Hassan, men har også meget moralsk og politisk modvilje mod hans bog.

Først er der det med, at Athena Farrokhzad aldrig selv ville have spillet DF så gode kort i hånden, som Hassan har gjort ved at fortælle, hvor hæslig en opvækst han har haft i et muslimsk indvandrerhjem. Hun ville have vidst og taget højde for, at de hvide lytter med, at Pia Kjærsgaard ville misbruge fortællingen. Hun ville have beskyttet sine egne (Athena Farrokhzads egen familie er, så vidt jeg har forstået, af iransk herkomst. Yahya Hassans er palæstinensisk).

Athena Farrokhzad skriver ganske vist, "Så jag avstår, utan att tycka att andra måste göra likadant", altså at hun ikke ville have gjort som Hassan, men at andre selv må afgøre, hvad de gør. Det virker dog som en noget halvhjertet gestus, for hun forklarer jo, hvorfor hun mener, at det, Hassan har gjort, er forkert:

"När jag får boken i min hand har den redan sålt i hundratusen exemplar och gett nytt bränsle åt den aldrig sinande debatten om de ointegrerbara."

Bogen har solgt for vildt og har altså allerede givet nyt brændstof til debatten om de uintegrerbare. Og det er vel at mærke noget skidt. Sådan må man forstå det. Den debat skal vi ikke have.

Skulle man i stedet lade, som om kvindeundertrykkelsen, voldsramte hjem, kriminalitet og et liv, hvor man ikke lægger planer for noget, men lader Allah om det, ikke fandtes, fordi problemet ikke i sig selv er disse træk ved den del af indvandrerkulturen, som Hassan beskriver, men at problemet er, at der tales om det? Ja, det må være konsekvensen.

Så hvilken beskyttelse af sine egne er det, Athena Farrokhzad taler om? Det er en opfordring til om ikke direkte at lyve, så i hvert fald at fortie noget, som Hassan selv mener er vigtigt at få frem for eksempelvis at kunne fremme frigørelse især af purunge, men altså giftemodne muslimske kvinder. Hvis vi ikke får disse førstehåndsberetninger om eksempelvis den meget konservative praksis med ufrivillig bortgiftning af teenagedøtre, kan vi ikke diskutere den på en kvalificeret måde med de unge kvinder, som det drejer sig om, og med deres forældre.

Men det skal vi måske ikke? Fremstår dette kun som et problem, fordi Dansk Folkeparti tematiserer det sådan?

I en direkte henvendelse til Hassan skriver hun: "Förstår du att jag är rädd att din bok matar den eld som vill förgöra oss?" Hun er bange for, at hans bog vil være som brændsel på det bål, der vil slå dem ihjel. Nuvel, dem som de facto vil slå Hassan ihjel, er ikke Dansk Folkeparti, men mennesker, som hævder at repræsentere det miljø, som han beskriver.

Er det Hassans ansvar, hvordan hans tekster bliver brugt?

"jag tror också att texter kan ha en effekt i världen som inte nödvändigtvis behöver vara avhängig en agenda", skriver Athena Farrokhzad. Ja, tekster kan have utilsigtede effekter. Det er jeg enig i, men hvordan er forfatterens ansvar for disse utilsigtede effekter?

"Så trots att jag tror på Hassans smärta, och trots att han säger att Danskt Folkeparti är nazister när de använder hans bok för sina egna intressen, är han inte fri från ansvar om den spelar dem i händerna. Och för blicken i diktsamlingen – fadern är ”BEHÅRET SOM EN GORILLA” och de afrodanskar som ingår i jagets värld beskrivs på sätt jag inte vill återge – är han definitivt ansvarig."

Så selvom Hassan tager afstand fra Dansk Folkeparti og ligefrem afskriver dem som nazister (hvad de da trods alt ikke er, selvom de forekommer at have en del tænkemåder til fælles med nazisterne), når de bruger hans digte for deres egne formål, så er han definitivt ansvarlig for, at de gør det, mener Farrokhzad. For Hassan har jo beskrevet sin far som "behåret som en gorilla". Ja, måske synes han, at hans far mindede om en gorilla, når han stod foran ham, stor, brutal og stærkt behåret. Må han ikke bruge det billede? Må han ikke forudsætte, at læseren godt ved, at Hassan ikke mener, at hans far faktisk er en gorilla eller særlig nært beslægtet med en gorilla? At vi godt er klar over, at Hassan ikke mener, at han selv er halvt gorilla. Dette var åbenbart, hvad Hassan associerede til, da han stod over for denne brutale mand. Når han nu prøver at skildre indefra, hvordan det var for ham selv at være dreng i netop dette hjem, er han vel nødt til at gøre det ærligt?

