mandag den 4. juni 2018

Tale til min far

Tale til min far, som fylder 80 i august


Far:
Solidariteten med den allernærmeste familie har altid været ubetinget. Hvis Lisbeth var oppe at slås med overlærer Winter, så var du altid på Lisbeths side. Eller hvis jeg var oppe at slås med landsbykongen Børge Købmand, så gjaldt det samme. Det kunne vi regne med. Det kunne mor også. Vi kunne alle fire have vores skænderier og slagsmål indbyrdes og på kryds og tværs. Det er helt sikkert, men hvis vi blev angrebet udefra, så skulle man forbi dig først. Og det kom man ikke. Det gælder faktisk stadigvæk. Da jeg for nogle år siden havde problemer med at få udgivet min første roman, kaldte du Gyldendal nogle røvhuller og tilbød, at vi kunne lave vores eget forlag og udgive den selv. Så ville du skyde de nødvendige penge i foretagendet. Og der var du blevet folkepensionist. Men du har altid været solidarisk med os tre. Andre har nok i højere grad skulle gøre sig fortjent til det. Men det er også i orden, at der er forskel. Det skal der faktisk være.

Da vi var små, sov du altid, når du ikke arbejdede. Du var nødt til at arbejde om natten, når der var noget at trawle efter. Så skulle du af sted klokken tre. Hvis du havde sat kroge, skulle de hales ved halvfemtiden om morgenen. Narreværker, bundgarn og nedgarn skulle røgtes tidligt. Kasteruserne, når der var tid. Ja, det var vel heller ikke meget senere end klokken halvseks. Og du var ikke færdig før frokost. Midt på dagen sov du. Du lå på den gamle slidte sofa i stuen, og så skulle vi være stille. Så måtte vi lege udenfor. Det gjorde heller ikke så meget for mig. Jeg ville helst være ude. Måske var det vanskeligere for en pige. Om eftermiddagen skulle der losses ål, eller trawlen skulle ses efter, eller nogle narreværker skulle hænges til tørre på pælene, fordi der var kommet fedtmøg i dem eller svamp. Der skulle klares kroge. Der var lodsejere, som foruden den rigelige betaling også ville have ål, og dem var der særlige krav til. Det skulle være særligt fede ål, selvom det var til stegning, og de skulle flås. Andre ville have de magre, bredhovede ål. Om foråret skulle der slås pæle. Det var tungt arbejde. Om efteråret skulle de trækkes op igen. Det har sikkert været endnu værre, for hvad sjovt er der ved at rydde op efter festen.

Der var alle eksperimenterne: Du fik svejset nogle særlige topstykker, der kunne sættes på bundgarnspælene som en hat. Øverst havde de en jernpind på et vippeled. Så kunne de lægges ned under isen om vinteren og skulle ikke slås og trækkes op hvert år. Det var faktisk genialt og kunne have sparet en masse slid. Jeg gik og tænkte på, om du ville få et patent, men det var jo ikke sådan, du selv tænkte på det. Og så duede det alligevel ikke rigtig. Jeg kan ikke huske hvorfor. Trawlen blev der altid eksperimenteret med. Den kunne altid gøres bedre. Så var der geddeklækkeriet. Axels gamle og senere dit eget nye. Det gik rigtig fint med det. Du fik klækket så meget geddeyngel, at du kunne sælge af det. Ja, du solgte langt mere, end du satte ud i søen. Du prøvede endda på et tidspunkt at fodre nogle ørreder op i en stor indhegning uden for havnen. De blev syge, og siden hadede du al fiskeopdræt.

Der skulle være rent overalt. For det var fødevarer, du arbejdede med. Så kunne det hele ikke sejle i fiskeslim og råddenskab. Det var også bedst for redskaberne. Hvis der sad en lille hork i trawlen, ville der komme en kat og æde den og bide hul i garnet. Der skulle være rent. Og der skulle holdes orden. Ellers kunne man ikke finde noget, når man skulle bruge det. Og det skulle man altid lige pludselig.

Men det tog alt sammen tid. Der var ingen ellevetimersregel, mildest talt. Der var heller ingen ferier. I sommerhalvåret arbejdede du 14-16 timer i døgnet.

Om vinteren var det heldigvis anderledes, der fiskede du ikke. Der reparerede du garn eller syede nye garn. Du begyndte at konstruere nogle nye bundgarn med to ruser i. Det var vel, fordi rusen tit var fuld i de gamle bundgarn, at det var nødvendigt. Det gik godt. Og det var derfor, det kom til at gå endnu bedre. Og fordi du overhovedet fandt på at fiske med bundgarn i søen. Axel havde kun brugt narreværker. Sådan noget skulle forberedes om vinteren.

