Jeg forsøger for tiden at skære min litteraturteoretiske bog ‘Hvad er skønlitteratur’ ned til 400 sider. En af de små analyser, jeg har valgt at ofre, er denne tekst om librettoen til ‘Bohemian Rapsody’, som var noget af det første, jeg skrev, da jeg begyndte på arbejdet med manuskriptet for omkring 7 år siden, og som jeg længe håbede at få plads til. Nu kommer den her i stedet for:
I Freddie Mercurys libretto til Queens rockklassiker ‘Bohemian Rhapsody’ optræder skiftende stemmer, begyndende med en rammesættende korstemme, der på almenhedens vegne forsøger at skyde sig ind på, hvad det er for en tilstand eller situation, teksten placerer læseren i. Denne stemme ligner fra begyndelsen en overordnet fortællerstemme, men dukker aldrig siden op i teksten, hvorfor man tilskyndes til at læse/høre teksten som en polyfoni af ligestillede stemmer. Koret afløses gradvis af Mercurys stemme, som på samme tid er en første- og en andenpersonsfortæller med en undskyldende og trøstende du-henvendelse til sin mor. Dette stykke afsynges som en rockballade. Jeget er en ung mand, som har skudt en anden mand på klos hold og nu skal stilles til ansvar for sin ugerning, formodentlig henrettes. Senere når vi frem til et stykke, der fungerer som en opera-pastiche, hvor forskellige stemmer kæmper mod hinanden.
Men jeg er blot en fattig dreng, og ingen elsker mig
Han er blot en fattig dreng fra en fattig familie
Skån hans liv for denne monstrøsitet!
Kommer let, går let, vil I lade mig gå?
Bismillah! Nej, vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad mig gå!
Vil ikke lade dig gå,
– Lad mig gå (aldrig)
Lader dig aldrig gå!
– Lad mig gå!
Lader mig aldrig gå, ååå
Nej nej nej nej nej nej nej
Åh, mama mia, mama mia, mama mia, lad mig gå!
Beelzebub har en djævel gemt til mig
Til mig
Til mig [Freddie Mercury: 'Bohemian Rhapsody'].
Her ser vi først den tidligere jegfortæller, som (sunget af Freddie Mercury) appellerer til den almenhedens medfølelse, som han ganske vist tidligere har afvist at have behov for. Det har han nu, hvor han beder for sit liv. Herefter hører vi et firemandskor (sunget af Queen) gå i forbøn for jeget og understøtte dets appel om benådning: “Skån hans liv”. Herefter henviser jeget til sin ubetydelighed ved igen at benævne sig selv som ‘Kommer let, går let’ og spørger “Vil I lade mig gå?” Denne appel besvares af en ny vi-stemme, nemlig en øvrighed i skikkelse af et kor, som indleder med besværgelsen ‘Bismillah!’ [arabisk for ‘I Guds navn!’] og kontant afslår anmodningen om benådning. Denne nedslående besked afløses nu af det første kors tryglen om at lade den unge mand slippe, en tryglen han senere selv overtager igen i udvekslingen med den retfærdigt vrede øvrighed.
Lige som i Andkjær Olsens polyfone ‘Ægteskabet mellem vejen og udvejen’ er der altså tale om en dialog mellem forskellige fortællemæssigt ligestillede stemmer. Teksten har ganske vist en protagonist, nemlig den jeg-stemme, der synges som solo af Freddie Mercury, men der træder ikke nogen overordnede, samlende fortælleinstans autoritativt frem i teksten. Den implicitte forfatter er dialogens diskrete ordstyrer.
Og her er sangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar