onsdag den 30. oktober 2019

Efter solen

Jeg glæder mig helt vildt over

1) at så ung og i den brede offentlighed så ukendt en forfatter i den grad er blevet anerkendt for en i øvrigt skide god bog;

2) at et aktivistbaseret mikroforlag som Basilisk, hvor redaktørerne ikke får en krone, og som hverken lefler for de økonomiske magthavere i bogbranchen, for den kunstnerisk laveste fællesnævner eller for den politiske magtelite, har fået så stærk en anerkendelse, som der ligger i at have udgivet bogen, der får den største litteraturpris i Norden;

3) at en novellesamling, som notorisk kun sælger en tiendedel af, hvad romaner sælger, har fået prisen;

4) at den dygtige kunstner, Jonas Eika, også er en både skarp, seriøs og modig politisk tænker, som knalder så præcis en tale af. Det er bare godt gået;

5) med en pointe, som jeg hermed låner fra forfatter og musiker Peter H. Olesen, så er der samtidig grund til at glæde sig over, at vi trods alt lever i et samfund, hvor det er muligt uden frygt for repressalier at fyre sådan en svada af lige op i fjæset på hele parnasset. Det er et vilkår, som er og altid vil være under pres fra dele af magtelitens side, og som derfor skal forsvares hver eneste dag.

Talen kan ses her:



tirsdag den 29. oktober 2019

Gæt en portrættegning og vind en bog

Der er et gratis tilsendt eksemplar af den næste bog, jeg udgiver, til den første, der gætter, hvem denne blyantstegning skulle have lignet. Om det bliver romanen ‘Afstande over vand’, som udkommer i anden halvdel af februar, eller den litteraturteoretiske ‘Frode-teoremet’, der bliver gevinsten, vides endnu ikke. (Andreas Halskov: Du kan ikke deltage i konkurrencen, da du jo har en privilegeret viden om, hvem jeg p.t. kunne have lyst til at tegne.)

tirsdag den 22. oktober 2019

Vejtræer

Så skal der plantes vejtræer. 
   Må jeg tage et billede?, spørger jeg. 
   Den kommunale anlægsgartner nikker. 
   Det er smukt, fortsætter jeg lidt fjoget, mens jeg knipser med mobilen. 
   Hans næsebor udvider sig en anelse. “De lider meget, når de bliver flyttet i den alder”, siger han. “Vi er jo nødt til at skære det meste af rodnettet væk.”

lørdag den 5. oktober 2019

Min bedstemor blev 106

Karen Iris Elisabeth Jensen, hed hun, min fars mor og den sidste af mine bedsteforældre. Da hun blev født den 4. maj 1913, var Joyces Ulysses og Wittgensteins Tractatus endnu ikke udgivet. Hun blev født, før Gandhi vendte hjem til Indien, før likvideringen af Rosa Luxemburg, før Den Russiske Revolution, før Irland blev en selvstændig nation, før Danmark solgte De Vestindiske Øer, før Første Verdenskrig, før publiceringen af Einsteins almene relativitetsteori og før Halfdan Rasmussen blev født. Ingen havde endnu hørt om Charlie Chaplin. I løbet af hendes levetid er verden blevet en anden.
Her til morgen sov hun stille ind i sit hjem i Langeskov, 106 år gammel. Iris havde i sin alderdom et aktivt og udadvendt socialt liv, hvor hun ikke blot i mange år havde sit ugentlige andespil, men også mødtes med sin kortklub to gange om ugen. Når man bliver så gammel, bliver man nødt til at finde nye medlemmer til kortklubben med ujævne mellemrum. Man må finde nye venner, men det gjorde Iris med en stærk vilje til at holde sig i gang. Hun havde en stor flok halvsøskende, men særligt sin efterslægt med fire børn, seks børnebørn og tolv oldebørn havde hun jævnlig kontakt til. Hun nåede at flytte 43 gange, fra hus til hus på Fyn og Langeland. Langt de fleste gange sammen med min bedstefar, den kommunistiske løsarbejder Arnold fra Vejle. De havde for vane at købe sig en gammel rønne, sætte den pænt i stand, og så sælge den og flytte videre til en ny fynsk landsby eller købstad et par år efter. Måske var rastløsheden slet ikke hendes, men Arnolds. Arnold, den iltre skælm med det kraftige, ravnesorte hår, var søn af en fisker og en rakkerpige, som vi må formode var vant til at bo på en ladvogn. Efter Arnolds død i 1985 aftog rastløsheden i hvert fald, og i de sidste mange år boede Iris i Langeskov på Østfyn. Der har mine forældre også boet i de seneste 18 år (eller deromkring) i gåafstand fra Iris' hjem, og det samme gjorde hendes yngste datter med sin mand i en årrække.
Cirka fem år efter Arnolds død fik Iris sig en ny kæreste, nemlig Knud, som hun i nogen tid havde spillet kort med. Hun var 80 og Knud kun 72, men alligevel forsvandt han længe før hende. Også Iris' ældste søn, Arne, døde før hende. Det er jo også et naturligt vilkår ved at blive så gammel.
Det var vigtigt for Iris at blive boende i sit eget hjem, og det gjorde hun, i de sidste 34 år alene. Hun var over 100, da hun begyndte at få offentlig hjælp til at klare det huslige. Hun havde sukkersyge og fik ofte lungebetændelse i de sidste år, men blev aldrig dement og var gennem livet kun sjældent alvorligt syg.
Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt episode, hvor hun kom alvorligt til skade, nemlig da hun fik et kar kogende malt ud over sig, mens hun bryggede øl til Arnold.
Iris fik et ganske almindeligt, men langt, begivenhedsrigt og udadvendt liv med en stor familie og mange venner, og hun fik en nådig og, så vidt vi ved, smertefri død, som hun i den allersidste tid bød velkommen, fordi hun det sidste halve år ikke havde kunnet spille kort eller i det hele taget færdes på egen hånd på grund af svigtende syn og hørelse.
Æret være hendes minde.