torsdag den 17. maj 2018

Til min mor, som fylder 85

Den tale, jeg skrev til min mor, da hun for fem år siden fyldte 80:


Kære mor!

I tiden lige inden jeg flyttede hjemmefra, havde vi nok vores værste krise. Vi havde planlagt at tage kørekort sammen, men på grund af vores skænderier, som der var mange af på det tidspunkt, truede jeg med at flytte hjemmefra. Det nægtede du fornuftigt nok at opfatte som en trussel, men ringede i stedet til kørelæreren og meldte mig fra. Jeg skulle jo alligevel flytte.

Så fik vi ikke kørekort, men vi holdt ret hurtigt op med at skændes. Du hjalp mig i stedet med at flytte, og så gav du mig en huskeseddel, som du havde maskinskrevet på ternet papir. Den hedder ’Ting du skal vide’, og teksten lyder:

Du skal vide, at vi andre regner med dig.
Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig.
Du må indse, at mindst 3 af dine nærmeste er afhængige af dig.
Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, ensom, værdiløs og mislykket.
Du skal vide, at du hører sammen med os.
Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.
Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats
Vi du og os – vi kan løse problemerne i fællesskab.

Hilsen mor

Det er 34 år siden nu. Listen har ligget i min tegnebog lige siden. Den er slidt i kanterne, men jeg kan stadig bruge din anti-jantelov til at hanke op i mig selv med, når jeg tænker for dystert, og når jeg ind imellem forfalder til at skyde skylden for, at ting mislykkes for mig, på alle mulige andre end mig selv. Sådan noget har du aldrig kunnet bruge til noget. Vi er mennesker med en egen drift og vilje. Vi kan selv forandre tingene. Det er sådan, du tænker.

Og du og far har altid bygget jeres egen tilværelse op på jeres egne vilkår. I har tjent jeres penge selv. I modsætning til flere af os andre, som har vundet i ejendomslotteriet. I har tjent jeres ved dygtighed, mod og hårdt arbejde, også for hårdt. Men I byggede jeres egen verden op ved Tissø, og det var ikke uden modstand fra omgivelserne, fra de misundelige og snylterne. Og I gjorde det ud af næsten ingen ting.

Da I boede i Middelfart midt i 1960'erne, og det blev isvinter, kunne far ikke komme ud at fiske. I havde så lidt, at skattevæsnet ikke ville tro på, at man kunne leve for det, I opgav, så de satte jer i ekstraskat. Jeg kan huske en historie om en frikadelle, I havde gemt i ti dage, fordi din bror Hans skulle komme på besøg. Da han endelig dukkede op, var dellen grøn af mug. Så lidt har jeg aldrig haft. Jeg kender ikke til det på den måde, men jeg prøver at forstå, hvad det betyder. Hvilken usikkerhed, det må give. Hvad man kommer til at tænke om de valg, man har truffet, hvis man fx har tre børn at forsørge, som I dengang havde. Jeg tænker på det mod og den beslutsomhed, I viste. Så flyttede I til Sjælland. Far opgav at være selvstændig og blev ansat hos gamle Axel Pedersen. Men drømmen om at være sin egen arbejdsgiver blev ikke opgivet, kun udskudt for en periode, indtil I selv kunne overtage fiskeriet.

Jeg har aldrig følt et stort brud i min måde at tænke og opfatte mig selv på, fx da jeg blev 18 eller 25 år. Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad det vil sige at blive voksen. Hvad det er, der pludselig skulle blive så anderledes. Eller at der skulle være en bestemt slags tanker, følelser eller interesser, der hører barndommen til, men som forsvinder i det voksne liv. Sådan har jeg det ikke. Det talte jeg med dig om flere gange, da jeg var ung. Og så kom vi til at tale om, hvornår og hvordan man bliver voksen. ”Det gør man, når ens forældre dør”, sagde du. Sådan. Hverken mere eller mindre. Siden har jeg ikke haft så travlt med at blive voksen.

Det er længe side, dine forældre døde, og du har nu aldrig været tilbøjelig til at lade dig holde nede af det, der er gået dig imod. I det hele taget har du altid set fremad og ikke brugt så megen tid på det, der ikke kan laves om. På den måde er du pragmatiker; man skal kunne komme videre. En af måderne at komme videre på er at tilgive (jeg springer lidt i det her – sådan er det med taler, som ikke vil blive færdige). Og det har du haft brug for. At tilgive. For dig er kærlighed større end retfærdighed. Det er sådan du tænker. Her er du anderledes end far, som først og fremmest tror på retfærdighed, og som derfor heller ikke er nogen stor tilgiver. Fordi så bliver det til solidaritet med dem og det, der fejler. Men du har altid villet forstå dem, der fejler. Heldigvis.

(Jeg springer igen.) Du fandt på historier og fortalte dem for dine små søskende. Det har jeg hørt fra flere af dem, og nu har jeg også kunnet læse det i Lisbeths bog om dine søskende og dig. Og du var god i skolen og ville gerne være skolelærer, men du skulle ud at tjene borgerskabets fruer, fra du var 14, og så var det slut med skolen. Men det blev aldrig slut med bøgerne. Du har læst hundredvis af bøger, især romaner, men du har også, som formodentlig det eneste menneske i verden, læst alle mine bøger, også de politiske og filosofiske. Nogle har du læst to gange, fordi du ville forstå det hele.

Da I flyttede tilbage til Middelfart i 1995, besluttede du at gå til dansk, at tage 8. og 9. klasse på aftenskole. Det er aldrig for sent. Til gengæld kan det blive for kedeligt. De lavede kun staveord, og det havde du ikke brug for. Du ville diskutere litteratur og tale om livet. Men noget skulle der ske. Så blev du besøgsven for en gammel enke – og vist også lidt for hendes søster. I blev venner, selvom I ikke havde ret meget til fælles. Og du begyndte at arbejde som frivillig i en genbrugsbutik.

Tyve år inden talte du meget om at blive ulandsfrivillig i Afrika. Du nåede vist også at tage kontakt til Tvind, men det kunne ikke blive. Du havde stort behov for at hjælpe nogen, som havde det sværere end dig selv. Det gik så nogenlunde godt for jer, at du burde kunne hjælpe mere, syntes du. Men far havde brug for dig, og det havde Lisbeth og jeg også. Så søgte du om at få lov at adoptere et barn. Jeg husker ikke, hvorfor I ikke fik lov.

Det har ikke været gratis for dig, at du aldrig fik muligheden for at tage en uddannelse. Det har gjort dig usikker på dig selv, gjort dig indelukket sammen med folk, som har gået længere i skole. Nervøs for at sige noget, selvom du altid har haft noget klogt at sige. Omvendt har du uden tvivl hovedansvaret for, at Lisbeth og jeg begge har fået de uddannelser, vi gerne ville have. Du har vænnet os til bøgerne. Lisbeth lærte du ligefrem at læse, da hun var tre. Du fandt på en metode med genkendelse af ordkort, en metode, som amerikanske pædagogiske forskere i øvrigt senere (dog nok uden at kende til dine eksperimenter ...) har taget patent på, og som Christina også har brugt med Karl og Vera. Da jeg kom i samme alder, var der ikke tid, men det første par år, jeg gik i skole, hjalp du mig meget med lektierne, og dem var der mange af. Det var vigtigt for mig at få den hjælp i begyndelsen, for jeg er en tøvende starter.

Du har aldrig forsøgt at presse os i en bestemt retning, men tværtimod lagt vægt på, at vi gjorde, hvad vi var mest nysgerrige efter. Du kunne nok have forventet, at jeg som matematisk student havde valgt noget andet end en åbenlyst brødløs uddannelse som cand.phil. i filosofi – eller i det mindste havde suppleret med noget andet end en håbløs luxusuddannelse fra Forfatterskolen, fx et sidefag, som gav mig mulighed for at blive gymnasielærer. Men du har aldrig haft den slags ambitioner på mine vegne. Jeg skulle lave noget, som jeg var optaget af. Og så skulle jeg helst ikke være alene. 