Måske er associationen til gorillaen betinget af en racistisk ideologi i samfundet. Måske var Hassan ikke kommet til at tænke på netop en abe, hvis ikke hvide mennesker gennem århundreder havde forsøgt at legitimere deres undertrykkelse af mørke mennesker med henvisning til, at disse mørke mennesker blot var en slags aber. Det ved vi ikke, men det er da meget muligt. Men er denne fælles underbevidsthed, det racistiske net, vi er fanget i, så ikke også nødvendig at beskrive indefra, hvis man skal give et sandt billede af, hvad man har oplevet ved at leve dette liv som 'fremmed'?

Blev Wagners nationalromantiske operaer dårligere musik eller til mere politisk eller moralsk anløben musik i det øjeblik, Hitler hørte den og blev glad? Blev Nietzsches opfattelse af, at menneskelig storhed består i at være i stand til at bemægtige sig verden og på egen hånd indgive tingene, sansningerne og de mellemmenneskelig relationer værdi, altså Nietzsches ateisme eller humanisme, om man vil, problematisk af, at det siden viste sig, at nazisterne formåede at forvrænge overmenneske-figuren, så den kunne bruges i en race- og Führer-ideologi? Skulle Wagner have forudset denne glæde hos den nationalromantiske despot og Nietzsche forudset dette misbrug? Eller er dette dårlige sammenligninger, fordi nazismen på deres tid endnu kun var en diffus åndelig strømning, ikke en defineret og politisk organiseret politisk bevægelse, sådan som DF er det i dag?

Men hvad så, hvis Wagner og Nietzsche havde været samtidige med Hitler? Skulle de så have bidt tungen af og holdt deres storladenhed som en gurglen i ganen? Anderledes sagt: Er man kun ansvarlig for sit eget værk eller også for andres mulige tolkning og brug af det?

Det er den politiske side af sagen. Den kan ikke undgå at fylde mest i receptionen af dette værk.

Og så er der alligevel også den kunstneriske: Kunne Hassan have skrevet så fængslende tekster, hvis han skulle have taget det gustne hensyn til det miljø, som han (i hvert fald også) hader? Er ærligheden ikke en forudsætning for styrken i de tekster, den vigtigste forudsætning ligefrem? At Hassan fortæller noget, som er forbandet vigtigt for ham.

Her er hele anmeldelsen:

http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab

Men ikke hele historien, for denne anmeldelse har givet anledning til en lang række debatter, ikke mindst på Facebook, hvor nogle danske poeter ikke blot har forsvaret Farrokhzads position, men har udvidet perspektivet og ment, at den hvide normaldansker ikke rigtig er berettiget til at deltage i debatten om Hassans digte, fordi vi er indlejret i en racistisk kultur og optik, som sætter os ude af stand til at forstå Hassans virkelighed lige så rent og umedieret, som dem, der er opvokset som muslimer i Gellerupparken, kan.

Den hvide normaldansker kan ikke bevidne den virkelighed, som de/vi ikke kender. Derfor må de/vi træde et skridt tilbage og lade dem, der er kvalificeret til at deltage i debatten, diskutere. Det er synspunktet.

Dette synspunkt eller argument kaldte vi i min logikundervisning på filosofisk institut i Odense for Argumentum ad hominem, og det var ikke en ros. Det betyder noget i retning af, at man går efter manden i stedet for bolden. At man ikke argumenterer mod synspunkter, men mod personer.

Men skidt nu med det. Jeg opfatter det som problematisk, når nogen vil udelukke andre fra at diskutere et emne, under henvisning til, at de ikke er født det rigtige sted eller på det rigtige tidspunkt eller med de rigtige gener eller kromosomer eller har den rigtige seksualitet. Fx at kun unge kan have en kvalificeret mening om daft punk, at kun kvinder ved hvad kønsligestilling er, eller som her, at hvide mennesker ikke er kvalificerede eller berettigede til at diskutere dels, hvad der er og ikke er racisme, dels hvilke opvækstvilkår man har i en ghetto.

Hvis man godtager denne begrænsning, er alt håb jo ude. Så kommer vi aldrig til at forstå hinanden.

