tirsdag, april 28, 2009

Farvel, farvel

Et farvel er ikke et farvel, eller det er det, det er et ønske om at gid du må fare vel, min ven, men ikke et farvel forstået som definitiv afsked. En sådan er vi ikke i stand til at udtale. Et farvel udsiges, idet gensynet eller genkomsten forventes i det alment kommende. Vi er ikke i stand til at mene et farvel som en endelig afsked, end ikke til et menneske man hader. Kun til den døende eller døde kan vi sige et sidste farvel, og da er det underforstået: den døde skal huskes. Det er ikke definitivt. Vi kan ikke sige farvel. Vi kan ikke tage afsked.

mandag, april 27, 2009

Du fortæller

Nu går du videre til den næste bænk. Du sætter dig helt tæt på det unge par, læner dig ind over manden og taler fortroligt til kvinden ved hans side. Du griner ad det, du fortæller hende, hæ hæ, men morer dig ikke. Du har for travlt med at fortælle det hele. Først skal hun have historien om dengang, du praktisk talt redede en ung dame fra at fryse ihjel. Du ved, du ikke har mere end tre minutter, før manden rejser sig og trækker kæresten væk.

Er der nogen der kender nogen?

Du vil gerne ha fingre i en bolig og ringer
til en mand du tror er advokat
men det var en skoledreng med filipenser
og du sku nok ha henvist til Iron Maiden
eller noget mere moderne måske
aldrig ha sagt således ifølge for så vidt
og slet ikke nævne Mozart
du skulle aldrig ha undskyldt men åbent erkendt
din hang til folkedans og nøgne damer
og Formel 1, sådan er det hele vejen igennem
slingrende i sæbekassebil gennem verden
og mennesker og ord og asfalt
til det som pludselig viser sig
regnen
føles kold under den åbnede himmel
men aldrig som før og væggene forandres
hurtigere end man troede det muligt
og den langsomhed hvormed vandet slider
det her rør er vanskeligst at følge
indefra og du fryser som en svamp
henvist til dit eget stabile bidé
i store lyse april blandt andre
behårede engle.

fredag, april 24, 2009

Cees Nooteboom-finten

"Der er paver der ser ud som professionelle svindlere, og ludere hvis øjne ser ud som om de aldrig havde begrebet noget af denne verden, men Kajs og Lucias impressario, der hed Reier, så ud som en impressario. Han røg tykke, sorte cigarer, håndrullede af enfoldige mennesker i fjerne lande, så hans ansigt var altid lettere tilsløret. Godt det samme, for han havde en uren hud, der hang slap omkring hans store ansigt, hvis øjne i modsætning til de ægte rovdyrs direkte undgik deres bytte. Byttet var altid den, der sad foran ham."

Fra Cees Nooteboom: I de hollandske alper

onsdag, april 22, 2009

Nåde

Jeg har været under kniven. Jeg er blevet opereret. Det er så banalt, at det knap er værd at nævne, men når man på hospitalet føler sig hjælpeløs, eller i det mindste ganske overladt til personalets ekspertise og venlighed, så forekommer det mig at denne samlede omsorg, hvor professionel den end er, får en ny betydning. Eller mening. Omsorgen kommer samlet set et andet sted fra, jeg mener, den kommer fra et andet sted end fra den dagligdags hjælpsomhed, som vi forventer uden videre. Der er tale om noget større. Der er tale om en større omsorg, der hverken tilhører det offentlige eller det private eller nogen anden meta-instans for den sags skyld, i sig selv. Omsorgen er noget et system eller et væsen kan aktivere, afhængigt af dets styring, af de værdier, der ligger bag det og ikke mindst af de mennesker, der arbejder i det. I væsenet. Måske er min oplevelse af denne omsorg for den hjælpeløse, der nærmer sig kærlighed, en oplevelse af nåde.