Bådene var på land, og træværket skulle plejes. Skrabes rent og smøres med noget giftigt lort. Den røde maling under vandlinjen var særligt slem. Mor hjalp til. Mor hjalp med det hele, når hun kunne. Eller du skulle have bygget en ny båd ude hos Henry i Kalundborg.

Og I passede mink. Jeg husker ikke minkene ret godt, men det var vel mest mor, der tog det slidsomme arbejde med at fodre og med at rense under minkene. Men du tog dig af avlsarbejdet. Og du pelsede dem. Det var ulækkert arbejde.

Men det var ikke om natten. Så om vinteren kan du ikke have sovet så meget midt på dagen. Da vi flyttede til Lille Fuglede, var det faktisk noget af det mest hyggelige, at du sad derude i værkstedet og syede om vinteren. Du var aldrig ret langt væk. Selvom garnene støvede ad helvede til, og man fik nogle kæmpe bussemænd af at være derude. Men der var en roligere puls om vinteren. Jeg kunne ikke hjælpe med ret meget, når du syede; jeg kunne i bedste fald hjælpe med at strække en ruse ud, så du kunne se den ordentligt, men jeg fik aldrig lært at sy. Men så kunne man sidde og tale sammen på en måde, som var sværere at få tid til om sommeren. Jeg kan huske, at du engang, hvor jeg gik i ottende klasse, stort set dikterede et foredrag om Mellemøstkonflikten, mens du sad og syede. Det var et foredrag, jeg skulle holde i samfundsfag dagen efter, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad konflikten dernede gik ud på. Men du sad altid og hørte P1 og fulgte godt med i udenrigspolitik. Så skrev jeg det ned, som du havde fortalt mig, og det gik fint.

Det var også i den forbindelse, du fik mig overbevist om, at man skulle holde med palæstinenserne i konflikten med Israel. Ud fra det, jeg havde lært om Holocaust i skolen, var jeg nok ellers tilbøjelig til at holde med Israel, men du forklarede mig, at dem, det er synd for, ikke altid har ret. At man ikke har ret til at underkue og fortrænge et andet folk og annektere deres land, selvom man selv har været udsat for ubegribelig ondskab og uretfærdighed. At heller ikke sådan noget som guddommelig ret til et bestemt landområde er gyldig grund.

Det var særligt om vinteren, man kunne tale om den slags. Det var også om vinteren, man kunne spille kort om aftenen. Eller matador eller trivial persuit, spil som man blev uvenner over.

Men om sommeren skulle man med på søen, hvis man ville se dig i løbet af dagen. Og jeg var ikke så ivrig efter at komme op om morgenen. Eller rettere: Midt om natten. Så det var ikke så tit, jeg var med ude at trawle, som du gerne ville. Selvom mor skældte ud, når jeg surmulede over at skulle ud af fjerene på det tidspunkt, at jeg ikke jublede over at få lov. Men det var sjovere at være med til at røgte bundgarn eller hale kroge. Det var altid spændende, og det var ikke lige så tidligt, men først ved femtiden, som jeg husker det. Og især med krogene kunne man se, at du også var spændt på at hale den næste ål i land, selvom det aldrig var andet end en biindtægt. En overgang tænkte jeg, at det nok mest var for at gøre det spændende for mig. Du kommenterede krogene som Gunner Nu kommenterede en fodboldkamp. Men faktisk tror jeg, at du også selv syntes, det var spændende at se, hvornår den næste halvpundsål dukkede frem fra vandskorpen. Det var måske det tætteste, du kom på at have en sommerhobby, mens det gik aller stærkest med fiskeriet. Om vinteren læste du Palle Laurings Danmarkshistorie. Du samlede på mønter. Du var medlem af Folkebevægelsen mod EF og næste Notat. Du var også med i Retsforbundet, det lille socialliberale, georgistiske parti, som gik ind for fælleseje af al jord, en grøn vækstpolitik på et tidspunkt hvor det ellers ikke var populært at være økolog, modstand mod monopolkapitalisme og en stærk antimilitarisme. En overgang var du aktiv i den lokale afdeling, som sikkert lå i Slagelse. Der var vist noget med, at bestyrelsen gerne ville have dig til at stille op til kommunalvalgene for partiet, men det havde du da ikke tid til. Og du var da vist også i bestyrelsen for den tilknyttede JAK-bank, som hverken tog eller gav renter, fordi man ikke skulle kunne tjene penge på spekulation, men kun på arbejde. Vi fik en sparegris fra JAK. Især var du imod magtkoncentrationen i EF og i militæret. Du hadede alt ved militæret, ensretningen, hierarkiet, våben, vold og krig.