Dog advarede du mig mod at blive forfatter, for som du dengang for omkring 40 år siden sagde til mig: "... er det ikke nemt at få et forlag til at udgive noget, og derfor skal man regne med selv at bruge måske 30.000 kr. på at få manuskriptet trykt." [Frit efter hukommelsen.] Du ville gerne have, at jeg havde en plan B, altså at jeg tog mig en uddannelse, hvis nu det ikke skulle vise sig muligt at leve af skriverierne. Det var ment som en manen til nøgternhed, og du havde helt ret, selvom jeg tror, du for en sikkerheds skyld overdrev, hvor dyrt det (dengang) var at få trykt en bog.

Men jeg var ikke i tvivl om, at du håbede for mig, at min drøm skulle vise sig mulig at realisere. Du elskede skønlitteraturen og læste højt for os, tit, længe og ambitiøst. Læste fx op for os af Karit Etlars historiske romaner (Gøngehøvdingen osv.), da vi var 6-8 år; Ringenes herre, da vi var 8-10 år; Steinbecks Øst for Paradis, da vi var 10-12 år. Ringenes herre fik mig til at tegne. Men især Steinbeck gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg vidste, at jeg på et tidspunkt måtte skrive selv.

Selv siger du, at du er doven. At du skynder dig at lave arbejdet, fordi du egentlig ikke gider. Jeg tror, det hedder at være doven på den fede måde, aldrig den ufede, hvor arbejdet bare ikke bliver gjort. Ja, du holder mere af at læse end at gøre rent. Men er det virkelig at være doven? Der er dog det rigtige ved det, at du altid har haft lyst til at få de praktisk opgaver overstået, mens far har været mere optaget af at få dem overstået optimalt. Far er perfektionist, du er pragmatiker, hvis man skal sige det firkantet. Og det er selvfølgelig heller ikke hele sandheden, for det vigtige har du altid kæmpet for at gøre perfekt.

En anden forskel mellem dig og far, som jeg allerede har antydet, er, at selvom I begge går op i både retfærdighed og solidaritet, så har far gået mest op i sandhed og retfærdighed, mens du har gået mere op i solidaritet og tilgivelse. Det er solidaritet med dem og med det, der er anderledes, skævt og forkert. Også med dem, vi kalder for tosser. Dem, der bor i faldefærdige rønner og samler på ting, vi andre ser som ragelse. For vi kan ikke vide, om det er ragelse. Vi kan ikke se med deres øjne. Vi skal ikke forlange, at de skal blive som os. Men heller ikke den forskel skilte jer ad, for både du og far har altid været modstandere af formynderi.

Da Lisbeth og jeg var små, lærte du os om de sorte og om indianerne i USA. Om at holde med dem, som var havnet på bunden af samfundet uden egen skyld. Det var sådan, vi lærte at blive antiracister. Jeg var den eneste dreng i klassen, som ville være indianer; alle andre ville være cowboys. Du fortalte os om de sorte, som blev bortført fra Afrika til et slavelig i USA især. Og lærte at være imod den amerikanske imperialisme, selvom du ikke kaldte det sådan. Jo, jeg så også nogle af Muhammad Alis kampe mod George Foreman og Joe Fraizer på tv sammen med far, som var ret imponeret af Alis modstand mod at tage til Vietnam. Det har også haft en virkning, selvom vi nok især syntes, det var sejt, at Ali inden kampen forudsagde, at han ville slå storfavoritten Foreman ud i ottende omgang. Og gjorde det.

Du sang Jens Vejmand for os om aftenen. Du sang også Det var en lørdag aften, og vi elskede at høre din stemme i de triste tekster. Det var stort set også den eneste musik, vi hørte derhjemme. Eller hørte sammen, i hvert fald. For far brød sig ikke om den moderne musik og skulle i øvrigt altid sove, når han ikke arbejdede. Jo, der var årene, hvor du og far forsøgte at lære at spille harmonika sammen. Men det holdt op.

Jeg tror, at jeg tænkte lige meget over teksterne i de to sange: Den sociale uretfærdighed og den ulykkelige kærlighed. Jeg befandt mig altid i en af de to sange. Lisbeth og jeg kunne aldrig komme til at holde med dem, der havde det nemt og alligevel var ligeglade med dem, der havde det svært.