Jeg er selv en midaldrende, hvid, heteroseksuel, veluddannet middelklassemand af protestantisk familie, hvilket ekskluderer mig fra stort set enhver interessant diskussion på venstrefløjen, hvis jeg accepterer den præmis, at ens situerethed er adgangsbillet til diskussioner af undertrykkelse. Men dels er det ikke fair at udelukke mig, fordi jeg ikke selv har valgt denne situerethed (undtagen den med uddannelsen). Faktisk har jeg nærmest valgt det modsatte i og med, at jeg, siden jeg var teenager, politisk har arbejdet mod racisme og homofobi og for kvinders ligestilling og arbejderklassens frigørelse. Dels er det næppe klogt at skubbe potentielle allierede fra sig på den måde.

Men hør nu her: at jeg gerne vil have adgang også til diskussionen om, hvordan det er at vokse op i Gellerupparken, hvor jeg selv kun har boet i to år og ikke i et muslimsk hjem, er jo ikke det samme som, at jeg vil gøre krav på at vide ret meget om, hvordan livet er for de virkelige ghetto-beboere. Jeg vil da ikke bare braldre igennem med mine letkøbte meninger om ting, jeg ikke ved noget om (ligesom jeg ikke kunne drømme om at belære nogen om, hvilken bil de skal købe). Tværtimod vil jeg gerne høre, hvad blandt andre Yahya Hassan fortæller om det. Jeg vil gerne lytte og prøve at forstå. Når jeg føler, jeg har lyttet, lært og forstået tilstrækkeligt meget, kan det godt være, at jeg også får nogle ideer til, hvad der kan gøre livet i Gellerupparken bedre. Måske, måske ikke. Men på forhånd at udelukke den mulighed er da skrap kost.

søndag den 19. januar 2014

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse (13/51) 5 082 300 8 (V)
Jensen, Jens Peter Kaj:  :  Celeste  /  forfatter:  Jens Peter Kaj Jensen.  -  Solidaritet. - 331 sider

Anvendelse/målgruppe/niveau
Henvender sig primært til læsere af nyere dansk litteratur. Kan evt. bruges i læsekredse, der vil udfordres og prøve noget nyt.
Beskrivelse
Forfatteren, der er født i 1965, er uddannet fra Forfatterskolen og cand.phil. i filosofi. Han har udgivet både fag- og skønlitteratur og bor til daglig i Spanien, hvor en stor del af denne bog foregår. Romanen begynder i Silkeborg i 1930'erne, hvor den unge Celeste forelsker sig i den jævnaldrende Sarah. Begge kvinder kæmper med deres dæmoner og den politiske virkelighed blander sig i forholdet, da Sarah vælger at drage til Spanien for at deltage i Den spanske borgerkrig. De to kvinders fortælling oprulles, da en maler 30 år senere finder Celestes dagbøger i et nonnekloster, han besøger med sin kone. Langsomt influerer beretningen på hans eget liv og kunst, og det viser sig, at mange tråde udspringer fra og samles i det lille kloster. Persongalleriet er melankolsk, med mange skæve, traumatiserede skæbner. Romanen er velskrevet men kompleks. Spring i tid, rum og fortællestemme kræver en øvet læser, der kan sammenholde handlingssporene uden at miste overblikket. Forsiden fortæller meget lidt om handlingen og vil kræve formidling.
Sammenligning
Jan Sonnergaards forfatterskab har også et persongalleri fuldt af særegne, skæve eksistenser. Fernando Arrabals En forsvundet løjtnant beskriver fint den spanske borgerkrig.
Samlet konklusion
Til trænede læsere af ny dansk litteratur, der ønsker en litterær og sprogligt velkomponeret skildring af livets og kærlighedens snoede veje.

Christine Christensen

lørdag den 18. januar 2014

En hemmelig anmeldelse

"Livtag med Descartes


Jens Peter Kaj Jensen har skrevet en tankevækkende roman om krop og køn, men pointerne får en stedmoderlig behandling", skriver Mitfyn, som er Fyns Amts Avis' og Fyens Stiftstidendes fælles hjemmeside, om Celeste.

Desværre skal man være abonnent på en af de to aviser for at læse anmeldelsen. Det er jeg ikke.

http://www.mitfyn.dk/article/193434

onsdag den 8. januar 2014

Spansk-dansk litteraturfestival

Jeg er i gang med at undersøge mulighederne og interessen for at lave spansk-dansk litteraturfestival.

Hvorfor? spørger Pablo, vist mere for at provokere mig til at formulere et grundlag for arrangementet end fordi, han ikke selv synes det er en god ide.

Jeg synes ikke, at min grund behøver at være alle andre deltageres grund. Men på den anden side er det jo fair nok at spørge mig, hvad jeg vil med det.

