en spøg, der stadig varer ved

”Mit liv, mit liv, snart taler jeg om det som om det var noget der er forbi, snart som om det var en spøg, der stadig varer ved, og det er hverken det ene eller det andet, for det er forbi og det varer ved på samme tid, og hvilken form af verbet kan udtrykke det? Et ur som urmageren trækker op og begraver, inden han dør, og hvis forvredne træk en dag skal vidne om Gud for ormene. Men alligevel må jeg have følt mig forbundet med disse testikler, jeg må have dyrket dem som andre dyrker deres ar, eller familiealbummet. Og det var i hvert fald ikke dem der forhindrede mig i at grave, det var benet. Det var Lousse der gravede hullet mens jeg stod med hunden i armene. Den var tung og kold allerede, men den var ikke begyndt at stinke.”

Fra Samuel Beckett: Molloy