Men du var ikke sådan rigtig socialist heller, selvom du siden, da Retsforbundet forsvandt, kom til at stemme på både De Grønne, Enhedslisten og de senere år især Socialdemokratiet. Og fordi du hverken var VS'er eller SF'er, beskyldte jeg dig for at støtte en rå kapitalisme som den, vi kunne se slå fejl i USA. Det var dumt og lige så forkert af mig, som når du beskyldte min socialisme for at resultere i de samme diktatoriske tilstande, som vi så i Sovjetunionen.

Dengang jeg var seksten, troede jeg, at vi politisk stod i hver vores lejr. At vi i det store hele var uenige om alt. Og vi kom op at skændes, sådan omtrent hver gang vi diskuterede politik, og vi diskuterede tit politik. Faktisk tror jeg ikke, vi fandt ud af, hvad den anden virkelig mente i de år. Jeg havde i hvert fald dannet mig et billede, som jeg stædigt holdt fast i.

Senere fandt vi ud af, at det var helt forkert. At vi havde taget fejl af hinanden, og at vi faktisk var enige om temmelig meget; om miljøpolitik, om holdningen til USA og Israel, om monopolkapitalen, om at holde med de små, om demokrati og ytringsfrihed, om EF eller EU, om landbrugs- og fiskeripolitik (stort set), om narkotikapolitik (selv om vi nok begge har været lidt i tvivl om det), om den borgerlige regerings velfærdspolitik, om religiøs fanatisme af enhver slags. Det er da ret meget. Vi har endda stemt ens ved folketingsvalget et par gange. Så er vi nok ikke helt enige om retspolitik og om indvandrerpolitik, men det kan vi godt finde ud af at snakke om på en civiliseret og åben måde, synes jeg.

Vi var langt mere enige, end vi troede, da jeg var teenager, fordi vi begge er mere anarkistiske end de partier, vi hver for sig stemte på.

Du begyndte at ryge, da du var 7, og du begyndte at fiske, da du var omkring 12. Fra du var 14, har du stort set forsørget dig selv. Jeg ved ikke, hvornår du begyndte at gå med damer. Men det var helt sikkert tidligere, end det var for mig. Du var glad for damerne, og min fornemmelse er, at det ofte var gengældt. Du så godt ud og var en charmerende og festlig ung mand. Da du lærte mor at kende, var du i begyndelsen af tyverne, men havde da allerede raget dig en faderskabssag til. Mor har fortalt mig om den pakke, hun sendte dig i den forbindelse. Øverst havde hun vist lagt en sutteflaske, så nogle fine, hvide tøjbleer, og i bunden heldigvis en pakke cigaretter og en bajer. Og heldigvis fik du medhold i sagen. Eller måske havde det ikke ændret noget mellem jer, for du og mor var allerede blevet rigtig glade for hinanden. Mor ville have en mand, hun kunne grine med, en med fut i, og det var der i dig, og da du efter en sjov aften gik ud i restaurationskøkkenet, hvor hun arbejdede, for at hjælpe hende med opvasken, kunne hun nok mærke, at du også ville hende noget, som var værd at holde fast i.

Men i 40 år i træk har du arbejdet slidsomt og tungt i alt for mange timer og stort set uden ferier. Det har haft sin pris. Din krop er blevet slidt mere, end den har haft godt af. Udefra og indefra. Ærgerrighed, ambitioner, perfektionisme, temperament, vilje og arbejdsomhed. Skarp sol og smøger. Tusindevis af smøger. Det har været hårdt ved kroppen.

Men det er ikke det hele. For de lange arbejdsdage, det med, at det handlede om arbejde det hele – det har gjort det svært at holde op med at arbejde. Ja, næsten umuligt for dig at finde ud af. At finde ud af, hvad du så skulle. Hvem du så var, hvis du ikke længere var fisker. For selvfølgelig var du stadig fisker. Du fiskede bare ikke mere. På grund af hjertet, især, og gigten. Men jo også fordi ålene pludselig forsvandt fra de danske farvande i slutningen af firserne. Men hvem er man så, hvis man er fisker, men ikke fisker længere? Så flyttede I til Middelfart. For at du kunne komme væk fra Lille Fuglede, hvor der nu fiskede en anden mand. En, som ikke gjorde tingene, som du ville have gjort, hvis du stadig var 35. Lille Fuglede, hvor der lugtede af gylle, hvor alt var dødt og kedeligt. Undtagen haven, mors kæmpe have.

