Han er skaldet med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven. Jeg vil sige, han ser rar ud.
Han er ikke mindre end andre spanske mænd på den alder, men mere stiv i benene, når han trisser af sted mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, og når han endelig er kommet op til metrostationen, må han straks ned mod skolen igen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han køber sin grønne dåse.
Jeg har set ham pendulere her gennem mange år, men aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der undrer mig mest er, at ingen kigger på ham. Jeg har spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Ingen har forstår, hvem jeg taler om. Jeg har udpeget ham, men ingen synes at kunne se ham.
Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; han er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.
Han er standset foran kiosken, da jeg pludselig hører en sælsomt skvulpende hulken fra hans strube, og jeg når at tænke, hvad han dog kan være så ulykkelig over. Hvordan kan denne morgen være så meget værre end den i går? Han dage synes at være uden forskel. Det er en arrogant og ufølsom tanke. Hvad ved jeg om størrelsen af hans indre liv?
Han vender sig, og nej nej, han græder ikke, men ler. Han griner, så det knirker i den sammenbrændte krop. Det er som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyller igennem ham igen og igen. Jeg kan ikke rive mig løs.
Sådan kan jeg ikke grine.