Ok, så vil jeg starte udefra med at konstatere, at Danmark og Spanien har været i gang med et marathon-møde i cirka 60 år, hvor danskere har valfartet til Solkysten i hobetal, men i det store hele uden at en egentlig udveksling har fundet sted. Danskerne har hen gennem årene taget deres egen kultur med til Spanien uden at interessere sig ret meget for spansk historie, kultur og politik, et forhold, som Francos regime jo nød godt af fra Simon Spies og frem.

Ved siden af denne ureflekterede solturisme har mange danske forfattere rejst eller boet i landet fra H.C. Andersen over Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg til fx Peter Adolphsen. Hvorfor er der denne tiltrækning?

Måske skyldes det dels de mærkbare kulturelle forskelle, der på mange niveauer er mellem de to lande. Dels nogle ligheder, som man skal finde på et andet niveau. Det vender jeg tilbage til. Men hvad er forskellene så for nogle?

En stærk strømning i dansk elitekultur har i hvert fald siden 1920'erne handlet om renhed, fravær og forsagelse. Den positivistiske filosofi hos fx Jørgen Jørgensen og Niels Bohr var altdominerende på de filosofiske institutter i landet frem til oprettelsen af det filosofiske institut i Odense i slutningen af 1960'erne, og selv her kom positivismen til at fylde meget. Positivisterne ville rense vores sprog og udgrænse alt det, som vi ikke kunne udtale os om med sikkerhed, alt det vi ikke havde evidens for. Metafysikken skulle i skammekrogen. Wienerkredsen (R. Carnap m.fl.) formulerer i deres manifest en videnskabeligt vedensopfattelse, som skulle dæmme op for den fremmarcherende fascisme, for nazismens og kulturkonservativismens dunkle, romantiske forestillinger om nationen, folket og historien. De mente, at fascismen, var en bøhmand, som lurede i metafysikken, klunkerne og krummelurerne.

Nu skulle alt det krøllede, det mørke, det provinsielle, det ubekræftede og uvidenskabelige vige pladsen for det transperante og de rene linjer. Sikker viden, ikke tradition og fordomme.

Arkitekturen og det industrielle design fulgte efter i samme spor. Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Lys, luft og rene linjer, fokus på det praktiske, ikke det forfinede. Hverdagssproget blev normen inden for lyrikken i stedet for det kunstlede og forsirede. Halfdan Rasmussen og de kulturradikale, fx.

De rene linjer og forsagelsen af det svulstige og pyntede slog også igennem i fotokunst og film. Dogmefilmene er det mest udprægede eller offensivt formulerede eksempel. Håndholdte film uden optiske filtre og filmmusik, forbud mod blodigt drama, bandlysning af genrefilm (sciencefiction, krimi o.lign.).

I musikken fik vi fx den skandinaviske jazz med Doky-brødrene, NHØP og Søs Fenger med et helt renset udtryk, der lå meget langt fra både de humpende improvisationer i New Orleans og beboppens voldsomhed. I billedkunsten fik vi udprægede positivister som Per Arnoldi.

Og i litteraturen blev den tendens fremherskende, hvor det vigtige var fraværet af noget, nemlig af pyntende adjektiver, episk drama, metafysiske overskridelser af det evidente og jovial indforståethed. Derfor blev også skjulte fænomener som uudtalte tanker, drømme og hallucinatorisk stof mistænkeliggjort til fordel for ren beskrivelse. Denne minimalisme har jo aldrig været enerådende i dansk litteratur, men den har været en af de populære målestokke for litterær kvalitet.

Disse parallelle strømninger i dansk åndsliv er der kommet megen god kunst ud af. Fx netop fra NHØP, PH, Halfdan Rasmussen, Arne Jacobsen – eller fra Helle Helle. Men deres metode er ingen garanti for succes. Alle tekster kan renses igennem efter minimalismens retningslinjer; en ordinær reportage fra en fodboldkamp kan komme til at ligne litteratur på den måde. Det er ingen kunst.

Fravær af bøhmænd er ikke nok. Der skal være mere på spil.

Jeg synes, at dansk litteratur og litterær kritik har været og er for fokuseret på dette fravær af bøhmænd. Det gælder også Forfatterskolen. Derfor kunne jeg godt tænke mig (og gerne anbefale andre) en litterær efterudannelse i en tradition, hvor frygten for bøhmænd ikke er så fremherskende.