Din egen skæbne blev bundet til fars, allerede da I var ganske unge. Men selvom du både sentimentalt og romantisk længtes hjem til heden alle de år, I boede på Sjælland, havde du evnen til at kigge fremad at få noget godt ud det, du var i. At I byggede noget op sammen: fiskeriet, hjemmet, den store have og familien. Du var så stolt over det, I havde skabt sammen. At I kunne se jer selv, jeres indsats, jeres ideer og jeres kærlighed i alt det, I havde omkring jer. Far så til sidst kun nederlaget. Nederlaget ved ikke at kunne fortsætte med at fiske.

Derfor var det også langt vanskeligere for dig end for far at flytte fra Lille Fuglede. Jeg talte selv meget for, at I skulle flytte, dengang. Jeg tænkte nok mest på, at I boede så langt fra det nærmeste sygehus (da kvaksalverne i Sæby havde drejet nøglen om), og far havde problemer med hjertet. Det var vigtigt for jer at komme til en by. Også for lettere at kunne gøre daglige indkøb. Finde nye interesser og venner, når far nu ikke længere skulle bruge al sin tid på fiskeriet. Men det var vel ikke helt følsomt nok over for dine behov for at være i det, I havde skabt. Jeres fælles livsværk. Det betød mere for dig, end jeg dengang forstod, og jeg fortryder, at jeg skubbede i den retning, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det var jer selv, der traf beslutningen.

Du har givet mig en stor familie. Mine bedste venner er halskover, og det er såmænd også mest halskover, som besøger os her i Madrid. I løbet af foråret har Bo, Guro, Helle, Andreas, Helle, Kim, Rasmus og Anna vært her. I løbet af de godt seks år, vi har boet her, har her været omkring 25 halskover på besøg. Dem, jeg lige har nævnt, har allesammen været her adskillige gange. Det betyder noget, og det er dig, der har lært mig om værdien af det.

Du har også lært mig at turde være mig selv, at man ikke behøver følge en modestrøm, ikke skal gøre som de andre af frygt for at skille sig ud.

Du har lært mig at passe på min krop: Vi skulle spise sundt, selvom sundt dengang, vi var børn, betød noget andet end i dag. Slik skulle vi i hvert fald ikke have. Det er jeg glad for nu. Ja. Vi måtte ikke tage imod slik af vores skolekammerater, fordi vi ikke selv kunne give noget. Det var en strenghed, som nu også var moralsk opdragende (ikke tage imod, når man ikke selv kan give), ikke kun sundhedsmæssigt, sådan som du nok selv vil sælge den i dag. Men det har heller ingen skade været til.

1970’erne var sundhedseksperternes årti. Så var margarine sundt, så var det usundt, så kom letmælken, så var det den, der var sund – og usund. Rugbrød fik kerner. Og knækbrød var det store en overgang. Lisbeth var til både letmælk og knækbrød. Det var jeg slet ikke. Jeg drak to liter sødmælk om dagen. Den var du med på (selvom du aldrig selv drak andet end kaffe). Du ville have fede børn. Det klæder ikke drenge at være tynde, mænd skal forresten også være fede. Og selvom vi har været meget uenige om det med de tykke børn, havde du mere ret, end jeg dengang ville indrømme. Jo, små børn skal faktisk have en del fedt for at udvikle hjernen. Senere skal vi helst have langt mindre, men det ved du godt, for du lever jo selv af vandgrød.


De kærligste hilsner fra Jens

1 kommentar:

Louise Juhl sagde ...

"Jeg har aldrig følt et stort brud i min måde at tænke og opfatte mig selv på, fx da jeg blev 18 eller 25 år. Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad det vil sige at blive voksen. Hvad det er, der pludselig skulle blive så anderledes. Eller at der skulle være en bestemt slags tanker, følelser eller interesser, der hører barndommen til, men som forsvinder i det voksne liv. Sådan har jeg det ikke. Det talte jeg med dig om flere gange, da jeg var ung. Og så kom vi til at tale om, hvornår og hvordan man bliver voksen. ”Det gør man, når ens forældre dør”, sagde du. Sådan. Hverken mere eller mindre. Siden har jeg ikke haft så travlt med at blive voksen." ❤️❤️❤️❤️❤️