søndag, april 05, 2009

Elg

Jeg ser nogle klipper bag Bergen, når jeg af og til kommer til at se ud af et vindue, mens vi ligger i havn. Rundt om Bergen er der syv fjelde. Norske kolleger forsikrer mig om, at sådan er det. Hvad ved jeg: Vi drøner rundt i skibets gange som minearbejdere med bure, det er dog ikke kul vi skubber rundt og rundt, men linned. Vi fiser omkring med støvsugere og flasker med kristalin. Vi får ømme skuldre, rygge og arme, vi ler og brokker os over noget, der som regel har med arbejdet at gøre. Man siger, det altid regner i Bergen, men det er ikke altid rigtigt. De små pauser ude på dækket - rygning, drikke vand og øvlebøvle - er en fornøjelse, især når vi sejler i fjorden med fjeld til begge sider, eller med sol over Bergen, som vi ikke kan besøge. Sejlplanen er blevet ændret. Vi har ikke længere mulighed for at komme i land. Al disponibel tid, mens vi ligger i havn, er her i afdelingen lig med arbejdstid. Bergen ligger ligesom i en gryde. Der er 233 km fra Bergen til Oslo. Til Trondheim er der 657 km, og til Nordkap (kommune?) er der 2368 km. Bergen har ca. 250.000 indbyggere og figurerer på Unescos World Heritage List. Bergens fløibane, dvs. lokalbanen, skulle i den grad at være et besøg værd. ”Historien er lett å lese i den eldste delen af Bergen, velsigned forbrukervenlig konsentrert mellom byens syv fjell.” Jeg har været i land i Bergen to gange i løbet af ni måneders sejlads, og under mit første besøg sonderede jeg Bryggen, de gamle træhuse er flotte, og i en bod købte jeg et elgbæltespænde af zink.

3 kommentarer:

Jens Peter Kaj Jensen sagde ...

Hvorfor er der altid syv høje, syv bjerge eller syv fjelde?

Anders Vægter Nielsen sagde ...

Nogle gange er der vel kun tre? Jeg har selv set det i Schweiz.

jens Peter Kaj Jensen sagde ...

tre er det nye syv