I Middelfart kunne du hjælpe til med fiskeriet hos Allan. Allan var god nok. Han var bare ikke nogen god fisker, og han gad faktisk heller ikke gøre noget ved det. Han ville hellere være socialdemokratisk lokalpolitiker og gnave ben som formand for fiskeriforeningen. Holde aftaler kunne han strengt taget heller ikke. Det var også svært at forlige sig med. Der var dejligt i Middelfart, men på en måde var der heller ikke noget at tage sig til der. Ikke for nogen af jer. Haven var ikke nogen udfordring for mor, og fiskeriet på Skrillinge Strand var tit mere frustrerende end at sidde hjemme. Så var det svært at holde ud at komme op om morgenen. Når kroppen gjorde ondt, og når der ikke rigtig var noget at glæde sig til. Noget, som det var vigtigt at komme op til.

Men Jonas kom til at betyde mere og mere. Han skulle gøres til medskyldig, så var det en fælles last. Den søde tand. I har spist meget slik, I to. Men I har næsten fra starten haft et godt tag på hinanden. Og du har haft tid til det. Det er godt.

Det var, som om noget blev bedre igen, efter I flyttede til Langeskov. Mor fik sin have. Alle alperoserne. Og du fik duerne. Kingduerne. Senere blev det høns og kyllinger. De skulle passes, uanset om du gad eller ej. Det var vigtigt. Og derfor gad du også. Det er vigtigt, at noget er vigtigt. Du skældte ud på dem, holdt med dem, tog dig af dem, snakkede med dem, byggede nye reddekasser, fandt på, holdt rent, holdt orden. Og så åd I dem, duerne, kyllingerne, æggene.

Karl elskede at komme med ud til duerne, og nu er det det samme med hønsene. Han går selv ind til dem med det grønt, han plukker. Det har altid være din måde at håndtere drengebørn på. Man skulle lave noget sammen. Jeg kan huske, da fætter Kim var lille og en overgang syntes, det var svært at være med, når Jan og Lisbeth og jeg legede, fordi han var et par år yngre. Så blev han din fiskerven og kom med ud at trawle klokken tre om morgenen. Jonas skulle med ned i værkstedet i Middelfart eller ud til duerne i Langeskov. Med Karl har det været fuglene. Dem snakker både Karl, Vera og Serena om, når vi er hjemme i Madrid.

Du lærte mig at skelne mellem tro og religion. Du hader religion, altså al systematisk, autoritær og dogmestyret dyrkelse af en tro. Du kom op at skændes med vores præst, som ikke syntes, du var en god kristen, fordi du ikke kom i kirken. "Ved du hvad? Jeg tror, jeg er en bedre kristen end dig, for jeg behøver ikke sådan en som dig til at fortælle mig, hvad jeg skal tro og gøre", sagde du til ham og meldte dig ud af Folkekirken. Men du tror nok alligevel på noget, på en højere logik, at mennesket ikke er det største væsen i universet. Det er bare ikke det samme som at undelægge sig religiøse dogmer og autoriteter. Det kan anarkisten i dig ikke forlige sig med.

For et par år siden fik du en blodprop i hjernen. Og så havde du ovenikøbet en alvorlig blærebetændelse samtidig. Ingen af delene blev opdaget, før det var overstået. Eller overstået var det jo ikke, for hukommelsen er aldrig blevet helt den samme igen. I den første tid efter proppen sad du længe og kiggede ud i luften. Eller så tv uden bagefter at kunne huske, hvad du havde set. Din stemme blev svag, og du talte så underligt langsomt. Det var hårdt at være vidne til, for det, som om noget af dig forsvandt. Smilet, din humor, de frække oprørske replikker. Skarpheden. Men lidt efter lidt kom meget af det tilbage igen. Men der var kommet en ny hudløshed med i købet. Du kunne ikke længere holde følelserne inde.

