fredag den 26. maj 2023

Erindring fra Madrid

Han er skaldet med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven. Jeg vil sige, han ser rar ud.

Han er ikke mindre end andre spanske mænd på den alder, men mere stiv i benene, når han trisser af sted mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, og når han endelig er kommet op til metrostationen, må han straks ned mod skolen igen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han køber sin grønne dåse.
Jeg har set ham pendulere her gennem mange år, men aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der undrer mig mest er, at ingen kigger på ham. Jeg har spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Ingen har forstår, hvem jeg taler om. Jeg har udpeget ham, men ingen synes at kunne se ham.
Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; han er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.
Han er standset foran kiosken, da jeg pludselig hører en sælsomt skvulpende hulken fra hans strube, og jeg når at tænke, hvad han dog kan være så ulykkelig over. Hvordan kan denne morgen være så meget værre end den i går? Han dage synes at være uden forskel. Det er en arrogant og ufølsom tanke. Hvad ved jeg om størrelsen af hans indre liv?
Han vender sig, og nej nej, han græder ikke, men ler. Han griner, så det knirker i den sammenbrændte krop. Det er som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyller igennem ham igen og igen. Jeg kan ikke rive mig løs.
Sådan kan jeg ikke grine.

fredag den 5. maj 2023

Om librettoen til 'Bohemian Rapsody'

Jeg forsøger for tiden at skære min litteraturteoretiske bog ‘Hvad er skønlitteratur’ ned til 400 sider. En af de små analyser, jeg har valgt at ofre, er denne tekst om librettoen til ‘Bohemian Rapsody’, som var noget af det første, jeg skrev, da jeg begyndte på arbejdet med manuskriptet for omkring 7 år siden, og som jeg længe håbede at få plads til. Nu kommer den her i stedet for:

I Freddie Mercurys libretto til Queens rockklassiker ‘Bohemian Rhapsody’ optræder skiftende stemmer, begyndende med en rammesættende korstemme, der på almenhedens vegne forsøger at skyde sig ind på, hvad det er for en tilstand eller situation, teksten placerer læseren i. Denne stemme ligner fra begyndelsen en overordnet fortællerstemme, men dukker aldrig siden op i teksten, hvorfor man tilskyndes til at læse/høre teksten som en polyfoni af ligestillede stemmer. Koret afløses gradvis af Mercurys stemme, som på samme tid er en første- og en andenpersonsfortæller med en undskyldende og trøstende du-henvendelse til sin mor. Dette stykke afsynges som en rockballade. Jeget er en ung mand, som har skudt en anden mand på klos hold og nu skal stilles til ansvar for sin ugerning, formodentlig henrettes. Senere når vi frem til et stykke, der fungerer som en opera-pastiche, hvor forskellige stemmer kæmper mod hinanden.
Men jeg er blot en fattig dreng, og ingen elsker mig
Han er blot en fattig dreng fra en fattig familie
Skån hans liv for denne monstrøsitet!
Kommer let, går let, vil I lade mig gå?
Bismillah! Nej, vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad mig gå!
Vil ikke lade dig gå,
– Lad mig gå (aldrig)
Lader dig aldrig gå!
– Lad mig gå!
Lader mig aldrig gå, ååå
Nej nej nej nej nej nej nej
Åh, mama mia, mama mia, mama mia, lad mig gå!
Beelzebub har en djævel gemt til mig
Til mig
Til mig [Freddie Mercury: 'Bohemian Rhapsody'].
Her ser vi først den tidligere jegfortæller, som (sunget af Freddie Mercury) appellerer til den almenhedens medfølelse, som han ganske vist tidligere har afvist at have behov for. Det har han nu, hvor han beder for sit liv. Herefter hører vi et firemandskor (sunget af Queen) gå i forbøn for jeget og understøtte dets appel om benådning: “Skån hans liv”. Herefter henviser jeget til sin ubetydelighed ved igen at benævne sig selv som ‘Kommer let, går let’ og spørger “Vil I lade mig gå?” Denne appel besvares af en ny vi-stemme, nemlig en øvrighed i skikkelse af et kor, som indleder med besværgelsen ‘Bismillah!’ [arabisk for ‘I Guds navn!’] og kontant afslår anmodningen om benådning. Denne nedslående besked afløses nu af det første kors tryglen om at lade den unge mand slippe, en tryglen han senere selv overtager igen i udvekslingen med den retfærdigt vrede øvrighed.

Lige som i Andkjær Olsens polyfone ‘Ægteskabet mellem vejen og udvejen’ er der altså tale om en dialog mellem forskellige fortællemæssigt ligestillede stemmer. Teksten har ganske vist en protagonist, nemlig den jeg-stemme, der synges som solo af Freddie Mercury, men der træder ikke nogen overordnede, samlende fortælleinstans autoritativt frem i teksten. Den implicitte forfatter er dialogens diskrete ordstyrer.

Og her er sangen.