Positivismen (og senere pragmatismen og dagligsprogsfilosofien) bliver ofte kaldt for angelsaxisk filosofi, selvom dens foregangsmænd (Comte, Carnap  og Wittgenstein, fx) sagtens kunne være fra Montpellier eller Wien, og det er da helt sikkert også i England og USA, at den type tænkning har fundet best fodfæste, men altså også i Danmark (Skandinavien), Nordtyskland og Holland.

Det er de protestantiske lande. Måske er der faktisk en også sammenhæng mellem på den ene side protestanternes opgør med det overdådigt pyntede, krummelurerne, de esoteriske ritualer og den uoversatte, uigennemskuelige bibeltekst og på den anden side dels positivisternes opgør med metafysikkens bøhmænd og dels minimalisternes forbud. Der er i hvert fald en lighed mellem disse tre former for modernisering.

I katolske lande som Portugal, Italien og Spanien har denne form for tænkning i hvert fald ikke slået an. Her dyrker man helgener, bøhmænd, metafysik, provins, mørke, krøllede krummelurer, svulstigt design, flamencojazz, det komplekse, epikken, tragedien og det groteske. Man trækker kunstnerisk stof ud af dem uden nødvendigvis selv at blive trukke ind i fascismens mørke.

Jo, det er da sandt, at mens fascisterne tabte anden verdenskrig i resten af verden, vandt de i Portugal og Spanien. Og i Italien virker det, som om fascismen aldrig vil kunne reduceres til en politisk ubetydelig strømning. Og jeg tænker ligefrem, at et af redskaberne til at bekæmpe fascismen og den autoritære tanke i Italien (og Spanien og Portugal) kunne være at stække kirkens magt. Det er vigtigt. Men jeg tror trods alt ikke, det har ret meget med fx litterær, musikalsk og designmæssig minimalisme at gøre.

For mig er det indlysende, at vores to verdener kan lære noget af hinanden:

Jeg mener på den ene side, at Reformationen havde fat i den lange ende i kritikken af katolicismens gyldne falskhed, at positivismen så langt er at foretrække frem for fascismen og kulturkonservativismen, og at minimalismen inden for design har givet os et civilisatorisk fremskridt med fokus på det sunde, det naturlige og det bekvemme (Coco Chanel), frigørelsen fra snørrelivet osv. Inden for litteraturen kom der et nødvendigt opgør med forestillingen om, at noget er kunst, blot fordi det er komplekst og følger vanskelige mønstre, at kunsten skulle ligge i, at det er svært at lære sig at lave.

På den anden side har jeg også stærke forbehold over for det danske fokus på fravær af bøhmænd. At dette skulle kunne garantere kunstnerisk kvalitet.

Men hvorfor skal dette møde mellem de to verdener så lige netop foregå mellem Danmark og Spanien? Hvorfor ikke fx Italien?

Det kunne det naturligvis også. Men her kommer jeg til at tænke på et slægtskab mellem dansk og spansk kultur på det folkelige niveau, som transcenderer de store historiske og kulturelle forskelle, jeg har forsøgt at ridse op. Nu kommer der et udsagn, som positivisterne ikke vil godtage, men skidt: Dansk og spansk humor ligner hinanden, og det kan man måske tage afsæt i, hvis man vil lære noget af hinanden, hvad angår litteratur. I begge lande trives den selvunderminerende ironi, hvor man gør sig selv lille, måske for at få den anden til at føle sig godt tilpas. Det er formodentlig ikke en elite-humor, for den er samtidig magtnedbrydende og nivellerer hierarkier ved at reducere alle mennesker til fejlbarlige kroppe, men er altså en folkelig humor.

Måske er det derfor, at fx Almodovars film er så folkekære i Danmark. De minder simpelthen om Erik Ballings eller Hella Joofs populære film, bare meget bedre. De er joviale, fuld af pruttehumor, selvundergravende og helteløse.

Derfor skal vi have en spansk-dansk litteraturfestival, og den skal foregå i provinsen. Hver andet år i Spanien, hvert andet i Danmark, synes jeg.

Jeg forestiller mig, at det bliver noget med dels offentlige oplæsningsarrangementer og litteraturkritiske og kulturpolitiske debatter, dels mere lukkede workshops, hvor forfattere fra de to lande mødes i arbejdet med tekst, og hvor oversættere fra de to lande mødes.

Men man kan jo sagtens deltage i sådan en festival uden at være enig i min personlige motivation for at lave den.


Jeg vil gerne høre alle mulige kommentarer.

Marinaleda i Politiken

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2162528/spansk-landsby-har-besejret-krisen-med-kommunisme/