Universaliestriden, kort

Universaliestriden var en teoretisk uenighed inden for især den kristne, men også den muslimske og i mindre grad den jødiske skolastik i middelalderen.

Udgangspunktet for striden var Platons såkaldte idélære, som teologerne fremlæste den af dialogen Phaidon. Her argumenterer Platon for, at der foruden alle de individuelle enkelgenstande af en bestemt kategori også er en kategoriens idé. Foruden alle de enkelte heste, som vi ser i den sanselige verden, er der også en ‘hesthedens idé’, en ikke-sanselig, ideal hest, som alle de sanselige heste må ligne for overhovedet at være heste. På den måde har alle kategorier af sanselige genstande en usanselig idé, og disse idéer er ikke blot begreber i vores bevidsthed, men eksisterer realt, omend usanseligt forud for og uafhængigt af vores bevidsthed.

I middelalderen blev denne idélære indtænkt i de monoteistiske teologiers grundlag. Idéerne blev betegnet som universalier, og der blev indskrevet universalier af alle mulige slags i de religiøse læresætninger. Det kunne være leveregler og dyder, som også hver især havde et universalie. De såkaldte begrebsrealister hævdede nu det synspunkt, at universalierne i ontologisk forstand var transcendente idéer med selvstændig, altså bevidsthedsuafhængig eksistens.

Nominalisterne mente derimod, at universalierne var bevidsthedsmæssige abstraktioner, foretaget at den menneskelige bevidsthed. Lad os sige, at mennesket så hundredevis af heste, en var sort, en anden skimmel, men alle havde fire ben, mule, man og manke, og sådan abstraherede mennesket fra den enkelte hest og dannede sig forestillingen om den 'universelle' hest eller hestens universalie. Nominalisterne mente altså ikke, at universalierne eksisterede uafhængigt af menneskets bevidsthed.

Fremkomsten af nominalistiske synspunkter i kirken gav anledning til en århundrede lang strid med de traditionelle begrebsrealistiske positioner. Striden handlede i høj grad om kirkemagtens ubetvivlelighed. Hvis universalierne har selvstændig (guddommelig) eksistens, kan kirken bedre begrunde deres ubetingede autoritet, end hvis de blot er abstraktioner i den menneskelige bevidsthed.

I senmiddelalderen blev den realistiske position i stigende grad fortrængt af den nominalistiske, hvilket gradvis svækkede de kirkelige autoriteter og gav plads til en udogmatisk udvikling af naturvidenskaben og en sekulær stat.