tirsdag, april 21, 2009

Anekdote om hjerneblødning

Jeg tror det var i sommer i svedige trøjer, sejlende kroppe styrter rundt i gangene på dæk 5, jeg er strimet af sved, passagerer skal af og andre skal på, nogle af dem skal af, nogle skal blive, ja, velkommen ombord, hr., jeg er skam ansat, jeg har hvide saltstriber på ryggen som en strandet delfin, det er bare for sjov, vi er løbet tør for asfalt, skal jeg sige Dem, ja, jeg er en rigtig spøgefugl og i dagens anledning stinker jeg af gnu, en gnu i løbetid, fik De den, nå, De skal af, javel, det er der ingen der forhindrer Dem i. Det kan også være det er oktober i svedige trøjer, vi har travlt, der er ingen forskel, min hjerne består af suppe, der skvulper i min vom, jeg har sovet dårligt, selv om det ikke vipper og ikke har vippet, min vom vipper og søvn og drømme vil blive i kroppen i timer, i timer endnu, du må vågne, makker, VÅGN OP for helvede, hvad sker der, nogle skal af, andre skal på, men hvem, vi har bookinglister og vi er i havn om et stykke tid, vi er ikke inde endnu, og der er returgæster, det hedder det, returgæster, de skal med tilbage fra Hirtshals til enten Stavanger eller Bergen, de skal med tilbage til det norske igen, når vi sejler nogle timer senere og på vores lister er de markeret med lyserødt, lyserødt er returer, det er ligesom på m/s Håbet, hvor jeg var skibsdreng i det meste af 1912, hvem taler om papirmåner i den farve, koncentrer dig, fjols, deres kabiner skal ikke ryddes, de pågældende kabiner skal ikke strippes og gøres klar, for de passagerer skal jo med tilbage, så de efterlader som regel bagage, men de vil gerne have lov at gå i land, ja, så gerne frue, kabine nr. 5217, 5. dæk, ja, men disse to kvinder står ikke på vores liste, deres kabinenummer gør ikke, så de skal vel bare af og ikke på igen, I står altså ikke på listen, frue, HVORFOR GØR DE IKKE DET, eller gør de, nå, jo, det gør I da vist alligevel, hæhæ, og det må De rigtig nok rundstykke, beklager, og I kan sagtens gå i land, men så skal I aflevere boardingkortene enten til mig eller i receptionen og straks protesterer den ene af de to kvinder, det kan hun virkelig ikke forstå, næ, det kan De måske ikke, men jeg bliver nødt til på det allerbestemteste at bede Dem om at komme herut af min kahut, temmelig lige nu, for vi har travlt, hvis De skulle være i tvivl, og jeg får dem høfligt og uforskammet, men på den søde arrogante måde gelejdet dem ud af den kahut, skrid. Og dét var faktisk på høje tid. Men fem et halvt nøjagtigt, bum, præcis sekunder senere, standser jeg op som flækket af lynet: Jeg, dvs. den halvdel af mig, der har nået at standse, stirrer ind i en lyseblå dør, der er lukket. Jeg kommer til vished, jeg er sikker på at jeg husker forkert, den anden halvdel af mig er allerede styrtet fremad, den enes ord om at det er menneskeligt at ævle, hvormed jeg mener fejle, kunne være sagt i Vejle, hvad rager det ham, han hører intet, jeg følger efter idioten, og vi bliver atter én, vi er igen én idiot, skudt igennem kaskettens skygge eller bare snotforvirret, nu er jeg i det mindste VÅGEN, det kan ikke nægtes, for jeg tog jo fejl, oh stakkels kvinder hvad må de ikke tro, for det er jo for syvsytten sådan at det er folk, der BLIVER ombord, der skal aflevere deres boardingkort, thi teknisk set er de af hensyn til toldreglerne gået i land, for ellers kan man ikke købe toldfrit, men i næste uge laver bookingen reglerne, altså ikke toldreglerne, det står trods alt ikke i deres magt, om, det gør de hele tiden, de skiderikker, og jeg styrter fra blålilla zone som lige nu er mit ansvar over til dækkets grønne zone (her er dørene grønne, det er simpelthen så smart), som det her zigzaggende lyn jeg absolut ikke er, løber jeg, og jeg udtaler højt og tydeligt til min kollega, som jeg ser på vej til at fjerne et par genstridige passagerer med en kran, hun er simpelthen i gang med en kran inde i kabinen, hun har løftet en passager op i kraven, han brokker sig noget, man ser det for sig, nå ikke, men jeg siger altså højt, at jeg lige har fået en hjerneblødning. Min kollega mener ikke, at passagerne overhovedet må gå i land, der er et vist mål af forvirring blandt os og også blandt passagerne, da vi er forsinkede, hvilket betyder en ankomsttid omkring kl. 10 i stedet for som normalt kl. 8, panik, siger jeg til min kollega, som forsøger at få brokrøven af en passager til at holde kæft, det er den kran, hvor hun så end har den fra, det må et af vores nye redskaber, hun hører ordet hjerneblødning, og det er rystende, hun ser på mig, hun stirrer, hun stirrer på mig, der åbenbart ligner en der lige er faldet ned fra månen, chokeret, men jeg er inde i en drøm af hvide måger, der padler rundt i den suppe i den vom i den hjerne etc, det er i hvertfald noget rod, ligesom det med kranen, det hører ingen steder hjemme, og min kollega siger øjeblikketligt at jeg skal kalde en styrmand over walkien og det forstår jeg ingenting af, oppe på broen har de intet med booking eller detaljer vedrørende passagerer at gøre overhovedet, men min kollega er erfaren, mere erfaren end min suppe, så jeg gør, hvad hun siger, selv om jeg ikke forstår hvorfor, styrmand til ego, styrmand til ego, og selveste overstyrmanden svarer, selv om broen ikke skal forstyrres hverken under ind- eller udsejling eller anløbning eller udflåd eller gråd eller noget som helst andet, jaeh, kan du bekræfte, siger jeg, kan du bekræfte at vi afsejler tre kvarter senere end normalt, for hvad helvede skulle jeg ellers spørge den styrmand om, vi skulle gerne have mindst den tid til rådighed, lige et øjeblik siger overstyrmanden, han lyder af gode grunde forbløffet, og jeg ser på min kollega, der står med åben hud og volutter, mulen hænger, som man siger, jojo, siger overstyrmanden så i le walkie, vi sejler klokken ca dit komma dat, det vil sige passagerne kan kun blive i land i en halv time, en halv time til tre kvarter, og min kollega stirrer på mig, bestyrtet, hun forstår ikke, hvad der blev af den passager, der havde fået hjerneblødning, hun var ret imponeret over at jeg kunne sé det på en passager sådan uden videre, men jeg er en mand af mange talenter, jeg kan simpelthen ting, det ved man, og så er det med at få fat på broen, at få fat i en styrmand som er den stedlige reservelæge med hjerteudstyr og artefakter og jeg skal gi dig ska jeg, det er en skandale, hjerneblødning gør man ikke nar af, det var ikke en passager, det var jo mig, det var mig, der havde fået den hjerneblødning.

Men mælk er hvidt

Seks år var jeg, da jeg fandt ud af, at mælk er hvidt. Jeg havde gennem flere år drukket to liter mælk om dagen i den tro, at mælk var lyseblåt – en fejlperception, jeg havde fra emballagen. Selv i dag er min grundstemning lyseblå, når jeg tænker på mælk. Måske er det derfor, jeg ikke bryder mig om bleggule, tørrede bananer i min mysli. Det bliver simpelthen for pastelagtigt med lyseblåt og bleggult sammen. Jeg spiser havregryn med mysli og mælk hver morgen. Min dag er ikke kommet ordentligt i gang, hvis jeg ikke har fået mine gryn. Det er fint med lyseblå mælk fra morgenstunden, men det skal være uden bleggule bananer. Ellers bliver der for meget pyjamas over det. Jeg bryder mig virkelig ikke om pyjamaser.

søndag, april 19, 2009

På grænsen mellem land og by

- i byerne eller på grænsen mellem land og by hænges lygter op tæt under skoven, alle skal kunne se naturen. Jeg har set såkaldte hundeskove i nærheden af landsbyer, hvor de gamle vender sig under mulde i bar uforståelighed -

lørdag, april 18, 2009

en spøg, der stadig varer ved

”Mit liv, mit liv, snart taler jeg om det som om det var noget der er forbi, snart som om det var en spøg, der stadig varer ved, og det er hverken det ene eller det andet, for det er forbi og det varer ved på samme tid, og hvilken form af verbet kan udtrykke det? Et ur som urmageren trækker op og begraver, inden han dør, og hvis forvredne træk en dag skal vidne om Gud for ormene. Men alligevel må jeg have følt mig forbundet med disse testikler, jeg må have dyrket dem som andre dyrker deres ar, eller familiealbummet. Og det var i hvert fald ikke dem der forhindrede mig i at grave, det var benet. Det var Lousse der gravede hullet mens jeg stod med hunden i armene. Den var tung og kold allerede, men den var ikke begyndt at stinke.”

Fra Samuel Beckett: Molloy

Sko

Påstand om litteratur

Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.

torsdag, april 16, 2009

Zen i styrehuset

Zen i styrehuset med store vinduer i hele synsfeltets bredde. Fjeldene er ikke langt borte, vi sejler i åbningen af fjorden. Et par havfugle stryger forbi et par hundrede meter fra skibet. Solen er ved at gå ned i en sæk. Af sten. Vi skærer os gennem vandet, vandet er blødt. Der er ro her på broen. Roen fylder rummet, roen går ind i kroppen. Motoren fornemmes som en svag summen, der kommer langt borte fra, under os. Kaptajnen sidder i en stor, sort stol og siger ikke noget. Matrosen, der har brovagt, sidder ved siden af i samme slags store, sorte stol og siger heller ikke noget. Til styrbord lyser en boreplatform op som et tivoli i skumringen.

onsdag, april 15, 2009

syns

Pia Juul stillede på Facebook et uskyldigt spørgsmål ud i dansk grammatik, nemlig:
”Hvad hedder imperativ af 'at synes'”?

Kristian Ditlev Jensen svarede formalistisk:
”det kan man vel grammatikalisere sig ud af: Tag lige og synes, makker!”

Christian Yde Frostholm (cyf) bragte den videre med en god bevidsthedsfilosofisk pointe:
”Det minder mig lidt om Francis Ponge, der efterlyste en imperativ for at ville. Nogle ting kan man måske bare ikke gøre på kommando?”

Jeg skrev:
”Cyf har ret i, at man ikke kan synes eller ville noget på kommando, men dels stiller sproget sig jo ikke i vejen for, at man kan give meningsløse kommandoer (verden er fuld af dem ...). Dels kan man bruge imperativer på andre måder end som kommando. Tag fx imperativformen af at mene: "men hvad du vil!". Eller imperativ af at elske: "Elsk mig!" Det er jo ingen kommando, men et følelsesudbrud, hvis indhold vel er noget i retning af "Jeg elsker dig, og jeg kan kan ikke holde ud, at du ikke elsker mig!"”

Men dette dækker over, at ingen af os har svaret på, hvad Dansk Sprognævn ville sige til spørgsmålet. Hvad er det korrekte svar på spørgsmålet? Kom nu Per Halskov, du har haft over en måned!

Harald Blåtand udtaler

Harald Blåtand udtaler til Berlingske Tidende: ”Jeg gider ikke spille charlatan i Valhalla, jeg vil hellere sidde og se tv i Paradis”. Iskoldt hjernespind svæver gennem et knitrende ministerium af stål, et rumvæsen fra forrige årtusind, fra vinduerne endeløse udsigter forklædt som en kronraget storby. Theolonius Monk var autist og jazzen traver som en hest, der indtager noget senere end epo. Det uforsonlige længes efter en kærlighed, det nødig vil kende og ingen kender ordet, før dagen holder op.

mandag, april 13, 2009

Tårs-Spodsbjerg, talende løver etc

Nu er det ikke fordi alting skal handle om skibe og vand, men okay, bus nr. 800 trillede med mig og nogle andre indeni ind på dækket af Frigg Sydfyen, eller måske var det Odin, i hvertfald mindede færgen mig om en stor Kung Fu is på grund af den blå-hvide lagdelte farvning af skroget (en Kung Fu is er sort-hvid, ja), og jeg måtte straks ud, jeg mener op, på toilettet, hvor en høj, kraftig mand i helly hansen trøje og med hvidt skæg om mulen ved kummen ved siden af, han var ved at gøre sig færdig, helt uden anledning og før jeg havde åbnet til kronjuvelerne overhovedet sagde ”nu skal du passe på, den sidste dråbe kommer jo gerne med ud. Sådan er dét!”, og ikke at jeg forstod en hujende fis, men jeg smilede vænnesælt, jeg mumlede mit velkendt udglattende & samfundsbevarende ”njerhahahrm!” og jeg vaskede mine hænder, jeg kan godt lide at vaske mine hænder, og jeg fortsatte durk ud, jeg mener ind, i tv-stuen med let dryppende fingre, jeg passerede et bord, jeg glædedes, mit øje frydede sig sandelig ved synet af disse to 9-10-årige børn, der sad med åbnede munde og gloede på en naturudsendelse, det var vist om løver, vist var det så, og jeg kan godt lide løver, indtil jeg opdagede at de her virkelige løver, de var 0,5% computermodificerede eller sådan, især i hovederne, det virkede som ansigter pga deres ligesom anderledes tænder og smil, ja, smil, kun en lille bitte anelse, det lignede langt hen rigtige løver, og de kunne tale, selvfølgelig kunne de det, det var en udsendelse med filosofiske løver, vor civilisations fornedrelse af dyr har ingen nedre grænse, og så var der en løve, det var en hun, der meddelte at den desværre ikke kunne få sig selv til at jage, jeg fik ikke helt fat i, om den havde ondt af byttedyrene, da en ca. 50-årig kvinde et par borde væk diverterede, hendes mobiltelefon gjorde, et par sms-beskeder trillede ind, ikke just trillede, thi lyden var indstillet på en skinger latter, der fik alle i lokalet med ryggen til lyden til at vende sig, og nu var løverne, her var det to hanner, i gang med at diskutere deres fælles ansvar, den ene løve brugte simpelthen ordet, ansvar altså, for at jage en flok hyæner væk fra middagsjorden, skønt de egentlig ikke gad, men jeg forstod det sådan, at en moralsk kodeks spillede en rolle, der var tale om løver, der var deres ansvar bevidst, og faktisk nåede jeg vidt, jeg kom til at tænke på at man kunne overveje om dyrene har virkelige følelser ligesom os, ikke at de kan tænke som os, selvfølgelig, nej, men om mediehalløjet påvirker os på den måde, at vi tror det, og færgen er i havn om få minutter og jeg trener følsomt ned på vogndækket og op og ind i bus nr. 800 sammen med de andre og allerede i Rudkøbing stiger en kvinde på, som er under 25 og som alligevel hiver en landsdækkende betalingsavis frem, og ligeså sætter en anden lidt mere aldersfremskreden kvinde sig på sædet foran mig, hun er en kende koparret på den højre kind, som hun vender til, idet hun kigger ud af vinduet, og jeg opstemmes erotisk af den koparrede kind, jeg nævner ikke, hvordan jeg kan vide det, noget skal overlades fantasien, og hun har en tydelig klat ørevoks i øret.

Fattigdommens psykiske skadesvirkninger

Børn opvokset i fattigdom svækkes også, når det gælder indlæringsevnen, viser ny undersøgelse. Naturligvis, fristes man til at sige.

http://politiken.dk/videnskab/article688641.ece

søndag, april 12, 2009

Men okapien

En giraf uden den lange hals, der netop er det særlige ved giraffen, som gør den i stand til at konkurrere med alle andre afrikanske planteædere. Til gengæld er dens bagdel camoufleret som zebra. En markant beskyttelse. Den farlige zebranumse, som skræmmer alle rovdyr bort?

lørdag, april 11, 2009

Huder

Den dødes hud trækkes nogle meter op i luften ved hjælp af en kran. Derfra trækkes den hen til en position over skærebordet, som den sænkes ned på. Der skæres stumper fra huden, der skæres kanter af, og den klassificeres efter kvalitet. Huden får et blå tegn. Alle huder sænkes til rette på skærebordet, en efter en. Huderne skæres til og vurderes. De flyttes over på en træpalle, hvor der med skovle spredes tynde lag af grovkornet salt over dem. Huderne lægges lag på lag. Når de saltede huder når omkring en meters højde, transporteres pallen væk med en truck. Dette er essensen i at salte kohud før garvning.

fredag, april 10, 2009

Julemærker

Jeg samler på julemærker. Eller, det gør jeg egentlig ikke. Ikke længere. For så vidt har jeg ikke gjort det, siden jeg var 12. Det var op til jul, min mor så mig bladre gennem den samling, som allerede havde mistet min interesse. Jeg følte, min barndom var forbi. Drenge er så alvorlige og tyngede af skyld i den alder. Jeg var. Men min mor misforstod det melankolske udtryk. Næste år til jul gav hun mig et ark af årets mærker. Det var kravlenisser det år. Så havde jeg dem. Næste jul fik jeg mærkerne fra UNICEFs børneår. Jeg kunne ikke nænne at fortælle min mor, at jeg ikke længere interesserede mig for julemærker. Men man skal ikke holde sin mor for nar. Jeg ville sige det, inden jeg blev 18.
Jeg samler på julemærker

onsdag, april 08, 2009

Kun snot

Kun næsen bliver aldrig for træt til at løbe, sagde Olsen.
– Næsen?
Næsen, nej snot, mente han.
– Det er det, det betyder, for fanden! Det, man mener med det.
– Hvad med ild? sagde jeg.
Det mente Olsen ikke, man kunne sige. Ild skal have næring.
– Ilt, om ikke andet.
Han var ikke sikker.
– Jamen, så vand da. Vand løber bare.
Men det forudsætter en uendelig lang bakke, det kan løbe ned ad, mente Olsen. Jeg nævnte Nilen, men Nilen talte ikke med. Jeg kan ikke huske hvorfor.
– Man kan ikke lave evighedsmaskiner, skar Olsen endelig igennem.
Det havde han ret i, det vidste jeg jo godt, men ville ikke uden videre slippe Nilen.
– Hvad så med næsen? spurgte jeg.

søndag, april 05, 2009

Elg

Jeg ser nogle klipper bag Bergen, når jeg af og til kommer til at se ud af et vindue, mens vi ligger i havn. Rundt om Bergen er der syv fjelde. Norske kolleger forsikrer mig om, at sådan er det. Hvad ved jeg: Vi drøner rundt i skibets gange som minearbejdere med bure, det er dog ikke kul vi skubber rundt og rundt, men linned. Vi fiser omkring med støvsugere og flasker med kristalin. Vi får ømme skuldre, rygge og arme, vi ler og brokker os over noget, der som regel har med arbejdet at gøre. Man siger, det altid regner i Bergen, men det er ikke altid rigtigt. De små pauser ude på dækket - rygning, drikke vand og øvlebøvle - er en fornøjelse, især når vi sejler i fjorden med fjeld til begge sider, eller med sol over Bergen, som vi ikke kan besøge. Sejlplanen er blevet ændret. Vi har ikke længere mulighed for at komme i land. Al disponibel tid, mens vi ligger i havn, er her i afdelingen lig med arbejdstid. Bergen ligger ligesom i en gryde. Der er 233 km fra Bergen til Oslo. Til Trondheim er der 657 km, og til Nordkap (kommune?) er der 2368 km. Bergen har ca. 250.000 indbyggere og figurerer på Unescos World Heritage List. Bergens fløibane, dvs. lokalbanen, skulle i den grad at være et besøg værd. ”Historien er lett å lese i den eldste delen af Bergen, velsigned forbrukervenlig konsentrert mellom byens syv fjell.” Jeg har været i land i Bergen to gange i løbet af ni måneders sejlads, og under mit første besøg sonderede jeg Bryggen, de gamle træhuse er flotte, og i en bod købte jeg et elgbæltespænde af zink.

lørdag, april 04, 2009

Vi irriteres over forskellige ting

Anders irriteres over alle de engelske ord, der er kommet ind i det danske sprog, talt såvel som skrevet. Det gør jeg også, men jeg irriteres mindst lige så meget over anglicismer forstået som engelske sætningsformationer, men med danske ord. Fx ”Hvad gør du for penge?” altså ”What do you do for money?” i stedet for ”Hvor får du penge fra?”

Når vi ser flere film og hører flere sangtekster på engelsk end på dansk, når it-sproget stort set er engelsk, når nyhederne kommer fra CNN og BBC, så vil der komme engelsk afsmitning på det talte danske sprog. Det er naturligt og uundgåeligt, som Anders også skriver. Er det også ønskeligt? Tja, Anders formulerer sit program sådan, at det er ok med engelsk, når der opstår fænomener, som vi ikke har sprog for på dansk. Det er meget fornuftigt. Når engelske ord og udtryk fortrænger velfungerende danske, forsvinder en del af vores historie, vores referencefællesskab. Noget af det, som gør, at vi kan forstå hinanden på tværs af generationer. Det kan jeg godt se problemer i.

Jeg synes, den islandske og norske modstand mod fremmed indflydelse (også) i sproget er for rigid. Men måske er den danske for slap. Dansk Sprognævn er styret af pragmatik, forstået på den måde, at de ser sproget som sprogbrugernes ejendom. De registrerer ændringer og nydannelser i sproget og reagerer typisk (med en uundgåelig forsinkelse) ved at gøre en nyfremkommen faktisk sprogbrug i København til gældende standard. Det er et politisk valg. Man kan diskutere meget af dette, fx hvorfor det lige nøjagtig skal være København, hvor kun en femtedel af landets borgere bor, der skal være normdannende. Jyderne laver masser af nye ord, som aldrig havner i Nudansk ordbog.

Man kan også diskutere, om det er fornuftigt at formalisere den så at sige overflødige del af engelsk afsmitning på dansk. Er det det?

fredag, april 03, 2009

Fåkking lortmål

Jeg er så fåkking træt af at alting anglificeres. Det noget pez man. ”Udsalg” er ikke længere godt nok, næ, nu skal det hedde ”Sale”. Søren Krarup har jo fuldstændig ret (i eksemplet). Hvorfor helvede gør folk ikke oprør mod det lort? Det sniger sig ind i sproget alle steder, også hos mig, der er pissesprogkonservativ. Jeg kan jo ikke sige en sætning uden at kneppe med engelsk, altså Hållyvudamarkansk. Og belær mig for helvede nu bare om, at sproget altid har udviklet sig, at sproget er en DYNAMISK størrelse, at dansk ALTID har haft udvekslinger med andre sprog, ikke mindst tysk, at fransk i begrænsede dele af befolkningen også har spillet en stor rolle i perioder ETCETERA, AT der er massevis af gamle ord, vi ikke bruger i dag og som vi heller ikke ville drømme om at bruge, at der altid har eksisteret pendulord ETCETERA, nå her kom jeg på afveje, men fåk det. Ja, gu fanden i hælvede er sproget da dynamisk, hvad ellers? Selv ikke hos Uggibuggistammen i det centrale Amazonas er sproget fuldstændig uden udvikling, ordet for Melonanakondaen er ved at gå ud af brug. Men fratager det os muligheden for at foretage nogle sprogVALG, det være sig af æstetiske, historiske, politiske, sociologiske eller af rent praktiske grunde, hva? Og hvad med domænetabet? Plllleeeezz. Det er et ord, jeg synes er på sin plads, der findes vel ikke et præcist ord for det samme på dansk, bare det dog ikke lød så satans grimt. Jeg er en fåkking luder. Yjer, man.

onsdag, april 01, 2009

Chet

Chet Bakers stemme er sorgløs som ind i helvede. Stroferne driver på ensomme vægges lonely road og på nymalede døre, stroferne sætter sig på hylder, ordene gemmer sig inden i skabe. Chets stemme gør os gale af længsel. Hans trompet er en stemme, let og ukompliceret som en lysende udsigt. Kærlighed og død, eet og samme spor, som at falde ud af sin ramme og ned i et hul, der altid er der.