Hverken de overraskende glædestårer, fx når dine børnebørn dukker op, eller den tilsyneladende urimelige vrede. Når jeg skriver tilsyneladende urimelige, er det fordi vi har dette begreb om en 'retfærdig vrede', altså regler for, hvornår det er i orden at være vred. De regler er vreden ligeglad med. Den kan følge de mest banale tildragelser, men normalt tæmmer vi den, hvis den kommer, fordi der er for store lufthuller i franskbrødet, fordi naboens hunde gøer. Eller fordi man ser en ung mand eller en muslimsk præst i fjernsynet. Det kan du ikke længere. På den anden side er det også først nu, du giver efter for stolthed over dine børn. Som barn fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne imponere dig med gode karakterer eller ved at vinde bordtennisturneringer eller tegnekonkurrencer. Det blev honoreret med et "Jamen, det er vel godt nok, Jens", hvis det gik højt. Måske havde det betydet noget, hvis jeg havde været god til at fiske, men det var jeg i bedste fald middelmådig til. Jeg stod tit og faldt i staver, når jeg var med på søen og det er ikke populært i så farligt et erhverv. Derfor fandt jeg tidligt ud af, at fisker kunne jeg i hvert fald ikke blive. Jeg havde for længst forliget mig med, at jeg aldrig ville kunne få din anerkendelse, fordi jeg ikke kunne noget, som betød noget.

Jo, jeg kan alligevel huske, at du engang i min ungdom over for en bekendt, som var på besøg, pralede lidt af, at din søn havde humor. Det kunne du godt sige til ham, selvom jeg var til stede. Ellers ikke noget. Men sidste efterår sad vi sammen i sofaen, jeg var taget alene hjem at besøge jer; mor var der også, da du pludselig sagde: "Jeg er en stor beundrer af dig, Jens, det kan jeg godt sige dig." Sådan noget glemmer man ikke, når man aldrig har hørt noget lignende fra sin far. Men formodentlig af samme grund er jeg også dårlig til at tage imod ros. Det blev for meget for mig, og jeg skyndte mig at sige noget med, at det var der ingen grund til. Derfor fik jeg aldrig at vide, hvad du mente, men det viste mig igen, at de følelser, som tidligere var helt umulige for dig at tale om, nu pludselig var blevet svære at holde tilbage.

Når du aldrig tidligere kunne tale om følelser, er det vel, fordi det ikke var noget, I gjorde derhjemme. Din mor gør det heller ikke. Eller dine søstre. Jeg husker engang, hvor jeg må have været omkring 18, hvor Betty havde fået at vide, at jeg skrev digte. Det syntes hun var noget af det værste, en mand kunne tage sig til. Mor fortale mig om det: "Bare det nu ikke bliver som med Hans," havde Betty sagt. Mors bror Hans havde som ung været forelsket i Betty og havde skrevet lange digte til hende. Men det havde naturligvis været som at slå vand på en gås. Sådan noget elendigt føleri.

Jeg tænker, at det må have været en tung, daglig opgave for dig at holde så meget inde.

Og det, at du ikke længere kan holde det inde, har da også gjort, at dine søstre ikke længere behandler dig med respekt, men snarere som et irriterende barn. De ringer ikke til dig, lytter ikke til dig og vil egentlig ikke have noget med dig at gøre mere. Det viste sig især, da din storebror Arne døde sidste år. Du var den eneste, der rigtig havde taget sig af Arne. Det gjorde du, da I var børn, hvor Arnes mentale udvikling blev sat i stå af den alt for stærke epilepsimedicin. Du har vel været elleve og han tolv på det tidspunkt. Og det har du på sin vis gjort lige siden, men især til sidst, hvor du fik ham på plejehjem for tre-fire år siden, da han var blevet dement og lå i sit eget rottebefængte skidt i det lille hus, som var fyldt med tingeltangel og alle de malerier, han ikke kunne lade være med at købe, selvom han ikke havde plads, og du og mor hjalp ham med at få afviklet sit bo.

Da han døde, ville du og mor gerne snakke med din familie (dine søstre og din mor) om, hvordan begravelsen skulle foregå, men I fik blot at vide, at det skulle I ikke blande jer i. I var faktisk bare i vejen. Og mens mor aldrig er blevet respekteret i din familie, er det først nu efter din svækkelse, at de har turdet behandle dig på den måde. De er begyndt at behandle dig, som de altid har behandlet Arne. Det er mor, der har fortalt mig om det, for jeg er der jo ikke selv, og hun har været vred på dem. Det forstår jeg godt.

Det er dobbelt vanskeligt for dig, for selvom du måske ikke decideret brokkede dig over det, var vi ikke i tvivl om, at du egentlig syntes, det var noget mærkeligt noget, at vi havde så meget med Halskov-familien at gøre og så lidt med familien Jensen. Når det blev sådan, var det fordi familiebåndene hos halskoverne var stærkere. De følte sig mere som en enhed, end I gjorde i din familie. De havde (og har) en opfattels af, hvad en Halskov er, og hvad det indebærer at være sådan en. Hvis du havde haft lige så tætte bånd til din familie, havde det nok smittet af på Lisbeth og mig. Lisbeth har altid følt sig tættere på dine søstre, end jeg har, men også hun har alligevel haft langt mere at gøre med mors familie end med din. Selvom du egentlig havde et fint forhold til de fleste i mors familie, inden du helt holdt op med at tage ud, kunne du godt finde på at antyde, at Halskoverne følte sig lidt bedre end andre. Bedre og klogere. Det gjorde du godmodigt grin med. Forresten havde du ret: Der er utvivlsomt i Halskov-familien en opfattelse af, at man er klogere end gennemsnittet. Måske er den opfattelse blevet næret af, at så forholdsvis mange halskover har været gode til at gå i skole. Opfattelsen af, at man også moralsk er lidt bedre, eller at man politisk har mere ret end andre, er jo vanskeligere at finde objektivt belæg for. Hvad skulle det bestå i? Jeg tror, at opfattelsen af at have retten på sin side hænger sammen med enighed. Den hænger sammen med, at store dele af familien orienterer sig politisk i samme retning, nemlig til venstre for midten. Vi er kloge, vi er enige, vi vil det bedste, og så må vi også have ret. Som halv Halskov er jeg selv en del af denne fælles følelse, men jeg kan også godt forstå, at den kan virke provokerende på andre, også på dig, selvom du elsker mor, som du gør. For selvom du fra en tidlig alder vidste, at du ville ud på vandet, ud i det frie erhverv i den salte luft og være fisker ligesom din farfar Jens, som du hjalp i de første år, og derfor ikke havde nogen drømme om at fortsætte ad den boglige vej, havde du ingen problemer med at klare skolen. Overhovedet ikke. Du ville bare noget andet. Senere vendte du også tilbage til bøgerne og læste en masse om marinbiologi og om danmarkshistorien derhjemme i de skiftende, men altid grønne sofaer.

Og selvom du kommer fra en kommunistisk arbejderfamilie og selv har været medlem af Kommunistisk Ungdom, så har du aldrig troet så meget på, at du eller din familie havde sandheden. Og sandheden skifter ansigt. Din far mistede troen på det kommunistiske paradis, da de russiske kampvogne rullede ind i Budapest. Han blev SF'er og var med til at starte en SF-afdeling i Rudkøbing. Selv havde du vist kun meldt dig ind i DKU, fordi du fik en pakke smøger for det. Du var aldrig kommunist, men snarere anarkist. Du har aldrig troet på regler og systemer. Folk skal have lov at være forskellige og finde deres egen vej. Inden for rimelighedens grænser. Du har nemlig heller aldrig været glad for kapitalismen, kuponklipperne, monopolerne, de arbejdsfrie gevinster ved ejendomsspekulation, den store forskel på fattige og rige, miljøsvinene. Og du har altid hadet militæret, kirken og andre instanser, som har udøvet vold og tankekontrol. DKP var ikke noget for dig. At du i de senere år mest har stemt socialdemokratisk, ville du nok have forsvoret i dine gyldne år. Jeg ved, at du ikke kan lide, at Socialdemokraterne samarbejder så meget med Venstre og Dansk Folkeparti, for det er de to partier, du hader mest. Du laver pruttelyde, når Pia Kjærsgaard viser sig på fladskærmen. Og særligt foragter du Venstre, som med storbondens arrogance skider i det danske grundvand.

Men du og mor er enige om, at Poul Nyrup Rasmussen gjorde det godt. At han fik sat gang i beskæftigelsen igen, efter at Schlüter-regeringen havde sat økonomien helt i stå med sin 'kartoffelkur'. Det er jeg forresten ikke helt uenig i heller. Det gjorde Nyrup, Lykketoft og Jelved nemlig ved at sætte en masse offentlige arbejder i gang og få flere penge ud i omløb og altså føre en politik, som senere blev forbudt af det EU, som du foragter.

Der er efterhånden mange ting, du ikke bryder dig om, men du elsker æbler, friske æbler fra haven. Engang kendte du navnene på alle sorter. Det har du vanskeligt ved at huske nu, selvom du sagtens kan skelne dem fra hinanden, og selvom du stadig nørder med at pode så mange forskellige sorter på den samme stamme. Det er du god til. Perfektionist som altid.

Ingen kommentarer: